Helgesen, Poul Om den Lutherske Handel. (1532)

1

EN KORT OG CHRISTELIG FORMANING
OM DEN
LUTHERSKE HANDEL
AF
BRODER PAULO HELIE
1532

2

En kort oc Christelig formaning medt en føge underwisning om then Luthersche Handels vrange och uretsindige willkaar, hastelig forrammet aff Broder Paulo Heliæ, till alle retsindige Christne læsere, oc besynderlig till ærlige oc wellbyrdige mendt oc strenge Riddere Danmarckis rigis raad och then menige adell ther hand fordii ønscher aff Gudt formedelst Christum Jesum Gudtz søn fred oc naade salighed oc retsindighed.

3

Jeg formaner alle oc huer serdelis, giffue Gudt huo the ere, men dog besynderlig Erlige oc welbyrdige mendt, strenge riddere, Danmarckis riigis raad oc then menige Adell, som thenne min offuerschreffne underwisning vorde læsendis, eller læse hørendis, at the icke føre meg udi nogre mistancke hos wor kieriste naadige Herre Kongelige Majestatt, eller andre mectige oc weldige mend, anthen for ulydelse eller mytterij, om ieg noghet allvorlige anfichter en part aff then ny handell nu bruges modt then menige Christendom, under theris forsuar, scherm oc beschyttning, ligerwiis som ieg thermedt ville theris magt, embede, stadhold oc befaling (hues the haffue paa Gudtz wegne) enten forachte eller forstørre, saa sant benaade meg Gudt oc bekende paa then yderste dag, som ieg altidt haffuer bekendt, nu bekender oc her effter bekende will, met all tucht oc ære lydelse oc hørsomme huess [4] magt oc æmbede stadthold oc befaling, som then hellige schrifft rettelig underscheedet bekiender fordi ieg wedt all magt vere udaff Gud, ond oc god, retsindig oc uretsindig, oc att then onde er Gudtz børlige wrede, oc retferdige straff, oc then gode hans ubegribelige naade oc usielige mischundt, huorfore wii under then onde magt schulle frøchte Gudt med sorg oc 4 redsle anger oc gremmelse oc under then gode elsche oc bekiende hannom, medt tack oc ære, loff oc welsignelse.

Thet haffuer meg altidt nagget oc ilde behaffuet, at Luther udi nogre aff sine bøger, foruden bistand aff schrifft oc schiel kalder høgbaarne oc christne furster gnædige bødeler, gnidder (med orloff sagt) som ere icke endnu bleffuen till luus, oc sigher huor Tyrcken holder meghet christeligere regiment udi sine landt end Christne furster giøre i theris land oc rige, oc offuer alt haffuer thet wært meg aff hiertet leet, at hand schelder Danmarckis rigis herschaff oc adill, tiuffue oc forrædere for Gudt oc mennischen, huor till ieg siger altidt næy, oc haffde samme falsche forsaffn lenge sidhen gerne undergiort, huor thet haffde icke wærit saa ilde taget her udi riget, huess hannom sigis imodt.

Somme mene, ath thet schall ther for icke agtis at thet haffuer med then Evangelische handell intet at schaffe. At wære [5] forrædere for Gudt oc mennischen, wisselig er thet imod then Evangelische handell, om thet er et sandt forræderij, uden noghen vill sige at Judas forraadde Christum, Evangelium uforbrutt. Som ieg fordi wed, at Luther haffuer the schriffter vrangelige bruget, medt huilche hand lader seg tycke, at hand med schellig sag, schielder Danmarckis rigis herschaff tiuffue oc forrædere, saa weed ieg disligest, at hand oc wrangelige bruger andre manghe schriffter, mod menige Christendoms retsindige handell, then hand forstørret haffuer, icke met schrifft rettelige bruget, men medt nogre herschaffs weldige magt og then menige mandtz bulder 5 oc oprør, ther till bedragne aff girrighedt, klerckehad, oc et legomligt behaff.

Thet maa y formercke (om i ere kloge aff sind oc schell) at huess mening nogre herchaff haffue, till at behaffue oc giffue magt thenne ny forwandling (som nu kaldis then Evangelische handell) aff theris eghet sind oc forstand haffue the icke samme mening, men aff prædikanternis vrange underwisning, naar the mere rette seg effter samme predickanters ønckelige, schrømptelige, oc grædelige (men dog begrædelige) formaning, end effter theris egen kloge oc wise forfaring. Som thet er eet stor forræderi, emodt sit rette herschaff [6] at sette thennom udij bryste forgifftige raad, med nogen vrang underwisning, saa er thet oc et forræderi at bejaffue oc samtycke hues wrang undervisning thennom ere sette udi bryste. Er then en forredere som seer en forgifftig drich wære blendet till sin herre, om hand thet fordøllier, huilchen drich ther kand tha icke dræbe uden kroppen, meget større forræddere er then, som seer sin herre med en forgifftig lærdom bedragis fra sin salighedt, schiell oc samwittighed, om hand thet icke affwender aff sin yderste magt oc formuge. Tha giør en tro undersotte offte sin herre større fyldist, medt sit ney, medt huilchet hand will icke samtycke alle the anslag som hans herre anheffuer effter en vrang undervisning, end mange giøre med theris ia som forudhen raad oc sind thet bejaffuer lettelige, ther dog er en forgifftig handell naar thet er icke altidt ret som wii wele men thet os burde at wele oc ther wor conscientzie kand icke schade eller forarge.

6

Then som fordi anfichter medt schrifft oc tale thette nærværindis oprør hand ther medt icke foragter nogre mectige oc veldige fyrster, men allene nogre landtz forderffuere som met en forgifftig handell bedrage oc forraadde høgborne oc stormæctige furster, oc theris gandsche landt oc rige (saa møget thennom moeligt) fra siell oc salighedt, schiell oc samwittighedt, oc føre thennom udi [7] ævig oc ubodelig schade, ther mange kunde dog icke nu besinde, forsuffet udi klerckehad oc gerighed. Thi raader oc formaner ieg eder alle oc huer serdelis med then glæde oc salighedt, som i alle forbiide hos Gudt, at y icke lade noger ting røre eder till at falde fra then menige Christen kirckis samfund. Oc at ij icke omkringføris for alle haande lærdom weder ath i icke heller lade eder snarlige forføre fra thet Evangelium i anammet haffue udaff Christi brud then hellige kircke, oc ther i haffue udi saa lang tid holdet oc bevaret.

Icke schulle i heller lade nogre bøger eller sendebreff ther till røre eder som ere forblommede under stort hellighedtz schin, men grandscher oc randsager om then aand er udaff Gud som raader oc regerer thet folck, ther slige bøger oc breffue lader udschriffue.

Fordi Sathanas pleyer understundum at forschabe seg under liusens Engels fatzun, paa thet hand med slig forvandling kand dis listigere bedrage oc besuige simpell oc uforstandige mennischer.

Staar fastelig paa then rette grundsteen som er Christus, bliffuer trøstelige udi arcken, ath floden icke forsencker eder, oc sidder fast i Christi schib, 7 at thet grumme haff schall eder icke forsluge, bliffuer ocsa waractige udi Christi faarestaald, at i icke komme i ulffuens mund, som er then grumme dieffuell ther altid omkring gaar søgendis then som hand sluge kand. [8] Oc hues i thette icke wele eller giøre kunde tha forbiider ju thet alderminste menige Christendoms raadz affsaffn, udi huilchet ther schulle forsamlis saa mange Christne fyrster oc herrer geistlige och werslige, formedelst thennom er thet forhaabeligt at G[udt] schall werdis till at stille thette nerverendis bulder oc storm nar hand allene biuder offuer haffuet oc thet sagter seg, oc serdelis om vii hannom opvecke (ther nu soffuer medt sit lange taall) med gudelige bøner, gode gierninger oc en sand wederkendelse.

Besinder offuer alt huor thet scheer i thenne tidt at udaff eet partii fødis daglig andre mange, huerken eensindige udi troo eller lærdom, men udi drabelig støcke handell huer andre saare modstandige.

Lader thennom om sagen først forligis oc komme offuer eet før end i eder medt forplictelse forbinde till noget party.

Att mandelig spørie oc tuile om nogre ting er ustraffeligt men at forplichte, besuerie oc forbinde seg till nogen gierning er en farlig ting naar thet fortager mennischen en retsindig dom oc grandsche, oc huorudaff thet scheer at en ting siunis os tha gudelig, icke fordi hun saa er aff sin egen natur, ey heller bestandig aff schrifft oc schiell, men fordi allene, at hun waar besoren handell er trøstig oc bestandig. Lyster eder at wære hastig udi noger handell wærer tha hastige som medt bagraad kand 8 forbædris oc icke forargis, oc besynderlige huor siele vaade er for hender oc samvittigheds forargelse, kunne i icke være stercke tha schulle i wære langsomme, thet er i schulle med beraad [9] lenge biide førend i eder forbinde till noghet synderligt partii, tenckendis at en tid giort kand icke wære ugiort men ugiort kand altid giøris om thet haffuer noget got paa seg oc tha best naar thet haffuer tid oc beraad.

Desse effterschreffne støcke lærdomme haffue udi theris første anseende et schønt oc søtt behaff.

Inghen er plichtig aff nød at schriffte sine synder till nogen prest.

Prelaternis bud om faste oc forschell maa forsagis oc affleggis.

Inghen haffuer behoff at tuinge seg med nogre strenge gierninger, som kaldis plicgt oc bod fordi Christus haffuer rigelig noch bøtt for os alle.

Iche haffuer thet heller noget paa seg till Salighedtz bestand, huad heller wore gierninger ere onde eller gode.

Allene schulle wi tro at Christus er død for wort frelse, oc tha bliffue wi salige ihuordanne wore gierninger the ere.

Wdi Alterens Sacrament, som sacreris udi messen er icke udhen brød oc wiin.

Bispers oc Prelaters sæt oc schick icke forplicte oc forbinde noger mands Conscientze.

Som løffte schulle icke giøris, saa maa the oc brydis naar the ere giorde.

Friihedt at gaa udi æctestatt kand inghen mand formenis. [10] Desse oc andre fleere støcke lærdom 9 theris lige ere som sagt er udi første anseende, en sønderlige schiønt oc søt behaff. Men tha schall ther nøye sees till at slige schenckekar, med honning oc sucker saa flittelig besmurde haffuer icke udi seg et betacht men dog forgifftigt eder.

Saa eenfoldige schulle i fordii wære som duffuer at i icke arge eller schade noger mand, men i schulle oc disligest vere wise som orme at Sathanas som er klog aff tusende konster schall eder icke bedrage, ey heller forbiistre eders sind, fra then retsindighed som er i Christo Jesu.

Besinder fordii nogre støcker aff then gandsche Luthers handell ther ere, oc wærit haffue et got behaff hos alle retsindige Christen folch, geistlige oc werslige, oc ther haffue met seg bode schrifft oc schiell, oc wore udaff hans første udsprøng, then tid hand siuntis icke at søge andet, end then menige Christen kirckis forbedring, oc reformatz udi noger misbrug oc mishandell huor mett gerige forstandere haffuer forbiistret oc forstyrret then eenfoldige gudelighed, oc retsindige simpelhedt, som behørlig waar een sand Christendom, oc paa then tid schreff oc talede hand emodt synd oc udygdt emod mishandell oc misbrug, oc emod wrang gudelighed oc ugudelig wranghed. Saa lenge Luther oc hans tillhengere thette giorde, tha haffde Luthers handel et gott behaff aff mange lerde oc drabelige mend ther aff slige orsager forhaabede en stoer forbedring paa mang støcker [11] som lenge haffde standet y klage hos retsindige Christen folck, befandtz udi lerdom oc leffnet bode hosß the geistlige oc the werslige. Men siden hand begynte at føre udi tuill 10 oc trette all then lærdom som wærit haffuer i then hellige kircke, medt sæt, schick, bud, ceremonier, seedwaaner oc anden Christendoms handell, som haffuer wæret uknurret blant Christendommen, somme i femten hundert aar, somme i tolff hundert aar, somme i tretten oc fiorten hundert aar, ligerviis at som i saa lang tid haffde huerken weret sandhed, salighed eller hellighed udi then hellige kircke, dog att sandhed, salighed, oc hellighed waar aldrig meer større siden werden begyntis end udi the fire eller fem hundrede aar næst effter Christendoms første begyndelse.

Siden hand fremdeelis begynte at kalde Christendoms forstandere Paffuer y Rom then store Antechrist, Bisper oc andre Prelater tiffue oc forrædere oc sielemørdere, oc Christne furster naadige bødele, oc haffuer medt slige forachtelige ord kommet all øffrighed udi fald oc misacht, mod all schrifft oc schiell, oc ther med forstørret fra magt oc befalning all hørsommelighed agt oc ære.

Oc siden hand begynte at afflegge gode gierninger att forschiude Sacrament, at spotte helgen oc iertegn, helgens anrob hæder oc ære, at reppe gamle fordømde ketterij, at forsage gammel oc Christen underscheede paa schrifft oc Christelige lerdomme, oc medt faa ord at giffue schiøling offuer kirker, Closter, oc andre hellige stæder, at giøre [12] herrer oc furster wise huor the ere icke plictige, at holde theris Christelige sorne eder, beseglede breff, handfestning oc receß som the giort haffue theris tro undersotte.

Oc siden hand oc hans tillhengere begynte at trenge oc nøde folck till besuering oc forband mod 11 en Christen friihed, mod herrer oc furster, Borgemester oc raad oc anden werslig magt udi synd oc udygdt, oc møghen uchristelig handell, oc thermet gich fra schrifft oc schiell rettelige bruget, tha gaff hand tillkende, at een anden end Gudtz aand regerede hannom, ther nu icke lenger stundede effter Christendoms forbædring imod synd oc misbrug, men effter thet Beemische oc Rytsche mytterii oc oprør oc at opdrage mod Gud, oc alt thet som Gudt tillhør, then mahometische handell, ther os kand giøre Tyrcker oc mammelucher men aldrig Christet folck.

Saa well som mange drabelig mend behaffuede Luthers første anslag, saa ilde haffue the thet andet behaffuett, som en part er nu summelig berørt, oc kunde fordi nu besinde at hans mening fra begyndelsen vaar baade wrang oc schrømptelig, huordan theris mening pleyer at wære, ther icke wele forøde synd oc syndig handell, men ther wille oprette riige, magt oc rett, weldigt tyrannii, udygdt, selffwold oc schalched, till beschyttning oc beschermelse [13] Huor i wele fordi wære biistandige oc trøstige i thenne ny handell, tha wære bestandige oc trøstige i the støcke lærdom som kunne forbedre synd oc syndige willkaar oc formeere dygt oc dygdige willkaar, oc icke udi then handell som kand for derffue folck, edre Christelige brødre, eller forstørre hellighedt, gudelighed oc retsindighed, Christendoms æncke oc synderlig bistand.

Icke fordi Luther er then første som haffuer besindet en Christen reformatz till syndtz forbedring, naar samme reformatz er en gammel ønsche oc begæring 12 hos mange lerde oc hellige mend, ther Luther oc sielff tillstaar, men fordy thet haffuer bestand aff schrifft oc schiel, oc er en Christelig handel, oc bør fordi at haffue trøst oc till hang aff huer Christen mand, ther will lade seg regere aff Gudtz ord oc et Christelig schiell.

Saa lang haffuer ieg wæret Luthers oc icke lenger, saa møghet will ieg oc bliffue then stund ieg leffuer oc aldrig meer, huor till ieg raader oc alle, fordi thett er icke at wære Luthers, men en sand Christen mand.

Thi raader oc formaner ieg eder at i besinde icke allene then ny handels begyndelse, men desligest, hans framdracht oc endeligt. Aff slig begyndellse er thet gandsche Tyrckii udsprunget oc haffuer forwandlett [14] mange Christne landt oc stæder fra Gud oc salighed fra schell oc redelighed fra frelse oc friihed, oc kommet thennom under en ævig oc ubodelig treldom.

Wdaff slig orsage er gandsche Rytzland med et uchristelig affschiørd ganget fra then menige Christen kircke, som medt thet første siuntis at stoppe effter Biscoper, Prelater oc thet menige klerckerii, men haffuer nu dog effter theris forderffue ocsaa rammet then gandsche adell oc menighed, ther haffuer kommet thennom alle under en uchristelige oc forderffuelig trældom fortrengde fra friihed oc alle christelig frelse, till at tiene syndelig oc uchristelig, mod all lov oc rett, udi roff, mord, oc andre grumme gierninger, en weldig tyrannis haarde sind oc syndig willie. Udaff slig samme begyndelse er thet Beemische oprør framdraget med thet første till klerckehad 13 oc forderffue, men haffuer dog siden kommet fra hals oc welferd, fra arff oc eye saa mangen erlig mand bode ædill oc uædill, at ieg schall icke ocsaa tale om the adschillige sechter oc partyer som findis i thet Beemische oprør (ther kand icke kaldis noghet samfund naar thet er en partysch handell) en ublugere en en anden, oc nogle saa fule at the udi ureenhedt oc unaturlighed wiet offuer gaar nogre bestyer oc mange umelende Creatur. [15] Oc naar wi haffue tro oc Christendom icke aff Praga i Beemen, eyheller aff Wittenberg y Saxen, men udaff Rom i Walscheland, tha betencker huilchet mest børligt er enthen at bliffue hos then Boemische kircke som er noget eldre end hundret aar, eller hos Wittenbergs kircke ther haffuer fiorten eller femten aars alder, eller oc hosß then Romere kircke som er gammel noghet nær femten hundrede aar, bestandig aff Gudtz sønderlige magt oc krafft, aff hellige Apostle oc Apostelige mend Jesu Christi drabelige widnesbiurd met død oc blod, tribulatz oc modgang, sorg oc drøffuelse, hunger oc tørst, oc møget forfang, forudhen Jerteghn oc saa lang tids lauhefft ther er bestandig udaff all wersens samburde raad oc samtøcke, till et wist oc fast hellighedtz oc salighedtz witnesbiurdt.

Besinder disligest huore Gudt haffuer altidt plagett then ulydelse som er bewiist emod then Romere kircke, først udi thet gandsche Tyrckii ther aff Gudtz wrede bleff then greetsche kircke mectig for hendis ulydelse schyldt, oc er nu paa thet næste udaff med tro oc loffue friihed oc frelse, bested under en ævig trældom oc trengsell, ther haffuer kommet 14 mange maal tusinde mennischer fra hals oc wellferdt, oc mange (des wær) udi mishaab, oc mistrøst theris siell oc samwittighed till ævig schade oc forargelse. [16] Disligest udi Rytzland oc Beemen, offuerweyer fordi thet mord oc brand, schade oc forderffue, som samme ulydelse haffuer wærit orsag till, som wii maa læse oc spørie aff Tyrckiet aff Rytzland oc Boemen, oc nu i wor tid aff then store haab som er icke endnu saare well stillet, slig plage oc modgang er befrøctendis ther will endnu fødis aff thette nærverendis oprør.

