Heiberg, Johanne Luise OPLYSNINGER

OPLYSNINGER

I. BIND

13, L.1. "De samle sig -": Citat fra Heibergs Digt "Adelai'de Grevinde af Bombelles, født Brun", trykt i Adr. 21/12 1857; optrykt i Heib. Poet. VIII, 394 ff. - L.7, mine Forældres ni Børn: Fru Heibergs Forældre var Vinkyper Christian Heinrich Joseph Pätges, f. 26/2 1777 i Honnef am Rh., d. 12/11 1834 i Kbh. G. 26/6 1804 med Henriette Hartwig Amsterdamm, f. ca. 1780 i Friedberg v. Frankfurt a.M., d. 14/1 1861 i Kbh. - Deres ni Børn var: (1) Johanna Magdalena, f. 25/6 1804 i Kbh., d. 2/5 1866 smst. G. 1° 1824 m. Kopist i Rentekammeret LudvigFranciscusKett (1797-1833); 2° 1835 m. Hushovmester hos Prins Frederik Carl Christian (Frederik VII), senere Slotsforvalter paa Fredensborg Niels Vilhelm Matthiesen (1800-53). (2) Caroline Henriette, f. 12/11 1805 i Vordingborg, d. 31/8 1857 i Stubbekøbing. Ugift. Gæstgiverske i Stubbekøbing. (3) Johan Anton, f. 6/4 1807 i Kbh., d. 12/2 1883 i Gentofte. G. 1838 m. Juliane Marie Ryssländer (1813-92). Kgl. Skuespiller. (4) Johan Jacob, f. 19/5 1808 i Kbh., d. 3/4 1871 i Roskilde. G. 1841 m. Karen Marie Bodholt (1796-1872). Hattemagermester, senere Politibetjent i Roskilde. (5) En dødfødt Søn kom til Verden 1809 (formt. en Tvilling til efterflg.). (6) Joseph Friedrich, f. 15/12 1809 i Kbh., d. 16/5 1876 i Roskilde. G. 1° 1831 m. Caroline Augustine Ivanow, f. Kjær (1791-1850); 2° 1851 m. Nielsine Helene Thieme (1813-65); 3° 1866 m. Dameskrædderinde Christiane Hvorup (1822-1902). Skomagermester og Bedemand i Roskilde. (7) Marie Christine, f. 25/9 1811 i Kbh., d. 3/12 s. A. smst. (8) Johanne Luise, f. 22/11 1812 i Kbh., døbt 1/1 1813 i St. Petri, d. 21/12 1890 i Kbh. G. 1831 m. Digteren Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). Kgl. Skuespillerinde. (9) Regina Amalie, f. 25/4 1814 i Kbh., d. 17/2 1855 i Roskilde. Ugift. Balletelev 1821-29. Skuespillerinde ved Christiania Teater. - Sml. A. D. J.s Oplysninger i Et Liv. 1. Udg. I, 511-18. Endv. R. Høeg Brask i Pers.hist. Tidsskr. 1939, hvor nogle af Familiens Boliger i Kbh. er angivet. Endv. Nationaltid. 4/3 1940. Personalhist. Oplysninger i Fru Heib. Ark. - L.8. Fru Heibergs Moder og Moster (se Note til I, 25,39) var Døtre af Hirsch Moses Amsterdamm, g. med to Søstre, f. Prager. - L.26. Lille Ravnsborg paa Nørrebro laa paa det Grundstykke, der nu omfatter Nr. 61 og 63 paa Nørrebrogade, Solitudevej Nr. 2 og Kapelvej Nr. 1. Op til Hovedbygningen, hvor Pätges holdt Beværtning og Dansebod, laa en lav Sidebygning mod 281 Solitudevej med to Værelser og Køkken, men uden Kælder. Her blev Fru Heiberg født. Sml. Carl C. Christensen i Nationaltid. 29/8 1924, Aft.

14, L.12. Aalborg: Husene, hvori Familien Pätges boede under Opholdet i Aalborg, er nu nedrevet. 2. jyske Regiment rykkede ind i Byen i Beg. af Juni 1816 og afmarcherede igen 6/5 1820. Pätges averterer første Gang "sit Værtskab som Tracteur" 30/5 1816 i Aalborg Stiftstid. Sml. Chr. Jørgensen smst. 5/5 1940.

15, L.7. Stabshoboist, sen. Stadsmusikant Johan Friedrich Zangenberg (f. i Lüneburg 1794, d. 1849). Fru Heiberg har glemt, at han gav hende en Anbefaling med til Solodanser Carl Dahlén (1770-1851), og at denne bidrog til at skaffe hende Optagelse i Danseskolen. A. D. J. meddeler (Et Liv. 1. Udg. I, 518 ff.) paa Grundlag af Afskrifter disse to Breve fra Johanne Luise Pätges til Zangenberg:

Kiære Zangenbærg
jei vil lade ham vide at jei har været hos baletdandseren med breved jei skul danse noge for ham og saa danse jei noge af den franske dans han har lært mei i næste uge skal jei begynde at go paa baletskolen og jei skal ogso go i en anden skole han skal ha mange tak for alt det got han har gior mei i Aalborre og for ded jei fik lov til at beholle kiolen og skoene skiberen vi segled med har jei set her han vil ta breved med til Aalborre
fra
Johanne Luise Pätges
jei ska nok skriv en anden gang

Originalen til ovenanførte Brev skal have været skrevet paa et udskaaret Blad af en Skrivebog, indviklet i graat Papir.

Her Stadsmusikus Zangenberg
Thisted
Da jeg har loved Dem, at De skulde faa at vide hvorledes det gaar mig her i Kjøbenhavn, saa vil jeg Idag skrive og fortælle Dem lidt derom.

Som De ved var jeg først paa Baletskolen; mange Gange var det stræng for mig, især i Begyndelsen, at følge med de andre Elever, men saa tænkte jeg paa hvad Zangenberg saa ofte havde sagt til mig, at man kunde det man vilde, og saa kom jeg ogsaa efter det.

Nu er jeg imidlertid ikke længere ved Baletten, men jeg er bleven Skuespillerinde ved det kongelige Theater, i det jeg den 22de April debuterede som Trine Rar i Aprilsnarrene; De kan tro det var en Fryd for mig at høre hvorledes Publikum klappede og vare begeistrede over min fremstilling, og jeg takkede Gud for at jeg var naaet saa vidt.

Jeg haaber nu at min Fremtid er sikkret, og at jeg kan se en lysere Tid i møde, end da jeg boede i Aalborg, nest Gud i Himlen maa jeg takke Dem min kjære Zangenberg, thi havde De ikke medgivet mig Brevet, og saa varmt anbefalet mig til Her Baletdandser Dahlén, var jeg vel neppe naaet til den 282 Plads jeg nu har, skulde jeg i Fremtiden kunne gjøre noget for Dem, eller Deres, da vil det glæde mig meget thi jeg vil da betragte det som afbetaling paa en gammel Gjæld. Haabende at De og Deres Familie maa have det rigtig godt forbliver jeg Deres hengivne
Johanne Luise Pätges .
Kjøbenhavn den 7de Juni 1826.

Løftet, Fru Heiberg gav, opfyldte hun, da hun 1881 bidrog afgørende til Skuespiller Christian Zangenbergs (1853-1914) Ansættelse ved Det kgl. Teater. Han var Danselærerens Sønnesøn.

16, L.18. Jøden under Træet, som Oehlenschläger satte op i "Sanct Hansaften-Spil", og Aarestrup besang i Digtet,,Dyrehaugen", hed Michel Levin (ca. 1748-1835). Sml. Note til I,30,13. E. Nystrøm: Offentlige Forlystelser II (1913), 90ff. Endv. Neiiendam, 125 f. Datteren hed Fru Elers; efter mange Aars Ophold i Udlandet besøgte hun Fru Heiberg 1861. Sml. Krieger. I, 55 ff. - L.36. Hoftheatret (hvor Danseskolen dengang var) er det nuværende Teatermuseum ved Christiansborg. Optagelsen i Danseskolen maa have fundet Sted før 12/4 1821, hvilken Dag de to Smaapiger optraadte som Amoriner i Dahléns Ballet "Armida", hvor H. C. Andersen agerede en Trold. Programmet i T.Mus.

17, L.6. Æggedans var en i Tyskland kendt Dans, som Goethe lader Mignon udføre. Sml. Wilhelm Meister II, 8. Kap. - L.31. simple Klædedragt: Uddrag af Pätges' Ansøgninger til Teaterdirektionen, der gik ud paa at skaffe Døtrene bedre Klæder, findes i Neiiendam: Breve Skuesp. II, 180. Sml. Teatret. Nov. 1912.

18, L.35. Andrea Marie Møller (1811-89), g. m. Kapelmusikus Krätzmer (1808-53), var Solodanserinde 1830-34. Hun blev Det kgl. Teaters sidste Blaataarnsfange.

19, L.8. Brogaden Matr.-nr. 20, senere Gadenr. 2, laa paa Gadens højre Side fra Knippelsbro og er forlængst nedrevet.

20, L.19. Dansen ophørte: Sml. Var. til I, 30, 37. - L.28. hverken kunde læse eller skrive: Teaterdirektionen havde i 1813 forsøgsvis oprettet en Skole i Skrivning og Regning for Dansebørnene, men da denne snart ophævedes, fik det Elevhold, hvortil Fru Heiberg hørte, ingen Undervisning i alm. Skolefag. Sml. kgl. Res. 24/4 1821, Teaterark. (R. A.). Fru Heiberg overdriver eller husker fejl, naar hun siger, at hun dengang slet ikke kunde skrive (sml. hendes Brev i Note til I, 15,7), men hun lærte iøvrigt aldrig at skrive ortografisk rigtigt. Sml. IV, 44 f.

21, L.18. Herman, saaledes vil jeg kalde min Befrier: Johan Gebhard Harboe (1799-1829) var Assistent ved det kgl. Klædeoplag, hvor hans Fader havde været Forvalter. Pseudonymet, som Fru Heiberg benytter, er taget fra Goethes Digt "Hermann und Dorothea". Sml. A. D. J. i Et Liv. 1. Udg. I, 524-28; Neiiendam, 55; 152.

22, L.7. "Correggio", Tragedie i 5 Akter af Oehlenschläger, opf. 1. Gang 1811. Fru Heiberg spillede Giovanni 1. Gang l4/5 1823. - L.12. Kgl.

283

Skuespiller, Instruktør Ferdinand Lindgreen (1770-1842) var en fremragende Holberg-Skuespiller og Elevinstruktør fra 1817. - L.35. Dr. med. Johan Christian Ryge (1780-1842), den store Oehlenschläger-Skuespiller, tidl. Fysikus i Flensborg.

23, L.13. mine Repliker: Giovannis Replik i "Correggio"s tredie Handling lyder i Oehlenschlägers Tekst:

Ja, jeg vil ride paa
Dit Knæ; du er min Hest.
Nu vil jeg ride
Paa dig til Parma.
(Oehl. V, 88).

24, L.2. Kgl. Skuespiller og Instruktør Nicolai Peter Nielsen (1795- 1860), fremragende Oehlenschläger-Skuespiller og paa sine ældre Dage Teatrets père noble. - L.8. Barneroller: Den første af Fru Heibergs Taleroller var et af Catharine Juuls Børn i "Christian den Fjerdes Dom", Skuespil af N. Søtoft, opf. 1. Gang 13/5 1823; næste Aften udførte hun Giovanni i "Correggio". Samme Aar medvirkede hun første Gang i en Opera; i alt spillede hun 21 Smaaroller foruden Dansetjenesten, inden hun (1826) udførte Trine i "Aprilsnarrene". Mest kendt var Titelrollen i "Den lille Hyrdedreng", Idyl i 1 Akt af Oehlenschläger. SmI. Teatrets Plakater 1823-26. - L.16. Operasangerinde Marie Elisabeth Zinck, f. Thomsen (1789- 1823). Hendes Glansrolle var Titelfiguren i "Cendrillon eller den lille grønne Sko", Tryllespil af Étienne og Isouard.

25, L.35. "Hvælvingen", hvor Familien Pätges boede i 1824, ligger i ny Skikkelse paa Hjørnet af Lille Kirkestræde og Nikolaj Plads. - L.39. min Moders Søster: Rebekka Hartwig (ca. 1773-1838), g. m. Købmand, Gæstgiver Hertz Moses Wulff i Stubbekøbing (ca. 1771-1855). I deres Hjem optoges Fru Heibergs næstældste Søster, Caroline Henriette, der fortsatte Forretningen. Sml. Noter til I, 13. - L.40. Min ældste Søster: Johanna Magdalena; sml. Note til I, 13, 7. Brylluppet fandt Sted 31/5 1824 i Holmens Kirke.

26, L.26. en lille Datter: Johanne Henriette Marie Kett (1825-1906), g. m. Bagermester, senere Varemægler Th. Welding (1822-90); sml I, 64.

28, L.38. I "Reichmuth von Adocht", der udkom i Oehlenschlägers Digtninger II (1813), skildres, hvordan en skindød Kvinde, som allerede er begravet, reddes ved, at en Graver ved Midnatstid bryder ind i Gravkapellet for at stjæle hendes Smykker og saaledes opdager, at hun endnu lever. Oehlenschläger angiver selv, at "virkelige Træk" har givet Anledning til Fortællingen. - I nogle Slægtserindringer nedskrevet 31/1 1891 af Fru Heibergs ovennævnte Søsterdatter Marie Welding (i Fru Heib. Ark. Lægget: B. Manuskripter) gengives udførligt Beretningen om den skindøde, der skulde være Heinrich Pätges' Stammoder i Köln.

29, L.15. "Min Datter er intet Menneske, hun er et Væsen": Kgl. Skuespillerinde, Admiralinde Louise Jacobson fortalte, at Sætningen havde lydt 284 saaledes i Madam Pätges' Mund: "Min Datter Hanna er ingen Mensch, hun er et Fæsen". Sml. Ill. Tidende 24/11 1912. Neiiendam, 8; 149 f. - L.22. to Retsbetjente: Udpantningen, som ikke fandt Sted i "Hvælvingen", men i Pilestræde Nr. 124 (nuv. 46), er arkivalsk undersøgt af R. Høeg Brask; sml. Pers.hist. Tidsskr. 1939. Der er forskellige Afvigelser mellem Fru Heibergs Skildring og de faktiske Forhold. Faderen var saaledes ikke hjemme, og da Moderen betalte en Del af Gælden og lovede at udrede Resten, lod Rekvirenten "det Udlagte forblive". - L.40. Traad- og Baandhandler J. Körner boede i Pilestræde Matr.-nr. 87, Gadenr. 31, og ejede Huset. Han var Katolik.

30, L.9. I Adresseavisen 2/1 1824 og jævnligt senere ses flg. Avertissement: Hos Tracteur Pätges kan erholdes de saa meget søgte Blod- og Risengryns-Pølser idag (Løverdag), fra Kl. 12 Middag til Kl. 10 om Aftenen, saavel i som ud af Huset, i Pilestræde 124, i Stuen. - L.11. ad Trappen og Gangen: Rettelsen af Teksten her stemmer overens med MSS og med Lokaliteterne i den endnu bevarede Ejendom. Sml. I, 38,7. - L.13. Madam Pätges' Telt i Dyrehaven laa lige over for det store Træ, hvorunder Jøden sang. Hvilket Aar hun begyndte sin Virksomhed paa Dyrehavsbakken, vides ikke, men det maa være sket, medens Fru Heiberg endnu var Barn, da Jøden paa det Tidspunkt satte hendes Fantasi "i stærk Bevægelse". Smi. Note til I, 16, 18. 1869 gensaa hun Bakken og skrev til Krieger (II, 85) "hvor ofte har jeg ikke grædt paa disse Steder, hvor ofte rødmet". Heibergs Inspiration til "Recensenten og Dyret", skrevet Sommeren 1826, da han havde lært Johanne Luise at kende, hænger sammen med Familien Pätges' Ophold derude. Teatret lejede Teltet af Faderen til Brug for den nye Vaudeville, som blev opført 1. Gang 22/10 1826. Sml. Neiiendam, 127 og Note. Madam Pätges drev endnu Forretningen i Sommeren 1846, da Datterens Berømmelse stod i Flor. - L.27. "Dog, fra den ringeste Vraa -": Citatet er ikke fundet.

32, L.24. Solodanser Pierre Joseph Larcher (1801-47). Bemærkningen om, at han fik et nyt Navn, hentyder til, at han kaldte sig Pierre, skønt han var døbt Peter.

33, L.20. et Par smaa Entréer: 11/9 1824 opførtes mellem to Lystspil en "Entrée", der bl. a. udførtes af Eleverne Andrea Møller og J. Pätges. 11/3 1825 opførtes en anden "Entrée", hvor I archer dansede med sine to Flever. Sml. Teatrets Plakater.

34, L.10. min Søster: Figurantinde Elisabeth Larcher (1800-82). - L.26. Reisen var for Haanden: I Sommeren 1825 fik Larcher og Marie Werning efter Ansøgning Tilladelse til at optræde i nordlige tyske Byer med smaa Balletter paa Programmet. Kgl. Res. 4/6 1825. Selskabet bestod ogsaa af nogle Figuranter. Rejsetilladelsen udløb medio August. Sml. Prot. T. D. (R. A.). - L.27. Jfr. W.: Solodanserinde Marie Werning (1798- 1871), af gik fra Teatret 1837 og blev s. A. g. m. Skolerytteren Jean d'Abis.

36, L.16. Philine: En af Hovedfigurerne i Goethes "Wilhelm Meister".

37, L.11. jeg har syv: Fru Heibergs Meddelelse, at Marie Werning havde syv Børn uden for Ægteskab, godkendtes ikke af hendes Barnebarn, 285 Danserinden Johanne Petersen (1844-1934), som oplyste, at Børnenes Antal var tre. Sml. Neiiendam, 38; 151.

38, L.4. en gammel Pebersvend: Da Mandtalsliste ikke findes for Aaret 1825, har Navnet ikke kunnet oplyses. - L.35. Skuespiller N. P. Nielsen og Dr. Ryge havde i Sommeren 1825 Tilladelse til at give Gæsteroller paa Scenerne i Slesvig og Holsten under Ledelse af den af Prins Carl af Hessen understøttede tyske Teaterdirektør Huber. Prot. T.D. 1825 (R. A.).

40, L.28. en Datter: Figurantinde Marie Cathrine Werning, g. Kohl.

41, L.13. Poul Erik Funck (1790-1837) var Solodanser fra 1815. Hans Arrangement af Dansene til "Elverhøi" benyttes endnu. - L.18. min første Debut: Sml. Et Liv. 1. Udg. I, 521. Solodanser Funcks "Entrée", hvori Fru Heiberg dansede Solo, opførtes 1. Gang 23/12 1824. - L.22. Barneroller: Sml. Note til I, 24, 8. - L.25. N.P.Nielsens Deklamatorium fandt Sted 8/1 1826. Allerede 3/1 kunde han meddele i Adr., at alle Billetterne var solgt. - L.28. "Lob der Kleinen", Digt af den østrigske Digter Ignaz F. Castelli (1781-1862).

42, L.8. Kgl. Skuespiller og Instruktør Jørgen Peter Frydendahl (1766- 1836) var en af Teatrets store komiske Karakterskuespillere, Han boede da i Frederiksberggade Matr.-nr. 13, Gadenr. 21. Sml. I, 140 f. med Noter. - L.15. Kgl. Skuespiller Christen Niemann Rosenkilde (1786-1861) var et stort komisk Talent, hvis Navn særlig er knyttet til Fremstillingen af Holbergs og Heibergs Skuespil. - L.35. Frydendahls Deklamatorium, hvortil Heiberg havde skrevet Prologen, fandt Sted paa Hofteatret ved Christiansborg 12/2 1826. Nr. 11 paa Programmets 2. Afdeling var "Hans og Trine" af Paul Martin, Digteren Poul Martin Møllers (1794-1838) Pseudonym. Sml. Neiiendam, 60. Digtet var udkommet i "Gefion, Nytaarsgave for 1826" 154-59. Det genopførtes 1937 i Anledning af 125-Aarsdagen for Fru Heibergs Fødsel.

43, L.2. Dr. phil. Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) var 35 Aar, da han paa Hofteatret traf den ISaarige Balletpige, der skulde blive hans Hustru. Han havde da allerede en betydelig litterær Produktion bag sig. 1822-25 var han Lektor i Kiel. - L.7. "I Kjøbenhavn -": Fri Gengivelse af sidste Vers af Heibergs Digt i "Børne-Vaudeviller", "Mit Farvel til de Smaa":

Her at døe, er mere værd,
End i Kiel at leve.
(Heib. Poet. V, 152).

- L.8. Heibergs første Vaudeville, "Kong Salonion og Jørgen Hattemager", opførtes 1. Gang 25/11 1825 og gaves allerede i den første Sæson 15 Gange. - L.20. "at fordærve Smagen": En af Vaudevillernes heftigste Modstandere, Professor K. L.Rahbek, som var Medlem af Teaterdirektionen, dømte om "Aprilsnarrene", at Vaudevillen laa "dybt under Lystspillets og et kgl. Nationaltheaters Værdighed". Om "Recensenten og Dyret" nægtede han at udtale sig, da han fandt Stykket "under al Kritik". Sml. Af Jonas Collins 286 Papirer (1871), 73; 84. Det var uden Tvivl en Følge af denne Modstand, at Heiberg havde Lyst til at indbyde til Aktietegning for at faa et folkeligt Teater med mange billige Pladser rejst i Kongens Have. Her ønskede han Vaudevillerne spillet. Sml. N. C. L.Abrahams: Meddelelser af mit Liv (1876), 161 f; 186. Benedicte Arnesen Kall hørte Rahbek bruge Betegnelsen "Fjællebodskrara": "Var Heiberg bare mindre begavet, saa gjorde han ogsaa mindre Fortræd. Men Ulykken er, at han har et stort Talent og bruger det galt". Sml. Livserindringer (1889), 61 f. - L.30. Fri Gengivelse af Korets Sang i "Kong Salomon og Jørgen Hattemager", 21. Sc.:

Ja ja ja vort Korsør det kan
Vist vist vist som hvert andet Land
Godt godt godt bruge Pengene;
Vi ere trængen'e
Til dem forsand!
(Heib. Poet. V, 244).

44, L.19. Dagen, paa hvilken Heiberg læste "Aprilsnarrene" for Johanne Luise Pätges, var 19/3 1826. Sml. Af Jonas Collins Papirer, 77. - L.37. en Herre: Talen er om Redaktør, senere Folketingsmand og Postmester Ove T. Thomsen (1801-62), der ledsagede Johanne Luise Pätges til Heibergs Bopæl. Sml. A. D. J.S Note til Et Liv. 1. Udg. I, 522.

45, L.11. Sammen med "Recensenten og Dyret" og "Nei" er "Aprilsnarrene" Heibergs hyppigst opførte Vaudeville paa den danske Skueplads. 1938 gaves den for 274. Gang. Om Forhandlingerne ved Antagelsen sml. Af Jonas Collins Papirer, 70-80. Om Forskellen mellem Fru Heibergs og andres Udførelser sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Hist. (1921 ff.) V, 152. - L.20. Costumevæsenet: 1816 blev Dr. Ryge Teatrets Økonomiinspektør og dermed Leder af Kostumevæsenet. Han var som Embedsmand despotisk, og da han nægtede at adlyde Jonas Collins Befalinger, blev han en Tid suspenderet. Sml. E. Collin: H.C.Andersen og det Collinske Hus (1882), 588.

46, L.7. Han forfulgte mig: Sml. I, 61, 13; Heib. Familiebreve, S. 46. Til Belysning af Forholdet mellem Dr. Ryge og Jfr. Pätges tjener, at han 27/3 1828 skrev til Collin og foreslog, at Titelrollen i "Den Døvstumme" blev frataget hende, fordi hun manglede "Liv og Sans for det rørende" (T. Mus. Brevsamling). - L.14. Finansdeputeret, Etatsraad Jonas Collin (1776- 1861) var Medlem af Teaterdirektionen 1821-29 og 1842-49. Blandt hans mange gode Gerninger var ogsaa den, at han beskyttede Heibergs Vaudeviller ved deres Fremkomst. - L.29. bestemte Kunstnere: Med Poul Møllers "Hans og Trine" som Forbillede skrev Heiberg Hans og Trine i "Aprilsnarrene" for Jfr. Pätges og Rosenkilde. Zierlichs Rolle havde han tiltænkt J. A. G. Stage, men da han undslog sig, fik Carl Winsløw Lejlighed til at skabe en af sine ypperligste Skikkelser. Sml. Af Jonas Collins Papirer, 78. - L.37. intet Øieblik faldt (det) mig ind: Sml. de hermed kontrasterende Ytringer i Brevet til Zangenberg 7/6 1826 (trykt i Note til I, 15,7).

287

48, L.6. Forfatterinden Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd, f. Buntzen (1773-1856) g. 1° 1790 m. Forfatteren Peter Andreas Heiberg (1758-1841), 2° 1801 m. Friherre Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvard (1767-1815). forvist fra Sverige for Delagtighed i Sammensværgelsen mod Gustaf III. Hun boede 1826 i Overgaden o. V. Matr.-nr. 169, Gadenr. 2; sml. Note til I, 114, 35. - L.15. Lægen Nicolai Christian Møhl (1798-1830) var i 1826 Reserve-Medicus ved Frederiks Hospital; først 1830 blev han Professor. Jfr. Pätges gjorde hans nærmere Bekendtskab i det Wexschallske Hjem. Sml. I, 62, 8; 92, 17; Note til I, 132, 12. - L.17. "Der er i Himlen -": "Aprilsnarrene" 5. Sc. (Heib. Poet. VI, 18).

50, L.16. Persens: Journal for den spekulative Ide. Tidsskrift udg. af J. L.Heiberg. 1837-38. - L.19. Bellevue: Traktørsted paa Strandvejen ved Klampenborg. - L.27. en Kildevogn: Køretøj, som befordrede Publikum ad Strandvejen til Kirsten Piils Kilde.

51, L.2. Goethes "Wilhelm M eisler": Sml. Note til I, 17,6. Antagelig Rahbeks Oversættelse. Sml. Note til I, 52, 3. - L.10-32. Mignon: De af Fru Heiberg citerede Strofer forekommer ikke i "Wilhelm Meister", men i det selvstændige Digt "An Mignon" (Goethe I, 63). Sml. A. D. J.s Note i: Et Liv. 1. Udg. I, 523.

52, L.3. "Jomfruen af Odeans": Fru Heiberg har sandsynligvis benyttet Rahbeks Oversættelse ("Johanna d'Arc"), der udkom 1813. Denne havde Harboe (iflg. en Regning i hans Skifte i L.A.) købt 16/1 1828 og antagelig foræret hende. - L.27. høiere Gage: Fra 1. Juli 1825 blev Jfr. Pätges ansat som Elev med 25 Rdl. Sølv i aarlig Gage. Fra Juli 1826, da hun ophørte med at gøre Tjeneste ved Dansen, fik hun aarlig 100 Rdl. og kaldtes da "dramatisk Eleve". Fra Oktober 1827 fik hun 150 Rdl. og fra Juli 1828 aarlig 200 Rdl. Sml. Et Liv. 1. Udg. I, 521-24 og Afregningsbogen 1825-28 i Teaterark. (R. A.). - L.31. hans Bolig: Jonas Collin boede da i "den Collinske Gaard" i Norgesgade Matr.-nr. 159, d. v. s. Bredgade Nr. 4 = St. Strandstræde Nr. 3.

53, L.16. begjære mere, end Directionen: Her har Hukommelsen svigtet Fru Heiberg. Iflg. Teaterark. (R. A.) søgte hun 29/9 1832 om forøget Anciennitet og 5/5 1841 om et ekstraordinært Gagetillæg. Sml. Note til I, 227,28; Neiiendam. Breve Skuesp. II, 180; endv. Neiiendam, 44. - L.26. Kommandør, Chef for Søkadetakademiet P.F.Wulff (1774-1842), var Kunstven og kendt som Fortsætter af P. Foersoms Oversættelse af Shakespeare. Han var g. m. Hanne Henriette, f. Weinholdt (1784-1836). Ægteparrets Datter var Henriette Wulff (1804-58). - Sml. Var. til I, 294,34,

54, L.16. en af Kjøbenhavns bekjendte Damer: Sandsynligvis Fru Camilla Buntzen, f. du Puy, Edouard du Puys Datter. Sml. Note til I, 96, 37.

55, L.6. Holbergs "Julestue": Det kan ikke oplyses, hvilken Rolle Jfr. Pätges spillede ved den Lejlighed, men paa Teatret optraadte hun aldrig i "Julestuen".

56, L.29. Børn uden Skolegang: Sml. Note til I, 20,28.

57, L.19. "Et Eventyr i Rosenborg Have", som Heiberg paa Grund af 288 den megen Musik kaldte "en Operette", var allerede færdig fra hans Haand i Aug. 1826 og blev opført 1. Gang 26/5 1827. Jfr. Pätges spillede Christine og Rosenkilde Tjeneren Peter. - L.22. Komponisten Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774-1842), skrev Musiken til "Et Eventyr i Rosenborg Have", som Heiberg kaldte "genial". Han anmeldte en Opførelse i Kbh.s flyv. Post 12/10 1827 (Nr. 82). Breve fra ham til Heiberg som ung er meddelt af A. D. J. i: Museum (1890), 393-563 og i: Fra J. L.Heibergs Ungdom (Mem. og Breve XXXVII), 1922. - L.24. "En tæt Forening af Ord og Toner", Charlottes Slutningssang i "Et Eventyr i Rosenborg Have" (Heib. Poet. VI, 344), er siden ofte blevet citeret som en kort Karakteristik af Heibergs Vaudeviller. - L.30. Solodanser, Balletmester Antoine Bournonville (1760-1843) var en ypperlig Danser, men ikke betydelig som Leder og Balletskribent. Sønnen, Antoine August Bournonville (1805-79) opholdt sig fra 1824 i Paris og havde ingen Indflydelse paa Jfr. Pätges' Udvikling som Danserinde. Sml. I, 107-111 med Noter.

58, L.29. en Række Sommerskuespil: Lederne af nogle Sommerforestillinger i 1827 var Heiberg, Rosenkilde og Syngemester L.Zinck (1776-1851). Deltagerne var de Scenekunstnere (sml. Registret), Fru Heiberg nævner. 11/6 opførte de 1. Gang "De Uadskillelige", Vaudeville i 1 Akt; senere gik den over paa Repertoiret. Jfr. Pätges spillede Caroline. Rahbek kaldte Vaudevillen en "tre Gange opkogt Suppe paa Poul Møllers Pølsepind". Sml. Af Jonas Collins Papirer, 113; Heib. Familiebreve, S. 4. - L.31. Ida Wulff (1808- 76) var i nogle Aar Operasangerinde ved Det kgl. Teater, indtil hun 1831 blev gift med Hofchef, sen. Overpostmester i Lübeck, Kammerherre Ernst v. Holstein (1801-83). - L.36. Emilie Pohlmann, hvis Data ikke har kunnet nærmere fastslaas, var i Aarene 1825 og 1827 Gæst i Teatrets Sommerforestillinger. Hun gjorde megen Lykke ved sin Sangstemme og sit Skælmeri. Fru Heibergs Uvilje kan være betinget af, at to Selskaber i Sommeren 1827 konkurrerede med det Udfald, at Emilie Pohlmann gik af med Sejren. Hun spillede paa Dansk Carolines Rolle i "Alexis", og de danske Skuespillere udførte paa Tysk bl. a. den komiske Opera "Das Donauweibchen". Det Selskab, som Jfr. Pätges tilhørte, kaldte sig "Vaudeville-Theatret". Sml. Overskou IV, 764; 823. Teatrets Plakater 1827.

59, L.22. 1827 aabnede Professor Giuseppe Siboni (1780-1839) sit Musikkonservatorium paa Hofteatret. Han var paa den Tid Hovedstadens første Autoritet paa Sangens Omraade.

60, L.15. "Preciosa", lyrisk Drama i 4 Akter af P. A. Wolff, oversat af C. J. Boye, Musiken af C. M. Weber, Dansen af Antoine Bournonville, opf. 1. Gang 1822. Jfr. Pätges spillede Titelrollen 1. Gang 31/12 1827. Heiberg kaldte "Preciosa" "eet af de sletteste Stykker, som ere skrevne siden Syndfloden". (Heib. Pros. VII, 141). Han anmeldte Forestillingen i Kbh.s flyv. Post 1828 Nr. 21, men det nævnte Citat findes ikke dèr. Derimod skrev han, at Jfr. Pätges' "Hovedfortjeneste er naturlig Frihed og gratiøs Sandhed". (Heib. Pros. VII, 141). Naar Heibergs Ros skaffede Jfr. Pätges Modstandere, var 289 Grunden den, at Rollen egentlig tilhørte Rahbeks Protégé, Birgitte Elisabeth Andersen, som fem Aar forud havde kreeret den. - L.27. "det blodige Barn": I "Macbeth", Shakespeares Tragedie, som efter Schillers Bearbejdelse var oversat af Foersom (1816), udførte Jfr. Pätges "et Syn" 1. Gang 15/9 1825. Synet forekommer i 4. Akt 1. Scene (S. 83), og Verset lyder:

Blodtørstig vær, og dierv og bold,
foragt og trods hver Magt og Vold,
thi ingen født af Qvinde kan
faae Navn af Macbeths Banemand.

I Heibergs Kritik i Flyveposten Jan. 1827 af "Macbeth" (Pros. VII, 12 -13) fremhæver han "den correcte Diction, og det poetiske Udtryk, hvormed Jfr. Pätges fremsiger de faa Ord, som Digteren har lagt det blodige Barns Vision i Munden". Og videre siger han: "Dersom vort Theater kjendte sin egen Fordeel saa godt som mangt et udenlandsk, saa vilde denne unge Skuespillerinde allerede være en Guldmine for Kassen". Sml. Var. til II, 351, 39.

61, L.4. "Aabenbar Krig eller Høg over Høg", Komedie i 3 Akter efter Dumaniant's "Guerre ouverte ou ruse contre ruse", oversat af Fr. Schwarz, opf. 1. Gang 1/12 1791. 8/2 1828 spillede Jfr. Pätges I. Gang Kammerjomfruen Lise, som tidligere var udført af Teatrets komiske Skuespillerinder. - L.6. Professor i Æstetik. Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) blev 1809 Medlem af Teaterdirektionen. Hans Virkeomraade var især Censuren. - L.27. Kgl. Skuespillerinde Frederikke Nicoline Lange (1812-92), g. 1830 m. Solodanser P. J. Larcher; sml. Note til I, 32, 24. - L.28. Kgl. Skuespillerinde Elisabeth (kaldet Elisa) Frederikke Margrethe Heger (1811-91), Datter af Skuespillerparret H., g. 1834 m. kgl. Skuespiller W. Holst (1807-98). - Z,. 29. "Emilie Galotti", Tragedie i 5 Akter af G. E. Lessing, oversat af C. D. Biehl. opf. 1. Gang 1775. Jfr. Heger debuterede i Titelrollen 16/12 1827. - L.33. "Ildprøven eller Fruentimmerlist overgaar Trylleri", Lystspil i 1 Akt af Kotzebue (Die Feuerprobe), oversat af H. H. Jansen; opf. 1. Gang i 1819. De tre unge Skuespillerinder udførte deres Roller fra 13/5 1828.

62, L.4. Kgl. Skuespillerinde Anna Helene Dorothea Wexschall, f. Brenøe (1803-56), blev 1823 g. m. Violinisten F. T. Wexschall og 1834 m. Kgl. Skuespiller N. P. Nielsen. Hun var paa dette Tidspunkt 25 Aar, skønt Fru Heiberg betegner hende som en "ældre Dame". Aldersforskellen mellem dem var kun otte Aar; men Fru Heiberg vedblev, som det ses af Teksten og bevarede Breve, at sige "De" og "Fru Nielsen", medens denne sagde "du" og "Hanne". Ved Siden af Fru Heiberg var Anna Nielsen Teatrets største Navn paa Spindesiden. - L.8. Professor i Matematik Henrik Gerner v. Schmidten (1799-1831) var en af Heibergs nære Venner. - L.8. Den senere Finansminister C. G. N. David (1793-1874), der 1823 havde taget den filosofiske Doktorgrad i Göttingen, skrev omkring 1828 Teateranmeldelser i Kbh.s 290 flyv. Post. - L.10. Ermelundshuset ved Jægersborg Dyrehave var et yndet Traktørsted med Sommerbeboelse i smukke Omgivelser, knyttet til Oehlenschlägers Ungdomshistorie. Sml. hans Erindringer I (1850), 232 f. Anna Wexschall havde ved Resol. af 7/6 1827 faaet bevilget et Forskud paa 500 Rdl. for af Helbredshensyn at kunne opholde sig paa Landet i Ferien, dog ikke længere borte fra Byen, end at hun kunde tage Del i Sommerforestillingerne (Kgl. Teaters Resol. prot.). - Billeder af Huset i Museet paa Øregaard; et Kobberstik fra 1826 gengivet i "Sjællands yndigste Egne". Det er i moderne Tid delvis ombygget. - L.27-28. Digteren Adam Oehlenschläger (1779- 1850). Forud for dette Møde havde Jfr. Pätges i 1825 spillet Titelrollen i Oehlenschlägers Idyl "Den lille Hyrdedreng". - Digterens ældste Datter, Charlotte Oehlenschläger (1811-35). Hun, som 1832 blev g. m. kgl. Skuespiller Ludvig Phister (1807-96), debuterede 1833 paa Det kgl. Teater, men Udfaldet blev en Skuffelse for hende selv og Publikum. Sml. Neiiendam: Scenen drager (Et Imitationstalent) (1915), 111-33; Var. til II, 223,26.

63, L.10. en Slags Ragnhild: Fru Heiberg tænker her paa sin Rolle i "Svend Dyrings Huus", romantisk Tragedie i 4 Akter af Hertz, opf. 1. Gang 15/3 1837, - L.19. Komponisten Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau (1786- 1832). Fra samme Periode har N. C. L.Abrahams givet en tilsvarende Karakteristik af ham. Sml. Meddelelser af mit Liv, 142-44. Kuhlau var i 1826 flyttet til Lyngby. Se K. Graupner: Friedrich Kuhlau (1930), 47. - L.24. Violonisten Frederik Thorkildsen Wexschall (1798-1845) var fra 1835 Koncertmester i Det kgl. Kapel. Sml. I, 62,4 med Note, I, 84 og I, 124. Han var en fremragende Kunstner og Lærer for Gade og Paulli. Samtiden lagde ikke Skjul paa, at Wexschall ligesom Kuhlau var en Ven af Bacchus. Marie Konow kaldte Wexschall "en raa og brutal Person", sml. Nogle Barndoms- og Ungdomsminder (1902), 66. Bournonville beklagede den Modsætning, der var mellem hans Talent og hans Kundskaber, sml. Mit Theaterliv III, 3 (1878), 245-49. - L.36. "Wer niemals -" er et Citat fra J. Perinets Syngestykke "Das Neu-Sonntagskind" (1794), ikke opført paa Det kgl. Teater. - L.38. Hvad Var. til denne Linie fortæller om Chr. Winther, stemmer med N. Bøgh: Christian Winther (1900), 63 og P. V. Jacobsens Dagbøger 1827-33 (i Pers. hist. Tidsskr. 1899, 65). Naar Fru Heiberg til Krieger (II, 276) fortæller, at hun i Sommeren 1829 "spaserede i Ermelundshuset med den vævre Courmagei Christian Winther", maa det være 1827, hun tænker paa.

65, L.33. Kilden til stor Sorg: Disse Ord gav siden Georg Brandes Anledning til at hævde, at Fru Heiberg skammede sig over sin jødiske Afstamning. Herimod protesterede Bjørnstjerne Bjørnson, hvilket fremkaldte en Avisdiskussion, hvor Opfattelse stod mod Opfattelse. Bjørnson mente, at det kun var som Barn, at Fru Heiberg nærede denne Følelse, Brandes derimod, at hun aldrig kom bort fra den. Sml. Politiken 2/4, 9/4, 11/4, 18/4, l9/4, 27/4 1905. Hendes Ytringer i det opr. MS (se Var. til I, 65, 21-35) og Udfaldene mod Jøder i Brevene til Heiberg (Heib. Hjem, 288) og til Krieger (for Eks. II, 329) lader vel ikke Tvivl tilbage om, at Brandes havde Ret.

291

66, L.11. Baggrunden for Retssagen var i Realiteten meget forskellig fra Fru Heibergs Beretning, der aabenbart hviler paa Praleri fra Faderens Side. Pätges ønskede, at hans førstefødte Søn skulde døbes i den romersk-katolske Tro, men da Menighedens Præster ikke billigede en Vielse mellem en Katolik og en Jødinde, tilmed foretaget af en evangelisk-luthersk Præst, kunde Barnet ikke blive døbt paa den sædvanlige Tid, men kun Kl. 7 om Morgenen. Herover blev Pätges vred, og i Fuldskab overfaldt han sammen med en lige saa lidt ædru Bekendt to katolske Præster med Trusler og grove Skældsord. Ved Hof- og Stadsretten idømtes han en Bøde paa 200 Rdl., der senere blev nedsat. Om nogen upassende Opførsel fra Præsternes Side over for Pätges' Kone er der slet ikke Tale i Sagens Dokumenter. Sml. R. Høeg Brask i: Pers.-hist. Tidsskr. 1939, 172 f. - L.30. Jfr. Pätges spillede Julie i Shakespeares Tragedie "Romeo og Julie", oversat af Foersom og A. E. Boye, ved Førsteopførelsen 2/9 1828. Som et Kuriosum kan tilføjes, at Balleteleven Louise Rasmussen, den senere Grevinde Danner, samme Aften optraadte som en Page. - L.37. Confirmationen: Søstrene Pätges blev konfirmeret 5/10 1828 i Trinitatis Kirke. De var Nr. 3 og 4 blandt 83 Piger og 48 Drenge. Sml. Konfirmand Prot. for Trinitatis Menighed (L.A.).

67, L.1. Præsten i vort Sogn: Familien Pätges boede da i Pilestræde 124 (nuv. Nr. 46) i Stuen (1. Etage). Præsten var Valdemar Henrik Rothe (1777

-1857); han blev i 1822 resid. Kapellan ved Trinitatis Kirke, senere Sognepræst, og Dr. theol. Fr. Nielsen kaldte ham "en rigt begavet Natur med opladt aandelig Sans". Se Biogr. Leks. XIV, 371. - L.19. Kierkegaards Artikel "Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv" fremkom som 4 Feuilletoner i "Fædrelandet" 1848 (Nr. 188-91). (Trykt i Kierkegaard: Saml. Værker (1901 ff.) X. 319-44). Sml. II, 134,7 med Note.

68, L.37. "Det Barn -": Sidste Vers af Ingemanns Digt "I fjerne Kirketaarne hist -" (Ingemann: Saml. Skr. 4. Afd. VII (1861), 246).

69, L.6. "Elverhøi": Frederik VI paalagde i Reskript af 31/5 1828 Teaterdirektionen at lade udarbejde et Festspil til Formælingshøjtideligheden mellem Kongens Datter, Prinsesse Vilhelmine, og hans Fætters Søn, Prins Frederik Carl Christian (Frederik VII). Der skete Henvendelse til Oehlenschläger, J. L.Heiberg og C. J. Boye. Man foretrak Heibergs Udkast fremfor Planen til et Opera-Feeri fra Hedenold, "Sigrid med Sløret", som Oehlenschläger indsendte. Boye ønskede kun at skrive Prologen og Sangen, der skulde synges af Publikum. Aktstykkerne vedr. "Elverhøi"s Tilblivelse er trykt i Af Jonas Collins Papirer, 156-86, og senere benyttet af P. Hansen i hans Udgave af Stykket (1891). Dets Historie er skildret af Neiiendam: Ved "Elverhøi"s 700. Opførelse, udg. af Det kgl. Teater (1938). Det er det hyppigst opførte Skuespil af Nationalscenens Repertoire. Indtryk fra Premieren er givet af Benedicte Arnesen Kali i Livserindringer (1889), 109. - L.7. Frederik den Sjettes Datter Vilhelmine (1808-91) viedes 1/11 1828 i Christiansborg Slotskirke til Prins Frederik (VII). "Elverhøi" opførtes 1. Gang 6/11 s. A. - L.17. jeg gik til Nielsen: 23/10 1839 skrev N. P. Nielsen til J. G. Adler: 292 "Vel veed jeg, at Fru Heiberg senere nævner Lindgreen som sin Lærer; thi det er hende maaske behageligst at kalde den Lærer, om hvem hele Verden vilde kunne indsee, at han næppe i den Retning kunde lære hende noget; men jeg beraaber mig paa Chefen og Conferenceraad Collin, som have i min Bopæl været tilstæde for at overvære daværende Jfr. Pætges Prøve som Preciosa og som Julie i Shakespeares Romeo." Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 181.

70, L.14. det eneste reelle Udbytte: Fru Heiberg har glemt, at Vielsen ogsaa betingede Oprettelsen af Prinsesse Vilhelmines Brudeudstyrslegat, der eksisterer endnu. - L.17. Fru Heibergs Underkendelse af Kuhlaus Part i det Samarbejde, som førte til "Elverhøi", modbevises af Breve fra Komponisten med Nodemanuskripter i Heib. Ark. I Indledningen til den trykte Udg. af "Elverhøi" gjorde Heiberg Rede for sine og Kuhlaus Kilder. Alle Sangnumrene, med Undtagelse af Jægerkoret og Slutningskoret, er fortidige, benyttet med mere eller mindre væsentlige Forandringer af den geniale Komponist, "der maaske aldrig viste sig mere opfindsom end just i de Baand, han her paalagde sig." (Sml. Heib. Pros. IV, 48.) Den ypperlige Idé at anvende "Kong Christian" til Slutningssang var et Laan fra Nicolai Søtoft, der 1821 havde benyttet de pompøse Toner baade i Ouverturen og Slutningen af Skuespillet "Christian den Fierdes Dom". Forøvrigt gentog C. N. Rosenkilde Ideen i "Vennernes Fest", opført 1826. Om Heibergs Forhold til Musiken, særlig i Vaudevillerne sml. Torben Krogh: Heibergs Vaudeviller (1942).

72, L.23. Agnete: De Elskovserklæringer, som Ridder Ebbesen siger til Agnete i "Elverhøi", var Udtryk for Heibergs Kærlighed til Jfr. Pätges. Sml. I, 78, 35; endv. Krieger II, 77. Hun spillede ikke denne Rolle i 27 Aar, men i 20 Aar, sidste Gang 3/3 1849. Først bar hun en stiliseret landlig Dragt, men i de senere Aar var hun klædt som Bondepige (Kostumetegninger i T.Mus.). Elisabeths Rolle, hvortil Ida de Bombelles f. Brun formentlig var Heibergs Model, udførte hun 1. Gang 10/10 1855. - L.31. "Forleden sendte jeg -": Heib. Poet. IX, 476. Teksten i Heibergs originale Brev (R. A.), har "Imorges sendte jeg -". Sml. Heib. Hjem, 39 og 420.

73, L.4, Fra Okt. Flyttedag 1828 og til deres Død boede Ægteparret Pätges i Holmens Gade 121, Hj. af Vingaardsstræde. Lejligheden bestod af 5 Værelser foruden Køkken og Spisekammer; Huset, der var en smuk Ejendom, bygget kort efter Branden 1794, blev nedrevet 1932. Herfra averterede Pätges 1. Gang (Adr. 8/11 1828) sine Varer:

Spiseseddel.
Hos Tracteur Pätges paa Hjørnet af Holmensgade og Viingaardsstrædet 121, 1. Sal kan, foruden de saa bekjendte gode Blodpølser, idag (Mortensaften) fra Kl. 12 Middag erholdes: Carbonade med Kartofler 16 sk., Beufsteg med ditto 16 sk., Gaasesteg med Rødkaal 16 sk., Kalvesteg med Kartofler 16 sk., Gaas i Gelee 20 sk., Pressesylte 16 sk. samt ekstra fine tillavede 293 Æbleskiver, hvorpaa dog, saavidt muligt, Bestillinger saa tidligt muligt udbedes.

- L.6. lians elskværdige Søster: Anette Arentine Harboe (1808-87). - L.25. Juletræet var paa den Tid noget nyt i København og ikke udbredt i Samfundets jævne Lag. Det første tændtes 1811 i Ny Kongensgade hos Holsteneren Dr. phil. Kommitteret M. G. Lehmann. Sml. Johs. Lehmann: Mænd og Meninger (1942), 164-71. - L.34. Det Wexschallske Hus var i Laxegade Matr-nr. 203, Gadenr. 8, nu en Del af Landmandsbankens Bygning paa Gadens nordre Side.

74, L.36. en ung... Militair: Saafremt Fru Heibergs Oplysning (I, 87,1) at denne senere faldt i Duel, er rigtig, maa det formentlig dreje sig om Hans Georg Schlotfeldt (1805-34), som efter 1820-25 at have gennemgaaet Kadetskolen i København fra Slutningen af Januar 1826 som Sekondløjtnant (senere Premierløjtnant) laa ved Oldenborgske Infanteriregiment i Rendsborg. Han forblev her, til han 23/5 1834 faldt i Pistolduel i Nobiskrugerskoven ved Rendsborg efter at have udfordret sin Kaptajn paa Grund af en Konflikt i et Tjenesteanliggende. If. Regimentets Stabsrapporter (i Hærens Arkiv) besøgte han København paa Ferie 7/7-19/9 1827 og 24/6-1/9 1830. - Han skal have været en køn ung Mand, der gjorde megen Lykke, hvor han kom hen. Forholdene omkring den tragiske Duel viser ham som højst ærekær (se Generalauditørens Relationer Nr. 258, 1834, Hærens Arkiv). Hans Moder Enkefrue, Justitsraadinde Anna Maria S., f. Dixen, boede formentlig i København fra 1826.

76, L.10. hans Portrait findes nu i T.Mus., hvor ogsaa et Smykkeskrin, en Gave fra Harboe, opbevares. Herom skrev Fru Heiberg 24/12 1878 til Datteren Lelia: "For 51 Aar siden fik en ung Pige, kaldet Johanne Luise Pätges, denne Smykkeæske i Foræring af en trofast Barndomsven, hvis Navn var Harboe. Ethvert Rum deri kunde fortælle mangt et Eventyr om denne unge Pige, ifald de kunde tale. Dog, af megen Tale kommer Fortræd, men Tavsheden er sikker, saa det er godt, at disse Rum maa gjøre en Dyd af Nødvendighed." (T.Mus.). Skrinet maa være foræret i sidste Halvdel af 1828, da der er Plads deri til det Kors, Heiberg gav hende til Konfirmationen. - L.39. være hendes Fader: Harboe kunde ikke være Jfr. Pätges' Fader. Han var kun 12 Aar ældre end hun. Sml. Note til I, 21, 18.

77, L.8. Heiberg havde... faaet fast Ansættelse: 6/1 1829 udnævntes Heiberg efter Ansøgning af 27/12 1828 til Teaterdigter og Oversætter med 600 Rdl. i Gage. Embedet som Oversætter havde staaet ledigt siden N. T. Bruuns Død i 1823. "Om Pladsen ogsaa er nok saa ringe," skrev Heiberg til Jonas Collin, "saa vil den dog altid være mig kær, naar den er her i Byen (thi i Provinserne vil jeg nødig være) og ved Theatret, som dog er den Genstand, der interesserer mig mest." Han ønskede at blive betegnet som "Theater-Digter, saaledes som det er Skik ved flere fremmede Theatre." Teaterark, kgl. Res. 1829 (R. A.). - L.17. et Brev: Synes ikke at være bevaret. Sml. Heib. Familiebreve, S. 16.

294

78, L.17. Til Belysning af Jfr. Pätges' Forhold til Fru Gyllembourg og hendes Søn i den nærmest følgende Tid gengives her det eneste foreliggende Brev fra hende til Fru G. før Ægteskabet. Det er udateret, men maa efter Indholdet være fra Jan.-Febr. 1829. Haanden er Jfr. Pätges', men Udskriften af Harboe, som antagelig har hjulpet hende med Ortografien (sml. det eneste foreliggende Brev fra Fru Heiberg til Fru G. i Heib. Familiebreve, S. 114-16).

Gode Frue Gyldenborg
Først i Gaar erfarer jeg at De er syg, ellers havde jeg for længe siden ladet spørge til Deres Befindende, for selv at komme tør jeg desværre ei, da min Moder siger jeg ei har haft Mæslinger og hun frygter for Smitte. Stakkels Frue som dog maatte faae dem, dog haaber jeg det snart er overstaaet, hvis denne lille Correspondence ikke generer Dem, beder jeg paa denne Maade at erfare noget om Deres Bedring thi hos Madamme Wexschals kan jeg ei heller faae noget at vide da hun ogsaa er syg.

Min Broder var i Gaar hos Deres Herr Søn og igjennem ham erfarede jeg først Deres Sygdom. - Af Hjertet beklager jeg Dem, men glæder mig til at høre om Deres Restitution, thi blandt Deres meest deeltagende og oprigtige
Veninder, nævner jeg
Hanna Pætges .

Af Heib. Familiebreve S. 16 fremgaar, at Brevet, der findes i N. k. S. 3066, 4°, maa være ældre end 14/3 1829; Mad. Wexschall optraadte paa Grund af Sygdom ikke mellem 13/1 og 21/2 1829 (sml. Det kgl. Teaters Direktionsprotokol 29/1 1829).

L.40. "Prindsesse Isabella eller tre Nætter ved et Hof", Lystspil i 3 Akter af Heiberg, blev opført ved Dronningens og Prinsesse Carolines Fødselsfest 29/10 1829, men ikke oftere. Jfr. Pätges spillede Titelrollen, Anna Wexschall hendes Hofdame Laura. Sml. I, 109-110 med Noter.

80, L.6. Begge suspenderede: Kun Harboe var suspenderet, nl. fra 10/2 1829, efter at Kollegiet 29/1 s. A. havde begæret Klædeoplagets Varelager opmaalt. Mistroen mod ham "grundede sig paa det Levnet, denne fører, som gjør det upaatvivleligt, at han forbruger mere end de 600 Rdl., han har i Vartpenge"' (se Klædeoplagets Journal 1829, Nr. 2). Sml. Note til I, 21,18. - L.17. betale dit aarlige Ophold: Om denne Sag ses intet i Det kgl. Teaters Arkiv. Jfr. Pätges havde paa dette Tidspunkt 200 Rdl. i fast Aarsindtægt og maa dermed have været i Stand til selv at betale sit Ophold. Sml. Noter til I, 52, 27 og 99, 39. - L.39. et Brev... til Kong Frederik den Sjette: Harboe efterlod sig en Ansøgning til Kongen, der af hans Moder gennem Kollegiet gik til Kabinettet, i hvis 1. Memorialprot. (Skr. 421) flg. udaterede Uddrag findes: "Assistent... Harboe søger om hans efterlevende Moder maa tillægges det hele Beløb, eller en Deel, af de Vartpenge, af 600 Rdl. aarlig, der vare ham tilstaaede, da hun, saavelsom hans 2de Sødskende, ved det Selvmord han var i Begreb med at begaae, ville miste deres eneste Støtte. - Han 295 bønfalder tillige om Deres Majestæts Naade og Tilgivelse for hans straf vær dige Handling."

81, L.2. Harboes Moder hed Marie Dorothea Kummerlehn, f. Neumann (1770-1843), g. 1° m. Forvalter v. det kgl. Klædeudsalg A. Harboe, 2° m. Klædefabrikant J. F. K. Sml. Note til I, 21, 18. - L.14. Den 1ste Januar: Denne Dato for Flytningen til Wexschalls, efter hvilken Jfr. Pätges ikke saa Harboe mere, lader sig ikke forene med den foregaaende Skildring af Samværet mellem dem efter Suspensionen 10/2. Flytningen fandt antagelig Sted omkr. 1/3, da Harboe ikke siden dette Tidspunkt indfandt sig i det Pätges'ske Hjem. (Sml. Note til I, 87, 38). At Fru Heiberg selv har følt sig usikker med Hensyn til Kronologien i den forudgaaende Fremstilling, synes at fremgaa af Var. til I, 72, 37. - L.37. "Der er Taarer -": Første Vers af Hertz's Digt "I Udlandet. Neapel 1834." (Hertz: Digte IV (1862), 10).

83, L.4. Traktør Pätges døde i Hjemmet i Holmensgade 12/11 1834, 58 Aar gl., og blev begravet paa Assistents Kirkegaard, katolsk Afd. Sml. Note til I, 73, 4. - L.17. Anna Wexschalls eneste Barn, Thora Marie, fødtes 2/7 1824 og døde af Brystsyge 10/5 1848. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 77. - L.20. Dorothea Liunge (1803-60), en Søster til Redaktør A. P.Liunge, styrede det Wexschallske og siden det N. P. Nielsenske Hjem. Efter Anna Nielsens Død kom hun i Huset hos Amtmand Orla Lehmann, med hvis Hustru hun var beslægtet. Hun døde i Vejle 1860.

85, L.2. Rimeligvis Oehlenschlägers Tragedie "Carl den Store", som udkom i Marts 1829 og opførtes 1. Gang 12/10 s. A. med Anna Wexschall som Imma og Jfr. Pätges som Bertha. - L.35. "fødes af-": Chevalier'ens Replik i "Ninon" 4. Akt, 8. Se:

Ingen ændser,
At jeg i søde smertefulde Timer
Har seet dem (*dolgoe O* Suk og Klager) fødes af min Sjæls Beklemthed.
(Hertz. XII, 173).

- L.36. Nielsen: Sml. Noter til I, 24, 2 og I, 69, 17; I, 99, 3. Jfr. Pätges' ændrede Syn paa N. P. Nielsen skyldtes formentlig især Heiberg. Det var paa denne Tid (1829), at han skrev Scenen mellem Skuespilleren og Døden i "En Sjæl efter Døden", der udkom i "Nye Digte" 1840. Sml. Schlichtkrulls Udg. (1919) og Heib. Familiebreve, S. 73.

86, L.23. hin Militair: Sml. I, 74, 36.

87, L.34. tre Maaneder: Der kan kun være forløbet ca. 3 Uger (sml. Note til I, 81, 14). - L.38. Herman er... død: Assistent Harboe skød sig i Munden paa Tømmerpladsen 21/3 1829. Ved Forhøret paa Kongens Fogeds Kontor forklarede bl. a. Forvalter Reumert (1787-1829), at Generaltoldkammeret og Kommercekollegiet havde paalagt Politiet at arrestere Harboe, fordi han var mistænkt for at have solgt Klæde til nogle Skræddere her i Byen. Om Harboes Skyld blev imidlertid intet bevist. 29/4 s. A. gjaldt 296 Forhøret Forvalteren, som havde hængt sig, da det ved Undersøgelsen var konstateret, at han havde foretaget omfattende Bedragerier. Sml. Journal for Sager det kgl. Klædeoplag vedr. 1829-31 (R. A.); endv. Prot. for de Undersøgelsesforhør, som forefalde ved Kongens Fogeds Embede 1822-33, 219 (L.A.); Kbh.s Politidirektørs Arkiv, 5. Prot., sluttede Sager for April 1829. Nr. 108/1532 (L.A.). Sml.Note til I, 21, 18; Var. til I, 89,18 og 89, 38.

88, L.9. 26 Aar: Der synes her og maaske S. 89, 20 at foreligge en urigtig Tidsangivelse. Oplysningen S. 88, 13 om Heiberg er næppe heller korrekt (sml. Var. dertil). - L.10. min ulykkelige Vens Søster: Det første bevarede Brev fra Arentine Harboe til Fru Heiberg er dat. 27/10 1843, altsaa ikke 26, men 14 Aar efter Broderens Død. Hun sendte da Fru Heiberg efter hendes Ønske en Lok af den Afdødes Haar. Senere udviklede Bekendtskabet sig til et Venskab, der varede til Livets Ende. En Tid var Frøken Harboe i Huset hos F. L.Høedt; efter Heibergs Død boede hun i nogle Uger hos Fru Heiberg. Det ovennævnte og andre Breve i Fru Heib. Ark. Sml. Peter Gradmans Skildring i Berl. Tid.s Søndagsnummer 7/1 1940.

90, L.5. en lystig Rolle: Jfr. Pätges optraadte 23/3 1829 1. Gang efter Harboes Død i "Ildprøven", hvor hun spillede Kammerpigen Cordula. Sml. Note til I, 61, 33. - L.22. De Kunstnere fra Det kgl. Teater, som fra 19. Juni til 31. Juli 1829 gav Forestillinger paa Christiania Teater, var foruden Jfr. Pätges Ægteparret Wexschall, N. P. Nielsen og Christen Foersom. Det var det første Gæstespil af et Ensemble fra Nationalscenen paa et andet Lands Teater. Repertoiret bestod af Brudstykker, deribl. Balkonscenen af "Romeo og Julie", Scener af "Axel og Valborg", "Correggio", "Preciosa", "Jægerbruden" og "Kabale og Kjærlighed". Forestillingerne var stærkt besøgt, og Gæstespillet sluttede under stormende Applaus og Bravoraab. Jfr. Pätges fremsagde en Epilog af H. A. Bjerregaard, trykt i Kbhpost. 13/8 1829. Hun optraadte aldrig siden udenfor Landets Grænser. Mindet om hende levede længe i Christiania; sml. Krieger II, 318. Endv. T. Blanc: Christiania Theaters Historie (1899), 44 f.

91, L.12. Jomfru Lange: Jfr. Pätges spillede allerede 30/11 1828 Trine Rar sidste Gang, hvorefter Rollen blev overtaget af Jfr. Lange; sml. Note til I, 61, 27. Om Heibergs Opfattelse af, hvorledes Rollen skal spilles sml. Pros. IV, 57-64.

