Uppsala.

Mel. Herligt, en Sommernat.

✂ Hen over Havet skal
Fjernt over Fyrrisvall
Toner fra Øresund drage,
Svulmende mægtige
Over den prægtige
Høiskoles ældgamle Tage.

✂ Midt i en streng Natur
Stiger dens gamle Muur
Op mellem Granernes Kroner.
Tryg under Fjeldets Ly,
Stolt af et evigt Ry,
Herlig i Dalen den throner.

✂ Streng som dens Fosterjord
Stirred' den ud i Nord,
Eens under Tidens Forandring.
Men fra det strenge Blik
Lyn over Verden gik,
Gik der Ideer paa Vandring.

✂ Ind i Naturens Dyb,
Ned til det mindste Kryb
Trængte dens ordnende Tanke;
Skilte det stridige,
Løste det smidige
Grundelement fra dets Skranke.

✂ Lifligt dens Læresal
Tolked' for Bjerg og Dal
Krønikens Røster forbundne;
Trængte til fjerne Strand,
Viste, at Folk og Land
Suger sin Kraft af det Svundne.

✂ Længe ved Fyrrisaa
Fremmed for os den laae,
Fiernet ved Tidernes Spaltning.
Nu er den atter vor!
Fordom er vegen for
Dristige Tankers Gestaltning.

✂ Nu fra det hele Nord
Trefold gaaer ud et Chor,
Samlet ved Øresunds Vande.
Nu fra dens Sønners Bryst,
Varmt af Begeistrings Lyst,
Stemmer med vore sig blande.

✂ Hen over Fyrrisvall
Stemmerne stige skal
klart gjennem Tonernes Scala,
Svulmende mægtige
Hilse den prægtige,
Liljen i Dalen, Uppsala!

Sang

ved den sidste Concert i Studenter-Foreningen d. 2den Mai 1832.

✂ Idet vi samles sidste Gang
Iaar for Eder, elskte Venner!
Og under Instrumentets Klang
Vort Chor sin Hilsen Eder sender,
Det sømmer sig, med tænksomt Blik
At dvæle ved den Tid, der gik,
Og med et lille Gran Critik
Betragte hvad os Vaaren sender.

✂ Den lange, vaade Vinter lod
Os ofte her til Glæeden kalde;
Og denne Sal vi selv forstod
At skabe til en festlig Halle.
Og Alles Hjerter har vi seet
For Skjemt og Alvor slaae som eet;
Og Kunstens blomstrende Gebeet
Nei? skistet æigt ud til Alle.

✂ Thi enten Tonen rev os hen
I udtryksfulde Harmonier,
Og smeltede vort Bryst igjen
Med lutter ømme Melodier,
Hvad eller blot et aandrigt Ord,
En vittig Skjemt fra Læben foer,
Vi greb det som et samlet Chor,
Der griber samme Harmonier.

✂ Men Vaaren skiller atter ad
Vor Vennekreds, vor Sang og Tale;
Og Skovens lysegrønne Blad
Forlokker os fra Eders Sale.
Thi Fuglen synger alt saa smukt;
Violen vinker med sin Lugt,
Og Tanken alt i munter Flugt
Vil ile bort med Spurv og Svale.

✂ Endnu vort Hjerte blusser ungt,
Naar Foraars-Vindene sig nærme;
Og Veiret kan vi trække tungt,
Og bede Cypris os beskjærme.
Vor Puls kan banke syg og mat
For Hjertets hemmelige Skat;
Og i den sommervarme Nat
Vi kan endnu for Pigen sværme.

✂ Vi føle vel, at hvad der nu
Bevæger vore bedste Tanker
Og sysselsætter al vor Hu
Og hemmeligt i Hjertet banker,
Det kan ei skiftes ud igjen
Og deles mellem Ven og Ven;
Thi Amor driver Tiden hen
Med Eensomhed i vore Tanker.