Inghen legge meg thet till onde, at ieg taler saa flittelige om then Romere kirckis lydelse, ligerwis som ieg gaffue magt fordi all then handell som anthen er i lang tid brughet eller oc nu brugis udi Rom, aff sine personlige willkaar anseer ieg thet icke men aff then magt oc befaling som Romere sæde haffuer paa Gudtz wegne oc icke for thet som wærit haffuer. Thet anseer ieg ocsaa ther schrifften siger at wi schulle icke allene wære lydige then magt som er godt oc liffsalig men then strenge oc haarde.

Bliffuer thet wedtaget at wii maa falde fra lydelse for girrighedtz sag oc anden syndig handell, tha maa wi nu paa thenne dag forstørre all wersens magt, fordi hun waar aldrig saa girrig som hun nu er, huad heller hun agtis aff the store eller the smaa herschaff, schall synd wære sag till affald, tha maa wi først falde fra os sellff naar wor egne synder ere wor største forderffue. [17] Fremmede synder kunde os intet schade, naar the [icke] haffue raad oc samtycke aff wort trøst oc bistand.

15

Then magt os icke trenger fra Christen tro oc lerdom ey heller till synd modt schrifft oc schiell, mod lov oc ret, schulle wii altid lyde, oc wære hørsomme, men trenge the osß mod Gudtz bud oc befaling till uchristelige gierninger, wor conscientze oc samwittighed till forargelse, tha schulle wi merre høre oc lyde Gud end mennischen.

Oc dog at Tyrcker ere Christendombs obenbare fiender, fordi the icke bekende Jesum Christum for theris Gud oc Herre, Christus bespottis tha møget mindre hoß thennom end hand nu bespottes aff thet Luthersche mytterii bode udi sine hellige Sacrament oc sine udwolde lemmir, Gudtz helgen, wii finde schreffuet huor Tyrcker haffuer indtagen Christne land oc stæder, tha haffue the paa nogre stæder ihielslaget præster oc klercke, berøffuet kircker oc Closter, brænt oc sønderslaget alle belede som icke wore giorde aff guld eller sølff, nederbrudet altere, oc andre hellige stæder, oc andet møget som er uchristeligt oc uhørligt.

Besinder nu gode mend oc fromme læsere, om thette Luthersche oprør, haffuer noget mildere tracteret [18] the tempel oc Gudtz huus som ere aff samme oprørs tillhengere forstørrede. Exempell schulle meg icke fattis huor meg lyster at fortellie thennom, men naar handelen bær witnesbiurd om seg selff, oc taler medt møgen større bescheden, end nogen tunge kunde giøre, tha er thet forgeffuis at sette schreffne exempell.

Att the icke slaa ihiell er icke fordi at thennom fattis willie oc mod, men magt oc welde, huor [the] then magt haffde som Tyrchen haffuer, tha schulle i see 16 en blodige fleschebenck opret i then hellige kircke faar mange aar siden, ther the schulle endnu snarlig opbygge, icke allene Gudtz prester oc klercke till forderffue, men ocsaa mectige herrer oc weldige furster till tratz oc hoffmodt, huor wise raad thet icke affstyrde, the giøre allerede theris beste, men schulle tha møget meer.

Wdi mange land oc steder begier icke Tyrcken andet end schatt oc underdanig sædwanlig tieniste, men the Luthersche oprør lader seg ther medt icke nøye, fordi the wille haffue bode sind oc schiell, siell oc samvittighed oc thet [med] magt oc trengsell, emod en ret christen friihedt oc kierlighedt, huoraff salighedtz handell (som er en siele trøst) schall wære bestandig. [19]

Thersom ieg schulle wiidelig tale med exempell oc beschriffue then Rytsche handel oc thet Beemische mytterii støcke fra stycke oc ligne thennom imod thet Luthersche oprør, tha ligner ieg liusett med mørck, oc dag med nat, thet undertaget, at all friihed oc frelse udi Rytzland er forwandlet till en ævig trældom, ther thet Lutersche oprør kunne endnu icke giøre, fordi thet haffuer icke at giøre med en furste, men med saa mange, ther for mange Christelig sager schyld, kunde handelen icke saa well behaffue som Luther gierne wilde, oc see fordi lenger end mange giort haffuer blant thennom som samme oprør falder till sinde.

Thet formercker wi aff gamle historier at misraad oc uforfarenhed haffuer bedraget mange Christne furster fra schell oc redelighed med adschillige ketterii, icke allene sig sellffue men theris gandsche slegt oc affkomme, till langsom schade oc forderffue.

17

Oc som girrighed haffuer altid wærit orsage till klerkehad, ther altid nagger oc hader klerckeriidtz lyche oc wellferd, saa haffuer klerckehad altid wærit orsage till ketteriis formering, oc mest under the schin, at the thermed wille foragte klerkeriitz gerighed, dog att hues geerighed som udi thet ny Testament straffelig foragtis, er icke allene klerckeriit anrørendis men then menige Christen mand, enddog at girrighedtz had burde offuer alt at findis hos klerckeriidt.

Besinder fordi om i ere wittige oc kloge aff sind oc schell huor thenne ny handell icke gaar effter nogher salighedtz forbedring, men brugis under salighedtz schin till all [20] frellsis oc friihedtz forderffue, Inghen frihed er eldre blandt Christet folck end then ther klerckeriit haffuer aff keyser loff oc landtz loff, aff Christen fursters gunstige privilegier oc gammel lauhefft.

Er thet saa at theris frihedt anfichtis at hun undergaar, well schall thet ocsaa recke till eders friihedt, ther huerken er saa gammell som klerckeriitz friihed hun er, ey heller bestandig aff saa mange willkaar.

Friihed oc Tyrannij haffuer altid wærit obenbare fiender, oc huor friihed er fordi noghen tid formindschet ther er weldig magt oc tyrannii altidt formeeret, ther ieg well motte paa thette sted forklare med mange exempell, om thenne tids leylighed kunde fordrage en frii oc rund tale, som hun dog icke kand, oc fordi giffuer ieg eder noget at grunde oc betencke som ieg icke schriffue kand eller maa. Saa haffue i serdelis at besinde, at thenne ny handell er udaff 18 tuenne slag lærdom, thet ene slag som er om synd oc brøst, ther findis hos thet menige klerckerii, er (dess wær) alt for møghet sandt, men udi thet andet slag som er om underwiisning oc lærdom udi salighedtz handell, findis saare møghet løghn oc bedrægerii, oc huor the end noghet forblomme med sandhed tha er hun enten wrangelig i ført eller falschelig underschedet. Och dog thet waare en guddommelige ting att [21] forbedre huess synder nu findis iblandt thet menige klerckerii oc formene huess synd oc brøst her kunde effterkomme, men under the willkaar som mange thet fatte i thenne tiidt, tha kand synd formeris men aldrig forbædris, icke allene blant klerckeriit men ocsaa blandt alle folch, wære seg huo the ere.

Maa wi fordi Christendoms handell forstørre oc then geistlig statt, med oprør oc mytterij forderffue, at nogre Prelater oc prester icke giøre theris embed fyldist, oc mange føre et uchristeligt leffnet, tha maa wi met lige got schell forstørre all magt oc wersins statt, naar all magt haffuer brøst oc inghen giøre nu sitt embede fyldest, ther wi formercke kunde, icke allene udaff schrifft oc schiell men ocsaa aff daglig exempell oc then menige mands ønkelige klage.

Thet er en daarlig ting at wi hade præster oc muncke, met the willkaar som os kunne forarge, oc intet forbedre oc serdelis naar wi icke forargis allene udi syndige gierninger, men ocsaa udi wrang oc falsch lærdom som er et sandt kietterii.

Inghen synd er større en ketterii oc affaldt, lader nu som en prest wor beslagen med alle synder, wære 19 seg offuerflødighed, girrighed, ukyschhed, eller huess andre synder mennischen kand udi findis, eet ketterii er thennom dog alle wiit offuergangende.

Saa schulle wi hade onde Prester at wi dog icke forglemme huor bode the oc wi ere mennischer. Aldrig [22] stod werden saa well, ey waar hun heller saa god at hun waar klage foruden, bode mod præster oc fyrster, herschaff oc fogeder, oc then menige mandt, desligest udi adschillige tiider haffuer regneret adschillige synder, oc aldrig waar werden synder foruden.

Thersom huert slag folck wille fordi besinde oc offuerweye sine egne syndige willkaar oc forramme ther imod nogle merckelig raad till bod oc bedring oc lade seg ther udi sige oc underwise, tha waar thet en merkelig begyndelse till en god reformatz.

Thet formercke wi aff alle Christne Prophetier ny oc gamle, at thenne nærwærindis forstørring er Gudtz retferdig tilladellse for Christendoms oc besynderlig for klerckeriits synders schyld, misbrug, oc mishandell, men at mange udi samme forstørring, misbruge Gudtz wrede, till at schaffe sin syndige willie, thet er Gudtz store fortørnelse oc homodt.

Thet som Gud will haffue purgeret oc forbedret, wele the pladt forderffue oc till intet giøre, saa at the klarlig giffue tillkende huor the hade icke synd oc ondschaff aff noger Gudtz gremmelse, men Christet folck, oc all theris lycke oc wellferdt oc giffue fordi nu till kiende at the i thenne tidt oprøris modt Gudtz tienere aff girrighed oc icke kierlighed.

Thi er thet befrøctendis at thet will os icke bædre gan[23]ge end thet gick Nabuchodonosor oc andre 20 fleere konger, som aff Gudtz tilladelse straffede oc berøffuede Gudtz folck. Ther till allene berørde aff girrighed oc hoffmod, fordi then retferdige Gud opwocte thennom siden paa halsen the fiender, ther io saa grummelig tracterede thennom som the haffde tillforn tracteret Gudtz folck, oc berøffuede thennom udaff, icke thet allene, som the haffde taget aff Gudtz tempell i Hierusalem oc thet gandsche iøde land, men ocsaa der offuer hues godts oc eyedom, the sellffue haffde oc thertill med land oc riige.

Saa er then handell icke end alltid Gud tachnemmelig, udi huilchen Gud lader os fremme wor willie till en tiid, men os dog till liden fromme, fordi thet wi haffue andre giort, wederfaris os igien, med møghet haardere willkaar, oc offte forspilde wi andre folckis friihedt, men dog os sellfue till en ævig trældom, Thi er thet offuer alt Christeligt at wi saa forbedre synd oc ondschaff, misbrug oc mishandell at wi lade folck bliffue uforderffuede.

Men at tale om thenne ny handels lærdom oc underwisning, udi the støcke handell som ere wor salighed anrørendis tha haffue wi møghet at besinde, paa prædikanternis wegne oc thet offuer alt at the ere udaff ingen ting mere bestandige end løgn oc squalder, falschhed oc klafferii. [24] Huem er then som kand holde foruden latter oc gammen nar hand læs huor Morthen Luther ligner sig oc sin sag med Christo Jesu, oc sine disciple med Jesu Christi apostle, oc hellige martijribus. Ligerwiis som wi icke wiste huo the ere oc hueden the ere komne oc huad the handle.

Thet wille the giøre os wise at the lære Christum 21 renlige oc retsindige prædiche for werden then Evangelische sandhed, oc paa alle stæder berømme the seg aff then hellige schrifft ligerwiis som wi haffde huercken Christum eller Evangelium, eller noger hellige schrifft. At wi kalle thennom Kiettere, kunde the icke fordrage, oc the dømmis dog at wære kettere aff then romere kircke, aff kirckeloff, oc keyser loff oc alle store scholer, aff mange Christne furster, oc aff de største oc fleeste Christenland oc stæder, som nu ere oc haffue lengst wærit udi Jesu Christi tro oc lerdom.

Thet bekiende Lutheraner med osß at Arriani ere kiettere, fordii at the ere dømte slig ath wære aff then Romere kircke oc alle Christendoms forstandere, med alle Christen landtz tillstand oc samtøcke, effter then hellige schrifftis retsindige grund oc grandsche. Men samme Arrianer sagde dog ney at the wore icke kettere som disse ny handlere nu giøre, oc mente at schrifften waar aff the retsindige Christen ilde forstanden, Skulle wi fordi haffue meere kiettere betroet, en Christen[25]doms forstandere, tha waar ther aldrig noghet kietterii till fordi then last wille inghen mand noghen tid gierne bekiende.

Besinder fordi then ustadighed som Lutersche schriffuere oc predickantere lade seg udi bemercke, med thet aller første trengde the hart modt thet støcke lærdom som samtøcker at kiettere maa dræbis, oc sagde at thet motte ingen lunde schee, men nu haffue the sielffue giffuet schiøling offuer wederdøbere, oc umischundelige forfølge thennom paa theris hals, dog at samme wederdøbere, ere icke nær fordømdte i saa manghe artickle som Lutheraner 22 the ere, oc iblandt huilche mange siges at wære omkring wende fra et schammeligt oc uchristeligt leffnet till store forbedring, y huore the haffue geckelige oc noget daarlige meninger udi theris handell.

Icke haffuer the heller weldig indtaget enten kircker eller stæder, ey heller bestercket sig medt forband oc besuæring mod førstelige welde oc magt, eller nogen foriaget fra godtz oc eyedom som Lutheraner giort haffue.

Ther till medt siunis the at wære rigere oc sterckere med schrifft y theris mening end the Lutheraner ere som sige, thette er mit legome, wære saa meent, thette brød er mit legoms tegn, oc naar the giffue schøling offuer andre [26] huad er thet andet end the opwecke weldige furster medt slig haardhedt, till at handle møghet strengere medt thennom end the enten giort haffue eller gierne hereffter giøre wilde.

Besinder oc saa at the haffue en saare blodig oc ublug mund mod paffuer Bisper Cardinaler prester oc muncke, om huilche the saa ubluelige tale som the alle wore schalcke onde oc forgifftige mend, blandt huilche ieg dog troer oc weed wære manghe fleere, som retsindige dyrcke, oc tiene Jesu Christo med alle gode willkaar, [end] med en fortacht hellighedt under gudeligheds schin at bedrage simpell folch.

Maximinus Arrianus en farlig Kiettere taler offte bode helligere oc guddeligere end Augustinus giorde. Disligest Manichæi thet slag kiettere siuntis at bevise seg møget gudelige, icke allene med hellige ord men ocsaa med eet saare strengt leffnet, det waar dog ketterii oc schalched the handlede oc brugede.

23

The som regieris aff then helligaandt haffue teghn med seg icke allene udi tale oc gierninger men ocsaa udi øghen oc ansicht, disligest udi fachter oc lader, men aff disse ny prædickanters fachter oc lader øghen oc ansicht stincker icke andet end had oc homodt spott oc schendsell traatz oc dierffhed, roff oc mord, oc anden blodig handell, som hør till helffuedis oc icke himmerigis aand. [27]

Oc fordi the altid berømme seg aff then helligaandtz bistand, y naar wi thennom modsige, huor the wrangelige bruge enten schrifft eller schiell, tha sige the os icke andet at wære end mennischer, ligerwiis som the wore guder, huordanne the nu ere weed Gud bæst, men at the schulle noget andet werre end mennischer, forløbne muncker oc Prester haffue the endnu icke beviist, oc at then gamle Adam leffuer udi samme bewise the endnu huer dag.

Att ieg icke andet er end et syndigt mennische bekiender oc tillstaar ieg gierne, men ieg dog effterfølger thennom udi troo, mening oc lærdom som haffue større witnisbiurd, at then helligaand waar thennom biistandig en Luther, Zuinglius eller Oecolampadius schulle noghen tidt faa.

Besinder framdelis huor the nu ugudelige lære emod thet the haffue forsnimen bode lært oc giort, oc thet med mange spotsche oc schendtz ord, at tillbede Christum udi alterens Sacrament wære et sandt affgudii, Gudtz allerstørste bespottellse oc forhaaning, ther dog waar giort udi Cypriani oc Augustini tiid oc langt for thennom, oc er fordi troeligt oc trofast at the hellige Apostle haffuer giort for os, oc lært fra seg at saa schulle giøris, oc naar Lutheraner 24 thette sige ther aldrig noghen sagt haffuer for thennom, huerken Christen eller kiettere, munne the icke tha fordømme alle Christendoms samfund, som er then hellige kircke.

Thet som er giort aff saa mange hellige fædre som ere [28] Martyres oc Confessores, stadfest aff saa mange Christne raad, oc bruget saa lenge aff then gandsche Christendom, er meg bewisning oc schrifft i alle maade fast oc sterck, oc besynderlig naar then hellige schrifft er os derudi biistandig oc ingenlunde modstandig.

Ther udaff berømme the seg at the fornye then første Christen kirckis sæder oc ceremonier, om the saa giøre finder seg well medt tiden, men thet wore meget bedre, at the kunne fornye then gamle christen kirckis hellighed oc gudelighed, Seder oc ceremonier er udaff thet slag handel (fordi the ere udwortis tegn) at the [aff] siine egne willkaar giøre os huerken gode eller onde.

Thersom kirckens forstandere maa ingenlunde for tidtz leilighed giøre andre sæt oc schich hui haffuer tha Sanctus Petrus saa schreffuet noget nær femten hundret aar siden, Lyder eders forstandere, icke allene the leeffsalige men ocsaa the haarde oc strenge, oc fordi tha maa the ting som udwortelige ere for tiidtz leylighed schiifftis oc affsettis oc i theris stæd andre igien settis, om nogre ting kand ther udaff forbedris, eller icke.

Sanctus Paulus haffuer meget sett oc schicket y kircken som Christus intet omtalde, oc meget giorde hand effter tidtz leylighed, maa well schee udaff seg sellff. Haffuer thet føghe paa seg, huad heller 25 noger tien till alteret klæd udi uldet eller linet, men thet haffuer møget paa seg at tro Jesum Christum [29] wor herre wære nærverendis udi alterens Sacramente, eller oc troe thet allene være wiin oc brød, fordi then største part enten troes till salighedt eller oc icke troes till fordømmelse.

