↩
Beundrer i mit Gjenfærd, er min Aand.
Det kjender atter Tonerne, der løde
Da jeg var lille, smeltende og søde;
Det troer, at føle Trykket af min Haand;
Det græder ved mit Graad, det smiler atter
Ved min af ingen Satyr lærte Latter,
Og det erindres ved mit torneløse Vid
Om min Camenes førstefødte Datter
Og Danmarks lykkeligste Tid.
Det indseer endeligt, den ældre Strid,
Uagtet al den Bitterhed, som Krige
Nødvendigt føre med (hos Jer at sige;
Thi her leverer man med Lyst et Slag)
Var ikke blot Personlighedens Sag.
Det trøstes ved den Tanke: Saar og Vunder
Og Alles Kamp mod Een, kan sandtnok tidt
Bevirke, Helten, truffet, bukker under;
Men det, hvorfor den Modige har stridt,
Den Aand, der ham besjælte, selve Tanken,
Der lynte fra hans Øie, naar han gik,
Med Sværd og Skjold og Spyd, i Skranken
Og fordred' Hoben ud paa Hug og Stik;
Den ædleste, den bedste Deel af Striden
Er hævet over Døden, over Tiden.