✂ Men, Sommeren er snart forbi!
Med Sange komme vi tilbage,
Og bringe Hjertets Sværmerie
I Melodiens Fryd og Klage.
En Træfugl-Skare lig vi flye
Til Skoven fra den snævre By;
Men Hjemvee bringer os paany
Til vore Venners Kreds tilbage

Aftensang i Regensgaarden.

✂ Vi hilse dig, o Aftenblaa,
Med dine Stjerners Vrimmel,
Mens dristig vore Tanker gaae
Fra Jorden til en Himmel.
Vel falder denne Gaard lidt trang,
Vi kan os lidt kun brede;
Men grændseløs er Tankens Gang,
Endskjøndt vi staae hernede.

✂ Og vel er dette Huus ei stort,
Og pragtfuldt ikke heller;
Men som en kunstig Kube gjort
Med hyggelige Celler.
Og Hver af os er som en Bie,
Der laver liflig Honning
Af Lærdom, Kunst og Poesie -
Og Provsten er vor Dronning.

✂ Naar over Eng og over Vang
Man hører Brum af Bier,
Kan vi traetere Folk med Sang
Og skjønne Melodier.
Om Dagen gaae vi til vor Dont;
Naar Solens Straaler nærme
Sig Aftenhimlens Horizont,
Begynde vi at sværme.

✂ Thi hilse vi med Sang paany
Hiin Mylr af fjerne Kloder;
Vi hilse dig, o dunkle Sky,
Velsignelsernes Moder!
Vi hilse dig, du stille Luft,
Der hviler som i Drømme
Og bringer Lindetræets Duft
Til os i fine Strømme.

✂ Og dig, o minderige Træ!
Vi takke for din Skygge;
Forund os længe Ly og Læ,
Og bring os Held og Lykke!
Vor Provst med Sange hilse vi!
Han og hans Huus florere!
Regensens muntre Colonie
Han viseligt regjere!

✂ - Den klare Sommeraften alt
I Nattens Favntag glider,
Og sagte hviskes overalt:
»Nu er det paa de Tider.«
Beskjærm og Alle, tause Nat!
Naar vi paa Leiet ligge;
Og, drømmer Nogen om sin Skat,
Vi bede, væk ham ikke!

Sang

for Odense lærde Skole.

Mel. Heilig ist die Jugendzeit.

✂ Helligt være for vor Sjæl,
Helligt i vor Tanke prentet
Ordet, der fra Sandheds Væld,
For at styrke os, blev hentet!
Sandhed stammer ned fra Gud.
Helligt være os det Sande!
Helligt sig dets klare Bud
Med vor Tro og Tanke blande!

✂ Sandhed lider ofte Spot.
Mange til dens Væld sig stjæle.
Lad den da, o Gud, ei blot
Med vor Tanke sig formæle!
I vor Tale gaae den frem!
Ud i Verden frit den træde!
Ordet fra et helligt Hjem
Paa vor Læbe tage Sæde!

✂ Talen er et Mundsveir tidt,
Og kun saare slet den følges.
Mangen taler smukt og frit,
Men hans rette Mening dølges.
Al vor Gjerning, store Gud,
Vidnesbyrd om Sandhed bære!
Og vor Sjæl, ved dine Bud,
Som et helligt Tempel være!

Hymenæer.

✂

I.

✂ Thi fra Hjertets Dybder stiger
Uafviselig en Røst,
Der i tause Timer higer
Hen til et beslægtet Bryst.
Videnskab og Kunst forgjæves
Vil erstatte os vort Savn.
Øiet fyldes, Brystet hæves,
Læben stammer ømt et Navn.

✂ Dette Navn, som taust vi hylde,
Er vort Væsens sande Bliv,
Er en Tilflugt, er en Fylde
For et spredt og trættet Liv.
Hvad for Ingen vi kan klage,
Og til Ingen kan betroe,
Finder hos en kjærlig Mage
Kjærlig Trøst ved Arnens Bo.

