Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Syner er næsten ikke behandlet i sekundærlitteraturen. En interessant udgivelse er Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs genoptryk af tidsskriftet Vagten, 1899–1900 (ved Gustav Albeck, 1982), der rummer de udkomne numre og en efterskrift. Her er således også Hjortøs bidrag, der ud over afsnit fra Syner omfatter et dramatisk fragment Forspil til et æventyrdrama. I tidsskriftet Nordica, 1984, behandler Ivy York Möller-Christensen under synspunktet »Myte, eventyr og dæmoni« en række groteske småtekster fra århundredskiftet under inddragelse af Freud og hans begreber om det ubevidste og fortrængning. Fra Syner behandles især kapitlet »Tilbageblik på fordums fremtid«.