Oc naar the sige at ingen maa andet sette oc schicke end thet som findis i schrifften hui sætte tha Johannes Baptista sine disciple besynderlig læsning oc faste? Eller hui giorde S. Jacobus Bisp udi Hierusalem sett oc schick paa blod, paa qvalde ting oc thet som waar offret affguder, ther inghen schrifft nogen tid biuder eller befaler hedninge? Eller huorfore taarde S. Paulus effter sligt bud saa sige, the reene ere alting rene, oc et andet sted, alt thet som er fall i slachterhuus maa i æde. Eller huorfore torde vore forstandere giøre et andet schich her tuert imod for tiidtz leylighed? uden nogen mand tor sige, at vii maa icke nu æde en qvald høne, eller en blodpølse, eller andre rette kaagede med blod.

Er thet oc saa at disse ny predickantere intet andet tillstæde eller samtycke, holde eller bruge, end thet som schicket waar aff the hellige Apostele, huorfore scheer thet tha aff theris befaling at bode qvinner oc mend siunge tillhobe i theris kircker oc forsambling, effterdi S. Paulus oc en Apostell biuder oc befaler at qvinner schulle icke tale udi kirckelig forsamling, endsige qvede eller siunge?

Eller med huad schrifft kunde the bevise at nogen Apostell lod seg qvede till prædikestolen eller fra, som samme [30] predikanter nu lader høre? Eller sige seg om the kunde, huilchen Apostell thet haffuer 26 schicket, at hellige psalmer udlagde paa riim med megen vrang tillegge, at et rimeligt fatzun schall icke wære forspiltt, schulle siungis som en spring wiise udi nogre kircker? oc særdelis udi saa forgifftig en schalcke mening, at thet som er scheed meer end femten hundrede aar siden all werden till salighedt, qvædis under slig tancke, at thet schall nu være scheed i wor tid fordi mange qvæde disse ny wiser med saadan mening, at Christi kundschaff schall icke haffue wærit udi then hellige kircke førend Morthen Luther haffuer thet giort oc forschreffuet fra Wittenberg offuer then gandsche Christendom.

Meget andet deris gæckerii gaar ieg forbii huorudaff the kunne bemerckis udi mange andre støcker at bruge oc handle the ting som haffuer huercken grund eller exempell udi noghen hellige schrifft.

Thermed forsuffe oc bedrage the eenfoldige mennischers Conscientzer at the summelig berøre en Christen troesbekiendelse, oc meget tale om then hellige trefoldighedtz trenne personer, udi en sand guddoms natur, om faderen som formedelst sin søn haffuer frelst oc igienløst werden, oc om then helligaand som møgit haffuer giort oc schaffet formedelst the hellige Apostle, oc andre mange artickle, ligerwiis som wi fordømte theris gandsche tro oc [31] lærdom, eller icke wiste at Arrianer giorde eet med then Christen kircke i mange fleere støcker, end Lutheraner nu giøre, desligeste Donatister oc Manicheer men waare thog kiettere.

Oc naar wi enten udi wor troes bekendelse eller udi anden merkelig handell, berøre nogre retsindige støcker lærdom, tha robe the arme gecke oc sige, 27 her giøre the nu et med wor lærdom, ligerwiis som wi effterfulde thennom oc icke the os, wor kircke er noget nær femten hundret aar gammel, oc theris saa icke endnu sexten aar oc end schulle wi haffue behoff at følge theris kircke.

Betencher fordi at hues retsindig lærdom the haffue, hannum haffue the uddraget aff wor kirckis bøger men then uretsindige aff gamle fordømde kietteri.

Et styche reppe the altidt, huor udaff the seg saare berømme oc sige huor the haffue allene fundet paa thenne ny lærdom, at salighed schall begæris oc bædis aff Christo, ligerwiis som wi begerede salighed aff helgen, belede, præster, muncke eller noget andet mennische.

Naar syndigt mennische begynder at hade sine synder, men kand tha icke strax synden offuergiffue, om thet anseendis sin uverdighed, aff en børlig tucht oc Christelige redsle, begær for seg et gudelig mennischis bøn at thet maatte komme till en ret oc sand veder[32]kendelse, monne thet mennische begære salighed aff anden end Christo? Ney i sandhed icke aff noghen anden, men formedelst en anden. Saa er thet ocsaa naar vi bede helgen bede for os, tha begære wi icke salighed aff thennom men formedelst thennom aff Christo.

Besinder fremdelis at naar the sige for huad sag the afflegge messer, dags tider, sang oc anden Gudtz tieniste tha tale the om thesse ting saa hanlige, som inghen haffde eller kunne thennom noghen tid rettelige oc gudelige bruge eller ligerwis som gode oc salige ting schulle for onde folckis synder schyld affleggis aldelis oc icke heller forbedris.

28

Skall en ting strax forstørris at mange samme ting misbruger, tha bør theris Evangelium først forstørris under huilchet, oc udaff hues orsage nu læris mange falsche lerdomme, oc mange føre et schammeligt oc syndigt leffnet, ther Lutheraner ocsaa mange tillstaa oc icke kunne negte om the en gierne wilde, oc thet scheer fordi at i thenne tid rædis huerken Gud eller mennischen, siden en børlig straff er kommen udi foragt aff thenne ny friihed, ther alting giør sommeligt, som liffuet løster, oc legomet er et got behaff, Disligeste schall uret icke rettis, tha schulle mand oc forstørre all øffrighed fordi at gandsche mange misbruge theris magt till girrighed, roff oc tyrannii oc med faa ord huad kand tha bliffue uforstørret blant [33] disse iorderigis ting naar ingen ting findis nu at were wed sine rette oc børlige willkaar,

Men the ansee oc agte dog møget then werslige magt oc øffrighed som haffuer suerd paa Gudtz vegne till at straffe the onde oc bescherme the gode, thet er som the mene till at straffe thet menige klerckerii, som er ont, oc bescherme the luthersche predickanter som ere gode, men naar the dommere haffue oc saa suerd paa Gudtz vegne som thennom dømme oc straffe for kiettere oc affschaarne mennischer som er then ypperste keysere magt oc andre mange Christne fursters, hui ere the tha thennom icke lydige? Her suare the till oc sige at mand schall mere lyde Gud end mennischen, Oc naar the well wide at werslige førster icke dømme udi nogre handell, uden allene then som er udvortelig udi en verslige regimente ther med siell oc samvittighed haffuer 29 intet at schaffe oc at then menige Christen troes handell haffuer fordi andre dommere, som er then geistlig magt hueß dom keyserlig oc anden verslig magt nu samtøcker oc effterfølger, naar the med børlig pine straffe disse ny prædickantere oc handlere, icke allene for ketterii, men offuer alt for mytterii oc oprør.

Naar the thette well vide som sagt er tha giffue the en ny mening paa then lydelse wi ere versens magt [34] pligtige y theris dom oc ret oc sige at the luthersche furster ere allene retsindige furster, fordi the ere then Evangelische handell trøstige oc biistandige.

Men huem haffuer giort the luthersche furster saa vise uden predickanterne som nu klagis at wære schyldige oc schulle fordi icke betroes, naar the maa icke bode være dommere oc sagsøgere.

Oc naar Paffuelig oc Bispelig magt er saa aff Gud hui bekiende tha predikanterne icke samme magt? The suare oc sige at prelaternis magt er aandelige saa vell som theris embed er aandeligt, oc haffuer fordi et aandeligt suerd, som er Gudtz ord.

Men naar vi sige at the ere fordømte med samme suerd, oc befalede udi Sathans hender oc magt, tha suare the thet wære giort, uforbrutt oc uforschyldt, fordi som the sige thet er giort mod schrifft oc schell, oc naar vi tha søge samme schriffters mening, mod huilche the sige sig at være fordømde, tha vele the thennom schulle forstaaes, effter theris udlegge oc bescheede, oc vele vere ther udi betroede dog ath the udi merckelig støcke handell ere saare tuedrechtige mellem seg sellffue, oc kunne huerken forligis om schrifft eller schiell, Saa vele the paa 30 thet sidste i slig mening bruge then gandsche handell, at inghen schrifft schall dugge uden effter theris mening oc inghen øffrighed schall lydis oc ansees uden hun samtøcker medt thennom, oc ere theris handell villig oc trøstig. [35]

Ther schall icke (sige de) lydis nogen øffrighed uden then som bruger sin magt effter schrifftens bud oc befaling, men schrifften at udlegge hør os till oc inghen anden, naar vi haffue schrifftens mening oc ingen anden, men om thette er rett Christeligt schell, eller et weldigt tyranii giffuer ieg at betencke oc besinde alle fromme læsere.

The sige sig at bekende all obenbare øffrighed, udi alle støcke som icke trenge till noghen ugudelighed, men huad ugudelighed er dog thet, nogre besynderlige dage att icke giøre natword (som Christet folck icke pleye om faste dage) oc besynderlig aff thennom som thet giøre kunde, icke allene uden schade, men bode liff oc siell storlig till gaffn. Huad ugudelighed er oc thet at siunge Gud loff udi tempell eller at læse kirkens dagstider? thet læses (sige the) aff girrighed oc allene med munden oc icke aff hiertens grund, men thet scheer icke aff alle, fordi mange siunge oc læse bode med mund oc hierte, oc findis end nogre som thet icke giør, tha schulde the paamindis, ath et mundelig loff foruden willighed oc hiertens grund er Gud ubehaffueligt, Saa schulle the oc paamindis at the icke ansee girrighedt, men mennischens gaffn oc forbedring, endog en arbeider er dog sin løn werd udi slig tieniste, then som alteret tien udi noger maade, tha er thet børligt at hand ocsaa leffuer aff alterens rente.

31

Men her till suare the Luthersche oc sige at presterne leff[36]ue icke nu allene aff alterens rente, men the prale oc offuerflødige tære aff samme kirckens rente. Offuerflødighed oc prall schall fordi forbedris oc præstedømmet inghenlunde forderffuis.

Jeg troer the siunge neppelig aff hiertet alle som qvæde oc siunge y then Luthersche kircke, ther mange aff theris eget besorne seelschaff allerede besinde, oc kieedis fordi saare wed then ny qvædschaff som the haffue i theris tempell, naar the formercke therudaff rob oc schraal wære forøget, men ingen gudelighedt wære formerit.

Desligest huesß praal leckerhedt homodt oc løsachtighed som findis hosß predickantere oc andre Luthersche folch giøris icke behoff at her beschriffue, naar handelen haffuer vidnisbiurd aff sine egne gierninger, ther tale med større krafft end enten haand eller tunge giøre kand, Saa kunne i well besinde ærlige mend at hues mennischelig brøst som findis hosß then gamle Christen kircke, hun findis ocsaa hosß disse ny kircker med mange werre willkaar, huorfor wi aff støre tillbørlighed maa esche aff thennom then fuldsom hellighed ther the esche aff os oc then samme gudelighed begære udi thennom, ther the nu begære udi os.

Framdelis haffue i at besinde udi predickanterne et kødeligt, oc saare mennischeligt villkaar, oc er at the mø[37]get føghe seg hosß theris eget seelschaff oc then Luthersche almue, blandt huilchet the intet tale uden thet som behaffuelig er, om prester oc muncke tale the uden all schonsell, en part thet som sant er, men ther iblant dog megen løgn.

32

Oc dog at theris samfund haffuer mange mandrabere, hoerkarle, aagerkarle, meenedere, lackere, klaffere, røffuere, søtiuffue, forborgede, daablere oc dranckere, oc fleere andre landtzforderffuere, med mytterii oc oprør, ther wersens loff fordømmer saa well som Gudtz ord, thennom straffe the dog intett fordi hos thennom er nu inghen syndestraff, huar the ellers kunde seg wocte at foget oc bødell offuerkomme thennom icke.

Therudaff giøris the hellig oc gode, oc agtis derfore Evangelische, at the aff klerckehad ere predickanterne trøstige oc bistandige, oc at the under Christi forschylling kunde schiule theris syndige oc fule handell, foruden all bod oc bedring.

Oc huor the saa begynte at tale mod huesß misbrug synd oc mishandell ther findis iblandt the Luthersche samfund som the nu giøre mod Christen kirckis klerckerii, mange Christen furster, land oc riige som thenne ny handell icke falder till sinde, tha schulle the neppelig faa slig søgning oc tillfald som the nu haffue.

Wele the oc sige wære uschellige giort, at fordømme theris gandsche samfund fordi at the haffuer blant sine [38] bekendere mange schalcke, hui fordømme tha the then menige Christen kircke for samme sag? Dog at then Christen kircke haffuer noghet bedre willkaar till sine syndere, fordi hun haffuer udi sit samfund syndtz forladelse, naar kietterlige samfund thet icke haffue, blant huilche ehuor well ther leffuis, tha leffuis ther dog ilde, saa schadelig en ting er thet at wære udelucht fra Christi lemmers samfund, Oc y huore the wele sige at the 33 ere icke kettere, som Arrianer oc sagde, oc alle andre kiettere pleye at sige, The holdis dog derfore icke aff meg allene, men aff then menige Christen kirke ther nu er oc wærit haffuer mere end i fiorten hundret aar.

Oc huor then dom vor meg offuergangen, ther thennom dømmer at wære kiettere, tha vor ieg saare ilde tillfredtz med min Conscientze, oc helst fordi at udi samme dom haffue wærit saa mange hellige oc drabelige mend, Martyres oc Confessores, saa mange Christne raad oc store scholer, huilchen dom saa mange Christne land oc stæder oc gudfryctige Herrer oc førster bode bekiende oc samtycke.

At sige thennom imod er icke at sige nogre mennischer imod, men Gudtz klare sandhed, naar the udi samme dom ere bestandige aff alle børlige willkaar, thet er aff schrifft oc schiell, hellighed oc gudelighed, i mange maade raadde oc regerede aff G[udtz] aandtz sandhedtz rette widnisbiurd. [39]

Besinder framdelis huor theris gandsche handell findis udi schiifft oc møghen modsagn, huilchet onde willkaar tha burde at oplade mange blinde øghen som huerken wele eller kunne see.

The sige seg at predicke oc lære thet hellige Evangelium udi en retsindig mening, uden all willt oc inghen mand till schade, nød, trang eller noget forfang, the sige disligest ath the lade seg nøge med en ringe sold, oc ere fordi icke saa girrige som the gamle prester waare, huore then phariseus sagde om then obenbare synder.

Medt thet allerførste sagde the at prester oc predickantere schulle icke haffue meer till ophold end 34 simpell klæde oc føde, men siden haffue the lært at qvæde en anden wiise, oc giøre fordi en Contract paa en besynderlig sum, oc ther paa begiere forvaring med breff oc segell, fordi the wele wære theris sold wisse.

Thet andet kirckens prester oc tienere finge udi smaa penninge oc huide tall, kallidis girrighedt, men at predickanterne faa dobbelt saamøget udi heele summe, thet kaldis icke girrighedt, At gamle Christendoms prester lade seg offre udi tempell oc till altere effter Christet folckis gamle seed kaldis et trøglerii, men at predickanterne [40] oc the luthersche prester haffue kemmenere oc rentemestere som heele summe andtvorde thennom till hande, thet er en børlig herlighed som sømmer then Evangelische fattigdom.

The wele giøre os wise at the ere icke girrige fordi at the laste wor girrighed, men thersom borgemester oc raad udi the Luthersche steder wele giffue huer predickant aarlige 2 hundrede gylden, huesß the thennom icke tage, men aldelis forsage, tha maa wi tro at the ere icke girrige, men lade seg nøye med en ringe sold. Jeg siger thet ieg meen, taar noget raad udgiffue sliig en sum eller større, well findis the eblant predickanterne som slig en sum taare hende.

Men nar the sige at the inghen nøde eller trenge med noghen offuerwold, huem kand thet høre uden latter oc gammen? Monne ther icke wære nød oc trang, huor Canicker oc prester iagis fra altere, rente, huusß, hiem oc fra all theris wellferdt? Eller huor muncke driffuis aff theris kloster, leen oc rente berøffuis 35 fra Bisper oc Abbeder, Borgemester oc raad affsettis, eller oc pladt forjagis, mod herrer oc furster giøris forbaand oc besværing? Er slig handell icke nød oc trang, huem haffuer tha noghen tid hørt aff nød oc trang. [41]

Wele the oc sige at the haffue inghen slaget ihiell tha er thet icke theris ære, naar thet er scheed aff the erlige mendtz gode willkaar som i mange maade wiget haffue theris børlige ret, hues the thet icke giørt haffde schulde wi lenge siden seet en blodig handell. Søtiuffue oc strattrøffuere slaa icke heller ihiell, uden noghen stander thennom emod, oc dog at the haffue endnu ingen slaget ihiell, med handlige waaben, men huesß the haffue tha giort met blodige tunger udi raad oc tillschynde klagis paa mange steder gandsche haardelige, oc will hereffter klagis i mange aar, oc i sandhed huor herrene oc fyrstene haffde magten icke wiisligere brughet end the aff onde raad ere tillschyndte, tha schulde werden wære fuld aff ønckelig sorrig oc klage.

Thet er icke noghen Evangelische dygt at arge paa then som icke arger paa hannom, men thet er en grum synd oc en uchristelige gierning, Men at wederlegge ont med gott, ugierning med wellgierning, thet er ett retsindigt Evangelium, bode lært oc beviist aff alle fremfarne Jesu Christi retsindige disciple oc lemmijr.

Er thet icke at nøde oc trenge naar the saa sige, uden thu søger till wor predicken oc predicker os icke emod [42] tha schalt thu icke nyde din rente, uden thu siger then dansche messe, oc schiffter Sacramentet under begge fatzuner tha schalt thu wige fra huus 36 oc hiem, fra soghn oc len oc all thin welferd, oc naar thu end thet giør, tha wele end da mange aff Lutheranerne sige at thu schiffter icke andet blant folchet end viin oc brød.

Her bekiender ieg endnu som tillforn at ieg i thenne underwiisning icke kiffuer med nogre herrer, furster, ther ieg altid will (som meg bør) ansee met all tucht, ære, tieniste oc hørsomme i alle the støcker som min Conscientze icke forarge till Gudtz fortørnelse, Men ieg kiffuer med nogre landtz forderffuere, Luthersche predickantere, som i thenne ugudelige handell misbruge gode fyrsters enfoldige mening med vrang oc ugudelig undervisning, modt thennom handler ieg paa Gudtz oc then hellige kirckis vegne, men mod Herrer oc fyrster pladt intet.