✂ Elskte Par, hvis Hu besjæltes
Af den samme, stærke Magt,
Gode Genier formæltes
Eders nys indgangne Pagt.
Sangen tier. Eders Lykke
Anbefaler Musen mild
Til Penaterne, der bygge
Husets Held ved Arnens Ild.

✂

II.

✂ Æolus trompeter, Eurus stormer,
Sneen jages vildsom. hid og did.
Livet præges ud i strenge Former,
Strengt og stærkt som Nordens gamle Tid.

✂ Ak, mens her paa Vinduet en Flora
Trives altfor glimrende og smukt,
Løfter sig i Sydens Lund Aurora
Daglig ung og varm, med Blomst og Frugt.
Guitarstrengen klinger; ømt dens Klage
Blandes med Orangetræets Duft.
Ak, at jeg som Trækfugl kunde drage
Hen til Syd, til Bajæ's klare Luft!

✂ Bort med Klager! Syden er herinde,
Sydens Varme, Vinens Sangens Lyst!
Vintrens Strenghed ei formaaer at binde
Guitartonen eller Hjertets Røst.
Skyerne, der hisset sneegraae jage,
Drivende fra Vesterhav og Belt,
Kalde os til Glæden, mens de drage
Sammen over Norden som et Telt.

✂ Her, hvor Venskab i en tæt Forgrening
Snoer sig mellem Alle ved vort Bord;
Her, hvor Elskovs mystiske Forening
Hviskes mildt i Hymenæens Chor,
Her i Sangen klinger Tambourinen,
Kastagnetten slaaer i Pulsens Tact;
Her er Sydens varme Liv i Vinen,
Her dens Lyst ved Kjærlighedens Magt.

✂ Vinterdage! Østens blege Strimer!
Eder hilser et erkjendtligt Chor.
Tak for hine sværmeriske Timer,
I os efterlod i eders Spor.
Ruderne med Diamant-Bouquetter
Ei forvirre kan den glade Gjæst:
Kjælighed og Venskab, veed han, fletter
Krandsen her ved Kjærlighedens Fest.

For Studenter-Foreningen.

✂

I.

✂ I en bevæget Tid, der heftigt virker
For en Idee, for en begeistret Tanke,
Og bygger op for Sandhed andre Kirker,
Nedbrydes altfor let en hellig Skranke,
Der hidtil vogted' min og Mines Fred;
I Altings Gjæring let den brydes ned.

✂ Da er det, at den Dygtige vil vide,
Hvad han skal troe og hvor han skal gaae med,
Hvad der skal rykkes fra sit gamle Sted;
Og derfor han befæster sig itide.
Ei vil han som en svag, tungsindig Mand,
Der ideligt, af Frygt for Sygdom, føler
Sin Puls og selv med Aandedrættet nøler
Ei vil han hive Dagen hen som han,
Og i Medicamenter
Fortære Livets rige Renter.
219 Vel er han glad, naar nyt Terrain erhverves;
Han er besjælet for en stor Idee;
Men han vil vide, han vil klarligt see,
Om ei ved den hans hele Liv fordærves.

✂ Hvortil jeg sigter? spørger I maaskee.
Det kan jeg snart i denne Kreds forklare.

✂ Naar Verden kjæmper for en vis Idee,
Er hver Idee i Verden stærkt i Fare.
Den ene sluger Alt; den lokker, truer,
Den overtaler, hverver, underkuer
Ideer, der os før var' dyrebare.
Den gaaer despotisk frem, behersker Tiden,
Forstener sig i een og samme Retning.
Den taaler ei den mindste Tvivl ved Siden.
Den er en Gaade, der ei taaler Gjetning.
- Da er det just, den Dygtige vil vide,
Hvad der i denne Strid skal gives hen,
Om ei hans Væsens bedste Part i den
Gaaer tabt og dukker aldrig op igjen;
Da er det just, han ruster sig itide.

✂ Blandt os - jeg figer det med Stolthed - byder
Ei hiin, ei denne Menings Tyrannie.
220 Ideen, der er dybt i Alt, man lyder,
Men føler i dens Strømninger sig fri.
Vi er' ei Slaver af en enkelt Mening;
Hos os tø intet enkelt Facultet
Beherske Tankens rige, frie Gebeet;
Thi ei omsonst vi kaldes en Forening.
Som i et Brendpunkt saae vi stedse
Hos os forene sig hver enkedt Interesse.
Ja, selv det Liv, der nu for Tiden gjærer
I Mangen dybt, det Liv, der rigt sprang ud
I Stænderne ved Kongens Bud,
Det agtes her, ja høilig man det ærer.
Og dog tør ei hos os ved Bordet
Ideer om vort Statsliv føre Ordet.
Til dem, til hver Idee er anviist Plads,
Og alle rummes i det samme Glas.
(Cetera desant.)

✂

II.

✂ Naar Folk i Flyttetiden skifte Sted,
Da spørger man tilsidst: »Er Alting flyttet med?«

✂ Hos os, hvor der i lang Tid alt var Tale
Om et forbedret, smukt og nyt Locale,
221 Hos os man nu, da Alt er saa beqvemt,
Saa lyst og stort, betragter hele Klatten,
Man flytted' med derfra, hvor vi forhen har hatt'en,
Og tænker ved sig selv: »Er Intet glemt?«
Man mener ikke Bordet, Stolen, Bænken,
Selv ikke Drikkeskjænken,
Nei, har man flyttet med vor gode, gamle Skjemt,
Bor Munterhed, som Ungdoms-Lyst forhøier,
Og vore vidtberømte Iuleløier?

✂ Et gammelt Sagn beretter os, det nytter
kun lidt, at Bonden flytter,
Naar Nissen huser i hans Gaard, hans Kjæder;
Thi Nissen flytter med, som man fortæller.
Naar Bonden, for at flippe Fyrens Plage,
Hen til en anden Gaard med alt sit Kram vil drage,
Saa stikker Nissen Ho'det af en Bøtte
Og siger midt paa Veien skjelmsk: »Vi flytte.«

✂ Af slige Nisser - ja, den Sag er reen -
Har i Foreningen rumsteret En,
Saa god som noget gammelt Sagn kan brug'en.
Ham var det, der forhen engang om Ugen
Ved Gildet spildte Vinen over Dugen,
Brød Glasset sønder og trak Folk i Kjolen,
Saa Kjole, Glas og Mand faldt under Stolen;
222 Og siden sagde Folk, der vare mugne,
At de, der faldt, var' drukne.
Ham var det, der, naar En stak midt i Talen,
Drev ham i holsteensk Vals igjennem Salen;
Og naar man sprang paa En, der stod paa Huk,
Saa var det Nissen, der sprang Buk.
Ja, naar vi her ved Juletider
Railleerte Dit og Dat,
Saa Folk af Latter holdt i deres Sider
Og raabte: »Er Foreningen besat?«
Saa var det atter Nissen,
Der som Souffleur forstak sig bag Coulissen.

✂ Men denne Nisse, der os kildrer Siden
Og hinder os at synke blytungt ned
Og sove ind, fordi vi nu har Fred;
Den Nisse, der os hæver over Tiden,
Der af det Bittre suger liflig Saft
Og af en Daarskab vinder Liv og Kraft,
Jeg mener Skjemtens, Ironiens Nisse,
Den flytted' ind med os, det haaber jeg tilvisse.

