↩ Den sidste del af bogen rummer tre friere kapitler omkring et jeg. Den begynder med »Den barmhjærtige samaritans beretning«, hvor samaritanen fortæller om den sårede mand, han har taget hånd om. Det viser sig at være digteren, der har været udsat for hård og mekanisk tortur. Om ham fortælles i to længere tekster, der består af en række ikke særlig sammenhængende episoder ad modum: Først skete der det, så kom Fanden og førte mig bort, og 139så … og så. Der gives som eksempler på hans kunst en række absurde, til dels morsomme vers. Et forsøg på at blive en upåfaldende borger mislykkes, og digteren bliver grebet af tvangstanker og hallucinationer, indtil kapitlet løber ud i hans reduktion til intet: dyndet ved verdens ende. Men er der pulsslag i stoffet? Ruger ånden over kaos, som i begyndelsen af Bibelen? Men hvem fordrister sig til at udforske dén ånd? Der slutter bogen — og en verdens skabelse står for døren, må man tro. Men stadig er der de to: den der udforsker, og den der udforskes, subjekt og objekt. Og det er den dualisme, som Syner ikke overvinder, som ikke kan overvindes, selv om man stræber efter det. Det lykkes ikke jeg’et i kærlighedens forening, eller i kunstens skabelse, for det er det reflekterende menneskes ulykke, at den seende og det sete aldrig skal blive ét.