Udi mange støcker er Luther sellff meer fordraffuelig end the Luthersche predickantere ere, hand haffuer icke taget billede aff tempell, icke forbiuder hand heller noger prest at sige messe, icke heller nøder hand noger mennische till at berettis paa then ny maanering, icke fordriffuer hand heller Canicker fra rente oc tieniste icke forjager hand heller muncke aff Closter med velde oc magt. Vi begære (siger hand) at teckis fursterne, Icke negter [43] hand heller Jesu Christi sande legome oc blod at vere udi alterens Sacramente, icke siger hand heller at then Romere kirke haffuer nogen tid faret villd udi en ret salighedtz lærdom, fordi hand tillstaar at then Romere kircke haffuer oc bekender the rette Gudtz bud, then rette Christen tro, haffuer sande Sacrament, ret sandt prestedømme oc et sandt Jesu Christi legome udi messen, oc mod vederdøbere schriffuer hand 37 saa, vi tillstaa møget got som er under Paffuedommet være kommet till os, oc besynderlig en sand hellig schrifft, eet sandt dob, sande nøgle till syndtz forladelse, et sandt predicke embede, oc en sand hellighedtz underviisning.

Men effterdi Luther sellff siger, vi begære at teckis fyrsterne, hui berøffue the Lutheraner mange aff the tempell som fursterne haffuer opbygt oc merckelige begaffuet? The suare oc sige at naar fursterne thet biude som ugudeligt er, tha schulle the forsmaaes, men huad kalde samme Lutheraner ugudeligt? Alt thet thennom er imod oc under øghen oc theris handell icke bestandigt kalde the ugudeligt, udi en besynderlig ugudelighedtz mening, effter theris eghet sigelse som taler huerken med schrifft eller schiell, at the seg fordi berømme aff noger taalmodighed er et forblommet schrømpt oc et sandt geckerrii, oc fordi ligerwis som the haffue en løs handell, saa haffue the oc en løsß tale oc løse ord. [44]

Nogre aff predickanterne sige meg thet paa at ieg for noger aar haffuer lært oc predicket thet samme som the nu predicke oc lære, fordi ieg lastede mishandell oc misbrug som findis udi Christendoms handell verslig oc geistlig, oc undervisde mange udi huad mening the schulle faste, bede, gaa i Closter, holde Closterleffnet, giøre allmysse gierninger, oc bruge Christelige med ceremonier alle siunlige oc legomlige ting ther mange vitterlig er.

Men huor har ieg noghen tid lært messen at vere et vederstyggeligt affgudii eller tillraad at nedbryde altere, kircker eller Closter eller sagt alterens Sacrament icke være andet end viin oc brød.

38

Eller huor haffuer ieg sagt at schrifftemaal er huerken nøtteligt eller aff nød, eller huem haffuer thet nogen tid hørt meg udaff, at gode gierninger ansees intet till mennischens salighedt, oc onde gierninger icke heller till mennischens fordømmelse.

Eller huor haffuer ieg sagt at alle Ceremonier maa oc schulle forkastis eller oc alle Biscopelige sæt oc schick at være Gudtz ord modstandige? Ansees alle the ting for ceremonier som brugis oc handlis med udvortis tegn oc schulle fordi affleggis, tha schall ocsaa daab affleggis. [45]

Hues ieg haffuer nogen tid talet eller schreffuett om legomlige ceremonier, tha haffuer ieg lastet misbrug, mishandell, oc vrange salighedtz oc retferdigheds meninger, udi samme ceremoniers brug, ther ieg villde fordi haffue forbedret oc reformeret, ceremonierne ther offuer under syn rette mening uforvandlede.

Then som laster nogre billeder fordi the ere giorde aff løsactige hoffueder, med forfengelige smyche, oc haffue meere fatzun effter en staalt landtzknecht eller en daarlig iomfru, end effter en erlig mand, en høffuisch matrone eller pige, ther kunne som børligt er mere røre folck till rene oc høffuische tancker, end till ureene oc uhøffuische, icke biuder hand fordii at alle billede schulle bæris fordi aff tempelet oc brendis, undertagne the billede som aff guld eller sølff ere giorde, ther the heller gæmme end brende, men hand giffuer tillkiende hues brøst ther schall forbedris udi thet Christelige brug som er belede, Om ther findis noger brøst udi en finger eller taa, icke schall mand fordi affhugge hand eller fod, ey heller 39 forderffue thet gandsche legome, men last, meen, oc brøst schall mand rode bod med møielige willkaar, then gandsche krop theroffuer dog uforderffuet.

Men disse lutersche predikantere haffue en anden mening naar the wele for nogre faa schrømteris schyld (huorthane [46] the sellff ere oc været haffue) som findis iblandt prester oc muncke, forderffue alle prester oc muncke oc therfor ødelegge ceremonier, at nogre ere komne i mishandell oc misbrug, men huis vi slig mishandell samtøcke tha kommer ther fald paa mange ting, ther verden kand saare ilde ombære, last oc brøst schulle fordi reformeris gode oc Christelige schick ther offuer uschamferede.

Framdelis schulle i besinde oc offuer veye huad bestand the haffue aff schrifft oc schiel, naar the stundum sige at Christendommen haffuer faret vild i try hundret aar, stundum i fire hundret eller fem, stundum i tusinde, stundum i tretten eller fiorten hundret aar, oc stundum saare lenge, mand veed tha icke grandt huor lenge, oc under dess siige the at alle Gudtz hellgen haffue været bestedde udi en legomlig groffhed, ther icke kunne noghen tid forstaa Gudtz rette handell oc sandhed, naar then hellige schrifft icke understaais uden formedelst Christi aand, ther the saa negte udi helgen, at the pladt fordømme thennom till hellffuedis pine om the thet aff hiertet mente som the schreffuet oc lert haffue.

Men then rette Christen kircke haffuer dog en anden mening om samme helgen, oc fordi troer ieg [47] med henne at then som siger Hieronimum, Augustinum, Crysostomum, Ambrosium, Gregorium, Bernhardum oc andre fleere theris lige, saa haffue 40 været udi legemlige groffhed at the viste pladt intet aff Gudtz handell oc sandhed, hand forstaar seg huercken paa schrifft eller sandhed, schiell eller hellighed.

Stundum sige predikanterne at the tale icke andet end gott om hellgen, naar the formercke at helgens foragt fallder then menige mandt icke till sinde, men huad giøre the dog andet end foragte helgen, naar the alle helgens lerdom, schrifft oc brug som thennom ere emod kalde allsom størst affgudii, spot, Christi hoffmodt oc haanhed, som er indført effter deris mening, emod all hellig schrifft, som er besynderlig om fasten der dog vor till i Originis tid, om sang oc læsning i kirker oc tempell, ther ere dog ældere i then hellige kircke, end enten Ambrosius eller Augustinus, om messins offer oc alterens Sacrament, om helgens paakald, om belede i tempell, ther Gregorius icke fordømmer, oc Hieronimus sloo seg for sit bryst hos thet hellige korses belede, om mennischens frii villkaar, om closterleffnet, om megen anden Christelig handell, Naar predikanterne desse ting fordømme, huad giøre the andet end oc for[4.8]dømme samme helghen som alle desse ting haffue bode lært oc brugt for en gudelig handell, Huor the haffde lært et oc bruget et andet, tha motte vi tuile med got schiell, men nu finder thet seg anderledis, fordi thet samme the lerde haffue the bruget oc lerdoms brug vaar theris gandsche leffnet.

Et besynderligt støcke schalched haffuer nogre predickantere for snimen paa funden, the besinde at en salighedtz handell bør at vere bestandig aff spaadom oc prophetier, oc fordi velle the nu giøre 41 then menige simpell mand viis at theris handel er oc bestandig aff prophetelige forsauffn oc sige fordi at S. Paulus saa talet haffuer om framfarne helgen, ther thet schulde bryde som desse nu bedre. Saa taler S. Paulus udi Apostlers gierninger 20. cap. Jeg visselig veed, siger hand, at effter min bortgang schulle indgaa blandt eder suare ulffue, ther icke schulle spare hiorden, oc udaff eder sellffue schulde nogre mend opstaa ther schulle tale vrang lerdom till at bedrage disciple effter seg. Besinder nu erlige mend disse S. Pauli ord, oc offuer veier thennom scharpelige som mange ere scharpsindige blandt eder, oc tha schulle i formercke huad heller samme ord ere os anrørendis, som thet tro oc holde ther kir[49]ken haffuer troet oc holdet for os noget nær i femten hundrede aar, eller oc thennom som nu medt slig ny lærdom opvecke the store bulder som nu alting forstørre, oc er et vist forspring till then store Ante Christi tillkomme.

Thet som Christus siger hos Mattheum udi thet 24 cap. vele the oc seg till bestand være en prophetelig forsaffn, Seer nøye till (sagde Christus) at ingen bedrage eder fordi mange schulle komme i mit naffn, sigendis ieg er Christus, oc the schulle mange forlede oc mange falsche propheter schulle opstaa oc the schulle mange bedrage.

Monne icke disse ord børligere udleggis om thennom end os ? Huem haffuer noghen tid hørt en ublugere lignelse, end then er som Luther paa et sted giør huor hand ligner seg oc sin gandsche sag med Christo, oc sine discipler oc predickanter med the hellige Apostle, Ther till med ere samme ord udleggelig 42 effter tidtz oc folckis leylighed oc schulle fordi besindis aff handell, frucht oc forbedring, ther ere visse tegn till alle falsche propheters kundschaff, ligerviis som oc the ord Paulus schriffuer till the Tessalonicker udi andet breff oc andet capitell [50] saa sigendis. Vi bede eder at i icke snarlige røris fra eders mening, ey heller forschreckis, thi Herren kommer icke uden tillforn kommer et affald, oc tillforn vorder obenbaret thet syndige mennische, en fortabt søn, som er en modstandere, oc ophøyer seg offuer alt thet som kaldis Gudt, Men huem er thenne syndige mand oc fortabte søn? then Romere Bisp vele the sige, Men samme Romere Bisp oc alle Gudtz framfarne helgen [ere] dog en anden glose paa samme ord ther pladt giør Luthers glose till intet oc hellst fordi hand tillstaar at 46 the første oc samfelte Romere Bisper vore alle hellige oc gode mend, retsindige Jesu Christi stattholdere, oc effter thennom mange andre, oc kand fordi samme glose ingenlunde høre till thet Romere sæde, meer end till et andet herresæde ther stundum haffuer gode herschaff oc stundum onde, Icke haffue heller Romere Bisper holdet seg for andet end Jesu Christi tienere, oc bland Christet folck hans statholdere, oc haffue bekient all versens salighed oc frelse at være udaff hannom, ligerviis som aff en mectig oc veldig Gud ther med en krafftig seyer haffuer drebt døden, oc udi hans sted som en liffachtig Gud opreist thet ævige liff, Jesu Christi guddom haffuer aldrig nogen Romere Bisp anfichtet [51] som mange Antechristi giort haffuer oc then store schall ydermeere giøre naar hand vorder kommendis.

43

Icke er thet heller effter S. Pauli mening paa thett sted at være en Ante Christ som er Christi modstandere, om noger seg forseer mod hannom medt nogen synd, men at anfichte hans guddoms ære oc vele ansees i hans sted for en frellsere ther aff sin eghen krafft schaffer mennischen sine bekendere en evig salighed oc vellferd, till huilche ting bode then Romere Bisp oc alle Christne mennischer bekiende Jesum Christum allene aff sin himmelsche faders befaling at være en retsindig oc en gunstig schaffere.

Thernest kaste [the] os for næsen thet som Paulus schriffuer om thennom som schulle komme at forbiude gifftermaal, oc forbiude madbrug, men thet som Paulus ther siger er thennom anrørendis, som aldelis fordømme all ecteschab ligerviis som then handell ther vaar naturlige fuull oc ureen, thennom fordømmer oc then menige Christen kircke, huordane nogre kiettere værit haffue i gammel tid.

Om noger mand tager først en hustru oc siden en anden, mon hans æcteschaff icke rettelig fordømmis? fordømde icke S. Paulus thet gifftermaal, udi huilchet en haffde taget sin stiffmoder till sin hustru? fordømde icke oc Johan[52]nes Baptista Herodis kongis gifftermaal ther haffde sin broders hustru?

Then som fordi dømmer till onde nogre besynderlige gifftermaal, ther fattis mange børlige villkaar, hand fordømmer icke gifftermaal udi seg sellff, men onde folch som gifftermaal icke rettelig bruge.

Thi forbiuder icke kircken gifftermaall uden thennom som thet haffue forsooret, kunde the siden icke leffue kyschelig, tha maa the begræde enten theris ubesindighed eller theris schrøbelighed, kirckens 44 magt kunde the huerken fordømme eller foragte met noget Christeligt schiell, oc thersom the ville sterckelige anfichte presters ugiffte, tha schulle the bevise medt schrifft oc schiell, at inghen nogen tid maatte gifftermaal forsuerie, eller bleff thet en tid forsoret tha burde thet icke at holdis. Naar slig bevisning føris i rette, tha faa vi ende paa sagen.

Framdelis bære the os fore S. Johannis ord som schriffuis 1. Johan. 2. ther saa lyde, Mine børn, then siiste tid er kommen, oc som i haffue hørt at Ante Christen schall komme, tha ere nu mange bleffne Ante Christer, The ere fra os udgangne, men the hørde icke till vort slag the haffde vell bleffuet hos oß.

[53] Desse ord vele the være sagde till Lutheraner om osß, thet er om then menige Christen kircke ther vi effter følge, oc the besinde icke arme mend at vi met meget større schiell maa føre thennom samme ord under øghen, naar theris gandsche handell er en Antechristelig handell oc the ere udgangne fra os oc icke wi fra thennom, fordi vi aldrig waare udi theris samfund, men the haffue været udi vort.

Samme ord sigis fordii udi raadtzviis till then hellig Christen kircke om kietterlig handell huor fore vi os vocte schulle, desligest thet som staar i samme sendebreff oc 4 cap. Mine allerkieriste i schulle icke haffue huer aand betroett men prøffuer oc grandscher om aandene ere aff Gud, fordi at udi verden ere mange falsche propheter udgangne, sigis ocsaa till then hellige kircke om alle kietterii huad heller the ere under salighedtz schin udropte, eller oc schulle her effter udrobis, fordi alle kietterlige handell siunis at haffue Gudtz handels fatzun men haffuer dog icke.

45

Saa vele the, oc føre os under øghen then prophetie som S. Petrus schriffuer udi sit andet sendebreff oc andet capitell, ther saa lyder, Ther vore oc falsche propheter blant folchet, ligerviis som oc schulle bliffue blandt eder falsche lærere, ther hemelige schulle indføre fordømmelige secter, [54] huem disse ord ere anrørendis maa et redeligt oc Christeligt schiell dømme paa, Then menige Christen kircke som vi effterfølge ere the pladt intet anrørendis, alle forderffuelige Secter ere henne frafaldne oc en part grundelig ødelagde, men hun bliffuer altidt bestandig effter ævig fremdrecht, ther hun hafft haffuer fra the hellige Apostolorum tid oc indtill versins sidste dage.

Slige prophetier oc andre fleere vele the aff en ret kietterlig art bruge till deris handels bestand, men dog falschelige, huorledis the ocsaa bruge andre mange schrifft seg sellffue paa thet sidste dog till forargelse oc fordømmelse som S. Petrus sagt haffuer.

Besinder fremdeelis at naar the formerckis i formøgen modsaffn oc tuedracht, tha vele the thet forblomme med huesß tuedracht i gammel tid veret haffuer, bode mellom the hellige Apostle oc andre mange lærere, men thet vill tha icke rime seg, the hellige Apostle vaare aldrig tuedrectige udi troens lerdom, thet som Augustinus siger, at S. Petrus vaar vild udi troen, oc vaar fordi straffet aff Sancto Paulo er icke rettelig sagt, dog at mange derudi effterfølge Augustini mening, emod S. Hieronimum.

Icke er thet heller ens med the gamle forfædris adschillige meninger oc medt the Luthersche predikanters tue[55]dracht, Ther sees igiennom fingre 46 med Origine oc Cypriano at the om nogre støcke lærdom disputerede aff uklare schriffter paa huilche ther vaar icke endda nogett endelige sagt aff menige Christendoms raad, for samme sag sees ocsaa igiennom fingre med Crysostomo oc Ambrosio, Hieronimo, Augustino, oc andre fleere, at paa the lerdomme som the modsagde huer andre vaar icke endelig giort noghen affsaffn i then hellige kircke. Ther till med fortrøcke the seg icke udi noger mening met et stragt sind men vaare altid offuerbødige till at vige fra theris mening for menig Christendoms raad oc affsaffn oc andre vise mendtz undervisning, huilchet Lutheraner vele ingen lunde giøre, naar the achte huercken raad eller underschede enten paa schrifft eller lerdom, uden then som er dichtet oc samtøcht aff theris eget selschaff oc samfund ther vor herre haffuer dog nu saa adschildt aff sin retferdig dom, os alle till advorsell, at the haffue icke møget mindre tuedracht mellom seg sellffue end med os.

Wele the oc sige at theris tuedracht ere icke aff the slag lærdom som ere vor salighed anrørendis, tha formoder ieg at thet ene støcke om alterens Sa crament er vor Salighed aldelis anrørendis, huor udi the ere fordømmelige tuedrechtige, paa thet ieg schall icke fortellie andre [56] mange icke mindre vor salighed anrørendis end the artickle som ere grund oc fundament udi then gandsche schrifft oc ere ingenlunde aff thet slag udi huilche huer maa følge sit besynderlige sind oc sententze, tyche oc mening.

Besinder fordi erlige mend om thet er en ret salighedtz tryghedt at forbinde seg udi tro oc lerdom 47 till thet samfund som er en menge oc en forblending aff saa mange løse sijnd oc hoffuet huercken bestandige aff dygdt eller retsindighedt, kierlighedt eller fromhedt, oc ther agter huercken schrifft eller schiell, uden effter theris vildige tycke, ther ocsaa spottelig foragter alle gamble helgen som haffuer plandtet med lærdom oc exempell huisß troe Christendommen er bestandig udi noget nær i femten hundret aar, huilche helgen som raadde oc regerede aff Gudtz aand, huortill all verden som haffuer værit retsindig er os et fast vidnesbiurdt.

Oc fordi at disse ny predikantere lære oc tractere mest en legomlig handell, legomlige mennischer till et got behaff, tha kunne the icke fordrage nogen legoms tuang, ther Christet folch pleyer at bruge for en synde straff, tha laste oc spotte the altid then hellige kirckis faste [57] oc læsning oc haffue thennom aldelis forraad huor theris handel brugis.

The vele sige at en sand bøn kand aff mennischen icke biudis som hun er icke heller i mennischens magt, huad tha? icke biuder kircken noghen bøn med saadant villkaar. Men the ting som høre till en aandelige bøn om hun schall teckis Gud, foresette os kirckens forstandere, blant huilche disse tre besynderlige ting faste, allmisse, oc mundelige bønner till thet som aandeligt er oc giffuet aff Gud tilschynde the med raad oc formaning.

Wele the oc sige, huorfore biuder Bisper thet som the hellige Apostle haffue icke buddet, tha schulle the viide at udi the hellige Apostolorum tiid vore Christet folch saa inderlig aff hiertet gudelige till at bevare then naade the anammet haffde medt 48 syndtz forladelse at theris gandsche leffnet vaar icke andet end en daglig strenghed udi faste, mischundelige gierninger oc gudelige bøner, till huilchet thennom rørde schrifft, schiell, Apostelige exempell oc et retsindig syndehad.

Oc fordi wor ladhed oc leckerhed ville theris strenghed icke effter følge medt en god oc from villie [58] tha haffde vi grime behoff ther os schulle tuinge fra synd oc syndige orsager, till huilchet vi schulle aff tillbørlighed ellers wæret redebon aff en from villighed oc villig fromhed.

Jeg wisselige troer at huor the hellige Apostele leffde i thenne syndige oc forgifftige tiid oc forfore wort daglig fraadseri i sandhed oc vor druckenschaff, ther os giffue orsag till mange hednische gierninger, tha schulde the trenge vort syndige leffnet oc uchristelige handell medt møget strengere villkaar end nogre Paffuer eller Bisper nogher tidt giort haffuer.

Ingen ting er meer retferdig end at tuinge oc trenge vor synd oc udygdt, icke under nogen retferdigheds mening, men till en sand vederkiendilse ther bær vidnisbiurt om et retsindig syndehad oc en sand G[udtz] græmmelse oc besynderlig naar vi lader huerken dygt eller ære tuinge os sellff.

Ere vi icke end ther udaff gode oc fromme, tha beredis vi tha i saa maade till thet som er got oc fromt oc under dess forhindris udi os møget ont ther vor villkaar schulle ellers saare forarge.

Thet er altid en hellig trengsell oc en salig be[59]suæring som os kand paaminde till dygd oc ære, oc udi oß forhindre synd oc udygd, udi huilchen mening alle retsindige Prelaters bud ere sette oc 49 schickede, thet er at thet schall desß mindre syndis emod Gud.

Besinder fremdelis at i huor the haffue møget uchristelige handlet med messen, ville the dog sige at the haffue icke messen forød men forbedret. Haffue the icke forød messen, hui haffuer the tha schreffuet saa mange bøger om messens gienkald oc afflegge, eller huad er thet for en messe som icke haffuer Jesu Christi legome oc blod? naar the disse ting tage fra messen, wele the end da sige at the messen uschamfære, allene afflegge girrighed oc misbrug.

Monne the hellige Apostle nogen tid sagt messe foruden Jesu Christi legome oc blod? Att the icke haffde slige klæder, eller alle the ceremonier som kircken nu bruger er well troeligt, men dog ere ceremonier icke tidsle udi Gudtz handell som nogre Lutheraner sige men aff the middell ting ther saa brugis for et erligt fatzun oc smycke, at the ocsaa haffue en aandelig merckelse, ther os schall røre till diub oc merckelig grundelse paa the ting som amindelig merckis oc begaais udi then hellige messe.

Naar wor groffhed altid redebon till ont ther medt umagis oc bekumris, oc øffuis udi merckelige tancker, tha kand hun snarlige komme till sin eghen bekiendelse, oc tha [60] begynde at hade oc forsmaa timelige oc forgengelige ting, elsche oc begære the himmelsche oc ævige ting, ther os allene kunde mette udi retferdighedtz oc salighedtz hunger oc tørst.

Aff inghen figurlig ting hente wi saa stor frucht till wor salighedtz forbedring, som aff the ther bemercke oc betegne os Jesum Christum, udi thet 50 piinachtelig fatzun, under huilchet hand med sin hellige død oc pine haffuer forløst all werden fra synd oc sorg. Huordanne the figurlige ting ere som brugis oc bevisis i then hellige messe, huor wi baade seer wore synder udi Jesu Christi død oc pine, oc wor retferdighed oc salighed udi hans hellige opstandelse oc himmelfart, alle tesse ting, betees figurlige i then hellige messes fatzun oc ceremonier.

Men naar theris forsæt stempler effter then handell som schall være gandtz ny, tha kand hand icke fordrage noget aff the gamble ceremonier oc huor wi haffde seet nogre bedre i theris sted tha maa komme, wi kunne dessnarere tro handelen være aff Gud men nu faa wi aldelis inghen forbedring.

Saa haffue the udaff lagt ceremonier (ther ere gudelighedtz tegn enddog the ere icke en sand gudelighed) at ther leffuis nu blandt mange saare ugudelige. Saadan the haffuer forachtet kirckens læsning, tiider oc bøner, tha [61] findis mange som intet bede, oc siden helgens bøn er kommen i spott oc foragt, tha findis mange som huercken bede Gud eller helgen. Desligest see wii huor thet gaar med faste oc legoms tuang, ther os merckelig noch biudis oc befalis bode aff schrifft oc schæll, at mange som kunde icke vell lide Lutheraner udi theris gandsche handell, giøre thog et med thennom udi fastebrøde, oc alldelis tiene legoms begæring, udi fraadtzerii, leckerhed, oc druckenschaff.

Saa meget haffuer dieffuelen bekommet med thet gandsche Lutherii, at haffuer hand icke end huer mand borte udi alle Lutersche willkaar, tha haffuer hand dog en stor part aff nogre besynderlige. 51 Somme falde et støcke till sinde oc somme et andet, oc tha helst naar samme støcker ere enten eet legomligt behaff eller en syndig orsag, huor under wii kunde schiule oc betecke the synder till huilche wi ere mest redebon. Saa farlig en ting er kietterii, oc seerdelis naar thet haffuer handell, trøst oc biistand aff oprør oc mytterii. Blandt adelen findis mange, ther dog at the ere Lutheriid modstandige udi mange maade, Men kunde the dog indholde under thette oprør noghet aff klerckeriidtz rente, thet giorde the gandsche gierne, oc mene kirckeroff ther med wære orsageligt, at thet haffuer et stort selschaff aff ret sind oc mening.

Mange Præster desligeste som tillforne lesde theris tiider, enthen sielden eller nødigt, the læse nu pladt intet, [62] oc huor the haffde nogen merckelig forbedring, som then forsømmelse kunne scharffue, tha kunne end then brøst fordragis men nu see wii aldelis ingen forbedring. Ladhed oc leckerhed, selffvold oc vellyst oc anden kiødelig handell theris liige findis hos mange ther burde at leffue thet leffnet som waare gantz aandeligt. Oc i huad somhelst wære kand, wii tillforn nødigt giorde, ther udaff giøre wi nu enten pladt intet eller oc med en ond villie, Fordi wele fraadtzere intet faste, dranckere intet spare, undersotte icke lyde, bønder oc almuge icke tiende oc andet møget.

Besynderlig fordi handelen (som y ere wise) [kiendis] aff sin frucht oc forbedring, oc tha schulle i neppelig finde en ther haffuer sine willkaar forbedret, Jeg kiender mange som haffuer seg saare forarget fra mange gode villkaar oc pladt intet forbædrit, uden 52 hues en frii oc legomlig villie till at giøre huad liffuet sønderlig løster, schall kaldis noghen forbædring, ther ieg icke besinder at kunne wære bestandig andthen med schrifft eller schiell. Kunne the ther med giøre vor Herre fyllist at the sette loffue till hannom, oc holde hannom dog med ingen loffue, faa the well at finde, naar alle lønlige ting schulle obenbaris om thet scheer icke før.

Then gammel Christen kircke grunder sin salighedtz lærdom paa thette hoffuet støcke blandt andre fleere att [63] inghen under en sand Christen tro setter rettelige loffue till Gud, uden hand saa holder Gud med loffue, thet er at giøre Gudtz villie udi sine hellige bud ther icke andett er summelige at sige end giøre gott oc lade ont, som er alt thet ther bode schrifft oc Propheter indeholder.

Men huor nu mange i thenne tiid giøre icke Gudtz men theris egen villie (dog at the icke bekiender mennischen at haffue nogen frii villie) schall klagis her effter i mange aar. Som the icke vele bekiende Gudtz naade udi then frii willie hand thennom giffuet haffuer, saa haffuer Gudt plaget thennom aff sin retferdige dom, med en grum oc haard villie, ther haffuer mange uschiellige oc beestige, men inghen schiellige, oc mennischelige villkaar.

Jeg er i then mening, at then som bruger huerken kierlighed mod Gud eller mennischen, ey holder ret Christeligt venschaff oc troschaff, hand er langt fra mennischelig villkaar oc er fordi intet mindre end en god mand.

Thet er (desvær) sandelige klaget i mange aar, at Christendoms handell haffuer i nogre stycker været 53 forbiistredt oc formørcket med schrømpt oc vrange meninger, men nu haffuer hand seg paa mange steder aldelis intet forbedrit. Ther som vii till forn haffde schrømptere haffue vi nu pharisæer oc berømmere der med munden berømme seg aff schrifft, Gudtz ord oc Jesu Christi kundschaff men negte dog alle disse ting med uchristelige oc ugudelige [64] gierninger huoredan handell os kand giøre hedninger oc mammelucker men aldrig retsindige Christen.

Ware vi end till forn icke saa Gudfrychtige som osß burde aff en ret Christen oc trofast kierlighed, saa frøctige wore vi dog for pine oc straff (ther bode Gud oc mennischen bruger mod synd oc offuertræd) ath mange thennom anseendis, giorde the end icke meget got, tha lode the møget ont.

Men siden mange under thenne ny handell frøchte huerchen Gud eller mennischen, kunde the seg vocte for roff oc mord, forræderii oc tiuffuerii ther versens lov pleyer at straffe med suerd oc bødell, tha er thennom alting saa sommelig udi andre groffue slag synder oc uchristelige handell oc sees fordi offuer med thennom udi mange synder, ther Tyrcker och hedninge schulle neppelig fordrage udi theris troes bekiendere oc undersotte.

Besinder framdeelis thet syndige wild som mange berøre till at ubluelige orsage thet som er straffeligt, oc at straffe thet som er orsageligt, att en fattig præst eller munck prædicher udi en simpell oc Christelige mening, oc siger at faste oc gudelige bøner, ere en god gierning, oc at the løffte schulle holdis som giøris Gud till loff, at wi schulle wære voris forstandere hørige oc lydige, at vore gode gierninger som 54 scheer udi troen oc haffue bistand art Gudtz naade, ansees aff Gud oß till salighed oc vore onde gierninger till fordømmelse. [65] Messen at wære et amyndeligt offir, oc fordi udi Jesu Christi verschyld være duelig leffuendis oc døde. Closter leffnet at wære mange et sielegemme, oc andet møgett som aff gode oc retsindige mennischer kand brugis udi en god mening, dog allene udi en Christen tro, tha sigis the strax at være løgnere, bedrægere, kiettere, schalcke, schrømptere oc sielemørdere.

Men at the Luthersche prædickantere prædicke oc sige, at huercken ere gode gierninger duelige till salighed, eyheller onde schadelig till fordømmelse, at mennischen haffuer ingen frihed till ont eller got, at legoms tuang till en syndig trengsell er et sandt geckerii, oc till Gud en stor misloffue, at then hellige messe er et fordømmelig affgudii, oc at samme messe haffuer icke andet end viin oc brød, ther som hun troes at haffue Jesu Christi sande legome oc blod, Att jett oc løffte forpligter inghen mand lenger end hannum løster, oc fordi sige the at een ung qvinne, ther haffuer en gammel mand icke synder om hun holder till med en anden mand hæmelige, Att hellgen som ere affgangne ere icke udi himmerige, oc at samme helgen hos Gud intet formaa os till gode, at vi maa en tiid, anden oc tredie tid bede for affgangne Christne siele, thermed at fornøye vor Conscientze dog thet giordis intet behoff. [66]

Desse støcke oc andre flere som ere enten eet santt ketterrii, eller oc høre till kietteris formering, kaldis nu Gudtz ord oc thet hellige Evangelium allene fordi, at the haffue et legomligt behaff till at schiule oc betecke synd oc udygdt.

55

Then ene forvending oc forvandling, med anslag oc bagslag, ther the giort haffue udi æcteschaffs handell, emod all lov oc rett, bode Gudtz oc versens, oc besynderlig huor the stundum binde oc stundum løse, tage een oc slippe en anden oc giffue nogre loff at haffue tuenne hustruer, eller at forschiude en gammell oc tage en ung, med slige flere anslag aff inghen ting meer bestandige end aff udygt oc schalchedt motte aldelis giøre os vise ath icke Gudtz aand men kiød oc blod regerer thet gandsche spill.

Alldrig vaar æctestatt saa forbiistret med løss oc legomlig handell, som hand er under thette ny Evangelium, huor fore thet schall schee at schørleffnet oc horerii schall icke forbædris oc affleggis, men her effter møget meer forøgis, oc helst fordi at the nu icke bekiendis for synd, men agtis en sommelig handell under Gudtz ordtz tilladelse.

Besinder framdeelis huor thenne ny handell er aff ingen ting bestandig uden aff theris eghet loff oc priis huor med the priise bode sig sellffue oc huer andre indbiurdis ligerviis som sprockelige sigis, at schabbede øg klaa huer andre, men then som er en ret Evangelische predickant hannom bør [67] icke allene at haffue et gott vidnisbiurd aff sine egne besorne folch men ocsaa aff fremmede.

Intet creatur er meer helligt oc guddommeligt end Morthen Luther hand er, om vi haffue hannom betroet i alle the støcker hand legger sig siellff till ære oc priis, Sanctus Paulus sagde ydmygelige saa, Jeg meen oc formoder at ieg end ocsaa haffuer Gudtz aand, men prædickanterne berømme seg homodelige 56 aff Gudtz aand, ligerviis som the samme Gudtz aand allene haffde oc ingen andre.

Sanctus Paulus siger seg at være en aff the største syndere, men om seg sielff siger Luther saa, Offuerveyer om ieg haffuer icke saa leffuet fra min barndom at ieg maa ansees for en god mand.

Christus kunne thet allene sige, Huilchen aff eder kand mig sage for noghen synd? Alle mennischer ehuo the ere kunde the schudtzmaal icke giøre men dog siger Luther fremdeelis saa, Oc vi haffue nu i mange aar giort arbeide oc tæring bode i Gudtz lærdom oc mennischelige schrifft, saa att vi kunde aldelis intet uredeligt lære.

Saa loffuer oc priser Luther seg sellff, disligeste giøre alle hans besorne tillhengere talendis om hannom eller seg sellffue. Men thet vaar meget qvemmere at en fremmet mund loffuede thennom, Maa then sige retten udaff som er schyldig tha faa vi snart ende paa sagen, fordi then schyldige dømmer altid bode sagvolderen oc dommeren y fald, om thet maa staa till hans sigelse.

[68] Oc for then sag scheer thet at naar the gamle Christne forramme nogre anslag till then hellige kirckis troiß forsuar oc bistand, tha kaldis thet hos Lutheraner bulder oc oprør, ficht oc mytterii, Men naar the giøre thet samme for theris tro oc lærdom, tha er thet en hellig Gudtz gremmelse, ther the haffue for Evangelii oc Gudtz ordtz formering oc framdrecht.

Saa sige the os oppaa at vi gierne ville see saa mange land oc stæders forderffue, disligest saa mange kirckers oc fursters som theris handell ere bestandige, 57 men thet grumme oc onde villkaar at vele oc begere folckis forderffue findis hos thennom oc icke hos then menige Christen kircke. Beløber seg, om the kunne, met et ret tall theris kirker oc vore, theris tillhengere oc vore, oc tha schall thet findis i sandhed at the vele mange fleeris forderffue, ther the saa offte kalder Christi bespottere, then Evangelische sandhedtz fiender, forstockede knubbe oc uschyldige mennischers dræbere, oc saa mange fleeris schade oc forderffue ere the begærendis som vore kirker ere fleere, menigheder fleere, Herrer oc furster, land oc rige fleere.

Men maa komme nogen vill saa sige, Huad giøre the dog andet, være seg enten schrifftelige udi bøger, eller mundelige med tale end thet samme som Christus sellff giorde, oc the hellige Apostle med hannom, thet er [69] the straffe synd oc Gudtz fortørnelse, thet lader ieg nu være sandelig sagt, men udi the hellige Apostolorum straff fandtz dog møget udaff kierlighedtz sucker, ther icke findis hos disse prædickantere, naar the ere icke liffsalige straffere med kierlighed, men haarde oc ubluge spottere oc schiendere, lackere oc klaffere, med had oc affuing oc andre onde oc ufordraffuelig villkaar.

Att Christus talede understundum noget haardere om the Pharisæer oc andre schrømptere giorde hand med noget andet schiell end Lutheraner thet nu giøre, Fordi hand kiende mennischen aff sine hiertelige villkaar, tha straffede hand the schyldige, men disse ny lærere spare huerken the uschyldige eller schyldige, gode eller onde, fromme eller ufromme.

Sanctus Paulus kalder falsche Apostler hoonde 58 oc onde arbeidere, huilchen tale ther maa dog i sandhed kaldis ett smiger emod the schendtzord som mange Lutheraner bode schriffue oc tale mod Paffuer, mod Cardinaler, mod alle Bisper, mod Prester oc andre Christen furster. Icke sømmer thet heller huer mand som er Sancto Paulo qvemt oc sømmeligt.

Wsommelige oc vqvemmelige robe the mod andre, mod huilche ther kand igienrobis thet som er møget verre. Huad kand os robis emod ? sige the. I sandhed gandsche møgett, men thersom intet andet, tha er kietterri oc mytterij ont noch, ther thennom robis under øgen med stort [70] schiell icke aff meg men aff then menige Christen kircke.

Att then menige Christen kircke haffuer hafft mange onde bisper, præster oc muncke er vell sandt, Men samme kircke haffuer oc hafft mange hellige oc erlige Bisper, Prester oc muncke, ther værit haffuer saare drabelig mend, huilche Gud bruget haffuer utallige mennischer till salighed, till huilchet at vell bekomme hand haffde thennom begaffuet med mange hellighedtz villkaar ther vaare thennom et sandt vidnisbiurd till Gudtz biistand. Oc fordi schall alle tiders handell besindis aff sine egne villkaar onde oc gode, hueß tha kunde findis at være modstandigt en ret sand gudelighed, thet schall viislige met et klogt schell forbædris oc rodis bod, oc siden udi the støcker som ere en sand gudelighed schulle vi være endrectige aff et Christet sind oc mening. Men udi middellting som icke ere gudelighed aff sin eghen natur schulle vi lade huer følge sin mening oc gode tycke, huoredane ting ere ther kunne 59 brugis bode udi en god oc en ond mening, huilchen mening Gud kiender allene oc inghen anden.

