Hertz, Henrik Uddrag fra En lille Fortælling

En Timestid og mere
Var gaaet, da kom en Huusmand, der heed Hans,
I Skoven ind, just ei for at spadsere
169 Og høre Nattergalen trimulere;
Det var hans Agt, saasnart han saae sin Kands,
At lette Træerne for nogle Grene,
De ellers maatte bære paa alene.
Hans Øiemed
I Korthed var, at stjæle Ved.
Han saae sig om
Til alle Sider først, om Nogen kom;
Og hæved' derpaa Øren for at skille
Fra Skovens største Bøg en mægtig Green -
Da klang det: Hans, lad vær'! - og atter blev det stille . . . .
Af Skræk han næsten blev til Steen.
Hans første Tanke var, han vilde
Til Flugten bruge sine Been;
Men ak! han fandt, at det var lidt for silde.
En kraftfuld Haand - det overløb ham koldt -
Ham ovenfra i Kraven holdt;
Og atter skreeg det: »Hvis du ikke smider
Din Øxe, skal jeg ruske dine Sider.«
Han smed den, stønned' høit, og spurgte: »Hvem
Er du, der holder paa mig saa gefærlig?«
- »See paa mig,« svared' det, »brug dine Fem!«
Han saae og skreg: »Nei, jeg er aldrig ærlig -
Det er jo Niels, jeg tigger om Qvarteer.
Hvad sidder du i Træet for? Du leder
170 Nok efter Fuglereder.«
- »Nei, jeg har bare hængt mig, som du seer.«
»Har hængt dig? og kan snakke?
Og tage fat saa hardt i Godtfolks Nakke?
Hvordan har du dig hægt?« -»Om Livet.« - »Naa!
Ja, saa kan jeg forstaae!
Hør, veed du hvad, Niels Andersen! at hænge
I Træet der, det duer ikke længe.
Stig du kun ned og hjælp mig med
At faae lidt Brænde og lidt Qvas afsted;
Saa drikker vi en Pægl for mine Penge.«