✂ Naar Tæppet atter her gaaer op, begynder
Vor Julespøg med alle Spøgens Synder -
En Sommersugl med broget, munter Farve,
Der titter frem af Aarets dunkle Larve,
223 En sorgløs Skjemt, hvori
En Stump af denne Tids Philisterie
Kan see, lidt carrikeert, sit Billed ført forbi.
Modtager muntert da hvad Eder muntert bydes,
Og seer paa Stadsen, efter gammel Skik,
Foruden al Critik;
Man skukker Lyset, naar for nær det snydes.
Skal Julens Glæde, som vi Alle
Forventningsfulde haabe paa,
Med harmfri Magt til Eder naae,
Da maa I veI forstaae
At tage Tingen som den just kan falde.
- Prologen ender her, og jeg kan gaae.

De Blinde.

Epilog, fremsagt af en Elev af Blinde-Institutet ved dets Aften-Underholdning d. 17de April 1835.

✂ Man har fortalt os, at paa Jorden pranger
Hvert Foraar Blomster, nogle ganste smaa;
Man har os sagt, at Skovens muntre Sanger
Kan flyve og har smukke Fjedre paa.
Man har fortalt os det; vi see det ikke.
Thi Nattens Skygger om vort Øie ligge.

✂ Man har tillige sagt os: Solen stiger
Med herlig Glands og Pragt hver Morgen frem;
Den dybe Nat og Nattens Mørke viger
For Solens Straaler; Alt bli'er lyst ved dem.
Vi har erfaret det med stille Klage:
Dens Straaler ei vort Øies Nat forjage.

✂ Men stor er denne Trøst: fra Blomstens Bæger
Sig hæver lifligt op tit os dens Duft.
Og Fuglen med sin smukke Sang os qvæger,
Endskjøndt usynlig i den stille Luft.
Og Solens Straaler, med veldædig Varme,
Usynlig favner os med Mildheds Arme.

✂ - Velgjørere, der ynkes med den Blinde!
Man har fortalt os hvad vi skylde Dem.
Forgjæves her vi søge Dem at finde;
Kun Deres Mildhed knytter os til Dem.
Fra denne stiger som fra Blomstens Bæger
En Trøst, der os usynlig vederqvæger.

Nytaars-Prolog.

Fremsagt af Mad. Nielsen ved den 50de Forestilling af Elverhøi, den 1ste Jannuar 1835.

✂ Af Tidernes uendelige Række
Udvikler sig paany et Aar,
Ei som et Ubekjendt, her os kan skrække,
Fordi man ei dets Væsen klart forstaaer;
Ei som en fremmed Gjæst, man sky betragter
Og nødigt nærmer sig, fordi hans Sprog,
Hans Tales Melodie, hans egne Fagter
Er for vor Indsigt som en lukket Bog;
Men som en Slægtning, som et Led
Af en Familie, vi længst har kjendt os ved.

✂ Det Malerie, et evigt Væsens Bud
For Øiet atter folder ud,
Er nyt, og nyt tildeels Sujettet.
Men i dets Mesters Navn er Nydelsen forjættet;
Thi det er malt af samme Mesters Haand.
Som Hiint det vidner om en evig Flamme,
227 Som hiint! det stammer fra en evig Aand,
Og det er indsat i den gamle Ramme.

✂ Et Aar er endt. Som i et Skibbruds Nød
Et Fartøi synker ned i Havet,
Saaledes er et Aar begravet
I Tidens grændseløse Skjød.
Og Tusinder som hiint har Tiden taget;
Og Alt hvad dem bevæget har, i Daad,
I Fryd og Smerter, Savn og Mismods Graad,
Er svundet hen.

✂ Der er en lønlig Braad
I den Betragtning: ikke blot det Svundne
Er ikke længer i vor Magt,
Men hvad vi vente paa, det nyligt Fundne
Som hiint vil vorde hen til Glemsel lagt.

✂ Hvo fører od det tabte Liv tilbage?
Hvo holder fast paa Øieblikkets Lyst?
Hvo kan af Glemsels Nat en Fortid drage
Og tale til os med en uddød Røst?

✂ Hvo kan det, hvis ei Digteven? Hvo mægter
At fængsle Nuets Flygtighed som han,
Og atter mane frem forgangne Slægter?