93, L.7. Jacob Worm Skielderup (1804-63), Søn af Professor i Medicin Michael Skielderup (1769-1852). Han var Filolog og Jurist, Højesteretsadvokat og senere Statssekretær, flere Gange Direktør for Christiania Teater. Sml. Heib. Hjem, 47; Heib. Familiebreve, S. 20; Krieger I, 54. - L.9. Christian Rasmus Hansson (1807-72), norsk juridisk Student, senere Sorenskriver. Han skrev bl. a. i "Morgenbladet" 1829 forskellige æstetiske Bidrag o. lign. En Prolog af ham paa 9 Vers, fremsagt af N. P. Nielsen ved det kgl. danske Skuespillerselskabs første Forestilling i Christiania 19/6, er aftrykt i Kbhpost. 2/7 1829. Sml. Heib. Hjem, 46f.; Heib. Familiebreve, S.20. 297 1852 anbefalede han Student Henrik Ibsen til Heibergs Bevaagenhed. Sml. Heib. Hjem, 420f. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 117. - L.22. "Præservativ mod Søsyge": Se Heib. Poet. VIII, 325-27. - L.36. Digteren Christian Winther (1796-1876); sral. Note til I, 63, 38.

94, L.19. C.N.Davids Brev af 12/6 1830 (Fru Heib. Ark.). - L.24. "Preciosa", sml. I, 60, 15 og Note. - L.33. I Oehlenschlägers "Hroars Saga" forekommer Skulde, Rolf Krakes Søster, en skæbnestyrende Norne i nordisk Mytologi. Oehl.'s Digt "Hrolf Krake" var blevet angrebet i Maanedsskrift for Litteratur, 1829, I, 424 ff. og forsvaret af C.Hauch i Kbhpost. 6-7/7 1829 (Nr. 106-7). - L.38. I Fru Heib. Ark. er der ikke andre Breve fra Fru Gyllembourg fra den norske Rejse end de to nedenfor meddelte (det sidste med Efterskrift af Heiberg). Sml. Heib. Familiebreve, S. 103-09.

95, L.8. Citatet er en fri Gengivelse af flg. Linjer fra 4. Vers af Grundtvigs Digt "Dronninge-Stolen":

I Grunden er Bark ikke Træ saa nær,
Som fjærne, der have hinanden kjær.
(Grundtvig. Poet. Skr. V (1883), 372).

- L.30. I Kjøbenhavnsposten skrev Redaktørens Søster, Dorothea Liunge, der deltog i Rejsen som Anna Wexschalls Selskabsdame, smaa Korrespondancer om Skuespillernes Optræden i Christiania. Sml. 29/6 1829 (Nr. 101), og flg. Numre til 13/8 s. A. Sml. Note til I, 83, 20. - L.35. de daarlige Digte af Castelli: Hermed mente Fru Gyllembourg "Hvorledes dømmer Verden?" og "Nichts und Etwas", som N. P. Nielsen deklamerede.

96, L.2. Sauvegarden: Til Jfr. Pätges' Oplæsnings-Repertoire hørte Chr. Winthers Digt "Sauvegarden". (Winther: Saml. Digtninger V (1860), l-5).

- L.7. Hansen: *dolgoe O* Hansson, sml. Note til I, 93, 9. - L.13. al den Triumf: Adam Oehlenschläger blev 23/6 1829 laurbærkranset i Lunds Domkirke af Tegnér. Hans Digt i den Anledning blev trykt i Kbhpost. 26/3 (Nr. 101) s. A. Oehlenschlägers Svar "Hilsen til svenske Venner" tryktes 1. Gang i Kbhpost. 29/6 1829 (Nr. 102); Oehl. XX, 151-59. - L.18. Dr. J. P. Mynster (1775 -1854) var Sjællands Biskop fra 1834 til sin Død. - L.25. Georg Buntzen: Sml. Note til I, 125, 34. - L.37. Camilla Buntzen: Komponisten du Puys Datter Camilla Cécile Victoire (1790-1871) blev 1809 g. m. Grosserer Andreas Buntzen. Sml. Note til I, 97, 33.

97, L.24. min Falsterske og lydske Familie: Ang. Fru Gyllembourgs Familie se F. lürgensen & P. Hennings: Slægtregister over de indbyrdes beslægtede Familier Sangaard, Buntzen, Koch og lürgensen (1910). - L.26. Regensprovst, Professor F. C. Petersen (1786-1859) var g. m. Fru Gyllembourgs Søsterdatter Bolette Sophie f. lürgensen (1795-1881), Datter af Dispachør F. C. lürgensen og Lise f. Buntzen. - L.27. Fru Gyllembourgs anden Søsterdatter Johanne (Hanne) Christine Winge f. lürgensen (1798- 1835) var g. m. Konsulatssekretær, senere Grosserer O. B. Winge (1785- 298 1867). - L.28. En lille Falstersk Søsterdatter: Fru Gyllembourgs Søster, Laurentze Marie Buntzen (1781-1854) var g. m. Sognepræst H. C. E. Koch til Horbelev (1774-1847) og havde 11 Børn. Talen maa være om Datteren Laurentze Marie (1815-75) g. 1854 med Skolelærer Peter Jensen. - L.33. Grosserer Andreas Buntzen (1781-1830), en Fætter til Fru Gyllembourg, gik fallit 1820 og sank dermed fra stor Rigdom til Fattigdom. 1829 blev han Kornskriver i Kbh. Sml. Note til I, 96, 37.

99, L.22. Det nye Stykke var "Prindsesse Isabella". Sml. Note til I, 78, 40. - L.36. Kgl. Skuespiller Christen Martin Foersom (1794-1850), en af Nationalscenens betydeligste Naturkomikere, hvis Navn særlig er knyttet til Heibergs og Hertz' Skuespil. - L.37. Peter R.Duborgh (1792-1853), fransk Vicekonsul i Christiania. Sml. Heib. Familiebreve, S. 20. - L.38. min Fader: Forfatteren Peter Andreas Heiberg. Sml. Note til I, 48, 6. - L.39. Indstillingen fra Directionen: Jfr. Pätges blev indstillet til kgl. Ansættelse samme Dag som Christopher Hvid. Teaterdirektionen skrev, at det vilde "være upassende, om man ikke paa samme Tid bragte det andet Subject, Eleven Johanne Pätges, der længe har været ved Scenen og ved mange Leiligheder har aflagt uimodsigelige Beviser paa et sieldent Talent, i Forslag til temporair Ansættelse. Som Elev har hun i den sidste Tid havt 200 Rdl. Sølv aarlig. Directionen ønsker, at hun maatte begynde med 300 Rdl. Sølv regnet fra 1. d. M.". Frederik VI bifaldt Indstillingen 18/7 1829. (Teaterark. Kgl. Res. (R. A.)).

100, L.3. norske Ryttere: Sml. Var. til 102, 10-12. - L.16. Peder Carl Lasson (1798-1873), senere Justitiarius i Norges Højesteret, g. m. Ottilia Pauline Christine Munthe af Morgenstierne (1804-86). Venskabet med dette Ægtepar varede Livet til Ende. Sml. Krieger II (Registret).

102, L.24. Krogkleven, et overordentlig skønt og mærkeligt Vejstykke i Ringerike 17 km fra Oslo.

103, L.40. Udtryk for Fru Heibergs varme Kærlighed til Norge, hvor hun ofte tilbragte Sommeren i sin Enkestand, findes bl. a. i hendes Breve til Krieger. Sml. III, 200 ff.

104, L.16. en ung, smuk Candidat: Kgl. Skuespiller, senere Kammerraad Christopher Hvid (1803-72) var ikke Kandidat, men havde studeret Medicin, inden han 24/3 1829 debuterede som Kasper i "Jægerbruden". Han var i Besiddelse af en god Basstemme, der straks skaffede ham kgl. Ansættelse, men iøvrigt kun "en stiv Pænhed", som Overskou skrev (IV, 874). 1858 af gik han fra Teatret og blev Inspektør ved Sygehjemmet paa Rolighedsvej. I en Karakteristik af ham ved hans Død siges det, at det var Interesse for Jfr. Pätges, som førte ham til Scenen. Sml. Søndags Posten 11/8 1872 (Nr. 450); endv. Neiiendam, 58ff. Sejer Kühle mener (Frederik Paludan-Müller (1941), 79 -85), at Hvids Forlovelseshistorie gav Digteren Tilskyndelse til Handlingen i hans Digt "Dandserinden".

106, L.18. Hviids Moder hed Anette Christine f. Jernstedt (1769-1838), g. m. den danskfødte Læge Dr. med. Carl Adolph Hvid i Goteborg (1752- 299 1804). - L.34. "I Aar -": Se Heib. Poet. IX, 468. Versets Ordlyd stemmer overens med en usigneret Udfærdigelse med Heibergs Haand paa en Lap Papir i Fru Heib. Ark., paa hvis Bagside Fru Heiberg har skrevet: Da jeg var blevet forlovet med Hvid. Sml. Fru Gyllembourgs Brev til hende 22/11 1829 (Heib. Familiebreve, S. 109).

107, L.20. 1829 kom August Bournonville tilbage fra Operaen i Paris og blev Ballettens myndige Styrer. Dansekunsten hos os trængte da i høj Grad til Fornyelse. Forholdet mellem Bournonvilles og Vincenzo Galeottis (1733- 1816) kompositoriske Talent kan udtrykkes saaledes: Medens Galeotti ballettiserede Tidens yndede Komedier og Tragedier, komponerede Bournonville originale Danse og dramatiserede dem. Indadtil skabte han Balletetaten, og udadtil gjorde han Dansen til en selvstændig og national Kunstart. Sml. Note til I, 57, 30. - L.27. "Søvngjængersken", Ballet i 3 Akter af Aumer, indrettet af August Bournonville. Musiken ved F. Herold; opført 1. Gang 21/9 1829. Bournonville kreerede heri Forpagteren Edmund, men "Søvngjængersken" var ikke hans første Arbejde efter Hjemkomsten; det var "Gratiernes Hyldning", opf. 1. Gang 1/9 1829.

108, L.40. Dronning Marie Sophie Frederikke (1767-1852).

109, L.2. "Prindsesse Isabella": Sml. Note til I, 78, 40. Heiberg har i en "Forerindring til Prindsesse Isabella" (Pros. IV, 51-56) retfærdiggjort æstetisk, hvorfor Balletmester Bournonville maatte optræde talende som Prins Giovanni i "Prindsesse Isabella"; men "hvad man fra underordnede, Kunsten uvedkommende Synspunkter har indvendt derimod og endog givet Publicitet," vilde han ikke svare paa. Bournonville forstod, at Heiberg ønskede at benytte den Yndest, han som Danser havde vundet blandt Publikum, men indlod sig ikke uden Modstræben paa Ideen. Det faldt ham dog ikke ind, at hans Optræden som Skuespiller "skulde fremkalde en Storm blandt Skuespilpersonalet," skrev han, "blandt hvilke min ædle Ven Nielsen gebærdede sig paa det voldsomste og raabte paa Scenens Profanation og Prostitution. Denne udmærkede og feirede Kunstner... syntes nu ikke at kunne taale den overordentlige Succes, som jeg ved min Hjemkomst opnaaede, thi allerede efter mine første Forestillinger vendte han mig Ryggen og gik i flere Aar formelig afveien for mig" (sml. Mit Theaterliv III, 2.127). Ved Opførelsen nøjedes han efter Kongens Bestemmelse med at synge en Romance, men Lystspillet gjorde ikke Lykke, og Heiberg ønskede det straks henlagt. Kongen mildnede de Chikaner, Heiberg havde været udsat for, ved at give ham et Tillæg paa 400 Rdl. til hans Gage som Teaterdigter. Sml. Heib. Familiebreve, S. 25 f og Overskou V, 61-71. - L.7. Allerede som Barn spillede Bournonville Roller i Skuespil, for Eks. Oehlenschlägers "Den lille Hyrdedreng" og Erling i "Hakon Jarl". Oprindelig havde han villet være Skuespiller, og han gjorde Lykke ved Foredrag af en Romance som Adonia i "Salomons Dom".

110, L.20. N. P. Nielsens Spil som Gesandten Fernando i "Prindsesse Isabella" medførte en Korrespondance mellem Digter og Skuespiller, der yderligere maatte irritere Heiberg og inspirere ham til Scenen mellem 300 Skuespilleren og Døden i "En Sjæl efter Døden". Sml. Schlichtkrulls Udg. (1919), 37-41. - L.27. Anna Wexschall (Nielsen) udførte 12/1 1843 Hovedrollen Dronning Agnes af Danmark i Bournonvilles Ballet "Erik Menveds Barndom". - L.29. I Holbergs "Den Vægelsindede" 3. Akt, 5. Sc. gentager Lucretia tre Gange Repliken "Det var den Gang". - L.36. Jonas Collins Efterfølger som Medlem af Teaterdirektionen, Konferensraad J. D. T. Manthey (1771-1831) var tidl. Legationssekretær og nu Chef for Ordenskapitlet. Hans Betydning for Teatret blev ringe, da han døde to Aar efter sin Udnævnelse.

111, L.17. Kgl. Skuespillerinde Birgitte Elisabeth Andersen, f. Olsen (1791-1875); sml. Note til I, 60, 15.

112, L.35. Om Flytningen se Fru Gyllembourgs Billet til Jfr. Pätges 21/4 1830 (Heib. Familiebreve, S. 110).

113, L.33. Der foreligger ingen Breve fra Jfr. Liunge i Fru Heib. Ark.

114, L.35. Ejendommen i Overgaden over Vandet, det nuv. Nr. 2, hvor Fru Gyllembourg boede, er stærkt ombygget og den tilhørende Have forsvundet. Sml. Heib. Familiebreve, S. 231.

116, L.23. Kgl. Skuespillerinde Anna Dorthea Liebe f. Jensen Sølver (1784-1838) var navnlig kendt som en ypperlig Pernillefremstiller. Paa Grund af Halthed maatte hun allerede tage Afsked fra Juli 1830; Afskedsforestillingen fandt Sted paa Teatret i Helsingør, hvor hendes og du Puys Søn, adopt. Liebe, var Organist.

117, L.12. en Anden: Af Var. fremgaar, at det var Skuespilleren og Forfatteren Thomas Overskou (1798-1873). - L.14. Digtet findes i Fru Heib. Ark. sammen med et løst Blad, hvorpaa der med samme Haand er skrevet:

Til Frue Heiberg!
afsendt af Den gamle Frue Bittermandel.
Heri Et Syebrædt.

L.37. Denne og flg. Linier hentyder til, at Mad. Liebes ene Ben efter et Brud var kortere end det andet, hvad hun bødede paa ved en Klods under den ene Fod (se P. Hansen i Nat.tid. 28/11 1891 (Aften).

118, L, 19. Heibergs Svardigt findes i de Heibergske Familiepapirer, N.k.S. 3066, 4°; en anden Udfærdigelse med Fru Heibergs Navn under (ligeledes med Heibergs Haand) ligger i Fru Heib. Ark. - L.20. "Livet er en Drøm": Allusion til Dramaet med denne Titel af den spanske Digter Calderón (1600 -81), opf. paa Det kgl. Teater 1753 og genoptaget 1838.

119, L.34. "Amors Geniestreger", versificeret Lystspil i 2 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 31/3 1830; Fru Heiberg spillede Lotte.

120, L.7. "Den Stumme i Portici", Opera i 5 Akter af Auber, Teksten af Scribe og Germain Delavigne (La muette de Portici), oversat af Heiberg, Dansen af Aug. Bournonville og P. Funck; opf. 1. Gang 22/5 1830. - L.8. Blandt C. Bruuns Kostumetegninger (T.Mus.) findes et Billede af Jfr. Pätges i Fenellas Rolle; se I, 120. Hendes Spil bedømmes i Kbh. flyv. Post 28/5 1830, hvor det paatales, at hun "ganske havde været overladt til Selvstudium." - 301 L.33. Davæ2rende stud. jur., sen. Højesteretsadvokat Edouard Buntzen (1809 -85) var Søn af Grosserer Andreas Buntzen og Camilla, f. du Puy.

122, L.25. Kgl. Skuespiller J. A. G. Stage (1791-1845) var fra 1828 Teatrets dygtige Regissør. Sml. I, 140, 20 og Var. til II, 112, 40. - L.28. Fenella blev ved "Den Stumme"s Opførelse i Stockholm 1836 udført af den franskfødte Danserinde Sophie Daguin, som under et Studieophold i Kbh. havde indstuderet Rollen med Fru Heiberg. Sml. N. Personne: Svenska Teatern VII (1925), 49. - L.34. Fru Heiberg afgav Fenellas Rolle 1840. De, der overtog den, var ubetydelige Kunstnerinder, hvis Udførelse fremhævede Mindet om Fru Heiberg; først med Danserinderne Caroline Kellermann f. Fjeldsted og navnlig med Laura Stillmann, der fra 1850 levendegjorde Rollen, fik den paany værdige Fremstillerinder. - L.38. "Den Stumme", som 1828 havde Uropførelse i Paris, gaves 25/8 1830 paa Théâtre de la Monnaie i Bruxelles, hvor Operaen blev Signalet til Revolutionen, der sprængte Statsforbundet mellem Belgien og Holland. I Følelsen af Modsætningen mellem danske og fremmede politiske Tilstande omkr. Julirevolutionen gav i Kbh. Tilskuerne deres loyale Følelser Udtryk i en stormende Hyldest til Frederik VI, da han 7/10 1830 overværede en Opførelse. Nationalsangen blev spillet, og under det revolutionære Optrin i tredie Akt, hvor Fiskerne overvælder Soldaterne, lød Raabet "Kongen leve!" Sml. Overskou V, 113.

123, L.25. I Fru Heib. Ark. findes flg. Brev fra Hvid uden Dato og uden anden Overskrift end Adressen:

Jfr. Hanna Pätges.
Efter en med Feberdrømme gjennemvaaget Nat føler jeg mig idag syg, ja meget syg; men min Sygdom er, Gud skee Lov! af den Natur at den er skjult for Verdens Øine, og ingen Læge formaaer at tilintetgjøre den Gift, der rinder i mine Aarer, hvilken vel langsomt, men dog sikkert dræber. Ingen Læge siger jeg, jo Du og Du kun ene kjender Lægemiddelet: Din oprigtige Kjærlighed . Derfor svar mig paa Samvittighed og Ære, jeg besværger Dig ved Alt hvad helligt er i Himlen og paa Jorden, svar mig, men oprigtigt, tydeligt og klart: er det sand, oprigtig, inderlig Kjærlighed, grundet paa Agtelse, Du nærer for mig, eller er er [sic] det forstilt, kun blot Venskab, en byrdefuld Tanke, som du troer ikke at burde afkaste, fordi du engang har paataget Dig den. - Er det første Tilfældet, o! saa kald mig kjærlig til din Barm, og lad mig der forsone Brøden med Angerens Taare. Men er det Sidste Tilfældet, saa forund mig blot end eengang at see Dig, sige Dig mit sidste Farvel, og glem da den miskjendte, for falsk anseete, men Dig evig hengivne
Hvid.

124, L.16. Om Ophævelsen af Forlovelsen med Hvid sml. A. D. J. i Et Liv. 1. Udg. IV, 399-407. - L.18. Anna Wexschall var 27 Aar, da hun 1830 blev skilt fra Violinisten Wexschall og kan derfor ikke, som Fru Heiberg gør 302 det, betegnes som ældre. Om de Vanskeligheder, hun gennemgik ved Skilsmissen, ogsaa af økonomisk Natur, da Boet var insolvent, sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 192. 1834 blev hun i Søllerød Kirke viet til N. P. Nielsen.

125, L.34. en Pleiesøn: Frederik Georg Julius Buntzen (1815-47), Søn af Grosserer Andreas Buntzen og Camilla f. du Puy, blev Student 1833 fra Borgerdydsskolen paa Christianshavn. Han var Heibergs Model til Balthasar i "Syvsoverdag". Et Rygte og en endnu bevaret Tradition (mundtligt meddelt af Hr. Kontorchef F. H. Eibe) vil vide, at han egentlig var Søn af J. L.Heiberg, og at Fru Gyllembourgs Viden herom var Grunden til, at hun optog ham i sit Hus. Sml. Var. til II, 137, 25. Heiberg var (i Modsætning til, hvad der staar i Varianten) ikke i Udlandet Aaret før Georg Buntzens Fødsel 1/7 1815.

127, L.31. "Seer jer i Speil", (Nehmt ein Exempel daran), Lystspil i 1 Akt paa rimede Vers af den tyske Skuespiller og Forfatter Karl F. G. Topfer (1792-1871), frit oversat af Heiberg, opf. 1. Gang 11/10 1830. Jfr. Pätges spillede deri (sammen med N. P. Nielsen) den unge Frue, som siden blev udført af Fru Hennings, forøvrigt den eneste Rolle, hvori Fru Heiberg instruerede hende (se Heib. Poet. XI, 61-113). - L.37. Kgl. Skuespillerinde Henriette Jørgensen (1791-1847) var ikke alene en meget kultiveret, men ogsaa en meget talentfuld Kunstnerinde paa et Omraade, der strakte sig fra Dronning Elisabeth i "Maria Stuart" og Lady Macbeth til Holbergs Magdelone og Jfr. Trumfmeier i "Aprilsnarrene". Teatrets unge Kunstnere, foruden Jfr. Pätges for Eks. Phister og Julie Rosenkilde, hvis Lærerinde hun var, satte megen Pris paa hende. Sml. J. W. Sødring: Erindringer I (1894), 60f.

128, L.2. Sml. Heib. Familiebreve, S. 9 og 11, hvoraf det fremgaar, at Jfr. Jørgensen var i Paris i Sommeren 1828. - L.22. Portrætmaler Jens Juel (1745-1802). Sml. Heib. Familiebreve, S. 41. Billedet af P. A. Heiberg findes nu i det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. - L.35. Om Dorothea sml. Heib. Familiebreve, 134.

129, L.20. Med denne "Roman" begyndte Bordskuffekorrespondancen, som førte til Ægteskabet mellem Jfr. Pätges og Heiberg. Fru Heiberg benyttede den, da hun udarbejdede dette Kapitel af sit Værk, og hendes Afskrifter derfra er meget korrekte, i Modsætning til mange andre Gengivelser af Breve i hendes MSS. Hvad der er bevaret af Korrespondancen, findes i hendes Ark. og er trykt i Heib. Hjem, 53-74. Sml. Pers.hist. Tidsskr. 10 R. VI, 81 ff.; Neiiendam, 65 f.

132, L.12. Møhl er død: Sml. Note til I, 48, 15. Professor Møhls Selvmord fandt Sted 3/11 1830. "Nu gaar jeg ind og slukker mit Lys," sagde han til Dr. David, da han med Lyset i sin Haand gik i Seng (Meddelelse fra Pastor R.P.Rasmussen (1937), hvis Hustru var født Møhl). Om Heibergs Forhold til Møhl sml. Rimbrevet S. 138 f. og Heib. Familiebreve, S. 43. Om Møhl som Videnskabsmand sml. Otto Mokke: Bibliotek for Læger (1940), 232-33. - L.14. Skolebestyrer, Dr. phil. Niels Bygum Krarup (1792- 1842) var g. m. Christiane Amalia Møhl (1803-76), Prof. Møhls Søster.

133, L.29. "smaa... Sedler": Sml. Note I, 129, 20.

303

136, L.22. Digteren Henrik Hertz (1797-1870). Han havde, før Fru Heiberg blev gift, faaet bl. a. "Amors Geniestreger" og "Flyttedagen" opført, hvori hun udførte Lottes og Julies Roller. - Eugène Scribe (1791-1861), fransk Skuespilforfatter, som omkr. 1840 beherskede Det kgl. Teaters Repertoire, dels gennem sit scenetekniske Mesterskab, dels ved Fru Heibergs Spil. Teatret opførte fra 1824, da Scribe indførtes, ikke færre end 72 Skuespil og 28 Syngespiltekster, som bar hans Navn. - L.37. "Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis" udkom anonymt 1830. De foregav at være skrevet af den afdøde Jens Baggesen, men Forfatteren var Hertz. Tre af Brevene var henvendt til Heiberg, to til Hauch og et til det danske Folk. Hertz fremsatte her litterære Doktriner, som var beslægtede med Heibergs.

137, L.13. "Væringerne i Miklagaard", Tragedie i 5 Akter af Oehlenschläger, Musiken af P. Jensen; opf. 1. Gang 17/11 1827. Heibergs Kritik stod i Kbh. flyv. Post 10/12-17/12 s. A. (Nr. 99-101). - L.15. tre af det lille soranske Akademis Professorer: Digteren Chr. Wilster (1797-1840), Digteren Carsten Hauch (1790-1872) og Kritikeren Peder Hjort (1793-1871). Sml. K. Arentzen: Baggesen og Oehlenschläger. VII (1877), 100 ff. - L.35. Baggesens Digt i "Skuddagen" 1/5 1814: "Til Fru Frederike Brun, fød Munter, Pindsedag 1814" (Baggesen. V, 246); det er skrevet i Tilknytning til et Digt af Heiberg "Til Fru Frederikke Brun, med Oversættelsen af to af hendes Digte, det ene til Oehlenschläger, det andet til Baggesen" (Heib. Poet. VIII, 333).

138, L.24. Rimbrevet, hvori Møhl omtales, findes i Kbh. flyv. Post 31/12 1830.

139, L.24. Professor v. Schmidten (sml. Note til I, 62, 8) døde af Brystsyge 16/7 1831 kort efter Ankomsten til St. Croix. Hans Moder var Christiane Elisabeth, f. Harboe. I T.Mus. findes et Brev fra Heiberg til ham, der fortæller om deres varme Venskab. Fru Gyllembourg skrev 9/9 1831 til hans Søster, Frk. Magdalene v. Schmidten, og bevidnede Familiens Deltagelse ved hans tidlige Død: "Jeg veed intet Menneske, om hvis Værd der er mindre ulige Mening end om ham." Sml. Heibergs Digt til ham (Heib. Poet. VIII, 384); endv. A. D. J. i Et Liv. I. Udg. IV, 408.

140, L.9. en Del af de ældre Skuespillere: Det var Frydendahl, Winsløw, N. P. Nielsen, Liebe og Stage, som understøttet af Anna Wexschall, Phister og Jfr. Pätges havde Tilladelse til at give Forestillinger i Juni 1831 paa Det kgl. Teater. - L.15. "Den første Kjærlighed", Lystspil i 1 Akt af Scribe (Les premiers amours ou Les souvenirs d'enfance), oversat af J. L.Heiberg; opf. 1. Gang 10/6 1831. Stykket blev Scribes største Sukces paa Det kgl. Teater, og Kierkegaard gav Udførelsen en aandfuld Panegyrik i "Enten-Eller" (Kierk. I. (1901), 205-253). - L.21. Kgl. Skuespiller Joachim Ludvig Phister (1807-96), Lindgreens Elev, var fra 1825 Teatrets største Forvandlingskunstner. - L.26. Til Fru Heibergs Karakteristik af Frydendahl kan føjes, at Lindgreen kaldte ham "Greven", dels fordi han var Søn af Teaterchef, Kammerherre Warnstedt, dels fordi Frydendahl, naar han var i sit fornemme Hjørne, virkede tilknappet og arrogant. Sml. Note til I, 42, 8.

304

141, L.7. Ringen Nr. 2: "Ringen eller Det af Delikatesse ulykkelige Ægteskab", Lystspil i 4 Akter, efter Farquhar (Sir Harry Wildair), af F. L. Schröder, oversat af Fr. Schwarz; opf. 1. Gang i 1792. I 1829 spillede Frydendahl Sir Harry Wildair, og fra 12/1 1831 udførte Jfr. Pätges Mrs. Wildairs Rolle. - L.22. "Muserne", Forspil i Anledning af Frydendahls Død. Opf. 15/3 1836 (Heib. Poet. IX, 169).

142, L.4. "Qvækeren og Dandserinden", Lystspil i 1 Akt af Scribe og Paul Duport, oversat af J. L.Heiberg; opf. 1. Gang 30/6 1831. Danserinden Miss Georgina var Jfr. Pätges' sidste Rolle inden Ægteskabet med Heiberg. - L.31. de gamle tyske Comedier: Der sigtes her til Ifflands og Kotzebues Komedier, som Scribes Lystspil fortrængte fra Repertoiret. - L.37. Dannelsens Præg: Den unge Officer Adolph Fibiger fortæller, hvordan Fru Heiberg omkr. 1831 optraadte i Selskabslivet: "Hun taler meget langsomt og korrekt, næsten med samme Opmærksomhed, som man taler et fremmed Sprog. Hendes Stemme er derhos noget syngende, men naar hun bliver munter, da bliver Tonen raskere og højere. Hvad Øjnene angaar, da ere de brillante!" Sml. Museum. 1894. I, 144. Det var denne Tone fra Selskabslivet, Fru Heiberg tilførte Konversationen i Scribes Lystspil.

143, L.11. Joseph Isidore Samson (1793-1871), Skuespiller ved "Théâtre français" fra 1827, en Mester i Talens Kunst. - L.12. "Statsmand og Borger", Skuespil i 5 Akter af Scribe (Bertrand et Raton ou L'art de conspirer), oversat af C. Borgaard, opførtes 1. Gang paa Det kgl. Teater 7/6 1844. Statsministeren, som Samson udførte paa "Théâtre français", var en af N. P. Nielsens Glansroller. - L.21. Om Fru Heibergs Sprog og Udtale sml. Erik Bøgh: Dit og Dat (1866), 53; Helga Stemann: F. Meldahl I (1926), 177 og III (1929), 78; P. Jerndorff: "Det danske Sprog paa den danske Scene" i Tilskueren (1908), 199f. - L.35. Fru Gyllembourg blev 9/7 1831 underrettet om Forlovelsen. Heiberg gav derimod ikke sin Fader Meddelelse derom før 2/8 s. A., da Bryllupet havde fundet Sted. Se Heib. Familiebreve, S. 47 f. og 133 f.

144, L.25. Heibergs Barndomslærer, senere Sognepræst til SlangerupUvelse, Konsistorialraad Peter Hansen (1773-1859), som Wiberg i sin Præstehistorie (III (1871), 133) kalder "lærd og saare agtværdig", var g. m. Maria Nicoline, f. Schou (1789-1871). Han sad i Embedet fra 1816 til sin Død. Sml. Heib. Hjem, 329, Fra Frederiksborg Amt. 1907, 20-46.

145, L.26. Laboratoriet: Det militære Laboratorium ved Christianshavns Vold.

146, L.13. Brylluppet anmeldtes til Præsten, to Dage før det fandt Sted. Indskrevne Forlovere var Konferensraad Jonas Collin og Traktør C. H. Pätges. (Sml. Kirkeb. for Slangerup Sogn 1824-36, Landsark.). Fru Heiberg har fortalt Erindringer fra Bryllupsdagen i Brev af 25/7 1854, deriblandt den, at "de gamle Fruentimmer, der var tilstede i Præstegaarden efter Vielsen, sagde Vittigheder, som jeg fandt høist upassende". Sml. Heib. Hjem, 198 f. Om Hvedebrødsdagene i Lyngby sml. Heib. Familiebreve, S. 111-123, 305 deriblandt Fru Heibergs Brev til Fru Gyllembourg 12/8 1831. - L.20. hendes Datter: Formentlig Dorothea Elisabeth H. (f. 1811).

147, L.11. Det fremgaar af Fru Heibergs Brev af 12/8 1831 til Fru Gyllembourg, at Huset laa tæt ved Kirken. Hvilken Idyl Kongens Lyngby paa den Tid var, giver et Kobberstik fra 1826 i "Sjællands yndigste Egne" Begreb om. - L.25. Heiberg blev fra 2/11 1830 udnævnt til Lærer i Logik, Æstetik og dansk Litteratur ved den militære Højskole. 1836 fratraadte han denne Stilling. Sml. Heib. Familiebreve, S. 32 og 81. - L.36. Om Professor David sml. Heib. Familiebreve, S. 112 og 122. Han blev 5/11 1831 viet til Georgine Nicoline Bramsen (1811-90). Sml. Note til I, 62, 8.

148, L.14. Ægteparret Heiberg boede i deres første Lejlighed fra Oktbr. Flyttedag 1831 til 1842. H.P.Holst skrev i "Fra min Ungdom" (1873) et Digt til dette Hjem. Senere, under Krigen 1864, boede Konseilspræsident Monrad i deres Lejlighed. Husets ældre Historie er skildret af Steffen Linvald i: Hist. Medd. om Kbh. (1938-39), 410-28. Det blev nedrevet i 1938. - L.35. Han skrev fra Paris: Brevet foreligger ikke. - L.36. Se Note til I, 143, 35. - L.40. I "P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg", 3. Udg. (1883), 467 fortæller Fru Heiberg: "Saa fransk var... P. A. Heiberg bleven i sine Anskuelser, at han i det sidste Aar, Sønnen var hos ham, ganske paa fransk Maneer ønskede at stifte et Parti imellem ham og en formuende ung dansk Pige, der i længere Tid havde opholdt sig i Paris med sin Fader. Men uagtet Johan Ludvig fandt Pigen meget elskværdig, var han dog fremdeles saa dansksindet, at han helst selv vilde vælge sin Brud uden alle Mellemmænd". Den unge Dame hed Juliane Elise Mathiesen (1807-90), Adoptivdatter af norsk Generalkrigskommissær M. 1831 blev hun g. m. Læge Isaac Larpent. Det var ikke i 1822, at P. A. Heiberg foreslog sin Søn dette Parti, men i 1828. Se Heib. Familiebreve, S. 10 f., 32 og 48 f.

149, L.5. Se Note til I, 143, 35. - L.7. Af saadanne Breve er der i P. A. Heibergs Arkiv (R. A.) kun bevaret eet, nemlig det nedenfor meddelte af 26/9 1831. Sml. J. L.Heibergs Brev til Faderen 1/10 s. A. (Heib. Familiebreve, S. 48 ff.). - L.21. dine Erindringer: Erindringer af min politiske, selskabelige og litterære Vandel i Frankrig. Rhapsodie af P. A. Heiberg. Christiania. 1830.

150, L.1. Etatsraad, Professor, Dr. Hans Christian Ørsted (1777-1851), den berømte Fysiker.

151, L.34. af danske Reisende... hørte mig rose: Sml. H. C. Andersens Beretning om sit Besøg hos P. A.Heiberg i 1833: "Sønnen, Johan Ludvig Heiberg, vor nuværende Theaterdirecteur, havde da nylig ægtet Johanne Louise, Danmarks, ja, man kan vistnok sige, en af Tidsalderens meest hædrede og vurderede Skuespillerinder; den gamle Heiberg var levende interesseret for at høre om hende, men jeg forstod, at han levede endnu i gammeldags, eller maaskee parisiske Anskuelser om en scenisk Kunstnerinde. Det, som var ham meest imod, sagde han, var, at hans Søns Kone skulde 306 kunne commanderes af en Theaterdirecteur; en saadan lod det til, at han betragtede som et Stykke Tyran, imidlertid var han glad ved af mig og, som han sagde, af alle Danske at høre, det var en saadan høist respectabel Pige og et virkeligt Talent." ("Mit Livs Eventyr" i Saml. Skr. XXI (1855), 128 f.). Sml. Heib. Familiebreve, S. 48 f. - L.36. Breve: Foreligger ikke. - L.39. Fra 1/8 1829 havde Heiberg Titel af Professor; Betegnelsen stod første Gang paa Plakaten 1/9 s. A.

152, L.2. Skuespillerinderne kaldtes paa Teaterplakaten enten Jfr. eller Madam - endog Caroline Walter i det 18. Aarh., skønt hendes Mand havde Rang. Men efter sit Bryllup med Professor Heiberg betegnedes Johanne Luise Heiberg som Frue, første Gang 2/9 1831. Fra 1870 blev Frk. eller Frue indført over for alle. - L.11. Sml. Heib. Familiebreve, S. 119.

154, L.5. Samværet i Sommeren 1832 i Hørsholm mellem Ægteparret Heiberg og Hertz er gennem Hertz' Digtning gaaet over i Litteraturen. Sml. de flg. Noter. - L.6. Hertz' Besøg fandt Sted 9/4 1832 og varede tre Timer om Eftermiddagen. Se Hertz' Dagbøger 1831-70 i Ny k. S. 3179, 4°. 11/4 1832 navngav han sig i Kbhposten som Forfatter til "Gjenganger-Brevene" og "Amors Geniestreger". Sml. I, 136, og Noter dertil. - L.30. Prinsesse Eboli: "Don Carlos, Infant af Spanien", Sørgespil i 5 Akter af Schiller, oversat af Rahbek og C.Molbech, opf. 1. Gang 20/9 1831. Fru Heiberg spillede Prinsesse Eboli. - L.32. "Kjøge-Huuskors": Vaudeville i 1 Akt af Heiberg, blev skrevet under Hvedebrødsdagene i Kongens Lyngby og opf. 1. Gang 28/11 1832.

155, L.9. Fru Heibergs Broder Johan Anton Pätges debuterede 21/11 1828 som William i "Intrigen ved Morskabsteatret", blev kgl. ansat 1834 og virkede som Skuespiller til Nov. 1867. Han var brugelig i mindre Roller, og til 1873 varetog han Embedet som Økonomi-Inspicient. Olaf Poulsen skildrede ham som en lille Mand med skarptskaarne Træk og hastige Bevægelser, altid ivrigt optaget af Detaillerne i sin Bestilling. - L.17. "Et Feiltrin", Drama i 2 Akter af Scribe (Une faute), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 5/6 1832. Fru Heiberg spillede Grevinde Villier.

156, L.1. kaldt frem: Fru Heibergs Erindring har her svigtet hende. Ved hendes Beneficeforestilling 19/6 1832 ønskede Publikum at fremkalde hende, men hun efterkom ikke Ønsket. Sml. Overskou V, 123. - L.18. et lille Hus: Huset i Hørsholm, hvor Ægteparret Heiberg og Hertz boede i Sommeren 1832, er nu nedrevet. Billede deraf i Jul. Clausen: Omkring det Heibergske Hus (1934). Fru Heiberg har glemt, at de forud var paa en to Dages Udflugt i Nordsjælland, under hvilken Boligen blev lejet. Sml. Kyrre: Henrik Hertz (1916), 105-16.

157, L.6. Bellmans henrivende Sange: "Fredmans Epistler" af den svenske Digter Carl Michael Bellman (1740-95). Kgl. Skuespiller H. C. Knudsen (1763-1816) havde allerede i Aarh.s Begyndelse haft Bellmans Sange paa sit Repertoire. Hertz kan ikke have lært dem første Gang at kende i Sommeren 1832, da han tidligere havde benyttet Bellmans Musik, for Eks. i 307 sin Vaudeville "Kjærlighed og Politik" fra 1827. Sml. Torben Krogh: Heibergs Vaudeviller (1942), 28. - L.32. Dronning Mathilde og hendes haardt straffede Lidenskab: Sml. Var. til II, 143, 18. Efter Dronning Sophie Magdalenes Død - hun benyttede Slottet som Enkesæde - rykkede Christian VIIs Hof 6/9 1770 ind paa Hirschholm, hvor nu Forholdet udviklede sig mellem Dronning Caroline Mathilde (1751-75) og Struensee (1737- 72), som førte til hendes Landsforvisning og hans Henrettelse. Baller, Koncerter, Illuminationer, Fyrværkerifester og Lystfarter hørte til Hoffets Fornøjelser, og smaa italienske Hyrdespil vekslede paa Slotshavens Scene under Kapelmester Sartis Ledelse med Skuespil, udført af de franske Aktører fra Hofteatret ved Christiansborg. Slottet blev nedrevet 1810-12. Sml. C. Christensen: Hørsholms Historie (1879), 33. - L.35. Citat fra Goethes "Egmont", 3. Akt. (Goethe VIII, 469).

158, L.18. Naturen har dannet levende Theatre: Fru Heiberg forudsaa her Friluftteatret i Dyrehaven, som blev oprettet 1910. Sml. Var. til I, 158,16. - L.23. "Sanct Hansaften-Spil": Oehlenschlägers dramatiske Digt fra 1803 blev - sammenarbejdet med Heibergs Vaudeville "Recensenten og Dyret" - opført under Titlen "Dyrehavsspil" paa Friluftteatret i Sommeren 1913. Derimod er Heibergs mytologiske Skuespil "Psyche" fra 1817 ikke opført. Ved at angive en egen Art af Digtninge for Dyrehavsscenen viste Fru Heiberg Forstaaelse af, at det ikke var Scribes dramatiske Intriger, der skulde løses i Skoven, men at der skulde opføres Skue- eller Festspil, som var kongeniale med den danske Natur. 1914 opførtes "Elverhøi", som siden flere Gange er blevet genoptaget.

159, L.4. Thomaskinen: Sml. Heib. Familiebreve, S. 170. - L.19. Hirschholmske Sange: Hertz' Digtcyklus "Erindringer fra Hirschholm" (Hertz. Digte I (1851), 181-200. Det her citerede Vers staar S. 182).

160, L.38. 31te Juli: Skildringen af denne Udflugt maa læses med Varsomhed. Formentlig har Mindet om den i Note til I, 156, 18 nævnte Udflugt forskudt sig i Fru Heibergs Erindring; givet er det i hvert Fald, at Hertz, der under Samværet i Hørsholm var blevet forelsket i hende, ikke deltog i Udflugten paa den étaarige Bryllupsdag, men rejste til Hovedstaden. Dette fremgaar af hans Dagbog fra denne Periode, som danner et nødvendigt Korrektiv til Fru Heibergs Skildring. Sml. Hans Brix: Analyser og Problemer II (1935), 376-82; Neiiendam, 41 f. Hertz' Dagbog fra denne Tid (N. k. S. 3179, 4°) blev først udgivet af Karl Larsen i Juleroser 1905, og derpaa 1923 under Titlen "Posthuset i Hirschholm" med Indledning af Brix.

162, L.32. en ældre, fornem Pierre: If. Hertz' Dagbogsoptegnelser ("Posthuset i Hirschholm", 68) var det General F. C. C. Frieboe (1767- 1846); Hertz nævner ogsaa Episoden med Hesten.

164, L.26. min tredie Kunstreise: Se I, 176-180. - L.34. Udenlandsreise: I April 1833 fik Hertz efter Ansøgning bevilget 400 Specier til Rejseunderstøttelse. 14/6 rejste han gennem Tyskland og Bb'hmen til Italien og vendte to Aar efter hjem over Paris.

308

165, L.1. Hyacintherne: Hertz: Digte I (1851), 196. Originalen i Fru Heib. Ark.

167, L.18. "De Danske i Paris": Heibergs Vaudeville i 2 Akter blev opført 1. Gang 29/1 1833. Fru Heiberg spillede Juliette; et Portræt af hende findes i T. Mus. Oppasseren Mikkel var en af Phisters Glansroller; et vittigt Naturstudium blev gengivet paa jysk - ikke sjællandsk - med stort Lune. Phister har hævdet, at Opfattelsen var hans og ikke Heibergs; denne vilde have Rollen spillet af C. N. Rosenkilde og uden Dialekt. Sml. O. Zinck: J. L.Phister (1896), 79. - L.19. "Dronningen paa 16 Aar": Drama i 2 Akter af Bayard (La reine de seize ans), oversat af H. C. Andersen; opf. 1. Gang 29/3 1833. Dr. Ryge og senere N. P. Nielsen udførte Statsminister Axel Oxenstjerne. - L.26. en Medaille: Dronning Kristina (1626-89) plejede at uddele en Medaille, enten i Guld eller Sølv, til lærde Mænd. Den viser Dronningens Brystbillede, prydet med Minervas Hjælm; paa Bagsiden en Sol med et Menneskeansigt. Den var udført af Erich Parise. Sml. Les Médailles romaines de Christine de Suède par le Baron de Bildt, Rome (1908), 30, fig. 16-17. (Velvillig Medd. fra Museumsinspektør Galster).

168, L.16. Kgl. Skuespillerinde Ellen (Eline) Marie Heger, f. Schmidt (1774-1842) havde været knyttet til de første Fremstillinger af Oehlenschlägers Tragedier; hun var for Eks. Thora i "Hakon Jarl" og Valborg i "Axel og Valborg". 1832 forlod hun Teatret. - Kgl. Skuespillerinde Johanne Cathrine Rosing, f. Olsen (1756-1853) havde været Werther-Tidens Skuespillerinde og var paa sine ældre Dage knyttet til Oehlenschläger-Fremstillingen. Hun gik over i Litteraturen som Rahbeks Ideal og var Anna Nielsens Lærerinde; 1823 forlod hun Teatret. - Kgl. Skuespillerinde Inger Birgitte Clausen, f. Aaslew (1762-1843) var en dygtig Fremstillerinde af ældre komiske Roller, navnlig hos Holberg. 1828 forlod hun Scenen. - L.17. Kgl. Skuespillerinde Johanne Marie Christine Spindler, f. Nick (1781-1861) var en vittig og fantasifuld Skuespillerinde, der navnlig i sin Ungdom var meget populær. Hun blev afskediget 1829. - Kgl. Skuespillerinde Mette Marie Astrup (1760-1834) var ingen betydelig Kunstnerinde, men en typisk Sceneheltinde fra det 18. Aarh., statuarisk og smuk. 1823 forlod hun Teatret. - L.28. at kaste Blomster op paa Scenen: Det var først under Italiener-Manien paa Hofteatret, at Publikum begyndte at tilkaste Scenekunstnerne Blomster. Da "Gjenboerne" 20/2 1844 opførtes 1. Gang som Studenterkomedie, blev Klint som Parodi herpaa modtaget med Kaalstokke, Radiser og andre Grøntsager. Paa Plakaten stod "Blomster og Grønt, som kun ere brugte igaar til Sangeren Rossi, leveres fra Theatret". Plakaten i T. Mus. "Smukke Lange", d. v. s. den senere Direktør i Kbh. H. W. Lange (1815-73), var i Provinserne en af de første Skuespillere, som modtog Blomsterovationer paa Scenen.

169, L.1. Berømmelse: Til den ydre Side af Fru Heibergs Berømmelse hørte ogsaa, at man foruden at kopiere hendes kokette "Favorit" ved Øret, købte Sæbe, Cigarer, Chokolade og Kager, der bar hendes Navn, og Brevpapir med Billeder af hendes Roller. Hostrup lader i "Gjenboerne" Madam 309 Smidt sige: "Aa, hvad det er for en dejlig Kage! Den smelter ordentlig i Munden; det er nok Fru Heibergs". (3. Akt, 9. Sc.). En Plante (Isolepis gracilis) fik Navnet "Fru Heibergs Haar". Se Tidsskr. for hist. Botanik 1918 -19, 1. Hefte, 42; 47.

170, L.30. Fremmede, baade Udlændinge og Danske: Om det Indtryk, Fru Heiberg gjorde paa Fremmede, sml. Neiiendam, 97 f.

171, L.26. tvang min Moder til at sige "Du": Om Forholdet mellem Fru Gyllembourg og Madam Pätges sml. Neiiendam, 69 f. og Heib. Familiebreve, især S. 124 f., 138, 175.

172, L.8. Poul Møller: Se I, 42, 16. Sml. Vilh. Andersen: Poul Møller II, 2. Udg. (1904), 197, 201.

173, L.26. de mange smaa Truper: Det er ikke rigtigt, at der ingen Skuespillerselskaber fandtes i Provinsen før 1833. Foruden Beckers tyske Selskab var Steiners, I. P. Müllers, August Werlighs, Titchens og Ehlers de mest kendte. Ogsaa fra Det kgl. Teater var tidligere udgaaet Turnéer om Sommeren. 1802 fik den berømte Skuespiller Fr. Schwarz Bevilling til at give Forestillinger i Provinsen, og 1804 foretog han den første "Kunstrejse" i Jylland. Fra 1814 udgik i en Aarrække Sommerturnéer med Nationalscenens Repertoire eller Brudstykker deraf paa Programmet. Den Heibergske Turné var saaledes ingen ny Idé, men sluttede sig til tidligere Foretagender af lignende Art, der var gennemført med vekslende økonomisk Resultat. Sml. Hingsberg og Sejr: Teater i "Aarhus gennem Tiderne" III (1941), 353- 418. Th. Overskou har i "Af mit Liv og min Tid" II skildret nogle Kunstrejser, sml. 2. Udg. (1916), l-90, ved R. Neiiendam. - L.34. Kaptajn Anthon Frederik Tscherning (1795-1874), den senere Krigsminister, var 1830-33 Heibergs Kollega som Lærer ved den militære Højskole. Ved skriftligt at kritisere det danske Hærvæsen paadrog han sig Frederik VIs Uvilje og fjernedes - under Form af en Sendelse til Tyskland, Frankrig og England for at studere Hærvæsen - i fem Aar fra Danmark. Sml. Tormod Jørgensen: A. F. Tscherning (1938), 41-46, hvor Festerne i Anledning af Afrejsen er skildret bl. a. paa Grundlag af Løjtnant Adolph Fibigers udførlige og interessante Beretning; sml. Museum 1894 I, 140 ff.; her gengives en Samtale mellem Fru Heiberg og Tscherning. Sml. endv. Kbhpost. 20/6 1833. - L.39. landsforvist ligesom P. A. Heiberg: Heibergs Fader blev 24/12 1799 dømt til Landsforvisning som Straf for sine dristige, politiske Skrifter. 7/2 1800 forlod han Danmark for bestandig.

174, L.14. Løjtnant Carl Christopher Georg Andræ (1812-93), senere Oberst og Minister, blev Livet igennem knyttet med Venskabsbaand til Fru Heiberg. Breve i Fru Heib. og Andræs Arkiver i R. A. Sml. Heib. Familiebreve, S. 72. Fl. Dahl: Det Andræ-Heibergske Venskab. Hist. Med. om Kbh. 3. R., I (1934-35), 269-321 og Neiiendam, 99 f.; 153 ff. Poul Andræ: C. G. Andræ I (1897), 137-71.

175, L.9. Franskmanden Honoré: Den franske Republiks Kommissær i Danmark H. M. N. Duveyrier (1753-1839), som her sædvanligt kaldtes 310 Honoré. Sml. P. Andræ: C. G. Andræ I, 153f.; Pers.hist. Tidsskr. 1905, 36; P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, 3. Udg. (1883), 40 ff.; i Heib. Familiebreve, S. 194. - L.27. Forfatteren, Kaptajn, senere General Frederik Ludvig Augustus Haller Baggesen (1795-1865), Digteren Jens Baggesens Søn.

176, L.17. af Princip vilde... tale derimod: Trods sit gode Forhold til Heiberg foreslog Tscherning i Rigsdagen 1853 at give Det kgl. Teater i Entreprise til den, der vilde drive det for det mindste Statstilskud. Det kunde ske, hvis han blev Undervisningsminister i blot fire Uger. Sml. Tormod Jørgensen: A. F. Tscherning (1938), 209 og Var. til II, 278, 36-279, 6. - L.32. Min tredie... Kunstreise: Fru Heibergs sidste Turné fandt Sted i Sommeren 1833. Foruden C. N. Rosenkilde og Christen Foersom deltog den senere Kammersanger Jørgen Christian Hansen (1812-80), Operasangerinden Julie da Fonseca (1814-83), Skuespillerinden Sophie Jacobine Winsløw, f. Schaltz (1800-76) og Anton Pätges. Fru Heiberg omtaler ikke, at Heiberg under hele Rejsen virkede som Sufflør. Forestillingerne begyndte i Aalborg 2/7, fortsattes i Randers og Aarhus og sluttede 18/8 i Odense. Repertoiret bestod hovedsagelig af Fru Heibergs Glansnumre, for Eks. i "Den første Kjærlighed" og,,Et Feiltrin", isprængt musikalske Intermezzoer og smaa Syngespil. Billetprisen var 4 Mark overalt i Lokalet, men 3 Mark, naar der købtes et halvt Dusin Billetter. Besøget var størst i Aalborg, hvor Selskabet gav to Ekstraforestillinger, og hvor Fru Heiberg "værdig en Dronning gencomplimenterede Publikums Applaus ved sin første Indtræden", Ogsaa i Odense var Besøget udmærket, skønt man ikke var blind for Ensemblets Mangler, men hvor til Gengæld Fru Heibergs "Minde vil længe være indpræget i hver dens Barm, der har Takt og Følelse for dramatisk Kunst". Sml. Aalborg Stifttid. 1/7 og 15/7 1833 (Nr. 105 og 112); Fyens Stifttid. 20/8 1833 (Nr. 136). Sml. Heibergs Brev til Faderen 14/9 1833 og Fru Gyllembourgs til Sønnen og Svigerdatteren 29/6 - 14/8 s. A. (Heib. Familiebreve, S. 64 ff, 124-158).

180, L.7. Heiberg havde (i Kbh. flyv. Post, 10/12 ff. 1827) angrebet Oehlenschlägers "Væringerne", hvilket førte til en Polemik mellem Digter og Kritiker, der var typisk for dem begge. I Maanedskrift f. Litt. 1829 anmeldte Heiberg nedsættende Oehlenschlägers Heltedigt "Hrolf Krake". Sml. Heib. Pros. III, 169-324. I sine Erindringer (IV, 141 f.) svarede Oehlenschläger: "Som Professor i Kiel i det danske Sprog havde Heiberg udgivet en nordisk Mythologie, hvori han især havde taget Hensyn til mine nordiske Guder og oversat mange Stykker deraf fortræffelig, men nu behagede jeg ham ikke mere; han var bleven en ivrig Hegelianer, og da mine Værker ikke opfyldte de Hegelske Betingelser, saa agtede han vel Et og Andet deri, men betragtede, med Undtagelse af de Ældste, det Øvrige som mislykket". Om Fru Heiberg skrev Oehlenschläger: "Hun fremtraadte først formummet som en lille dandsende Terpsichore i Balletten, og Heiberg var skarpsynet nok til at opdage hendes Værdi, til at tage sig af hende, lade hende opdrage og fremtræde i 311 sine Stykker, hvor hun henrev alle Mennesker ved sin ubeskrivelige Gratie, sit muntre Skiælmeri, sin Ynde, sit Genie.... Ogsaa mine Stykker har hun hædret og gavnet". Sml. Erindringer IV (1851), 45. Om det personlige Forhold mellem Heiberg og Oehlenschläger sml. Museum. 1891 II, 100-04, Heib. Familiebreve, S. 83. - L.14. Weyse: Sml. Note til I, 57, 22 og Var. til I, 294, 34.

181, L.1. Texter af Goethe: Acht Gesange mit Begleitung des Pianoforte componiert und Frau Professorin J. L.Heiberg hochachtungsvoll zugeeignet von C. E. F. Weyse. U. A. (Tekster af Goethe, Salis, Matthisson, Voss, Schiller). - L.8. Den svenske Sangerinde Jenny Lind, g. Goldschmidt (1820-87) optraadte, før hun blev verdensberømt, 1. Gang i Kbh. 10/9 1843 som Alice i Meyerbeers Opera "Robert af Normandiet". Under sine Gæstespil hos os blev hun ikke knyttet til den Heibergske Kreds, men til Bournonville, H. C. Andersen og det N. P. Nielsenske Hjem. Sml. Charlotte Bournonville: Erindringer (1903), 292-303, 317 f. Sml. II, 102, 3 og 124, 14 med Noter. - L.15. "Norma": tragisk Opera i 2 Akter af Bellini, Tekst af Felice Romani, oversat af Oehlenschläger; opf. 1. Gang 1840. Jenny Lind sang Titelrollen 3 Gange paa Det kgl. Teater i 1845. - "Regimentets Datter", Syngestykke i 2 Akter af Donizetti, Tekst af Saint-Georges og Bayard, oversat af Th. Overskou. Jenny Lind sang Titelrollen 2 Gange paa Det kgl. Teater i 1845. - L.16. "Lucia af Lammermoor", tragisk Opera i 3 Akter af Donizetti, Teksten af Cammarono, oversat af Th. Overskou. Jenny Lind optraadte ikke i denne Opera under sine Gæstespil i Kbh., men udførte Vanvidsscenen deraf ved en Velgørenhedsforestilling paa Hofteatret 10/10 1845. - L.30. en bitter Kamp: Fru Heiberg tænker her paa det religiøse Gennembrud i Jenny Linds Sind, der førte til, at hun, midt i sin fejreste Glans og kun 30 Aar gl., vendte Scenen Ryggen og viede sin Kunst til Koncertsalen og Kirken, en Beslutning, der vakte Opsigt overalt i Verden. Den havde sin Grund i Uvilje mod Livet bag Kulisserne med dets Intriger og Kabaler i Forbindelse med Frygt for, at hendes Fysik ikke i Længden kunde taale de aandelige og legemlige Anstrengelser, som et forceret Rejseliv medfører. Sml. Vivi Horn: På Sångens Vingar. Jenny Linds Levnedssaga. Helsingfors (1940).

182, L.6. Lady Teazle: Den kvindelige Hovedrolle i "Bagtalelsens Skole" (The school for scandal), Komedie i 5 Akter af Sheridan, oversat af A. G. Thorup; opf. 1. Gang i 1784. Fru Heiberg spillede 1. Gang Lady Teazles Rolle 25/11 1833. - L.7. den forrige Fremstillerinde: Lady Teazle blev tidligere spillet af Madam B. E. Andersen, en ret ubetydelig, men smuk Skuespillerinde. Rollen var et af Hovedpunkterne i Fru Heibergs Repertoire; hun spillede den 40 Gange, senest 30/5 1864, og der er næppe nogen Tvivl om, at Erfaringer fra Samlivet med Heiberg prægede og udmærkede hendes Spil fra Stykkets Genoptagelse i 1846. Sml. Var. til II, 129, 3. - L.12. De Kræfter: Ved Genoptagelsen af "Bagtalelsens Skole" i 1846 havde Michael Wiehe overtaget Joseph Surface og N. P. Nielsen Sir Peters Roller, hvad der bidrog til Forestillingens Sukces.

312

184, L.2 og 8. "Af Veien, Hr. Hykler, jeg vil tale for mig selv," (4. Akt, 10. Sc.) - "Hvad? er Konen gal?" - "Nei, min Herre! hun har faaet sine Sandser igjen." (smst.). Fru Heiberg rettede Ordene "sine Sandser" til det mere koncise "sin Forstand". - L.20. "For evig! eller Medicin mod en Elskovsrus", Lystspil i 2 Akter af Scribe og Varner (Toujours), oversat af Overskou; opf. 1. Gang 14/12 1833. Fru Heiberg spillede Mathildes Rolle.

185, L.14. Anne Françoise Hippolyte Salvetat, kaldet Mile. Mars (1779- 1847), Datter af den ogsaa i Sverige navnkundige Skuespiller Monvel. Heiberg kaldte hende "Verdens berømteste Skuespillerinde" og oversatte en Artikel fra Revue de Paris om hende. (Heib. Pros. VII, 403-40). Hun var en Mester i Fremstillingen af det Naive og forstod paa enestaaende Vis at bevare sin aandelige og legemlige Ungdom.

187, L.7. Eriksborg i Taarbæk laa lige Nord for Søbakken, opført paa en af Taarbæksdals Arvefæstegrunde, som Murmester Erich Biilberg (efter hvem Huset fik Navn) overtog 1802. Sønnen, Gustav Biilberg, arvede Lyststedet 1830, og endnu ved Aar 1900 var Hovedparcellen i Familiens Eje. Sml. E. Nystrøm: Lyngby Sogn (1934), 294 f. Heibergs boede paa Eriksborg i Somrene 1834-35 og 37. Sml. Heib. Familiebreve, S. 75, 174, 183 f. - L.37. Blomstermalerinden Christine Marie Løvmand (1803-72) udstillede 1827-71 sine omhyggeligt udførte Blomster- og Frugtmalerier paa Charlottenborg. Sml. Benedicte Arnesen Kali: Livserindringer (1889), 372-74. I Fru Heib. Ark. er der en Del Breve fra Frk. Løvmand fra Tiden 1840-72 samt MS til en Nekrolog over hende med Fru Heibergs Haand (i Lægget: B. Manuskripter).

189, L.9. Tiecks "Alfer": Den tyske Digter Ludwig Tieck (1773- 1853); Eventyret "Die Elfen" er trykt i Phantasus. I (1812), 400-430.

190, L.7. Madam Rind: N. P. Nielsens første Hustru Caroline Louise Sophie Amalie f. Walter (1795-1869), tidl. g. m. Kgl. Skuespiller H.C.B. Rind, var i sin Ungdom en meget yndet Sangerinde ved Det kgl. Teater i naive Roller, men da hun tidligt mistede sin Stemme, fik hun Afsked. Ægteskabet, som blev indgaaet 1823, og hvori der var fire Børn, ophævedes 1830. N. C. L.Abrahams skildrer hende paa de gamle Dage "som en Særling af megen Sorg og Kummer" (Meddelelser af mit Liv, 73). Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 195 f.

191, L.16. "Nina, eller den Vanvittige af Kjærlighed": Tre dram. Arbejder har paa den danske Skueplads baaret denne Titel: Galeottis Ballet, opført 1802, et Drama i 5 Akter af J. L.Heiberg, opført 1824 og August Bournonvilles Bearbejdelse af Milons pantomimiske Ballet i 2 Akter med Musik af Persuis, opf. 1. Gang 30/9 1834. "Ingen uden Fru Heiberg kunde paa den Tid udføre Hovedrollen," skrev Bournonville, "Balletten gjorde stormende Lykke, og mit Valg var fuldkommen retfærdiggjort, hvilket dog ikke fritog mig for mange Ubehageligheder og en Masse stupide Bemærkninger. Disse Rivninger havde som sædvanlig deres Virkning paa vort Publicum; den Begeistring, der ved de første Forestillinger fulgte Handlingens fortræffelige 313 Momenter, sank snart ned til den velbekjendte slappe Dorskhed, og efter en Række af meget besøgte Forestillinger blev Fru Heiberg kjed af at spille paa et lydløst Instrument og gav Rollen af. "Den fatiguerede hende" ligesom Feneila i Den Stumme." Sml. Mit Theaterliv I, 126. Fru Heiberg fik fra Teaterdirektionen et Gratiale paa 150 Rdl. for sit Spil som Nina. - L.28. Hoftheatret: d. v. s. det nuværende Teatermuseum ved Christiansborg.

