↩
Et Haab, min Frygt forgjæves stred imod.
Men et saa glimrende, ja fast aldeles
Af intet fornemt Nedblik svækket Ry,
Der gik forud for mig fra By til By,
Hvor ellers til det Træffende, det Nye
Af Fimbulklaffer,*) som I vide, skjeles;
En saa complet, total,
Ved smaa Skjærmydsler vunden Seier,
Der splitted ad som Avner hver Plebeier,
Som paa en Helligdag sig gjorde gal,
Forfraadsende sig i en tydsk Journal;
Og hvad der meer end Alting veier,
At den fortræffeligste, netop den
Blandt Paradisets Herligheder end
Til hver Tid af mit Hoved agtede
Og af mit Hjerte mildt og ømt betragtede,
Ved Dannished, ved Adelskab i Aand,
Ved Trodsen mod Barbarers Slavebaand,
Ved Fiinhed og ved Smag i Omgangstonen,
Ved Sæder ypperligste Halvpart af Nationen;
At den i Digteren, der gik igjen,
Med Glæde saae en fordums elsket Ven;