↩
»Fortvivlede han i sin Tro paa Gud?
»Blev han forjaget af sit Fædrerige?
»Var Danmarks Eden, Musers Yndlings-Egn,
»Og Kongens Gunst for ham et lukket Hegn?
»Ak! nei! som vi har ladet os det sige,
»Han var i Manddoms fulde Kraft, hans Aand
»Var ikke fløvet, dengang Støvets Baand
»Blev løst af en veldædig Haand.
»Hans Adam og hans Eva, Aandens sidste,
»Men ypperste Product, er et Beviis,
»At han, der sang til Guds og Verdens Priis,
»Ei maatte mod sin Banes Ende friste
»Den tunge Skjebne: Kræfternes Forliis.
»Han var paa Veien til sit Fædrerige;
»Han døde vel paa Grændsen af det Land,
»Der saae hans unge Vinger kraftigt stige, -
»Men ei som hiin, hvem den Ugrandskelige
»Kun tillod Synet af et Canaan.
»- Men Herregud! hvad var der da iveien?
»Han var til Dødens Stund sin Aands, sin Pens
»Behersker, og tilsidst for Liv kun lens;
»Hvad vil da sige hele Hurlumheien?
»- Nei, vi maae rigtigt hen og spørge Jens!«