192, L.18. Andrea Krätzmer: Se Note til I, 18, 35. Hun udførte Georgettes mindre Parti i "Nina, eller den Vanvittige af Kjærlighed", men meldte sig syg til Premieren, saa Rollen maatte dubleres. - L.35. Oehlenschldgers Digt sendtes ikke Fru Heiberg i 1834. Dets Titel er: Til Fru Johanna Heiberg. Den 22. Novb. 1836. Trykt i Nytaarsgave fra danske Digtere (1837), 230-34. Sml. Oehl. XXII, 187-90. Originalen i Fru Heib. Ark. - L.36. Digteren Frederik Paludan-Müller (1809-76). De sidste Linier af Nina-Sonetten, som ikke er optaget i Carl S. Petersens Udg. af Paludan-Müllers Poet. Skrifter, citerede Digteren selv, da han mange Aar senere saa Betty Schnell (senere Fru Hennings) danse. Sml. Fr.Lange: Fr.Paludan-Müller (1899), 233. Originalen til Digtet findes i Fru Heib. Ark.

193, L.34. Kongens Fødselsdag: Den 29. Januar var Teatrets aarlige Festaften, hvor i Reglen et nyt "Geburtsdagsstykke" blev opført.

194, L.1. "Alferne", Eventyr-Komedie i 1 Akt af Heiberg, Musiken af L.Zinck, Dansen af P. Funck; opf. 1. Gang 29/1 1835. Fru Heiberg spillede deri Marie som voksen; Rollen af Marie som Barn udførtes af Balleteleven Rinda Lund.

195, L.3-196, L.14. to lange... lyriske Digte: Citater fra "Alferne" Heib. Poet. II, 66 og 68; sidste Scene: smst. 87 ff.; "Men hvis du røbed -" smst. 34; "Da maatte vi drage -": Citatet lyder hos Heiberg: "Nu maae vi drage til Østerland; - Hvor aldrig med dig vi samles kan", smst. 83; "Det er Sværmeri": smst. 54. - L.16. "Men gives der dog -": Citat fra Heibergs "Fata Morgana", 1. Akt, 1. Sc. (Heib. Poet. II. 103).

197, L.1. "Debatten i Politievennen", Vaudeville i 2 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 3/12 1835. Fru Heiberg spillede Petrea. - L.2. Smudsblade: "Politievennen", som udkom 1798-1845, kan ikke kaldes et Smudsblad, i hvert Fald var Meningen at gavne, men Bladets Meddelelser om Mangler i Gaarde og Huse, om stinkende Rendestene og løbende Vandhaner, var ofte nærgaaende og til Ærgrelse for kbh.ske Smaaborgere. Derimod havde "Raketten", udgivet fra 1833 af M. Winther, Karakteren af et Smudsblad. - L.38. en Anmeldelse i "Fædrelandet": Artiklen er optrykt i Et Liv. 1. Udg. II, 354 ff. Hun beundrede den naive Komik, hvormed Christen Foersom levendegjorde saadanne filistrøse og biedermeieragtige Typer som Hattemageren i "Kong Salomon", Ledermann i "Recensenten og Dyret", Hørkræmmeren i "Debatten i Politievennen", Skaarup i "Sparekassen". Han gav disse og andre danske Lystspilfigurer den klassiske Form, som senere Fremstillere stræbte at gentage. Hun kaldte ham "et nationalt Talent"; for hendes Modstander, F. L. Høedt, var han "et Eksempel paa instinktiv Genialitet". Sml. Biogr.

314

Leks. VII, 129 ff. Han var en Prototype for den borgerlige danske Scenekunstner.

198, L.14. "Guldkorset"., Lystspil i 2 Akter af Mélesville og Brazier (Cathérine), oversat af Heiberg, Musiken af L.Zinck; opf. 1. Gang 4/3 1836. Her udførte Fru Heiberg Charlottes Rolle. - L.27. Citat fra Goethes Epigram-Samling "Vier Jahreszeiten", Sommer Nr. 35-36 (Goethe. I, 281). - L.31. "Sparekassen eller Naar Enden er god, er Alting godt", Lystspil i 3 Akter af Hertz, opf. 1. Gang 26/5 1836. Heri spillede Fru Heiberg Antonie, en af de Roller, hvori Hertz - ligesom i "Debatten" og "Den eneste Feil" - benyttede og byggede paa hendes Lune og Sans for det borgerlige i poetisk Belysning.

199, L.4. Ogsaa hos Publikum forfeilede Stykket sin Virkning: Grunden til, at "Sparekassen" ikke straks opnaaede den Sukces, som siden med Rette blev dette klassiske Lystspil til Del, var den, at Komedien havde Premiere 26/5, altsaa paa Sæsonens daarligste Tidspunkt, og den skulde tilmed konkurrere med saadanne letfængende Nyheder som "Nei" og "Capriciosa". Men der var ingen syvaarig Pause i Opførelserne, som Fru Heiberg skriver, før C. Foersom døde i Efteraaret 1850, og da var "Sparekassen" forlængst en almenyndet Komedie. Den fik en daarlig Start, men gaves dog næsten hver Sæson, og ved Stykkets indre Værdi og den udmærkede Udførelse steg Opførelsesantallet til 200 Gange i vore Dage. Blandt de 42 Skuespil, Hertz fik opført, naaede intet andet et lignende anseligt Tal. - L.31-35. Scenen med Adolf og Jansine: 1. Akt, 3. Sc. (Hertz. VII, 165); Scenen med Nicolai: 1. Akt 4. Sc. (smst. 170).

200, L.2. min Efterfølger i Rollen: En ubetydelig Skuespillerinde, Marie Eidrup, overtog 1850 Antonies Rolle efter Fru Heiberg, og nogen Sammenligning var derfor ikke mulig. Efter at Fru Heiberg i 1850erne havde skrevet herom i sit MS (IA), kom der nyere Fremstillerinder, Fruerne Hennings og Bloch, som begge fik baade den borgerlige Lyrik og Poesien med i deres Spil. De svingede imellem Graad og Smil, var søsterlige i Følelsen over for Elskeren og levede i Stykkets Milieu: Voldenes By og Tiden for Købkes Maleri. - L.6. "Nei", Vaudeville i 1 Akt af Heiberg, opf. 1. Gang 1/6 1836. Fru Heiberg spillede deri Sophie, den Vaudevillerolle, hun udførte længst ned i Tiden, senest 31/5 1863, da hun var 51 Aar. Samtiden beundrede især hendes mange Variationer i Udtalen af Ordet Nej. - Om Stykkets Motiv, som forekommer i mange Landes Litteratur, sml. Kr. Nyrop: Nej. Et Motivs Historie (1891). Han kommer til det Resultat, at Heiberg formentlig har laant Ideen fra en tysk, temmelig middelmaadig Dramatiker v. Barneckows Lystspil "Nein", der fra 1815 opførtes i Tyskland. "Men af det tarvelige tyske dusinstykke skabte han perlen i den danske vaudevilledigtning, og således bliver hans ære, om muligt, endnu større, end hvis han selv havde opfundet æmnet". (Nyrop S. 115). Kontorchef Marc. Kalckar har gjort opmærksom paa, at Nejmotivet findes i en Samling "L'Elite des Contes du Sieur d'Ouville", trykt 1644. Nyrop synes ikke at have kendt Fortællingen deri, "D'une jeune Demoiselle 315 nouvellement mariée", hvis galante Pointe med de uventede Konsekvenser af paatvungen Nejsigning kan have været i Heibergs Erindring, da hans Frue bad ham skrive en Vaudeville med dette Emne. Sml. Karl Mantzius: Nej-Motivet paa Engelsk. Dania V (1898), 1-16. - L.7. I Heibergs Breve til Faderen tales jævnligt om et Besøg i Paris. I 1833 tog Fru Heiberg fornyet Undervisning i Fransk med Henblik herpaa. Se Heib. Familiebreve, S. 48, 65, 70 og 75; sml. II, 225, 31 f. - L.9. levede af en Pension: 1802 fik P. A.Heiberg Ansættelse i det franske Udenrigsministerium, hvor han avancerede til Bureauchef. Ved sin Afsked 1817 fik han 3000 fres. i Pension. Sml. P. A. Heiberg: Erindringer af min Vandel i Frankrig. Christiania (1830), 308. - L.15. Brevene til Sønnen foreligger ikke. Se Heib. Familiebreve, S. IV. - L.18. jeg aldrig havde benyttet: Fru Heiberg har glemt, at Sommerforestillingen 19/6 1832 blev givet til Indtægt for hende.

201, L.18. Sommerforestilling: Forestillingen til Indtægt for Fru Heiberg blev givet 1/6 1836; i Heibergs Drama "Nina, eller den Vanvittige af Kjærlighed" spillede hun den Aften første Gang Titelrollen, og dernæst gaves "Nei", som først var blevet indleveret 21/5 s. A. Forestillingen varede fra Kl. 7 til 12. "Der hører vistnok noget til en hed Sommerdag at holde os Danske ved godt Humør i saa lang Tid", skrev Fr. Læssøe til Andræ, "men det lykkedes dem fortræffeligt... Publikum var hele Aftenen begeistret, og det var ganske snurrigt at see den Veltilfredshed og det gode Lune, hvormed Folk forlod Huset Kl. 12 og ønskede hinanden en god Morgen. Det hele Publikum blev ligesom et sluttet Selskab, hele den øvrige By var jo i dyb Søvn. Det var en Sjeldenhed i det gode ærlige Kjøbenhavn at see saadan en Flok Nattesværmere af Herrer og Damer. Jeg morede mig ved at følge efter ned ad Østergade og Vimmelskaftet og see de forskrækkede Vægtere komme frem som opskræmmede Natugler". Sml. P. Andræ: C. G. Andræ I, 179 f. - L.21. samlede Skrifter: Første Udg. af Heibergs Saml. Skrifter begyndte at udkomme 1833. Digtet til Nina findes i Bind V (1835). Det blev optaget i Heib. Poet. III, 178. - L.36. Emilie Bigottini (1785-1858), berømt fransk Solodanserinde, første Fremstillerinde af Titelrollen i Balletten "Nina ou la Folie par amour". Heiberg skrev sit Drama over Emnet i Paris 1820; hun forlod Scenen 1823. Bournonville kaldte hende..den største mimiske Solodanserinde, jeg har kendt". Sml. Mit Theaterliv 1,29. III, l, 31.

202, L.8. noget af det Fortrinligste: Phister har godkendt Fru Heibergs Bedømmelse. I "Det nyere Lystspil i Frankrig og Danmark" (1858, 201) skrev P. L.Møller: "Det er tvivlsomt, om Klokkerens fortræffelige Figur mest er at tilskrive Forfatteren eller den udmærkede Skuespiller, der fremstiller den". I Halvtredserne, da Forholdet mellem Phister og Heibergs var meget spændt, morede det Phister hver Aften at finde paa nye Betoninger af Repliken: "Naa, saa De kender ikke Per Paars!" for derved at faa Fruen til at le eller i alt Fald at bekæmpe den frembrydende Latter, da hun ikke vilde have, det skulde se ud som en Hyldest til ham. Sml. O. Zinck: J. L.Phister. (1896), 86. - L.12. indtil jeg ved min Bortgang fra Theatret indtil videre standsede 316 Opførelsen af "Nei". Her husker Fru Heiberg fejl. Allerede 8/10 1865, Aaret efter hendes Afgang, genopførtes "Nei" og holdtes stadig paa Repertoiret indtil Phisters Afsked i 1873; fra 1881 stod Vaudevillen atter paa Plakaten; indtil 1923 var den opført 287 Gange. Den genoptoges 1942. - L.19. Slutningscouplettet: "Nei", 13. Sc. (Heib. Poet. VII, 328). - L.23. Reise til Paris: Heiberg havde i en Ansøgning af 21/1 1836 anmodet om en Rejseunderstøttelse til sin Hustru, "ikke fordi hun skulde vinde ved at optage de berømteste udenlandske Skuespillerinders individuelle eller nationale Eiendommeligheder - Ingen, der selv kan opfinde, vil gjøre sig til Efterligner af Andre - men upaatvivleligt er det, at et udvidet Bekjendtskab til de forskellige Landes forskjellige Anskuelser og Frembringelser i hvilkensomhelst Kunst udvider dens Dyrkeres Synskreds og meddeler en Rigdom af Stof til fremtidig Eftertanke og Benyttelse". Ogsaa til sig selv søgte han Rejseunderstøttelse, dels for at kunne ledsage sin Hustru, dels for at erhverve saadanne Nyheder, der kunde have Intersse for vort Teater. Kongen resolverede 16/2 1836, at Fru Heiberg skulde have 600 Rdl. foruden Indtægten af den tidligere nævnte Sommerforestilling. Heiberg modtog ingen Hjælp fra Teaterkassen, men Kongen vilde afgive sin nærmere Bestemmelse om en Understøttelse af en anden Kasse (Teaterark. Kgl. Res. 1836. (R. A.)). Paa Nedrejsen besøgtes Berlin og Weimar, hvor der hvilede "en hellig Tradition af Goethes Indflydelse paa Theatret" (sml. Var. til III, 69, 21). 5/7 ankom Ægteparret til Paris og tog Bolig i Rue de Richelieu. I et Brev til Teaterdir., dat. Paris 12/8 1836, takkede Heiberg for Hjælpen og skildrede Teaterforholdene. Det var hans Hovedindtryk, at i de fjorten Aar, siden han sidst studerede i Paris, var det kbh.ske Teater gaaet frem og det parisiske tilbage. Dette gjaldt dog ikke Operaen og kun delvis Balletten. Sml. Literatur og Kritik IV. (1890), 453-59. P.Andræ: C.G.Andræ I, 176-88. Heibergs Brev til Faderen 3/9 1836 og Fru Gyllembourgs Breve til Sønnen og Svigerdatteren 9/6-23/8 1836 (Heib. Familiebreve, S. 78 f; 138-199).

203, L.36. nærer en større Agtelse for: Om de ægteskabelige Kampe mellem Heibergs Forældre sml. P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg ved Johanne Luise Heiberg, 3. Udg. (1883). Sml. Var. til I, 200, 16.

204, L.1. Tilladelse... til at vende tilbage: Om P.A.Heibergs Ansøgninger kort efter Landsforvisningen om at vende tilbage af Hensyn til sin Søns Opdragelse sml. P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg ved Johanne Luise Heiberg, 3. Udg. (1883), 201 f. Siden appellerede han ikke til Frederik VIs Naade. - L.14. Den franske Konge Ludvig Philip (1773-1850) regerede 1830-48. - L.29. ikke faa Skuespil: P. A. Heiberg havde faaet 9 dramatiske Arbejder opført paa Det kgl. Teater; hyppigst, 49 Gange, gaves Syngestykket "Indtoget" fra 1793, men hans Skuespil var, da Fru Heiberg talte med ham, udgaaet af Repertoiret. Først ved Heiberg-Festforestillingen i 1891 genopførtes "Chinafarerne".

205, L.8. Mile. Mars; se Note til I, 185, 14. Hun var 58 Aar, da Fru Heiberg saa hende. Andræ, som ogsaa var i Teatret, kunde dog ikke "lade 317 være med at finde hende for gammel". Sml. P. Andræ: C. G. Andræ II, 47.

206, L.20. Fra 1819-22 opholdt Heiberg sig i Paris hos sin Fader. De boede i et Hotel garni Nr. 7 Rue Dauphin, der førte fra Rue St. Honoré ned til Seinen. Om deres Samliv skrev H.N.Clausen: "Det var smukt at være Vidne til, med hvilken Finhed Sønnen vidste at omgaas med den vanskelige Fader". Sml. Optegnelser om mit Levned I. (1877), 99. H. Schwanenflügel: P. A. Heiberg (1891), 566-70. Heib. Familiebreve, S. II. - L.27. Den i Stockholm fødte, verdensberømte Danserinde Marie Taglioni (1804-84), for hvem hendes Fader, Danseren Filippo Taglioni (1777-1871) sammen med Sangeren Nourrit skrev Balletten "Sylfiden", der gav hende Lejlighed til at udfolde alle de Fortrin, som udmærkede hendes sjælfulde og kyske Kunst. Under sit Ophold i Paris dansede Bournonville flere Gange med hende; "hun løftede en fra Jorden med sig", fortæller han; "man kunde græde ved hendes dejlige Dans, jeg saa Terpsiehore aabenbaret i hendes Person". Han uddannede sin Elev Lucile Grahn efter det taglioniske Ideal. Sml. Mit Theaterliv I. (1848), 76. Heiberg mente, at man med Rette kunde kalde Marie Taglioni "den eneste sande Dandserinde i Verden". Navnlig beundrede han "den poetiske Følelse, hvoraf hun synes gjennemtrængt, og hvoraf hendes Fremstillinger bære Præg". Sml. Literatur og Kritik IV (1890), 458. - L.27. Den verdensberømte østrigske Danserinde Fanny Elssler (1810-84), sansepirrende og æggende i sin virtuose Kunst, en Modsætning til Taglionis jomfruelige Ynde. Hun var "Hurtigheden og Livligheden selv", fortæller Bournonville; "uden betydelig Aplomb eller Elevation havde hun fremfor Alt en Rigdom af smaa nydelige Trin, som hun ledsagede med et Skælmeri, der satte alle Hjerter i Bevægelse". Sml. Mit Theaterliv I. (1848), 77. - L.28. "Le diable boiteux": Ballet, hvis Program Nourrit byggede over Lesages berømte Roman. Bournonville bearbejdede ikke "Haltefanden" for vort Teater.

207, L.3. Hendes Arme vare tynde og altfor lange: Samtidige Billeder af Marie Taglioni giver Fru Heiberg Ret i denne Betragtning. Sml. The Romantic Ballet in Litographs of the Time. (London 1938). - L.8. "Sylphiden": Fru Heiberg fremsætter her en Opfattelse, som ofte er kommet til Orde i Samtiden, og som er gentaget i Nutiden, nemlig at Bournonville har plagieret den franske Sylfide. Herimod protesterede han selv. Han har til sin Ballet benyttet Nourrits Program, men Koreografien er hans eget Værk. "Dansen, Mimiken, Grupperingen og en højst forskellig Opfatning af Karaktererne ere af mig". Musiken var heller ikke fransk, men af Herman Løvenskiold. "Hvis Taglioni vilde glæde vor Scene med sit ubeskrivelige Talent, maatte hun enten indstudere en ny Rolle eller vi en ny Ballet". Sml. Kbhpost 15/12 1836; Mit Theaterliv I. (1848), 134.

208, L.27. man forbitrer begge en rolig Nyden: Rivningerne mellem de to Danserinders Beundrere ytrede sig ofte stormende. Bag Fru Heibergs Skildring af deres Stilling i Offentligheden laa hendes personlige Erfaringer om Sammenligningerne mellem hendes egen og Anna Nielsens Kunst.

318

209, L.12. I Anledning af Christian VIIIs Kroning optraadte ved otte Forestillinger i Juni og Juli 1840 et spansk Danserpar, Dolores Serral og Mariano Camprubé, paa Det kgl. Teater; deres Naturdans vakte Bournonvilles "Forstaaelse af en ganske ny Verden af Karakterdanse", der gav sig Udtryk i hans Komposition,,La Ventana". Sml. Theaterliv og Erindringer (1865), 78; E. Gigas: Spansk Dans i Danmark i Vor Fortid, Dec. 1916. - L.17. holde disse Extravagancer borte: Fru Heibergs Opfattelse af Balletkunsten falder sammen med Bournonvilles, saaledes som han har givet den Udtryk i sin "Choreographiske Troesbekjendelse" i Theaterliv og Erindringer (1865), 3 f. - L.19. hendes Søster: Therese Elssler (1808-78), var ikke en saa betydelig Kunstnerinde som Søsteren. Paa Grund af sin høje Skikkelse og sin maskuline Kraft optraadte hun ofte i Mandsdragt. Bournonville tvivlede paa, at hun vilde have faaet Engagement, hvis hun ikke var blevet Teatrene paatvunget som Søsterens obligate Meddanser. Sml. Mit Theaterliv I (1848), 78. - L.23. Fanny Elsslers Cachucha: Hun indførte den spanske Folkedans paa Scenen i Balletten "Le diable boiteux" og skaffede den Verdensberømmelse. Fremragende Danserinder omkring i Landene kopierede overalt hendes Cachucha. I Kbh. blev Dansen første Gang indlagt i Aubers Syngestykke "Fiorella" (1838) og danset af Lucile Grahn, der siden udførte den som Solonummer. - L.26. den kunstige Dans: Denne Udtalelse harmonerer ikke med Thorvaldsens Forstaaelse af Bournonvilles Kunst; han kaldte for Eks. i et Brev "Toreadoren" "den skønneste Ballet, han nogensinde havde set". Sml. Charlotte Bournonville: Erindringer (1903), 274 f. Trods Aldersforskellen var Thorvaldsen og Bournonville personlige Venner, og da Mesteren var død, tilbød Bournonville at udføre en Sørgedans foran Kisten, naar den førtes fra Charlottenborg til Frue Kirke, et Tilbud, som blev afslaaet, da man frygtede, at Dansen skulde virke mod sin Hensigt. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 105.

210, L.12. Teologisk Professor og fra 1854 Biskop over Sjællands Stift Hans Lassen Martensen (1808-84). Han har i Af mit Levnet I (1882), 216-27 udførligt skildret Mødet med Ægteparret Heiberg i Paris. - L.17. Den tyske Filosof G.Wilhelm F. Hegel (1770-1831); sml. Martensen smst. 218. Arildsen: Biskop H. L.Martensen I (1932), Reg. - L.21. Véfour: kendt Restaurant i Palais royal. "Vi spiste fortræffeligt", fortæller Martensen, "og Heiberg sparede ikke Champagnen". Sml. Martensen smst. 220. - L.25. forskjellige Afhandlinger: I Heib. Pros. VII findes "Macbeth", "Hamlet" og "Richard III" behandlet. Artiklerne er Optryk fra Kbh. flyv. Post 1827-28. Heiberg mente, at Beundringen for Shakespeare trængte til betydelige Indskrænkninger. "Ikke blot fremhævede han det Svulstige, der ofte findes i hans Diction, og hvorved han har betalt en Tribut til sin Tidsalder; han fremhævede ogsaa den Mangel af Motivering, de store Spring, der ofte findes i hans Stykker, hvor han alt for udelukkende synes at have lagt an paa de effectgjørende Steder. Han fremhævede ogsaa det Uklare og Taagede i flere af hans Figurer...". Se Martensen smst. 220 f. Sml. F. Schyberg: 319 Dansk Teaterkritik (1937), 177-81. - L.34. Herman von Bremenfeld: Allusion til Holbergs "Den politiske Kandestøber" 5. Akt, 2. Sc. (Holb. I. 73). - L.35. Bygningerne med Buegange og talrige Butikker uden om Palais royals Have blev bygget fra 1781. - L.40. "Den Plet af Jord -": Fri Gengivelse af Thaarups Digt "Fødelands-Kjerlighed", der begynder:

Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme
Steeg første Gang fra spæde Bryst.
Thaarup. Efterladte poetiske Skrifter (1822), 342.

211, L.3. "Jeg gik mig ud -": Fri Gengivelse af Grundtvigs Digt "Sommer-Dagen", 1. Strofe (Grundtvig. Poetiske Skrifter VI (1885), 359). - L.13. De andre Danske: Martensen boede i Paris sammen med Andræ og den senere Lektor i Fransk ved Universitetet og Politiker Vilhelm Bjerring samt Juristen, senere Professor ved Universitetet Frederik Bornemann. Sml. Martensen, smst. I, 217 og 226. - L.32. paa Jernbanestationen: Paris var i 1836 uden Jernbaneforbindelser af nogen Art. Heibergs rejste med Dampbaad fra Paris til Le Havre. Se G. Stürmer: Geschichte der Eisenbahnen (1872) og Heib. Familiebreve, S. 78 ff., 199.

212, L.16. Andræ har senere fortalt: Sml. P. Andræs Korrektiv hertil i C. G. Andræ I, 188, hvori det paa Grundlag af Andræs Dagbog oplyses, at det ikke var "næste Dag, men først den følgende Dag, 19. August", P. A. Heiberg til Andræ udtalte sin Ængstelse for Vejret og ikke saa stærkt, som Fru Heiberg fortæller.

213, L.13. sidste Gang, vi mødtes: P. A. Heiberg døde i Paris 30/4 1841. Han boede da i Hotel du Havre, Nr. 29, Rue croix des petits champs i Værelset Nr. 6 paa anden Etage. Dødsfaldet meldtes Heiberg af Hotellets Vært. Den danske Generalkonsul Delong besørgede Begravelsen paa Montmartre Kirkegaarden og tog sig af Boet, som blev solgt ved Auktion; dets væsentligste Bestanddel var ca. 300 Bind Bøger, som indbragte 350 frcs. Heiberg formede Ordene paa Gravstenen: "Danske eller norske Vandrer, som besøger dette fremmede Sted, dvæl et Øieblik ved Din Landsmands Grav. Her hviler Peter Andreas Heiberg, født i Vordingborg den 16. November 1758, død i Paris den 30. April 1841. Hans Skiæbne er Dig bekiendt". Se Breve i Heib. Ark.; Heib. Familiebreve S. 57. C. Otto: Pennetegninger, Tilskueren 1929. II, 278-81; Danske i Paris, red. af Franz v. Jessen I (1936), 468 ff. med Fotografi af Gravstenen med dens danske og franske Indskrift. - L.18. hvad der var oversat af Shakespeare: Peter Foersoms Oversættelse af Shakespeare begyndte at udkomme 1807 og fortsattes efter hans Død (1817) af Heibergs Ven Kommandør P. F. Wulff (se Note til I, 53, 26), som sluttede den 1825. Udgaven omfattede 9 Bind. - L.26. to Stykker: Heiberg bragte ikke to, men 22 dramatiske Arbejder hjem fra Paris, og deriblandt var nogle, som blev til stor Gavn for Teatret, for Eks. "Statsmand og Borger" (Bertrand et Raton), som han kaldte "et af Scribes vittigste Stykker", og hvorom han gav den Oplysning, at Forfatteren i Hovedrollen havde tegnet et Portræt af 320 Talleyrand. Sml. Brev af 8/9 1836 fra Heiberg til Teaterdirektionen. (Indkomne Breve. R.A.). - "En Criminalproces", Lystspil i 3 Akter af Rosier (Un proces criminel), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 11/5 1837. Fru Heiberg udførte deri ikke Grevinden, men en ung adelig Dame ved Navn Clara, som det morede hende at genspille, Aaret før hun forlod Teatret. - L.27. "Farinelli", Lystspil i 3 Akter af de Forge, St. Georges og Leuven, oversat af Heiberg, med Sange og Kor til Musik af forskellige Komponister; opf. 1. Gang 16/10 1837. Heri spillede Fru Heiberg Skuespillerinden Preciosa, Farinellis Kæreste. Stykket gjorde stor Lykke.

214, L.5. "Den lille Skuespiller", Lystspil i 5 Akter af Oehlenschläger; opf. 1. Gang 21/1 1837. Digteren benyttede her som flere andre af Samtidens Dramatikere Fru Heibergs Evne til at spille unge Mandsroller; hun var Ynglingen Frederik Schröder, den senere berømte tyske Skuespiller, men hun kunde ikke redde det svage Stykke, som, skønt Lystspil, manglede Komik; det faldt, og et Forsøg, som Oehlenschläger efter Premieren gjorde paa at forandre og forkorte Stykket fra 5 til 4 Akter, hjalp ikke paa Resultatet. - L.13. en spændt Fod: sml. Note til I, 180, 7. - L.24. Brevet er i Fru Heib. Ark.

216, L.17. "Svend Dy rings Huus", romantisk Tragedie i 4 Akter af Hertz med Musik af Henrik Rung; opf. 1. Gang 15/3 1837. Fru Heiberg spillede Stykkets interessanteste Figur, Ragnhild, med det splittede Sind, en Prøvesten for dansk dæmonisk Skuespilkunst. Sml. I, 228 f. Den var en af hendes Hovedroller i det nationale Repertoire, og hun udførte den 34 Gange, senest 1851. Stykket er (indtil 1917) spillet 129 Gange paa Det kgl. Teater, siden paa Skolescenen, og endv. i Norge, Sverige, Tyskland.

217, L.5. "O Ragnhild -": Citat fra 1. Akt, 6. Sc. (Hertz. VI, 27). - L.31. Alle Rollerne: Rollerne i "Svend Dyrings Huus" er fra Forfatterens Side karakteriserede som staaende i Modsætningsforhold til hinanden. Censor C. Molbech forstod ved Bedømmelsen, at de fordrede "en høi Grad af Omsorg, Nøiagtighed, Liv og Kraft hos de Spillende, hvilket Alt man vil finde hos Ragnhild (Fru Heiberg), hvormeget deraf hos de Øvrige - maa Tiden vise". N. P. Nielsen (Svend Dyring), Henriette Jørgensen (Fru Guldborg), Fru Holst (Regisse), Wilh. Holst (Ridder Stig), C. N. Rosenkilde (Byrge) og især Anna Nielsen (Fru Helvig) var i deres Spil paa Højde med Digtningen. Om Stykkets Fremkomst sml. Ude og Hjemme Nr. 313 30/9 1883. - L.40. Stykkets Slutningsscene: 4. Akt, 10. Sc. (Hertz. VI, 170-71).

219, L.14. en af de Smaapiger: Da Fru Heiberg arrangerede denne Julefest, var hun kun 24 Aar. Meddelelsen kan tyde paa, at hun allerede paa dette Tidspunkt længtes efter Børn. Sml. II, 9 ff. med Varianter. - L.19. Martensen... hørte tilsidst til vor stadige Omgang: se Note til I, 210, 12. Han har i Af mit Levnet II, 24-39 givet en Skildring af sit Forhold til det Heibergske Hus: "Der gives vistnok faa Mennesker", skriver han, "som i den Grad ere perfectible som hun". Siden sagde han engang til hende efter en alvorlig Samtale: "Ja, tænk for mig og vær min Sjælesørger". Sml. Krieger 321 II, 8. - L.27. vide Besked om Guds Ord: Martensen skriver: "Hun sluttede sig med Kærlighed til Mynster, der ogsaa personlig satte hende højt, og hun forstod at vurdere hans Betragtninger. Mig hørte hun ofte prædike, og jeg har om mine Prædikener havt Samtaler med hende, der baade have været mig belærende og opbyggelige". Sml. Af mit Levnet II, 34; Et Liv. I, 277, 27 og 277, 39 med Noter. - L.35. Læsehuller: "De bestode deri, at vi skiftedes til at forelæse Digterværker eller andre Værker af almeeninteressant Indhold", fortæller Martensen. Arbejder af Goethe, Schiller, Galderen blev, som Heiberg udtrykte det, i Løbet af Vinteren "danset igennem". Martensen mindedes Heibergs Forelæsning af "Tasso" som det ypperste. Efter Oplæsningen diskuterede man Stykkets poetiske Værd og Muligheden for dets Opførelse. Fru Heiberg læste en Aften Heibergs "Psyche", Andræ en naturvidenskabelig Afhandling, Martensen en Fortælling af Kleist, Paulli en af Gozzis Maskekomedier. Sml. P. Andræ: C. G. Andræ I, 193 f. Martensen: Af mit Levnet II, 27 f. At Læseballerne fortsattes længere end et Par Vintre, fremgaar af flg. Skrivelse med Heibergs Haand (i Martensens Arkiv, N. k. S. 3451, 4°).

Circulaire
til
Deres Højærværdigheder:
Hr. Hof- og Slotspræst Paulli, for Tiden Ridder af Dannebroge,
Hr. Professor Dr. theol. Martensen, med Tiden Commandeur af Dannebroge samt Ridder af den preussiske røde Ørns fjerde Classe.
Vee! Vee! Vee!
Men jeg troede, det var en Aftale, at her ikke blev Læsebal før efter nærmere Tilsigelse.
Capitainen kom ikke, hvilket taler for Rigtigheden af min Tro, skjøndt jeg ganske underkaster denne Deres Højærværdigheders Bedømmelse.
At Ingen modtoges i Onsdags, skete forresten af menneskekjærlige Grunde, som dog Hensyn til den æsthetiske Moral forbyder mig at fremstille i Sort paa Hvidt.
Men vort Opraab, om at komme Dagen efter, blev foragtet.
Vee! Vee! Vee!
Af nærværende Circulaire er taget 2 Exemplarer, for at Ingen af Deres 2 Høiærværdigheder skal uleiliges med at besørge Circulationen.
København den 14 Januar 1842.
Under min Haands Underskrift:
Læseballets Præses .

L.37. Præst ved Helligaandskirken, senere kgl. Konfessionarius og Stiftprovst J. H. V. Paulli (1809-65). -L.40. Fru Gyllembourgs anonyme Noveller udkom fra 1828 i Heibergs Kbh. flyv. Post; 1833-34 udgav han dem i tre 322 Bind. Hun fortsatte sit Forfatterskab, som Poul Møller dog havde gennemskuet, til tolv Bind.

220, L.1-3. Fysikeren Hans Christian Ørsted (1777-1851); hans Hustru var Inger Birgitte, f. Ballum (1789-1875). - Juristen Anders Sandøe Ørsted (1778-1860); Professor i klassisk Filologi Johan Nicolai Madvig (1804- 86). - L.5. Det var ikke saa let for Fru Heiberg at opgive sin Lyst til at komme paa Bal. Engang fik hun dog Heibergs Tilladelse. Men hendes Nærværelse fratog de dansende Herrer Lysten til at inklinere. Hun var blevet for meget Gudebillede og maatte tage hjem med uforrettet Sag. Med Vemod fortalte hun siden denne Oplevelse. Sml. Clara Bergsøe: Johanne Luise Heiberg (1896), 133. - L.12. "Naar du kun -": Citat fra 12. Sc. af "Seer jer i Speil" (Heib. Poet. XI, 113). - L.15. en Klud af Overanstrengelse: Fru Heiberg spillede i disse Aar en halv Snes nye Roller i hver Sæson foruden sit løbende Repertoire. Særlig anstrengende var Teateraarene 1833-34 med 15 nye Roller, medens Sæsonen 1836-37 kun bragte hende 9, de 3 endog i Sommerforestillingerne. Som Opmuntring fik hun 1837 300 Rdl. "for hendes udmærkede Kunstværd og Vigtigheden af hendes Præstationer" (Teaterark. (R.A.)). - L.25. "Fata Morgana", Eventyr-Komedie i 5 Akter af Heiberg; opf. 1. Gang 29/1 1838. Hans Frue udførte Titelrollen, Illusionernes Dronning. Stykket blev skrevet i en Fart. 30/11 1837 svarede han paa Teaterdir.s Opfordring om at skrive et Skuespil i Anl. af Frederik VIs 70-Aarsdag to Maaneder senere: "Tiden vil være tilstrækkelig, naar, efter en detailleret Plan, som maatte finde Directionens Bifald, Digtning, Musik-Composition og TheaterArrangement samtidigen gaar Haand i Haand med hverandre, uden at det Ene behøver at vente paa det Andet. Paa denne Maade har jeg skrevet "Elverhøi" og flere Leiligheds-Arbejder, hvoriblandt ogsaa "Alferne", som jeg først begyndte den 3. Januar. Nærværende Stykke vil imidlertid ikke kunne opsættes saalænge, da det rimeligviis skal udfylde en Aftens Forestilling". Det er rigtigt, hvad Fru Heiberg skriver, at "Fata Morgana" var alt for stærkt paavirket af Heibergs filosofiske Studier; Stykket udgik af Repertoiret efter fem Opførelser, og det hjalp ikke, at Martensen ilede sin Ven til Hjælp ved at prise Stykket som Repræsentant for en ny, spekulativ Art af sceniske Kunstværker. Sml. Maanedsskr. f. Litteratur XIX (1838), 361-97. Som Tak for en Gratifikation paa 400 Rdl. skrev Heiberg 16/2 1838, at han "var særlig glad for det, en saadan Gave forudsætter: Directionens selvstændige Erkjendelse af Arbeidets poetiske Værdi, tiltrods for de afvigende Meninger, som i denne Henseende finder Sted hos en Deel af Publicum". (Indkomne Breve til Teaterdirektionen 1837-38, R. A.). - L.30. philosophiske Studier: Efter sin filosofiske Arbejder "Grundtræk til Philosophiens Philosophi" og "Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid" udgav Heiberg 1837-38 "Perseus"; sml. I, 50, 16 og Noten.

221, L.27. "Syvsoverdag", romantisk Komedie i 3 Akter af Heiberg, Musiken af J. P. E. Hartmann (1805-1900); opf. 1. Gang 1/7 1840 i Anledning af Christian VIIIs Kroning. Da "Fata Morgana" var faldet, skrev Heiberg, at 323 han haabede, "snart at faa Lejlighed til at skrive et nyt Skuespil, der ved sin større Popularitet kunde erstatte de ved "Fata Morgana" gjorte Bekostninger". 27/7 1838 begyndte han at udarbejde sin Plan, men var nødt til at gaa langsomt til Værks. Først 19/6 1840 indsendte han Rollebesætningen til "Syvsoverdag" - intet Under derfor, at Opførelsen prægedes af Usikkerhed. Heiberg skildrede den unge Georg Buntzen som Balthazar (Phister) og skrev Annas Rolle for sin Frue, og hvor omsorgsfuldt han værnede om hendes Interesser, kan ses af et Brev til J. P. E. Hartmann, dat. 4/6 1840; han beder deri Komponisten erindre, at hendes Stemme nærmer sig meget til Alt: "Lad hende derfor ikke gaa høiere end til e, og det endda ikke for hyppigt. Hvad hun ogsaa er meget bange for, er at synge, naar et blæsende Instrument ledsager hendes Stemme med Melodien. Hun synger bedst i b-Tonearter; jo flere b'er, jo bedre". Endnu 18/6 var Hartmann ikke færdig med Musiken, og Heiberg bad ham da begrænse sin Medvirken, for at Stykket ikke skulde "træde for meget over paa Operaens Enemærker". Sml. Torben Krogh i Nationaltid.s Kronik 26/7 1941. Den ogsaa fra Maskineriets Side ufærdige Opførelse af "Syvsoverdag" faldt, og Stykket gaves kun 5 Gange. 1872 iscenesatte Fru Heiberg det og skaffede det en fortjent Oprejsning. Indtil 1905 er "Syvsoverdag" opført 81 Gange paa Det kgl. Teater; Stykket er ogsaa opført paa Skolescenen. - L.37. det er min Tro: Fru Heiberg oplevede ikke at se sin gode Tro til "Fata Morgana" retfærdiggjort. Stykket genopførtes 8/4 1896 i hendes efterladte Bearbejdelse, men faldt atter, trods P. Heises ikke tidligere anvendte Musik, og skønt Dekorations- og Maskinvæsen nu stod paa et Standpunkt, der ikke kunde sammenlignes med den mangelfulde Opførelse i 1838.

222, L.3. i Tyskland: "Fata Morgana" udkom 1844 paa Tysk i Heibergs Ausgew. dram. Schriften II, og da Stykket er paavirket af Hegels Filosofi, vakte det Opmærksomhed i Tyskland. - L.10. "Fyrste og Page", Skuespil i 3 Akter af Paludan-Müller; opf. 1. Gang 3/5 1838. Fru Heiberg udførte deri Pagen Felix' Rolle. Da Paludan-Müller 14/12 1837 indleverede Stykket, haabede han, at Teaterdirektionen "i denne Digtning vilde erkjende en større dramatisk Konstudvikling i Relation til hans forrige Skuespil "Kjærlighed ved Hoffet"" (Indkomne Breve, R. A.). Deri saa han fejl; det var som Skuespil ringere og opførtes kun 2 Gange. - L.27. Ryge... havde været Læge: 1805 blev Ryge cand. med., og Aaret efter tog han Doktorgraden i Kiel. 1807 udnævntes han til Fysikus i Flensborg By og Bredsted Amt. Da han var blevet kgl. Skuespiller, var det ikke ualmindeligt, at hans Kolleger konsulerede ham. Endnu 1841 klagede han til Sundhedskollegiet, fordi hans Navn ikke var anført paa Fortegnelsen over Kbh.s autoriserede Læger. Kollegiet lovede, at det skulde ske i Fremtiden, men betvivlede iøvrigt ikke, at Apotekerne vilde udlevere den Medicin, han ordinerede. Sml. E.Agerholm: Dr. Ryge. (1913), 35. - L.30. anstrengende Roller: 1/6 1838 afgav Fru Heiberg 16 Skuespilroller foruden Balletfiguren Nina. Agnete i "Elverhøi" var derimellem; hun ønskede allerede dengang at spille Elisabeth, Anna Nielsens Rolle, som hun dog først fik overdraget af Heiberg i 1855.

324

223, L.23. mit Portrait: L.Aumonts Portræt af Fru Heiberg blev allerede i Begyndelsen af 1830erne litograferet af Monies, og E. Bærentzen udsendte i 1837 et andet Portræt af hende i Litografi. Men rimeligvis var det Billede, Fru Heiberg fandt i Kroerne, et af dem, som blev udsendt i Forretningsøjemed. En Parfumefabrikant benyttede hendes Portræt til Lugtepuder, et andet fandtes paa Chokoladeomslag, og en Cigarhandler anvendte det paa Papirposer med Ordene: "De skjønne Skikkelser fra Kunstens Rige, hvormed Du os saa ofte tryllet har, paa ny skal her for os fremstige, i Skyen af den duftende Cigar". Eksemplarer af disse Reklamebilleder findes i T. Mus.

225, L.8. Biskop Mynster: Om hans Forhold til Fru Heiberg sml. I, 219, 27 og 277, 27 med Noter.

226, L.34. "Sara", Syngestykke i 2 Akter, Musiken af Løvenskiold, Teksten af Mélesville, bearb. af Borgaard; opf. 1. Gang 24/5 1838. Fru Heiberg udførte Titelrollen, men kun 2 Gange. - L.35. Komponisten til den danske Udgave af "Sylfiden", Baron Herman Severin Løvenskiold (1815-70).

227, L.3. Halssvækkelse: Dr. med. Hornemann erklærede 18/8 1839, at Fru Heiberg var plaget af en "ofte tilbagevendende Halspine med almindelig Afkræftelse, Ildebefindende og enkelte tildels nervøse Tilfælde". Han tilraadede derfor en Udenlandsrejse (Kgl. Res. 1839 Teaterark. (R. A.)). Sml. Var. til I, 242, 34 og 259, 19-22. - L.27. "javre Ord": Citat fra Hertz's Digt "Hr. Peder kasted' Runer" i "Svend Dyrings Huus" (Hertz. VI, 37). - L.28. jeg fik, hvad jeg ønskede: Efter Ansøgning af 18/5 1839 fik Fru Heiberg 600 Rdl. af Finanskassen foruden af Teaterkassen en Gratifikation paa 300 Rdl., der hvert Aar blev gentaget. Hendes faste Gage var paa det Tidspunkt 1000 Rdl., den højeste Lønsats i Lighed med hvad Dr. Ryge, Rosenkilde, Phister, N.P.Nielsen og hans Hustru modtog. Da hun endnu ikke i August var blevet helbredet, bad Heiberg fra Ems i Nassau om Forlængelse af Sommerferien og et Tillæg til Understøttelsen paa 400 Rdl., hvilket Kongen bevilgede 11/8 1839. Ved Gratifikationens Udbetaling i 1840 fremhævedes det, at hun havde givet et Par af Teatrets Unge "Veiledning i den sceniske Fremstillingskunst", 5/5 1841 søgte hun (Ansøgningen var skrevet af Heiberg) et ekstraord. aarligt Gagetillæg. Hun anførte alle sine Hovedroller og kom til det Resultat, at hun gennemsnitligt udførte ni Roller i hver Sæson, altsaa en ny i hver Spillemaaned. Hun havde allerede mundtligt forebragt Christian VIII sit Ønske, og "hans huldrige Yttringer give mig det bedste Haab om dets Opfyldelse". Men Majestæten resolverede 6/6 1841, at han af principielle Grunde ikke vilde bevilge Fru Heiberg noget fast Tillæg, men derimod give hende en ny Gratifikation paa 300 Rdl., hvoraf de 100 Rdl. skulde udredes af hans Chatolkasse. (Kgl. Res. 1839-41. Teaterark. R.A.). Sml. Var. til I, 191, 5. - L.31. "Veien til Ødelæggelse", Komedie i 5 Akter af Holcroft (The road to ruin), paany oversat af Overskou; opf. 1. Gang 1794. Fru Heiberg spillede fra 3/9 1838 Sophie Freeloves Rolle. - "Livet er en Drøm", romantisk Drama i 3 Akter af P. de la Barca Calderón (1600-81), paany oversat af Sille Beyer; opf. 1. Gang 1752. Fru Heiberg spillede 325 Rosauras Rolle fra 20/11 1838. - L.32. "Kjærlighedsdrømme", Vaudeville i 2 Akter af Scribe og Delavigne (La somnambule), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 1827. Fru Heiberg, der tidligere spillede Marie, udførte fra 18/1 1839 Ernestines Rolle, som hidtil var spillet af Anna Nielsen.

228, L.18. saa godt som ude af Repertoiret: Dette er ikke overensstemmende med de faktiske Forhold. Anna Nielsen udførte i Sæsonen 1838-39 tolv Roller, deriblandt Sigrid i "Olaf den Hellige", Thora i "Hakon Jarl" og Fru Ingeborg i "Valdemar Atterdag". Men i de Skuespil, hvor Heiberg foreslog Besætningen, anvendtes hun kun sjældent. Hendes Bitterhed var derfor forstaaelig. - L.27. Slutningsscenen: 5. Akt, 10. Sc. (Sml. Hertz VI, 169).

229, L.16. Der findes ikke Breve fra Fru Heiberg til Anna Nielsen i R. A. og Det kgl. Bibl. - L.24. Brevet er i Fru Heib. Ark. - L.28. min Ret til Ernestine: Det har vel været Heiberg, "Kjærlighedsdrømme"s Oversætter, som har ønsket Rolleforandringen til Fordel for sin Hustru. - L.31. i Logen: Ligesom i det nuværende Teater havde Kunstnerinderne deres særlige Loge i den tidligere Teaterbygning. Den laa ligesom nu oven over Hofdamernes Loge.

230, L.16. Emserrejsen 1839: Se Note til I, 227, 28. Sml. Et Liv, 1. Udg. I, 530, hvoraf det fremgaar, at Rejsen til Ems gik over Nordtyskland og Amsterdam. Efter at have berejst Harzbjergene længtes Ægteparret Heiberg efter en stor By; de var blevet trætte af "den raae Bjergnatur". Sml. Heibergs Breve til Faderen 4/6 1839 og til Moderen 28/6 s. A. (Heib. Familiebreve S. 86 ff., 199 ff.). - L.18. Assessor, senere Justitiarius, Adolph L.Drewsen (1803-85), g. m. Ingeborg, f. Collin (1804-77). - L.19. Louise Lind, f. Collin (1813-98), g. m. Auditør, senere Kontorchef i Krigsministeriet W. L.Lind (1807-91).

231, L.5. Digteren Emil Aarestrup (1800-56). Dec. 1837 udkom hans "Digte", som Heiberg ikke satte Pris paa. Han optog ingen af dem i sin Antologi 1842 og nævnede ikke Aarestrups Navn i Afhandlingen om den lyriske Poesi i Danmark. Sml. Heib. Poet. IV, 405-59. "En vis Liderlighed er den eneste Gehalt i disse Poesier," mente Heiberg. Sml. P. Andræ: C. G. Andræ III, 86.

232, L.3. "Kong Christian": Melodien til Johs. Ewalds Nationalsang, der fremkom i "Fiskerne", formenes at være komponeret af Musikamatøren, Landsdommer D. L.Rogert (1742-1813). - L.13. "Danmark, deiligst Vang og Vænge", hvis Tekst skyldes Præsten Laurids Kok, blev især populær gennem P. E. Rasmussens Melodi fra 1810. - L.38. Marienbad: I Juli-August 1854 opholdt Fru Heiberg sig paa Kur i Marienbad. Sml. II, 304-08 og Heib. Hjem, 146-229.

233, L.7. Charlotte v. Hagn (1809-91) var en af Tysklands berømte Lystspilskuespillerinder, udgaaet fra München, ansat ved Statsteatret i Berlin og Gæst bl. a. paa Burgtheater i Wien. Hun blev hyldet overalt ikke alene for sin blændende Skønhed, men for sit Vid og Lune, der var mere fransk end tysk betonet. 1846 giftede hun sig med en adelig Godsejer og trak sig tilbage fra 326 Scenen. Til Fru Heibergs Kritik af hende kan føjes, at iflg. et Brev fra Heiberg, omgav "de to Prindser af Glücksborg", som han benævner dem, sig med hende. Sml. I11. Tid. 7/2 1892, 229. - L.20. Prins Christian af Glyksborg, senere Kong Christian IX (1818-1906). H. P. Holst har i Digtet "Nummer 3 i Brogaden" benyttet Situationen fra Ems under Prinsens Besøg. Sml. Udv. Skrifter I (1887), 268-70. - L.21. Landgreve Frederik af Hessen-Kassel (1820-84), hvis Søster, Prinsesse Louise, i 1842 blev g. m. Prins Christian. - L.33. Th. Suhr og hans Kone: Grosserer Johannes Theodorus Suhr (1792-1858), g. 1816 m. Christine Caroline Andrea Falch (1791- 1856). Se II, 47 ff.

235, L.4. Fru Homberg: Augusta David (1803-66) var g. m. Bankier i Frankfurt a. M. Benedict Homberg i Firmaet Gebrüder Homberg. (Velvillig Meddelelse fra Bibliotekar Josef Fischer). Sml. J. J. Holten: I Dansk og Ægyptisk Statstjeneste (1923), 76.

236, L.21. en "Hauderer": en Hyrekusk.

237, L.14. en videnskabelig Afhandling om Dyrene: Vistnok L.Smith: Tanken om Dyrenes Natur og Bestemmelse af Menneskets Pligter mod Dyrene (1789), som Jfr. Pätges antagelig i sin Tid har laant af Harboe, i hvis Besiddelse den iflg. hans Skifte af 1829 var. S. 30 i denne Afh. staar: "Snoge og andre krybende Dyr ere os væmmelige, men mon de ikke virke til Gavn for os ved den Jordgift, de drage til sig." - L.21. "Glæden er en Gudedrik": Citatet er ikke fundet.

238, L.18. Dampskibet: Fru Heiberg ankom ikke den 15., men den 19. Septbr. Kl. 6 om Morgenen med Dampskibet "Frederik den Sjette" fra Travemünde. Sml. Berl. Tid. 19/9 1839. - L.20. min første Optræden efter Reisen: Fru Heiberg genoptraadte 28/9 1839 som Amalie i "En Bryllupsdags Fataliteter", Lystspil i 2 Akter af Overskou. Publikum hyldede hende varmt ved Gensynet. Sml. Berl. Tid. 30/9 1839. En lignende Hyldest var Dr. Ryge Genstand for, da han nogle Dage senere optraadte efter sin Rekreationsrejse. - L.32. Thronskiftet: 3/12 1839 døde Frederik VI pludseligt og efterfulgtes af Prins Christian Frederik som Christian VIII (1786-1848). - L.33. "Mulatten", Drama i 5 Akter af H. C, Andersen; opf. 1. Gang 3/2 1840. Fru Heiberg spillede deri Grevinde Cecilies Rolle, som hun senere ombyttede med den sorte Slavinde Femi. Dramaet stod paa Plakaten 8/12, og Personalet var mødt til den sidste Prøve Kl. 10, da Teaterchef Holstein sendte Bud, at Kongen, som i nogle Dage havde skrantet, men ikke været sengeliggende, uventet var død om Morgenen. Prøven blev hævet og Teatret lukket indtil videre. Sml. Overskou. V, 397.

240, L.3. Kabinetssekretær Johan Gunder Adler (1784-1852), Christian VIIIs Ven, var fra 15/12 1838-Juli 1849 Medlem af Teaterdirektionen og gennemførte som saadan bl. a. Antagelsen af "Mulatten". - L.5. Prins Christian: Christian VIII. - L.16. Norges...fri Constitution: Inden den grundlovgivende Forsamling mødtes paa Eidsvold 1814, udarbejdede Adler sammen med C. M. Falsen et Udkast til en Konstitution for Kongeriget Norge, 327 som blev forelagt Prins Christian Frederik og kom til at danne Grundlaget for Konstitutionskomiteens Forhandlinger. - L.37. Biskop Mynsters Tale: Se: Sørgetaler over Hans Majestæt Kong Frederik den Siette. Holdte i Sørgepalaiet og i Roeskilde Domkirke den 15de og 16de Januar 1840 af Dr. J. P. Mynster. - L.39. Cantater: Oehlenschläger skrev: Sørge-Cantate over Kong Frederik den Siette. Januar 1840, der med Weyses Musik opførtes i Roskilde Domkirke. (Oehl. XXII, 258-262). Heiberg skrev: Cantate ved Universitetets Sørgefest i Anledning af Kong Frederik den Sjettes Død. (Heib. Poet. IX, 119-126).

241, L.11. "Fædrelandet": 7/12 1839 blev Ugebladet "Fædrelandet" Dagblad, og dermed lagdes Grunden til den store politiske Indflydelse, det skulde faa i en Menneskealder som Talerør for de Nationalliberales Politik. Hovedmanden var den senere Indenrigsminister Orla Lehmann (1810-70), og Medstiftere var foruden Professor David Overretsprokurator Balthazar Christensen (1802-82), Redaktør, cand. jur. Jens Giødwad (1811-91), som Monrad kaldte "Husmoderen i det liberale Parti", og Politikeren, Dispachør Abraham Wessely (1800-75). - L.15. Den senere Minister, Biskop Ditlev Gothard Monrad (1811-87). - L.16. Digteren Carl Ploug (1813-94), hvis Navn 12/5 1841 første Gang stod som Redaktør af "Fædrelandet", en Stilling han beklædte i 41 Aar. - L.30. hans Tid var optagen af andre Arbeider: Heibergs Stilling ved Teatret blev ændret fra Sæsonen 1839-40. Frederik VI fritog ham (Kgl. Res. 10/8 1839) fra Pligterne som Oversætter og lod ham i Stedet "gaa tilhaande" ved Censuren bl. a. som Vejleder for unge Dramatikere. Han fik Ret til at overvære Direktionens Censurforhandlinger og til at deltage i Prøverne, hvis Direktionen ønskede det. Længe varede det ikke, før han kom i Strid med Dr. Ryge, som til Teaterdirektionen klagede over, at Heiberg fra Parkettet "i de Spillendes Paahør kritiserede og dadlede hans Anordninger." Han kaldte dette "Mangel paa Takt for det Sømmelige." Sml. E. Agerholm: Dr. Ryge (1913), 124-30. Det hændte snart, at der afholdtes Prøver, hvortil Heiberg ikke var tilsagt, og derover blev han vred og sendte 9/10 1840 Direktionen et baade skarpt og uklogt Brev, hvori han mindede om den afdøde Konges Befaling og forlangte oplyst, hvem der vovede at gøre Indgreb heri. Jonas Collin, der ved Christian VIIIs Regeringstiltrædelse atter var blevet Medlem af Teaterdirektionen, svarede 21/10, at Resolutionen vel gav Direktionen Ret til at tilsige Heiberg til Prøver, "men ogsaa til at undlade det, naar den fandt det mere passende." Collin satte ikke Pris paa "Mellemautoriteter". Han mindede om, at han i sin tidligere Direktørtid "snart maatte faa en og anden Embedsmand removeret, snart en tredje suspenderet o. s. v. Curen befandtes probat, Tjenesten gik rask, og Oekonomien forbedredes." Svaret maa have virket som en Spand koldt Vand, men Heiberg havde dog Mod til (30/10 1840) at protestere mod Collins Princip, "hvilket, dersom det toges til Følge, vilde etablere den Sætning, at der ved det kgl. Teater ikke findes Embedsmænd, men kun Betjente." Denne Bemærkning troede han at skylde baade Sagen og sig selv - til Trods for den Agtelse, han, som alle 328 andre, nærede for Collin (Indk. Breve 1840 Teaterark. (R. A.)). - L.34. Det fremgaar af en Notits i MSS, at der sigtes til Artikelrækken "Om Theatret" i "Fædrelandet" 6/9, 28/9, 5/10, 6/10, 11/11, 12/11, 20/n og 25/11 1840 samt "En Bemærkning" smst. 6/11, alle sign. J. L.Heiberg. Sml. Pros. VI, 171-260 og Uddrag deraf i Overskou V, 428-37.

242, L.4. Augustenborgeren Prins Frederik af Nør (1800-65) udnævntes i Marts 1842 til Statholder og kommanderende General i Hertugdømmerne, hvilket meddeltes i Berl. Tid. 28/3 s. A. - L.14. Ængsteligt: Ordet benyttes af Fru Heiberg i Betydningen "betænkeligt". - L.28. Tivoli grundlagdes af Georg Carstensen og aabnedes 15/8 1843. Sml. C. A. Clemmensen: Tivoli gennem 75 Aar (1918). - Casino grundlagdes af Georg Carstensen som et Vinteretablissement, en Pendant til Tivoli; Foretagendet aabnedes 21/2 1847, men gik fallit, og fra 26/12 1848 benyttedes Bygningen til Folkekomedieog Farceteater, det første offentlige inden for Voldene. Sml. Neiiendam: "Casinos Oprindelse", i Vor Fortid III (1919), 65-86. - L.28. Balparéer paa Christiansborg: Blandt de mange Balparéer, som blev givet i Christian VIIIs Tid, var ogsaa et i Anledning af Kronprins Frederiks Indtog 1841 med Kronprinsesse Mariane. Hertil stillede Overhofmarskallatet Billetter til Professor Heiberg og trues Disposition.

243, L.4. "De Nygifte", Digt af Heiberg, trykt i "Nye Digte" (1841). - L.19. "Nye Digte": Sml. Var. til I, 268, 30.

244, L.16. Creolerindens Rolle: Anna Nielsen udførte i "Mulatten" Plantageejerens Kone, Eleonore. - L.37. Fortællingen, hvoraf den er taget: Novellen, som laa til Grund for "Mulatten", var "Les épaves". Sml. Portefeuillen 1840, 195-271, hvor Fortællingen er trykt paa Dansk, underskrevet Madame Charles Reybaud (H. Arnaud).

245, L.1. Det mangler dramatisk Fremgang: Fru Heibergs Skildring af "Mulatten" er præget af det mindre gode Forhold, hvori hendes Ægtefælle stod til H. C. Andersen. Da "Mulatten" og Stykkets Digter ogsaa havde gjort Lykke i Sverige, sagde Heiberg ironisk til ham: "Naar jeg rejser til Sverige, maa De være med mig, for at ogsaa jeg kan faa lidt saadan Hyldest!" Andersen syntes ikke om Spøgen og svarede: "Rejs derover med Deres Kone! Og De vil komme til det meget lettere." Se Mit Livs Eventyr (1855), 223. - L.3. Calderóns Drama: Fru Heibergs Beundring for Calderón var inspireret af hendes Mand, som benyttede hans dramatiske Opbygningsstil. Heibergs Doktorafhandling (1817) handlede om den spanske Digter. - "Dorothea og Gomez Arias", romantisk Tragedie i 5 Akter af Calderón de la Barca (La nina de Gomez Arias), bearbejdet af Sille Beyer (1803-61); opf. 1. Gang 6/3 1840. Fru Heiberg udførte deri Donna Dorothea, men Stykket gaves kun 4 Gange. Sille Beyer havde forandret Slutningen og gjort Stykket, som Goldschmidt skrev, til en "rigtig rar Tragedie", sml. Corsaren 22/1 1841. Han forudsaa, at man kunde vente sig lignende Bearbejdelser af Shakespeares Værker, hvilket ogsaa skete. Sml. II, 148, 4 og 175, 10 med Noter.

246, L.34. i en ældre Alder: Anna Nielsen, som i "Dorothea og Gomez 329 Arias" spillede Donna Isabel, var kun 27-28 Aar, da hun blev forelsket i N. P. Nielsen. Se Note til I, 124, 18.

248, L.10. Bibliotekar, Professor ved Univ. Christian Molbech (1783- 1857); han var Rahbeks Efterfølger som Meddirektør (Censor) ved Det kgl. Teater 1830-42. Sin Beundring for Fru Heiberg gav han 1839 Udtryk for i Fortalen til sin Udgave af Rosenstand-Goiskes Kritiske Efterretniger, som han dedicerede til hende. - L.13. I Fru Heib. Ark. er bevaret 12 Breve fra Molbech til hende fra Tiden 1831-57, deriblandt det nedenfor gengivne; se ogsaa Var. til I, 182, 12-184, 6; i de Heibergske Familiepapirer i det kgl. Bibl. (N. k. S. 3066, 4°) et enkelt Brev af 14/2 1850.

249, L.19. Brevvexling med en Dame: Molbech havde længe forud (i Aarene 1813-15) staaet i en livlig Brevveksling med Kamma Rahbek; sml. I 270, 32 og Note. - L.21. Disse Correspondancer... kunde jeg ikke indlade mig paa: Siden skiftede Fru Heiberg Mening og indlod sig med Ministeren A. F. Krieger paa en mangeaarig og omfattende Korrespondance, som blev udgivet 1914-15.

