↩ Jeg drømte videre. På min vej traf jeg en kokette, som hade sit hjærte liggende på et bræt og bearbejdede det af alle kræfter med en stor hakkekniv. Stumperne var allerede ikke større end finker, men de skulde nok blie mindre endnu. Hun hakkede, jeg så til. Så holdt hun med eet op og sa: Nu skal vi se! Hun snappede en lille sølvgaffel, tog mig om halsen med den ene arm og stak mig med den anden hånd noet af hakkemaden i munden, idet hun så aldeles forførerisk på mig, og samtidig sa hun disse forklarende ord: