- ↩
- Guldborg.
- Min ædle Byrge! I drages til Minde,
At I skal tie, naar jeg er herinde.
(Til Regisse). Væn dig til Arbeid! Det er din Arv;
Dig efterlod Helvig intet Andet.
Din Fader var Fattig den Tid, jeg kom,
Marken øde, Kjælderen tom;
Han havde liidt af Ufred i Landet;
Hans Gaard var pantsat. Jeg stod ham bi,
Hjalp ham iveiret og kjøbte ham fri.
Jeg sad i Rigdom, i hæderlig Stand
Efter Knud Ribolt, min første Mand,
Og kunde vel gjøre det. - Sligt bør du agte,
Være flittig, opmærksom, og eftertragte
At vinde min Yndest I skylder mig Alt;
Uden mig I tilhobe slet forfaldt.
Den Stund, jeg kom, kan I Alle velsigne.
Arbeid! Du kan ikke sammenligne
Dig med Ragnhild. Hun er fornem født
Og opdragen fiint, har aldrig været nødt
At tage Haand i med, og hun skal det heller ikke.
Arbeid, mens du er rask og ung!
Du kan komme blandt Fremmede, maa vide at skikke
Dig Vel, og ei synes keitet og tung.
161