250, L.6. Galanteri mod Damer: Molbechs Galanteri gav sig bl. a. det Udslag, at han i sine Embedsskrivelser forsvarede de unge Danserinder, f. Eks. Andrea Krätzmer og Lucile Grahn, med hvem Bournonville laa i Strid. Galant var han derimod ikke i sine Censurer af de unge Dramatikeres Arbejder. Han havde et eget Talent til at lade sin karrige Ros fortone sig i lange, filosofiske og æstetiske Betragtninger, hvormed han ofte skød langt over Maalet. Sml. Overskou: Af mit Liv, 2. Udg. II (1916), 206. - L.11. en nylig afdød Ven: Der sigtes utvivlsomt til den forhenv. Direktør i det udenlandske Departement F. C. E. Dankwart (1782-1856), om hvem Molbech skrev en stærkt personlig præget Nekrolog i Berl. Tid. 29/11-31/11 1856. Sml. Hist. Tidsskr. 10. R. IV, 59. - L.14. Sml. H. C. Andersens Brev til Fru Heiberg af 29/8 1840 (i Fru Heib. Ark.). - L.16. "Maurerpigen", Tragedie i 5 Akter af H.C.Andersen; opf. 1. Gang 18/12 1840. Heri ønskede Forfatteren, at Fru Heiberg skulde spille Titelrollen, en fattig, forældreløs Pige, men hun afslog hans Ønske; sml. Mit Livs Eventyr (1855), 226. Om dette Sammenstød med Fru Heiberg noterede Andersen i sin Almanak: "29. Aug.:... Klokken 1 læst Stykket for Fru Heiberg, hun kaldte det en Karl, og at det var Svulst. Min krybende Bønfaldelse om at spille, afslaaet. Svar imorgen. Rasende." Nærmere Detailler meddelte han siden Nicolaj Bøgh. Andersen ydmygede sig, fordi han trængte til Penge til en Udenlandsrejse. Da Fru Heiberg kaldte "Maurerpigen" en "Karlerolle", blev han rasende og raabte: "Aa, Fru Heiberg, hvor kan De krænke mig saadan! De har ikke Hjerte! De er ikke et godt Menneske! Men det vil jeg sige Dem: Nu staar De stolt og kold paa Lykkehjulets Top. Vogt Dem! De kan maaske komme til at ligge helt nede, og jeg kan komme til at sidde helt oppe, og da skal jeg knuse Dem!" Ved hans truende Stilling og det diabolske Udtryk i hans Ansigt veg hun tilbage, gik baglængs ud af Døren og sagde: "Vig bort fra mig, rasende Menneske. De er jo ond, De er ondskabsfuld!" Han raabte efter hende: "Ja, er jeg det, saa er det Dem, der har gjort mig dertil, 330 for jeg er det ikke af Naturen!" I stor Affekt søgte han Jonas Collin og sagde: "Fru Heiberg har krænket mig dybt." Han fortalte nu Tildragelsen, men Collin svarede: "Sig ikke et Ord mod Fru Heiberg! Det hæver hende og knuser Dem. Alle Mennesker vil vende Dem Ryggen." Sml. Museum 1891 II, 86-91. H. C.Andersens Brevveksling med Edv. og Henriette Collin I (1933), 302 f.; V (1936), 79. Fru Holst overtog Titelrollen, men end ikke Hartmanns Musik kunde redde det svage Stykke, som tilmed fremkom tæt ind under Jul; det opførtes kun tre Gange. - L.25. "ublidt": H. C. Andersen skriver: "Hun afslog det, og ikke mildt" (Mit Livs Eventyr. 226-27).

251, L.14. et Brev til Heiberg: Hverken i det kgl. Bibl. eller i R. A. er der bevaret Breve fra H. C. Andersen til Heiberg.

252, L.7. H.C.Andersen rejste i Oktober 1840 til Italien (se: Mit Livs Eventyr, 229). Hans Brev lyder efter Originalen i Fru Heib. Ark.:

Kjøbenhavn den 31 October 1840
Fru Heiberg!
I Dag forlader jeg Danmark, men før jeg reiser bort maa jeg sige Dem et venligt Lev vel! De har gjort mig meget bedrøvet, dog naar jeg møder Dem igjen rækker De mig Haanden, som jeg her rækker Dem den! Hils Deres Mand og hans Moder!
Altid, som før
Deres Dem hengivne
H. C. Andersen.

- L.17. skrevet i en af sine Bøger: I H. C.Andersen: Eventyr og Historier. II (1863), 421 omtales Fru Heiberg. H.C.Andersen begrunder her den i Var. til I, 238, 28 (Fodnote) omtalte Tilegnelse saaledes: "Denne første Tilegnelse bragtes Fru Heiberg , ikke blot fordi hun allerede da var den store, feirede Konstnerinde, men som Een af de Faa, der tidligst udtalte sig venlig og med skjønsom Tak om disse, dengang endnu ikke stort paaagtede Digtninger; hendes velvillige Ord, og særligt H. C. Ørsteds ofte udtalte Glæde over det Humoristiske i Eventyrene, var den første betydelige Opmuntring." Fru Heiberg var dog ikke blandt de første, som fortalte Eventyrene offentligt; det var Henriette Jørgensen og Phister. - L.27. et Bind nye Eventyr: Der maa sigtes til "Nye Eventyr og Historier", 1. Række, 1. Saml., der udkom ca. 1/3 1858, eller 2. Saml., der udkom i Tiden 11/5-10/6 s. A. Ingen af disse var tilegnede Fru Heiberg, men der kan paa Titelbladet i det hende tilsendte Eksemplar have staaet nogle egenhændige Ord af Forfatteren. Besøget hos Fru Heiberg maa have fundet Sted, inden Andersen i Juni 1858 rejste til Udlandet. - L.31. paa sin sidste Reise til England: H.C.Andersen rejste i Maj 1857 til England og var bl. a. Gæst hos Charles Dickens (1812-70), g. m. Catherine Hogarth (d. 1879). Om hans Forhold til Dickens sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 142. - L.35. min sidste Roman: H. C.Andersens Roman "At være eller ikke være", der udkom 20/5 1857, kritiseredes skarpt i Fædrel. 11/7 s. A. i en firspaltet Anmeldelse, sign. Zu-Zz.

253, L.23. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1768-1844): Sml. II, 331 28-33 og Noter dertil. - L.27. "Emilies Hjertebanken", Vaudeville-Monolog af Heiberg, Musiken arrangeret af L.Zinck; opf. 1. Gang 13/5 1840. Sml. Var. til II, 91, 24. - L.28. Den østrigske Komponist Johann Strauss (1804-49).

254, L.8. "Hvor er det muligt -": Citat fra Digtet "Nei, Intet i Verden kan lignes ved et Bal!" Se Heib. Poet. VII, 363. Formentlig er det Fru Heibergs Ballængsel, som hendes Mand har benyttet i Vaudevillens Tjeneste. Sml. Note til I, 220, 5. - L.20. Thorvaldsen var vendt tilbage: Om Thorvaldsens Hjemkomst 17/9 1838 sml. J. M. Thiele: Thorvaldsen og hans Værker IV. (1850), 38-45. Sigurd Schultz: Da Thorvaldsen kom hjem (1938). 27/9 var han første Gang i Teatret, hvor "De to Grenaderer", "Pas de trois" og "Nei" opførtes, og 20/1 1839 hyldedes han ved N. P. Nielsens Aftenunderholdning i Teatret, hvor Nielsen fremsagde "Velkomst til Thorvaldsen" af Oehlenschläger. Han havde gratis Adgang til Hofparkettet Mandag, Tirsdag, Torsdag og Fredag. - L.27. Udstillinger paa Charlottenborg: Efter at der med adskillige Aars Mellemrum fra 1769 var afholdt Kunstudstillinger paa Charlottenborg, fandt disse fra 1806 Sted hvert Aar. Sml. F. Meldahl: Kunstudstillingerne. (1906), 38 ff.

255, L.3. Digterne havde skrevet Sange: I Helsingør blev Thorvaldsen modtaget med en Sang af Pastor Boye. Idet Fregatten "Rota" ankrede op ved Kbh.s Toldbod, sang Forsamlingen Heibergs Digt: "Thorvaldsens Ankomst" (se Heib. Poet. VIII, 351). Ved Fakkeltoget om Aftenen sang man Christian Winthers Digt: "Til Thorvaldsen, fra Danmarks yngre Kunstnere" (se Winther I, 192); sml. S. Schultz: Da Thorvaldsen kom hjem (1938), 65-75, hvor Sangene er citeret. - L.5. Fregatten "Rota" var 11/5 1838 afgaaet fra Kbh. for at hente Thorvaldsen og hans Værker i Italien. 5/8 lettede Fregatten fra Livorno med Kunstneren og hans Arbejder ombord. Sml. H. B. Dahlerup: Mit Livs Begivenheder 1815-48. (1909), 167-218. - L.28. Digterbaaden: I Dagene før Thorvaldsens Hjemkomst skrev Heiberg til Th. Overskou: "Naar De seer Flaget vaie paa Nicolai Taarn, behager De at begive Dem til Larsens Plads, hvor Indskibningen gaar for sig." Se Overskou: Af mit Liv. 2. Udg. II, (1916), 210. H.C.Andersen har i "Mit eget Eventyr uden Digtning" (1942), 116, givet en Skildring af Modtagelsen, ved hvilken Fru Heiberg ikke var til Stede. Skuespillerindebaaden paa Sonnes Frise er en Fiktion.

256, L.9. det Thorvaldsenske Museum: Thorvaldsen bestemte 1837 i Rom, at hans Arbejder, Samlinger og Formue skulde tilfalde hans Fødeby Kbh. paa den Betingelse, at Kommunen opførte en Bygning til Museumsbrug. En saadan Bygning paabegyndtes 1839 og fuldførtes ved Hjælp af Bidrag fra Kongerne, fra Kommunen og Borgere af alle Lag i 1848. Sml. Fr. Barfod: Thorvaldsensk Album. (1844), 161-80. - L.23. Prologen: Sml. II, 33, 3 med Note.

257, L.9. Hofparquettet: Betegnelse for de første Rækker i Teatrets Tilskuersal, hvortil Hoffets Herrer og fremstaaende Personligheder havde gratis Adgang, og hvor Thorvaldsen og Oehlenschläger sad ved Siden af hinanden. - L.22. den kunstige Dans: Sml. Note til I, 209, 26. - L.26. "Syvsoverdag,": 332 Sml. Note til I, 221, 27. - L.35. Adresseavis: Da Adresseavisen hovedsagelig indeholdt Annoncer, er det rimeligere at antage, at "man" til Morgenkaffen læste for Eks. Berl. Tid. eller Kbhposten eller Fædrelandet.

258, L.23. "Corsaren": Den da 21aarige M. A. Goldschmidts politiske Vittighedsblad begyndte at udkomme 8/10 1840 og blev snart Byens Samtaleemne ved sin udæskende Tone og sine Karikaturer. Bladet fik i Løbet af kort Tid 3000 Abonnenter. Fru Heiberg blev her udsat for Kritik, hvad hun ikke var vant til; f. Eks. da hun spillede Grethe i Vaudevillemonologen "Grethe i Sorgenfri", bebrejdede Goldschmidt hende, at hun snart talte kbh.sk, snart i sjællandsk Bondedialekt. Se Corsaren 26/12 1841 (Nr. 17). Sml. Var. til I, 259, 20. - L.36. den ene Pressesag efter den anden: Datidens Aviscensur slog hyppigt ned over Corsaren og beslaglagde "farlige" Numre. 1843 blev Goldschmidt ved Højesteret idømt 6 Gange 4 Dages Vand og Brød, 200 Rdl. Mulkt og livsvarig Censur. 1846 forlod han Redaktionen. Sml. Goldschmidt: Livserindringer og Resultater. I (1877), 250-430.

259, L.7. Tivoli: Se Note til I, 242, 28. - L.8. fremmede Kunstnere: Det var især Musikens verdensberømte Kunstnere, som i Fyrrerne gav Koncerter paa Det kgl. Teater, deriblandt Violinisten François Prume, Pianisterne Franz Liszt og Clara Schumann, Sangerinderne Jenny Lind og Wilhelmine Schröder-Devrient. - L.11. Hoffest fulgte paa Hoffest: Ved disse optraadte hyppigst de italienske Sangere fra Hofteatret ved Christiansborg. De honoreredes med 50 Rdl. hver (Hofkassen 1844-45 (R.A.)). Om Balparée paa Slottet sml. W.Schorn: Da Voldene stod (1905), 77 f. - L.23. Theaterbestyrelsen bestod i Christian VIIIs Regeringstid af Hofmarskal Joachim Godske Levetzau, Kabinetssekretær Johan Gunder Adler, Professor Christian Molbech (til 1/1 1843) og Finansdeputeret Jonas Collin (fra 1/1 1843). - L.24. Holstein: Fra 1811-40, et længere Tidsrum end nogen anden Chef i Teatrets Historie, styrede Officeren og Hofmanden F. C. v. Holstein (1771-1853) Det kgl. Teater med overvejende Hensyn til Kongehusets Interesser. Han var Fader til kgl. Skuespiller Wilhelm Holst. - L.25. Overbo f mester, Kammerherre J. G. v. Levetzau (1782-1859). Han var Teaterchef i sædvanlig Hofmandsstil 1840-49 med Jonas Collin som administrerende Direktør. Dr. Ryges Embedsskrivelser til ham er affattede paa Tysk, hvilket bekræfter Fru Heibergs Ord, at vort Sprog "generede" ham. Bournonville benyttede det franske Sprog, naar han skrev til ham. Sml. J. H. Lorck: 75 Aar (1885), 156.

260, L.29. Collins korte, eiendommelige Breve: I Fru Heib. Ark. (i R. A.) og i de Heibergske Familiepapirer (i N. k. S. 3066 4°, Kgl. Bibl.) er der en Del saadanne Breve fra 1831-61. Se II, 79, II, 138, II, 237, II, 280 f., III, 55, III, 129 samt Var. til II, 198, 33. Andre er af A. D. J. meddelt i 1. Udg. I, 529-30. Breve fra Fru Heiberg til ham findes i Neiiendam: Breve Skuesp. II (se Reg.). - L.35. Den østrigske Skuespiller Friedrich Theodor Kirchner var en Routinier af feminin Art, der i Tyskland især gjorde Lykke som Skuespiller Lustig i "Die falsche Catalani in Krähwinkel", en Farce, der ogsaa fik Sukces hos os ved hans Damekomik. 27/10 1840 gaves Stykket for 333 sidste Gang, og dermed ophørte de danske Skuespillere at spille Komedie paa Tysk.

261, L.4. Taskenspilleren Döbler gav i August 1841 to Forestillinger paa Det kgl. Teater: "Tilsyneladende Trylleri, henhørende til Læren i den underholdende Physik og Mechanik". Da Forestillingerne gjorde Lykke, fortsatte han dem paa Hofteatret. - L.13. en Række Theaterartikler i... "Fædrelandet": Se Note til I, 241, 34. - L.31. Feu: Sml. Var. til I, 289, 18. Denne Form for Spillepræmie blev indført 1842 med den Hensigt at vedligeholde den kunstneriske "Ild" blandt Personalet, d. v. s. give de betydelige Kunstnere Lyst til at spille mindre gode Roller, men Resultatet blev, at Feu'en avlede Intriger, Misundelse og Pengegriskhed. Den kunstige Produktionslyst satte ofte skadelige Spor i Rollefordelingen og Repertoirevalget. Først 1919 blev Feu'en afskaffet. Sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Hist. I (1921), 35-38.

262, L.13. de franske Skuespil: Talen er især om Eugène Scribes Komedier, af hvilke 72 blev opført paa Det kgl. Teater.

263, L.13. "O! Lykke -": Dele af de to sidste Vers af Digtet "Vor gamle Caro holdt en Støi" fra "Emilies Hjertebanken"; (Heib. Poet. VII, 367). - L.22. "Svanehammen", romantisk Skuespil i 3 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 24/6 1841. Fru Heiberg udførte heri den græske Kongedatter Helene, men Stykket gaves kun 5 Gange. Hertz klagede over Teatrets slette Maskineri (Indk. Breve til Teaterdirektionen 1841 (R. A.)). - L.23. Kronprins Frederik Carl Christian, senere Kong Frederik VII (1808-63) blev 10/6 1841 g. m. Prinsesse Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz (1821-76), en Kusine til Prinsesse Louise, Christian IXs Dronning. - L.29. "Fra fjerne Lande -": Citat fra Digtet 1. Akt 1. Sc. i "Svanehammen" (Hertz VI, 175).

264, L.26. sin Gemals Rygte: Fru Heiberg underforstaar her en Viden, som hun fra Teatret havde lettere Adgang til end den fremmede, uerfarne Prinsesse, hvis Forudkendskab til Prins Frederiks Forhold til Balletdanserinderne Jensine Weiner og Louise Rasmussen maa have været tvivlsomt. - L.29. en sanddru Person: Fru Heiberg sigter formentlig her til Hushovmesteren ved Kronprinsens Hof, senere Slotsforvalter paa Fredensborg N. V. Matthiesen, der fra 1835 var gift med hendes ældste Søster Johanna Magdalena, som i nogle Aar var Oldfrue hos Prins Frederik. - L.33. ikke forstod sin Opgave: De Opgaver, som det ikke lykkedes Kronprinsesse Mariane at løse, var at bringe Ro i sin Gemals uligevægtige Sind og føde Landet en Tronarving. Hendes sensible Væsen og letbevægelige Nerveliv passede saa slet som muligt til Kronprinsens robuste Natur, og derfor blev Samlivet ulykkeligt for begge Parter. I Maj 1844 rejste hun, officielt af Helbredshensyn, til sine Forældre, og 30/9 1846 ophævedes Ægteskabet. 1865 besøgte hun det danske Hof. Sml. Biogr. Leks. XV, 320 ff.

265, L.5. Dronning Caroline Amalie, f. Prinsesse af Augustenborg (1796 -1881), g. 1815 m. Christian VIII. - L.14. "Et Glas Vand, eller Liden Tue kan vælte stort Læs", Komedie i 5 Akter af Scribe (Le verre d'eau, ou Les effets 334 et les causes), oversat af Overskou; opf. 1. Gang 29/6 1841). Fru Heiberg spillede (fra 23/10 1841) Abigael, som først blev udført af Elisa Holst. - L.26-28. "Den første Kjærlighed", Lystspil i 1 Akt af Scribe, (Les premiers amours), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 10/6 1831. - "Familien Riquebourg", Drama i 1 Akt af Scribe, oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 30/12 1831. - "Formynder og Myndling", Lystspil i 1 Akt af Scribe og de Courcy (Simple histoire), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 15/1 1830. - "Kjærlighedsdrømme", Vaudeville i 2 Akter af Scribe og Delavigne (La somnambule), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 9/7 1827. - "De Uafhængige", Komedie i 3 Akter af Scribe (Les indépendants), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 12/11 1840. - "Den hemmelige Lidenskab", Lystspil i 3 Akter af Scribe (La passion secrète), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 3/1 1835. - "Enten elskes eller døe!", Lystspil i 1 Akt af Scribe og Dumanoir (Être aimé ou mourir), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 21/5 1838. - "Kammeraterne", Komedie i 5 Akter af Scribe (La camaraderie), oversat af Borgaard; opf. 1. Gang 14/11 1839. Modsat Fru Heibergs stærke Fremhæven af dette Stykkes bestandige Værdi kan det siges, at begge Gange, det har været opført i den nyere Tid, senest 1916 paa Folketeatret i Bearbejdelse ved Einar Christiansen, har "Kammeraterne" virket forældet og er derfor hurtigt paany forsvundet fra Repertoiret. Dets Indhold er en Satire over Kammerateri.

266, L.5. Fru Ryge: Dr. Ryges anden Hustru, Charlotte Betzy f. Anthon (1794-1860), var Ornatrice d. v. s. Garderobeforvarerske ved Teatret. - L.21. "Portefeuillen": Det var ikke i denne Journal, men i dens Efterfølger "Figaro", som udkom fra Juli 1841, at Georg Carstensen kritiserede Fru Heibergs Dragt, idet han indrømmede, at Forestillingen forøvrigt havde vundet ved, at hun havde overtaget Elisa Holsts Rolle. Bladets nye kauserende Tone maa have irriteret Fru Heiberg, siden hun gør en Myg til en Elefant. Da hun ikke forandrede sin Paaklædning, skrev Carstensen, at hun "trods al sund Sans vedblev at spille i den meget omtalte og meget korte, rødstribede Kjole" (se Figaro 31/10; 5/12 1841). Ogsaa i "Corsaren" kritiseredes Dragten (31/12 1841), og "Figaro", der havde faaet Blod paa Tanden, skrev, at hun i "Svanehammen" "næsten jog Tilskuernes Fantasi paa Flugt og gav den nøgne Virkelighed". Sml. 26/12 1841. - L.22. Tivolis Grundlægger Georg Carstensen (1812-57) sml. Note til I, 242, 28. Han havde selv villet være Skuespiller og virket som Oversætter til tre opførte Komedier. - L.33. Smaaravnene: Hermed mener Fru Heiberg Journalen "Figaro", som Carstensen udgav. - L.40. den Dag, Stykket atter stod til Opførelse: Fru Heiberg spillede Abigaels Rolle fra 23/10 1841 og nogle Aftener i Nov. og Dec. Maaned, ialt 10 Gange; fra Nytaar afgav hun Rollen som en stiltiende Protest mod Presseomtalen af hendes Kostume. Heiberg skrev 3/1 1842 til Teaterchef Levetzau, om hans Frue paa Grund af "de pøbelagtige Invectioner, som "Figaro" og andre Blade have fremført imod hende", maatte blive fritaget for oftere at udføre Rollen i "Et Glas Vand". Der var efter hans Mening ikke, under alle de kaade Angreb, fremført en eneste motiveret Indvending mod Kostumets Rigtighed, men 335 forandrede hun det, vilde hun vise "en svag Eftergivenhed for Stemmer, som ikke fortjente Agtelse". Sml. Teatret XI. (1911), 111. Direktionen opfyldte hans Ønske.

269, L.2. Rahbeks Bakkehus: Huset havde været behoet af Rahbek i lienved 50 Aar; først var han Lejer og fra 1802 Ejer. 1798 havde han ægtet Karen Margareta (Kamma) Heger (1775-1829), Søster til Oehlenschlägers Hustru, og hermed begyndte Bakkehusets egentlige Æra i dansk Aandslivs Historie. Hun døde 1829 og Rahbek det følgende Aar. Heiberg havde som Dreng i to Aar boet hos Ægteparret. Sml. L.Bobé: Frederiksberg. (1937), 145-86. - L.15. Værten: Bakkehuset solgtes 1831 af Rahbeks Fallitbo til Dekoratør L.D.Hamm, der om Sommeren udlejede Huset til Landliggere; efter Heibergs boede i 1845 Grundtvig derude og skrev Salmen "Kirkeklokke! ej til Hovedstæder". Om Vinteren havde en Opsynsmand Tilsyn med Ejendommen. 1852 blev Bakkehuset solgt ved Auktion til Kammerherre Bibow, der i 1855 tilskødede det til "Helbredelsesanstalten for idiotiske Børn", den senere Aandssvageanstalt for Sjælland. Sml. L.Bobé: Frederiksberg. (1937), 181. Troeis-Lund: Et Liv. (1924), 92-100. - L.16. Rahbeks Billed: Mindestenen, rejst af Medborgere 1833, for Rahbek og hans Hustru og udført af H. E. Freund og C. F. Hetsch, stod tidligere længere nede i Rahbeks Allé, men blev 1926 flyttet op i Bakkehusets Have, da Mindestuerne aabnedes. - L.22. Kallebodstrands fredelige Vande: Paa dette Tidspunkt kunde man fra Bakkehuset se ud over Kalvebodstrand til Amager. Sml. H. Buntzens Maleri, bl. a. gengivet i H.Kyrre: K. L.Rahbek (1929), 316.

270, L.1. Digterforliebelser: Rahbeks mest kendte Forliebelser gjaldt Skuespillerinderne Johanne Cathrine Rosing, f. Olsen og Birgitte Elisabeth Andersen, f. Olsen. Den sidste, som kaldtes "Rahbeks anden Olsen", og med hvem Fru Heiberg havde virket paa Teatret, boede i Tyverne paa Bakkehuset. Sml. J.M.Thiele: Mit Livs Aarbøger.2 I (1917), 142. - L.32. den Brevsamling: Chr. Molbech og Karen Margrethe Rahbek. En Brevvexling, udg. af Chr. K. F. Molbech. 1883. Sml. Note til I, 249, 19.

271, L.1. "Intelligensblade", udg. af J. L.Heiberg, begyndte at udkomme 15/3 1842 og sluttede med fjerde Bind 1/3 1844. - L.11. et malerisk Atlas: Danmark. Et malerisk Atlas. Tegnet efter Naturen af C. F. Christensen, ledsaget med poetiske Vignetter af J. L.Heiberg. 1842. (Digtene optrykt i Heib. Poet. VIII, 151-264). - L.29. en længere Artikel: "Intelligensblade" (Nr. 6) 1/6 1842 (sml. Heib. Pros. IV, 263-83). - L.30. hans vaagnende Kjærlighed: Molbechs senere Hustru hed Johanne Christine Langberg (1793- 1879) og var Datter af Dispachør K. E. Langberg, som boede paa Ny Bakkegaard, senere C. C. Halls Hjem, tæt ved Rahbeks Bakkehus.

272, L.17. "Julespøg og Nytaarsløier", romantisk Komedie i 2 Akter af Heiberg (1817), udgiver sig for at være en Fortsættelse af Oehlenschlägers "Sanct Hansaften-Spil". Ved sit Angreb paa Ingemanns Sørgespil "Blanca" indvikledes Heiberg i en Polemik med Grundtvig, over hvem han satiriserede i Pjecen "Ny ABC-Bog i en Times Undervisning til Ære, Nytte og Fornøielse 336 for den unge Grundtvig" (1817). "Julespøg og Nytaarsløier" er optrykt i Heib. Poet. I, 311-485. - L.19. Holbergs Peder Paars, 1.-3. Bog. 1719- 20. - L.20. Hos P.Hansen: "Om Johan Ludvig Heiberg. Nogle litteraturhistoriske Oplysninger" (1867) S. 64 læses: "For ei at vække Opsigt ved et offentligt Skridt mod Heiberg, der var en velseet Gjæst i Stadens eleganteste Circler, fik Justitsminister Kaas Ordre til at give ham en privat Advarsel." - L.22. Grev Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig(en) (1688-1754), var Holbergs Patron, og fik Frederik IV overtalt til ikke at skride ind mod 1. Bog af Peder Paars, saadan som Fr. Rostgaard havde foreslaaet (sml. Chr. Bruun: Holbergs Peder Paars (1862), 56). - L.23. den flyvende Post, se I, 60, 25; I, 137, 13. - L.31. slette og uværdige Producter: Til den nye Digtarts Forklaring og som Svar paa Angreb udgav Heiberg 1826 Manifestet "Om Vaudevillen" (optrykt i Heib. Pros. VI, l-113). Angaaende Heibergs Forhold til Vaudevillernes Kritikere, hvoriblandt St. St. Blicher var, sml. Fr. Schyberg: Dansk Teaterkritik (1937), 150-91. - L.33-35. "Recensenten og Dyret", Vaudeville i 1 Akt af Heiberg; opf. 1. Gang 22/10 1826. - "Aprilsnarrene", se I, 45, f. - "De Uadskillelige", se I, 58, f.

273, L.14. Solodanserinde Caroline Fjeldsted (1821-81), senere g. m. Violoncellisien, kgl. Kammermusikus Christian Kellermann (1815-66). - L.18. "Perspectivkassen, en Dyrehavs-Scene" var et ubetydeligt Lejlighedsarbejde af Hertz; det opførtes 1. Gang 10/6 1842. Rollerne udførtes af Fru Heiberg og Christen Foersom. - L.24. "Stemninger og Tilstande", Roman af Hertz, udkom 1839. - L.35. Angrebene... i Bladene: I "Intelligensblade" I. (1842) 192 svarede Hertz paa Angrebene vedr. "Perspectivkassen": "Hvad der har bevæget mig til at tage til Orde, og hvad jeg troer, man ikke ofte nok kan gjøre Almeenheden opmærksom paa, det er den Samvittighedsløshed, hvormed de, der have anmasset sig Dags-Kritiken, røgte dette Kald; den Vilkaarlighed, hvormed de tractere en Forfatters Arbeid, og endelig den Ringeagt de vise mod Publikum." Hertz gennemgik de forskellige Bladudtalelser i Fædrel., Kbhpost og Figaro, der var særlig aggressiv; bl. a. fandt Bladet det mærkeligt, at "Prof. Heiberg, der har meddelt sig selv Bestalling som den gode Smags Vægter og Regulator, har kunnet taale, at hans Kones Talent og yndede Personlighed benyttes til at indsmugle et saadant æsthetisk Product". Sml. Figaro 19/6 1842. I "Intelligensblade" 205-224 og 229- 47, fremdrog Heiberg de forskellige Blades Kritik og svarede paa den. - L.38. "Figaro": Journal for Literatur, Kunst og Musik, udg. af Georg Carstensen, afløste "Portefeuillen" og begyndte at udkomme 1/7 1841. Da Heiberg udsendte sine "Intelligensblade", lod Carstensen "Figaro" ledsage af et Følgeblad, som kaldtes "Nye Intelligensblade", hvori Heibergs Kritik blev imødegaaet uden Persons Anseelse. Til Gengæld ansaa Heiberg Carstensen for at være "en Nullitet som æsthetisk Dommer". Forholdet mellem dem blev nu meget skarpt, hvilket fremgaar af deres Brevveksling i "Intelligensblade" 15/8 1842 (Nr. 11). En Art Forsoning kom dog siden i Stand, da Carstensen som en slagen Mand var vendt tilbage fra Amerika; sml. Heib. Hjem, 317.

337

274, L.7. en af Theatrets Kunstnere: Wilh. Holst, ved hvis Benefice 8/7 1842 "Perspectivkassen" opførtes sidste Gang. - L.31. Nogle... Artikler: Talen er om nogle Artikler mod Heiberg i "Nye Intelligensblade" (Nr. l- 13), der ikke har Præg af at være skrevet af Georg Carstensen. Kritikeren P. L.Møller (1814-65) vedgik Forfatterskabet i "Arena", et polemisk-æstetisk Blad, 1843, 25: "Ideen til denne Opposition mod Heiberg opstod samtidig hos Flere, og Mange have meent, at der var tilstrækkelig Grund dertil. I Alt have 7 mig bekjendte Individer været Medarbeidere."

275, L.11. Dr. Ryge: Under F. Lindgreens Begravelse nogle Dage forud anede Ryge sin nære Død, der indtraf pludseligt 29/6 1842; sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 238. 11/7 fremsagde Anna Nielsen fra Scenen et Mindedigt til hans Ære af Forfatteren F.J.Hansen. 11/9 1842 fejrede Teatret hans Minde med Opførelsen af et Forspil, skrevet af Oehlenschläger, og "Tordenskiold", hvori Ryge som Tjeneren Kold havde haft en af sine mest rørende Roller, som nu blev en af de faa, der klædte Phister uheldigt. - L.32. Ryge kunde ogsaa spille comiske Roller, endog i Syngespillene, f. Eks. Saft i "Sovedrikken", saaledes at Chr. Winther paa hans Grav kunde skrive: "Hans Herredom sig strakte lige fra Hakon Jarl og ned til Saft." Det var en robust Komik med tydelig Karakteristik, men uden vis comica og Gratie, hvilket han selv indrømmer i sit pudsige Skrift "Critisk Sammenligning imellem nogle af det kgl. Theaters Skuespillere og Skuespillerinder" (1832). - L.37. en mat Copi: Fru Heiberg sigter næppe til nogen bestemt. Den eneste, som direkte kopierede Ryge, var Christian Kragh, en underordnet Skuespiller. Man kan ikke sige, at N.P.Nielsen kopierede Ryge; de var Skuespillere af samme Art, men Ryge et langt større Temperament.

276, L.34. levet med Ægteparret: I Maj 1802 kom den da tiaarige Heiberg i Huset hos Rahbeks, men Opholdet blev en Lidelse for ham; de egnede sig ikke til at opdrage Børn, og i Nov. 1804 flygtede han derfra. Han kom først igen paa Bakkehuset som voksen, men kan ikke siges at tilhøre den egentlige Vennekres. Sml. Fra J. L.Heibergs Ungdom, Memoirer og Breve XXXVII (1922) og P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg ved Johanne Luise Heiberg, 3. Udg. (1883), 344-70.

277, L.6. Baggesen fik hin Rose: I Baggesens Digt "Afskeds-Rosen. Til Fru Professorinde Rahbek", trykt i Charis, 1807, 64, alluderes til en Rose, Fru Rahbek havde plukket til Digteren. - L.27. "Mynster prædiker herude": Som kgl. Konfessionarms prædikede Mynster i Frederiksberg Slotskirke for Enkedronning Marie Sophie Frederikke, efter hvis Død i 1852 Kirken blev benyttet til militært Bibliotek. Den er fra 1932 restaureret og genaabnet til Brug for den oprindelige Bestemmelse. Om Fru Heibergs Forhold til Biskop Mynster sml. Note til I, 219, 27. I Anledning af hans Død skrev hun Søndag Aften 5/2 1854 et dybt følt Brev til Martensen (i Martensens Arkiv, N. k. S. 3451, 4°), hvis Prædiken hun samme Dag havde hørt. En Artikel af hende om Mynster (sml. Krieger I, 210) blev vistnok ikke trykt. Den er antagelig skrevet efter Dagbladets Anmeldelse 1/6 1854 af Mynsters 338 i April udkomne..Meddelelser om mit Levnet". Sml. Et Liv IV, 8. - L.39. de religiøse Samtaler: Sml. Martensen: Af mit Levnet II, 36 f. og Note til I, 219, 19.

278, L.24. "Dina", tragisk Drama i 5 Akter af Oehlenschläger; opf. 1. Gang 27/10 1842. - L.34. sine nyeste Skuespil: Siden Opførelsen af "Dronning Margareta" i 1833 havde Oehlenschläger ikke haft synderlig Glæde af sine nye sceniske Arbejder, for Eks. "De italienske Røvere" og "Sokrates" i 1835, "Den lille Skuespiller" i 1837, "Olaf den Hellige" i 1838 og "Knud den Store" i 1839.

279, L.13. en historisk Person: Dina Vinhofvers (senest ca. 1620-51), en Eventyrerske, som efter Dom blev henrettet paa Pladsen foran Kbh.s Slot for sine løgnagtige Beskyldninger mod Corfitz Ulfeldt (1606-64) og Leonora Christina, der gik ud paa, at de havde til Hensigt at forgive Kong Frederik III. Oehlenschlägers Skildring af hende i "Dina" er fri Fantasi. - L.32. de Schillerske historiske Figurer: Af Schillerske Skikkelser, som bar historiske Navne, var Don Carlos, Jeanne d'Arc og Maria Stuart fremstillet paa Det kgl. Teater. - L.38. "Sardanapal", Tragedie i 5 Akter af Lord Byron (1788-1824), oversat af Sille Beyer, gaves 5 Gange fra 16/11 1850. Fru Heiberg udførte deri - i Samspil med Wiehe - den joniske Slavinde Myrrha, Kongens Elskede. Sille Beyers Oversættelse foreligger kun i Haandskrift (Det kgl. Teaters Sufflørarkiv Nr. 653 i Det kgl. Bibl.).

280, L.14. Den Skuespiller: M. Wiehe, som udførte Titelrollen i "Sardanapal". - L.21. Citat fra 1. Akt af "Sardanapal" (S. 79-81).

281, L.13. "Dronningen paa 16 Aar" sml. Note til I, 167, 19. Talen er om Dronning Kristina af Sverige.

282, L.31. Bakkegaarden: Den af Dispachør K. E. Langberg i Aaret 1800 opførte Ejendom "Ny Bakkegaard" er med faa Forandringer endnu bevaret. - L.32. Auditør, senere Minister Carl Christian Hall (1812-88), g. m. Augusta Marie Frederikke Brøndsted (1816-91), Datter af Arkæologen, Professor P. O. Brøndsted (1780-1842). Han døde 26/6 efter en Rideulykke. Hall boede som Heibergs inde i Byen, men laa om Sommeren paa Landet paa "Ny Bakkegaard"; først 1850 opgiver Vejviseren ham som Ejer og fast Beboer derude.

283, L.1. indføre ham hos os: Hall kendte Heibergs allerede 1831 og antagelig endnu tidligere. Han var Student fra Borgerdydsskolen paa Christianshavn 1829, samme Aar som Andreas Buntzen (1811-80), den senere Overkirurg, Professor ved Univ. og Etatsraad. Sml. Heib. Familiebreve, S. 116 og Borgerdydsskolens Discipelprot. (L.A.). - L.6. helingen: Hovedgaard ved Vordingborg, ejedes af Godsejer H. H. Aagaard (1785-1866), g. m. Marie Koës (1790-1858), der var Søster til Fru Frederikke Brøndsted, f. Koës (1790-1818), Fru Halls Moder. - L.17. det saakaldte MacEvoyske Palais: Senere Prins Frederik af Hessens Ejendom, der nu indehaves af Firmaet Hornung & Møller. Kbh.s Vejviser opgiver 1843 og 1844, at Ægteparret Heiberg boede i Bredgade Nr. 179 A (nu Nr. 54). Om 339 Palæets Historie sml. J.Davidsen: Fra det gl. Kongens Kjøbenhavn II (1881), 131-53.

284, L.6. Stykket blev modtaget med stormende Bifald: Berl. Tid. 28/10 1842 (Nr. 286) skrev: "Dette Arbejde, der røber en beundringsværdig ungdommelig Kraft og poetisk Begeistring, blev modtaget med enthusiastisk Bifald." Publikum raabte "Leve Oehlenschläger!" - L.10. Digtforord: Trykt i Oehl. XXIII, 53.

285, L.1. En Aften i November: Det var 17/11 1842, at Publikum raabte "Leve Fru Heiberg!" Begejstringen fortsattes ude paa Gaden, hvor en Del unge Mennesker ventede, til hendes Vogn kørte ud ad Teaterporten; de spændte Hestene fra og trak hende til Hjemmet i Bredgade. - L.15. den Skuespiller: Talen er om Fremstilleren af Slotsherrens Rolle. Den udførtes af Christian Kragh. - L.18. "Hun er besvimet -": Citat fra "Dina" 3. Akt; den korrekte Ordlyd er:

Hun er besvimet. Bringer nu med Omhu
Den arme, den ulykkelige Qvinde
Til Liv igien.
(Oehl. XI, 345).

- L.34. min Tjener: Allerede medens Heibergs boede i deres første Lejlighed i Brogade, holdt de to Piger, en ældre og en ung, samt en Tjener. Han hed Peter Larsen Sivertsen og var 22 Aar (Mandtalslisten Christianshavns Kvt. 1840).

286, L.14. et deiligt Digt af Hertz: Paa sin 30 Aars Fødselsdag modtog Fru Heiberg Studenternes Hyldest og Hertz' Sang: "Notturno. Til Johanne Luise Heiberg. Afsjungen af et Antal Studerende den 22de November 1842"; trykt i Hertz: Digte IV, 55 ff. Et Øjenvidne fortæller: "Det var en herlig Maaneskins-Aften. Sneen var drysset paa Tage og Træer, foran os viste sig i stærk Belysning et Værelse i Stue-Etagen med et høit og stort aabent Vindue, hvorfra vi vidste, hun vilde høre paa vor Sang. Her traadte hun omsider frem, hun, hvem saa mange, unge, begeistrede Hjerter slog imøde; her viste sig den skjønne, poetiske Skikkelse." Se Ugentl. Blade 1859, 211. "Figaro" gengav Avisernes Meddelelser om Fakkelhyldesten 27/11 1842. - L.15. Den unge Molbech: Professor Molbechs Søn, daværende stud. theol. Christian K. F. Molbech (1821-88), senere Forfatter bl. a. til "Ambrosius" og Oversætter af Dante. Han havde i 1842 udgivet en Satire mod Heiberg i Anledning af "En Sjæl efter Døden": "J.L.Heiberg efter Døden".

288, L.33. "Wie theuer -": Fri Gengivelse af Linjen "ich habe, wie schwer! meine Gedichte bezahlt", i Goethe: Epigramme, Venedig 1790, Nr. 35 (Goethe I, 250).

289, L.21. "Ørkenens Søn", Romantisk Skuespil i 5 Akter af Fr. Halm (Der Sohn der Wildnis), oversat af Borgaard; opf. 1. Gang 6/2 1843. Heri spillede kgl. Skuespiller Wilh. Holst (1807-98) Ingomar og Fru Heiberg Parthenia, og det var i den Rolle, Thorvaldsen beundrede hendes smukke 340 Attituder. Sml. Julius Lange: Sergel og Thorvaldsen. (1886), 94. Heiberg gik stærkt ind for dette Drama i sine "Intelligensblade" II. (1843), 265; han kaldte det "baade i poetisk og i technisk Henseende det betydeligste Værk, som i mange Aar er blevet frembragt, og det ikke blot naar vi betragte vor egen, men ogsaa den udenlandske dramatiske Litteratur". Heiberg oplyste, at Forfatteren, hvis egentlige Navn var Baron Münch-Bellinghausen (1806-71), havde skænket sit Originalmanuskript til den danske Scene, hvis Repertoire Stykket tilhørte til 1848. - L.24. Heiberg... fungerende som Sceneinstructeur: I en udførlig Redegørelse af 19/2 1842 havde Heiberg overfor Teaterdirektionen skildret sin Stilling ved Teatret, med hvilken han var meget utilfreds. Men da han selv var uden Skyld, vilde han i Tide "værne sit gode Omdømme". Direktionen gav ham ikke paa noget Punkt den afgørende Myndighed. Resultatet heraf var, at han havde det Indtryk, at Dir. "ansaa ham for at være ubrugelig i Theatrets Tjeneste". Mest Lyst havde han til at begære sin Afsked, men naar han alligevel ikke gjorde det, var Grunden den, at han i saa Fald ogsaa "maatte andrage paa sin Kones Afsked", eftersom han paa ingen Maade vilde lade hende blive ved Teatret, naar han selv forlod det - "Noget, hvori hun desuden ganske havde samme Anskuelse og Villie". Selv om Majestæten vilde bevilge hende en Pension, nærede Heiberg dog Frygt for at rive hende pludselig ud af et Kald, "hvortil Naturen havde bestemt hende". Han mente, at der forestod "hendes Talent en ny Udvikling, som det vilde være betænkeligt at afbryde". Hvis Direktionen ogsaa i Fremtiden vilde holde ham "fjernet fra al Indflydelse paa Theatrets Udvikling og Fremgang", vilde han betragte sin Gage som en Erstatning for det Misforhold, der var mellem den Indtægt, hans dramatiske Arbejder havde bragt Teatret, og det Honorar, han havde modtaget. Han behøvede blot at fremdrage Eksemplet "Nei", som var det eneste Stykke i Teatrets Historie, der i Løbet af 5 1/2 Aar havde opnaaet 50 Opførelser, men for hvilket hans Betaling kun havde været 89 Rdl. 4 M. og 2 Sk. Denne Oplysning indeholdt Grunden til, at han trods al Misfornøjelse ikke trak sig tilbage fra en Post, "som saa lidet svarede til hans gyldige Fordringer, og hvorpaa vist Ingen, hverken af mine Foresatte eller af mine Venner, seer mig med Fornøielse". Som Svar paa denne Skrivelse forøgede Direktionen lidt efter lidt Heibergs Arbejdsomraade; efter Ryges Død virkede han som Sceneinstruktør, en Gerning, overfor hvilken han iøvrigt intet havde paa Hjerte udover at være en smagfuld "Anordner" eller "æstetisk Regissør", og da Molbech afgik som Direktør fra 1/1 1843, overtog han Censorposten, ved hvilken han hidtil havde været Medhjælper - uden dog som Forgængeren at blive Medlem af Direktionen. Derimod var han med til at udforme det nye Forfatterregulativ af 1842. (Indk. Breve til Teaterdirektionen 1842. (R. A.).

291, L.16. Runeskriften: 2. Akt, 6. Sc. (Hertz VI, 72). - L.17. Laocoons Stilling: se I 292, 26 og Note. - L.18. Hakon dreier Guldhornet: "Hakon Jarl", 4. Akt (Oehl. III, 108).

292, L.5. Det menneskelige Ansigt: Sml. Var. til II, 134, 24. - L.26.

341

Lessings Betragtninger: Den tyske Digter Gotthold Ephraim Lessing (1729- 81). Sml. hans Værk "Laokoon, oder über die Grenzen der Malerei und Poesie" (1766).

293, L.17. "Joseph og hans Brødre i Ægypten": Syngestykke i 3 Akter af Duval og Lormian, oversat af N.T.Bruun; Musiken af Méhul (1763- 1817), opførtes 1. Gang 10/10 1816 og tilhørte i Fru Heibergs Tid stadig det løbende Repertoire. - L.27. "Min fjortende Vaar -", Romance fra 1. Akt,, 1. Sc. af "Joseph og hans Brødre".

294, L.24. Heibergs... Bedømmelse: Sml. Note til I, 289, 21.

295, L.1. Den italienske Opera i Kjøbenhavn: 18/11 1841 begyndte et italiensk Operaselskab sine Forestillinger paa Vesterbros Teater med Donizettis Værk "Gemma di Vergy". Madame Forconi og Pietro Rossi, Sopranen og Tenoren, tog straks Publikum med Storm. Bladene beklagede, at Italienerne maatte synge i et Sommerlokale, hvor Kulden var skadelig for Stemmerne. Lederen, Buffosangeren Savio, døde kort efter af Lungebetændelse. Fra 3/1 1842 blev Hofteatret stillet til Disposition af Kongen, og om Sommeren lod han Teatret ombygge og modernisere. 1/11 begyndte Forestillingerne paany, først med en dansk Gratisforestilling, ved hvilken Fru Heiberg foran "Erasmus Montanus" fremsagde en Prolog af sin Mand (se Heib. Poet. IX, 248 f.). Fra 4/11 var Hofteatret italiensk og delvis understøttet af Kongen. Publikums Begejstring syntes uden Grænser, men fra Midten af Fyrrerne dalede Tilslutningen, og i 1854 var den helt afsluttet. Heiberg slog koldt Vand i Blodet: "Selv om den italienske Opera ikke har gjort andet Gavn end at lære vort Nationaltheater, hvad det ikke skal befatte sig med, da er Dette allerede en saare priselig Frugt" (Intelligensblade 1842 (Nr. 1). Svar herpaa, et Forsvar for Italienerne, fremkom i Nye Intelligensblade 10/4, 17/4 1842 (Nr. 2-3)). Italienerne overgik vore hjemlige Sangere i Stemmeudfoldelse, men deres Aktion var ikke anlagt paa Sammenspil, og de søgte personlig "Bravour". Orkestret og Koret var meget ringe. Nogen Betydning for dansk Opera fik Selskabet ved at bringe nye Værker hertil, som siden i dansk Oversættelse fornyede det hjemlige Repertoire, til Eks. Donizettis "Lucia af Lammermoor" og "Lucrezia Borgia". Som Modvægt opførte de danske Sangere "Figaros Bryllup" paa Italiensk, og det var ved den Lejlighed, at Peter Schram skabte sin berømte Don Bartholo. Sml. Neiiendam: Theatermuseet ved Christiansborg (1940), 35 ff. - L.3. "Romeo og Giulietta", (paa Plakaten kaldet "Romeo e Giulietta"): Anonymt Lystspil i 1 Akt paa rimede Vers (af C. A. Warburg); opf. 1. Gang 16/5 1843 og siden spillet 24 Gange indtil Jan. 1847. Stykket udkom 1843. - L.18. Pietro Rossi var en Natursanger uden videre kunstnerisk Uddannelse, men med en skøn og stærk Tenor. Marstrand malede hans Portræt, og H. C. Andersen skrev, at der "bævede en Smerte igennem hans Sang". Han optraadte sidste Gang paa Hofteatret i Foraaret 1846; sml. R. Neiiendam: Theatermuseet ved Christiansborg (1940), 35. - L.20. Felicita Forconi var en dygtig dramatisk Sopransangerinde med et nydeligt Ydre, som Maleren Bærentzen forevigede. Oehlenschläger skrev, at 342 hun havde "Ild og Følelse" i sin Sang (Erindringer III, 43). Kongen udnævnte hende 1843 til Kammersangerinde. Publikum snakkede ikke, om hvorvidt hun var "Forconis ægteviede Hustru", som Fru Heiberg skriver, men om hun var gift med Selskabets Direktør, Grev Marasini, som fra 1/1 1842 overtog Ledelsen. Professor Abrahams vilde ikke præsentere sin Hustru for hende, sml, A. Abrahams: Minder I (1894), 24. Det var i Sæsonen 1844-45, at hun blev udhysset, fordi Stemmen havde tabt sine høje Toner, sml. Overskou V, 706.

297, L.10. Den skjulte, uegennyttige Forfatter: Strømpefabrikant Christian Arenholt Warburg (1813-95) latterliggjorde i "Romeo e Giulietta" i Holbergsk Aand den opskruede Begejstring for Italienerne og iøvrigt Danskes Beundring for det fremmede. Intrigen i Stykket var tynd, men Situationerne morsomme. Heiberg kaldte det "yderst elegant og nydeligt behandlet", og han har maaske vidst, hvem Forfatteren var, siden han i Intelligensblade 1/8 1843 (Nr. 33-34) optog et langt Digt af ham med Titlen "Jomfru Kirstin". - L.24. Det anonyme Brev foreligger ikke i Fru Heib. Ark.

II. Bind

9, L.16. henvist til at leve i Erindringen: August 1864 tog Fru Heiberg sin Afsked fra Teatret. Hun optraadte sidste Gang 2/6 som Elisabeth i "Elverhøi".

10, L.10. Trine osv.: Trine Rar i "Aprilsnarrene", Caroline i "De Uadskillelige", Marie i "Alferne", Christine i "Et Eventyr i Rosenborg Have". - L.11. Ganske smaa Børn: Fru Heiberg fortalte en Erindring, som siden er gaaet igen i flere Memoirer. Ægteparret var bedt til Selskab hos en ung Familie, hvor Traktementet var beskedent, hvilket skuffede Heiberg. Da et lille Barn blev bragt ind til "Godnat", hviskede han til sin Kone: "Havde det endda været stegt." Hun brast i Latter, saa Husets Frue spurgte: "Sagde Professoren noget morsomt? Aa, fortæl, hvad det var." Men det kunde hun naturligvis ikke. Saa sagde Heiberg med et lunt Blink i Øjet: "Hanne, Du maa gerne." Tilladelsen gjorde ikke Situationen lettere for hans Frue, der siden, naar hun genfortalte Oplevelsen, tilføjede: "Ja, han kunde være en slem Drillepind!" Sml. P. A. Rosenberg: Erindringer (1934), 168 f. - L.36. skrev jeg hjem: Brevet foreligger ikke. Sml. Note til I, 78, 17. - L.37. vor Reise i Jylland: Provinsturneen 1833. Sml. I, 176, 32. - hendes Noveller: Se I, 219, 40 med Note. - L.38. Uddrag af Brev fra Fru Gyllembourg til Fru Heiberg, dat. Kjøbenhavn 15/7 1833 (se Heib. Familiebreve, S. 136f.).

11, L.19. tre... Børn: Se III, 140 f. - L.31. En Afhandling: Fru Heibergs Artikel "Om Huusvæsenet og Pigebørns Opdragelse", sign. Spectatrix, stod i Ugentlige Blade, udg. af Hertz, 1859, 188-92; 201-4; smst. 257-62 skrev Natalie Zahle en Artikel, der imødegik Fru Heibergs i flere Henseender allerede da forældede Synspunkter i Opfattelsen af Kvindens 343 Opgave: "Svar til Spectatrix i Anledning af hendes Yttringer om Byens Skoler og deres Lærerinder", sign.: En Lærerinde. Sml. Henriette Skram: Natalie Zahle (1914), 161-65. Artiklerne er citerede og belyst af Neiiendam i Det kgl. Teaters Program Febr, 1933, - L.38, "Intelligensblade", se I, 271, 1 og Note.

12, L.2. "Mode-Artikel, meddelt af en Dame". Sml. Intelligensblade IV, (1844), 90-96. - L.24. Det her gengivne fingerede Brev fra Reitzel findes i Fru Heib. Ark. Man kan bl. a. i Valget af den Papirlap, hvorpaa Brevet er skrevet, se et Ønske fra Heibergs Side om at gøre dette Aprilmysterium yderligere gaadefuldt. Sml. Tekstrettelsen.

13, L.1. Stiftsprovst Eggert Christopher Tryde (1781-23/11 1860), var Sognepræst ved Frue Kirke og kgl. Konfessionarius. Der stod i Artiklen bl. a.: "Man tænke sig Thorvaldsen med en deilig, sort, krøllet, pomadeglindsende Paryk; vilde man ikke gyse derved?" - L.29. Fra Tryde er der i Fru Heib. Ark. 3 Breve (1841, 1851, 1860), men ingen af dem handler om Fru Heibergs Skuespilkunst; det sidste af 1/9 1860 er skrevet i Anledning af Heibergs Død. - L.32. Shakespeares Julie, se II, 126 ff.

14, L.9. Kirstine Dorothea Tryde, f. Kongslev (1780-1839). - L.24. vor nye Bolig: Sml. I, 283, 17 og Note. Huset blev købt af Landgreve Frederik af Hessen-Kassel, Christian VIIIs Nevø.

15, L.18. Det første Asyl i Kbh. aabnedes 1828 af "Det kvindelige velgjørende Selskab". Som Prinsesse oprettede Dronning Caroline Amalie det næste i 1829, og hun interesserede sig varmt for Asylsagen til sin Død. Paa Christianshavn var Asylet i Dronningensgade, aabnet 1837, det første; 1849 fik det egen Bygning i Amagergade, Mtr.-nr. 327 B, Gadenr. 2.

16, L.5. Landgreve Frederik af Hessen-Kassel formæledes 28/1 1844 med den russiske Kejser Nikolaj I's Datter Alexandra, der allerede døde 10/8 s. A., 19 Aar gl. Hun naaede ikke at komme til Kbh. Sml. Neiiendam: En Danserinde (1918), 36f. - L.10. den Hallske Familie: Sml. I, 282, 32 med Note. - L.24. Pleieforældre paa helingen: Se Note til I, 283, 6. - L.25. Auditeur: Den senere Konsejlspræsident C. C. Hall blev 1842 Brigadeauditør, 1844 Overauditør og 1851 konstitueret Generalauditør.

18, L.1. Kgl. Skuespillerinde Julie Weber Sødring (1823-94) var Datter af kgl. Skuespiller C. N. Rosenkilde; 1849 blev hun g. m. cand. polyt., Fabrikant Christopher Hansen Sødring (1822-81). Hun var en stor Kunstnerinde paa sit Omraade, Hjemmets og Moderpligternes Skuespillerinde. Navnlig fik hun stor Betydning for Fremstillingen af Holbergs, Heibergs, Hertz' og Hostrups Komedier. - L.23. "Den sorte Domino" (indtil 1850 kaldet "Eventyret paa Maskeraden eller Den sorte Domino"), Syngestykke i 3 Akter, Musiken af Auber, Teksten af Scribe, oversat af Overskou; opf. 1. Gang i 1839. Phister spillede 5/11 1843 Gil Perez' og Julie Rosenkilde Jacinthes Roller, hvormed hun 25 Aar senere fejrede sit Jubilæum.

19, L.29. "i den kjedelige Rolle": Julie Sødring giver i sine Erindringer I (1894), 133-36 en Skildring af dette Besøg hos Fru Heiberg; if. Fru 344 Sødring var det Høedt, der gav hende Ideen til at debutere som Jacinthe, medens Fru Heiberg kun gav hende Raad og Vink angaaende Figurens Paaklædning. Da Fru Sødring i 1868 omtalte Sagen for Fru Heiberg, blev denne meget fortørnet over, at Høedt havde Æren. Men Fru Sødring fraveg ikke sin Erindring, som Høedt bekræftede. Sml. Julie Sødring: Erindringer II (1895), 169 f. Sml. Var. til II, 20, 17-20 og A. D. J.s Redegørelse for Tilblivelsen af Kapitlet om Fru Sødring og for den hele Sag i Et Liv. 1. Udg. IV, 420 -24 og i Piecen "Prof. Phisters og Fru Sødrings Kritik af Fru Heibergs Erindringer" (1893), 15-23.

20, L.18. Fru Heiberg skildrer i et Brev af 20/11 1874 til Krieger Fabrikant Sødrings Tale i Rom, men nævner intet om, at han særlig fremdrog hendes Forhold til Jacinthes Rolle. Sml. Krieger II, 200 f. - L.21. Michael Rosing Wiehe (1820-64). Han havde i Elevtiden haft en uheldig Debut som Korsinsky i "Røverne" (22/6 1837) og udførte siden Smaaroller af forskellig Art. Sær og ejendommelig som han var, maatte han kæmpe haardt for at komme frem. Han lignede ikke de sædvanlige Teaterelskere, Holsttypen. Men omsider brødes Isen omkring ham, ogsaa ved Fru Heibergs Hjælp, og han blev den skønneste Aabenbaring af mandlig Erotik i romantisk Form, vor Scene har ejet. Glød, moralsk Højhed, Fantasi og Selvbeherskelse udmærkede ham. Sml. Edv. Brandes: Dansk Skuespilkunst (1880), l-34. Robert Neiiendam: Michael Wiehe og Frederik Høedt (1920). - L.35. "Et Ægteskab i Ludvig den Femtendes Tid", Komedie i 5 Akter af Alexandre Dumas d. Æ., Leuven og Brunswick (Un mariage sous Louis XV), oversat af Arnesen; opf. 1. Gang 8/1 1842. Wiehe spillede deri den unge Markis, Fru Heiberg Grevinden. Deres nærmere Bekendtskab kan daleres fra denne Forestilling. Han havde da været ved Teatret i fem Aar.

21, L.29. "Ørkenens Søn", se I 289, 21 og Note. - L.37. Kgl. Skuespiller Joseph Ehlert Hass (d. 80 Aar gl. 1860) var Teatrets sekundære Skurkefremstiller, der, skriver Bournonville, "havde indtil de fineste Nuancer udarbeidet og fremstillet et heelt Museum af Banditer, Snigmordere og Mordbrændere." Sml. Efterladte Skrifter (1891), 103. Det er ikke rigtigt, naar Fru Heiberg fortæller, at han var "forlængst afskediget;" han afgik først i 1844 efter 36 Aars Tjeneste. Sml. A. Schumacher: Ludvig Bødtcher (1875), 49 f.

22, L.5. Kabinetssekretær Adler var Medlem af Direktionen for Det kgl. Teater 1838-49. - L.16. Sommerforestillinger: Det var N. P. Nielsen, som betroede M. Wiehe en Række betydningsfulde Roller i Sommeren 1842, deriblandt Chevalieren i "Gabrielle de Belle-Isle", Leander i "De Usynlige", Ferdinand i "Egmont" (Slutningsscenen). Han spillede meget med Anna Nielsen og blev fra den Tid en Ven af det Nielsenske Hus. Fru Heiberg deltog kun i en enkelt af disse Forestillinger, Titelrollen i "Grev Létorières Proces", men i dette Stykke havde Wiehe ingen Rolle. - L.27. "Aladdin", der udkom 1805 i Oehlenschlägers Poetiske Skrifter II, blev først i stærkt sammentrængt Form opført 17/4 1839 "til Fordel for de ved den jydske Stormflod Skadelidte." - L.30. Wiehe som Aladdin: Fru Heibergs Opfattelse af M.Wiehes 345 Spil i Aladdins Rolle modsiges af Pressen, hvorved Overskou (V, 586 f.) faar Ret i sin rosende Bedømmelse. Figaro (6/11 1842) betragtede alle Wiehes tidligere Fremstillinger som Studier, men i "Aladdin" var han "bleven til Eet med sin Rolle": "Hans Tungebaand syntes løst, hans Organ var blevet stærkt og fuldtonende, han bevægede sig med Kjækhed, Naturlighed og Frihed i de uhyre Omvexlinger, hvorigjennem Rollen udvikler sig... en heel poetisk Verden har strømmet ham imøde og opfyldt hele hans Tanke, og Held ham, at han kan opfyldes af en saadan Verden." "Aladdin" var udspillet, da Wiehe overtog Rollen; det var derfor naturligt, at han kun spillede den tre Gange, navnlig da Byens Teaterinteresse var levende optaget af "Dina", der havde haft Premiere tre Aftener forud, og af Italienernes Operaopførelser paa det nyrestaurerede Hofteater.

23, L.12. afløste han Nielsen: Her husker Fru Heiberg fejl. Michael Wiehe har aldrig spillet den Rolle, men derimod hans Broder Wilhelm Wiehe (1826-84), hvis Debut den var 19/4 1844. Oehlenschläger takkede ham med disse Ord: "Nu er jeg ikke bange for, hvorledes Eftertiden skal forstaa mig. De har min Aand i Dem, og De skal forklare mig for kommende Slægter." For Wilhelm Wiehe betød denne Udtalelse en Indvielse. Sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie I (1921), 52. - L.21. M. Wiehe spillede fra 9/4 1844 Grib i "Hakon Jarl". Ny Portefeuille 1844, 45 skrev, at han her lagde "en Stræben efter Sandhed og Natur for Dagen". - L.26. Axel: I Oehlenschlägers "Axel og Valborg". - L.29. "Erik Glipping", Tragedie i 5 Akter af Oehlenschläger, opf. 1. Gang 25/1 1844. Heri udførte M. Wiehe Ranild Johnsøn; Fru Heiberg spillede den unge Krokone i sidste Akt. Den nedsættende Anmeldelse af Wiehes Spil, som Overskou (V, 633) og efter ham Fru Heiberg citerer, fandtes i Ny Portefeuille 1844, 94 f. Som Modvægt skrev Berl. Tid. (27/1 1844): "Vi have aldrig af en ung Mand seet et klarere udkastet og mere bestemt gjennemført Charakteerbillede." - L.37. Bournonvilles Mephistopheles: I Bournonvilles Ballet "Faust", opf. 1. Gang 25/4 1832. - Fransk Solodanser François Lefebvre (f. ca. 1807) virkede ved Teatret fra 1842-47, især som Lærer, og udførte bl. a. Rane Jonsens (af Fru Heiberg kaldt Rane Lange) Parti i Bournonvilles Ballet "Erik Menveds Barndom", der opf. 1. Gang 12/1 1843. - L.40. "Amanda", romantisk Lystspil i 4 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 20/4 1844. Fru Heiberg spillede Titelrollen, M. Wiehe udførte Prins Julian. Som det fremgaar af de foregaaende Noter, var W. kendt som en talentfuld ung Skuespiller i stærk Udvikling, inden han spillede Prins Julian. Han fik denne Opgave i det rigtige Øjeblik, og i den kom hans Udtryk for dyb Erotik første Gang til fuld kunstnerisk Udfoldelse. Fædrel. skrev (22/4 1844): "Vort Theater vil uden Tvivl i denne unge Skuespiller, som i det sidste Aar har udviklet sig i en forbavsende Grad, snart besidde en Elsker, hvortil det i mangfoldige Tider ikke har haft Mage." Samstemmende hermed var Bedømmelsen i Berl. Tid. (21/4 1844) og Ny Portefeuille 1844, 93 f.

24, L.15. Fru Nielsen, Jomfru Jørgensen (sml. I, 127 og Note). Anna Nielsen og hendes Mand havde længe forud haft Forstaaelsen af M. Wiehes 346 Begavelse og opmuntret ham; sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 161. - L.32. Dette og det følgende Citat er fra "Amanda" 3. Akt, 5. Sc. (Hertz II, 248 og 251).

25, L.32. Wiehes... Moder: Antoinette Louise Wiehe (1791-1874), Datter af Skuespillerparret Rosing, Enke efter Maleren, Havnesekretær, Justitsraad Carl Wilhelm Wiehe (1788-1867). Hun havde som Barn spillet flere Smaaroller paa Det kgl. Teater.

26, L.15-16. M. Wiehe havde været syv Aar ved Teatret, før hans Gage satte ham i Stand til 11/5 1844 at indgaa Ægteskab med sin Barndomsveninde Emilie Thorsen (1821-91), Datter af Klædehandler O. P. Thorsen. Hun har i nogle nydelige Erindringer skildret sit lykkelige Samliv med Wiehe. Se Neiiendam: Breve Skuesp. II, 239-69. Først 1845 blev Wiehe kgl. ansat.

28, L.22. Thorvaldsen: Sml. I, 253-257 og Noter dertil. - L.25. den italienske Opera paa Hofteatret: Sml. I, 295-297 og Noter dertil. De Modekomponister, Fru Heiberg nævner, var Italienerne Gaetano Donizetti (1797- 1848) og Vinzenzo Bellini (1801-35); deres Modsætninger var Østrigeren Wolfgang Amadeus Mozart (1756-91) og Franskmændene Étienne Nicolas Méhul (1763-1817) og François Adrien Boieldieu (1775-1834).

29, L.7. Fru Heibergs Kritik af" Teatrets Ledelse falder her sammen med Heibergs Klager i Brevet til Teaterdir. af 19/2 1842 sml. I. 289, 24 og Note.

30, L.8. Saafremt Thorvaldsens Udtalelser om Kongen er rigtige, kan de opfattes som Udtryk for et utaalmodigt Kunstnersind. Et Brev fra samme Periode fra Thorvaldsen til Kongen er affattet i en ganske modsat Tone; sml. Thiele: Thorvaldsen IV (1856), 178 ff. C.F.Wilckens har i "Træk af Thorvaldsens Liv" (1874) flere Eksempler paa, at Kongen og Thorvaldsen levede i god Forstaaelse; sml. S. 26; 32; 102 ff. - L.23. Thorvaldsens Besøg i Roskilde fandt Sted i Okt. 1838. Fru Heiberg refererer de nærmere Omstændigheder ved Thorvaldsens Afslag til Christian VIII ukorrekt; sml. Thiele: Thorvaldsen IV (1856), 27. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Liv (1874), 100 ff. - L.36. Lægen, Etatsraad Oluf (Ole) Lundt Bang (1788-1877). Thorvaldsen fulgtes ikke med Bang, men med A. S. Ørsted; sml. Thiele: Thorvaldsen IV (1856), 27.

31, L.1. Om Thorvaldsens Udflugt til Møen; sml. Oehlenschläger: Erindringer IV (1851), 188 f. - L.4. Forfatteren J. M. Thiele (1795-1874), Thorvaldsens Biograf. - L.5. "Ved Kroningen": Om Thorvaldsens Udeblivelse fra Festlighederne i Anledning af Christian VIIIs Kroning sml. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Liv (1874), 95 ff. - L.12. Om Thorvaldsens Ophold paa Godset Nysø ved Præstø sml. A. Repholtz: Thorvaldsen og Nysø (1909). Det var især paa Foranledning af Baronesse Christine Stampe (1797-1868), at Thorvaldsen, som var optaget af andet Arbejde, modelerede Oehlenschlägers Buste. Digterens Brev, et Svar paa Baronessens Indbydelse, er trykt i hendes Erindringer om Thorvaldsen (1912), 334 f. Oehlenschlägers Beretning om Bustens Tilblivelse falder ganske sammen med Baronessens; sml. Erindringer IV (1851), 159 f. Om Thorvaldsen og Oehlenschläger iøvrigt 347 sml. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Liv (1874), 63 ff. - L.29. Thorvaldsen købte Fru Heibergs Portræt i Maleren Emilius Bærentzens Atelier, da han syntes godt om det; sml. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Liv (1874), 43 f. 1842 blev det udstillet paa Chariottenborg og siden ophængt i Thorvaldsens Atelier, hvorfra det efter hans Død overgik til Museet. Fru Heiberg omtaler Billedet i en Optegnelse "Mine Portrætter"; sml. Et Liv. 1. Udg. II, 360 f. samt Heib. Hjem, 413; Neiiendam: Thorvaldsen og Teatret (i Politikens Kronik 13/2 1944).

32, L.15. "Griseldis": Romantisk Skuespil i 5 Akter af Fr. Halm, oversat af Borgaard; opf. 1. Gang 24/4 1844. Hovedrollen, en Paradefigur for mange tyske Skuespillerinder, blev udført af Nathalia Ryge. Det var Heiberg, der havde indført Halm paa Repertoiret ved at gaa stærkt ind for "Ørkenens Søn"; sml. I, 289, 21 og Note. - L.22. Thorvaldsen kom fra et Middagsselskab hos Baronesse Stampe og traadte et Par Minutter over Kl. 6 ind i Hofparkettet, paa hvis anden Række han havde sin Plads. Han hilste paa de Omkringsiddende og vekslede et Par Ord med Jonas Collin. Kapellet spillede Ouverturen, Ferdinand Ries' sjette Symfoni. Thorvaldsen trak sit Lommetørklæde frem, og et Øjeblik efter bøjede han sig stærkt forover; det saa ud, som om han vilde tage noget op fra Gulvet. Men da han ikke rettede sig, hviskede Oehlenschlägers yngste Søn, der sad ved hans Side, til de nærmeste: "Thorvaldsen er besvimet, lad os se at faa ham ud." Saa stille som muligt blev han, bl. a. af H. P. Holst, baaret ud i Gangen, hvor Teaterlægen saa, at han var død. Klokken var da elleve Minutter over seks; Orkestret spillede endnu. I en Droske kørtes Liget over til Mesterens Bolig paa Chariottenborg. Sml. Fædrel. 25/3 1844; Neiiendam i: Teatret 1914, 96. - L.28. Dagen efter: Især Fædrel. paatalte skarpt, at Forestillingen ikke var blevet aflyst: "de tvende tilbageblevne Theaterdirecteurer havde naturligvis ikke Takt og Resoluthed nok til at slutte Forestillingen: Hofmænds Begreber om den rette Etikette ere sædvanligvis kun uddannede i en ganske særskilt Retning." - L.37. Det var et Led af Begejstringen for Thorvaldsen at samle paa hans smukke, hvide Haar, og især var Kammertjener Wilckens og Baronesse Stampe ivrige. Der findes endnu mange Lokker. Jonas Collin klippede flere, da Thorvaldsens Lig var bragt til Chariottenborg, og det var formentlig ham, som gav Fru Heiberg en Lok til Erindring. En anden ejes af T. Mus. Sml. C. Stampe: Erindringer om Thorvaldsen (1912), 302 f. - L.38. et Album af Haandtegninger: Solgt paa Heibergiana-Auktionen 1926. - L.39. Landskabsmaler Georg Emil Liberi (Liebert) (1820-1908).

33, L.2. Thorvaldsens Ligbegjængelse fandt Sted 30/3 fra Frue Kirke under en Deltagelse, som her i Landet ellers kun bliver Konger til Del. Christian VIII modtog Kisten ved Kirkens Indgang. Sml. Thiele: Thorvaldsen (1856), 240- 43; Hofliv under trende Konger ved E. Bodenhoff (1913), 196 f. - L.3. Ved Teatrets Sørgefest for Thorvaldsen 9/4 1844 var hans Sæde, som nu opbevares i T.Mus., smykket med Flor og Kranse. Heibergs Prolog, som hans Frue fremsagde foran Opførelsen af "Hakon Jarl", er trykt i Heib. Poet. IX, 187-94. 348 - L.28. en adelig Godseierfamilie: Folketællingslisten for de Aar, Heibergs boede i Bredgade, haves ikke, men i J.Davidsen: Fra det gl. Kongens Kjøbenhavn II (1881), 133 oplyses, at det var Baron C. F. A. B. Blixen Finecke (1822-73), g. m. G. Ch. Ankarcrona, som boede sammen med Heibergs.

38, L.8. Ejeren af v. d. Maases ny Bakkehus var Hofchefen hos Enkedronningen, Kammerherre H. F. v. d. Maase (1800-66). Om Vinteren beboedes Huset af en Opsynsmand (Folketællingslisten 1845). - L.11. Molikes Bakkegaard: Geheimekonferensraad O. J. Greve Moltke ejede Bakkegaarden lige overfor Rahbeks Bakkehus paa Frederiksberg. - L.22. "De skandinaviske Brødre": Skuespil i 5 Akter af M. W. Brun, Musiken af Siegfried Salomon, blev kun opført een Gang, 13/6 1844, til Fordel for Anton Pätges. Fru Heiberg spillede deri Idul, en ung Hardangerpige. Af Breve, trykt i M. W. Brun: Fra min Ungdom og Manddom (1885), 44-48, fremgaar, at det var Heiberg, som raadede Brun, efter at Teaterdirektionen havde kasseret "De skandinaviske Brødre", til at overlade Svogeren Stykket til Opførelse ved en Sommerforestilling (sml. Var. til II, 38, 20). Pätges solgte Billetterne fra sit Hjem.

41, L.37. Maurer pigen, se I, 250, 16 og Note.

42, L.10. "Gioacchino": Romantisk Drama i 4 Akter af H. P. Holst (1811 -93) med Musik af H. Rung og Dans af Bournonville, opf. 1. Gang 12/10 1844. Stykket var en folkekomedieagtig Udnyttelse af Tidens Begejstring for Italien. Fru Heiberg udførte Giovannina, en italiensk Pige fra Folket og lignede et Billede af Marstrand. Til Tarantellaen benyttede hun samme italienske Melodi, som Fru Hennings i 1879 dansede som Nora i "Et Dukkehjem". "Gioacchino" opførtes 20 Gange og blev senere genoptaget.

44, L.6. Hundeskatten indførtes 1815 og er siden flere Gange blevet forhøjet. - L.33. jeg saae... aldrig mere det prægtige Dyr: Det fremgaar af et Brev, dat. 29/6 1844 (N. k. S., 3066 4° Kgl. Bibl.), fra Jonas Collin, at Fru Heiberg havde kunnet beholde Hunden. Collin skrev: "Bedste Hanne. En velbekjendt Hercules, hører jeg, giver Anledning til Misforstaaelse mellem dens temporaire Besidderinde og dens fleeraarige Eier. Da jeg troer, begge disse Parter have lidt tilovers for mig, saa seer jeg mig opfordret til at standse denne Misforstaaelse. Eieren mister naturligviis ugierne sin Hund, især nu da den skulde følge ham paa Landet; imidlertid troer jeg vist, at han bringer Dig dette Offer paa en Yttring fra Dig, at Du særdeles meget ønsker at beholde den. Er Du tilfreds med min Mægling, saa meld mig det snarest muligt. Din hengivneste Collin. Venlig Hilsen til Mand og Svigermoder." Trods al sin Kærlighed til Hunden, vilde Fru Heiberg dog ikke bede Ejeren om den. Man aner derigennem, at Forholdet mellem de to Familier ikke har været det bedste. Sml. Var. til II, 44, 31.

45, L.14. Det er muligt, at Heibergs Lejlighed, som nu beboes af højtstillede Søofficerer, i Stuen o. G. i Søkvæsthusets tidligere Administrationsbygning Overgaden o. Vandet Nr. 60, forhen har været beboet af Anstaltens Læge, men umiddelbart før Heibergs flyttede ind i Oktbr. 1844, benyttedes Lejligheden af Fru Anna Mørk, Enke efter Søkrigskommissær Mørk, med 349 Familie samt af Søkvæsthusets tidl. Oldfrue Ellen Lyhmann, da 87 Aar gl. Hendes Død betingede, at Lejligheden blev ledig; Enkefru Anna Mørk flyttede op paa 1. Sal, da Heibergs tog Stuelejligheden i Besiddelse. Deres Husstand bestod iøvrigt af Fru Gyllembourg, en Tjener samt to Tjenestepiger (Folketællingslisten 1840 og 1845. (R. A.)). - L.21. Fængselsbygninger: Søkvæsthusets Hovedbygning, der oprindelig var benyttet til Hospital for de Saarede i Søkrigene, blev paa dette Tidspunkt brugt til Tugt- og Forbedringshus, da Fængselsvæsenet manglede Plads til Fangerne. De mandlige var anbragt i Bygningen mod Baadsmandsstræde, de kvindelige i Huset mod Overgaden o. Vandet.

46, L.24. en gammel, venlig Kone: Formentlig Øllegaard Sørensen, 63 Aar gl., Søster til Søkvæsthusets daværende Inspektør, Overkrigskommissær Thøger Leschly, som boede oven over Heibergs Lejlighed. (Folketællingslisten 1845. R. A.). Efter hans Død i 1852 blev Kgl. Skuespiller Peter Jerndorffs Fader Inspektør; sml. Jerndorff: Nogle Minder (1918), 24.

47, L.4. Den Suhrske Familie: Den store Handelsmand og Legatstifter Etatsraad Johannes Theodorus Suhr var g. m. sin Slægtning Christine Caroline Andrea Falch. Sml. I, 233, 33 og Note; C.Nyrop: Det Suhrske Hus i Kjbh. Historiske Meddelelser (1899); Stamtavler etc., udg. af den Suhrske Stiftelse (1901).

48, L.11. Etatsraad Suhr købte i 1840 Sølyst ved Strandvejen nær Klampenborg af Arvingerne efter Statsminister Ernst Schimmelmann, som døde 1831. - L.18. den gamle Gaard paa Gammeltorv: Opførtes 1797 af Etatsraad Suhrs Fader, Grosserer Ole Berndt Suhr (1762-1815). Ejendommen eksisterer endnu som Nr. 22 og ejes af Den Suhrske Familiestiftelse.

49, L.35. Landskaber af... berømt fransk Maler: Herom har intet kunnet oplyses. Malerierne findes ikke mere paa "Sølyst".

50, L.10. Charlotte Falch (1809-49) var Datter af Fru Suhrs Broder, Grosserer Johan Peter Falch (1781-1843), der var g. m. Etatsraad Suhrs Søster, Ellen Pauline Suhr (1785-1823). - L.16. Ellen Pauline Suhr (1824 -46), var Datter af Etatsraad Suhrs ældre Broder, Købmand i Nyborg Ole Berndt Suhr (1789-1858). - L.31. Fru Suhr kaldtes som ung i Bakkehuskredsen "Dejligheden", et Navn, Kamma Rahbek havde givet hende. Sml. Bobé: Sølyst. (1938), 10-19, hvor hendes Portræt, en Pastel af C.Hornemann, er gengivet.

54, L.4. Etatsraad Suhr købte i 1844 det "blaa" Pakhus ved Østersøisk Kompagni i Ny Toldbodgade. Billede af Huset findes i C. Nyrop: Det Suhrske Hus (1899), 155. - L.31. de unge Broderbørn: Etatsraad Suhrs ældre Broder, Købmand i Nyborg Ole Berndt Suhr havde ni Børn; den ældste Søn var cand. theol. senere Etatsraad Ole Berndt Suhr (1813-75), der fra 1/1 1856 blev Firmaets Chef. Han var g. m. Ida Marie Bech (1825-97). Blandt deres Børn var Legatstifterinden Frøken Ida Marie Suhr (1853-1938).

56, L.39. "Slægtskab og Djævelskab": Fru Gyllembourgs anonyme Novelle, var - efter at være offentliggjort i Kbh. flyv. Post - udkommen i 1833 i 2. Bind af "Gamle og nye Noveller" af "Forf. til En Hverdagshistorie".

350

57, L.22. Fru Hall (se I 282, 32 og 283, 6 med Noter), var Datterdatter af Fru Suhrs Faster Anna Mathea Falch, g. Koës (1731-1804). - L.23. høie Embeder: Auditør Hall var fra 1847 ekstraordinær Docent i Romerret ved Universitetet, fra 1851 titulær Professor og s.A. Generalauditør; i 1854 blev han Kultusminister, og i 1857 dannede han sit første, i 1860 sit andet Ministerium. 1870-74 var han atter Kultusminister.

58, L.31. ældre Kone: Fru Suhr var paa dette Tidspunkt 53 Aar, hendes Mand halvandet Aar yngre. Et Øjenvidne i Familiekredsen, Præsten Johannes Fibiger, har i "Mit Liv og Levned" (1898), 195ff., givet dette Vidnesbyrd: "Gamle Theodor Suhr sværmede stærkt for Fru Heiberg, men tog hendes Mand med, og havde hver Sommer det berømte Kimstnerpar hos sig. Han var en egen Mand. Under sin tørre Skal havde han et brændende Hjærte, det han nu i temmelig høi Grad havde sat til paa den pikante Skuespillerinde. Hun tiltrak ham vistnok lige meget ved sit fine Væsen og sin Berømmelse. Han kjedede sig med sin Familie og saae i Hjemmet kjedelig ud; desto mere tiltalte det ham at finde en Dame, som foruden det skjønne Indtryk hun gjorde paa enhver, forstod at føre en fortrolig Samtale med ham, gik ind paa hans Interesser og drog hans gode Sider frem. I Grunden var der vel egentlig ikke nogel ondt deri, men den forunderlige Modsætning mellem hans og den skjønne Kunstnerindes Skikkelse kunde dog ikke andet end give Anledning til en Del Satire. Værre var det, at det heller ikke kunde andet end gjøre Forholdet mellem ham og hans brave Hustru endnu ringere, end det før havde været... Fru Heiberg var ogsaa forstandig riok til at vise hende al den Opmærksomhed, hun kunde; men det var svært, thi mod hende var Fru Suhr stram nok.... Saalænge Heibergs var paa Sølyst, dreiede alt sig om dem... Heiberg var i det bedste Humør, opmuntrede Selskabet med sit fine Væsen og muntrede sig selv ved evige Løier med de unge Piger. Fruen havde en anden Smag, hun lod sig helst tilbede af ældre Herrer, og Suhr skaffede hende rigelig Leilighed dertil ved sine jævnlige store Middagsselskaber." Et Brev fra Fru Heiberg til Fru Suhr er meddelt i Bobé: Sølyst. (1938), 22 f. Sml. J. Schovelins Skildring af Ægteparret Suhr i Nat.tid.s Kronik 23/3-25/3 1925. Han mener, at Suhr gennem hele sit Liv led af ulykkelig Kærlighed til sin Hustru.

59, L.21. En... Broderdatter: Anna Dorothea Suhr (1827-1908), g. 1854 m. Grosserer H. G. Erichsen (f. 1828, d. i London 1890). Hun var Datter af Etatsraad Suhrs Broder, Ole Berndt Suhr i Nyborg. Sml. Var. til II, 237, 29.

61, L.38. Suhrs Moder var Dorothea Suhr f. Beckman (1759-1842), g. 1783 m. Grosserer Ole Berndt S. (1762-1815). Hendes Portræt, malet af Gertner, er gengivet i C. Nyrop: Det Suhrske Hus (1899), 94.

62, L.20. Etatsraad Suhrs ældre Broder: Grosserer, Kaptajn Didrik Suhr (1787-1836).

63, L.1. en Badereise: Se I, 233, 33. - L.5. paa Børsen: C. Nyrop meddeler i: Det Suhrske Hus (1899), 120f., at det har været umuligt at skaffe nærmere Oplysninger om denne Sag. Sml. Var. til II, 63, 18-19. - L.24.

351

min Svoger: Dispachør, Justitsraad Mathias Aagesen (1791-1858) var Skole- og Studenterkammerat med Etatsraad Suhr; i 1833 blev han g. m. Anna Dorothea Suhr (1793-1849), Etatsraadens yngre Søster.

64, L.6. Fru Suhr havde som ung Pige deltaget i de Schimmelmannske Fester paa Sølyst; sml. Bobé: Sølyst (1938), 10 ff. - L.30. min Broders Børn: Se Note til II, 47, 4.

65, L.19. Filologen Dr. Georg Koës (1782-1811) døde under en Studierejse med sin Svoger, Arkæologen P. O. Brøndsted, paa Øen Zante ved Grækenland. Sml. Bobé: Sølyst (1938), 12.

68, L.21. Sølyst Billeder: Malerne N. W. Marstrand (1810-73), P. C. Skovgaard (1817-75), Malerinden Anna Marie Elisabeth Jerichau, f. Baumann (1819-81), Maleren Johan Julius Exner (1825-1910), Billedhuggeren Jens Adolf Jerichau (1816-83).

69, L.35. "Gioacchino", se II, 42, 10 og Note.

70, L.3. I Søkvæsthusets Have findes endnu flere af de Træer, Fru Heiberg lod plante, men dens Skikkelse er ændret. Havetrappen op til Huset har Knud Gamborg foreviget (se II, 64). Kgl. Skuespiller Peter Jerndorff (1842 -1926) saa som Dreng Fru Heiberg arbejde i Haven: "Hun saa forresten alt andet end dejlig ud.... Hun havde en stor Kyse paa Hovedet og var indsvøbt i en Slags Slobrok; men jeg vidste jo, at inde i den havde den fortryllende Teaterdronning gemt sig." Sml. Nogle Minder (1918), 26. Med Stolthed viste hun 1856 Zacharias Topelius Haven og afklippede en ung Rose til ham: "Forlusten av denna ros harmar mig an i dag", sml. Självbiografiska Anteckningar. (1922), 179. Fru Heiberg fraflyttede Søkvæsthuset 1863, men endnu i Halvfjerserne, da Fru Sødring besøgte Admiral Bøcher derude, genfandt hun Havens Skønhed; sml. Erindringer II (1895), 204.

71, L.36. Heiberg havde allerede i sine Studenterdage interesseret sig for Astronomi, og det var ikke for intet, at hans først opførte Skuespil hed "Tycho Brahes Spaadom" (1819). Efter at "Nye Digte" med "En Sjæl efter Døden" var udkommet 1841, tog hans Interesse for Astronomien atter Fart og satte Frugt i flere Afhandlinger i hans astronomiske Aarbøger "Urania" 1844-46, for Eks. "Om Tiden og dens Bestemmelse ved astronomiske Observationer, samt Anviisning til at foretage disse ved Hjelp af simple Apparater", se Heib. Pros. IX. I Heib. Ark. findes en Række af hans Kalendere med astronomiske Optegnelser. I Mindedigtet ved Heibergs Død 1860 skrev Bjørnstjerne Bjørnson (Saml. Digter-Værker VIII (1920), 222):

"I sin Manddom var han Værner
om alt stort og skjønt i Landet;
siden han de stille Stjerner
fulgte paa sin Gang cm Gud."

72, L.27. en Række Intelligensblade: sml. I, 271, 1 med Note; II, 11, 38.

73, L.9. "Broderen": sml. I, 136, 10; Heib. Familiebreve. - L.22. Fra Georg Buntzen er der bevaret fem Breve til Fru Gyllembourg under Rejsen, 352 dat. Altona 12/10 1843, Paris 25/11 44, 8/2 45, Eaux Bonnes 21/8 45 og Pau 23/4 46 (i Fru Gyllembourgs Arkiv). Et Brev fra Fru Gyllemborg til ham, dat. Kbhvn. 13/4 1844, adr. til Montpellier findes i Fru Heib. Ark.

74, L.32. Komponisten Andreas Peter Berggreen (1801-80) udgav danske og fremmede Folkesange i sit 11 Binds Værk "Folkesange og Melodier" (1842-47).

75, L.31. "Kong Renes Datter", lyrisk Drama i 1 Akt af Hertz; opf. 1. Gang 5/4 1845. Det blev siden en af Teatrets klassiske Forestillinger, hvis Berømmelse navnlig skyldes Fru Heibergs Spil som Jolanthe og M. Wiehes Udførelse af Tristan. Edv. Lehmann har tegnet et Scenebillede fra Opførelsen (T.Mus.).

76, L.36. "Ninon", Skuespil i 5 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 4/3 1848. Heri er Chevalier de Vil liers den mandlige Hovedrolle, en af Wiehes mest berømte Figurer. - L.37. Citatets korrekte Ordlyd er:

"Han er et ædelt Kar, af fin Natur,
Som der maa tages varligt paa."
"Ninon", 2. Akt, 5. Sc. (Hertz. XII, 67).

77, L.11. en Personlighed: Fru Heiberg sigter her til M. Wiehes Ven F. L.Høedt. Deres Venskab stammede allerede fra 1837. - L.16. "Valerie", Komedie i 3 Akter af Scribe og Mélesville, oversat af kgl. Skuespiller Stage; opf. 1. Gang 19/3 1824. Med dette Skuespil indførtes Scribe paa det danske Teater, hvor det blev en stor Sukces med Anna Nielsen i Titelrollen. Sarah Bernhardt spillede under sit andet Gæstespil i Kbh. 1883 Valéries Rolle. - L.30. en saa slet Tone i Bladlitteraturen: Fru Heiberg sigter her til de tidligere nævnte Blade "Figaro", "Portefeuillen" og "Ny Portefeuille", de Georg Carstensenske Journaler, der indførte i Kbh. den Teaterreportage, som Heiberg modarbejdede i sine Intelligensblade. - L.35. Anonymitet blev hyppigt anvendt i Fyrrerne, for Eks. af Hertz til "Kong René's Datter" (1845), af H.C.Andersen til "Den nye Barselstue" (1845) og Hauch til "Søstrene paa Kinnakullen" (1849). Derimod navngav Heiberg sig som Forfatter til sine Skuespil. Hertz skrev: "En dramatisk Forfatters Himmerig er hans Stykkers Udarbejdelse, naar han ellers har skrevet med Lyst og Interesse; hans Skjersild er deres Skjæbne fra Indleveringen til Opførelsen, hvilket alt vel kan være drøit nok, men dog er til at udholde. Men hans Helvede er de rædsomme Bedømmelser i Bladene, han maa finde sig i." Se Kyrre: Henrik Hertz (1916), 27 (Tillæg).

78, L.15. Citatet er ikke fundet. - L.24. Kgl. Skuespiller Johan Rudolph Waltz (1811-53) var Fremstiller af Teatrets sekundære Elskerroller, en lille, spinkel Mand med Sangstemme, men uden Personlighed bag Ordene. Sml. Teatret XIII. (1914), 72. - Kgl. Skuespiller Christian Kragh (1802-84) var en af Teatrets Brugbarheder, der samvittighedsfuldt udførte sin Tjeneste i omtrent 40 Aar. Hans betydeligste Rolle var Christian IV i "Elverhøi", som han overtog efter sit aldrig naaede Forbillede Dr. Ryge. Sml. II, 106, 8 og Note. - L.28. Digteren og Præsten Caspar Johannes Boye (1791-1853) var 353 en Oehlenschläger-Epigon, hvis fædrelandske Skuespil var Døgnværker. N. P. Nielsen havde deri spillet Folkekomediehelte, der tiltalte det jævne Publikum, for Eks. Titelrollerne i "Erik den Syvende" og "Kong Sigurd".

79, L.1-6. J. Collins Brev er i Fru Heib. Ark. - L.8. Marthas Rolle i "Kong René's Datter" blev spillet af kgl. Skuespillerinde Sophie Jacobine Wmsløw f. Schaltz (1800-76), Enke efter den udmærkede Skuespiller Carl Winsløw. Hun var en hyppigt anvendt, men ingen betydelig Fremstillermde af ældre Roller.

81, L.26. Heiberg frygtede... for dets Skjæbne: Det fremgaar dog af Heibergs Censur af "Kong René's Datter", dat. 28/11 1844, at han mente, at der ikke kunde være Tvivl om Stykkets Opførelse: " "Kong René's Datter" er en ganske ualmindelig Opfindelse, i hvis Behandling der ligger megen psykologisk Finhed. Det er desuden rigt paa skønne Enkeltheder og bærer i det Hele Præget af at have en øvet Digter til Forfatter." Se J. L.Heibergs Teatercensurer ved Julius Clausen (Gads Mag. 1928, 209-224, 290-312). - L.36. Heiberg skrev strax til Hertz: Brevet af 2/4 1845 findes i Henrik Hertz' Brevsamling (N.k. S. 1706, Fol.). - L.39-82,1. "Pigen i Lyon", Komedie i 5 Akter af Bulwer (The Lady of Lyons), oversat af N. V. Dorph; opf. 1. Gang 2/7 1844. "Advocatens Datter", Drama i 2 Akter af Marguerite Ancelot (Clémence), oversat af A.L.Arnesen; opf. 1. Gang 21/9 1841. "Gioacchino", sml. II, 42, 10 og Note. "Adolf og Henriette", Vaudevillespøg i 1 Akt af Dumanoir og Bayard ("Indiana et Charlemagne"), oversat af A. L.Arnesen; opf. 1. Gang 8/7 1844. "En Aften i Tivoli", Vaudeville i 1 Akt af F. J. Hansen, Musiken arr. af C. Helsted; opf. 1. Gang 2/7 1844. "Doctor Robin", Lystspil i 1 Akt af Jules de Prémaray, (Le docteur Robin), oversat af N. C. L.Abrahams; opf. 1. Gang 10/1 1844. "Herren seer dine Veie", Drama med Sang i 5 Akter af Dennery og G. Lemoine (A la grâce de Dieu), oversat og omarbejdet af Th. Overskou, Musiken arr. af Gade; opf. 1. Gang 6/6 1842. Med Undtagelse af "Gioacchino" medvirkede Fru Heiberg ikke i de Skuespil, hun her nævner. De kvindelige Hovedroller blev spillet dels af Anna Nielsen, dels af Nathalia Ryge.

82, L.4. "En Bedstemoder", Komedie i 3 Akter af Scribe (La grand'-mere), oversat af A.L.Arnesen; opf. 1. Gang 1/2 1845. Bedstemoderen blev spillet af Dr. Ryges begavede Datter, Nathalia Ryge (1816-95), medens hendes Halvsøster Franciska Ryge (1827-54) debuterede som Stykkets unge Pige. "En Bedstemoder" opførtes 14 Gange. Nathalia Ryge var 1) g. m. Grev Fr. Chr. Ahlefeldt-Laurvigen, 2) m. Grev V. Holck. - L.20. den første Aften: 5/4 1845 havde "Kong René's Datter" Premiere, og som Pièce de rideau opførtes "En Bedstemoder", som da gaves for ottende Gang. Fru Heiberg skriver, at det dermed "for bestandig var forbi med dets Yndest", men Stykket opførtes dog seks Gange endnu. Senere gaves "Kong René's Datter" sammen med "Scapins Skalkestykker", en Ballet, "Den nye Barselstue" eller lignende mindre Stykker.

84, L.4. Hertz ønskede, efter at han havde opgivet sin Anonymitet til 354 "Kong René's Datter", at Teaterdirektionen i Særdeleshed bragte Fru Heiberg hans Tak for den "mesterlige Udførelse af Rollen". Sml. Et Liv, 1. Udg. II, 357. - L.10. "Advocatens Datter" opførtes ikke sammen med "Kong René's Datter". - L.14. C. N. Rosenkildes udaterede Brev til Fru Heiberg findes i Fru Heib. Ark. De to Noter er i Afskrift heftet til Brevet, Originalerne til dem med Fru Heibergs Haand er i IIA. - L.21. Vaucluse-Dalen: "Kong René's Datter" foregaar i en af Vaucluses Dale i Provence. - L.22. "Renes - o! Tael - ": "Kong René's Datter" 2. Sc. Kongens Replik til Lægen Ebn Jahia (Hertz. IX, 287). - L.23. Regiss.: Kgl. Skuespiller J. A. G. Stage. - L.25. Et. C.: Etatsraad Collin. - Den i Bohmen fødte Komponist Franz Joseph Glæser (1798-1861) var fra 1842 Kapelmester ved Det kgl. Teater. - L.26. "Midsommer-Nats Drømmen": Den tyske Komponist J. L.F. Mendelssohn-Bartholdy (1809-47) havde i 1826 komponeret sin berømte Ouverture til Shakespeares "En Skærsommernatsdrøm", som først 1879 opførtes hos os.

85, L.2. "Den nye Barselstue", Lystspil i 1 Akt af H. C. Andersen, opførtes 1. Gang 26/3 1845. Heri spillede Fru Heiberg Christine, den kvindelige Hovedrolle.

86, L.18. Hvilke Holbergske Kvindetyper Fru Heiberg har indstuderet til sin egen Fornøjelse, kan ikke oplyses, men paa Scenen havde hun indtil 1845 nogle faa Gange spillet Drengen i "Den politiske Kandestøber" (1825), Dorthe Knapmagers i "Barselstuen" (1829), Lucretia i "Hexeri eller blind Allarm" (1830), Pernille i "Jacob v. Thybo" (1831), s. A. Engelche Hattemagers i "Barselstuen" og endelig 1844 Stine Isenkræmmers i samme Komedie. - L.38. "Barselstuen", Komedie i 5 Akter af Ludvig Holberg, tilhørte fra 1749 Det kgl. Teaters Repertoire.

87, L.5. Rollen som Engelche Hattemagers var ikke, som Fru Heiberg skriver, altid udført af en af Ballettens Figurantinder, tværtimod havde flere af Teatrets udmærkede Kunstnerinder tidligere spillet den, for Eks. Madame Rosing, Madame Heger, Henriette Jørgensen. Da Fru Heiberg hurtigt afgav Rollen, blev den en Tid overtaget af Julie Rosenkilde. - L.20. Det kan ikke have været Collin, som efter Fru Heibergs Ønske i 1831 tildelte hende Engelche Hattemagers Rolle, da han 1829 afgik som Direktør, og hun først spillede Rollen 8/11 1831. Umiddelbart forud var den udført af Balletdanserinden Elisabeth Larcher. Fru Heiberg spillede kun Engelche 3 Gange, men overtog den atter 2 Gange i 1840, og paa dette Tidspunkt kan hendes Samtale med Collin om Figurens Nyskabelse have fundet Sted. Det har været hende magtpaaliggende at vise, hvorledes den lille Rolle kunde spilles for derefter at overlade den til en anden.

88, L.12 og 20. Citaterne er fra "Barselstuen" 2. Akt, 8.-10. Sc.

89, L.17. "Barselstuen", som i Reglen hver Sæson holdtes paa Repertoiret, hvilede nogen Tid efter Dr. Ryges Død i 1842, inden C. N. Rosenkilde fra 19/2 1844 overtog Corfitz' Rolle. Fru Heiberg kan altsaa ikke 17/11 s. A. have set Dr. Ryge udføre Figuren. Og hun har ogsaa glemt, at hun den Aften 355 selv medvirkede som Stine Isenkræmmers. Denne Rolle udførte hun 5 Gange - "grumme nødigt", skrev hun til Collin. Sml. Jubeludg. af Holbergs Komedier III (1888), 124. - L.25. en Anmeldelse: Under Titlen "Søndagsforestillingen paa det kgl. Theater den 17de November", undertegnet 28 M, tryktes Fru Heibergs Anmeldelse i Fædrel. 23/11 1844. Den indeholdt et skarpt Angreb paa Teatrets Ledelse og paa Udførelsen af enkelte Roller; især paatalte hun, at Gedske Klokkers blev spillet af en Skuespiller (Christen Foersom) og forudsaa, at Julie Rosenkilde vilde blive fortrinlig i denne Rolle. Hun maatte nu nøjes med Engelche, som efter at Fru Heiberg har viist, hvorledes den skal fremstilles, kan "udføres af de Fleste, som en ret god Copi". Men det værste Misgreb var dog at spille sidste Akt i Corfitz' Stue og ikke paa Gaden. Dette udviklede hun nærmere og sluttede med at beklage, at medens man diskuterede hvert Bogstav i Ortografien i de nye Udgaver af Holberg, lod Enthusiasterne Mesterens Stykker gaa fejlagtigt over Scenen. Forøvrigt blev Dekorationsændringen gennemført i 1852, men man kan ikke sige, at det skete "uventet", da Heiberg nu var Teatrets Chef; sml. J. C. Normann: Holberg paa Teatret (1919), 181 f. - L.36. "Kjøbenhavns Theaterblad", red. af V. Sædder, senere af V. Busch med Lægen J. H. Lorck som Hovedmedarbejder, udkom fra 1/11 1844 som Dagblad. Det solgtes i Teatrets Forsal, men paa Grund af Bladets Opposition mod Ledelsen blev Salgsstedet forbudt. Fra 1/10 1845 udgaves Bladet 3 Gange om Ugen, og ved Aarets Slutning gik det ind. Det indeholder en Del Oplysninger til Teatrets Døgnhistorie, for Eks. at Carstensen var Meddirektør for Italienerne paa Hofteatret i Vinteren 1844- 45. Da Bladet havde protesteret mod Fru Heibergs anonyme Anmeldelse, rykkede Heiberg - under Mærket 28 M - frem til Forsvar for sin Frues Opfattelse i Fædrel. 30/11 1844; hans Artikel kaldtes "Gade eller Stue?". "Theaterbladet" gensvarede 1/12 1844. Sml. J.H.Lorck: 75 Aar (1885), 155-58.

90, L.8. Frederik Wilhelm IV (1795-1861), Konge af Preussen 1840- 61. Hans Besøg i København fandt Sted 18.-22. Juni 1845. - L.39. "Valdemar", Ballet i 4 Akter af Bournonville, Musik af Frølich; opf. 1. Gang 28/10 1835. Fru Heibergs Oplysning er ukorrekt, idet det ikke var "Valdemar", men Bournonvilles Ballet "Napoli", der blev opført ved Konge-Festforestillingen 19/6 1845. Sml. Teatrets Plakater s. A.

91, L.4. "Den politiske Kandestøber", Komedie i 5 Akter af Holberg, tilhørte Det kgl. Teaters Repertoire fra 1750. Ved Konge-Festforestillingen 21/6 1845 udførte Fru Heiberg Madame Sanderus, anden Raadsherreinde. - L.5. "Toreadoren", Ballet i 2 Akter af Bournonville, Musiken af E.Helsted; opf. 1. Gang 27/11 1840. - L.II. Friherre F. W. H. Alexander v. Humboldt (1769-1859), den store Naturforsker, ledsagede Kong Frederik Wilhelm paa Rejsen til Kbh. Kongen gav Humboldt Ordre til, at Oehlenschläger skulde bære det Eksemplar af Ordenen pour le mérite, som Thorvaldsen havde baaret; sml. Oehl. Erindringer IV (1851), 191 f. - L.22. Oehlenschlägers "Prolog til Festforestillingen paa det kongelige Theater for de svenske og norske Studenter, 26/6 1845", sml. Oehl. XVIII, 317-18. Derefter opførtes 356 "Barselstuen" og "Toreadoren". - L.26. Henriette Jørgensen tog sin Afsked, kun 56 Aar gl., skønt hun brillerede i sine ældre Roller, udfra den Motivering, at "den sceniske Kunstner bør trække sig tilbage, før han eller hun opfordres dertil enten af de Foresatte eller af Publikum". Hun optraadte sidste Gang 26/6 1845 og døde af Kræft hos Slægtninge i Ølstykke Præstegaard 19/11 1847; sml. I, 127; Biogr. Leks. XII, 227. - L.36. Henriette Jørgensens Brev findes i Fru Heib. Ark.

92, L.30. Naar Ægteparret først kunde forlade Byen sent i Sommeren 1845, var Grunden den, at Heibergs Ungdomsarbejde "Pottemager Walter", hvori hans Frue udførte Grisola, opførtes i Slutningen af Juni, og at hun 8/7 spillede i "Emilies Hjertebanken" og 11/7 udførte Sophie Beaumarchais i "Clavigo" samt Titelrollen i "Ulla skal paa Bal" ved en Forestilling til Indtægt for M. Wiehe.

94, L.27. Citatet er en fri Gengivelse af Ingemanns Morgensang:

"Nu vaagne alle Guds Fugle smaa...
De takke for Livet og Lyset med fløitende Tunge",

trykt i Ingemann: Romanzer, Sange og Eventyrdigte VII (1861), 236.

95, L.18. Det drejer sig antageligt om Enken Ane Rasmusdatter, der ifl. Folketællingslisten 1840 var 66 Aar, boede i Taarbæk og forsørgedes af sin Søsterdatter, den 37aarige Enke Dorothea Svendsdatter, som ernærede sig ved at sælge Fisk. Sidstnævntes Ægtefælle, Arbejdsmand Mathias Andersen, var død 25/8 1837, maaske omkommet i den frygtelige Storm, som i de Dage medførte flere Drukneulykker i Øresund. I Folketællingslisten 1845 nævnes Ane Rasmusdatter ikke; Dorothea Svendsdatter havde da to hjemmeværende Børn, den 14aarige Rasmus og den lOaarige Hanne Kirstine.

98, L.9. "Tycho Brahes Spaadom", Skuespil i 3 Akter af Heiberg, Musiken af Claus Schall, opf. 1. Gang 29/1 1819. Stykket var Heibergs Debut paa Det kgl. Teater. Astronomen Longomontan blev da spillet af Lindgreen. I en omarbejdet Udgave fra 1848 med Musik af H. Rung opførtes Skuespillet paany 14/2 1866, ialt 10 Gange. - L.12 og 17. Citater fra Digtet "Du Vandringsmand ved Søen -" fra "Tycho Brahes Spaadom" (Heib. Poet, III, 131). - L.24. en ung Maler: Lars Julius August Hellesen (1823-77) udstillede i Fyrrerne Landskabsbilleder paa Charlottenborg og arbejdede senere som Litograf. De nydelige Tegninger fra Hven, som ledsager Aarbogen "Urania" 1846, skyldes ham. Sml. Heib. Pros. IX, 1861. - L.33. et lille Brev: Findes ikke i R. A. eller Det kgl. Bibl.

99, L.10. den lille Brevvexling: Et lille Udvalg af "Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg" udkom 1862, besørget af A. F. Krieger. Citatet er ikke fundet.

100, L.12. Fri Gengivelse af en Replik fra Heibergs Vaudeville "De Uadskillelige", 3. Sc.; den talende er Madam Buurmann, og Repliken lyder: "Aa, snak nu ikke om Pengene, lille Mand! Det fordærver strax Glæden." (Heib. Poet. VI, 362). - L.20. "Urania" var Titlen paa Heibergs astronomiske 357 Aarbøger, der begyndte at udkomme 1844. I Aargang 1846 findes Afhandlingerne "Hveen" (S. 55-169) og "Sophie Brahe" (S. 171-240). - L.31. Den tyske Kejser Rudolf II (1576-1612), i hvem Tycho Brahe (1546-1601) fandt en Beskytter, da han i 1598 forlod Danmark; Tycho Brahe døde i Prag. - L.36. Citat fra Sangen "Solen sank bag grønne Lund" i "Tycho Brahes Spaadom" 2. Akt. 2. Sc. (Heib. Poet. III, 126).

101, L.37. Fru Heibergs nye Roller i Sæsonen 1845-46 var Blanche i H. P. Holsts Drama "Kun tyve Aar", Emma i samme Forfatters Vaudeville "William og Emma", Ulvrune i Carl Viborgs Drama "Konning Volmer og Havfruen" samt Maritana i "Don Cæsar de Bazan".

102, L.3. Jenny Lind: (sml. I 181, 8 og Note) gentog sit Gæstespil paa Det kgl. Teater i Sæsonen 1845-46. Paa T. Mus. findes en Pennetegning af Maleren Anton Melbye, hvor hendes Ankomst paa Rheden er foreviget med Paaskriften: "Velkommen Jenny Lind - velkommen!!!". Under stormende Begejstring sang hun Marie i "Regimentets Datter" og Titelrollen i "Norma", sidste Gang 15/10. Aftenen efter sluttede hendes Optræden i Kbh. med en Koncert i Christiansborg Ridehus. Sml. II, 124, 14 og Note. - L.22. "Don Cæsar de Bazan", Lystspil i 5 Akter af Dumanoir og Dennery, oversat af N. C. L.Abrahams, Dansene af Larcher; opf. 1. Gang 1/5 1846. Holst udførte Titelrollen, Fru Heiberg spillede Maritana, Michael Wiehe Spaniens Konge Carl II, Julie Rosenkilde Markisen af Montefiore, N. P. Nielsen Ministeren Don Joseph. "Don Cæsar de Bazan" opførtes 23 Gange, senest 1849, og blev senere spillet paa Privatscenerne. - L.34. dets Censor: J. L.Heiberg.

103, L.25. "Østergade og Vestergade", Lystspil i 5 Akter af Overskou; opf. 1. Gang i 1828. Heri spillede Fru Heiberg den unge jødiske Pige Esperance, en Rolle, hun hurtigt afgav. Jødens Replik, som Fru Heiberg citerer, findes ikke i dette Skuespil, men i "Kong Salomon og Jørgen Hattemager", hvor Salomon Goldkalb (Dr. Ryge) i 17. Scene siger: "Wen det ger ham Ferneielse, so er det mig en Ferneielse" (Heib. Poet. V, 229).

104, L.31. En af Skuespillerinderne: Fru Sødring, der fortæller Episoden i Erindringer, I (1894), 156, og tilføjer: "Naa, det var Fru Heibergs mindste Kunst at faa Nielsen til at krølle sit Haar. Ganske andre Ofre formaaede hendes forbavsende Evne til at fængsle og hedaare at aftvinge hendes Omgivelser. Og denne Evne beholdt hun til sin Død."

106, L.8. Dette Brev fra Nielsen, der ikke synes bevaret, har uden Tvivl været et Udtryk for hans Vrede over at se sig selv i satirisk Belysning som Skuespilleren i "En Sjæl efter Døden". Med Kendskab til hans Psyke tør vi mene, at han har villet undsige Heiberg og nægtet for Fremtiden at optræde i hans Skuespil. Men da man Aaret efter ved Ryges Død (1842) stod overfor en Nybesættelse af Christian IV i "Elverhøi", har han fortrudt sit Brev og følt Forbigaaelsen som en Krænkelse af sin Skuespillerære. Resultatet blev, at Publikum i over tyve Aar i Christian Kragh maatte tolerere en ringe Fremstiller af den navnkundige Konge. Sml. Var. til II, 106, 7. - L.17. "Kongen drømmer", romantisk Drama i 1 Akt af H.C.Andersen, Musiken af H. Rung; 358 opf. 1. Gang 14/2 1844. Optrinet mellem Nielsen og Fru Heiberg maa have fundet Sted længe forinden, da Kragh allerede fra 2/10 1842 spillede Christian IV i "Elverhøi".

107, L.4. Ideen til Scenen mellem Døden og Skuespilleren: Sml. "En Sjæl efter Døden" i Heibergs "Nye Digte" (1841). Til Fru Heibergs Oplysning, at Nielsen var Model til Skuespilleren, kan føjes, at Heiberg gav ham denne Gravskrift (sml. Da Capo 1889-90, 92 og Var. til III, 109,28), da han erfarede hans Død i 1860 under Prøverne paa "Skikkelige Folk", hvor Sygdom tvang Nielsen til at afgive sin sidste Rolle:

"Som Helt for Melpomenes Dolk
Man ofte saae Dig uskadt bløde;
Men da Du kom blandt Skikkelige Folk
Du følte fremmed Dig - - og døde!"

- L.6. "Abekatten", Vaudeville i 1 Akt af Johanne Luise Heiberg; opf. 1. Gang anonymt 12/5 1849. Sml. II, 188, 2 og Note. - "En Søndag paa Amager", Vaudeville i 1 Akt af Johanne Luise Heiberg; opf. 1. Gang anonymt 5/3 1848. Sml. II, 181 og Noter. Først 26/9 1890, da Loven, der forlængede afdøde Forfatteres økonomiske Rettigheder fra 30 til 50 Aar, var vedtaget, navngav Fru Heiberg sig i sin sidste Henvendelse til Offentligheden officielt som Forfatter til de to Vaudeviller. Sml. Neiiendam, 128 f. - L.6. I Fru Heib. Ark. findes til Vaudevillerne nogle Forarbejder, der gaar tilbage til Midten af 1840erne. Smst. Koncepter og Udkast til mere end en Snes Smaadigte, næsten alle i en lille Notesbog; de fleste synes at være fra 1846, et er dateret 3/6 1846, et andet 21/11 1846. De er i Formen ubehjælpsomme, men bag dem ligger utvivlsomt stærke Følelser, Savn og Resignation. - L.30. den Mening, som Mange have: Den Teori, at Lighed mellem et Menneskes og et Dyrs Fysiognomi betinger en tilsvarende Lighed i Karakter, var hævdet allerede af Aristoteles; efter at Lavater (1775) var gaaet ind for samme Tanke, udkom i det 19. Aarh. en Række Værker om dette Emne, bl. a. af Englænderen Bell og Franskmændene Gratiolet og Duchenne. I Danmark udgav i 1858 Maleren og Forfatteren S. P. L.Schack (1811-64): "Physiognomiske Studier", og i 1859 kom "Portrætparalleller til Bevis for Ligheden mellem Mennesket og Dyret".

108, L.25. Sognepræst C. L.Strøm (1771-1859) udgav "Naturhistorisk Læsebog for Menigmand" I-IV (1841-52) og "Betegnende Træk af Dyrenes Liv, til Oplysning om deres Naturbeskaffenhed, Levemaade og Adfærd". 1846.

110, L.3. Citater fra Ingemanns Morgensang "Nu vaagne alle Guds Fugle smaa"; trykt i Ingemann: Romanzer, Sange og Eventyrdigte VII (1861), 236.

112, L.16-27. Citater fra "En Søndag paa Amager" (1848), 4., 5. og 6. Sc.

113, L.2. Sommer forestillinger 1846: Ikke færre end 17 Medlemmer af Teaterpersonalet gav i Juni og Juli 1846 Særforestillinger til egen Indtægt, 359 men Fru Heiberg medvirkede kun 13/7 i Festforestillingen ved det svenske Kongepars Besøg. Den bestod af Dansedivertissementer før og efter Opførelsen af "Kong René's Datter". - L.B. Kong Oscar I (1799-1859) og Dronning Joséphine (1807-76), besøgte 13/7-16/7 1846 Kbh. - L.17. Fru Heiberg slaar her to Hofforestillinger sammen. Den første, hvori hun medvirkede, fandt Sted 12/7 1841 paa Christiansborg, den anden 15/7 1846 paa Frederiksborg. Ved den første opførtes "Nei" og "Grethe paa Sorgenfri", en Vaudevillemonolog af Heiberg. General F. G. v. Müller noterede i sin Dagbog: "Optrædende vare Fru Heiberg, Phister, Foersom og Waltz. "Nei" endte med en indlagt smuk Strofe om "et Smil af Monarkens Mund". Tilskuerne vare kun Hofferne. Kongen var til Stede i sin Rullestol og meget oprømt. Efter Forestillingen kom Fru Heiberg ind blandt de Forsamlede. Hun var først klædt i "Grethes" Dragt, men klædte sig derefter om og kom ind som "Sophie" fra "Nei". De øvrige Spillende kom ligeledes ind i Selskabet og erholdt megen Tak. Phister var dog gaaet hjem forinden. Heiberg var ogsaa med. Kronprindsen var den eneste som bar Uniform; ellers var Paaklædningen civil for alle. Han bar en Klap for det høire Øie formedelst et Bygkorn." Sml. E. Bodenhoff: Hofliv under trende Konger (1913), 157f. Fem Aar senere blev Opførelsen af "Nei" gentaget paa Frederiksborg under det svenske Kongebesøg. Sml. Neiiendam, 40 f. Medens Sangerne fik 50 Rdl. i Honorar, naar de optraadte ved Hoffet, synes Skuespillerne kun at have faaet deres Udgifter dækkede. Men disse varierede; medens Phisters Udlæg beløb sig til 58 Rdl., krævede Fru Heiberg kun 17 Rdl. erstattet for sin Medvirken i Forestillingen paa Frederiksborg (Hofkassens Regnskab 1846. R. A.).

115, L.39. Arveprinsesse Caroline (1793-1881), Frederik VI's Datter, g. m. Arveprins Ferdinand (1792-1863).

116, L.10. Den tyske Forfatter E. T. A. Hoffmanns (1776-1822) fantasifulde Fortællinger.

117, L.36. et Guidarmbaand: Guld med Perler, snoet Baand besat med Diamanter. Solgt paa Heibergiana-Auktionen 1926.

118, L.4. Tycho Brahe: Se II, 100, 22. - L.13. Det skandinaviske Selskab stiftedes af H.N.Clausen (se Note til II, 122, 35) efter det skandinaviske Studentermøde i Uppsala 1843. - Orla Lehmann var en af de mest fremtrædende Nationalliberale. - L.15. Historiemaleren Constantin Hansen (1804 -80) blev 1846 g. m. Magdalene, f. Købke (1825-98). - L.31. Professor i alm. Pathologi, Dr. med. A. G. Sommer (1804-71).

119, L.18. Professor i Dogmatik, senere Biskop i Lund Dr. Johan Henrik Thomander (1798-1865). - L.30. Kabinetssekretær hos Kronprinsen, Justitsraad H.M.V.Lunding (1807-53), senere Statsraadssekretær, Kongens Kabinetssekretær og Kammerherre. Han var en Modstander af Louise Rasmussen og advarede Kronprinsen mod hende, sml. E. Bodenhoff: Hofliv under trende Konger (1913), 276. Ved hans Død skrev Grevinde Danner i sin Dagbog, at den var ved at vente "ved et uordentlig Liv; i mange Aar svækket, maatte han bukke under.... Man kalder ham et lyst Hoved ja! ved et Gilde i et muntert 360 Lag, men aldrig til samvittighedsfuldt at varetage det ham betroede". Sml. Hist. Tidsskr. 8. R. VI, 89-92.

122, L.8. Fri Gengivelse af flg. Linier fra Sangen "Solen sank bag grønne Lund" i "Tycho Brahes Spaadom":

"Fædreland!
Siig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?"
(Heib. Poet. III, 125).

- L.14. inden to Aar: Tycho Brahe, der i 1599 bosatte sig i Prag, døde allerede 1601 smst. Sml. Note til II, 100, 31. - L.35. Naar Professor, Dr.theol. H. N. Clausen (1793-1877) blev hyldet under Udflugten til Hven, var Grunden den naturlige, at han havde stiftet og var Formand for "Det skandinaviske Selskab", som foretog Rejsen. Paa dette Tidspunkt var han iøvrigt Præsident i Stænderforsamlingerne og meget fremtrædende i det offentlige Liv.

123, L.12. "Bækvig" med Udsigt til Landskrona er gengivet efter Hellesens Tegning i Heib. Pros. IX. - L.13. Heibergs Afhandling om Hveen: Se Note til II, 100, 20. - L.26. Fra Bellmans "Fremmans Epistel" Nr. 71:

"Gudomligt att beskåda!
- - -
Ä'ke det gudomligt? - Dessa ängarna,
Gudomliga".
Sml. A. D. J.s Note i Et Liv. 1. Udg. II, 357 f.

- L.36. M. Wiehe spillede Shakespeares Romeo fra 11/12 1845, men da udførte en Debutantinde, den senere Emma Cortes, f. Meyer, Julies Rolle. (Sml. Var. til II, 112, 40). Fra 23/1 1847 overtog Fru Heiberg paany Julie, som hun havde spillet i sin tidlige Ungdom, sml. II, 127-137 og Noter.

124, L.14. Jenny Lind: Sml. I, 181, 8 og II, 102, 3 med Noter. Til Oplysning om Forholdet mellem Jenny Lind og Fru Heiberg har Charlotte Bournonville meddelt, at "hun var temmelig ubehagelig, for ikke at sige uartig, mod den feirede Sangerinde, naar de mødtes paa Theatret. Derimod er det fuldstændig sandt, at Jenny Lind sværmede for Fru Heiberg, endog i en saadan Grad, at hun længe betænkte sig paa at optræde paa et Theater, der eiede en saa uforlignelig Kunstnerinde som Fru Heiberg. Jenny Lind vilde absolut gjøre hende en Visit før sin Afreise; men Modtagelsen blev lidt underlig, næsten komisk. Skjøndt Moder [Helene Bournonville] forud havde meldt Besøget, var Fru Heiberg ikke tilstede for at modtage sin Gjæst; og uagtet Moder den ene Gang efter den anden beordrede Heibergs Tjener til at underrette Fruen om, at Frk. Jenny Lind var kommen, fik hun bestandig det samme Svar: "Fruen er i Haven." Der var altsaa intet andet at gjøre for hele Selskabet end at tøfle ned i Haven, hvor Fru Heiberg sad gjemt i et Lysthus og ligesom vaagnede op af en Drøm ved Synet af os. Jeg seer endnu Faders 361 forstemte Mine; men saa kom Heiberg selv tilstede, og han bragte Liv og Elskværdighed med. Han indbød os til at blive til Thee, hvortil Fru Heiberg skyndte sig at svare: "Det kan de ikke! - nei, desværre, de kan ikke!" - og Heiberg beklagede det meget. Ingen havde spurgt os, og ingen af os havde svaret. De Voxne var nærved at briste i Latter; men min Søster og jeg følte os meget skuffet over at skulle tage bort; der var en deilig Have til at lege i, og Heiberg holdt et "vældigt Styr" med os Børn. Fru Heiberg gjengjældte først Besøget efter Jenny Linds Afreise; og da vilde hun saa gjerne "have seet hende og os alle til Middag." Hvis Fru Heiberg havde glædet sig over Jenny Lind, saa var det unægtelig en underlig Maade, hvorpaa hun viste hende sin Beundring." Se Erindringer (1903), 317 f. Grunden til Fru Heibergs Holdning over for Jenny Lind var vel den, at hun sluttede sig til Anna og N. P. Nielsens Kreds og boede i Bournonvilles Hjem. Om hendes Ophold i Kbh. sml. G. L.Wad i Nationaltid.s Kronik 17/11 1927 Aft.

125, L.18. Et ungt... exalteret Menneske: Hvem det var, har ikke kunnet oplyses.

127, L.12. Den tyske Forfatter L.Tiecks Afhandling "Romeo und Julia" findes i "Dramaturgische Blätter" I (1826), 237-277; den af Fru Heiberg omtalte Udtalelse staar S. 247-248. - L.31. Den tyske Dramaturg Heinrich Theodor Rötscher (1803-71); Afhandlingen "Romeo und Julia" findes i "Abhandlungen zur Philosophie der Kunst". 4. Abth. (1842).

129, L.25. N. F. S. Grundtvig (1783-1872) var en af de faa Skribenter, som ikke fandtes i Kredsen omkring Fru Heiberg. Om hans negative Forhold til Teatret og til Fru Heiberg sml. Neiiendam: "Grundtvig og Teatret", i Festskriftet til Aage Friis (1940), 237-41. - L.30. Fru Heiberg hentyder her til Heibergs Polemik med Grundtvig, der bl. a. gav sig Udslag i "Ny A-B-C-Bog i en Times Underviisning til Ære, Nytte og Fornøielse for den unge Grundtvig. Et pædagogisk Forsøg" (1817). Se Heib. Pros. X, 3-31.

130, L.35. Under Opførelsen af "Romeo og Julie" 23/1 1847 tændte et Varmerør Ild i en Bjælke, der laa ved Lamperækken i Prosceniet, saa at Ilden, hvis den var blevet opdaget senere, kunde være blevet af katastrofal Art. N. P. Nielsen, der spillede Munken, raabte til Publikum, at der ikke var ringeste Fare, og derved standsede han Flugten fra Tilskuersalen, hvortil Røgen havde bredt sig. Men hans beroligende Ord savnede Baggrund, thi Faren var da netop overhængende; sml. Overskou V, 766.

131, L.39. den lille unge Pige: Emma Meyer (1829-90) g. 1859 m. Teaterdirektør Th. Cortes; sml. Note til II, 123, 36.

132, L.22. Cand. phil. Frederik Ludvig Høedt (1820-85) var ikke, som Fru Heiberg skriver, i Fyrrerne kun kendt af faa; tværtimod bevægede han sig meget i Selskabslivet, udgav lyriske Digte og havde allerede 1840 faaet en Bearbejdelse opført paa Det kgl. Teater. Han var velhavende og tog ingen Embedseksamen, men læste Teologi, Filosofi, Æstetik og særlig Dramaturgi. Hans Bekendtskab med M. Wiehe stammede fra 1837 og udviklede sig snart til et livsvarigt Venskab. Men han tilhørte den N. P. Nielsenske Kreds og kom 362 meget i C. N. Rosenkildes Hus. Han repræsenterede den vaagnende Kritik mod Fru Heibergs ideale Skønhedskrav, men gav den kun Udtryk i selskabelig Form. for Eks. ved at kopiere det søgte, der kunde være i hendes Spil. Sml. Neiiendam: Michael Wiehe og Frederik Høedt (1920).

133, L.12. Fem Aar efter: Tidsangivelsen er ikke korrekt. "Romeo og Julie" blev efter 1847 opført 9/12 1848 og dernæst 18/10 1851 samt 18/4 og 26/4 1852. Naar Fru Heiberg særlig mindes den sidste Aften med Smerte, bør det tilføjes, at Høedt fra 1851 var blevet optaget blandt Personalet, hvad der ikke havde svækket, men styrket hans Venskab med Wiehe.

134, L.7. Kierkegaards Afhandling fremkom anonymt i Fædrel. 24/7-26/7 1848 (Nr. 188-91) og udgaves i Bogform 1855 med Forord af J. L. Heiberg, der mente, at Afhandlingen "vel fortjener at læses paany, om ikke for Andet, saa for den Foragt, hvormed den affærdiger den gængse incompetente Theatercritik i al dens æsthetiske Tyndhed og moralske Slethed". Heiberg var da ved at afgaa som Teaterdirektør og fik paa den Maade Luft for sin Uvilje mod Pressen. 1857 udgav Rasmus Nielsen Kierkegaards Bladartikler og optrykte da ogsaa Heibergs Forord. - L.25. Medea: Græsk tragisk Sagnfigur, om hvem Euripides har digtet sin Tragedie. - L.39. Skriftet "Om min Forfatter-Virksomhed" 1851, hvori Kierkegaard vedkendte sig Forfatterskabet til "Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv". Konvoluten med den indvendige Paaskrift til Fru Heiberg samt det ikke signerede Brev findes i Fru Heib. Ark. blandt anonyme Breve. Han sendte samtidig Bogen til Ægteparret Nielsen med denne Dedikation: "De Tvende, hvem kun Foreningen kunde gjØre til, hvad der er sjeldnere end det sjeldne, Hr. og Madame Nielsen, med Beundringens Hengivelse fra Forfatteren" (T.Mus,).

