Hertz, Henrik Uddrag fra Naturen og Kunsten.

Af Skaberen de ypperligste Kræfter.
- Følg mig, min Tankes bly Ledsagerinde!
En Stund, imens jeg dvæler ved det Første,
Det Ypperste, mit Øies Flugt kan finde,
Og i Naturens Gradation det Største.
Med Livets friske Væld,
Med det fuldendteste System Organer
Det parrer sin udødelige Sjæl
Og lægger dristigt grændseløse Planer.
Hvor er en Skranke,
Der hæmmed dets Beslutning og dets Mod?
Hvor hviled' end dets hvileløse Tanke?
Ja, selv hvor lidet standsede dets Fod?
Og dog - selv Mennesket, der byder
Som Hersker over Verden, har sin Rod
I denne Jord, hans Tankers Flugt forlod.
Imens Naturen af sin Rigdom yder,
Dens Herre blev begrændset i sit Rige
Og ender, med at han Naturen lyder.
Thi heri er han Stenens, Plantens Lige.
Ak! mere skrøbelig end Plantens Blad
Han seer, ved Sjæl og Legem splittet ad,
Tilintetgjørelsen fra tvende
Modsatte Poler sig imod ham vende.
212 Ei blot Naturens Lov, der truer
Det Levende med Dødens Grændseskjel,
Hans Virksomhed, hans friske Liv forkuer;
Nei, selv tilintetgjør han Livets Væld,
Selv drikker han med altfor gridske Læber
Af dettes Kilder; selv han dræber
Det Liv, hvorved han saa begjærligt klæber.
Han lyder Sandsens Bud,
Imens han drømmer henrykt med en Gud.
Hvad der kan frelse ham han fra sig støder;
Og med sig selv i evig Splid,
Lig Statens Hersker, med sit Folk i Strid,
Sin egen Kraft han i sin Seier øder.