Hertz, Henrik Uddrag fra Foraarets Uytaarsdag

En Digter, veed I, er Naturens Ven;
Hans Sjæl forener
I Billeder dens skjønne Phænomener;
Til deres Magt han giver heelt sig hen.
Med Sommeren han sværmer mellem Løvet,
Og Luften giver Gjenlyd af hans Sang;
Med Efteraaret sukker han bedrøvet;
Om Vintren, ak, ham Tiden falder lang.
Mod Vaaren vaagner han som af en Dvale
Og tager Lyren ned, der urørt hang;
Til Melodie forvandler sig hans Tale.
- Er det et Under da, hvis han beregner
Aarsskiftet fra et Punct,
Naturen selv som Overgang betegner,
Hvori dens Liv, der hidtil aanded' tungt,
Fornyer sig saa friskt, saa smukt, saa ungt?