✂ Jeg fører Eder hen til Phantasiens Land!
Naar atter dette Forhæng op vi rulle,
Da skal en svunden Tid, dens Poesie,
Et Uforgjængeligt, her er deri,
For Eder atter manes frem. I skulle
Med Veemod lytte til dens glemte Melodie.
I Krattet Elverfolket atter findes;
Paa Herregaarden hisset er der Dands,
Lidt stiv, lidt gammeldags; for Bruden bindes
Af Brudepigerne paany en Krands.
Og atter fjerde Christian gaaer
Alvorlig over Scenen, atter spaaer
Om Fremtids Haab prophetisk Kongens Stemme,
Hvis Echo i vort Bryst vi tydeligt fornemme.

✂ Alt ofte før er dette Skuespil
For Eder fremstilt paa vor Scene;
Dets Melodier har I lyttet til,
Der inderligt med Texten sig forene
Ved Digterens og Componistens Kunst.

✂ Dets Digter, skjønsom for den sjeldne Gunst,
I har forundt hans Arbeid, bringer Eder
Sin varme Tak. Han veed, at Folket freder
229 Om dette Kunstens Tempel med sin Røst,
Han veed, at naar det Slette her sig nærmer,
Er Eders Dom en luttret Smags Beskjærmer,
Og Eders Bifald er hans bedste Trøst.

✂ Men han, der med en rigtbegavet Aand
Har fængslet hine gamle Melodier
Ved Harmoniens Baand,
Han ei kan Eder takke. Lyren tier,
Hvorfra han før, i Pagt med Sangens Gud,
Et Chor af skjønne Toner lokked' ud.
Med Sørgeflor bedækt den hænger over
En tidlig Grav, hvori vor tabte Kuhlau sover.
Den Undergang, der hærjer vildt
Det Ædleste, hans Hvilested bekrandser;
Men i hans sidste Suk har Dødens Engel mildt
Og kjærllgt opløst Livets Disisonanser.
Og vi har arvet Sjælens Melodie:
Med Buens første Strøg fra vort Orchester
Hans Aand paa Tonens Vinger svæver fri
Og hilser os fra Sangens tabte Mester.
Og som en Psyche, der ukrænkelig
Fra dette faldne Støv har hævet sig,
I disse Toner Melodier lege,
Der mod der Uforgjængelige pege.

✂ Med dette Billed for vor Sjæl vi skulle
Ved Aarets Død
Betragte tillidsfulde
Det nye, der udgaaer af det Tabtes Skjød.

✂ I alle Tab en slor Fortrøstning synger;
Og Aarets første Dag, der stiger kjækt,
Skjøndt ung, paa Graven af de svundne Klynger,
Er Spiren af en gammel Adels-Slægt,
I hvem, vi haabe, sig dens Glands forynger.

✂ Vort Ønske som vort Haab I da modtage!
I gribe det Nærværende! forjage
En feig og natlig Frygt!
I haabe, under Modgang, trygt
En bedre Fremtid og paa bedre Dage!
Om vore Kyster skyller frugtbart Vandet,
Og sund den Søluft er, der strømmer ind;
Og voxer ikke dagligt Brød paa Landet?
O, her er Rigdom for et nøisomt Sind!
Og fuld af Ynde ligge Skov og Høie
I vidtudstrakte, gyldne Markers Favn;
Og hidtil har et naadigt Forsyns Øie
Som en Cherub holdt Vagt ved Kyst og Havn.
231 Det skjærme os fremdeles! Det betrygge
Vort Arnested! bevare Land og Drot!
Det lade Folket under Lovens Skygge
Sig føle frit og trygt i Stort og Smaat!
Det skjænke Viisdoms Raad til Rigets Stænder!
Forunde Hver, der er beængstet, Trøst!
Det give Hver, der faaer, en frugtbar Høst!
Og holde over os Velsignelsernes Hænder!

Over Afdøde.

Cantater.