↩ Den første kritiker, der for alvor får øje på forfatterskabet, er digteren Otto Gelsted. Allerede i 1915 skriver han i tidsskriftet Tilskueren et indsigtsfuldt essay om Hjortø, hvor han nævner de tre romaner, der blev samlet til To verdener, som Hjortøs hovedindsats, og han fremhæver en række temaer, som også Freud havde behandlet. I flere artikler forfølger Gelsted dette freudske spor i sin behandling af Hjortø, bl.a. i sit store portrætessay i 1. og 2. udgave af værket Danske digtere i det 20. århundrede, 1951–55 og 1965–66.