137, L.28. det Brev: 17/3 1845 bragte Fædrel. en Artikel underskrevet: "Valgerda. Paa en Herregaard i Sjælland den 10/3 1845". Artiklen var en Henvendelse til Professor Ernst Moritz Arndt (1769-1860) i Bonn i Anledning af et hadsk Angreb paa Danmark, han havde fremsat. Forfatterinden var Frk. Marie Arnesen (1824-91), Datter af den islandske Filolog Paul Arnesen. Artiklen var skrevet i et varmt og klart Sprog og underbygget med statistiske Tal om Sønderjyllands Befolkningsforhold. Hun opfordrede Arndt til fordomsfrit at betragte den dansk-slesvigske Bevægelse ud fra Synspunkter, der var bestemmende for hans egen tyske Nationalfølelse. Sml. Brix: Analyser og Problemer, II (1935), 325-34.

138, L.7. 5te Februar 1847 opførtes anonymt Heibergs sidste Lystspil i 2 Akter "Valgerda". Fru Heiberg udførte Judita; Broderens Rolle spilledes af W. Holst, Vilhelmine af Nathalia Ryge, Kancellist Hermansen af M. Wiehe, Huslærer Bertelsen af Phister og Husholdersken af Fru Sødring. Heibergs egen Censur over Arbejdet, skrevet 27/10 1846 til Jonas Collin, lød: "Min Mening om det er, efter hvad jeg allerede mundtlig har yttret, at det er et godt Stykke, som jo før jo hellere bør bringes paa Scenen" (Collinske Saml. 235 4° Kgl. Bibl.). - 1.15. Scenen mellem Broder og Søster: "Valgerda", 2. Akt, 4. Sc. (Heib. Poet. V, 82-91). - L.21. en hjertelig Taksigelse: Findes ikke i R. A. eller Det kgl. Bibl.

363

139, L.9. "Fruentimmer-Skolen", Komedie i 5 Akter af Molière (L'école des femmes), opf. 1. Gang 1751; i Overskous Oversættelse 19/2 1847. Den unge Pige Agnès kaldtes da Rose og udførtes af Fru Heiberg; Elskeren Horace, som da hed Leander, spilledes af M. Wiehe. - L.19. Julie takker sin Moder: "Romeo og Julie", 1. Akt, 3. Sc.

140, L.8. Det yndige Brev: 3. Akt, 4. Sc. - L.13. en hel Akt fri: 4. Akt. - L.36. Georg Bundtzen: Sml. I, 125, 34 og Note. Han havde 1840 taget Lægeeksamen og var til 1843 Kandidat paa Frederiks Hospital, hvor han døde af Tuberkulose 3/3 1847. Om Broderen Andreas Buntzen se Note til I, 283, 1.

142, L.6. "En Søndag paa Amager": Sml. II, 107, 6; 147, 21; 173, 2; 181, 18 og Noter.

143, L.4. "Danmark! du Perle -": Citat fra 4. Vers af Chr. Winthers "Fakkelsang fra de danske Studenter til Kongen og Dronningen i Anledning af Prinds Fr. Ferdinands og Prindsesse Carolines Ægteforening" [1829]; trykt i Winther. Samlede Digtninger. I (1860), 5. - L.18. F. Schiern oplyser, at Dronning Caroline Mathildes Fængsel paa Kronborg fandtes i den lavere Række af Slottets Værelser. Sml. Hist. Tidsskr. 1871, 777. Sml. I, 157, 32 og Note. - L.39. "Vi Søemænd giør' ei mange Ord": Sømandssang af Clemens Tode fra sidste Scene af hans Komedie "Søeofficererne", udkommet 1782 og opført 1783.

144, L.5. Hellebæk: Om Opholdet her sml. Heibergs og Fru Gyllembourgs Breve 13/8 og 24/8 1847 (Heib. Familiebreve, S. 205 ff.). - L.11. Kroen i Hellebæk blev opført 1745. Den er dels nedrevet og dels ombygget i vore Dage. Sml. Nationaltid. 6/8 1935, hvor et Billede af Kroen i dens oprindelige Skikkelse er gengivet. Heiberg kaldte Boligen slet, men den havde dog den Behagelighed, at det er en isoleret Tilbygning, hvor vi have det for os selv". Sml. Heib. Familiebreve, S. 84. Krofolkene i Hellebæk var iflg. Folketællingslisten 1845: Den 38aarige Martin Mikkelsen, g. m. den 40aarige Nille Pedersdatter; de havde tre Børn, ingen Tjenestefolk.

147, L.14. et Arbeide: Heiberg beskæftigede sig i Sommeren 1847 med at samle og gennemse sine Poetiske Skrifter, som næste Aar udkom i otte Bind. - L.21. Kongelunden paa Amager hørte oprindelig til St. Magleby Overdrev, men blev i 1818 overladt det kgl. Landhusholdningsselskab, ved dets Præsident Jonas Collins Foranstaltning, til Skovkultur. 1845 købte Staten Skoven, hvor der siden blev rejst et Mindesmærke for Collin. Da Heiberg censurerede "En Søndag paa Amager", skrev han til Collin 14/11 1847, at "Vaudevillen forsaavidt kan siges at være dediceret til Deres Excellence, som den med Forkærlighed omtaler Kongelunden paa Amager. Hvorvidt Deres Excellence vil modtage Dedicationen, er en anden Sag". Han ansaa forøvrigt Stykket for en Bagatel med "en ret gemytlig Tone over det Hele" og sammenlignede det med "Die Wiener in Berlin". Sml. Heibergs Teatercensurer ved Julius Clausen i Gads Magasin, 1928, 302. - L.40. "Ninon", Skuespil i 5 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 4/3 1848. Sml. II, 76, 36 og 179, 21 med Noter.

148, L.1. "Viola", Lystspil i 3 Akter af Shakespeare (Twelfth Night or 364 What you will) oversat og forkortet af Sille Beyer, Musiken af H. Rung; opf. 1. Gang 20/9 1847. J.C.Normann har i: Teatret, 1939, 67-90, skildret Opførelsen. Bearbejdelsen var lagt til Rette for Fru Heiberg, saaledes som hun ønskede den, for at Viola kunde blive Hovedpersonen, men paa Bekostning af de burleske Scener, som netop danner Modsætningen til og Fremhævelsen af de romantiske. Figurer som Malvolio og Narren var udeladt, og Komiken mellem Tobias og Blegnæb indskrænket det mest mulige. Det fremgaar af Sufflørbogen, at Fru Heiberg selv har tilsat Repliker, som ikke findes hos Shakespeare. Heiberg kaldte i sin Censur Amputeringen en "med Smag og Skønsomhed foretagen Bearbejdelse". - L.4. det første af de Shakespeareske Lystspil: Fru Heiberg har glemt, at Lystspillet "De muntre Koner i Windsor" var opført 1830, oversat af A. E. Boye. Men "Viola" var Indgangen til flere Opførelser af Shakespeare-Bearbejdelser ved Sille Beyer efter Heibergs Overtagelse af Chefsposten i 1849. Sml. II, 175, 10 og Note. Fru Heiberg kaldte hende sin "privat Poet; den eneste Poet, jeg har kendt, der øieblikkelig udførte, hvad jeg bad om at faa udført". Sml. Neiiendam, 16. I Fru Heib. Ark. er der fra Tiden 1839-61 en Del Breve fra og til Sille Beyer, som efter Heibergs Død hjalp Fru Heiberg med Brevudfærdigelser og ogsaa afskrev I. Del af MS til hendes Livserindringer (se IV, 11).

151, L.25. en lille Hytte: "Gamle Anes Hus" eller "Skomagerhuset", som bl. andre Viggo Langer har malet, findes endnu ved Bøgholm Sø nær Hellebæk. - L.28. en... Kvindeskikkelse: Iflg. Folketællingslisten synes "gamle Ane" at være identisk med Anne Sophie Olsen, 64 Aar, f. paa Giesegaard, Sorø Amt, hendes Ægtefælle: Skomager Ole Olsen, 62 Aar, f. i Sæbyholm i Skaane. Der var ingen hjemmeværende Børn, men en 7aarig Plejesøn, f. i Helsingborg. I 1855 boede Ole Olsen der endnu, som Enkemand, og der var kommet endnu en gammel Skomager i Huset. Om Ane og hendes Hus sml. den usign. Artikel "Bøgeholmshuset" i Berl. Tid. 13/6 1895 (Nr. 134), hvori Fru Heibergs korrekte Skildring af hele Sceneriet fremhæves. Om Hellebækopholdet (Kroen, Naturen, Fru Heibergs Besøg hos "en fattig Bondekone") sml. J. L.Heibergs Brev til Fru Gyllemborg 13/8 1847, trykt i Heib. Familiebreve, S. 205 f.

153, L.5. Universalbalsam: En Salve, der tilberedtes af gult Voks, Olivenolie, Benzoe og Blyilte, og som anvendtes ved overfladiske Saar, Forbrændinger o. l.

157, L.21. Herregaarden: Hellebækgaard i den Schimmelmannske Families Besiddelse. - L.22. Storbritanniens Gesandt i Kbh. fra 1824-53, Sir Henry Wynn, havde en Søn, Grenville W., der var hjulbenet og meget lille, mens Hovedet var af en overnaturlig Størrelse. Sml. A. Abrahams: Minder fra min Barndom (1895), 47 f. Marie Konow: Nogle Barndoms- og Ungdomserindringer (1902), 71 f. Billede af ham findes i T.Mus.

159, L.40. Nakkehoved Fyr oprettedes 1772. Da Anlæggets navnkundige Beplanter, Fyrinspektør Christian Faber (f. 1775), døde 1845, kan Fru Heiberg ikke have talt med ham i Sommeren 1847 eller nogle Aar senere; hendes Besøg paa Nakkehoved maa altsaa have været tidligere.

365

161, L.34. Endrup: Landsby nord for Fredensborg.

165, L.7. Han havde i sin Ungdom: Heiberg studerede som ung Student ivrigt Entomologi og havde anlagt en Insektsamling. Sml. Breve til og fra J. L.Heiberg (1862), 25-26.- L.9. Skolopendere: Sml. Fru Heibergs spøgende Ytring i Heib. Hjem, 336.

166, L.34. Kalvekuske: Saaledes kaldtes tidligere de sjællandske Kuske, der kørte et Læs Kalve eller Fødevarer til Torvs i Kbh.

168, L.4. Kejser Nikolaj I af Rusland (1796-1855).

170, L.9. Herregaarden:sml. II, 157, 21 og Note. - L.11. Beretningerne om Digteren Jens Baggesens Samliv med Statsmanden Grev Ernst Schimmelmann og hans Familie, dels paa Sølyst, dels paa Hellebækgaard, har aabenbart interesseret Fru Heiberg. Baggesens Færden i Hellebæk kulminerede i Juni 1791, da han ved et urigtigt Rygte om Schillers Død fik arrangeret en Mindefest derude for den store Digter. Sml. bl. a. Kr.Kongstad i: Fra Frederiksborg Amt. 1908, 91-97.

171, L.6. sine huslige Tryk: Baggesen var i Privatlivet en haardt prøvet Mand; han mistede begge sine Hustruer og tre Børn; dertil kom økonomiske Sorger og i de sidste Aar en fortvivlet Kamp mod Sygdom. - L.8. "Wie theuer -": Se I, 288, 33 og Note.

173, L.2. Koncertmester Johannes Frederik Frøhlich (1806-60). Den begavede Komponist fik efter et Fald paa Gaden Apopleksi og maatte 1844 tage sin Afsked fra Teatret. Foruden til "Valdemar" skrev han yndig Musik til "Festen i Albano" og "Erik Menveds Barndom", hvis "Riberhus-March" har bevaret hans Navn. Bournonville siger om ham, at han kun "vilde have behøvet en Smule Charlatanisme for at gjelde for et Genie". Se Mit Teaterliv, III, 3 (1878), 254-61. Frøhlichs Samvirken med Fru Heiberg blev hans sidste Arbejde. Titelbladet til det med Frøhlichs Haand skrevne Partitur til "En Søndag paa Amager" vidner om et ikke ringe Tovtrækkeri om Paterniteten til Musiken. Sml. Sven Lunn: "Det kgl. Bibl.s danske Musikautografer" i: Bogens Verden. 1941, 358. - L.5. "Valdemar", se Note til II, 90, 39. - L.30. Theaterdirectionen bestod paa dette Tidspunkt af J. G. Adler og Jonas Collin med J. G. Levetzau som Chef. Forholdet mellem de to sidstnævnte var spændt. Levetzau var en Hofmand med Omsvøb, Collin en Praktiker, der i enhver Sag gik aabent til Værks med det Maal at naa et hurtigt og nyttigt Resultat.

174, L.27. Citat fra "Viola" 2. Akt, 3. Sc.

175, L.3. Komponisten Henrik Rung (1807-71) var fra 1842 Teatrets Syngemester. Allerede 1837 havde han sit Gennembrud med Musiken til "Svend Dyrings Huus", og siden komponerede han til over tyve dramatiske Arbejder. Hans Musik fortsatte Weyses Linie i dansk Tonekunst. - L.10. Foruden "Viola" bearbejdede Sille Beyer de Shakespeareske Lystspil "As you like it" (Livet i Skoven, opf. 1849); "All's well that ends well" (Kongens Læge, opf. 1850); "Love's labour lost" (Lovbud og Lovbrud, opf. 1853) og "Much ado about nothing" (Kjærlighed paa Vildspor, opf. 1859). Sml. II, 148, 4 med Note. - L.12. Madame Wilhelmine Schröder-Devrient (1804- 366 60) var Tysklands største dramatiske Sangerinde i den store Stil. Efter sin Afgang optraadte hun i Okt. 1847 paa Det kgl. Teater, dels i Brudstykker af sine berømte Partier, dels som Romeo og Norma. Hun vandt fuld Forstaaelse for sin Kunst og maatte give to Koncerter i Casino. Skønt Kongen var syg, hørte han hende ved en Koncert paa Sorgenfri. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 95 f.

176, L.36. Den berømte tyske Sangerinde Henriette Sontag (1806-54) blev 1828 g. m. den italienske Diplomat Grev Carlo Rossi og trak sig 1830 tilbage til Privatlivet, men da hun under de urolige Forhold i Tyskland i 1848 havde mistet sin Formue, maatte hun af økonomiske Grunde optræde paany; under en Turné i Amerika døde hun af Kolera i Mexiko.

177, L.16. en fransk Sanger: Tenoren Adolphe Nourrit (1802-39), en af Bournonvilles Venner, gjorde, da han mærkede Stemmens Nedgang, selv Ende paa sit Liv. Sml. Aug. Bournonville: Mit Theaterliv, I (1848), 64-67. - L.18. Den franske Skuespillerinde Elisabeth Rachel Felix, kaldet Rachel (1821-58). Karl Mantzius har i: Skuespilkunstens Hist. i det 19. Aarhundrede (1922), 71-81 forsøgt en Sammenligning mellem Fru Heiberg og Rachel. De har det jødiske og den fattige Oprindelse tilfælles, men deres Evner, Udvikling og Livsførelse var iøvrigt meget forskellig. - L.23-24. Christian VIII døde paa Amalienborg Torsdag 20/1 1848 og efterfulgtes af sin Søn, Frederik VII. - L.39. Fra dette Øjeblik sank alt det Gamle: 25/3 1848 skrev Heiberg til Schubothes Forlag, at Tilstandene havde fuldstændig forandret sig, "og forandre sig, saa at sige, med hver Time". Situationen havde endog Indflydelse paa "En Søndag paa Amager", idet en af Viserne, der før var blevet modtaget med stormende Bifald, nu var Genstand for Opposition (Breve fra Heiberg, solgt ved Auktion Febr. 1936). C. N. Rosenkilde advarede imod at lade en Bonde i Øjeblikket "raillere over Bondens Bestræbelser for liberale Anliggender"; sml. Fru Sødrings Erindringer I, 230. August Bournonville har i: Theaterliv og Erindringer (1865), 51-60 givet en Skildring af det bevægede Aar 1848, set med en patriotisk følende Scenekunstners Øjne.

178, L.23. Meddelelsen om de første Faldne ved Bov 9/4 1848 findes i Berl. Tid. 11/4 s. A. - L.24. Kaptajn i Jægerkorpset Johan Frederik Hegermann-Lindencrone blev haardt saaret i Slaget ved Bov 9/4 1848 og døde Dagen efter paa Lazarettet i Aabenraa, 46 Aar gl.

179, L.3. en Sørgeprolog: Heib. Poet. IX., 195-99. - L.4. "Kong René's Datter": Se II, 75, 31 og 81, 26 med Noter. - "Liden Kirsten", romantisk Syngestykke i 1 Akt (senere 2) af I. P. E. Hartmann, Tekst af H. C. Andersen; opf. 1. Gang 12/5 1846. - L.6. "Valgerda": Se II, 137f. og Noter. - L.21. Chevalierens Rolle: Se II, 76, 36 og Note. Ogsaa paa Datidens Unge gjorde Fru Heibergs og M. Wiehes Spil i "Ninon" det stærkeste Indtryk. Georg Brandes skrev i 1917: "Deres geniale Evner fuldstændiggjorde hinanden og smeltede sammen. Hun var i Sandhed Yndens og Viddets Dronning, han den unge mandige Begejstring - Lyren og Sværdet - som accompagnerede hendes Væsens Melodi." Efter Forestillingen kunde Brandes ikke gaa hjem, 367 men ilede op paa Ehlers' Kollegium til nogle Venner, deriblandt Julius Lange. "Jeg sagde alt i Døren: "Jeg kommer fra at have set det Vidunderligste, noget Øje kan se." Et: "Hvad der gaar af Dig?" var Julius Langes højst naturlige Spørgsmaal. Og saa udviklede jeg - desværre tusind Gange bedre end jeg kan gøre det nu - i en rivende Ordstrøm, hvilken Skønhedens Verden der havde aabenbaret sig for mig paa vort gamle Teater." Sml. Saml. Skrifter 2. Udg. I (1919), 460. - L.29. 5. Akt, 8. Scene.

180, L.16. Ninons Replik i 5. Akt, 8. Scene: "Min Kjærlighed, min reneste, min bedste." (Hertz. XII, 178). - L.21. den lille falske Betvinger: Hentydning til Barkarolen i "Ninon", 1. Akt, 1. Sc.:

"Seer Du Eros, saa hold Vagt -
O, han er saa falsk som lille!
(Hertz. XII. 5).

181, L.10. Fru Dr. V. Palmgren Munch-Petersen oplyser, at der findes flg. to svenske Ordsprog: "Är olyckan framme, kan en blind höna skjuta med pistolhölster" og "Om det vill sig väl, så skjuter själva pistolhölsteret". - L.11. Mine Medspillende: Nogle Tegninger fra Førsteopførelsen af "En Søndag paa Amager", udført af A.Harttung, findes i T.Mus.; sml. II, 192. - L.13. Kgl. Skuespiller Fritz Wilhelm Hultmann (1820-94) var Teatrets ideale Sang- og Lystspilelsker, hvis Berømmelse især skyldtes hans indtagende Fremstillinger af de Hostrupske Studenter Herløv og Klint. Han skabte her en Tradition, hvis Skal senere Fremstillere har efterlignet uden at naa Hultmanns Charme og friske Oprømthed. - L.14. Kgl. Skuespiller Niels Peter Knudsen (1819-54) var en af Teatrets lunerige Lavkomikere, en ringere Udgave af G. M. Foersom, hvis Efterfølger han kunde være blevet, dersom han ikke var død saa tidlig. Han og Kristian Mantzius var Frederik VII's Yndlingsskuespillere. - L.17. Ideen at benytte Amagerfolket paa Scenen var kun relativ ny. Allerede 1757 havde Balletmester Como komponeret en Ballet med Titlen "Amagerne", og 1764 opførte Italienerne en Opera buffa "Den ærlige Amageikone" (L'amacchera onorata), hvis Tekst skyldtes den italienske Sanger Giuseppe Secchioni. Det første Scenebillede forestillede Haven ved en Amagerbondes idylliske Gaard, der var fuld af alle Slags Grøntsager, og foran Huset saas to Køer samt en malkende Amagerpige; sml. Torben Krogh: Danske Teaterbilleder (1932), 138. Efter Fru Heibergs Benyttelse af Amagersceneriet kom 1871 Aug. Bournonvilles Ballet "Livjægerne paa Amager". - L.28. mine Sange ville...: Den samme Mening udtrykte Heiberg i sin Censur af 14/11 1847 over "En Søndag paa Amager". Han tvivlede ikke paa, at de for Læseren "temmelig ubetydelige Texter" ved Musikens Hjælp "vilde fra Theatret udbredes over Landet og blive Folkesange". Da Visen "Paa Søen, naar den skummer vred", findes skrevet med hans Haand, tør det formenes, at han er Forfatter til den. - L.34. Udenrigsminister Frederik Greve Moltke, Bregentved (1825-75) blev 1851 g. m. Caroline v. d. Maase (1827-86). Deres Søn, Adam Vilhelm, døde 1860, 8 Aar gammel.

368

182, L.16. Indenrigsminister, senere Konsejlpræsident og Justitiarius i Højesteret Peter Georg Bang (1797-1861) var en af Etatsraad Suhrs Venner og gennem ham kendt med Ægteparret Heiberg. Fru Heiberg kaldte ham "en Tværdriver", Heiberg "en godmodig Mand, som jeg i Grunden godt kan lide". Sml. Heib. Hjem, 322, 352. Han blev 1824 g. m. Marie Caroline Fribert (1803-75).

183, L.24. Overskous Udtalelse om "En Søndag paa Amager"s Tiltrækningskraft findes i: Den danske Skueplads V, 795.

184, L.26. "Den tapre Landsoldat" blev skrevet i Marts 1848 af Forfatteren, da Inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt, Peter Faber (1810-77) efter Opfordring af Komponisten, Musikhandler E. Hornemann, som ønskede en Tekst til en Marchmelodi, han havde komponeret. 10/4 1848 averteredes Visen, der udløste Stemningen og vandt en enestaaende Popularitet. Sml. Et Liv, 1. Udg. II, 358 og O.Borchsenius: Fra Fyrrerne I (1878), 145 f.

185, L.32. Nordmanden, dansk Grundejer Leopold Løvenskiold (f. 1813), blev haardt saaret i Affæren ved Nybøl 5/6 1848 og døde paa Lazarettet i Flensborg Dagen efter; sml. C.J.Anker: Norske frivillige (1887), 132-141. - L.33. Svensk Student, dansk Premierløjtnant Erik Lejonhufvud (f. 1823), faldt ved Dybbøl 5/6 1848. Sml. B. Scholdstrom: Svenskarne under Dannebrogen. (1903), 42 ff. - Den svenske Digter og Løjtnant G.L.Sommelius, (f. 1811), faldt som dansk Premierløjtnant ved Dybbøl 5/6 1848. Sml. B. Scholdstrom: Svenskarne under Dannebrogen (1903), 78f.

186, L.13. Ketil J. Motzfeldt (1814-89), var norsk Søofficer, senere konservativ Stortingsmand og Statsraad, nær knyttet til Krieger. Sml. Krieger II (Registret). - L.17. Tivolier, Maskerader: Carstensen havde aabnet Tivoli som Sommer-Forlystelsessted 15/8 1843 og Casino som Vinter-Tivoli 21/2 1847. I det sidste Etablissement afholdtes ogsaa Maskerader.

187, L.1-32. Oehlenchlägers Digt "Til Fru Johanna Louise Heiberg" findes i Original i Fru Heib. Ark.

188, L.2. "Abekatten" sml. II, 107, 6 og Note. Da Fru Heiberg engang i Firserne kørte med John Paulsen gennem Pilealléen, pegede hun paa et lille, beskedent Hus og sagde: "Det var derinde, at Familien i "Abekatten" boede," Sml. J. Paulsen: Min første Sommer i Kbhvn. (1908), 35. Idéen til Stykket stammer uden Tvivl fra de Somre, Fru Heiberg boede paa Landet i Rahbeks Allé. - L.7. De to Numre,: Margrethes Sang "Siig, hvorved at Fisken kan" er fra "Abekatten" 15. Sc. (S. 48); Iversens Sang "Naar jeg af Sengen om Morgenen sprang" findes i 13. Sc. (S.41). Heiberg har i en "Forerindring til "Abekatten"" galant skildret sit Forhold til de to Vaudeviller: "Den Andeel, jeg har havt i begge Stykkers definitive Skikkelse, er, om ikke ganske uvæsenlig, dog af saa underordnet Natur og Omfang, at jeg, ikke mindre paa mine egne end paa Forfatterens Vegne, maa paa det Bestemteste protestere imod at gjælde for Ophavsmand til Det, hvori hverken den første Opfindelse eller den egenlige Udarbeidelse kan tillægges mig." Se Heib. Pros. IV, 341 f. - L.36. Fru Heiberg spillede Margrethe, Fru Sødring Husholdersken, C. N. Rosenkilde Iversen og M. Wiehe Kandidaten.

369

189, L.12. Den norske Digter Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (1807-73) var i Slægt med Heiberg.

190, L.11. "Duftvaudeviller": Denne Betegnelse, som skyldes Jacob Voltelen, anvendtes paa Tryk første Gang 24/9 1853 i Fædrel. om U. P. Overbyes Vaudeville "Karens Kæreste". Betegnelsen gik over i Sproget og blev siden ofte anvendt i haanende Betydning. - L.27. Theaterbestyreisens Omdannelse: Ved Regeringsforandringen i 1849 herskede stor Meningsforskel, saavel i Pressen som blandt de Styrende, om det kgl. Teater i Fremtiden skulde sortere under Staten eller under Kongens Civilliste. De store Navne blandt Kunstnerne mente, at de under "den fri Forfatning" maatte være selvskrevne til at faa Haand med i Ledelsen, medens de mindre fremragende var bange for, at deres Interesser skulde lide derunder. To Partier stod over for hinanden: Det ene foretrak, at Chefen, Overhofmarskal Levetzau fortsatte Ledelsen under Civillisten med sagkyndig Hjælp af Kunstnerne, medens det andet Parti indsaa, at en Tilkendegivelse heraf maatte opfattes som en Demonstration mod Jonas Collin, til hvem Størstedelen af Personalet stod i Taknemmelighedsgæld. Sml. Overskou V, 847 ff. Teatrets Overgang til Kultusministeriet fandt Sted under 25/6 1849, saaledes som det var bebudet ved kgl. Kundgørelse af 30/5 s. A. - L.36. "Abekatten" naaede 17/1 1871 den 100. Opførelse og er ialt spillet 134 Gange paa Det kgl. Teater, senest 1885. "En Søndag paa Amager" naaede først sin 100. Opførelse 27/11 1912 og er ialt spillet 136 Gange paa Det kgl. Teater, senest 1916. Begge Stykker er desuden hyppigt opført paa Privatscenerne i Kbh. og Landet over; 1941 blev "En Søndag paa Amager" bearbejdet til Film. Som Honorar for de trykte Udgaver kvitterede Heiberg paa Schubothes Forlag 1/4 1848 for 140 Rdl. for "En Søndag paa Amager" og 12/2 1849 for 100 Rdl. for "Abekatten" (Breve solgt ved Auktion Febr. 1936, uvist til hvem).

192, L.3. en Adresse: Tillidsadressen til Teaterchef Levetzau fik kun 18 Underskrifter, men da han, i Modsætning til Collin, gerne vilde fortsætte som Chef, benyttede han den over for Ministeriet, da han søgte at beholde sin Post. "Skudsmaalet var uden Virkning," skrev Collin; "jeg erkyndigede mig ikke om Papirets Indhold og saa det aldrig." Hans Søn Edvard Collin tilføjede, at "de Barnagtigheder, der gik forud for Afslutningen af Collins og Levetzaus Samvirken, ikke er Omtale værd". H. C. Andersen og det Collinske Hus. (1882), 589, 592. - L.30. Brev til Rosenkilde: Originalen til Heibergs Brev findes ikke i R. A. eller Kgl. Bibl.

193, L.6. en ny Adresse: Den fik 46 Underskrifter og havde dette Indhold: "Deres Excellence! Endskjøndt vi vel vide, at en Mand, der igjennem en mangeaarig sjelden Virksomhed har modtaget saa mange anerkjendende Hædersbeviser af Landet, som Deres Excellence; - hvis utrættelige Opoffrelse, redebonne Iver og milde Hjælpsomhed mindes med Taknemmelighed af de mange Hundrede, der vendte sig til Dem og ikke skuffedes, - ikke trænger til vort Vidnesbyrd, saa er det os dog en Trang netop i dette Øieblik, da det 370 Forbigangne lader til at glemmes saa let, at forsikkre Dem, at vi aldrig kunne eller ville glemme den humane Dommer og den hjælpende Ven, vi fandt i Deres Excellence." Se Overskou V, 850. - L.10. Overskou fortæller, at Repræsentanter for de 18, formentlig Nielsen, Phister og Rosenkilde, forestillede Journalisterne "det Kunstfordærvelige" i Collins Virken, hvorefter Bladene optog nærgaaende, anonyme Angreb paa ham. Se Overskou. V, 847 f. - L.28. en af Theatrets... yndede Sangerinder: Formentlig kgl. Kammersangerinde Catharine Simonsen (1816-49), der var en af Teatrets hyppigste Ansøgere om Ekstrahjælp, Gratifikationer o. 1. Hun havde 8 Børn, deriblandt Sangeren Niels Juel Simonsen.

194, L.11. Jonas Collin, der ikke selv var Æstetiker, fremkaldte Litteratur ved sin hjælpsomme Forstaaelse. Dette gælder ikke alene hans Forhold til H. C. Andersen, men han havde ogsaa afgørende Betydning for Vaudevillernes Fremkomst, trods Rahbeks Modstand. (Sml. Af Jonas Collins Papirer (1871), 70-79; 84-89; 113f.). Ved sin Tiltræden som Teaterdirektør skrev Heiberg til ham: "Det er mig indlysende, at min hele Tilværelse baade i Litteraturen og i Livet er væsenlig knyttet til Deres Excellences Indvirkning, og at den uden denne vilde være bleven en heel anden. Thi det var paa Deres Opmuntring, at jeg i min Digtervirksomhed sluttedc mig til Theatret." Se H. C. Andersen og det Collinske Hus (1882), 594.

195, L.2. "Ja, vi ere nogle Asner": I Tillæg til Julie Sødring: Erindringer I (1894), 230-36 søger hendes Søn, Kontorchef Marius Sødring, at forsvare sin Morfader, C. N. Rosenkildes Holdning over for Collin, idet han minder om, at Tillidsadressen til Teaterchef Levetzau var en Gentagelse. Allerede i 1842 havde de samme Skuespillere indgivet en Adresse til Kongen, da de frygtede, at Collin skulde blive Enedirektør. De havde altsaa fastholdt deres Opfattelse af hans æstetiske Mangler, om hvilke ogsaa Fru Heiberg var enig med Rosenkilde; sml. smst. I, 443. Forsaavidt kan man følge Kontorchef Sødrings Redegørelse, men derimod ikke, naar han affærdiger Collins Velgerninger over for Rosenkilde med den Betragtning, at han derved gavnede den danske Nationalscene, som det var hans Pligt at vogte. Collins Hjælpsomhed var ikke af embedsmæssig Natur, men bundede i en dyb menneskelig Forstaaelse. Rosenkilde og de andre Adresseskriveres Aktion var en Fisken i rørt Vande, dels betinget af det mindre gode Forhold mellem Levetzau og Collin, dels af Lyst til at bestemme, hvem der skulde være den fremtidige Leder. - L.7. en gjennemgribende Reform: Collin bad Heiberg om hans Mening vedrørende et Forslag til Reduktioner, som Økonomiinspektør G. F. Lassen havde udarbejdet, og Heiberg svarede i en Redegørelse, dat. 25/9 1848 (Coll. Saml. 234, 4°, kgl. Bibl.) med nogle Betragtninger, der ikke er uden Interesse som Indvielse til hans Overtagelse af Chefsposten n. A. Han mente, at den store Opera "hører aldeles ikke hjemme paa vort lille Theater og vil aldrig kunne trives i en By, der ikke er større end Kjøbenhavn. Hvad vi ere henviste til, er Syngestykket, det, som de Franske kalde Opéra-comique". Ledelsen burde derfor ikke engagere nogen, blot fordi vedkommende var i 371 Besiddelse af en god Sangstemme, men først og fremmest tage Hensyn til det dramatiske Talent. Skete dette, vilde Syngestykket faa en ganske anden Plads i Repertoiret "end vore nuværende Sangere og Sangerinder med deres skrøbelige Stemmer og totale dramatiske Uformuenhed ere istand til". Man skulde ikke bryde sig om, at de "indbildte Musikkjendere" vilde ryste paa Hovedet, men blot fornøje Publikum. Saadanne Værker som "Don Juan" og "Figaros Bryllup" burde reduceres til Dialog blandet med Sang. Over for Balletten var han noget forsigtigere, da Bournonville "havde bragt den til et saadant Glandspunkt, at man nødig udtaler sig for dens Reduktion". Paa en Maade maatte man hellere helt ophæve Balletten som "en undværlig Luxusgjenstand" end indskrænke den. Dog var "Elverhøi"s Forfatter klar over, at man i saa Fald let vilde komme i Forlegenhed, fordi Dans ofte kræves i Skuespil. Efter at have fremsat nogle Bemærkninger om Kapellet og Forfatternes Honorar advarede Heiberg meget imod at løsrive Teatret fra Staten, "hvoraf Følgen vilde blive, at det ogsaa tabte sin Forbindelse med Nationen, sin Nationalitet, og lidt efter lidt kom i Hænderne paa uværdige private Entrepreneurer". Staten burde betragte Teatret som en Dannelsesanstalt for sine Borgere og derfor tage denne Institution, som saa mange andre, under sin Varetægt. Heiberg vidste godt, at den modsatte Opfattelse i Øjeblikket vilde vinde Mængdens Bifald, "da det jo er blevet en Mode-Anskuelse, at alle Virkekredse, ligefra Kirken af, skulde bestaa uafhængige af Staten. Men fra disse umodne Experimenter vil man engang komme tilbage".

Teatrets mangelfulde Sceneinstruktion paatalte Heiberg skarpt. "Instructeuren er for Skuespillet, hvad Capelmesteren er for Orchesteret". Det var forkasteligt, at Instruktøren samtidig virkede som Skuespiller. Naar Operaen kun bestod af Syngestykker, burde disse have samme Instruktør som Skuespillet. Han ansaa det for en Fejl, at Balletmester Bournonville brugtes til at sætte Operaer i Scene. Dertil havde han hverken dramaturgisk Indsigt eller æstetisk Dannelse, og navnlig manglede han Receptivitet: "Han kan ikke sætte sig ind i eller opfatte et fremmed Kunstværk, men kun sit eget. Hvad han ikke selv har frembragt, forstaar han ikke, hvilket allerede kan sees af et Par af de Balletter, som han fra fremmed Scene har overført paa vort Theater". Instruktøren var "Poesiens Øie, der fra sit Standpunkt overseer og vaager over det Hele, saa at Digterværket i alle Henseender skeer sin Ret, idet selv dets skjulteste Nuancer og Hentydninger forstaas og opfattes rigtigt, og komme tilsyne i Udførelsen". Heiberg indrømmede, at det ikke var let at finde en Mand, der var Pladsen fuldkommen voksen, men mente, at Overskou maatte være den nærmeste. Heri tog han fejl, og det gjorde han ogsaa i sin Advarsel mod Oprettelsen af en dramatisk Elevskole. "Det maa være Enhvers egen private Sag, hvorledes han vil skaffe sig den nødvendige Forberedelse. Melder han sig uden denne, maa han afvises; og det bliver da hans egen Sag igien, om han vil opgive det Hele eller erhverve sig det Manglende". Det var ikke let at indse, hvordan dette skulde foregaa, naar Heiberg samtidig hævdede, "at Ingen i vort Skuespil-Personale har den dramaturgiske 372 Kundskab og Dannelse, som vilde udfordres til at opdrage et raat Menneske til Kunsten".

Til Slut sagde han et Par Ord om Bestyrelsesformen. Han hyldede det gamle Princip: To Direktører, én for Kunsten og én for Økonomien samt i Spidsen en Hof- eller Statsembedsmand med de nødvendige Chefskvalifikationer, "hvilke her mere ere at søge i den individuelle Characteer og i den Indflydelse, som hans Stilling giver ham, end i en særegen Fagkundskab". En saadan Bestyrelse vilde efter Heibergs Mening bedst bevare Teatrets Forhold til Staten. Der var i disse Betragtninger en Del Stof til Konflikter, og disse udeblev da heller ikke, da Heiberg nogle Maaneder senere udnævntes til Teatrets første Enedirektør. - L.20. Madvig var Kultusminister 1848-51. - L.36. en Billet fra Madvig: Inden Kultusministeren tilbød Heiberg Direktørposten, havde han spurgt Collin, om han vilde være Chef, men denne afslog Tilbudet af Hensyn til sine 73 Aar og anbefalede Heiberg. Madvig affandt sig med Levetzaus Prætentioner ved at tilbyde ham en Sinecure som Overbestyrer af Kunstsamlingerne. Sml. H. C. Andersen og det Collinske Hus. (1882), 592.

197, L.12. et Brev fra Madvig: Brevet, hvori Madvig tilbød Heiberg Direktørposten, findes ikke i R. A. eller Kgl. Bibl. Den, Madvig vilde tilbyde Stillingen, hvis Heiberg afslog, var maaske fhv. Rektor, Professor N. V. Dorph (1783-1858), der tidligere havde søgt Pladsen som Teatrets Økonomiinspektør. 23/7 1849 udbad Madvig sig en Samtale med Heiberg og skrev: "Uagtet jeg ikke endnu fra Frederiksborg, hvor jeg var igaar, har modtaget den underskrevne Resolution, tror jeg dog ikke, at jeg forhaster mig med at lykønske Theatret og mig selv til Deres Udnævnelse til Theaterdirecteur. Nogle underordnede Spørgsmaal om de Loger, der forbeholdes Hs. Majestæt, kan i Forening med den Omstændighed, at Kongen i denne Tid kun om Søndage har været paa Frederiksborg for at expedere Forretninger, have forvoldet den indtraadte Opsættelse af Afgjørelsen." Heib. Ark. (R. A.). - L.18. Heibergs Udnævnelse fandt Sted 23/7 1849. Hans Lønning fastsattes til 2500 Rdl. om Aaret i Modsætning til den tidligere Teaterledelses samlede Indtægt, der androg 1700 Rdl. Men samtidig inddroges hans Indtægt som Censor, 1000 Rdl.; dog betingede han sig atter denne Post ved sin Afgang. Kongen forlangte Eneraadighed over den kgl. Loge, Kavaler- og Hofdamelogen. Bag dette Krav, der senere udvidedes med endnu en Loge, til "Afbenyttelse for Vort kongelige Hus", mærkedes Baronesse Danners Indflydelse i Forholdet til den kgl. Familie, skønt hun endnu ikke var viet til Kongen. Heiberg fik eftergivet en Gæld paa 950 Rdl. til Teaterkassen; den stammede fra "Elverhøi"-Dagene i 1828. Sml. Kultusmin. Forestillinger, Kunstanstalterne vedk. 1849-52 R. A. Om Stemningen omkring Heibergs Udnævnelse sml. Neiiendam i Pershist. Tidsskr. 6. R., VI, (1915), 211-17. - L.30. Fra 1843 havde Forfatteren Thomas Overskou (1798-1873) været løst fra ethvert tjenstligt Forhold til Teatret. 1845 fik han sin bedste Komedie "Pak" opført, men det kneb for den flittige Skribent at leve af sin Pen. Derfor drev han politisk 373 Journalistik og stillede sig til Rigsdagen 1848, men blev ikke valgt. I denne Kamp for Tilværelsen var Heiberg hans Støtte, og straks efter sin Udnævnelse indstillede han ham til Sceneinstruktør, ogsaa for Operaen, med 1000 Rdl. i Gage. Hidtil havde N.P.Nielsen (fra 1842) og August Bournonville varetaget disse Stillinger, og Heibergs Fjernelse af dem var straks egnet til at fremkalde et spændt Forhold. Men Madvig skrev til Kongen, at Nielsen, "hvor højt han end maatte stilles som Skuespiller, ikke ganske var skikket for Sceneinstruktør-Virksomhed". Sml. Overskou: Af mit Liv 2. Udg. II (1916), 213-17.

198, L.20. et Brev til... Collin: Heibergs Brev er trykt i Breve til og fra J. L.Heiberg (1862), 183-85 og i H.C.Andersen og det Collinske Hus (1882), 594f. Sml. Note til II, 194, 11. - L.22, hans ældste Søn: Edvard Collin (1808-86), Direktør i Finansministeriet, kendt som H.C. Andersens Ven og Raadgiver. Originalen til hans Brev findes ikke i R. A. eller Kgl. Bibl.

205, L.4. den Reform: Sml. Note til II, 195, 7; 197, 12.

206, L.29. denne "Drift" maatte der nu aflægges Regnskab for: Allerede to Dage efter Udnævnelsen opfordrede Kultusministeren den nye Direktør til at lade udarbejde et detailleret Forslag til Teatrets og Kapellets Budgetter for det følgende Regnskabsaar, gældende fra April til April, idet han tilføjede, "at han ikke for Tiden turde haabe, at en større, i al Fald ikke nogen betydelig større Sum fra Statskassen vilde kunne blive anvist til Theatret og Kapellet." 22/11 1850 skrev Madvig: "Theaterdirecteuren kan ikke længer undgaa umiddelbar Berørelse med Rigsdagen. Den Afdeling af Folkethingets Finantscomité, der behandler Cultusministeriets Budget (d'hr. Hall, Prof. Larsen og Alberti), har ønsket en Conference med mig imorgen (Løverdag) Aften Kl. 7, og da Theatrets Anliggender da ville blive bragt paa Bane, tillige erklæret, at den ikke ugjerne saa, at Theaterdirecteuren var tilstede, hvilket jeg ogsaa kan have Grund til at ønske". Madvig foreslog Heiberg at træffe ham i Kultusministeriet for "derfra i Forening drage til Kampen; mulig kan vi da i Forveien alene tale noget om Sagens Stilling og Maaden at tage den paa". Heib. Ark. (R. A.). Heibergs Syn paa Rigsdagen fremgaar af en Udtalelse i Berl. Tid. 15/1 1853: Han tvivlede paa, "om det National-Institut, hvis Hæder han er sat til at varetage, bør stiltiende finde sig i at affærdiges paa Rigsdagen med en af de Medynks-Yttringer hvormed man kan affærdige Betlere".

207, L.4. Hof- og Friparquettet: Fribilletternes Inddragelse var en Bestemmelse af økonomisk Natur, som allerede fremkom i Indstillingen til Kongen ang. Heibergs Udnævnelse. Om den skyldtes Madvig eller Heiberg, lader sig ikke afgøre. Men der skulde for Fremtiden kun udstedes fri Adgang til Medlemmerne af og Embedsmændene ved Theatret for deres egen Person saavelsom for dramatiske Digtere og Komponister. Sml. Kultusmin. Forestillinger 1849-52 (R. A.). - L.30. den Forestilling, der stod anmeldt: I Enevældens Dage og da særlig under Christian VII skete hyppigt pludselige Forandringer i Repertoiret efter Hoffets Ordrer. Den allerhøjeste Befaling blev da 374 tilkendegivet paa Plakaten. Under Frederik VI var Sæsonens Hovedbegivenhed "Geburtsdagsforestillingen", og gennem Overhofmarskallen, som var Teaterchef, kunde Hoffets Ønsker spores i Repertoirevalget. Efter Enevældens Ophør greb de borgerlige Nationalfester ofte forstyrrende ind i Teatrets Arbejde. - L.32. Hofconcerter: Under Enevælden gik Hoftjenesten forud for Teatertjenesten, og endnu i Frederik VIIs Tid hændte det, at Kammersangerinde Fru Gerlach fik Repertoiret forandret, naar hun skulde synge for Kongen. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 97. - L.40. bitre Billetter: I Heib. Ark. findes ingen saadanne Billetter fra Levetzau, men derimod skrev den tidligere Teaterchef gennem 29 Aar, F. C. v. Holstein, 1/9 1849 til Heiberg, at han ikke kunde undlade at udtrykke sin Forundring over, "at Hr. Directeuren har villet tilstille mig i mit 79. Aar en Billet, som lyder paa, at jeg tvende Gange om Ugen skal have en staaende Plads.... Pladsen sendes hermed tilbage, da jeg vist aldrig skal sætte min Fod i Theatret". Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 275. Fædrel. beklagede Fremgangsmaaden mod de tidl. Embedsmænd 22/9 1851.

208, L.29. Gratialer, Reiseunderstøttelser: Fru Heiberg havde ogsaa nydt godt af Gratialesystemet. Hun fik - sammen med Anna Nielsen - 300 Rdl. i fast Gratiale, der blev kaldt for Godtgørelse for Eievinstruktion, og desuden andre 300 Rdl., som Christian VIII havde bevilget, og som Frederik VII paa Heibergs Ansøgning godkendte 6/6 1849, altsaa kort før hans Udnævnelse. Sml. Note til I 227, 28. Den første Begunstigelse, Fru Heiberg modtog under sin Mands Direktorat, gik ud paa, at hun sammen med Phister fik sin Anciennitet forbedret og fastsat fra 22/4 1826, "Aprilsnarrene"s Premièredag. Kultusmin. Forestillinger 1849-52 (R, A,),

209, L.2. Skuespillernes private Sommerskuespil: 1816 gav de kgl. Skuespillere første Gang Forestillinger om Sommeren for egen Regning, og deres Foretagsomhed vedvarede med Afbrydelser, indtil Heiberg blev Direktør. - L.20. ethvert Barn under 10 Aar: Heibergs Bestemmelse om at udelukke Børn under ti Aar fra Forestillingerne blev meddelt Offentligheden ved Sæsonens Begyndelse, men først da Logeauktionen havde fundet Sted, hvilket gav Berl. Tid. 25/8 1849 Anledning til at hævde, at de, der havde købt Logerne uden Kendskab til Aldersbegrænsningen, "paa ingen Maade var forpligtede til at rette sig efter Theater-Bestyrelsens senere tagne Bestemmelse". Først fra 1876 tryktes Bestemmelsen paa Plakaten, og fra 1913 nedsaltes Aldersgrænsen til 8 Aar. Forøvrigt forandrede Heiberg ogsaa Klokkeslættet for Forestillingernes Begyndelse fra seks til syv. - L.30. Beridere... Pantomimer: Paa Vesterbros ny Teater (ved Bernstorffsgade, rejst 1834, nedrevet 1875) optraadte ogsaa Beridere, der siden fik et Hjemsted i "Hippodromen" paa Nørregade (nu Folketeatret). De italienske Mimikere Casorti, Fader og Søn, begyndte 1800 deres pantomimiske Forestillinger paa Dyrehavsbakken, avancerede til Hofteatret ved Christiansborg og slog sig sammen med Familien Price paa Morskabsteatret lige over for Skydebanen paa Vesterbro. Sønnen, Giuseppe Casorti, var en meget beundret Fremstiller af Pjerrot, og gennem hans Efterfølgere 375 Pettoletti, Adolph Price og Volkersen bevaredes Interessen for denne Kunstart, der fra 1847 blev et fast og endnu bevaret Led af Tivolis Program.

210, L.7. hjerteskjærende Opsatser: Flyve-Posten indeholdt 1/9 1849 en redaktionel Protest mod "Børnenes Theaterforvisning", der gik ud paa, at Heiberg burde tilbagekalde Forordningen. Ogsaa i indk. Breve 1850 til Teaterdirektionen (R. A.) findes flere Klager fra Forældre over, at Børnene ikke maa komme med ind i Logen. Ang. Kontrollens Vanskeligheder sml. Fædrel. 2/11 1858. - L.12. den egentlige Theaterport: d. v. s. Kunstnernes Indgang til de ikke mod Publikum vendte Lokaler, den, der svarer til den nuværende Indgang i Kolonnaden. Den laa i en lille to Etages-Bygning, som stødte op mod Teatrets Bagside. Hertil bragte Teatervognene paa Kassens Regning Skuespillerinderne fra deres Hjem. Carl Winsløw klagede i 1833 over, at Fru Heiberg gav Kusken Ordre til at køre uden at vente paa de andre Damer, der skulde samme Vej. Dr. Ryge bekræftede Klagens Rigtighed og tilføjede, at "Fru Heiberg havde bragt det saa vidt, at flere underordnede Personer betragtede hende som en Kunstnerinde, der havde en vis Superioritet over de fleste øvrige Damer, og at Professor Heiberg, hvilket jeg selv har været Vidne til, undertiden kører med sin Kone baade til og fra Teatret.... Ved slige Lejligheder antager jeg, at der rimeligvis vanker Drikkepenge til Kusken". Dr. Ryge sluttede med at bede Direktionen tilkendegive Heiberg, at hans Deltagelse i Damernes Vognbefordring i mere end én Henseende kunde give Anledning til Ulemper. Et saadant Brev blev dog ikke afsendt, men Hyrekusken fik en Mulkt, og Kørebestemmelserne blev indskærpede ved et Opslag i Foyeren. Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 176 f. og Note. - L.24. Den ældre Theaterhistorie...: Fru Heiberg hentyder til Skuespillerinden Mette Marie Roses Bortførelse, som fandt Sted 11/3 1765 paa Foranledning af den adelige Libertiner Grev C. C. Danneskiold-Laurvig. Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. I, 21-24 og Noter. - L.32. Saaledes bebreidede Hr. Ploug: Redaktør C. Plougs Kritik af, at Heiberg ikke gennemførte, hvad han tidligere selv havde foreslaaet, for Eks. med Hensyn til en demokratisk Udvidelse af Parterret, begyndte i Fædrel. 3/9 1851. Tværtimod var Parterret i Sommerens Løb blevet indskrænket til Fordel for 2. Parket, hvilket betegnedes som et Misgreb: "Theatret har ikke gjort et eneste Skridt fremad paa Reformens Vej, hvorimod Adskilligt desværre synes at tyde hen paa det Modsatte". Heibergs Forsvar (Berl. Tid. 5/9 1851) var mat paa Baggrund af hans tidligere Krav. Han ansaa nu Parterret for en Ruin og kunde ikke tilvejebringe Midler til ved en Ombygning at udvide det. Svaret gav Ploug Anledning til at ripostere, "at det er langt nemmere at give Andre Raad end selv at følge dem". (Fædrel. 8/9 1851). - L.33. (Heibergs) gamle Anskuelser om, hvorledes Tilskuerpladsen burde omdannes: Heibergs Ideer om, hvilke Forandringer der burde gennemføres ved Theatret, fremkom i Fædrel. i 1840. Sml. Note til I, 241, 34. Vedr. Parterrets Omdannelse sml. Heib. Pros. VI, 201-05.

211, L.7. (Ploug) tog virksom Del i vort politiske Liv: Carl Ploug var Medlem af den grundlovgivende Rigsdag.

376

212, L.29. Casino (fik) Tilladelse: Da Casino, der blev aabnet 21/2 1847 som "Vinter-Tivoli", Aaret efter var gaaet fallit, søgte Bestyrelsen Bevilling til at drive et folkeligt Teater i Bygningen, og da Det kgl. Teaters Direktion (før Heiberg) ikke modsatte sig Andragendet, underskrev Frederik VII 24/10 1848 Tilladelsen. Teatret blev aabnet 2. Juledag s. A. under H. W. Langes Direktion. Sml. Neiiendam: Casinos Historie i Omrids (1923), 24 f.

213, L.10. en ny italiensk Opera: I Sæsonerne 1849-50 og 1853-54 gaves atter italienske Operaforestillinger paa Hofteatret, men Begejstringen var uddøet, og Besøget taalte ingen Sammenligning med Tilslutningen i Christian VIIIs Tid. - L.36. Forfatteren, Kammerraad Anton Ludvig Arnesen (1808-60), udnævntes til Kommitteret 5/8 1849, men egentlig var der fra Heibergs Side kun Tale om en Sekretærpost, der ogsaa skulde omfatte Regissørembedet med 500 Rdl. i Gage. Denne Bestilling var uudholdelig for Æstetikeren Arnesen, der tillige var Kontorchef i Finansministeriet. Allerede 25/10 s. A. tog han efter Ansøgning sin Afsked, "da hans Helbred paa Grund af Overanstrengelse allerede havde lidt betydeligt". Pladsen som Kommitteret blev ikke senere besat. Heiberg var kommet til den Overbevisning, at han maatte lede det Hele selv. - "Et Reise-Eventyr", Vaudeville i 1 Akt af Arnesen, opf. I. Gang 1/6 1837. I Overskous "Capriciosa", opf. 1. Gang 11/7 1836, kan A.s Medvirkning egentlig kun paavises i Billardstueakten og i nogle af Sangene. Stykket er det første danske Eksempel paa Dublicitet af dramatiske Forfattere.

214, L.13. Kancellist i Teaterkontoret Freund Jacob Gottlob Berner (1823 -1914) blev 1849 Sekretær hos Heiberg med Prædikat af Fuldmægtig. 1857 overtog han Bogholderiet, og 1866-74 var han som Intendant Teatrets daglige Leder. Om C. N. Rosenkildes Utilfredshed med Berners Udnævnelse sml. hans Brev til Heiberg i Et Liv. 1. Udg. I, 297-301. Berner svarede herpaa i Nat. Tid. 25/1 1893 Aften. - L.19. et lille Marionettheater: Heibergs Marionetteater findes nu paa Teatermuseet. Oehlenschläger omtaler det og de Komedier, Heiberg opførte, i sine Erindringer IV (1851), 27-29; sml. Breve fra og til Heiberg (1862), 35 f. Heib. Pros. IV. 3 f. Hans Winkler i Berl. Tid. 16/12 1941 Morgen, - L.22. "Pottemager Walter", romantisk Komedie i 5 Akter, udkom 1814 i Heibergs: Marionettheater og opførtes 1. Gang 28/6 1845 paa Det kgl. Teater. Sml. Heib. Poet. I, 117-309. - "Julespøg og Nytaarsløier": Se I, 272, 17 m. Note. - L.26. to yndige unge Cousiner: Talen er om to Døtre af Fru Gyllembourgs Søster Lise Iürgensen f. Buntzen, nemlig Bolette Sophie (1795-1881). g. 1° 1819 m. Lektor og Prosektor Rasmus Emil Bruun (1790-1819), 2° 1821 m. Professor F.C.Petersen (1786-1859), og Hanne Christine (1798-1835) g. 1819 m. Sekretær i Konsulatsdirektionen. senere Grosserer Oluf Bang Winge (1785-1867).

215, L.11. "Ak, mit Hierte": Antonius' Replik fra 1. Akt, 1. Sc. i Holbergs "Den politiske Kandestøber". Teksten lyder: "Jeg kand svære paa at mit Hierte -". Holberg. I, 7. - L.23. "Livet i Skoven": romantisk Lystspil i 4 Akter af Shakespeare (As you like it), bearbejdet af Sille Beyer; 377 opf. 1. Gang 1/9 1849. - L.24. "Slægtningerne", anonym Vaudeville i 1 Akt, opf. 1. Gang 1/9 1849. Forfatteren var Henriette Nielsen. Fru Heiberg spillede Helen, M. Wiehe Fiskeren Jens og Phister Adelsmanden Howard. Stykket, hvis Milieu var Fanø, holdt sig paa Repertoiret til 1867 og blev siden opført paa Privatscenerne og af Dilettanter omkring i Landet. Det er en sentimental Duftvaudeville i Smag med "En Søndag paa Amager"; "Slægtningerne" blev parodieret af Voltelen og Kr. Mantzius i Studenterkomedien "Marens Kæreste", og dens tykke Naivitet var i akademiske Kredse Genstand for en lignende Kritik, som mødte Fru Heibergs Vaudeviller.

216, L.2. Frøken Nielsen: Forfatterinden Birgitte Dorothea Henriette Nielsen (1815-1900). Digteren St.St.Blicher (1782-1848) hjalp den unge jyske Pige med at faa hendes første Bog "Fanny" udgivet, men om Slægtskab i kunstnerisk Forstand var der ikke Tale. Sml. Aakjær: Blichers Livstragedie III (1904), 287-93. - L.6. "Embedsiver eller Herr og Fru Møller", Lystspil i 3 Akter af Bayard (Un château de cartes), bearbejdet af Høedt; opf. 1. Gang 26/6 1849 anonymt ved M. Wiehes Forestilling. Mod Fru Heibergs Fremstilling af Høedts Forhold til Betalingen af dette Arbejde protesterede A. C. Larsen i Nat. Tid. 5/12 1892 Af t., idet han aftrykte et Brev fra Høedt, der opholdt sig i Silkeborg, til M. Wiehe (Efteraaret 1849), hvori det hedder: "Angaaende Betalingen for "Embedsiver", da kan Du hilse Heiberg og sige, at det vilde være mig kjært, om han vilde meddele Dig, hvad han i saa Henseende fandt passende. Jeg tvivler ikke paa, at hans Forslag vil finde mit ubetingede Bifald. Hvad siger Du om Halvdelen af, hvad der vilde tilfalde mig, hvis det var fuldkommen originalt, eller 300 Rigsdaler en Gang for alle? Under 200 Rigsdaler vil jeg nu paa ingen Maade have, saa vil jeg heller forære Theatret det". Honorarspørgsmaalet var i dette Tilfælde noget flydende, da Stykket først var opført ved en privat Sommerforestilling. Imidlertid fastsattes Summen til 150 Rdl., for hvilket Beløb Heiberg udstedte Anvisning 5/3 1850, hvorefter Høedt kvitterede for Betalingen. Sml. Teater regnskab et 1850. 1. Kvt. Bilag Nr. 399. Da A. D. J. havde oplyst dette, svarede A.C.Larsen, at Drøftelsen af Honorarspørgsmaalet var begyndt med, at Heiberg iflg. et Brev fra Wiehe havde spurgt ham: "Er Hr. Høedt her i Byen for Øieblikket? For han skulde jo have Honorar for Stykket; jeg vilde nok tale med ham om, hvorledes han har tænkt sig det". Wiehe svarede, at Stykket ikke kunde betragtes som en Oversættelse, hvilket Heiberg indrømmede, "men heller ikke som Original; det maa vel kaldes en Omarbeidelse". A. C. Larsen paapegede, at det altsaa var Heiberg, der ønskede at forhandle med Høedt, og at denne nærede en velvillig Stemning over for Direktøren. Han troede derfor ikke paa Fru Heibergs Beretning, og hvad Beundringen, hun fortæller om, angik, havde Larsen spurgt flere, som stod i nært Forhold til Høedt, men ingen af dem erindrede noget om den "Beundring". Sml. Nat. Tid. 6/12-7/12 1892. Aft. "Embedsiver" blev en Sukces, der ialt opførtes 96 Gange, senest 1895. - L.8. Theaterregulativet for Omarbeidelser: Iflg. Regulativet af 1842 skulde "Omarbeidelser af et i fremmed Sprog forfattet Skuespil, som udfylder en hel 378 Aften, betales med 150 til 200 Rdlr." Men det gjorde "Embedsiver" ikke, og derfor laa det Honorar, 150 Rdl., som Heiberg bød Høedt, snarere over end under Regulativets Bestemmelse. - L.9. Theatercontoiret var i en Bygning bag Teatret, der vendte ud mod den militære Højskoles Grund. Her var ogsaa Direktørens Værelse. Heiberg var ikke tilgængelig hver Dag for Personalet, men tog imod to Gange om Ugen. Sml. O. Zinck: Studenter og Teaterliv (1906), 132. - L.28. Kontorchef i Det kgl. Teaters Bureau, senere Etatsraad Ernst Richard Løffler (1805-66). - L.36. Ved min Ankomst: Wiehe boede fra 1849 til sin Død i 1864 i Niels Hemmingsensgade Nr. 8. (Helliggeiststr. Matr.-nr. 163).

217, L.8. "Hverdagshistorierne": Sml. I, 219, 40 og Note.

218, L.7. Citatet er Jacob Baadsmands stadig tilbagevendende Replik i "Sparekassen", hvor den korrekte Ordlyd er: "De skulde ikke gjøre det, Herr Reiersen!" (Hertz. VII, 203).

219, L.16. "Tonietta", romantisk Lystspil i 4 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 31/10 1849. Hovedrollerne blev foruden af Fru Heiberg spillet af Phister (Vagtmesteren Cæsario), M.Wiehe (Sir William), Anna Nielsen (Gæstgiversken Teresa), Elisa Holst (Lady Algernon) og C. Foersom (Munken). - L.28. Citatet er en fri Gengivelse af Sir Williams Replik fra "Tonietta"s 3. Akt, 1. Sc.: "Som det lader er hun en tillukket Spændebog. Skulde det engang lykkes mig at faae den op, saa skal jeg læse den og sige dig min Mening om dens Indhold". (Hertz. XII, 289). - L.38. den lange Expositionsscene: 1. Akt, 1. Sc. (Hertz. XII, 195-209).

221, L.10. "Michel Perrin eller Politispionen uden at vide det", Vaudeville i 2 Akter af Mélesville og Duveyrier, bearbejdet af Overskou; opf. 1. Gang 9/6 1835. - L.24. I Theatret: Der blev ingen Festforestilling givet i Anledning af Oehlenschlägers 70-Aarsdag; først 4/12 genopførtes "Dina". Dagen efter hans Død 20/1 1850 aflystes Forestillingen, og 6/2 opførtes "Hakon Jarl", Hartmanns Sørgemarch og et Fragment af Oehlenschlägers "Sokrates" til Digterens Minde. Tilskuersalen var sørgefestligt udsmykket. - L.27. en Fest paa Skydebanen: Komiteen for den storstilede Fest 14/11 1849 i Anledning af Oehlenschlägers 70-Aarsdag, I. P. E. Hartmann, H. P. Holst, Wilh. Marstrand og N. P. Nielsen, udgav et Skrift til Minde om dens smukke Forløb. Blandt Hovedtalerne var H. C. Ørsted, Grundtvig og N. P. Nielsen. Sml. Oehl. Erindringer IV (1850), 299-313. - L.29. "Den yngre Digterskole", Heibergs Hyldest til Oehlenschläger er trykt i Oehl. Erindringer. IV, 309 f. og optrykt i Heib. Poet. VIII, 365.

