↩ Så begyndte det; mellem to ribben eller bag ved dem syntes en stor blød byldt at være kommet ind, noet andet kildrede mig dær, hvor brystbenet holder op, altså omtrent på mellemgulvet — uden at det dog fik mig til at le — og et blylag blev langsomt klappet sammen om min isse. Ja, ja, sa jeg, det skulde jo komme; kan være, det er min egen skyld. Derefter begyndte en lille kugle, eller hvad det var, at hoppe underst på halsen. Gammel bekendt, hilste jeg. Og en klokke ga sig til at ringe bag i nakken. Velkommen hid, sa jeg, og tak for sidst! Jeg prøvede på at stive mig af. Så klemte, bankede, hoppede, ringede og kildrede det stiltiende og ondskabsfuldt nogle minutter.