The støcke lærdomme fremdelis som ere diube oc drabelige, oc icke endnu grundelige randsagede, schulle [71] opsettis till en anden tid, saa at emellom thennom, ther aff mening oc sind ere tuedrechtighe kunde dog findis kierlighedtz eendrechtighed, end till saa lenge Gud verdis med tiden ocsaa at obenbare sandhed udi samme støcker.

Men hues brøst kommen er aff mishandell oc misbrug eblant nogre gode oc merckelige schick, tha schall mand thet giøre som gode læger pleyer at giøre, thet er at borttage siugdom oc kranched, oc lade kroppen uforderffuet vorde karsch oc sund, ligerviis schulde vi oc saa borttage brøst oc bræck aff Christendoms handel, oc lade handelen (som er god i seg selff bruget udi en retsindig mening) bliffue uforderffuet.

Huo nu eller siden vill haffue en anden tro oc mening end then menige Christen kircke haffuer, tha giør hand thet som kettere pleyer at giøre, men huo som søger eller optager en ny kircke, hand giør thet som the affschaarne pleye at giøre.

Besinder offuer alt i fromme oc erlige mend huore the Luthersche predickantere udi et støcke saare groffuelige beklage then menige Christendom, oc ther offuer alle Gudtz fremfarne helghen, oc thet giøre the aldelis uforbrutt. Fordi at vi icke beneffne troen udi huer tale oc lærdom som vi berøre oc fremføre, tha sige the os [72] ath haffue qvald, iordet oc begraffuet then gandsche tro, saa at vi pladt inthet vide aff troens retsindige villkaar, uden huesß vi 60 haffue en mening oc et kundschaff paa nogre artickle som troens lærdom indeholder, som vi oc haffde om andre scheede ting aff historier oc krønicker.

Men om then rette tro som er en trøstig loffue, tillfald oc tilliid, med huilchen vi fastelig tro oc vide att vore synder forladis oc retferdighed giffuis os, for Jesu Christi dødtz oc pinis schyld, oc vi thet fastelig forhaabis med en stadig tilliid, sige the os at haffue huerken forstand eller kundschaff, Oc naar thenne tro giør alle mennischer retferdig, tha sige the os her emod, at ville vorde retferdig aff gode gierninger, ther vi giøre kunne, ther ere dog icke gode uden effter vort eget sind oc tycke, huordan allmisse gierninger, faste, læsning, Closterleffnet oc andre sliige gierninger sigis at være, ligerviis som vi icke viste alle mennischens gierninger være uduelige, Gudtz naade oc en retsindig Christen tro foruden, Thette er et hoffuet støcke iblant Christne lærdomme, at vi bliffue huerken retferdige aff tro eller gierninger, oc fordi kand huerckin tro eller gierninger, giøre os enten retferdige eller salige. [73] Men Gud som alle gaffuer oc naader giffuer hand giffuer retferdighed formedelst troen, oc hand giffuer salighed formedelst gode gierninger, thet er en sum paa all Christi lærdom, som till salighed er retsindig oc aff schrifft oc schiell bestandig.

Oc fordi naar the sige os oppaa at vi vele vorde retferdige oc salige troen foruden aff vore egne gierninger, oc en mennischelige magt, Christi forschyllding ther offuer storlig forachtet, tha sige the then menige Christen kircke usant oppaa, fordi hun vaar aldrig udi slig mening bedragen, huerchen aff gamble eller unge lære fædre.

61

Oc huor nogre ugudelige Prester eller muncke haffde saa lært fra seg, enten aff en vrang eller en simpell mening, ther effter maa icke then gandsche Christendom dømmis eller foragtis.

Thet formerckis end allerede huor then Luthersche handell vill thet ingenlunde nyde oc ongielde at nogre aff predickanterne rase udi mange støcker oc uviislig lære, Hui maa icke then menige Christen kircke nyde samme schiell? oc fordi icke uredelige dømmis om nogen aff hennis krancke lemmyr rase mod hennis retsindige lemmyr oc lerdom, oc besynderlig naar [74] the icke fortrædelig trøcke seg udi slige meninger, men ere saa till sinde at the wele gierne lade seg undervise oc lære.

Att Christendoms lære fædre icke altid berøre troen udi all lærdomstale eller schrifft, er icke fordi at the udeluche troen fra salighedtz eller retferdighedtz handell, naar the vell viide at troen er en ret grund, till all ting som hør till siele trøst, bode retferdighed oc salighed, huor imod inghen Christen mand haffuer nogen tid sagt, Men fordi berøre the icke troen altid at vi ere fødde aff Christet folch, oc haffue medt vor moders melch thet inddrucket, at vi schulle haffue loffue oc tilliid till Gud, huilchen vi med troen bekiende at være en sand Gud, ligerviis som till [then] ther allene er megtig at forlade oc tillgiffue synd udaff sin ævig godhed oc kierlighed, foruden nogen mennischis forschylning, anseendis ther udi inthet andet behaff, end sin eniste oc kieriste søns Jesu Christi dødtz oc piinis gode oc store behaff, huilchen død oc pine vi schulle tro at være en krafftig bod for alle theris synder som till hannom sette loffue oc trøst, haab oc tilliid.

62

Oc udaff slig tro oc loffue ere vi saa adschillde fra [75] Jøder oc Tyrcker, Saracener oc andre Christi fiender att vi allene kaldis Christet folch aff Christo, naar vi bekende ingen ting være duelig till mennischens salighed hannem foruden, oc fordi vi vide at intet leffnet i huor gott eller helligt thet siunis at være kand tæckis Gud, uden thet findis under thenne tro, tha kaldis Christet folckis leffnet allene trofast oc Christi fienders leffnet troløst huor fore thet er aldelis udueligt oc unøttigt, være seg enten till retferdighed eller salighed.

Then Christen kirckis mening oc lærdom om retferdighed er fordii slig, at Gud forlader alle synder, oc giffuer all retferdighed formedelst tro oc loffue som settis till hannom udi Christo Jesu vor Herre, oc fordi er retferdighed Gudtz gunstige gaffue oc troen formedelst huilchen retferdighed giffuis er ocsaa Gudtz gaffue.

Oc som thet er farligt at sige vore gierninger giøre os retferdige, saa er thet oc farligt at sige vor tro giør os retferdig, fordi huesß os nogen tid vederfaris till siele trøst tha giffuis thet os aff Gud, formedelst tro oc gierninger, ther ere Gudtz guddommelige oc gunstige gaffuer.

Men naar the fremdeelis sige, effterdi i nu bekiende at retferdighed giffuis aff Gud formedelst troen, huad søge i tha med gode gierninger, Clostergang, strenghed udi bøner, faste, vegt oc anden legomstuang? [76] Ther med bekiende vi en børlig tachnemmelighed mod Gudtz naade oc mischund effter hans guddommelige villie, ther biuder at giøre got oc lade ont, ther mett ville vi bevare oc formeere 63 then retferdighed, vi haffue en tid anammet formedelst troen, ther med vele vi ocsaa forhindre synd oc syndige orsager, at the schulle os icke forspilde oc forkaste then retferdighed vi haffue udi Christo formedelst troen, ther biuder os icke allene att sette loffue till seg men oc at holde seg med tro oc loffue.

Wdi gode gierninger fordi ansee vi huerken retferdighed eller synders forladelse, dog at the thennom offte føllge for troens schyld, men vi ansee udi thennom Gudtz gode villie, hellige bud oc befaling, huor met vi bevise then tachnemmelighed vi aff tillbørlighed ere Gud plichtige oc at vi ere Christi liffactige lemmyr vore Christne brødre icke allene till nøtte oc gaffn men ocsaa till et exempell at effterfølge ther schrifften paa Gudtz vegne bode biuder oc befaler.

Icke faste vi heller, thermed anseendis noger retferdighed, men en legomlige tuang, mod then syndige redebonhed som os daglig bedrager aff een synd oc udi en anden, thermed at gemme oc bevare uforspildt, kyschhed, reenhed, inderlighed oc gudelighed oc [77] andre merckelige dygder som ere en Christen trois retsindig smyche. Ligerviis bede vi udi samme mening icke anseendis noghen besynderlig retferdighed, ther os kand giffuis troen foruden, men paa thet at vor tro maa vorde forøgt oc formeret, fast oc stadig, saa at hues retferdighed Gud os giffuet haffuer formedelst troen motte bevaris, forøgis oc formeris, eller hun motte igienkomme, om hun vore forbrut oc forarget.

Saa bede vi fremdelis at vi schulle icke falde i 64 fristellse, oc paa thet at vii bekumrede met gudelige bøner [maa] være uledige till at synde oc fortørne Gud, Saa tacke oc loffue vi Gud for sin naade, sine laan oc gaffuer huor med hand besørger all vor vellferd, oc med faa ord therfor bede vi at then hellige schrifft thet biuder oc befaler os, at vi till kierlighedtz bistand schulle bede for alle venner oc uvenner gode oc onde, oc ther som Gud anseer vor bøn, oc lader [os] vorde bønhørde, tha vide vi at thet scheer for troen schyld med huilchen vi bedendis sette loffue till hannom.

Thet wide vi alle bode aff schrifft oc kirckens lærdom at ingen bøn er retsindig for Gud, uden then som er trofast oc kierlig, fordi then som beder foruden tro oc loffue oc emod kierlighedt, hand beder icke allene ufructsom[78]melige men daarlige oc uforstandelige.

Icke bruge vi heller Closterleffnet for nogen retferdighedtz eller salighedtz handell, men for en gæmme oc bevaring, under huilchet vi behindris fra synd oc udygdt naar vi udi Closterleffnet ere fri oc frelse fra mange syndige orsager.

Mange synder haffuer saa onde villkaar, at the kunde icke schyes oc ladis uden med flucht. Ligerviis som alle mennischelige schick ther ere retsindige, giøris udi slig mening at under thennom schall desmindre syndis mod Gud, naar theris encke villkaar, er at formene syndige orsager oc tillfælde, Saa er oc Closterleffnet schicket for en tuchtemestere, ther schall forde oc fremme alt thet som got er, effter Gudtz bud, hindre oc formene alt thet som ont er [effter] Gudtz forbud.

65

The som vorde salig under Closterleffnet, bliffuer huerken salige aff klæder eller mad, ey heller aff lesning eller sang, men ther udaff at the ere rige udi tro oc kierlighed, oc flittige med villighed, till at giøre thet gode Gud haffuer buddet, huilchet ther kand allerbæst bekommis huor Closterleffnet schickelig holdis. [79]

At hellgen icke agter Closterleffnet udaff the schick som ere mennischelige, formerckis udi mange støcker, bode i brug oc schich, oc besynderlig ther aff at i mange Closter regle oc statuter findis schreffuet udi slig mening, Dog wele vi thennom som offuertræde disse schick, icke være falden for nogen synd, eller udi noger conscientzis besuaring men allene till at lide en tillbørlig straff fordi at eenighed oc eensindighed er forspildt, med samme offuertræd, andre till forargelse.

Huor udaff vi formercke kunde, at thersom the schichis offuertræd, ther ere pladt mennischelige, ere icke synd till nogen fordømmelse, tha ere samme schichis hold oc brug, icke heller noger forschylding eller Gudtz dyrckelse till retferdighed oc salighed offuer en sand tro oc en Christen kierlighed, Ther udaff er ingen disbedre, at hand sig øffuer oc bruger udi legomlige oc siunlige gudelighedtz handell men hans ondschaff er dismindre, fordi hand udi slig gudelighedtz brug, er uledig till møget ont, ther hand kunde neppelig undgaa, om hand icke vaare saa bekumret.

Gudtz helgen lode sig aldrig noget tøche udaff [80] Gudtz egne bud eller theris gierninger, end sige aff theris egne sæt oc schick, eller huess gierninger 66 ther till høre, ther Sancta Birgitta oc saa vell viste, i huor mange spottere i thenne tidt haanlige neffne henne, en gammell kierling ther raser aff sqvalder oc drømme. Saa finder ieg schreffuet i hendis 4 bog oc 20 cap., fordi mange findis som tro oc meene at the med nogen verschyldt, kunne himmerige verdelige forschylde, huilche mennischer Gud lader icke fristis udaff sine lønlige domme.

Nogre mennischer findis ocsaa som tro oc mene at the medt theris egne gierninger kunne giøre vor Herre fyldist for theris synder, hues villfarelse blandt alle er aldelis fordømmelig, Fordi thersom huert mennische lode seg hundrede sindum døde kunde thet icke end da suare Gudt till et blant tusinde, naar hand er then som giffuer bode magt oc villie, giffuer tiid oc sundhed, opfylder all begæring med godhed, giffuer bode rigdom oc ære, bode døder oc giffuer liff, ophøger oc nedtrycker, oc alting er udi hans haand, All hæder oc ære, er fordi hannom børlig at ingen mennischis forschylling er udaff seg sellff noget duelig hos Gud. [81]

Framdelis siger hun saa i samme bog oc 26 cap. Som træer haffuer mange blomster, men the giøre dog icke alle frucht, saa findis oc mange dydige gierninger, ther icke forschylde then himmelsche løn uden the beschedelig brugis, fordi at faste, bede, oc besøge hellige stæder ere dygdelige gierninger, men uden the brugis udi slig mening at mennischen troer seg dog at være himmerigis rige uverdig, oc agter seg at vere en unøttig tienere udi all ting, oc er fordi udi all ting beschedelig, tha ere the saare uduelige till the ævige ting at forschylde.

67

Saa schriffuer hun fremdelis udi siin ordens regell oc 24 cap. Mine helgen (siger Christus) tuingde oc trengde theris legome, icke fordi thet vaar thennom hadeligt, men at the schulle beredis oc beqvemmis till Gudtz tieniste, huortill thet schabt er, icke heller udi slig mening, at the udaff saadan trengsell meente seg verdige at være till mit riige, min mischund foruden, Fordi thersom et mennische kunde lade seg hundrede sinde dræbe, thet kunne endda icke aff sin egen fortieniste bliffue verdigt till mit rige om ieg ville bruge retten mod samme mennischer. [82] Her till taler oc S. Birgitta i sin bog, naar en qvinne thette viste, som mange thet endnu vide, hui schulle tha saa drabelige mend thet icke vide, som lærde bode hende oc verden?

Och fordi maa i gode mend besinde huor vranggelige desse ny predickantere, med et usielig klafferii besige then gandsche Christendom, for then vildfarelse som hand aldrig haffde, At nogre uforstandige Clostermend, udaff simpellhed meer end onschaff eller schrømpt, haffue enten klæder, krune oc andre ceremonier for noghen gudelighed (enddog the maa være gudelighedtz tegn) thet haffuer nu værit en mennischelig brøst oc en naadelig vildfarelse.

Ligerviis som guld oc ædele stene giøre icke konger, Saa giør icke heller kappe oc krune muncke. Then som fordi dømmer en munck aff sine klæder hand far vild, saa giør oc then som dømmer en konge aff gylden stycke, dyre steene, oc andre kongelige smyche ther icke ere noghen dygt, enddog at the ere store dygders merckelse. Som et vist, klogt, nøtteligt, forstandigt, oc got regimente giør os en konge, 68 saa er oc [83] et munckedømme udi et helligt oc ærligt leffnet.

Oc at vi schulle vide huad forschell ther vaar i gammell tid emellom muncke oc then menige Christen mand oc er endnu, tha vele vy høre huad Johannes Crysostomus siger, ther saa schriffuer offuer S. Pauli sendebreff till the Hebreer udi then siuende predicken, Med arbeide, læsning oc vegt (siger hand) bestrider mand mange synder.

Och vill noghen sige vi ere icke muncke, oc for di haffue vi med arbeyde, faste, læsning oc vegt intet at giøre, hannum giffuer Crysostomus saadanne suar, Hui siger thu meg at thu est icke munck, sig thet Sancto Paulo ther saa siger oc schriffuer till the Colosser udi thet fierde, I schulle vaage med bøner udi all taalmodighed, oc naar hand siger till the Romere i det 13. I schulle icke giøre legoms villie udi syndige begiering.

Hand schreff icke thette allene till muncke men till alle thennom som bode i stæderne, En leeg mand (siger Crysostomus) schall fordi icke haffue større eller bedre villkaar end en munck, uden allsomeniste att soffue hos en hustru, herudi haffuer hand en besynderlig frihed, men udi andre ting pladt ingen, fordi hand er pligtig at leffue, oc giøre udi alle andre ting som munche the ere, oc helst fordi at the otte salighedtz stycker [84] som Christus lærde os hosß Mattheum ere alle mennischer befalede, Saa langt haffuer Crysostomus talet.

Alle the schick oc sæt fordi som muncke leffue under, er icke nogen besynderlig Gudtz dyrckelse, men ere nogre schickelige fund oc børlige fatzun, 69 till at forde oc fremme the villkaar som høre till en sand gudtzdyrckelse, oc at the forhindre mange onde villkaar, som pleyer at forspilde en sand Gudtz dyrckelse, oc fordi vaar Closterleffnet i gammel tiid then reniste oc ædelste part aff Christendommen, ther versins syndige handell ubevarit oc aff syndige sager ubehindret, kunde desbedre leffue udi Gudtz hellige bud.

Besinder fordi gode mend huor falschelig the beklaffe møghen retsindig handell, oc besynderlig nar the hadschelige besiige thet menige klerckerii, oc kalde mange behørlige ting till Gudtz tieniste selffretferdighed, Jøde tieniste, oc ligne henne fordi med mange pharisaische schick som vor Herre Jesus Christus haffuer sellff lastet for en vrang oc uretsindig Gudtz dyrckelse.

The pharisaische schick vaare giorde udi saadan vrang mening, at the schulle kunne giøre theris brugere fromme oc retferdige for Gud, oc der offuer vaare Gudtz bud forglemde oc forsømmede, fordi theris eget paa[85]fund agtedis for en sand Gudtz tieniste, oc fordi føris thet straff oss vrangelig under øghen som Christus med straffede the Phariseer, naar vi holde icke Christendoms udvortelige tieniste for nogen retsindighedtz handell, udoffuer then hellige tro oc Gudtz kierlighed, men for en pleyemestere ther os schall holde under affue, oc beholde os udi Gudtz frycht med en tuchtig tieniste till at haffue altid sind oc tancke hoss Gud, hoss hans hellige bud oc udi hans usigelig velgierninger, [till] paamindelse aff legomlig oc udvortelige schick, ceremonier och statuter, udi huilche vi kunde os øffue oc bruge, 70 icke at hente ther udaff nogen retferdighed eller salighedtz trøst, men at giøre os ther med uledige till at falde udi noghen hoffuit synd ther neppelige kand schee naar vi ere udi sellffvold ledige aff ladhed oc orkeløshed, oc helst fordi at vi ochsaa aff samme udvortelige ting røris med hiertelige tancker oc grundelse (som er en part aff Gudtz rette dyrckelse) till at begære himmelsche oc ævige ting, oc at forachte oc forsmaa iorderigis oc forgiengelige ting.