222, L.1. "Dina", se I, 278 og Note. - L.2. Da gik Naturen over Optugtelsen: Mod Fru Heibergs Skildring af den paagældende Episode indvendte Phister, at den ikke havde fundet Sted paa Skydebanen: "Den hele Historie, som Fruen fortæller ret livligt og morsomt, foregik slet ikke ved denne Fest; den passerede paa Enighedsværn ved Festen den 28de Maj, hvor Nielsen, trods hans Kones indstændige Bøn, talte og - var uheldig". Se Phister: Et Nødværge (1893), 5. - L.15. hans Bolig: N.P.Nielsen boede i 379 Frederiksberg Alle Matr.-nr. 7; Huset kaldtes "Sommerlyst" og laa der, hvor nu Mynstersvej ligger.

223, L.29. Oehlenschläger laa farligt syg: Om Digterens sidste Dage sml. Oehl. Erindringer. IV (1851), 313-16. Han døde 20/1 1850 Kl. 11 om Aftenen i sit Hjem i Amaliegade Nr. 22. (Matr.-nr. 126). - L.35. Fra Digtet "Lær mig, o Skov! at visne glad" i Oehlenschlägers Fortælling "Eremiten" (Oehl. XXV, 221). Her lyder Teksten: "Hvor grønt mit Træ" o.s.v.

224, L.4. Hans og Thorvaldsens Pladser: sml. II, 32, 23. - L.12. Heibergs Kritiker: Heibergs Angreb paa Oehlenschlägers Arbejder, i Særdeleshed paa "Væringerne", er optrykt i Heib. Pros. III. Sml. Note til I, 137, 13; 180, 7. - L.33. (Oehlenschläger) bad Heiberg om Undskyldning: Medens Oehlenschläger beundrede Fru Heiberg og gav hende en Cadeau i sine Erindringer (IV, 45), var hans Forhold til Heiberg køligt, endnu da han kort før sin Død skrev sine Erindringer; sml. III, 145 f. Om en undskyldende Holdning er der i hvert Fald ikke Tale. Da Heiberg var blevet Teaterdirektør, forsikrede han Oehlenschläger, at han hver Uge vilde spille en Tragedie. "Nu ville vi se, hvorvidt det rækker", skrev Oehlenschläger; sml. smst. 299. - L.39. de Holbergske Comedier (opførtes) meget sjeldent: Denne Paastand er ikke rigtig. "Den politiske Kandestøber", "Erasmus Montanus", "Barselstuen", "Henrik og Pernille", "Julestuen" og "Den Stundesløse" opførtes hyppigt. Fru Heiberg har glemt, at de Holbergske Skuespillere C. N. Rosenkilde, Phister og Fru Sødring havde nogle af deres bedste Roller deri. I Sæsonen 1850-51, da "Den Vægelsindede" genopførtes, stod ikke færre end otte forskellige Komedier af Holberg paa Plakaten.

225, L.4. "Den Vægelsindede", Komedie i 3 Akter af Holberg, senest opført 1817; Fru Heiberg spillede Lucretia første Gang 14/2 1850. Stykket foreligger i tre forskellige Former, sammentrængt fra fem til tre Akter. Før Fru Heiberg var kun een Fremstillerinde navnkundig i Lucretias Rolle, nemlig Madame Montaigu, som kreerede den 1722, og hvis Spil Holberg kaldte "et Mesterstykke af Skuespilkunst". Paa Det kgl. Teater kom Komedien først frem 1758, altsaa efter Holbergs Død; dog var den forinden opført paa Interimsscenen Tjærehuset. Holbergs Udtalelser om "Den Vægelsindede" findes bl. a. i hans Levned, Fr.Winkel Horns Oversættelse (1898), 122. - L.31. en gammel... Lærerinde i Fransk: Iflg. Var. Frk. Henningsen, hvis Data ikke er oplyst. Sml. Note til I, 200, 7.

227, L.12-229,14. Holberg er citeret efter Liebenbergs Udgave. I. (1848).

230, L.2. hans Kone: Louise Amalie Petrine Phister f. Petersen (1816- 1914) var kgl. Skuespillerinde fra 1835-95. Hun udmærkede sig i Pernilleroller, men var i Forhold til Fru Sødring en ringe Kunstnerinde. - L.39. Rollerne bleve vel uddelte: I sin Protest mod Fru Heibergs Fremstilling af denne Sag beviste Phister (Et Nødværge, 6-11) paa Grundlag af Regissørjournalen, at Rollerne til "Den Vægelsindede" ikke blev uddelt, medens Collin var Direktør, men først under Heibergs Styre. Der er ingen Grund til at 380 antage, at Fru Phister ønskede at spille Lucretia, da Stykkets Pernille passede meget bedre for hendes Evne. Men hverken hun eller Phister, som spillede Christoffer, har vel troet paa "Den Vægelsindede"s Scenelykke og er derfor gaaet uvillig til Instuderingen.

232, L.24. og korte: Paa Harttungs Tegning af Fru Heiberg som Lucretia er Kjolen kort; se II, 232. - L.27. Barbra Margrethe (Grethe) Gram, f. Møller (ca. 1804-60), Fru Heibergs Paaklæderske. Sml. II, 266, 19 med Note. - L.33. forinden jeg 1864: Ialt spillede Fru Heiberg Lucretia 44 Gange, senest 20/5 1864, faa Dage før hun forlod Teatret. - L.36. Citatet er en fri Gengivelse fra en Artikel i Fædrel. 12/11 1855: "Den Vægelsindede", sign.: V. B. Den paagældende Passus lyder: "Det er, som om Fru Heiberg havde behøvet 20 Aars, jeg tør ikke sige Forberedelse, men 20 Aars Triumpher, for i denne Rolle fra vor første Digters Haand at levere noget saa mesterligt, at hun kunde ønske sig selv sine Triumpher glemte, naar blot denne ene blev tilbage".

233, L.15. Citatet er en fri Gengivelse af Hamlets Ord i 1. Akt, 5. Sc.; Stedet lyder i Foersoms Oversættelse:

"Der er fleer Ting i Himen og paa Jorden
min Ven, end Jeres Philosopher drømme."
(Shakspeare. Dramatiske Værker.2 I (1845), 40).

235, L.1. Kgl. Skuespillerinde Johanne Rongsted, f. Leth (1771-1840) var Teatrets drastiske Fremstillerinde af Koner og Kællinger, for Eks. Gedske i "Den politiske Kandestøber". Hun afgik 1839. - L.2. Ryges mageløse Jeronimusser: Med særlig Forkærlighed gennemarbejdede Dr. Ryge Holbergs Jeronimus, som i hans Fremstilling blev en bred Borgermand med Dobbelthage og Mave. Han kunde snart være velvillig, snart gnaven, godmodig eller myndig, spidsborgerlig og paastaaelig. Ryge mente ikke, at Jeronimus var en komisk Person og gav ham i mange Tilfælde Ret. - Lindgreens Henrikker: Fru Heiberg kan ikke have haft noget Indtryk af den store Holbergskuespillers Fremstilling af Henrik eller den pantsatte Bondedreng, da han i hendes tidlige Barndom overlod disse Roller til sin Elev Phister; derimod kan hans Spil som Jeppe og andre Bønder have været hende præsent. - L.20. Traditionen om de Holbergske Eleonorer: Der har ikke været en Tradition for, hvorledes Leonore skulde spilles; nogle Skuespillerinder udførte Rollen med Talent, andre med Rutine og uden Tanke for dens finere Udarbejdelse. Omkring 1855 blev Leonore i Reglen spillet af Teatrets unge ubetydelige Skuespillerinder Henriette Andersen eller Bentine Marie Nielsen, og først med Betty Schnells (Fru Hennings') Fremtræden fra 1871 fik Rollen en Fremstillerinde, der kunde staa Maal med Fru Heiberg. - L.26. "Denne Monsieur -": Fru Heiberg sigter med denne Replik næppe til noget bestemt Stykke, men generelt til de mange fra ældre Tid, hvor en saadan Scene forekommer. - L.35. Medens Ryge... havde med Costumeringen at gjøre: Fra 1816 var Kostumeringen underlagt Dr. Ryge som Økonomiinspektør, og at 381 det praktiske var ham mere magtpaaliggende end Skønheden, fremgaar bl. a. af hans pudsige Skrift "Ideer til en national Smag i dansk Klædedragt" (1827).

236, L.27. Overskous Repertoireliste: Sml. Overskou VI, 29-37. Af danske Nyheder opførte Heiberg i sin første Sæson "En højere DannelsesAnstalt", Vaudeville i 2 Akter af Poul Chievitz og Ad. Recke; "Knud Svendsøn", Tragedie i 5 Akter af C. Bredahl; "Mariotta", Syngestykke i 3 Akter af N. W. Gade; "Marsk Stig", Tragedie i 5 Akter af Hauch; "Slægtningerne", Vaudeville i 1 Akt af Henriette Nielsen; "Soldaterløjer", Sangspil i 1 Akt af Hostrup; "Tonietta", romantisk Lystspil i 4 Akter af Hertz og "Æsthetisk Sands", Lystspil i 2 Akter af Hostrup. Derimod begik Heiberg den Fejl at fjerne "Gjenboerne" og "En Spurv i Tranedands" fra Repertoiret, skønt begge Lystspil havde gjort stor Lykke. Da Hostrup spurgte om Grunden, svarede Heiberg, at de som Studenterkomedier aldrig burde være blevet spillet paa Det kgl. Teater. En lignende Skæbne gav han "Familietvist" og "Feriegæsterne". Sml. Hostrup: Barndom og Ungdom (1891), 214; 312 f.; Var. til II, 185, 14, sidste Stykke. Af sit eget Forfatterskab opførte Heiberg fire Vaudeviller. - L.31. paa En eller To nær: Formentlig N. P. og Anna Nielsen.

237, L.2. Etatsraad: Iflg. kgl. Reskript blev Heiberg udnævnt til virkelig Etatsraad 4/5 1850. Collins Brev (L.4-16) findes i Fru Heib. Ark. Sml. Var. til II, 198, 33. - L.30. Slottet Marienlyst ved Helsingør var fra Christian VII's Tid kgl. Domæne. Heiberg ansøgte Overhofmarskallatet om Lov til at benytte de Kongen tilhørende Møbler, som fandtes i Slottets Beletage, under Opholdet derude i Sommeren 1850, og Levetzau bevilgede 8/6 hans Ønske, "skønt det var uden for de almindelige Regler" (Heib. Ark.). I 1857 købtes Slottet af Helsingør Kommune og blev siden benyttet til Søbadeanstalt.

238, L.3-15. Nielsens evige Slaaen paa Alarmtrommen: Til Bedømmelse af N. P. Nielsens Psyke bør det nævnes, at han led af hæftige Stensmerter, der gjorde ham pirrelig og bevægede ham til at begære Afsked, første Gang i Efteraaret 1849. Baade i 1851 og 1852 fik han ministeriel Rejseunderstøttelse til Kure i Carlsbad. Ministeriet haabede derved "at bevare denne fortrinlige Kunstner for Scenen". (Forestilling til Kongen fra Kirke- og Undervisningsmin. 17/8 1852 (R. A.)). Feuen var en Art Spillepræmie (afskaffet 1919), der beregnedes dels efter Rollens Størrelse og dels af Indtægten. Hvis Billetsalget var daarligt til en klassisk Forestilling, kunde der opstaa en Modsætning mellem Nielsens store Rolle og den beskedne Feu, han i saa Fald fik. Han kaldte i Breve til Heiberg Skuespillerstanden "en Paria-Caste", som han ønskede at forlade, og han misundte sine Ungdomskammerater, der nu var hædrede og højtstaaende Mænd, blot fordi de ikke var Scenekunstnere: "Hvad havde Oehlenschläger været, dersom han ikke, til Lykke for ham, havde været en daarlig Skuespiller", skrev han. Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 82-85. - L.19. Heiberg (gjenoptog) flere Stykker: I Oehlenschlägers "Væringerne", sidst opført 1831, spillede N.P.Nielsen nu Eremitten, og i Shakespeares "Kong Lear", sidst givet 1816, udførte han Titelrollen. Derimod var Hakon 382 Jarl og Statsministeren i Scribes "Statsmand og Borger" ikke nye Roller for ham under Heibergs Direktorat; han spillede dem begge første Gang 1844. Fru Heiberg kunde ogsaa have nævnt Shakespeares Macbeth blandt Nielsens tidligere Roller, som han atter spillede i denne Sæson. - L.22. "Statsmand og Borger", Skuespil i 5 Akter af Scribe (Bertrand et Raton, ou L'art de conspirer), oversat af Borgaard, opf. 1. Gang 7/6 1844. Det blev opført 10/2 1851 og endnu tre Gange i denne Sæson. - L.24. "Hvad kaster man i sligt et Svælg!": Det ses ikke, hvorfra dette Citat stammer.

239, L.20. "Kongens Læge", romantisk Lystspil i 5 Akter efter Shakespeares "All's well that ends well", bearbejdet af Sille Beyer, opf. 1. Gang 22/9 1850. Stykket gaves for 45. og sidste Gang 21/5 1863 med Fru Heiberg i Helenes Rolle. - Atter den samme umotiverede Klage: N. P. Nielsens Dom, der deltes af mange, at Sille Beyers Bearbejdelse "var en ny skammelig Forhutling af Shakespeare", blev ikke alene afsagt paa Teatret, men ogsaa i Minis Café, hvorfra den allerede førend Opførelsen havde faaet Udbredelse. Sml. Overskou. VI, 51.

240, L.6. en Sangerinde: Talen er om Léocadie Bergnehr (1826-1919), g. 1° Fossum, senere Kammersangerinde Fru Gerlach, en fremragende Kunstnerinde, som ved sin Lunefuldhed voldte de vekslende Direktioner Ubehageligheder. Om hendes Strid med Heib. sml. Overskou. VI, 93 f., 98 ff. Hun forblev ved Teatret, til hun 1864 fik Afsked. - L.15. Det maa have været i M. Wiehes og det Nielsenske Hjem, at Høedt har vist Enkeltheder af sin Hamlet. - L.18. i den senere Tid: Høedt var Husven i det Nielsenske Hjem allerede fra Begyndelsen af Fyrrerne, indført af sin jævnaldrende Ven M. Wiehe, hvis Mormoder. Madame Rosing, havde været Anna Nielsens Lærerinde, Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 72. - L.35. den gamle danske Oversættelse: P. Foersoms Oversættelse af "Hamlet" udkom 1807 i Shakspeare: Tragiske Værker, I. 12/5 1813 var Foersom den første danske Fremstiller af Hamlet, der 1826 blev udført af N. P. Nielsen.

241, L.9-13. Citater fra Hamlet 3. Akt. 3. Sc. (Foersom, 131). - L.18. hvad en Skuespiller tror at turde tillade sig: Svagheden i Fru Heibergs Kritik af Høedt paa dette Punkt er den, at hun selv lod Sille Beyer maltraktere Shakespeares Lystspil efter eget Behov. - L.21. den berømte Scene mellem Graverkarlene: 5. Akt, 1. Sc. - L.36. Fru Holst, f. Heger, havde i 1829 spillet Ophelia, altsaa 22 Aar forud. Hun var i 1851 40 Aar gammel.

242, L.40. "Jeg kan ikke spille slige taagede Elskerinder -": Fru Heiberg omtalte i et Brev 5/4 1875 sine Betænkeligheder ved at spille Ophelias Rolle, da Edv. Brandes, efter hendes Mening "lumsk og underfundigt", havde skrevet sin Karakteristik af Høedt. Sml. Krieger. II, 249 f.

243, L.16. Ludwig Tieck har i: Dramaturgische Blätter, II (1826), en Afhandling "Bemerkungen über einige Charaktere in Hamlet", hvor han (S. 85-92) behandler Ophelia-Skikkelsen.

244, L.6. den yndige Cordelia: En af Kong Lears Døtre i Shakespeares Tragedie, udført 1851 af Fru Holst.

245, L.8. "Dronning Marguerites Noveller", Lystspil i 5 Akter af Scribe 383 og Legouvé (Les contes de la reine de Navarre), oversat af Høedt; opf. 1. Gang 1/5 1851. Fru Heiberg spillede Marguerite, Søster til Kong Frans I af Frankrig, som udførtes af W. Holst, medens M. Wiehe spillede Kejser Carl V. Fru Heiberg udførte sin Rolle 45 Gange, sidst 1864. Da Stykket 1900 kom op paa Casino, virkede det forældet.

246, L.29. hendes første, korte Monolog: 1. Akt, 5. Sc.

247, L.10. den store Scene: 3. Akt, 9. Sc.

248, L.21. Kgl. Skuespiller Carl Winsløv (1796-1834). - L.37. Skodsborg: 1852 købte Frederik VII Lyststedet Skodsborg af Murermester Lytthans' Bo og tog til sin Død Ophold derude nogle Uger hver Sommer med sin Hustru Grevinde Danner (1815-74), til hvem han var blevet viet 7/8 1850 i Frederiksborg Slotskirke. Hun arvede Lyststedet og solgte det i sin Enkestand.

249, L.6. den forrige Louise Rasmussen: Da Fru Heiberg havde samvirket med Balletdanserinde Louise Rasmussen i 16 Aar, fra 1826 til 1842, var deres Bekendtskab maaske større end "Frastandens". Den Dom, hun giver hendes pligtopfyldende Medvirkning i Bournonvilles Balletkorps, kan ikke staa for en nærmere Bedømmelse. Men den svarer til Fru Heibergs Omtale af hende i Brevene til Krieger. Heller ikke Fru Heiberg havde Forstaaelsen af Grevindens personlige Betydning for den svage Konge, og end ikke hendes storslaaede testamentariske Gaver, ved hvilke hun gav alt, hvad hun havde modtaget, tilbage til Samfundet, ændrede Fru Heibergs Opfattelse, der var stærkt præget af hendes nationalliberale Venners Syn. Heiberg, der forøvrigt stod i venskabelig Forbindelse med Fru Dannemand, kendte Louise Rasmussen. Han var til Middag med hende og Berling paa Christiansborg straks efter Kongens Tronbestigelse. Sml. C.F. Holten: Erindringer (1899), 165. - L.23. Knyttet til dette Afsnit findes i Et Liv. 1. Udg. III. 285-297 en Redegørelse af A. D. J. for Heibergs Forbindelse med Frk. Mathilde Fibiger (1817-67), af hvem der i 1850 anonymt udkom "Clara Raphael, 12 Breve, udgivne af J. L.Heiberg". - L.25. "Faust", romantisk Ballet i 3 Akter af Bournonville, Musik af Keck; opf. 1. Gang 25/4 1832.

250, L.7. Phister, der... aldrig var gladere: Hertil svarede Phister i "Et Nødværge" (1893), 12: "Jeg var sandelig ikke glad over det Ny, hverken ved Theatret eller udenfor det; og med Hensyn til det Røre, Fruen omtaler, som frembragt af Høedt, da er det min Overbevisning, at det er et Syn paa Sagerne dengang, som senere Tiders Ærgrelser og Modstand har udviklet i hendes Fantasi. I de første Sæsoner af Høedts Theatertid gik jo Alt fortræffeligt! Han kom godt ud af det med sin Direktør, var endog inviteret i hans Hus". - L.23. Legemets spinkle og lidet ideale Bygning: Høedts Hoved var smukt og karakterfuldt, men hans Ben hjulede en Smule, en Reminiscens fra den landlige Oprindelse. Sml. III, 68, 7. - L.38. noget Studium eller nogen Indtrængen: N. P. Nielsen spillede Hamlet 7 Gange i Aarene 1826-28. Han karakteriserede selv sit Spil som hvilende paa den Weimarske Deklamationsskole, og efter Samtidens Dom var hans Hamlet uden psykologisk Interesse. Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 64-68; 197.

251, L.10. (Wiehe) havde Øie for Høedts Fortrin: Selv spillede M. Wiehe 384 aldrig Hamlet, men hans Ven Horatio. Anna Nielsen var Dronningen, N. P. Nielsen Aanden, Fru Heiberg Ophelia, Kr. Mantzius Polonius. lait spillede Høedt sin Debutrolle 19 Gange, senest 3/5 1854. - L.31. (Heiberg) indbød ham til Middag: Denne Invitation maaler Størrelsen af Høedts Hamlet-Sukces. Han spillede Rollen første Gang 14/11 1851.

252, L.10. opildnes, løftes, betages, nei, det kunde man ikke: Fru Heibergs Mening om Høedts Hamlet deltes af Goldschmidt, der frakendte ham Talent som tragisk Skuespiller, og Bournonville, som skrev, "at hans Pathos var Tankens, ikke Sansernes". "Poesiens Vingeslag manglede", mente Hauch, og H. C.Andersen forudsagde hans kortvarige Skuespiller-Skæbne. Heller ikke Fru Sødring, der værdsatte hans Instruktørevne, kunde beundre ham som Skuespiller, fordi hans Fremstillinger led af "en vis Tørhed og Mangel paa Inspiration", trods Dannelse, Intelligens og Smag. Naar Edv. Brandes, der aldrig saa ham paa Scenen, senere kom til et andet Resultat (Politikens Kronik 21/1 1922), var Grunden den, at han sluttede ud fra Høedts nuancerede Oplæsningsevne, den, Samtiden ogsaa anerkendte, men som ikke kan danne noget sikkert Grundlag for Bedømmelsen af hans sceniske Talent. Sml. Neiiendam: Michael Wiehe og Fr. Høedt. (1920), 41-46. Fr. Schyberg: Dansk Teaterkritik (1937), 235-38. - L.35. "De Uafhængige", Komedie i 3 Akter at bcribc (Les Indépendants), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 12/11 1840; heri spillede Høedt 1854 Kontorchefens Rolle, som Phister tidligere havde udført. - "Qvindens Vaaben eller En Kamp i Kjærlighed", Lystspil i 3 Akter af Scribe og Legouvé (Bataille de dames ou Un duel en amour), oversat af Høedt; opf. 1. Gang 5/1 1852; Høedt spillede Gustave de Grignons Rolle. Stykket var kort forinden opført paa Casino i P. Chievitz' Oversættelse. - L.36. "De Deporterede", Skuespil i 3 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 21/2 1853; Høedt spillede Tjeneren Tobby Wilsons Rolle.

253, L.8. i en stor Soirée hos Bournonville: Charlotte Bournonville fortæller, at Høedt var en varm Beundrer af Fru Heibergs Kunst, men ikke i tragisk Retning, og at han den Aften kun ankede over, at hun som Ophelia bar den traditionelle Vanvidsdragt og udslaget Haar. Dette var nok til at vække hendes Vrede. Sml. Erindringer (1903), 348. løvrigt blev Høedt ved sit Imitationstalent Midtpunktet i mange Selskaber. Han kunde synge som Fru Heiberg, saa Kredsen jublede, og hendes ejendommelige Udtale af Ordet "Smykke" eller "Lykke", hvor y'et fik den Lyd, det har i "Hygge", fremkaldte hans drilske Morskab. "Skal vi trots alt gaa en Tur i Haugen?", var en af hendes Sætninger, han især yndede at variere. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker. (1931), 74. "Men Heibergs, der var vante til at alle bøjede sig for dem, følte sig i højeste Grad forargede ved denne Tone, og heraf kom megen Elende", fortæller Fru Sødring. Erindringer. II, 34. - L.38. Hammer i Vaudevillen "Nei": Høedt spillede denne Rolle 29/11 1851, men det er ikke rigtigt, at han kun udførte den én Gang. Han spillede den Sæsonen til Ende, ialt 8 Gange.

254, L.22. Kgl. Skuespiller Johan Rudolph Waltz (1811-53) spillede 385 fra 1832 sekundære Elskere, og hans Navn var ikke mindst knyttet til Fremstillingen af Heibergs Vaudeviller. Sml. Teatret XIII. (1914), 72.

256, L.22. Fru Heibergs Teorier hviler paa Tiecks Meninger; sml. dennes Afhandling "Kostüm" i: Dramaturgische Blätter, II (1826), 208-32; Citatet S. 219-20 smst. lyder: "Weg also mit allem, was das Auge beleidigt, oder den Spielenden hemmt". - L.24. Napoleon I's første Hustru Joséphine Beauharnais (1763-1814). -Den for sin Skønhed og Aand berømte franske Dame Julie Récamier (1777-1849).

257, L.11. Reglementet: Paragraf 17 i "Reglement for Theaterpersonalet", dat. 22/10 1832, indeholder den Bestemmelse, Fru Heiberg citerer i fri Form. Udhævelsen skyldes hende. Den findes ogsaa i Paragraf 10 i "Instrux for Regisseuren". 1827. - L.32. Costumeenheden i Stykket var... ophørt: I Modsætning til Fru Heibergs Mening om Høedts Kostume i "Qvindens Vaaben" skrev Fædrel. 6/1 1852: "Hr. Høedt havde i Aftes endnu et andet Fortrin. Han var den eneste af de Spillende, der var rigtig correct i sit Costume".

258, L.17. "Hakon Jarl", Tragedie i 5 Akter af Oehlenschläger, opf. 1. Gang 30/1 1808. Thora er Jarlens Kæreste; Smeden Bergthors Døtre hedder Gudrun og Astrid. - L.32. "Cymbeline", eventyrligt Skuespil i 5 Akter af Shakespeare; det blev først i 1871 opført paa Det kgl. Teater, hvor Imogens Rolle udførtes af Agnes Dehn (senere Fru Gjørling).

259, L.2. Den natlige Scene: 2. Akt, 2. Sc., hvor Jachimo fratager den sovende Imogen en Armring, som han senere viser hendes Ægtefælle Posthumus som Bevis for, at hun har tilhørt ham.

261, L.13. de "Uadskillelige": Allusion til Kæresteparret Klister og Malle i Heibergs Vaudeville, men der maa til Fru Heibergs Allusion føjes den Bemærkning, at Høedt og M. Wiehe paa dette Tidspunkt (1852) havde været Venner i femten Aar. - L.16. Efter Høedts Ansættelse: Høedt blev kgl. ansat fra Sept. 1852. "Han havde i de Roller, i hvilke han i forrige Aar er optraadt," skrev Kultusminister Simony 25/9 1852 til Kongen, "aabenbaret saa meget Talent og en saadan Brugbarhed for Scenen, at det maa ansees at være af megen Vigtighed for Theatret, at man sikkrer sig hans Tjeneste, og da Theatret, efter hvad Theaterdirecteuren har erklæret, vil være udsat for, at Høedt ganske forlader det, saafremt han ikke nu kan opnaa fast Ansættelse, kan jeg for mit Vedkommende ikke finde nogen Betænkelighed ved allerunderdanigst at bringe ham i Forslag til Ansættelse som kongl. Skuespiller." Hans Gage bestemtes foreløbig til 700 Rdl. og Feu. Frederik VII underskrev 27/9 1852 (Kultusmin. Forestillinger 1852 Nr. 75. (R. A.)).

262, L.1-4. M. Wiehes Seddel findes i de Heib. Familiepapirer (N. k. S. 3066, 4°), men har flg. Ordlyd:

Min elskede Kunstsøster! Vær mig god i Aften. Har jeg været ond, saa tilgiv mig. Vær ikke bedrøvet. Min kjære Søster -

L.5. Nielsens ømfindtlige. Natur: Sml. Note til II, 238, 3-15. Overskou fortæller, at Nielsen i Sæsonen 1850-51 "forholdt sig saa rolig, at han end ikke i et eneste Klagebrev lod høre fra sig". Maaske var Grunden 386 den, at han og Rosenkilde som de første aktive Skuespillere paa Kongens Fødselsdag modtog Ridderkorset efter Heibergs Indstilling. Sml. Overskou VI, 102; Var. til II, 250, 10. 10/10 1851 klagede han til Heiberg over, at han havde for lidt at bestille. Han bad derfor om Lov til at udnytte sin Fritid - det vilde "lidet stemme med vor liberale Tid at nægte en Mand at gjøre sin Tid frugtbringende". En af Grundene til hans Ønske om Afsked var den ikke uvæsentlige, at Pensionen blev beregnet efter Indtægten i den sidste Periode af Tjenestetiden, og da hans Fortjeneste nu var ringere end før, kunde han risikere at faa en mindre Pension "end om han for Drukkenskab eller Uduelighed eller andre Grunde var blevet afskediget tidligere". (Indk. Breve til Theaterdirektionen. 1851 (R. A.)). - L.6. et lille morsomt fransk Stykke: Hvilket, har ikke kunnet oplyses. - L.28. "Kong Lear": Sml. Note til II, 238, 19. Nielsen spillede Kong Lear 20 Gange, senest 1859.

263, L.5. Ucorrecthed i Dictionen: Nielsen blev i stigende Grad usikker i Memoreringen. Selv kaldte han det "Distraktion", men det var snarere en Følge af hans udstrakte Selskabsliv. Hostrup klagede 12/2 1850 over, at Nielsen i "Soldaterløjer" "næsten ikke gjengav en eneste af sine Replikker ordret". Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 199. - L.11. Mod Overskou... blev nu hele Vreden vendt: i en Artikelserie, som begyndte 2/1 1852 i Flyveposten, kritiserede Overskou Bournonvilles Pjece "Det kgl. danske Theater". Han imødegik Balletmesterens forskellige Krav, der drejede sig om at begrænse Direktørens Magt det mest mulige, hvorimod Overskou holdt paa det Bestaaende og indirekte roste Heiberg. Bournonville svarede 29/1 1852, og da Diskussionen endte i Skænderi af personlig Art - bl. a. mindede Bournonville om, at Heiberg engang havde reduceret Overskou til et Nul -, fik Fædrel. 9/2 s. A. Lejlighed til et vittigt Railleri, der gik ud over Overskou. Polemiken har mest Interesse som det første offentlige Udtryk for, at Overskou, Heibergs haandgangne Mand, ikke var Sceneinstruktørposten voksen. Sml. Var. til II, 214, 12-13 og II, 263, 11-22. - L.28. en Reise i Sverrig: Heiberg kendte Sverige fra sin Rejse i 1812; sml. Fra J. L.Heibergs Ungdom (Mem. Br. XXXVII (1922)). I Heibergs Almanak 1852 findes en ret udførlig Dagbog over Sverigesrejsen med Omtale af en Del Familier, de besøgte i Stockholm. Da H.C.Andersen 1840 var blevet fejret i Sverige, sagde Heiberg ironisk til ham: "Naar jeg rejser til Sverige, maa De være med mig, for at ogsaa jeg kan faa lidt saadan Hyldest!" Andersen syntes ikke om Spøgen og svarede: "Rejs derover med Deres Kone. Og De vil komme til den meget lettere." Sml. Mit Livs Eventyr (1855), 262. - L.31. Oehlenschlägers Ven, den svenske Forfatter, Baron, Hofmarskal Bernhard v. Beskow (1796-1869), til hvem Hauch skrev et Digt, var g. m. Magdalena Wåhlberg (1790-1873). Han var Sekretær i Svenska Vittighets-Akademien og havde stor Indflydelse paa Ledelsen. - L.39. Djurgården: Stockholms Folkepark, hvori 1829 Bellmans Buste rejstes, modelleret af Byström.

264, L.5. "Par Bricol": Navnet paa en munter Klub i Stockholm, der skylder Bellman og hans Venner sin Oprindelse. Den store Digter var selv fra 387 1786 Selskabets Viceguvernør. Heibergs Skærf og Emblem som Æresmedlem findes i Heib. Ark. - L.21. en Sang til hans Ære: Et Eksemplar af Sangen, der priser Heiberg som Bellman-Kender, findes i Heib. Ark.

265, L.7. Madvig afgik som Kultusminister 7/12 1851. - L.16. Domænedirektør, Etatsraad, Dr. jur. P. G. Bang var Kultusminister efter Madvig fra 7/12 1851 til 3/6 1852, da han afløstes af Departementschef C. F. Simony. - L.35. snart i det ene Blad og snart i det andet: En typisk og aabenbart af Høedt inspireret Artikel mod Heiberg findes i Fædrel. 2/11 1852: "Theatret under Etatsraad Heibergs Bestyrelse".

266, L.19. Madam Grethe Gram: Sml. II, 232, 27. Typen "Pyntekone" er skildret af Charlotte Bournonville i: Skyggerids af gamle Minder (1906), 51-59. - L.32. Alma: Den uselvisk forsagende Kvindeskikkelse i Paludan-Müllers "Adam Homo", der udkom 1842-49.

267, L.5. Dr. Ryge mistede 1819 sin første Hustru, Christiana Friderica Bekker, f. 1784. Sml. I, 266, 5 med Note.

268, L, 23. lidende og syg: "Qvindens Vaaben" skulde opføres 13/10 1852, men Forestillingen blev aflyst paa Grund af Fru Heibergs Sygdom, og det lykkedes ikke at give en anden Forestilling i Stedet. Først 30/3 1853 optraadte hun igen. - L.33. min Læge: Professor, Dr. med. E. A. Dahlerup (1812 -82).

269, L.10. de "Sammensvorne": Høedt, Ægteparret Nielsen, M. Wiehe og tildels Phister. - L.33. "Kong Richard den Tredie", Drama i 5 Akter af Shakespeare, blev først opført 1900 paa Det kgl. Teater med Dr. Mantzius i Titelrollen.

270, L.16-272,13. Heibergs Brev blev trykt i Berl. Tid. 2/12 1852 og optrykt i Heib. Pros. VII, 394-99. De to Postulater deri, at Tyskland "ingen egentlig dramatisk Litteratur har", og Tvivlen paa, at Danske kunne vænne sig "til at se Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv" er ofte blevet citeret som Udtryk for Heibergs Arrogance. Høedt svarede i en stolt og værdig Skrivelse til Kultusminister Simony 4/3 1853, hvor han redegjorde for Heibergs Afslag og for sine kunstneriske Ideer: "Enhver Skuespiller vinder kun virkelig Ære og Navn hos Samtid og Eftertid i Forbindelse med den Digter, hvis Tolk han har været, og i samme Grad, som han har mægtet at løse hine evige Opgaver... jeg er gaaet til Theatret af Kjærlighed til Kunst og ikke for udelukkende at gjøre Theatertjeneste; den gjør jeg ogsaa, som et nødvendigt Onde, men jeg vil ikke gjøre den udelukkende; og naar Etatsraad Heiberg hindrer mig i at udøve, hvad jeg egenlig er kommet der for, har jeg ingen Grund til at blive der og maa ansee det for min Pligt, at gjøre Indsigelse saa kraftig, jeg formaaer, dobbelt fordi jeg er i det lykkelige Tilfælde, ikke at bindes af Hensyn til min Indtægt." Brevet er optrykt flere Steder, sml. Edv. Brandes' Artikel: "Et Vendepunkt i dansk Theaterhistorie" i "Det nittende Aarhundrede", April 1875; H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59. (1890), 75. - L.18. P. Wulfts Oversættelse af "Richard den Tredie" udkom 1818 i Fortsættelsen af P. Foersoms Oversættelse af Shakespeares Tragiske Værker VI, 171-380.

388

271, L.3. "Kong Henrik den Sjette" Drama i tre Dele, hver i 5 Akter, af Shakespeare. - L.31. een eller... to af Oehlenschldgers henlagte Tragedier: Heiberg hentydede til "Palnatoke" og "Correggio", som det ikke lykkedes ham at faa frem. Derimod satte han 1853 "Stærkodder" op, der ikke var spillet siden 1835; desuden fandtes "Erik og Abel" og "Hagbarth og Signe" paa Repertoiret. - L.41. Lord Hastings: Person i "Richard den Tredie". - L.47. i Begyndelsen af 3die Act: 3. Akt, 1. Sc.

272, L.35. (Heibergs Gennemgang) af "Hamlet": Heiberg gennemgik "Hamlet" litterært i Kbh. flyv. Post 1827, og hans Betragtninger er optrykt i Heib. Pros. VII, 24-37. Ved Opførelsen 1851 var "Planen til det aldeles fornyede og forandrede Scene-Arrangement" udkastet af ham og meddelt Th. Overskou til Udførelse; sml. Heib. Pros. VI, 408. "Jeg maatte," skrev han til Ministeriet 27/12 1855, "med et Magtsprog modsætte mig Høedts projecterede voldsomme Attentater paa denne Tragedie."

273, L.17. Simony sml. Note til II, 265, 16. - L.34. visse Blade: Det aabne Brud mellem Heiberg og Høedt omtaltes offentligt i Fædrel. 30/11 1852 i Anledning af "Richard III". Bladet advarede mod at hindre den unge Kunstners Fremadstræben og beklagede, at Høedt vilde forlade Teatret. Slutningen lød: "Det synes ikke rimeligt, at denne Bestyrelse vil blive af lang Varighed." Allerede 2/11 s. A. var Bruddet blevet forberedt i en hadsk Artikel, hvori Heiberg blev beskyldt for "at være en afgjort Ven og Beskytter af det Middelmaadige". Sml. Note til II, 265, 35.

274, L.5. en gammel Veninde: Frk. Arentine Harboe, Søster til Fru Heibergs Ungdomsven J. G. Harboe, var i disse Aar i Huset hos Høedts Moder paa Nørregade Nr, 28, hos hvem F. L, Høedt boede. SmL Brevet fra hende, dat. 22/12 1852, Et Liv. 1. Udg. IV, 425 f. - L.31. Goethe siger: Fri Gengivelse af Goethes Ord 20/12 1829 til Eckermann. Se Eckermann: Gesprache mit Goethe II (1836), 159.

275, L.2. hans Udtalelser paa Tryk: Høedts Mening om, hvorledes Richard IIIs berømte Replik: "En Hest, en Hest, mit Kongerige for en Hest!" skulde siges, fremkom i "Om det Skjønne" (1856), 33-38. Han maatte døje megen bidende Kritik for dette filosofiske Arbejde. Goldschmidt skrev: "Det Gode deri er ikke nyt, og det Nye er kun for en saare ringe Del godt", og Brøchner kaldte det "1/3 Selvbehagelighed, 1/3 Trivialiteter, 1/3 Nonsens. Summa: Pøjt". Nord og Syd (1856) IV, 316. Brøchner og Molbech: En Brevveksling (1902), 197. Sml. Neiiendam: Michael Wiehe og Fr. Høedt. (1920), 67-69. - L.13-38. "Fortvivl og dø!" "Richard III", V. Akt, 3. Sc. Shakspeare. Dram. Værker. VI (1848), 274 ff. - "Vel tusind Hjerter -" smst. 283. - "Træl, jeg har sat -" smst. 284.

276, L.22. intet Nyt... af hvad Heiberg ønskede: Det var Heibergs Plan at opføre Oehlenschlägers "Correggio" og Shakespeares "Julius Cæsar", men begge Forestillinger blev opgivet. Derimod ønskede Høedt bl. a. at spille Marinelli i "Emilie Galotti" og Figaro i Komedien "Figaros Bryllup", men disse Forslag afslog Heiberg. - L.24. Pressens Angreb: Sml. Note til II, 389 273, 34. - L.30. "Palnatoke", Tragedie i 5 Akter af Oehlenschläger, opf. 1. Gang 4/4 1809, blev ikke spillet, medens Heiberg var Direktør. - L.35. Skuespillerne... skulde gjøre Oprør: Fru Heiberg hentyder til Artiklen i Fædrel. 30/11 1852, hvori det i Anledning af, at Heiberg ikke vilde opføre "Richard den Tredie", hed, "at man tager ubetinget Parti for Personalet imod ham, og mod en saadan Modstand vilde en langt dygtigere Theaterdirecteur, end Hr. Etatsraad Heiberg har viist sig at være, i Længden umulig kunne bestaae". - L.39. Idelige Sygeanmeldelser: Trods disse, hvoraf Fru Heibergs var den alvorligste, lykkedes det dog Heiberg i Sæsonen 1852-53 af SkuespilNyheder at faa fremført: "De Deporterede", "En Episode", "Slottet i Poitou", "En Sommeraften", "Tycho Brahes Ungdom" og "En Valgdag".

277, L.4. en af Theatrets mest intrigante Skuespillere: Formentlig Phister, der ikke havde nogen Rolle i "Hamlet". - L.11. "Correggio" var opført 1843 med W. Holst i Titelrollen. M. Wiehe havde ved en Særforestilling i 1847 udført Giulio Romano, der ellers blev spillet af Kr. Mantzius. Nu ønskede Heiberg, at Høedt skulde udføre den. Men han afslog Forslaget, fordi han mente, at Rollen ikke passede for ham, og efter dette Afslag var det ikke muligt for Heiberg at faa Wiehe til atter at overtage Rollen. Først i 1858, da Heiberg var afgaaet, spillede han - ikke Giulio Romano, men Correggio. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 151. - L.28. den af Bladene dagligt...: Bladene indeholdt ikke daglig Angreb paa Heiberg, men nu og da. - L.35-278,27. M.Wiehes Brev findes i Heib. Ark.

278, L.30. "Julius Cæsar", Shakespeares Tragedie, blev først opført 1911. Heiberg ønskede, at M. Wiehe skulde spille Brutus, men han frabad sig Opgaven, da han mente, at den oversteg hans Evner. Formentlig har Høedt ønsket at spille Rollen. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 151 f.

279, L.4. Pressen... fortsatte: Fædrel. bragte 12/3 1853 en for Heiberg ubehagelig Artikel, hvori hans tidligere kritiske Udtalelser om Teatret i Afhandlinger og Artikler blev citeret til Belysning af hans Styre. Hans gamle Krav til en Teaterleder: "Hold Theatrets Kunstnere i godt Lune" (Heib. Pros. VI, 226) blev ikke uden Virkning anvendt som Modsætning til de mange Stridigheder under hans eget Direktorat. Derimod var Angrebet i Dagbl. urimeligt, idet Kritiken gik ud paa at bebrejde Heiberg, at han opførte "for mange Holbergere". Sml. Overskou VI, 166 f. Var. til II, 278, 36-279,6. - L.31. Geheimeraad Collin boede fra 1839 til sin Død i 1861 i Amaliegade Nr. 9.

280, L.20. Hovmod! denne Synd, der styrtede Englene: Citatet ikke fundet. - L.32-281,5. Collins Brev findes i Fru Heibergs Ark. - L.33-34. Ingeborg: Jonas Collins Datter, Ingeborg Drewsen; Jonna, dennes Datter (1827-78), gift 1850 med Baron Henrik Stampe (1821-1892); deres Datter var Astrid (1852-1930), g. m. Stiftamtmand G. H. V. Feddersen. - L.39. Louise: Jonas Collins Datter, Louise Lind.

281, L.9. Kure af den forfærdeligste Art: Sml. Heib. Hjem, 151, 154, 231 o.fl. - L.26. Citatet er fra P. D. A. Atterbom (1790-1855): Lycksalighetens ö. I (1854), 107.

390

283, L.4. Reconvalescenstiden: Kgl. Skuespiller Peter Jerndorff (1842- 1926), der som Barn boede paa Søkvæsthuset, fortæller i "Nogle Minder" (1918), 27: "Vi havde Børnekammer lige over Fru Heibergs Sovekammer. Der kom Bud op, om vi vilde være pænt stille. Det gjaldt Fru Heibergs Liv, og følgelig holdt jeg streng Justits over mine Søskende; jeg var den ældste af seks. Jeg gik i en evig Angst. Saa begyndte hun at komme sig. Faren var ovre, og jeg aandede lettere. Men hun var syg det meste af Vinteren. Da hun endelig var rask, skete det Vidunderlige, at hun en Dag som Reconvalescent sammen med Heiberg kom op og gjorde os Visit og takkede os Børn, fordi vi havde været saa pænt stille under hendes Sygdom. Hun klappede mig paa Kinden, jeg skælvede af Lyksalighed. Hun sad i Sofaen ved Siden af Moder; Heiberg og Fader ved hver sin Ende af Divanbordet; jeg paa en Stol beskedent henne ved Døren; de mindre Børn blev sendt ud. Jeg slugte hende med Øjne og Øren. Hun var dejligere end nogensinde. I en halvklar hvid løs Morgendragt, holdt sammen af en Snor om Livet, over den en dyb pensée Atlaskes bekvem Kofte, og Haaret samlet i en eneste tung Lok, der laa ned paa den højre Skulder". - L.5. (Martensens) elskelige Hustru var Virginie Henriette Constance, f. Bidoulac (1817-1904), med hvem han i 1848 var blevet gift efter at have mistet sin første Hustru, Helene Mathilde, f. Hess (1817-47). - L.28. Mynsters Svigersøn: Mynsters Datter Maria Elisabeth (1882-1909) var i 1843 blevet gift med Slotspræst, senere Stiftsprovst Paulli.

284, L.36. "En Sommeraften", anonym Vaudeville i 1 Akt af Johanne Luise Heiberg, blev opført 8 Gange. De vigtigste Rollehavende var: Baronen: N.P.Nielsen. Hans Døtre Anna, Therese og Lotte: Elisa Holst, Fru Heiberg og Amalie Price. Husholdersken: Julie Sødring. Kaptajn Herdal: M. Wiehe. Fædrel. (31/3 1853) anede ved Opførelsen Slægtskabet med "En Søndag paa Amager" og "Abekatten", men betonede med Rette, at "En Sommeraften" var svagere, og Dagbl. skrev 28/4 1853, da Vaudevillen udkom, at den burde være "et Manuskript for Venner". Sml. Note til II, 215, 24 og til II, 294, 8.

285, L.29. Saa snart Teppet rullede op: Jerndorff, som var til Stede i Teatret, giver i "Nogle Minder" (1918), 28 f. en tilsvarende Skildring af Aftenens Forløb. En anden Samtidig, General F. G. v. Müller, fortæller: "Alt, hvad der hører til "beau monde" var der". Sml. Kongesorger ved E. Bodenhoff (1913), 44 f. - L.36. Enkedronning Caroline Amalie, Enke efter Kong Christian VIII, som døde 20/1 1848.

286, L.14. Sangen var skrevet af H. C. Andersen. Melodien var den, Sømanden synger i "En Søndag paa Amager" 18. Sc.: "Paa Søen, naar den skummer vred". Et Eksemplar af Sangen findes i Fru Heib. Ark. Jfr. H. C. Andersen: Sml. Skr. 2. Udg. XII (1879), 495 f.

287, L.17. en Hylding: Se I, 285, 21 f. - L.20. det Rygte: Fædrel. meddelte 31/3 1853, at Publikum agtede at trække Fru Heiberg til Søkvæsthuset, men forinden havde hun hastigt forladt Teatret. Da Jerndorffs Fader spurgte Heiberg: "Er De nu ikke bange for, at Folk skal trække Deres Frue hjem som efter "Dina"?", svarede han: "Nej, jeg sætter mig ind i Vognen 391 til hende, og saa er der ingen, der trækker". Se Jerndorff: Nogle Minder (1918). 29. - L.22. Theaterporten: Sml. Note til II, 210, 12.

288, L.12. den gamle Portner: Portneren ved Søkvæsthuset hed Poul Poulsen og var i 1850 66 Aar gammel. Folketalslisten (R. A.). - L.15. en livlig, opvakt Kokkepige: Muligvis Cathrine Elisabeth Greise, som i 1850 var 31 Aar. Folketalslisten (R.A.). Heibergs holdt to Tjenestepiger og en Tjener. - L.35. en... Brosche af Brillanter: General Holten angiver denne Kongegaves Værdi til 6-800 Rdl. Meningen med den var, fortæller han, at Grevinde Danner under Takkeaudiensen hos Kongen skulde komme til Stede, saa at det kunde siges, at Fru Heiberg havde aflagt Grevinden en Visit. Men da Fru Heiberg nøjedes med at takke skriftligt, røg den Plan i Lyset, hvilket i høj Grad mishagede Grevinden. Sml. Holten: Erindringer (1899), 172. Droschen blev solgt ved Heibergiana-Auktionen 1926. - L.38. følgende Sang: Sangens Forfatter var H. C. Andersen (optrykt i Saml. Skr. 2. Udg. XII (1879), 494). Et Eksemplar af Sangen findes i Fru Heib. Ark. - Danserinden Johanne Emilie Egense (1831-81) forlod Balletten og blev fra 1853 en meget benyttet Operasangerinde. Hun blev 1856 g. m. kgl. Skuespiller Theodor Liebe (1823-93).

290, L.5. den Musik: Fru Heibergs første Solodans fandt Sted 23/1 1824 i Galeottis Ballet "Bjergbøndernes Børn og Speilet", hvortil Claus Schall havde skrevet Musiken. - L.13. den gruelige Sygdom Cholera: Midt i Juni 1853 brød Koleraen ud og fik et voldsomt Omfang i Juli og August; blandt de mange døde var ogsaa Inspektør Jerndorff paa Søkvæsthuset. Sml. C. W. Lange: Fortegnelse over de af Cholera bortdøde Personer 1853. - L.16. Logeauktionen: Paa Grund af Koleraepidemien maatte Auktionen 1853 udskydes. Den plejede at finde Sted medio August i Hofteatrets Forsal. Sæsonen 1853-54 begyndte først 18/9 og varede til 17/6. - L.24. Sml. II, 69, 33 og Note til II, 70,3. Paa Søkvæsthuset blev der atter indrettet Hospital for de syge i Marinen, der ikke havde Kolera, da Søetatens Hospital i Nyboder udelukkende optoges af Kolerapatienter. Alle paa Søkvæsthuset maatte afstaa nogle Værelser til Sygestuer. Sml. Jerndoff: Nogle Minder (1918), 30. - L.36. vor Havetrappe: Den har Knud Gamborg gengivet paa en Tegning (sml. Note til II, 70, 3). Heiberg skrev 12/8 1854: "Vor Havetrappe er nu gjort istand - uden Skade for Matrosens Vers - og malet første Gang". Se Heib. Hjem, 236.

292, L.3. 21/4 1853 dannede Anders Sandøe Ørsted sit Ministerium og overtog selv Kultusministeriet. En Følge af Ørsteds politiske Indstilling var, at Heiberg følte sig mere styrket i sin administrative Myndighed. Sml. H. Christensen: Det kgl. Teater 1852-59, 79. - L.8. En Dag stormer Nielsen ind til Ørsted: Om N. P. Nielsens Psyke og Handlemaade sml. Note til II, 238, 3-15; 262, 5; 263, 5. Om hans Afsked sml. Note til II, 309, 4. - L.19. den Heiberg, (Ørsted) alt havde kjendt som Dreng: Fru Gyllembourgs intime Venskabsforhold til Brødrene Ørsted stammede allerede fra Tiden omkr. 1806. Sml. P. A. Heiberg og Thomasine Gyllemborg 3. Udg. (1883), 404,

293, L.7. historiske Studier: I 1836 udkom: Hellig Trefoldigheds Gilde 392 udi det danske Compagni eller det kgl. kbh. Skydeselskabs og danske Broderselskabs Historie. Af N. P. Nielsen. Han efterlod en betydelig Bogsamling med mange historiske Værker, som blev solgt ved Auktion. Sml. Kataloget i T.Mus. - L.19. "Macbeth" var blevet opført fire Gange i 1852 og to Gange i 1853. "Hakon Jarl" en Gang i 1852; "Dronning Margareta" to Gange i 1852 og en Gang i 1853. "Pak" fem Gange i 1852-53 og seks Gange i 1853-54. "Slottet i Poitou" Lystspil i 4 Akter af Sandeau (Mademoiselle de Seiglière), oversat af Glückstad; opf. 1. Gang 17/12 1852 og derefter spillet fjorten Gange i Resten af Sæsonen og syv Gange i 1853-54. N. P. Nielsen havde altsaa ingen Grund til at klage over, at han ikke blev anvendt. Forøvrigt var "Slottet i Poitou", hvori Fru Heiberg ikke medvirkede, den første Forestilling, hvor Høedts Evner som Instruktør satte Frugt. Ganske vist iscenesatte han ikke Forestillingen, men underhaanden paavirkede han de Spillende, saa at Ensemblet blev mønstergyldigt. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 247. - L.26. "Hamlet" blev efter 13 Opførelser i 1851-52 givet to Gange i 1852-53 og fire Gange i 1853-54.

294, L.8. "Karens Kjæreste", anonym Vaudeville i 1 Akt af U. P. Overby(e) (1819-79), opf. 1. Gang 19/9 1853, ialt seks Gange. Høedt spillede en rejsende Haandværkssvend og M. Wiehe en Bondekarl. Vaudevillen fik en haard Medfart i Fædrel. 24/9 1853. Georg Brandes' Barndomslærer, Jacob Voltelen, skrev en Parodi, som 24/3 1859 opførtes ved Studenterforeningens Karneval under Titlen "Marens Kjæreste", en Duftvaudeville-Ekstrakt, hvis sceniske Udarbejdelse skyldtes Kr. Mantzius. Sml. F. L.Liebenberg: Optegnelser (1894), 46. Bille skrev, "at Overbyes Produkt aabnede Øjnene hos Kritiken og Publikum for "Duftvaudevillen"s Mangler og Farer"; sml. Nat. Tid. 23/1, 1893 Aften. Senere blev Overbye populær som Forfatter til Socialisternes March: "Snart dages det, Brødre".

295, L.1. En af Skuespillerne: Kristian Mantzius (1819-79), udmærket komisk Karakterskuespiller, Skaber af Løjtnant v. Buddinge i "Gjenboerne". Da ingen Skrivelse til Ministeren om Mantzius kontra "Karens Kjæreste" findes i Kopibogen, maa Meddelelsen til ham være foregaaet mundtligt. - L, IL Heiberg skrev da til Hr. X.: Heibergs Skrivelse til Kr. Mantzius, dat. 10/10 1853, er trykt i Karl Mantzius: Min Far og jeg. (1919), 140-41. Baade Heibergs Koncept og Kopi af Skrivelsen findes i Det kgl. Teaters Kopibog (R. A.), hvilket Karl Mantzius benægter i anf. Skrift. - L.13. Skuespillerreglementet: Reglementet for Theaterpersonalet, dat. 22/10 1832, indeholder ingen Bestemmelse om, hvorledes Skuespillerne skal opføre sig i Tilskuersalen, men i Paragraf 16 forudsættes, at "enhver af Personalet ved en sømmelig og anstændig Opførsel vil giøre Kunsten og Standen Ære" paa og udenfor Scenen. - L.19. Hr. X.'s Erklæring: Heiberg offentliggjorde Kr.Mantzius' udaterede Erklæring i Berl. Tid. 12/10 1853. Den er optrykt i Neiiendam: Breve Skuesp. II, 41 f. og i Karl Mantzius: Min Far og jeg (1919), 142 med denne Tilføjelse: "Fru Heiberg giver i "Et Liv" en ganske urimelig og misvisende Skildring af denne lille Kontrovers. Hun nævner ikke Mantzius ved Navn, 393 men antyder, at Hr. X, som hun kalder ham, trods sin utvetydige Erklæring alligevel havde deltaget i Udpibningen af det lille Stykke. Dette vilde være ganske uforeneligt med Mantzius' Karakter, og hun fører da heller intetsomhelst Bevis for sin Beskyldning". Men Sagen efterlod hos Mantzius en Brod mod Heiberg, som han snart fik Udtryk for. Sml. Note til II, 321, 39.

296, L.25. Phister (blev) Medlem af begge Leire: Mod Fru Heibergs Fremstilling protesterede Phister i "Et Nødværge" (1893), 13 ff.: "Det er muligt, at jeg har været vittig; sikkert er det, at jeg undertiden kunde more mig lidt over Høedt, der i sin Begejstring troede, at han kunde storme selve Himmelen med sit Talent og sin Ungdom... At jeg stod i begge eller i tre Leire, det er derimod ganske usandt. Jeg taug sikkert nok ikke, naar Noget mishagede mig i alle de ubehagelige Forhold, som denne Theaterstrid førte os ind i; men neppe nogen Anden end Fru Heiberg vilde have sporet en Bestræbelse for at holde mig gode Venner med alle Parter... Jeg elskede, beundrede og forstod Heiberg som Forfatter, men jeg tilstaaer - at jeg hverken elskede eller beundrede ham som Theaterdirektør... Jeg, saavelsom næsten alle de betydeligere Skuespillere vare misfornøjede med hans Bestyrelse, men jeg blev under hans 7 Aar lange Direktorat, og jeg adlød ham, saa længe han var min Chef... Naar alligevel hans Hustru har fundet det passende at beskylde mig for Øientjeneri ligeoverfor ham som Theatrets Direktør, da nødes jeg til at stemple dette som slet og ret Usandhed."

297, L.13. "En Sjæl efter Døden": I et Brev fra Marienbad, af 15/7 1854, fortæller Fru Heiberg, at Phister reciterede lange Stykker af "En Sjæl efter Døden" udenad for hende. Se Heib. Hjem, 176. - L.27. private Omgang paa Theatret: Derefter har A. D. J. i Et Liv, 1. Udg. I, 171 anbragt tre Stjerner og under Teksten en Note:

"Saadanne Stierner, naar de kommer udi Bøger, betyder de ikke meget godt. Her give de tilkiende en Defect udi Historien." Peder Paars, II, 1.
Udgiverens Anmærkning.

Den Udeladelse af Fru Heibergs Manuskript, som A. D. J. markerede ved denne Note, der aabnede Læsernes Fantasi for allehaande Gælninger, betragtede Phister som en Fornærmelse og forlangte Manuskriptets Ordlyd offentliggjort. Sml. Et Nødværge (1893), 28 ff. A. D. J. afslog hans Krav. (Sml. Nat. Tid. 1/2 1893 Aften samt Piecen: Prof. Phister og Fru Sødrings Kritik (1893), 13 f.). Trykmanuskriptet til det paagældende Parti er ikke bevaret, men iflg. IIIA lød Stedet:

"Til vor stadige Omgangskreds i Hjemmet har han aldrig hørt.

Hvad der ogsaa var det eiendommelige for dette Menneske, var, at han kjendte sig selv nøiere, end det falder i de Flestes Lod. Han havde ofte det rette Syn paa det Gode, det Rette, det Moralske, men de onde Dæmoner spærrede Veien for ham og svækkede hans Villiekraft. En, som kjendte ham nøie, improviserede derfor hans Gravskrift:

394

I Erkjendelsen havde han det Gode, det Rette.
I Villien havde han det Onde, det Slette."

Sml. Var. til II, 344, 5-7, af hvis Slutning det iøvrigt fremgaar, at Gravskriften skyldtes Fru Heiberg selv; se ogsaa Neiiendam, 36 f. - L.29. "Ruth", (anonymt) Drama i 2 Akter af Athalia Schwartz (1821-71), opf. 1. Gang 24/11 1853, ialt 18 Gange. Edv. Lehmanns farvelagte Tegning af Fru Heiberg og Høedt i dette Stykke findes i T. Mus. - L.32. Hans Mortensens Ord: i 23. Sc. af "Aprilsnarrene" (Heib. Poet. VI, 92).

298, L.19. et Digt: Manuskriptet til Athalia Schwartz' Digt, med Paategning 1853, findes i Fru Heib. Ark. - L.30. "Et Offer", Skuespil i 4 Akter af Hertz, opf. 1. Gang 7/1 1854. Anna Nielsen spillede Frk. Munk, M. Wiehe Arkitekt Norberg, Phister Ritmesteren og Fru Sødring den aandssvage gamle Pige. Stykket opførtes 7 Gange. Sml. J. W. Sødring: Erindringer II, 53 ff. Fædrel. skrev 10/1 1854, at Fru Heiberg holdt "sin Diction i en vel pathetisk Tone", og at Wiehe, hvis Spil i de bevægede Scener kaldes "ypperligt", i de første Akter "paatog sig en vel blaseret Kulde og næppe behøvede at sige sine Replikker til Hermione (Fru Heiberg) slet saa skærende". Dagbl. 9/1 1854 roste de Spillende i al Almindelighed, og Berl. Tid. 9/1 1854 mente, at Udførelsen "blev løst til den høieste Grad af Fuldkommenhed".

299, L.37. et Brev fra Hertz: Da Høedt ikke havde Rolle i "Et Offer", er det paafaldende, at Fru Heiberg saa, at M. Wiehe læste Brevet for ham under en Prøve. Brevet er ikke fundet, men i Hertz' Dagbog (N. k. S. 3179, 4°) anføres under 6/1 1854, at Høedt ved Generalprøven talte med Wiehe og Jfr. Andersen om den rigtige Opfatning af deres Roller.

300, L.9. Overskou har Ret: Sml. Overskou VI, 157 f., hvor hans Karakteristik af Wiehe findes. P. A. Heibergs Komedie i 5 Akter "Heckingborn" opførtes i 1788, og Forfatteren skrev selv om Stykkets Hovedperson i "Anmærkninger, i Anledning af Comedieri "Heckingborn"", sml. Rahbek: Dramaturgiske Samlinger II (1789). Udhævelsen i Citatet skyldes Fru Heiberg. Sætningen "Høedt lod til at have forstaaet at behandle ham", findes ikke hos Overskou, men staar for hendes egen Regning. - L.37. Wiehes Forældre, Søskende og Venner sørgede oprigtigt: I Modsætning hertil maa det bemærkes, at M. Wiehes bedste Ven, hans Hustru, med hvem han levede meget lykkeligt, ikke i sine Optegnelser har efterladt ét nedsættende eller beklagende Ord om Høedts Indflydelse paa hendes Mand. Sml. Emilie Wiehes Erindringer i Neiiendam: Breve Skuesp. II, 241-69. Ogsaa Fru Sødring protesterer imod, at Wiehe som Menneske havde tabt sin Selvstændighed i Forholdet til Vennen: "Enhver, der nøjere har kendt Wiehe og har bevaret sin Uhildethed i Dommen over ham, maa vide, at dette ikke kunde forholde sig saa. Naar Wiehe modsatte sig Heiberg, kan man være overbevist om. at han gjorde det med fuld Bevidsthed om, hvad han indlod sig paa og i eget Navn". Se Erindringer II, 36.

301, L.22. Peter Badon: Peter Pardon var en kbh.sk Original, som alle 395 kendte. Ordet Pardon laa ham altid paa Læben, og dette blev i Folkemunde til Badon. Jacob Davidsen omtaler ham i: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn I (1880), 359 f.

