↩
Og hvor og naar har jeg for denne Knud
Mig givet ud?
Hvo kan for Alvor troe, at jeg har prøvet,
Med Æthervingerne befæsted' let
Som Fjer paa min Mercurius-Kaskjet,
Paany at svøbe mig i - Støvet?
Nei, elskte Venner! denne Knud
Med al hans skrøbelige, med hans svage,
Hans Menneske-Natur, hans Uro og hans Plage,
Forlængst er traadt af Eders Rækker ud.
Ham er jeg ikke; han har sluttet
Sit Regnskab af med Mennesker og Gud,
Og drømmer ikke meer i Timen og Minutet.
Jeg er hans bedre Deel, der ei af Had
Og endnu mindre blot af Trang til Mad,
Og ei af Frygt og ei af daarlig Glæde,
Men henrykt af et Vist jeg veed ei hvad
Med Muserne kan lee, med Gratierne græde -
Den Deel af Knud, som Støvets svage Baand
Ei længer binder
Til Jorden, skjøndt endnu til Jordens Minder;
Kort, hvad der følger af sig selv: hans Aand.