Saa kand mand oc her udaff formercke kortelige huorlunde theris handell ther nu alting forstørre, er icke nær saa klar aff schrifft oc schiell som the vele viis giøre then menige mand, men beslutter udi seg møget baade falschhed oc klafferii, huor udaff en hadsch oc forbistred handell pleyer altid at være mest bestandig. [86]

Tha haffde thet veret møget ringere at forbedre huess brøst ther findis hos nogle enfoldige schrømptere (ther vanvittighed haffuer meer bedraget end ondschaff eller vitterlig beraad) end saa uchristelig forstørre all Christendoms hellighedt, som vi see oc høre være giort paa mange stæder, oc huor slig handell bliffuer vedtagen oc samtøcht, ther bliffuer ingen ting uforstørret, i huore hellig oc Christelig hun er eller siunis at være.

Ingen ting er saa hellig udi mennischens brug at hun haffuer jo noghet aff mishandell forarget seg oc schulle fordi heller forbædris end forstørris.

Besinder fremdelis huore the frembære en saare forfengelig orsage til theris handels beschyttning oc beschermelse, naar the sige seg icke at indføre noget som intet er, men at oprette en gammell Christen 71 lærdom oc handell, ligerviis som thet vaar icke gammelt noch, ther then hellige Christen kircke haffuer lært oc bruget, i fiorten hundert aar, med all versins samtøcke, eller ligerviis som the viste huad the hellige Apostle haffue handlet oc schickett udi alle the kircker som the vore tienere till.

Thersom Gudtz ordtz tienere maa intet schicke ydermere, end schrifften indeholder, hui torde tha Paulus møget schiche udi kirckerne som Christus icke lærde? [87]

Eller monne icke disse lærdomme oc theris liige vere en ny handell?

Thette sacrerede brød er Herrens legomme oc thette sacrerede vin er Herrens blod.

Eller desse? Legomet under brød er foruden blod oc blod under viin er foruden legome, oc sielen er huerken under brød eller viin.

Er icke thet ocsaa en ny lerdom aff samme Lutheraner at udi alterens Sacramente findis icke andet end brød oc viin?

Oc andre mange tillforn aldrig hørde i then hellige kircke oc end vele the sige, at the icke andet giøre end oprette then gamle Christendom som er falden i nogre hundrede aar, huor the dog indføre mange ny lerdomme ther huerken findis hosß gamle kiettere eller gamle Christne.

Oc naar the sige at mennischens gierninger haffue aldelis intet paa seg till retferdighed, huor dømme the da os icke være udi kirckens samfund? icke aff hiertens tro oc mening, fordi then kiender Gud allene, eyheller aff gierninger, naar troen effter theris sind haffuer thennom aldelis intet behoff, oc fordi scheer thet offte at the icke vide huad the sige.

72

The sige seg icke andet at handle end thet som the [88] hellige Apostle haffue tillforn handlet, men vore thet sandt, tha ere vi alle som thennom emod sige, enten Jøder eller hedninger, rette affguds dyrckere, ther dog kand ingenlunde riime seg, naar vi haffue med os udi lerdoms handell møgen hellig schrifft oc aldelis inghen emod os.

Besinder ocsaa ath naar vi thennom emod sige oc thet kalde thennom ther the kaldis aff then menige Christen kircke, tha sige the os strax at være hadsche spottere, schiendere oc forfølgere emod thet hellige Evangelium oc Evangelii bekiendere, men naar the med haarde, spotsche, ubluge grumme oc forferlige schiendtz ord forfølge Christendoms handell, bruget i saa mange hundret aar, tha forglemme the theris eget ubluge klafferii, huormed the belache oc beklaffe saa mange gudelige furster, saa mange merckelige heerschaff oc raad, saa mange erlige Landschaff, saa mange drabelige stæder, oc saa mange maal tusinde mennischer som været haffue under samme handel, oc nu ere fast fleere end the schulle noghen tid bliffue, At the altid robe os vnder øghen Evangelium, Christus, Christi aand oc schrifft, acte vi intet, oc fordi lade os thet icke røre, naar vi vide at then menige Christen kircke fattis intet aff desse ting, oc i huore the sige seg at haffue thet gamle Evangelium, tha kalde vi rette[89]lige theris handel thet ny Evangelium, fordi the anderledis underschede samme Evangelium, end then Christen kircke pleyer at giøre.

The ere forgieffuis endrectige udi ord oc text som er dog udi sind oc mening tuedrectige, Jøderne haffue 73 oc bekiende then samme Gud ther Christen folch bekiende, men tha icke med ens villkaar, saa haffue oc alle kiettere the samme schriffter med then menige Christen kircke, men thog icke then samme mening, Skrifftens text oc bogstaff giør os icke Christne, men schrifftens retsindige mening.

Thet raader ieg eder oc formaner udi Christo Jesu, At i lader eder icke bedrage under et falst gudelighedtz schin eyheller kagle till att falde fra then hellige kirckis samfund, men stander fastelig udi Gudtz frøcht oc redsle, oc forbiider en guddommelig affsaffn formedelst thennom hos huilche Herren ville at hans kirckis regimente schulle være.

Besinder huor vi haffue endnu then samme kircke som haffuer fordømpt alle gamble ketterii, samme gamble raad oc schriffter.

Then samme Gud som tha regerede kirckens [90] forstandere haffuer endnu regimenten, oc kand fordi giøre ende paa thenne trette, naar tiden er kommen.

Som alle gamble kietterii haffuer værit en blenning till hobe kommen aff ont oc gott, sandhed oc usandhed, saa er oc thette nærværendis kietterii ocsaa møget ydermere, at thet er en synderlig menge oc forblenning aff mange gamble kiettere, udi adschillige tider, fordømte med schrifft oc schiell, oc forøde medt Gudtz retferdige plage.

The som regementen haffue paa Gudtz vegne udi then hellige kircke, besinde vell huor misbrug haffuer indført udi kirckens handell mange onde lader ther pladt affleggis, een part ocsaa forbedris, huorpaa mange Christne furster, geistlige oc verslige nu bode arbeide oc grunde at forstørrede ting maa 74 komme i laffue igien, oc the forbiistrede ting maa plat forødis oc affleggis.

Meghet kand oc raadis bod med besynderlige raad, udaff huer Bisp oc forstandere, serdelis som er om for mange hellige dage, ther kunne affleggis, ath the som igien bliffue kunde disbedre holdis. [91]

Att wij icke heller schulle haffue saa mange ulærde oc vanvittige Prester ther, dog at the haffue (dess vær) været mange i nogre aar, er tha befrøctendis at her effter schulle vorde mange fleere, naar scholerne paa mange stæder leggis øde, oc the lærde ansees med ingen børlig forsiun, oc ære, Udaff thet vi allerede see blant desse ny predichantere, schulle vi ydermeere befrøchte i fremtiden.

Med thet første ther the waare faa tha vore the lærde oc klaage i schrifft oc bogelige konster, dog at the vaare forbiistrede udi sind oc samvittighed, men nu siden hoben voxer større tha findis ther mange asene iblant, huerchen kloge aff schrifft eller schiell, eyheller vise aff sind eller raad, ther fordi meere predicke effter et lande røcte, oc løse folckis behaff, end effter schrifft oc schiell, raad oc forstand.

Oc fordi kand thet besørgis aff Bisper oc Prelater at lerdom opholdis med agt oc ære, oc then lærdom som Christelig oc retsindig [er], oc ther effter faa vi lærde Prester.

Desligest kand thet schee aff theris raad oc magt att Presters uqvemme girrighedt motte forkortis, theris løsachtige leffnet tuingis oc tæmmis, tyranny om thet nogenstædtz findis løsis oc formildis, findis oc nogle som alle muncke icke kunde fordrage, udkaare seg blant mange nogre faa som ere gode oc retsindige 75 huordanne mange været haffue i gammel tid oc nogle findis endnu i vor tiid. [92]

Betencker at Closterleffnet haffuer i gammel tyd været et erligt, Christeligt, oc guddommeligt schich, oc haffuer hafft mange hellige lærde mend, ther hugsualet haffue mangen bedrøffuet Conscientze, oc kommet till vederkiendelse mange villde oc forbiistrede hoffuet, blant huilche Gud haffuer hafft mange hellige oc drabelige mend, ther hand bruget haffuer all verden till exempell, lærdom oc efftersiun.

Thet samme som haffuer kommet Clostermend udi agt oc ære then tid the vore gode, schall oc nu komme thet menige klerckerii udi agt oc ære om the effterfølge theris exempell, Fordi gamble Clostermend førde et erligt oc reent leffnet mange till exempell oc forbedring, tha vaare the anseede med agt oc ære, oc huer mandtz gode behaff, oc ther offuer øffde the seg altid med vegt, arbeide oc vmage, udi then hellige schrifft, at vide hennis grund oc mening Gud till loff oc seg sielffue, med andre mange till salighedtz bestand.

Huor nogre Capitell oc Canicker oc andet klerckery besinde thet thennom burde oc giøre nu thet samme, thet er, giffue seg till then hellige schrifftis grandtsche oc kundschaff, oc forbedre theris villkaar udi leffnet med reenhed oc rundhed, oc bortkaste thet syndige omhygge, ther mange [93] haffue for en nødtz penning, tha komme the snarlig udi agt oc ære baade for Gud oc mennischen, oc ther ud offuer kunne the besuaare onde Clostermend oc klercke med et stort had, thennom dog med tiden till en ret forbedring oc en sand vederkiendelse.

76

Thersom Clostermend vele icke heller falde udaff agt oc ære tha legge seg ther vind paa, at the ere thet som the vele kaldis, thet er, the schulle icke være schrømptere, som er at siunis et oc være et andet.

Wære seg thet i sandhed som Closterleffnet udi sine klæder, schick, sæder oc ceremonier betegner, oc tha ere the endnu then reniste part aff Christendommen.

Mange støcker kunne ocsaa aff Bisperne enten forbædris eller forvandlis, naar the vele ansee menighedtz fred oc rolighed, blant huilche ther maa beneffnis faste, pligt, forbud paa mad, dog ieg icke kand besinde, i huesß maade noger mand ther med besuaris.

Then som fisk kand fordrage hand besuaris alldelis intet naar adschillighed er hannom des større velløst, men then som kand fischen icke fordrage, enten aff ungdom, fattigdom, siugdom, eller for andre sager, hannom forplicter icke noger Paffues lov eller bud. [94]

Findis nogen som faste giør gott oc er nøttig bode siell oc liff till synde tuang oc trengsell, siger hand seg at trengis oc besuaris tha giør hand thet uden all schellig sag, emod sin egen salighed oc vellferdt, oc helst fordi, at kircken haffuer giort os fasten møget mildere end hun vaar i gammell tiid siden afftens maaltid bleff till middags maaltid forvandlet, naar thet vaar møget strengere at faste till afften som the giorde y gammell tid end till middag som de nu giøre.

Haffuer oc noger mand en kranck conscientze oc 77 veed icke sine egne villkaar, hand maa beraadde seg hosß tuenne leger, thet er hosß thennom som schulle læge bode krop oc siell, oc følge seg saa theris raad, kiender oc noghen sin eghen villkaar oc haffuer en retsindig conscientze tha maa hand være sin egen læge oc raade seg sellff bod, dog schall hand være saa vaarlig at intet mennischis schrøbelig conscientze ther offuer forargis eller beschemmis.

Then som icke behaffuer Paffuens afflad (som icke andett er end pine løsen ther aff gamle forfedre er sæt oc schicket store oc groffue synder till en børlig straff) hand nødis icke till at giffue therfor et scherff, men haffuer oc nogen slig pine løsen behoff tha rober hand ther imod foruden alt schiell. [95]

Er nogen forbunden under the løffte hand icke kand holde uden andre ting ther offuer forsømmede som meer høre till salighedtz bestand, hand søge seg forløsen hosß thennom som magten haffue, huilchen forløsen, ther bode koster en føghe ting, oc nægtis heller ingen som røris aff Christelige schiell.

Then som er nu fri fra løffte hand giøre seg ingen løffte, men offuer alt schulle vi thet vogte at vi icke søge løsen oc frihed legomet till velløst oc behaff, som mange giøre nu i vor tid fordi slig frihed er en sand treldom.

Om schrifftermaal at tale, then som aff hiertet hader sin synd, oc besinder at et mennischeligt hoffmodt saare fornædris oc truseris udi schrifftermaal, hannom er schrifftermaal ingen trengsell eller besuaring men en stor orsage till en merckelig vederkiendelse, naar schrifftemaal haffuer hugsualet manghen bedrøffuet conscientze oc samvittighed.

78

Oc schall end schrifftermaal befindis at være nogen besuaring, tha findis samme besuaring møget meer hos then som schall høre end hosß then som schall giøre schrifftemaal.

Skall oc noget fornyes oc forvandlis udi schrifftemaals handell, ther udi schulle vi forbiide kirckens røst oc ther effter rette os oc icke effter huert forbiistret sind oc hoffuet.

Wdi andre støcker, udi huilche huer maa følge sitt sind, haffuer noghen en sterck oc fast conscientze, dog [96] saa at hun er icke vrang oc wrolig, hand maa bruge sin faste styrcke oc stercke fasthed, men sine Christne brødris conscientzer som ere schrøbelige ther offuer dog ubeschemmet oc uforarget.

Men at reformere then gandsche Christendoms statt bør førsterne till, geistlige oc verslige, ther thet kunne best aff sted komme uden bulder oc oprør, oc besynderlige om the samme reformatz begynde paa seg sellffue.

Ingen ting drager undersotte meer till effterfølling, end naar the se forstandere thet giøre oc bruge som eschis oc begæris aff thennom.

Thet som Herrene giøre ansees altid aff thennom som ere undersotte for merckelige oc synderlig handell, oc fordi effterfølge the gierne Herrenis exempell, under en girrig herre findis gierne girrige undersotte, under en dranckere drickis gierne, oc under en daablere daablis gierne, oc under en ukysch Herre leffuis ukyschelig, desligest scheer thet udi andre syndige villkaar at undersottis leffnet gierne følger Herrenis exempell, men inghen synd bedrager tha saa møget till effterfølling som girrighed, naar girrighed 79 schall mettis aff girrighed tha føder hun altid aff seg mange forgifftige foster. Then tid fursterne vaare icke girrige, tha haffde ingen behoff at være girrig, men siden the begynte at fige oc henge paa huer mandtz lyche oc [97] vellferd, tha schulle oc andre mange trengis till at fige oc fordi søge thet med rett eller uret, huormed the enten kunde kiøbe hyldist eller oc venschaff, eller hals oc vellferd.

Oc for den sag begynde nu mange at berede seg en nødtz penning, ther med enten at giøre ont, eller att affwende thet som ont er oc komme kand.

Naar Herrene vele møget haffue udaff fiig oc girrighed, oc kunne dog icke faa huad the begære uden aff girrighedtz forhuerffning, saa schall møgen synd fødis aff en mandtz synd.

Fursterne vele møget haffue udaff Herrene, oc Herrene fremdeelis udaff fogeder oc embedtzmænd, oc the paa thet sidste aff allmuge oc undersotte, fordi schall huer mand enten være girrig till at altid veye oc mude, eller oc paa en dag sette till forved, bode lyche oc vellferd.

Naar the fordi som ere hoffuet oc forstandere for andre, begynde først at rette seg, siden schall thet lettelig noch giffue seg med thennom som ere undersotte, Aff thennom at begære oc esche ret oc forbedring, oc vele seg sellff icke rette oc forbedre, thet er et sant schrømt oc en pharisaische handell, oc at nøde andre till himmerige oc at fare sellff till helffuede.

Som thet er en leed ting at vide oc søge lach med [98] huermand, saa er thet oc en arm ting at hade oc laste thet onde udi andre, vi ere sellffue brødige 80 udi, oc fordi vaar thet Christeligt offuer allting, at huer aff os besindede sine egne personlige villkaar.

Besinder først udi huesß maade Gud fortørnis med mange store oc groffue synder ther os udelyche fra himmerigis glæde oc salighed effter S. Pauli underviisning, huor thane the synder ere ther samme Apostell beneffner udi mange aff sine sendebreff, som ere horeri, schiørleffnet, mandrab, had, vrede, kiff, trette, bulder, ureenhed, unaturlighed, fraadtzerii, druckenschab, daabell, girrighed, surfittighed, uretferdighed udi ret oc dom, smugensætt, plagerii oc prackerii, roff, tiufferii, schiendsell, bagtall, klafferii, troldom, falsch, suig, bedregerii, løgn, meened, forbandelse, uhøffuisch tale oc rufferii, bulder oc oprør, tuedracht, ulydelse oc mytterii, oc andre groffue synder, theris lige ther S. Paulus ude lycher fra Gudtz rigis arffuedeell.

Naar vi offuerveye med tancke oc grundelse desse synder oc andre flere som nu daglig regnere, blant alle folch obenbare, mod schrifft oc schiell, mod enfoldighed oc all Christen kierlighed, tha schulle vi finde then brøst hos os sellffue oc udi vore egne huus, ther møget bedre haffuer behoff en god reformatz os till gode oc gaffn end noger ander [99] brøst som nu findis hosß thet menige klerckerii, oc helst fordi at theris brøst er vore synders onde forschylling.

Then samme Gud som straffer all versens synder med tyrannii, velde oc magt, besuaring oc trengsill, hand straffer oc vor onde forschylling med vanvittige oc uduelige prester, oc fordi naar vi see onde furster, uchristelig herschaff, umilde fogeder, girrige 81 Bisper, vanvittige prester, oc andre ugudelige oc uduelige klercke, tha see vi vore egne synders børlige straff.

Naar vi fordi huer i sin sted bode bedre vore onde oc lastelige vilkaar oc forliige os hos Gud med en sand vederkiendelse, tha schall Gud naadelige oc mischundelige, oß foruden, reformere bode then verslig oc then geistlig statt, Huis græmelse mange siunis end nu at haffue om reformatz oc anden forbædring, hun haffuer begyndelse meer aff girrighed oc had, end noghen christelig kierlighed, thi kand hun icke gribe nogen god ende.

Wi haffue saa mange villkaar ther os schulde drage till kierlighed oc fred oc forstørre all had oc ufred, Vi haffue en Gud oc Herre, oc en frelsere oc igienløsere Jesum Christum Gudtz søn, een menig Christen kircke, eett dob, en tro oc lærdom, oc kand thet icke røre os, tha ere vi dansche mend besynderlig saa got som en natur, et blod, oc udaff et tungemaal, Naar saa mange enighedtz villkaar kunne os icke stille till fred oc kierlighed tha maa vi besinde, at enten er Gudts vrede stor eller [100] ellers dieffuels fristelse saare sterck.

Icke schulle vi heller ansee thet klerckerii som nu er till, men thet som haffuer veret oc komme schall, haffue vi icke nu then gamle kirckis hellighed, saa haffue vi dog tro oc lærdom.

Besinder fordi bode the gamle lærefædre oc desse ny predickantere aff theris frucht oc gierninger, oc tha kunne i formercke huilche som vandre then trange himmerigis vey eller then brede helvedis vey, aff theris frucht siger Christus schulle i kiende thennom.

82

Om the gamle lærefædre haffuer then menige Christen kircke slig tro oc mening at the vore gode mend oc leffde eet uschyldigt leffnet, oc med stor fliid tiente Gud udi faste, gudelige bøner, kyschhed, reenhed, spagferdighed, oc stor taalmodighed, huesß gandsche schrifft, lærdom oc leffnet lyder allermest paa kierlighed oc leffsalighed.

Tuert imod haffue vi andre exempell, som desse ny predickantere, ther med had oc homodt haffue begynt theris gandsche handell, oc forfølge samme handell med stolthed oc straghed, vrede oc fortredenhed, oc naar the haffue lenge søgt effter agt oc ære, schatt oc rente, tha ende the handelen med ukyschhed oc leckerhed. [101]

Att nogre blant thet menige klerckerii leffue ureenlige udi schørleffnet thet orsager ingen, the bekiende oc selffue, at the syndelige leffue, oc mange fordi vederkiende seg oc tillstaa at synd er synd, men disse ny predickantere orsager then ureenhed under ecteschaffs erlige statt oc friihed, som er verre end enten hoer eller schørleffnett.

The maa læse thet sendebreff som S. Hierominus schriffuer till en nunne ther lod seg beligge aff en tienere som vi nu kalde messe degn, oc thet breff som hand schreff till samme tienere, oc tha faa the at vide huor erlig thenne ny ecteschaffs handell hand er, som nu brugis aff forløbne muncke oc prester, nunner oc andet vigdt klerckerii.

En part aff Predikanterne schriffue breff till theris venner, uden landtz oc inden landtz oc beklage seg for then store feide oc fare the liide for Gudtz ord huor the ere, ligerviis som fæde faar ther forbiide 83 et slacterii, oc vide fordi ingen stund theris halls frii, oc meget andet ther mig er nu for langt at synderlig beschriffue, oc dog ere sliig aandelige mend ledige till at giffte seg.

The hellige Apostle aff tribulatz, forfølling oc modgang vore uledige till at beholde the gamle hustruer som the tillforn haffde end sige at tage seg ny, men disse [102] unge Apostele haffue andre villkaar, der jo dissnarere giffter seg at the saare forfølgis oc trengis, Med tribulatz oc forføling, sorg oc modgang, hunger oc tørst, fengsell oc trengsell drebte fremfarne helgen then gamle Adam, men hos disse ny hellgen begynder tha then gamle Adam først at qvegis naar the lide Apostelig trengsell oc modgang, Huad hand vill giøre naar hand kommer till fred oc rolighed giffuer ieg eder sellffue at betencke oc besinde.

Thi raader ieg alle at haffue thette udi sinde, bliffue fastelig hos then menige Christen kircke, thet er udi Jesu Christi kroppis enighed, oc at i huercken vige till then høyre eller venstre side, men at i vislige vocte eder for dennom som haffue en smigrende oc en forgifftig tale, ther kryber som en krefft. The bære os under øghen præsters onde leffnet, the schriffue saare høygt Paffuens tyrannii, the saare forhæffue Clostermendtz schrømpt oc trange lærdom, oc under dess loffue the os een aandelig frihed, huor med the ville os locke ligerviis som mett lechert affn, men vi schulle os dog vogte, at under samme affn findis icke en iernkrog ther kand vorde vor død oc saa snart en ævig forderffue. [103]

Wnder sligt schin forglemme oc forsømme vii 84 vor egen brøst, oc dømme andre i the maade os icke burde, ther er en farlig ting oc saare forhindrer udi oß en sand vederkiendelse, huad er meere daarligt end at saa hade onde prester oc muncke at vi ther offuer møget forargis oc the forbædris dog intet.

Findis noget som bør ingenlunde at fordragis, thet kand aff Herrene geistlige oc verslige, med møget qvemmere villkaar, enten forbedris eller pladt affleggis, end rodis bod aff nogre onde læger, ther huerken ere udaff konst eller besindelse, oc huerken haffuer raad eller schiell oc røris fordi aff ingen Christelig villkaar.

Mett frucht oc bestand scheer thet icke at Christendommen nogen tid reformeris till gode, uden thet haffuer begyndelse aff the øffuerste oc bæste, formedelst thennom kand Gud allting schaffe os alle till gode om vi desemellom [afflade] vor gamle syndige handell, oc berede os mod thet tillkommendis Gudtz riige.

Then hellige kircke haffuer i gammel tid bode fordragett oc offuervundet større bulder oc oprør end vi nu haffue seet eller hørt, Huo som vill læse gamle historier, tha finder hand huor Christendommen vaar haardelig truseret oc usigelig tueedrectig then tid Archadius [104] oc Theodosii vore keysere oc all retsindighed forstørdis aff Arrianer, Originister, Donatister, Circumcellionister, Marcionister, Manicheier, Antropomorphiler oc Pelagianer udi huilche oprør oc forstørring then menige mand vaar icke forbiistret som nu ere mange, men the førde till sammen ocsaa Bisper oc Prelater saa at the anfictede huer andre aff et usigeligt had oc affvind, 85 ther ocsaa rachte till keyserens huus, Udi et pallatz haffde the bode hedninger, Arrianer, Manichæer, oc retsindige Christne, men dog kunne the med theris kloge forstand uden blodig figt opholde menighedtz fred oc rolighed saa lenge Gud gaff thennom raad, till at giøre ende paa alle sechter, ther the oc saare vell bekommet haffue, then tid the først toge fra hednische oc kiettersche tempell alle privilegier, oc samme tempel siden dreffue aff alle store stæder, Saa scheede thet med tiden at ketterii bleff bekent at være en oprørlig oc forbiistred handell oc en sand Christendom kom siden udi børlig agt oc ære.

Blant alle gode schick tha ere the elste endnu the allerbeste, ere the fordi aff mishandell oc misbrug komne fra sine børlige villkaar, tha schulle brøst oc brech lægis oc forbedris, men dog god schick bliffue ved magt.

Thet scheer tiit oc offte aff tiids oc folckis onde villkaar, at en ting tha snarist forargis naar vi agte henne [105] at forbedre, oc fordi som møget schickis udi en god mening, saa leggis thet aff i en møget bedre mening naar thet meer forarger seg end thet seg forbedrer, et exempell vill ieg sette paa thenne tid oc icke flere.

Thet er schicket for nogre aar at Jomfru Closter her i Danmarck schulle haffue et forsuar till theris godtz ther thennom schulde tiene for fogeder oc tilsiuns mend, oc besørge thennom aff theris eget met erlig føde oc klæde. Disligeste at forsiune thennom med erlig oc børlig bygning, at the sellffue, bekumrede med slig handell, schulle andre merckelige ting som høre till Closterleffnet icke forsømme.

86

Thenne mening vaar bode schiøn oc er forblommet med et gudeligt schin, men huad frucht er ther aff kommen, sandelig bode then som ønckelig er oc grædelig.

Then tid the haffde selffue forsuar tha kunne the opbygge store oc merckelig huus, ther nu kunne icke holdis under heelt tag, oc tha besørge mange søstre, med ærlig klæde oc føde foruden anden daglig almijsse the lode giøre, ther som the nu suelte i theris hals.

Fordi samme forsuar er icke nu lenger theris tienere, men theris veldige hærschaff, oc huor the end vaare et leffsaligt herschaff oc milt, tha kunde the [106] end fordragis, men nu haffuer thet seg møget anderledis, men dog saa at ther om tiigis till en schade oc talis till too.

Icke haffuer heller the fattige jomfruer nogre venner i verden, ther thennom enten øncke eller begræde, eller med nogen græmilse fortøche theris armodt, the haffue brødre oc søstre, faderbrødre oc moderbrødre, syschendebørn oc næste frender, en part ocsaa fader oc moder, men dog ingen saa mild oc barmhiertig ther røris till nogen medønck.

The ere then største part fødde aff Riddere oc suenne, udviist fra arff oc eye, oc siden plagede under en ævig trældom, oc trengde med hunger oc tørst, kuld oc frost, en forferlig pine, huormed mand pleyer icke at pine fattige uschyldige jomfruer, men mandrabere, tiuffue, schalcke oc forrædere.

Oc huor the vaare enten løsde fra en ild eller en galge, till at giøre en ævig poenitentz for nogen uchristelig gierning, tha kunde the icke groffuere 87 spisis, enten med øll eller brød, eller huess andet the schulle haffue till liffs føde aff Gudtz oc theris eget, oc ere dog schrægelige oc schrøbelige piiger i faders huus meget bedre vaande, huorfore the offte falde i store siugdomme oc kranched ther the aldrig forvinde. [107]

Thet er icke at giffue sine børn i Closter till Gudtz lov oc tieniste eller at giøre thennom frii oc frelse fra versens syndig handell, men thet er at forraade thennom under en ævig trældom, huor the trengis oc nødis aff hungers nød, at tencke paa mange uraad, oc liide daglig sorge oc had, nar the befinder kierlighed huerken hoss frender eller venner ey heller hoss theris forstandere som dog haffuer oc praler med theris rette eyedom oc nødis fordi offte till at giøre seg fremmede venner, ther understundum icke heller scheer uden syndig mistancke.

Som hungers nød trenger mangen mand till at røffue oc stiele, saa trenger hun ocsaa till andre mange uraad ther hastelige brugede haffue dog siden ett langsom anger oc bedrøffuelse, Haffue i fordi medynck eller nogen Gudtz gremmelse tha legger slig ubørlig oc uchristelig handell paa sinde, oc tencker ther till en god reformatz oc en Christelig forbædring, oc tha giøre i thet som i ere Gud pligtige, disligest eders eget kiød.

Icke foragter ieg heller med thenne undervisning nogre gode mend som nu haffuer jomfru Closter y befaling men theris foget som møget giøre thennom uvitterlige, men dog thennom icke uden mistancke, oc dog thet er icke eens udi alle Closter, ther findis tha gandsche faa som enten haffue et børligt ophold, 88 eller en ærlig forsiun, oc med faa ord at sige, som thet daglig scheer at alle fogede schiffte forarge seg, saa ere iomfru Closters villkaar nu [108] møget verre end the tillforn noghen tid været haffue.

Afflegger oc saa for Jesu Christi naffn schyldt the mange besynderlige vyld som haffue nu besæt huer mandtz hierte, oc besinder at girrighed regerer thet gandsche spill udi thenne ny handell, som hun altid giør udi all uretferdig handell.

Aff girrighed tillstæde vi hoer oc mord, oc andre mange groffue synder, bode mod lov oc ret, mod schrifft oc schiell.

Ther er altid uchristelig handell huor forstandere haffue fordeel oc baade aff synd oc udygdt.

Aff girrighed dømme vi uretferdige oc vildige domme, aff girrighed plage oc schatte vii arme undersotte, aff girrighed enten forvandle vi eller hincke udi all lov oc rett, aff girrighed vele vi sette till rette bode Bisper oc Prelater, Prester oc muncke, aff girrighed fige vii effter godtz oc eyedom, aff girrighed kiøbe vi læt oc selge dyrt, oc med faa ord at sige, huor som vii udaff legge vild oc girrighed, tha giøre vi ende paa all syndige trette.

Besinder fordi at girrighed er icke then rette mand som schall reformere versins brøst, men kierlighed oc en sand Gudtz græmmelse, anseer icke thet, huor kirckens renthe nu brugis aff nogre klercke, men huor hun vaar bruget i gammel tid, oc schall brugis her effter, naar Gud fanger besørget seg et retsindigt klerkerii, thet hand giør mett thet snariste, uden en part aff thet [109] klerckerii hand nu haffuer, uden hand anderledis besinder seg.

89

The som schulle reformere Christendommen schulle aldelis intet være girrige, fordi girrighed kand forderffue girrighed oc aldrig forbædre, En synd kand vell straffe en anden synd aff Gudtz retferdige tilladelse, men samme synd bliffuer tha icke lenge ustraffet.

Huad rett thet menige klerckerii haffuer till Gudtz rente oc eyedom, haffuer ieg wiidelig noch beschreffuett udi en anden bog mod then Malmøsche reformatz, huor med ieg lader fordi nu betemme.

The som schulle anfichte huess renthe oc eyedom som thet menige klerckerii nu haffuer oc besidder med ret oc schiell, schulle alt føre i rette anden beviisning end the her till giort haffue.

Thet som schrifften biuder at en fuldkommen Christi discipell schall alting offuergiffue oc effterfølge Christum, haffuer en anden mening, end ther maa føris under øghen thet menige klerckerii, oc helst fordi at rigdom forbiudis icke udi noger schrifft for sin schyld, men for misbrug schyld.

Først schulle the beviise med schrifft oc schiell at ingen furste eller herre, eller rig mand motte tagis till Bisp, Prelat eller forstandere, uden hand schulle strax offuergiffue furstedømme, herredømme oc huesß [110] arff oc eye hand haffde till forn.

Thernest schulle the bevise med schrifft oc schiell att rige Bisper oc Prelater motte ingenlunde giøre thet menige klerckerii oc fattige folch till sine arffuinger, samme klerckerii till et ærligt ophold, oc en ævig fremdrect, Christendoms tieniste oc lærdom till et fremturende bistand.

Thernest schulle the bevise med schrifft oc schiell 90 at furster oc herrer, Ridderschab oc andre riige folch motte icke giffue aff theris godtz till at opholde y then hellige kircke Gudtz tieniste, med prædicken, lærdom, loffsang, almisse gierninger oc forsuar till viduer, faderløse børn oc andre fortrøchte, forarmede, oc uforrettede fattige mennischer.

Thernest schulle the beviise med schrifft oc schiell at kirkens Prelater oc forstandere maate ingenlunde kiøbe for guld oc penninge godtz, eyedom oc rente ther med at bestandelig opholde, y then hellige kircke, klercherii, scholer, lærdom, fattige oc forarmede folchis besøring, desligeste dermed at beschytte oc beschierme alle thennom som Bisper oc Prelater haffue udi forsuar. [111]

Thernest schulle the beviise være giort mod schrifft oc schiell at keysere loff, landtz loff, fursters breff oc segell, recesser oc handfestning haffue giort lauhefft oc stadfestelse paa huesß godtz rente oc eyedom som Bisper, Prelater oc thet menige klerckerij nu haffuer y hefft oc forsuar ther fordi kaldis then hellige kirckis godtz, at thet er under kirckens forstanderis hender oc udi theris befaling, kirckens tienere oc Christendoms fattige oc arme folch till forsuar, ophold, klæde, føde, hielp oc trøst udi all nød oc trang, sorg oc modgang.

Och then tyd fattige klercke, widuer, faderløse børn, arme folck, misliige, siuge oc krancke mennischer vaare arffuinger effter Bisper oc kirckens Prelater, tha var kirckens rente uknurret, men siden slecht oc rige venner begynte at arffue kirckens forstandere oc Prelater, fattige mennischer (som ere kirckens rette arffvinge) storlige till schade, tha er 91 Christendommen opfylt, med kietterii, kiiff, trette, bulder, oprør, mytterii, ulydelse, oc andre forderffuelige ting som nu anfichte all Christendoms hellighed oc vellferd aff Gudtz retferdige tilladelse icke fordi at kirckens godtz schall plyndris eller berøffuis, men komme till et gammelt helligt brug.

[112] Wdi gammel tyd finge riige venner oc slecht icke andet till arff effter Bisper oc Prelater end huesß the haffde arffuet effter theris slecht oc venner, men lode the noget effter seg aff kirckens rente oc indkomme, tha bleff thet hos kirckens fattige tienere oc andre tørfftige mennischer, dog thet sielden scheede at the noget lode effter seg, fordi the betroede seg sellffue fast bedre at schiffte Testament i theris liffs tiid end nogen anden effter theris død.

Icke vaar heller paa then tid omhugge blandt Christett folck for nødtz penning, ther med at enten kiøbe hyldist eller venschaff, lyche eller vellferdt, oc tha vaar girrighed saa full oc leed en ting, at the ypperste oc beste ville heller giffue end haffue, oc heller miste theris eget end tage fra andre, allene vaar dydt oc fromhed then gæffuiste oc beste mynt, huor med the fattige kiøbte lyche oc vellferdt, oc the riige hyldist oc ynde, tucht oc ære, statt oc herlighed.

Then barmhiertige Gud giffue osß alle fordi sin naade till en sand oc retsindig vederkiendelse, oc eder serdelis the raad i bryst, ther icke andet søge end mennischens salighed, oc Gudtz børlige loff, priis oc ære, ther [113] leffuer oc regnerer fader, søn oc hellig aand, en sand Gud altid oc ævindelig Amen.

92

Thi beder oc formaner ieg ydmygelige allis eder herredømme, at i for gode anamme thenne min undervisning, ther er dog icke min allene, men en stor part then vise oc lærde mandtz raad oc underviisning Erasmi Roterodams, som med et sendebreff, hand forschreff nu sniimen till Friisland, gaff meg her till orsage, oc haffuer nu oc lenge hafft thette omhygge for Christendoms vellferd oc bestand, ther huerken Luther eller nogre Luthersche Prædickantere schulle nogen tiid faa, Haffuer ieg icke fundet paa the ord, ther eder kand behaffue till noget got anseende, saa beder ieg gierne, att i ansee min gode mening, ther ieg setter ind till Gud, att være bode eenfoldig oc retsindig, sand oc retferdig.

Jesu Christi fred oc naade være med eder altidtt.
Amen.
1532.