↩ Og jeg skal dø; tusender som jeg er døde, og med dem er der gået verdener af skønhed under, men ingen kendte dem, og det har altsammen været spildt. Jeg skal dø, og ingen skal kende de tankeverdener, som forsvinder med mig. Alt det opstår kun for at gå til grunde; det har kun været kendt af een, og denne ene har det været mer til sorg end til glæde, fordi han vidste, det var dømt til at forsvinde igen, ukendt, uvirkeliggjort. Jeg skal dø, og min sjæls verden har været forgæves. Ti det billede deraf, som jeg møjsommelig har digtet frem, var kun et skyggebillede — det ved du, og jeg kan tænke, du ser med tilfredshed ned på min uformåenhed.