↩ Hvad pokker er dette her? tænkte jeg og vågnede igen, og dermed stansede det vers. Så gik jeg ned ad en lang korridor; den var rød; bunden var varm. Langs væggene hængte der net, fulde af ting, der var forvredne på en underlig måde. Jeg indså straks, at nettene var mine vers, og det forvredne min ulykkelige kærlighed. Så åbenbarede der sig en skikkelse, og jeg forstod, at det var den kvinde, der var mig bestemt af skæbnen. Hun så på mig med et par øjne, der lignede sugekopperne på en blækspruttes arme, og hun talte således til mig: