↩
Tillader mig, I mildt Bebreidende!
At takke først for Skaanselen, hvormed
I røre ved mit ømme Sted;
Dernæst min Tak med Følgende geleidende:
Hvad Søvnen angaaer, har man tidt bemærk't,
At ei alene Poesiens Perer
Kan sove sødt, men ogsaa dens Homerer;
Kun sove disse let, men hine stærkt.
Mens hine snorke dyrisk, drømme disse,
Og denne Drøm er af Værdie tilvisse.
Homerers Søvn er som en Fugls paa Qvist;
De vaagne tilmed af sig selv tilsidst.
Jeg mener derfor, jeg tør vove
At skille ligefrem
De umaneerligt Snorkende fra dem,
Der som Poeter blot maneerligt sove.