↩
Jævnt fordelt om rygradens flagstang
hænger hjærnens banner visende den lige vej,
men længere nede sidder hjærtet skævt
og peger med sin spids ud på den vilde mark
borte fra fornuftens rette vej.
Som en ædderkop sidder midt i nettet,
spundet af tusende tråde,
men kender dem alle og trækker i dem alle,
som de vekslende krav fører det med sig,
sådan sidder hjærtet i et net af årer
og haler overalt fra bloddråber til sig,
fra øjnene, som så hende,
fra ørene, som hørte hende,
fra munden, som kyssede hende,
fra hænderne, som klappede hende
— og de blir stadig hedere og hedere —
fra brystet, hun trykkede sig op til
— de blir efterhånden glødende —
og alle dråberne aflæsser deres lykke i hjærtet
og kører så videre; men de næste,
som skulde sprutte af gnistrende lykke — —
forfærdet hopper hjærtet helt op i halsen,
iskolde dråber kom drivende,
skuffede, kolde som evig sne, rasende,
ti — hu, nu isner alt mit blod! —