- ↩
- Byrge.
- Nei, mit Hjerte maa briste!
For eet Aar siden I hæderlig sad,
Spandt Guld og Silke, væved i Lad;
Eders egne Terner gik Eder igjen,
Hvor I stod, og hvor I foer hen.
Eders Kjortel var af Skarlagen smaa,
Med Silkesømme; Eders Kappe var blaa.
For alle Jomfruer har I Priis
I høvisk Adfærd, i Dyd og Snille.
Nu - Gud bedre det! gaaer det kun ilde.
Eders Stivmoders Sind er koldt som Iis
Og haardt som Staalet. Jer lader hun gaae
I Klæder, der er' daarlige og graae.
(Taler sig efterhaanden Varm). Hun lader Jer sove, den steenhaarde Frue,
I den gamle, forfaldne Borgestue.
Hun føder Jer op, det hoffærdige Skarn,
Til Nøgleqvinde, som fattig Mands Barn.
Eders Sødskende smaa hun spærrer inde
Som Hundehvalpe, den arrige Ovinde!
Et Dyr kan ikke behandles værre.
157hun lyver dem paa for vor ædle Herre,
Bringer ham, der er from og god,
Til at glemme sit eget Kjød og Blod -