↩ Knud Hjortø skrev i 1914–15 i den omtalte erindringsskitse »Lidt selvbiografi«, at Syner ved sin fremkomst »faldt ubemærket til jorden«. Den blev dog anmeldt et par steder, bl.a. i Nationaltidende (28.11.1899), hvor forfatteren og kritikeren Albert Gnudtzmann noterer, at debutbogen nok er kaotisk, men dog røber stort talent, især i det komiske. Kierkegaard og Gustav Wied (et spøjst par) drages ind til sammenligning. Men også Rabelais påkaldes — og tidens moderne litteratur. Det er egentlig en anmeldelse, Hjortø burde være glad for, især fordi han i skitsen 15 år senere skriver, at nok var det en meget væsentlig bog at skrive, men at det var en fejl at udgive den, for den manglede den professionelle distance, var for meget eruption, der »vel ikke har bud til andre end patologer«. Hjortø synes altså, at han efter denne udgivelse skylder sine 140mulige læsere en forklaring. Men han tilføjer, at han ikke var gal, da han skrev bogen, blot for privat.