↩ Luk op, jord! la mig komme ned og blie gemt i dig! For nu kommer de allesammen væltende, atmosfæren er fuld af dem, jorden er fuld af dem, der er ikke andet end stumper af skøre djævle, for de knækker itu; der hopper krumme ben omkring med sorte hår på, der ruller hoder med gråt hår som skimmel på et fordærvet lig, arme med hæslige fingerkroge gramser omkring i græsset — At mine øjne skal se det! Djævlekroppe humper om — Hjælp! I skammelige, grufulde brudstykker! I vover det ikke; jeg er et menneske, jeg er skabt af en Gud, som er ærekær, og som ikke vil tåle, at hans skabning nedværdiges til det underdyriske. I tør ikke! Hvis I gør det, vil I straks forvandles til råddent slim — tror I, at I kan tåle berøring med en Guds skabning, I svampe fra helvedes bund! Der er virkelig en Gud, og vel har han forstødt mig, men han vilde dog rødme og skamme sig, når han ser — for han ser alt — at maddiker fra helvedes skarer blot rører ved hans udødelige skabning. I paddehatte, opvoksede på de laveste underdjævles ekskrementer! tør I besudle mig!