Hertz, Henrik Uddrag fra Prolog ved en Forestilling af Schattenspiel an der Wand

Her stod jeg en kjøn; fortvivlet jeg saae,
At alle vore Planer i Skarnet laae.
Jeg stamped' med Foden; jeg slog mig for Panden;
Jeg var ikke langt fra at gaae fra Forstanden.
Da saae jeg med Eet ved det svage Skin
Af Konens Lygte, der rørte sig Nogen;
Det løb paa Theatret ud og ind,
114 Som dunkle Figurer, der sees i Taagen.
Nu strakte det sig og nu gav det efter;
Nu sank det sammen, og nu vandt det Kræfter.
Den smidige Krop
I Bugter naaede mod Loftet op.
Hvem - spurgte jeg - er det, der rører sig der?
Nei see, nu er det os ganske nær!
»De der? - begyndte Konen at tale -
Det er Skygger af Selskabets Personale.«
Hvem? Skygger? - jeg svarede stødt - hun har,
Det mærker jeg sagtens, mig lidt til Nar.
- »Ih, nei! min Herre! - gav Konen til Svar -
Det er jo bekjendt, naar bort de drage,
Saa lade de deres Skygger tilbage.
Deslige Personer reise, De veed,
Med allerstørste Sparsommelighed.
Hver Plads i Vognen er overfyldt
Med Folkene selv, og Hver har sin Byldt.
Saa seer De selv, mellem al den Stads
Kan Ingen faae til sin Skygge Plads.
Den bliver da her. Man lukker den inde,
Af Oeconomie, for Plads at vinde.«
- Forundret hørte jeg Konens Ord.
Iførstningen tænkte jeg, hun bedrog mig.
Men, da hun nu høit og helligt svoer,
Saa nægter jeg aldrig, at det slog mig.
115 - Ja, hvad der er mere: den gode Madame
Forsikkred', at Skyggerne var, naar det gjaldt,
Saa flinke som Folkene selv i Alt
Og kunde gjøre ganske det samme.
- Nu, kort at fortælle, jeg tænkte som saa:
I Æslets Sted man nøies med Grimen;
Og kan man ei noget bedre faae,
Man nøies med Skyggen af Pantomimen.
For gode Ord - og for Penge - jeg fik
En Sæk af Madamen; med Sækken gik
Jeg op paa Theatret og fik til Lykke,
Skjøndt langsomt, i Sækken den største Skygge.
Det var Pierrot. Han stod og sov
Med Ryggen lænet mod en Coulisse,
Der forestilled' en Deel af en Skov.
Jeg tog ham vaerligt, da Karlen er grov,
Og løfted' den spidse Hat fra hans Isse
Og putted den ned. Han rysted' og gjøs
Og gabed' gefærligt, som om han frøs.
Men, da jeg tilsidst fik ham selv i Sækken,
Da foer han i Søvne sammen og nøs.
- Da han var forvaret vel, kom Rækken
Til Harlekin med samt Columbine.
De stod fordybed', med Ømhed i Mine,
Med Kjærligheds-Sprog i hvert Øiekast,
Og holdt hinanden omfavnet fast.
116 Nu veed man, om ogsaa Verden gik under,
Og Stjerner og Maane faldt ned med Dunder,
Det mærkedes ei af et elskende Par.
Jeg nærmed' mig da med Sækken, var snar,
Og mens de kyssedes ømt paa Munden,
Jeg lagde dem lempeligt ned paa Bunden.
- Og efterhaanden maatte de Andre,
En efter den Anden, i Sækken vandre:
En Jomfru Levin med forkortet Skjørt;
En anden, der var urimelig snørt;
De tvende Pricer, den gamle Kuhn,
En Mand fra Kapellet (jeg troer, det var Bruun),
En Troldmand, en Amor, en Pyntekone,
En Mand, der saae ud som Pantalone,
En Pollicinel, og mange Fleer,
Som man sædvanligt paa Broen seer.
- Her har jeg dem Alle -
(peger paa den tomme Gæk.)
Ifald De ville,