↩ Der må være gået år. Jeg har vandret gennem mørke, under tykke skyer; kaske det var mit eget mørke, jeg var gemt i. Ja, det var det nok. Min hjærneskal var himmelhvælvingen, og under den hængte min hjærne som blodige, trævlede, tykke skyer. Og jeg 124var et lille bitte væsen, der boede under skallen, et lille dyr under en klokke. Jeg har tumlet om mellem tankeskyer. Men det varede ikke ved. Der foregik noet oppe under kraniet. Min hjærne fortættede sig og begyndte at falde ned, jeg mærkede tydelig, den faldt i store, bløde, varme klatter, og det lettede.