↩
Du blev ei blot med begge Dine Fødder
I Tiden hensat, som Du lever i;
Ved tusind hemmelige Rødder
Du selv, Din Tækning og Din Poesie,
Alt hvad der rører sig og lever i
Dit Indre, mægtigt til Din Samtid lænkes;
Løsrivelse fra den kan ikke tænkes.
Du aander i dens Luft; Din Phantasie
Og Din Erfarings-Rigdom næres
Ved Villeder, der svæve Dig forbi;
Din Aand ved disse styrkes og belæres.
- At samle til en fuldendt Harmonie
De spredte Træk, der stridigt mødes,
Og tidt forsvinde hurtigt som de fødes,
Det er, som Digtekunstens Tolk, Din Pligt;
Det være Maalet for Dit bedste Digt!