↩ Efter hans frigørelse fra den jordiske verden følger det centrale afsnit »Symfoni«, der i en række — fem — satser fuldender jeg’ets renselse og dets opløsning og opgåen i verden. Som en illustration af den i tiden udbredte, oprindelig indiske forestilling, at den enkeltes individualjeg og verdensjeg’et (Atman og Brahman) for den indsigtsfulde er identiske, føres processen i finalen frem mod dommedag, hvor i bedste evangeliske stil himmellegemerne falder ned, og hvælvingen brister. Men skaberguden har i tanken allerede set nye, kommende verdener.