302, L.20. Georg Buntzen: Se I, 125, 34 og II, 140, 36 med Noter. - L.28. dette pinlige Sygeleie: Træk fra Fru Gyllembourgs sidste Aar findes i Heib. Hjem, 143; 247; 329ff.; 376. - L.33. en Reise til Marienbad: Fru Heiberg rejste 18/6 1854 fra Kbh. over Berlin til Wien, hvor hun opholdt sig fra 22/6 til 4/7; over Prag ankom hun 7/7 til Marienbad, hvorfra hun 10/8 rejste til Franzenbad. Hun var ledsaget af sin Broder, kgl. Skuespiller Anton Pätges. Hjemrejsen lagde hun over Hamborg og naaede Kbh. 31/8. Sml. Heib. Hjem med Brevvekslingen mellem hende og Heiberg i 1854 og 1855.

303, L.2. hans lille Rejse til Hven 2845; se II, 98-100. - L.3. vor Pige: Fru Heiberg husker fejl; det var Tjeneren, J.H. Christensen (f. 1825), der havde det Hverv at overbringe Heiberg Gaverne, medens hun var borte. Der var ialt 45. Se Heib. Hjem, 110; 274.

304, L.17. En forskruet Kunstelskerinde: Damen var formentlig Fru Agnete Raasløff, f. Toft (1814-91), g. m. Departementschef, senere Minister H. I. A. Raasløff. Sml. Fru Heibergs Beretning om Rejsen til Stettin i Heib. Hjem, 92.

305, L.22. det paafølgende (Aar): 1855 rejste Fru Heiberg atter til Marienbad. Hun forlod Kbh. 7/6, tog fra Berlin direkte til Badet, hvor hun opholdt sig fra 11/6 til 4/7, en Tid i Selskab med Etatsraad Suhr og Konsejlspræsident P. G. Bang. Efter at have besøgt Franzenbad til 27/7 gjorde hun en Uges Ophold i Dresden og vendte tilbage 6/8. Sml. Brevene i: Heib. Hjem. - L.34. en ungarsk Grevinde: Hvem har ikke kunnet oplyses.

306, L.37. Brev fra Heiberg: Se Heib. Hjem, 93; 96. Fru Heiberg modtog Brevene i Wien.

307, L.26. Goethe-Sitz: Goethe var i Marienbad i 1822 og 1823. - L.29. vemodige Ord: Fri Gengivelse af Goethes Ord 27/1 1824 til Eckermann: "... ich kann wohl sagen, dass ich in meinen fünf und siebzig Jahren keine vier Wochen eigentliches Behagen gehabt." Se Eckermann: Gespräche mit Goethe I (1836), 106.

308, L.16. Citatet er ikke fundet. - L.20. smaa Pjecer: Fru Heiberg husker fejl. Pjeceiae i Anledning af Heibergs Teaterstyre tog først Fart i 1855. Om Angrebene i Dagbl. og Fædrel. sml. Overskou VI, 202-05. Sml. Note til II, 321, 39. - L.25. HT. Bille i "Dagbladet": Folketingsmand, Redaktør C.St. A. Bille (1828-98) var fra 1851 Redaktør af Dagbl. Den paagældende Artikel, hvori han fraraadede Folk at abonnere, fandtes 4/8 1854. Her var det atter Heibergs tidligere Meninger, der anvendtes imod ham, idet han, før han blev Direktør, havde udtalt sig om Abonnementssystemets uheldige Sider. Heiberg indrømmede, at Abonnementet 1854 var lavere end ellers, og kaldte Bladredaktørerne nogle Slyngler, som skrev imod deres bedre Overbevisning. Sml. Heib. Hjem, 249. Siden forsvarede Bille sin Kritik: Der var ingen Anledning til at tage paa Heiberg med Fløjlshandsker. Han var ikke selv nogen skaansom Kritiker eller Polemiker. Sml. Nat. Tid. 23/1-25/1 1893 Aften.

396

309, L.4. (N.P.Nielsens) Afsked fra Theatret: Efter at Nielsen flere Gange havde søgt Afsked, støttet til Attester fra Stabslæge F. V. Mansa og Teaterlæge Th. Collin (sml. Note til II, 238, 3-15 og Var. til II, 302, 3), indsendte han sin sidste Afskedsbegæring i Aug. 1853, men det trak ud med Afgørelsen. Karakteristisk var det, at det under Forhandlingerne var Kongen - Heiberg mente Grevinde Danner - og Finans- og Kultusministeriet, som af kunstneriske Hensyn ønskede at bevare Nielsen ved Teatret, medens Heiberg, som han skrev, "helst vilde af med ham", sml. Heib. Hjem, 256. Omsider, da Nielsen havde indvilliget i ikke at optræde paa andre Scener i Hovedstaden, underskrev Kongen 6/10 1854 Afskedigelsen med 1536 Rdl. i Pension fra 1/11 s. A. at regne. Paa Ørsteds Indstilling, men uden Tilskyndelse fra Heibergs Side, udnævnte Kongen ham til Dannebrogsmand. Paa Grevinde Danners Fødselsdag 21/4 1855 udstedte Kongen et Reskript, iflg. hvilket Nielsen fik Titel af Professor. Sml.H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 80 -86. Hans Afskedsbenefice fandt ikke Sted paa Det kgl. Teater, men 1/6 1855 i Heibergs Fjenders Lejr, Hofteatret ved Christiansborg. Han spillede Markien i "Slottet i Poitou" og sagde en Epilog. Sml. Noter til II, 293, 19; 337, 22. - L.8. Madam Fossum: I sit første Ægteskab bar kgl. Kammersangerinde Fru Gerlach dette Navn. Hun var i Sæsonen 1854-55 sygemeldt fra medio Dec. - L.9. Under disse Omstændigheder: Overskou kaldte 1854-55 "Theaterhistoriens stormfuldeste Sæson" VI, 200. Allerede før den begyndte, skrev Fru Heiberg til Heiberg: "Jeg har ingen Idee om, hvorledes Du vil bære Dig ad i Aar, hvis Nielsen gaaer, uden at hans Roller ere besatte og alt indstuderede. Madammen [Anna Nielsen] syg. Knudsen død [han døde 28/5 1854]. Jfr. Ryge syg. Amalie [Price] meldt fra Tjeneste. Men ogsaa heri bevidner jeg Dig min Agtelse, thi Du lader jo til at være ved freidigt Mod". Sml. Heib. Hjem, 261. Sygemeldingerne medførte, at en Forestilling maatte aflyses, uden at det lykkedes Heiberg at opføre en anden i Stedet. Hændelsen gav Fædrel. (11/1 1854) Anledning til et ligesaa vittigt som skarpt Angreb paa "Directeuren i Knibe". - L.25. "Den Yngste", Lystspil i 4 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 13/11 1854. M. Wiehe og Fru Heiberg spillede 21 Gange i dette Stykke, senest 1860. Fru Heibergs Citat er en fri Gengivelse af et Brev fra Heiberg dat. 8/8 1854; sml. Heib. Hjem, 221 ff.; 252 f. En Brevveksling angaaende Opførelsen af "Den Yngste" samt nogle udeladte Scener deraf er trykt i: Breve fra og til Henrik Hertz (1895), 145-78.

310, L.24. "For evig! eller Medicin mod en Elskovsrus", Lystspil i 2 Akter af Scribe og Varner (Toujours ou Favenir d'un fils), oversat af Overskou; opf. 1. Gang i 1833. Anna Nielsen spillede fra 1849 Fru Dermillys Rolle, hvori hun 25/11 1854 genoptraadte efter sin lange Sygdom. - L.32. den... politiske Gjæring: Efter en Mistillidsadresse til Regeringen blev Rigsdagen opløst 20/10 1854 og Valg udskrevet. Da dette var gaaet Regeringen imod, afgik Ministeriet Ørsted 3/12 1854 og efterfulgtes 12/12 s. A. af Ministeriet P. G. Bang, hvori Hall første Gang overtog Kultusministeriet. Politisk betød dette Ministerskifte, at Liberalismen havde besejret de konservative Statsmænd, hvis Meningsfælle Heiberg var.

397

311, L.10. Geheimekonferensraad, Højesteretsadvokat, Landstingsmand Willum Frederik Treschow (1786-1869), den kendte Legatstifter. - L.29. Strækningen fra Knippelsbro til Kanalen, hvor Søkvæsthuset ligger, kaldtes Lille Torvegade, Resten Store Torvegade.

312, L.3. (Hall) nærede Ønsket om at blive Theaterdirecteur: Herimod protesterede Halls Søn, Sekretær Oluf Hall (Nat. Tid. 9/12 1892 Aften), idet han erklærede Fru Heibergs Antagelse for "fuldstændig urigtig". Det var heller ikke sandt, hævdede han, at Hall greb ind i Teaterledelsens Enkeltheder, og "ligesaa usandt er det, at han skulde have ønsket særlig at protegere den Ene for den Anden af Personalet". Amtmand Bille kaldte det "taabeligt" at tro, at Hall vilde være Teaterdirektør. Sml. Nat. Tid. 24/1 1893 Aften. Denne Opfattelse deltes af H. Christensen: "Hall ønskede slet ikke at blande sig ind i Theateradministrationens Detailler, naar han ikke blev tvungen dertil". Sml. Det kgl. Theater 1852-59, 91. Fru Heibergs Opfattelse af Hall blev forsvaret af A. D. J. sml. Et Liv. 1. Udg. III, 301-12. - L.25. en Hr. Christensen: Cand. jur. Harald Constantin Christensen (1823-92) var fra 1852 Sekretær hos Kultusministeren. Fra Halls Udnævnelse i 1854 til hans Afgang i Maj 1859 var Christensen den eneste, der under forskellige Former assisterede Ministeren i Behandlingen af Teatrets Sager. I de rørte Vande efter Heibergs Afgang lykkedes det Christensen at blive den egentlige Magthaver. Kunstnerisk fulgte han Høedt i alle Spørgsmaal.

313, L.33. "som den, der har Myndighed": Sml. f. Eks. Kierkegaard. Saml. Værker. III (1901), 11.

314, L.4. En ung, Herre: Enten Sangeren Nicolai Wolf (1824-75) eller Skuespiller Wilhelm Wiehe (1826-84), der ofte klagede over deres økonomiske Forhold, og som begge, medens Heiberg var Direktør, tog Engagement ved Christiania Teater. - L.6. En ung Pige: Formentlig Anna Maria Benedictsen, senere g. Meyer (1835-74), der 1853 debuterede som Ragnhild i "Svend Dyrings Huus" og især blev benyttet i Operaen. Heiberg var en Tid hendes Protektor. Ved hans Afgang som Direktør lod hun sig knytte til Casino. Sml. O. Zinck: J. L. Phister. (1896), 157. - L.12. (Nielsens) Talegaver som Rigsdagsmand: N. P. Nielsen gjorde intet Forsøg paa at blive Rigsdagsmand, men han var Stiller for Hall og meget yndet som Festtaler. - hvem veed Peder Paarses Lykke: Iflg. Den danske Ordbog XVI (1936), 742. Sp. 2 lyder Ordsproget: "Hvem kan vide Per Poses Lykke?" - L.32. "Dina" var sidst blevet opført 16/12 1849.

315, L.21. "Sovedrikken", Syngestykke i 2 Akter af Bretzner, oversat af Oehlenschläger; Musik af Weyse; opf. 1. Gang i 1809, men ikke spillet siden 1849. - L.26. Frøken Benedictsen: Sml. Note til II, 314, 6. - L.29. "Føi mig heri, jeg beder Dem!": Mod Fru Heibergs Skildring af dette Brud protesterede Phister i: Et Nødværge, 17-23. Han paaviste, at Sagen ikke drejede sig om Roses, men om Krokonen Abelones Parti og gav en anden Forklaring paa Optrinet mellem ham og Heiberg. Hvad Phister navnlig hævdede, var, at han "ikke havde staaet som en "Synder" og allermindst som en "forvirret" 398 Synder; dertil har jeg aldrig været anlagt". Sml. O. Zinck: J. L.Phister. (1896), 156-60.

316, L.26. den fordrukne Murer: I "Dina" spillede Phister den gamle Mursvend Paul Gebhard.

317, L.26. Aandens: d. v. s. Hamlets Faders Aand, der optræder i Tragediens 1. Akt 5. Sc., har adskillig flere Repliker, end Fru Heiberg angiver. Ogsaa Dronningen forekommer i en Række vigtige Scener; den, Fru Heiberg hentyder til, er vel 4. Sc. i 3. Akt. Rollen kræver absolut en fremragende Skuespillerinde og er altid blevet udført af en saadan.

318, L.3. de nye Rollehavende: Det vilde betyde en alvorlig Forringelse af "Hamlet"-0pførelsens kunstneriske Kvalitet at forsøge N. P. Nielsen erstattet som Hamlets Faders Aand af Sangeren Christian Ferslev og at give Dronningens Rolle til Begynderinden Jfr. Laura Müller. Sml. Note til II, 326, 35; 328, 3. - L.4. I sin Egenskab af Sceneinstruktør ledede Overskou Prøven og gav siden i Den danske Skueplads VI, 214-39 en mod Oppositionen stærkt vendt Skildring af Sammenstødet og dets Følger; den har dannet Grundlaget for Fru Heibergs Beretning. M. Wiehe skildrede selv det stedfundne Optrin og kaldte Overskou for "Opsynsmanden": "Synderlig Lyst til vedvarende at leve under dette Regimente havde jeg ikke," skrev han. Det udaterede Manuskript findes i Wiehes Arkiv (N.k.S. 1556 fol.). Sml. Nat. Tid. 5/12 1892 Aften. H. Christensen har aktmæssigt belyst Sagen i: Det kgl. Theater 1852-59, 104-59. Sml. A. D. J. i Et Liv. ]. Udg. III, 306-12. Berners Optegnelser (N. k. S. 1968, fol.) nedskrevet i hans 80. Aar, indeholder kritiske Bemærkninger om Overskous Fremstilling. - L.35. slet Selskab fordærver Sæderne: Modsat Fru Herbergs Opfattelse nærede den hende venligt sindede Instruktør Wilhelm Holst ingen Tvivl om, at det var Wiehe, som havde formaaet Høedt til at udeblive fra Prøven. Sml. J. Davidsen i: Avisen 5/6 1890. Det bør hertil bemærkes, at Wiehe først demonstrerede ved den anden Prøve (19/11), hvad der gør det usandsynligt, at han var Ophavsmanden til Provokationen. Sml. H.Christensen i: Nat. Tid. 3/6 1890 Aften.

319, L.19. Hall ønskede ikke, at Heiberg skulde blive i sin Stilling: Mod denne Antagelse protesterede H. Christensen, Men Heibergs suveræne Ligegyldighed for Finanslov og Rigsdag harmonerede ikke med Halls konstitutionelle Politik. Hvis Heibergs Indstillinger ikke blev godkendt af Ministeriet, opfattede han det som utidig Indblanding. Han nærede ingen Tvivl om, at hans Afgørelser var de eneste rigtige, medens Hall gerne i forsonlig Aand vilde jævne alle Kontroverser. Sml. Det kgl. Teater 1852-59, 90-95.

320, L.8. den ringe Mulkt: Iflg. Reglementet for Teaterpersonalet havde Heiberg formel Ret til at mulktere M. Wiehe. - L.10. en Klage: M. Wiehes Klage til Ministeriet over, at han var blevet mulkteret uden at blive hørt, er trykt af H.Christensen: Det kgl. Teater 1852-59, 143 ff. Til Fru Heibergs Paastand, at Heiberg ønskede, at Mulkten maatte bortfalde, kan føjes, at han ikke skriftligt gav Udtryk for dette Ønske over for Ministeriet, idet han sluttede sin Erklæring om Wiehes Klage med disse Ord: "Afventende Ministeriets 399 Resolution om, hvad der skal foretages i denne Sag, holder jeg mig for overbeviist om, at den under alle Omstændigheder vil blive saadan, at min Embeds-Autoritet, som jeg vel skal vide at opretholde, naar den hos Ministeriet finder sit nødvendige Støttepunkt, ikke berøves sin Evne til at beseire først de nuværende og siden med langt større Lethed de fremtidige Machinationer." Smst. 153. Mulktens Bortfald var en Venlighed fra Halls Side, hvilket fremgaar af Heibergs udat. Skrivelse til Ministeren efter en Samtale, hvori han meddelte, at Gagen vilde blive Wiehe udbetalt uden Fradrag "for i det Alleryderste at komme Hr. Ministerens Anskuelser imøde". Smst. 139. - L.17-39. Ministeriets Skrivelse til Heiberg 13/2 1855 med Afgørelse i Bødesagen (Udhævelserne i det citerede Uddrag skyldes Fru Heiberg). Den blev 15/2 af Heiberg tilstillet Wiehe med flg. Bemærkninger: "De vil heraf see, at Ministeriet, til hvis Kjendelse De har appelleret, misbilliger Deres Færd og finder den Dem idømte Mulkt at være fuldkommen begrundet, hvorved altsaa Deres i Skrivelse til mig yttrede Formening om det Ulovmedholdelige i min Fremgangsmaade maa være hævet. De vil endvidere see, at naar Ministeriet finder, at den Dem paalagte Mulkt kan falde bort, da er denne Bestemmelse et Resultat af min egen Indstilling, begrundet i de Motiver, som Minist. har citeret i sit Brev. Jeg tør altsaa vente, at den fra min Side viste Føielighed, uden hvilken Mulkten ikke vilde være Dem eftergiven, vil have til Følge, at De i Fremtiden iagttager Deres disciplinaire Forhold lige saa punktligt som De hidtil har gjort det, med Undtagelse af den ene Gang, som vistnok ikke vil gjentages." (Kgl. Teaters Kopibog 1855, hvoraf ses, at Genpart sendtes Overskou). - L.40. Med Bødens Bortfald var Striden med Wiehe nok endt, men formentlig ogsaa det personlige Forhold mellem ham og Ægteparret Heiberg. H. Christensen mener (S. 156), at Wiehe, allerede da han 15/2 modtog Ministeriets Resolution, var bestemt paa at forlade Teatret, hvilket stemmer med hans Redegørelse i hans Arkiv (N. k. S. 1556 fol.). Naar Fru Heiberg i det følgende giver det Udseende af, at Venskabet mellem dem fortsattes endnu i nogen Tid, er hendes Fremstilling næppe holdbar.

321, L.7. suspenderet: Heiberg suspenderede Høedt 19/1 1855 og nægtede ham Adgang til Teatrets Lokaler, indtil den endelige Afgørelse med Hensyn til det af ham udviste Forhold havde fundet Sted. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 106 f. Over for Ministeriet indrømmede Høedt sin Uret i juridisk Forstand i Henhold til Reglementet, men kunstnerisk var han sikker paa at have den mest fuldkomne Ret, og i Gentagelsestilfælde agtede han at handle paa samme Maade som Protest imod, at Heiberg vilde tvinge ham til at optræde med Personer, der var uværdige til deres Roller. Sml. smst. 134-36, hvor Christensen oplyser, at man i Ministeriet havde Sympati for Høedts Standpunkt, men officielt maatte man støtte Heiberg, fordi han havde den formelle Ret paa sin Side. - L.13. Berlingske: Artiklen findes 26/1 1855. - L.19. "Fædrelandet" søgte ikke 22/1 1855 "at vaske Høedt hvid", men fastslog derimod, at han havde begaaet en stor formel Fejl ved at udeblive fra Prøven. Bladet betragtede iøvrigt det skete "som et enkelt Udbrud af 400 en blandt Skuespillerne almindelig, velbegrundet Misnøie med Etatsraad Heibergs Bestyrelse, der tidligere eller senere maatte føre til dennes Ophør". - "Dagbladet" bragte 22/1 1855 et neutralt Referat af det, som var forefaldet, og foreslog 30/1, at man gav Overskou Afsked, fordi han som Instruktør var gaaet med til, at Heiberg uddelte Roller paa en Maade, som var uforenelig med kunstneriske Hensyn. Saa bragte man de vrede Guder et Offer - uden at fjerne Høedt og Heiberg. 24/2 gav Bladet Høedt "æstetisk Ret" i hans Handlemaade og paatalte det urimelige i at fratage Anna Nielsen hendes Roller, fordi hun var syg. Det skete ikke i den lange Tid, Fru Heiberg var fraværende i Sæsonen 1852-53. - L.25. Theaterreglementerne: Blandt de Fejl, Pressen bebrejdede Heiberg, var ogsaa, at han ikke havde ladet udarbejde nye Reglementer, men styrede paa Bestemmelser fra Enevældens Dage, som ikke passede til Tidsaanden efter Grundloven. - L.27. "med Lempe at ville faa Æg i en Humlesæk": se Mau: Dansk Ordsprogsskat (1879), Nr. 11929. - L.39. smaa Pjecer: 1852 fremkom Fr. Walther: "Bidrag til at oplyse det kgl. Theaters Betydning" med gode Forventninger til Heiberg. Da disse var blevet skuffede, udkom 1855 "Et Par Ord om det kgl. danske Theater" af en Kunstven. Pjecens snaksomme Indhold med Kritik til alle Sider konkluderede i Heibergs Fjernelse fra Direktørposten. Skarpere i Formen og farligere for Heiberg var "Det kgl. Theater og J. L.Heiberg", 1855, et navnløst Angreb, hvis Tanker ogsaa fremkom i Fædrel. 20/12-21/12 1855 og dernæst i Brochureform. Det var skrevet af en Mand med indendørs Kendskab til Forholdene, og naar Angrebene fremkom i Halls Blad, endog ofte som Redaktionsartikler, udeblev Virkningen ikke. Forfatteren var Kristian Mantzius, hvad Samtiden ikke anede. End ikke hans Søn, Dr. Karl Mantzius, vidste det. førend han blandt Faderens efterladte Papirer fandt Manuskripterne til de fleste af Fædrel.s opsigtsvækkende Artikler. Sml. Min Fader og jeg. (1919), 145 f.

322, L.12. Ogsaa dette (Anna Nielsens Mangel paa Repertoire) bebreidede man Heiberg: Direktørens Syn paa Anna Nielsen i disse Aar fremgaar klart af et Brev, dat. 18/8 1854, til Fru Heiberg, hvori han skrev: "Hende vil jeg ogsaa helst af med; hun er endnu værre at komme tilrette med end Manden." Se Heib. Hjem, 256. Sml. Var. til II, 215, 21-22, II, 219, 16, II, 265, 30, II, 293, 25, II, 302, 3 (første Var.), II, 310, 25-26, II, 322, 28, II, 332, 4-9. Heiberg troede og med ham Overskou, "at hun var Kjærnen i hele den revolutionære Bevægelse, at det var hende, fra hvem dens Spirer gik ud"; sml. Af mit Liv. II (1916), 262. Hertil er at sige, at hendes Breve ikke giver Stof til denne Antagelse; sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 53-62. Endv. Mennesker bag Masker (1931), 74. Blandt de faa Roller, Anna Nielsen havde tilbage i Heibergs sidste Sæsoner, var Lady Macbeth. F. L.Liebenberg fortæller en Anekdote om, at da Heiberg spurgte, om hun vilde afstaa den til hans Frue, svarede N. P. Nielsen, at det havde hans Hustru intet imod, hvis Heiberg til Gengæld vilde spille hans Rolle, Macbeth. Sml. Nogle Optegnelser (1894), 77. - L.19. "Prindsessen af Taranto", (anonymt) Skuespil i 5 Akter af Ida Nielsen, opf. 1. Gang 14/2 1855. Fru Heiberg spillede heri 401 Titelrollen, Griffenfelds Elskede, Anna Nielsen en jævn Borgerkone, Griffenfelds Moder. Hendes Rolle omfatter kun tre smaa Scener, men dem løftede Anna Nielsen op i den store Kunsts Sfære, hvor det svage Skuespil ellers ikke hørte hjemme. Det var den samlede Presse enig om. Sml. II, 328-332 og Noter.

323, L.31, Man paastod nu (i) "Berlingske Tidende": Citatet er ikke fundet. Da Bladets Tone over for Fru Heiberg i Reglen var hensynsfuld, maa det antages, at Citatet er fra en anden Avis, formodentlig fra Dagbl.

324, L.7. "Dagbladet"s... Angreb paa mig: Fru Heiberg sigter til en Anmeldelse fra 15/1 1855 af hendes Spil i Hauchs Drama "Et Eventyr i Ørkenen". Hun. der ellers var Genstand for den højeste Ros, fik her denne Dom: "At fremsige en Replik paa en naturlig, ukunstlet Maade er efterhaanden bleven en Umulighed for Fru Heiberg, og den naive Beduinerinde forvandler sig derfor under denne Kunstnerindes Hænder til en blaseret og raffineret Marquise fra Civilisationens Centrum, i den Grad bliver ethvert Ord oversukkret og smagt paa, inden det udfløites af de spidsede Korallæber, i den Grad gjøres der bestandig Stillinger og jages der efter Effekt, som om man befandt sig i en europæisk Salon og ikke i en syrisk Ørken." 23/1 1855 uddybedes Angrebet, som vakte stor Opmærksomhed: "Netop fordi Fru Heiberg i mange Retninger er saa uendelig begavet, netop derfor bør hun underkastes en Kritik, der vilde være skaanselløs ligeoverfor Middelmaadigheden." Efter at have skildret hendes exceptionelle Stilling fortsattes der: "Efterhaanden krævede Naturen sin Ret; den første Ungdom svandt og med denne den naturlige Ynde, der i og for sig udøver et særegent Trylleri; man maatte altsaa vælge imellem enten at give Afkald paa denne Art af scenisk Fremstilling eller erstatte Naturen ved Kunstens Hjælp, og Fru Heiberg valgte det Sidste. Alt som Tiden skred frem, lagde hun Lidt, Lidt endnu og atter Lidt til af Kunstens Raffinements for at tilveiebringe den uundværlige Effekt, og bestandig ledsaget af Publikums begeistrede Bifald og Kritikens tankeløse Vivatraab har hun efterhaanden Skridt for Skridt bragt det til et Punkt, hvor al Natur er ophørt, uden at det store Fleertal har synderlig Anelse om Forandringen.... Vil man have et Beviis, et praktisk, uomstødeligt Beviis paa, hvorledes Fru Heiberg i de sidste Aar har forceret Maneren, saa henvise vi til det Faktum, at "Kong Renes Datter" for Øieblikket spiller en halv Time længere, end da Stykket for en halv Snees Aar siden først fremkom; det tager Tid at oversukkre Replikerne". Goldschmidt valgte et finere Udtryk, da han kaldte denne Maner at "idealisere Naturen". Sml. Fr. Schyberg: Dansk Teaterkritik (1937), 213. - L.20. "Berlingske Tidende": Redaktør Nathansons Forsvarsartikel for Fru Heiberg er citeret af Overskou VI, 232 f.

325, L.12. Offentlige Modartikler: Kbh.posten forsvarede Heiberg, for Eks. 13/1 1855, og kaldte dem, der altid lastede hans Administration "en Clique". Berl. Tid. 11/4 1855 bragte et varmt Forsvar, der gik ud paa at bevise, at Teatret ikke i de sidste 60 Aar havde haft et saa alsidigt Talent som Fru Heiberg. Artiklen gik stærkt imod den "svage Clique" og de bitre, hadefulde Angreb, som udgik derfra. Sml. Overskou VI, 233 f. - L.16. (Brev fra) 402 Digteren Hertz: Brevet er ikke fundet. - L.18. Citatet er en fri Gengivelse af Maries Replik fra "Alferne", 4. Sc.: "kjende I da ikke jeres Datter, jeres lille Marie?" (Heib. Poet. II, 60). - L.22. "forcerede": Ordet forekommer bl. a. i Billes Angreb i Dagbl. 23/1 1855; sml. Note til II, 324, 7. - L.28. Repertoiret... hos Overskou: VI, 192-200. - L.32. lutter store Hovedroller: Det var dog hovedsagelig gamle Roller, Fru Heiberg spillede i Sæsonerne 1854-55 og 1855-56; i den første udførte hun fire nye, i den sidste tre, hvilket var et væsentligt mindre Antal end tidligere.

326, L.2. "Vi følges ad -": Sidste Linje i Sangen "Farvel du Huus, hvor min Fader boer" i 13. Sc. af "Slægtningerne". - L.13. I de seneste Theateranmeldelser: F.L. Liebenberg hørte til dem, der ikke kunde tilgive Heiberg, at han holdt Anna Nielsen ude fra Repertoiret. Man saa Grunden hertil deri, at Heiberg frygtede, at hendes "mageløse Naturtroskab og Sanddruhed skulde fordunkle al Fru Heibergs Virtuositet". Som Teateranmelder i Avertissementstidende greb han enhver Lejlighed til at være Anna Nielsens Ridder. Sml. Nogle Optegnelser (1894), 75. Hendes Spil som Dronningen i "Farinelli" blev analyseret i Fædrel. 20/10 1855, fordi Bladet savnede hende og beklagede, at hun dels paa Grund af Sygdom og "dels ved Theaterbestyrelsens ødelæggende Virksomhed" saa sjældent optraadte. - L.19. Oehlenschlägers Signe i "Hagbarth og Signe" er knyttet til Fru Holst f. Hegers Navn. Anna Nielsen spillede Dronning Bera. - L.21. Ploug skrev ved Fru Nielsens Død (20/7 1856) i "Danmarks illustrerede Almanak ved Rosenhoff for 1857" et Digt, hvori disse Linier forekommer:

"- hun kunde ned i Dybet dykke
af Valborgs og af Signes Kjærlighed."
(Ploug: Digte. I (1901), 223).

L.34. mundtlige og skriftlige Parlamenteringer: Skrivelserne i den Høedtske Sag er trykt af H.Christensen i: Det kgl. Theater 1852-59, 104-36. Bortset fra sin formelle Uret fastholdt Høedt det Standpunkt, at han af kunstneriske Grunde ikke turde spille Hamlet sammen med de to Dublanter, som Heiberg havde valgt. Han ansaa Aandens Rolle for en af de vigtigste i Tragedien - Shakespeare havde selv spillet den - og mindede om, at Scenen mellem Dronningen og Hamlet i tredie Akt var en af de vanskeligste i den dramatiske Litteratur. Men Heiberg saa bureaukratisk paa Sagen og indstillede ham til Afsked: Naar Høedt ikke vilde underkaste sig Disciplinen, kunde han ikke "være Medlem af det Institut, hvor han, skjøndt han ikke har lært at lyde, troer sig kaldet til at befale". Gennem mundtlige Forhandlinger søgte Hall forgæves at tilvejebringe en Forsoning, men "ihvorvel Ministeriet maatte ansee det for meget beklageligt, at Theatret efter en saa kort Tjenestetid skulde tabe en talentfuld og lovende Skuespiller", var det nødt til at opretholde Direktørens Autoritet. Tilsidst var der ingen anden Udvej end at anmode Kongen om Høedts Afskedigelse, som blev underskrevet 10/4 1855. Sml. Note til II, 328, 2. 403 - L.35-327,5. Se Overskou VI, 334 f. Udhævelsen af Ordet: Shakespeare og Udraabstegnet skyldes Fru Heiberg.

327, L.8. I Slutningen af denne Saison (1854-55): Allerede 31/1 1855 anede Heiberg, hvad der var i Gære paa det kun nu og da benyttede Hofteater ved Christiansborg. Han advarede derfor Ministeriet: "Vel kan Kongen overlade dem sit Theater, men han kan under vor nuværende Forfatning ikke give dem noget Privilegium paa at opføre Skuespil, hvilket vilde være stridende mod det Kongelige Theaters Privilegier". Sml. H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 141. - L.12. Teaterdirektør Hans Wilhelm Lange (1815-73), Privatscenernes Grundlægger i Kbh., havde debuteret paa Det kgl. Teater og været Direktør i Provinserne med Odense som Hovedsæde, inden han 1848 -55 ledede Casino. - L.28. Sedlens Indhold: Originalen til denne Seddel fra M. Wiehe foreligger ikke. Muligvis er den en fri Gengivelse eller en Sammenblanding af flere Sedlers Indhold. Sml. II, 262, 1-4 med Note og Var. til II, 261, 39-262, 4. I sine venlige, men kritiske Bemærkninger fra 1884 til III B (i Lægget: B. Manuskripter) spørger Berner: "Var Wiehes her nævnte udaterede Billet skrevet efterat Mulct-Historien var ordnet?" Fru Heiberg har dog ikke foretaget nogen Ændring i sit Manuskript som Følge heraf.

328, L.2. øieblikkelige Correspondance: Citatet er en fri Gengivelse af Høedts Ord i Skrivelse til Ministeriet dat. 21/2 1855: "Jeg har ikke nægtet at udføre Hamlets Rolle, fordi jeg ikke vilde spille den, men fordi jeg ikke turde, det vil sige, fordi jeg ikke kunde spille den, som den i mine Tanker bør spilles, og som jeg dog tilnærmelsesviis tidligere har udført den. Al Dialog beroer paa en Vexelvirkning, og ingen Skuespiller kan udføre sit Parti, uafhængigt af de Medspillende..."; sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 120. - L.27. i Dagbladene.: Anerkendelsen af Anna Nielsens Spil var meget stærk, sml. Note til II, 322, 19, men Fru Heiberg blev ogsaa rost meget, for Eks. i Berl. Tid. 15/2 1855 og i Kbh.post. 16/2 1855. Fædrel. 15/2 1855 skrev: "Fru Heibergs Mesterskab som Fremstillerinde af en aandrig, snild og dristig Verdensdame har i Dronning Marguerite viist sig i det skjønneste Lys og gjentager sig her. Og dog er det maaske større i hin Rolle, hvor det Coqvette, Vittige og Intriguante er mest fremtrædende, end i denne, hvor det bevægede Hjertes Bekymring og Sorg har Overvægt i de sidste Acter". Den sidste Reservation har formentlig bidraget til hendes Vrede, men vel især Dagbl. 20/2 1855. Her fik Anna Nielsen denne Dom: "Det var ikke Replikerne, ikke selv hendes Bøn til Kongen, der gjorde Virkning, thi disse ere ganske betydningsløse, men det var den bedrøvede Moders Holdning, Gang, Hulken, der i Øieblikket bragte Publikum til at glemme, at det var paa Comedie og beundrede en stor Kunstnerinde. Det var med eet Ord den Sanddruhed, der ikke alene ligger i det correkte Costume, men i selve Følelsen, som frembragte en høi dramatisk Effekt saavel i den nævnte Scene som senere i Fængselsscenen, hvor Moderen tager Afsked med sin Søn, som hun troer, for sidste Gang". Og saa fulgte den Sammenligning, der fremkaldte Fru Heibergs Protest: "Intet viser bedre Forskjellen mellem Mad. Nielsens og Fru Heibergs 404 hele Maade at spille Comedie paa end de to Fængselsscener. Moderen omfavner sluttelig sin Søn, men kun een Gang, og vakler derefter ud af Fængslet, uden at slippe Sønnens Haand, men ogsaa uden at vende sig oftere om til denne. Elskerinden (Fru Heiberg) omfavner i Afskedsøieblikket Griffenfeld, gjør derpaa en falsk sortie, vender strax tilbage og falder under det rørte Publikums Begeistring paany i hans Favn, hvorefter hun endnu i Døren tilvinker ham et Farvel. Der er i og for sig Intet at sige imod, at Prindsessen omfavner sin Elsker to ja flere Gange; men i Moderens Farvel laae der en dyb Følelse, i Elskerindens en overfladisk, som det neppe har været Forfatterens Mening at ville lægge ind i hendes Charakteer. løvrigt anerkjende vi i det Hele gjerne Fru Heibergs Udførelse af Prindsessens Rolle, der hører til denne Kunstnerindes Glandspartier, og hvis cokette Deel navnlig gjengives heldig". - L.38. Forfatteren foreskriver i en Note: Skuespillet er ikke trykt, men Fru Heibergs Angivelse er blevet kollationeret med Sufflørbogen (Kgl. Bibl.), der hovedsagelig giver hende Ret. Udhævelserne skyldes Fru Heiberg. Den parentetiske Bemærkning S. 331 L.27 f. findes dog ikke i Sufflørbogen.

329, L.30. det Rygte: Sml. Overskou VI, 227. - L.31. Athalia Schwartz, Forfatterinden til "Ruth" (sml. Note til II, 297, 29), skrev kritiske Artikler i Tidsskriftet "Nord og Syd" under Mærket "Gisle" og redigerede Tidsskrifterne "Theater og Litteratur" og "Hesperus" og benyttede Mærket "Cosinus" i Ugeskriftet "Norden". Hun var en Beundrer af Fru Heiberg, og hendes uforfærdede Pen bragte hende ofte i Polemik. - L.34. Forfatteren lod Stykket trykke: Fru Heiberg husker fejl; Skuespillet "Prindsessen af Taranto" blev ikke trykt. Hun vidste ikke, at Stykket var skrevet af en Dame, Forfatterinden Ida Nielsen (1815-89).

330, L.19. "Dagbladet": Anmeldelsen 20/2 1855 af "Prindsessen af Taranto" er citeret i Noten til II, 328, 27. Fru Heibergs Referat er meget frit.

332, L.4. Lyst... til at sammenligne Fru Nielsens og mit Talent: Sml. Note til II, 322, 12. Det var denne Sammenligning og Skildringen af det større Følelsesindhold i Anna Nielsens Spil, der fremkaldte Fru Heibergs Vrede. Hendes Kostumering var der mindre Grund for hende til at forsvare, da Anmelderen i Dagbl. 20/2 1855 kun paatalte, at den ikke var gennemført for de andre Personers Vedkommende: "Denne Tarvelighed i Udstyringen træder saameget desto stærkere frem, som der i visse Henseender er anvendt en passende Luxus, f. Ex. i de 5 eller 7 Dragter, hvori Prindsessen af Taranto viser sig; disse ere baade smukke og elegante, men noget uhistoriske; Prindsessen har tydelig benyttet sin Stilling som Dame af udenlandsk Herkomst til at drappere sig snart som fransk Dandserinde, snart i Fantasidragter, som Datidens Hofetikette vilde have gjort umulige for en indfødt Dame". - L.8. et tidligere Sted: Sml. I, 208. - L.11. (Wiehes) Begjæring om Afsked: Modsat Ægteparret Heibergs Opfattelse, der gik ud paa, at det var Høedt, som paavirkede M. Wiehe til at forlange Afsked, berettede Fru Emilie Wiehe (i Optegnelser fra 1885, i Wiehes Arkiv), at hendes Mand en Dag i Fiolstræde ud for Universitetsbiblioteket pludselig sagde til Høedt: "Ja, Du kan vel nok tænke Dig, 405 at hvad der skeer med Dig, det skeer ogsaa med mig; faaer Du Din Afsked, saa tager jeg øjeblikkelig min". Herimod protesterede Høedt paa det bestemteste, men intet Forsøg paa Overtalelse hjalp. Kort efter Høedts Afskedigelse gav Heiberg Wiehe et Gagetillæg paa 300 Rdl. Han reagerede omgaaende med disse Linier: "Undertegnede ansøger om Afsked af det kgl. Theaters Tjeneste. Ærbødigst M. R. Wiehe" (Ansøgningen er dateret 27/4 1855 og modtoges s.D. af Heiberg). Paa Grundlag af Wiehes Papirer kaldte A. C. Larsen Fru Heibergs Fremstilling "aldeles urigtig" (Nat. Tid. 5/12 1892 Aften). Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 257. Da Wiehe talte Tysk til Fuldkommenhed, agtede han at blive Skuespiller ved Burgteatret i Wien. For at faa Penge til sin Rejse gav han 19/6 en Aftenunderholdning paa Hofteatret, hvor Ægteparret Nielsen, Høedt, Juliette Price og Broderen Willi. Wiehe medvirkede: "Det var ikke en almindelig Aftenunderholdning", skrev Dagbl. 21/6 1855, "der bødes Publikum, men en Festforestilling, hvortil alle Kunstens ikke-officielle Yndere, som vare istand dertil, havde indfundet sig, thi man erindre, at det var en Forestilling, der gaves for og af Oppositionen mod den officielle dramatiske Kunst"; sml. Heib. Hjem, 313; 342f. I de samme Dage blev Wiehe og Høedt engageret af Direktør Lange til Hofteatret. Fru Heiberg raadede sin Mand til at engagere Wilh. Wiehe i Broderens Sted. Sml. Heib. Hjem, 308 og Breve Skuesp. II, 152-54. Til Fru Heibergs usikre Erindring om Wiehes Afsked har Berner i nogle kritiske Bemærkninger til Manuskriptet skrevet: "Jeg har et noget andet Indtryk af Wiehes Beslutning om at tage Afsked". - L.18. Afskedsscenen i "Prindsessen af Taranto", hvori denne Replik forekommer "Og nu skulle vi for stedse skilles", betød dog ikke et Farvel mellem Fru Heiberg og Wiehe. Aftenen efter Stykkets sidste Opførelse, 1/5 1855, virkede de atter sammen i "Den Yngste", hvor deres Sammenspil var af langt større Interesse for Publikum.

333, L.15. Citatet er en fri Gengivelse af Hamlets Replik i "Hamlet" 1. Akt 2. Sc.: "Det var en Mand, tag ham i eet og alt." (Shakespeare. Dram. Værker.2 I (1845), 18). - L.23. et Tilbageblik: Overskou kaldte Heibergs Tilbageblik paa Sæsonen 1855-56 "efterladt", og Artiklen er næppe trykt før i: Den danske Skueplads VI, 238f. Manuskriptet har ikke kunnet findes, - L.33. skriftligt underrettet Hr. Wiehe om: Heibergs Meddelelse til Wiehe om Gagetillægget var dat. 26/4 1855. Dagen efter indgav han sin Afskedsbegæring. (Teaterdirektionens Kopibog 1855 (R. A.)). Sml. Note til II, 332, 11.

334, L.4. Bladene: Organerne for Modstanden mod Heibergs Teaterstyre gjorde meget mindre ud af Wiehes Afskedigelse end af Høedts Fjernelse. - L.12. Maj... Maaned blev en af de heldigste for Kassen: Heibergs Indberetning af 30/6 1855 (se Kopibogen i Teatrets Arkiv) bekræfter dette, idet Maj blev Aarets næstbedste Spillemaaned. Sml. H. Christensens uholdbare Kritik heraf i: Det kgl. Theater 1852-59, 160. - L.15. en Commission: Efter at den af Kultusminister Madvig i 1851 nedsatte Kommissions Virksomhed var løbet ud i Sandet, nedsatte Hall i Maj 1855 en ny, hvori Skuespillerne 406 W. Holst og C. Hvid (hvis Navn Fru Heiberg overspringer) og Sangeren L.F.Sahlertz (1812-86) samt Instruktør Overskou fik Sæde. H.Christensen oplyser, at Hall haabede, at Heibergs Administration gennem Kommissionens Resultater kunde føres ind i et andet Spor; sml. Det kgl. Theater 1852-59, 181. Ud af dens Arbejde fremgik bl. a. Bestemmelsen om en Teaterjury, der skulde træde i Kraft under kunstneriske Tvivlsspørgsmaal, et nyt haardt tiltrængt Reglement, som fik kgl. Approbation 23/7 1856, samt et Feu- og Forfatterregulativ. Sml. Overskou VI, 244-80. - L.16. Digteren Carsten Hauch (1790-1872): Med Formandsskabet i Teaterkommissionen af Maj 1855 begyndte Hauchs administrative Berøring med Teatret, hvortil han, den upraktiske Mand, var meget lidt egnet. Hall vidste, at Hauch ikke kunne lede en parlamentarisk Forsamling, men slog sig til Taals med, at hans Digternavn og Retsindighed vilde give Kommissionen Anseelse. - L.37. forskjønne og udvide Tilskuerpladsen: Paa Ministeriets Initiativ blev Tilskuersalen i Sommeren 1855 under Ledelse af Arkitekt Bindesbøll ombygget og udvidet, hvilket fik en gavnlig Indflydelse i økonomisk Henseende paa den kommende Sæson, Heibergs sidste. Tidligere rummede Teatret 1200 siddende og staaende Pladser, der blev forøget til 1370. Fra nu af kom Damer "paa Parterret", der hidtil havde været reserveret det mandlige Køn. Constantin Hansen var Mester for Udsmykningen; hans Portrætter af Ewald, Wessel og Weyse findes nu i T.Mus., medens J.L.Jensens Blomsterkrans paa første Etages Brystning er havnet i Odense Teaters Skuespillerfoyer.

335, L.5. en ny Theaterbygning: Om de mange Forhandlinger, der gik forud for den nuværende Teaterbygnings Rejsning i 1872-74, sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie I (1921), l-19. - L.9. det saakaldte Hoftheater d. v. s. det nuværende Teatermuseum ved Christiansborg. Naar Fru Heiberg anvender Ordet "saakaldte", er det en ironisk Hentydning til, at Frederik VII ikke holdt Hof i samme Forstand som hans Forgænger og hans Efterfølger. - L.10. Casinos Personale: Mest kendt blandt Høedts og Wiehes Medspillere paa Hofteatret i Sæsonen 1855-56 var og blev Adolph og Anna Rosenkilde, Edvard Hansen og Julie Lumbye, sen. Direktør Langes Hustru. - L.16. "Berlingske Tidende": Det ses ikke, hvilken Artikel Fru Heiberg sigter til. 25/6 1855 fastholdt Bladet en tidligere (f. Eks. 26/1) udtalt Misbilligelse af Høedts Holdning i "Hamlet"-Affæren og efterlyste, om hans Kontrakt med Lange gav ham Ret til pludselig at forlade Teatret midt i Sæsonen. Udtalelsen ender med: "Vi ville ønske, at Directeuren i Eet og Alt var saa undskyldelig som i Wiehes høist beklagelige Bortgang fra Theatret"; disse Ord har Fru Heiberg udeladt. Da Artiklen var positiv over for Heibergs Styre, svarede han 7/7 1855 med at oplyse Enkeltheder i Følelsen af, at de vilde være velkomne i et Blad, "hvis Bestræbelse er at levere uforfalskede Efterretninger". Sml. Heib. Pros. VII, 361-70. - L.26. smaa Skillingspiecer: Sml. Note til II, 321, 39. - L.27. Citatet er fra Kierkegaard: Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (1859), 43. - L.34. "Dagbladet": Først 21/6 1855 meddelte Dagbl. afgørende, at Hofteater-Sæsonen vilde blive en Realitet.

407

Ved Nielsens Afskedsbenefice, som dannede en Art Indgang til den nye Æra, fremhævede Bladet (5/6) Wiehes og Høedts Sammenspil og beundrede de "finere Nuanceringer", som i Hofteatrets lille Lokale kom fuldt til deres Ret. Den forbavsende Naturlighed, de gav Dialogen, mindede om lignende Præstationer paa Théâtre français. Bladets Sammenligninger faldt ikke ud til Fordel for Nationelscenen.

336, L.1. Hr. Lange... fik Tilladelse (af Kongen) til at benytte Hoftheatret: Sml. Note til II, 327, 8. Frederik VII satte Pris paa Lange fra hans Direktørtid ved Odense Teater, og i Aarene 1849-55 var Casino Kongens folkelige Skueplads, hvor Grevinde Danner ved hans Side blev hilst fra Publikum, medens Orkestret spillede Nationalsangen. Lønnen udeblev ikke. Heiberg kaldte Lange "noget nær den mest privilegerede Mand i Landet". Foruden at være Bestyrer af Aktieselskabet Casinos Bevilling opnaaede han i 1849 et personligt Privilegium, som stadig fornyedes, og i 1853 fik han endvidere Ret til at oprette et Folketeater. Da den personlige Bevilling udløb 30/11 1855, og Folketeater-Privilegiet ikke gav Lange Ret til at spille paa Hofteatret, mente Heiberg, at Ministeriet kunde og burde hindre hans Forehavende. Ministeriet ønskede dog ikke at tage en Strid med Kongen om et saa underordnet Spørgsmaal, men fornyede 28/3 1856 Langes personlige Bevilling, og det eneste, Heiberg opnaaede, var, at den som hidtil kun lød paa Opførelse af Folkekomedier, Operetter, Lyst- og Sangspil, men ikke egentlige Skuespil. For øvrigt vendte Heibergs Fortid sig imod ham i dette Tilfælde; han havde tidligere gjort gældende, at Det kgl. Teater ikke burde nære nogen smaalig Frygt for at træde i Konkurrence med andre Teatre, men nu var det ikke muligt for ham i Praksis at opretholde dette Standpunkt. Man oplevede altsaa det Særsyn at se to fhv. kgl. Skuespillere demonstrere mod Statsteatret med Kongens Beskyttelse, og i dette Forhold var der ogsaa noget af den indendørs Strid mellem Stats- og Kongemagt, som er typisk for Perioden umiddelbart efter Enevældens Ophør. Sjældent har saa mange Interesser udfyldt hverandre til Parternes Tilfredshed: Kongen fik uden at yde Tilskud i Christiansborgs Nærhed en folkelig Hofscene, hvis Forestillinger hans Gemalinde kunde overvære uden at vække Anstød, og man forstaar af Fru Heibergs Vrede, hvor vigtig Grevindens Medvirken har været ved Planens Realisation; Direktør Lange fik en nem og sikker Konkurrence til Casino, som han havde forladt, og Høedt og Wiehe kunde samle Byens Teaterinteresse om et meget folkeligt Repertoire og derved svække Heibergs Styre. Sml. Pros. VI, 219; H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 179; Neiiendam, 121 f. Samme: Folketeatrets Historie 1857-1908. (1919). Samme: Casinos Historie i Omrids. (1923). - L.28. første Etages Balconloge: Ved Ombygningen indrettedes en ny kgl. Loge midt i Balkonetagen. Iflg. et kgl. Reskript var den bestemt for Enkedronningen, Prinser og Prinsesser og deres Følge samt Kammerherre Berling og Udenrigsminister Scheele, medens Kongen og Grevinden benyttede Logen ved Prosceniet. Paa den Maade mente Frederik VII at løse et aarelangt Stridsspørgsmaal opstaaet ved, at de kgl. Damer ikke vilde sidde i Loge sammen 408 med Grevinden. Ordningen vakte dog ingen Tilfredshed. Prinsesse Louise, den senere Dronning, bad Arveprinsen om at skrive til Kongen, om den nye Loge kun maatte være til Brug for den kgl. Familie og deres Damer, men ikke for de nævnte Kavalerer. Kongen svarede: "Med megen Misfornøielse har jeg modtaget Dit Brev. Naar Du og Din Kone ikke ere tilfredse med de Pladser, jeg har tildelt Eder i Theatret, kunne I blive derfra, undtagen til Min Geburtsdag eller ved Solenniteter, naar jeg lader Eder tilsige. Hils Line! Din hengivne Ven Fr. R.". Sml. Kongesorger ved E. Bodenhoff, (1913), 132-34.

337, L.5. (Wiehe) indaande(de) en giftig Luft: I Forudanelsen af, at man engang vilde misforstaa eller mistyde Hofteatersæsonens Betydning, efterlod Wiehe en Optegnelse, skrevet i 1856, hvori han modsat Fru Heiberg kaldte hin Sæson "et sundt Aar", fordi han slap bort fra den svulmende lyriske Tonart, hvori hun vilde holde ham fast, til et jævnt Repertoire, der gav ham Anledning til "at øve egentlig Skuespilkunst" d. v. s. Menneskefremstilling. Naar man kom fra det lyriske Drama, var det at blive tvunget til Hverdagstale som "at komme fra Taage til frisk Luft". Derfor kaldte han Hofteatret "et Fristed" og takkede Direktør Lange for "Asylet". Sml. Nat. Tid. 5/12 1855 Aften. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 163 f. Efter Hofteatersæsonen skabte Wiehe i sine sidste Leveaar nogle af sine allerbetydeligste Menneskeskikkelser, i hvilke han ikke lagde an paa en lyrisk, men en karakteriserende Fremstilling. Medens Fru Heiberg, glansfuldt og overlegent, vedblev at virke ved det klangskønne, fjernede han sig fra al deklamatorisk Maner og spillede naturtro ud fra sit bølgende, lidenskabelige Sind. - L.7. der hævede sig Stemmer: For Eks. i Artiklen i Berl. Tid, 25/6 1855, Sml. Note til II, 335, 16. - L.14. Hall ønskede det: I Nat. Tid. 9/12 1892 Aften protesterede Oluf Hall mod Paastanden om, at hans Fader "direkte eller indirekte skulde have støttet Planen om Hoftheatrets Indretning til en dramatisk Skueplads. Hall ønskede ikke dette Theaters Oprettelse, og man maatte kjende ham daarligt, naar man troede, at Grevinde Danners ivrige Ønske om i dette Theater at præsentere sig paa en mere fremskudt Plads, skulde gjøre Planen mere tiltalende for ham. Det var ad andre Veie, end gjonnem Ministeriet, at det lykkedes Kammerraad Lange at sætte denne Sag igjennem...". - L.18. Beneficeforstillinger d. v. s. Skuespillernes private Sommerforestillinger, der blev afskaffet ved Heibergs Tiltrædelse. Sml. Note til II, 209, 2. - L.22. (Nielsen) maatte give sin Forestilling paa Hoftheatret: Sml. II, 309, 4 og Note. Skønt Heiberg i 1854 havde lovet N. P. Nielsen en Afskedsbenefice, tilraadede han Ministeriet at nægte ham den Aaret efter. Demonstationen mod Høedt blev fremkaldt af Morgenposten, hvor en Indsender havde opfordret Publikum til at pibe, naar han viste sig. Fædrel. 2/6 1855 gjorde opmærksom paa, at Demonstrationen var meningsløs. Hvis Høedt havde forset sig, var han ogsaa blevet straffet med Afsked. Først efter Politiets Indgriben lykkedes det at standse Pibningen; sml. Kbh.post. 5/6 1855. Dagbl. bemærkede 5/6, at det Høedt tiltænkte Nederlag vendte sig til "en fuldkommen Triumf" paa Grund af hans første Replik: "Min Hilsen til Selskabet! Det glæder mig at træffe Dem i saa godt Lune". Forestillingen gaves for fuldt Hus og under stor Begejstring. Sml. Note til II, 335, 34.

409

338, L.17. Saa comisk det kan synes: Fru Gyllembourg var selv Forfatterinde i stor Stil; hendes samlede Værker fylder 12 Bind.

339, L.21. det Sted, hvor jeg havde skildrel: Se Var. til II, 339, 22 samt I, 24-30 med Varianter. - L.31-38. en streng Kritik vil reise sig: Til Fru Sødring sagde Fru Heiberg om sine Erindringer: "Jeg er bange for, at De, hvis De faar dem at læse, bliver vred paa mig". Sml. Fru Sødrings Erindringer II, 307. Kritiken rejste sig især mod tredie Bind, som udkom 1892. Se herom IV, 47 f.

340, L.1. denne afskyelige Saison: Phister forlangte ogsaa sin Afsked med Pension "paa Grund af nedbrudt Helbred". Ministeriet vilde dog ikke godkende hans Lægeattest, men var villig til at yde ham en Understøttelse til Rekreation (Teaterdir. Kopibog 29/5 1855 (R. A.)); Heib. Hjem, 305 med Note. Sml. Beretningen om hans Samtale med Hall i "Et Nødværge", 23 f. I sin Journal skrev han: "Med denne Sæsons Slutning ophører mine lykkelige Dage ved Theatret, dersom vi ikke snart faar en anden Direktør og en anden Virksomhed. Nu har J. L.Heiberg berøvet Theatret Nielsen, M. Wiehe og Høedt. Vi skal nu glæde Publikum uden disse udmærkede Skuespillere! God Fornøjelse, kære Publikum!" Sml. O. Zinck: J. L.Phister (1896), 159. - L.6. Jeg var ødelagt paa Sjæl og Legeme: Sml. Brevene fra Fru Heibergs anden Kurrejse i: Heib. Hjem, 282-400. - L.14-17. Citatet er fra Heines Digtcyklus "Junge Leiden", Nr. 8, i "Buch der Lieder". - L.20. Digtet "I en tung stund" findes i Bjørnstjerne Bjørnsons: Digte og sange (1870), 64. - L.32. Ombygningen af Tilskuerpladsen: Sml. Note til II, 334, 37. - L.35. den laveste Abonnementspris: Grunden til, at Logeauktionen 1855 gav et mindre Udbytte end tidligere, var for en Del Prisforhøjelsen, som Ministeriet havde fastsat, men især et Politiforbud mod udstykket Billetsalg af Spekulanter; det var dem, som sædvanligvis købte Logerne i 2. og 3. Etage. Sml. Overskou VI, 292. Men paa Aarets samlede økonomiske Resultat fik den mindre Indtægt ved Auktionen ingen Indflydelse. Sml. Note til II, 342, 3.

341, L.3. Bournonville var harmfuld: Bournonville beundrede Heiberg som Digter, men tabte sin Respekt for Manden, da han "havde ombyttet de skjønne Aanders 1. Classe med Rangforordningens 3die". To af Balletmesterens bedste Arbejder "Brudefærden i Hardanger" (1853) og "Et Folkesagn" (1854) fremkom i Heibergs Direktørtid og tilbageviser Fru Heibergs Paastand, at Balletten "i de senere Aar havde tabt meget af sin Interesse". Bournonville fortæller, at hans Iver blev udlagt som "Anmasselse og betragtet med Mistro"; hans Sukces var Direktøren "en Torn i Øjet, og denne Magt maatte knækkes, uanset om den, vel anvendt, kunde være bleven hans bedste Støtte". Sml, Theaterliv og Erindringer. (1865), 162 ff. Bournonville ønskede ikke at forny sin Kontrakt, saa længe Heiberg var Direktør, skønt Ministeriet gerne saa ham bevaret for Teatret og indrømmede, at hans Kunstart havde "naaet en ualmindelig Høide paa den danske Skueplads", og paaskønnede hans Iver for at skaffe Balletpersonalet bedre Kaar. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 160-70. - L.6. en Række Forestillinger i Wien: 410 Bournonvilles Engagement ved Operaen i Wien varede fra Juli 1855 til April 1856. - L.7. (Bournonville) tog offentlig Afsked: Balletmesterens Farvel fandtes i Berl. Tid. 3/7 1855: "Min Tjenestetid ved det Kongelige Theater er udløben, og da de nærværende Forhold ved den danske Skueplads, navnlig ved Balletten, ikke give Udsigt til, at jeg med den fornødne Kraft kan fortsætte min Virksomhed, har jeg besluttet at trække mig tilbage itide." Han sluttede med en Tak til alle dem, "der ikke have miskjendt mine Bestræbelser for at skaffe Balletten en sideordnet Plads blandt det øvrige Skjønne, som Danmark er saa rig paa". - L.18. eneste Solodanserinde: Juliette Price (1831-1906) var ikke Teatrets eneste Solodanserinde, men den yngste og mest fejrede. Medens Heiberg indstillede hende til Afsked uden Pension, fordi hun agtede at rejse med Bournonville til Wien, hvilket han opfattede som "en grov Intrige", gav Ministeriet hende Orlov fra 1/9 1855 til 1/4 1856. Sml. H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 172-77. Men hendes poetiske Dans gjorde ikke Lykke i Østrigs Hovedstad. - L.29. (Bournonvilles) Skuffelse: Det er rigtigt, at Bournonvilles Balletter, deriblandt "Napoli", ikke gjorde den Lykke i Wien, han havde ventet efter Introduktionsforestillingen "Festen i Albano" og "Toreadoren". Smagen var en ganske anden, mere raffineret, og Bournonville indrømmer selv, at hans Idealer, set med Wienernes Øjne, tilhørte en forsvunden, stilfærdig Tid. Sml. Theaterliv og Erindringer. (1865), 187-213, hvor han slutter sin Skildring med "Jeg troer, der er skjønnest i Danmark". - L.32. et nyt Theater: Hofteatret aabnedes 9/9 1855 med Dumas' Komedie "En Kærlighedshistorie fra Versailles" paa Programmet. Alt var udsolgt flere Dage i Forvejen, Kongen og Grevinden overværede Forestillingen i den nyindrettede Loge i Balkonens Midte, der nu rummer Teatermuseets Minder om dem. - L.34. Balletten saa godt som ophørt: Syv af Bournonvilles Balletter opførtes dog i Sæsonen 1855-56, men der var ingen Nyheder imellem. - Fru Nielsen meldt syg: Anna Nielsen, der led af Kræft i Underlivet, spillede først fra 3/2 1856 et Par af sine gamle Roller; 31/5 optraadte hun sidste Gang som Grevinden i "Kongens Læge". - L.35. Phister og Kone (gjorde) betinget Tjeneste: I.,Et Nødværge" (1893), 24 f. beviste Phister at hans Hustru havde spillet 58 og han selv 150 Gange i Sæsonen 1855-56. "Min Hustru og jeg have, hvad Theatrets Journaler vise, kun været sygemeldte et Par Dage ad Gangen i denne Saison". Sml. Note til II, 354, 12.

342, L.3. Indtægten i Sæsonen 1855-56 var den største i Heibergs syv Direktøraar, hvilket havde sin naturlige Grund i de forhøjede Billetpriser og det forøgede Antal Pladser efter Ombygningen. Sml. Note til II, 334, 37. I Gennemsnit udgjorde Indtægten 603 Rdl. pr. Aften; ved Aabningsforestillingen var der 1238 Rdl. i Kassen, et indtil da ukendt Beløb. - L.7. afvexlende Repertoire: Selv Heibergs Modstander H. Christensen indrømmer, at han "viste Omhu for at holde Theatret i Drift". Det var ikke mindst Genoptagelsen af "Elverhøi", der betingede det heldige økonomiske Resultat. - L.14. "ifald Heiberg ikke fjernes, gaar Theatret tilgrunde": Dette Citat er en fri Gengivelse af Overskriften over Dobbeltartiklen "Etatsraad Heiberg eller det 411 kongelige Theater. Et Enten-Eller" i Fædrel. 20/12-21/12 1855. Lederen af Pressefelttoget her mod Heiberg var Kr. Mantzius, og det maa forundre, at ingen af Stilen opdagede Paterniteten. I den overdrevne Kampagne fik Mantzius Udtryk for sin Vrede over, at "Gjenboerne", "En Spurv i Tranedans" og "Intrigerne" blev nægtet Adgang til Scenen, medens Heiberg dyrkede Duftvaudevillerne. Sml. Note til II, 321. 39. Karl Mantzius har gjort opmærksom paa, at da disse Angreb, der optraadte som Redaktionsartikler, stod i Halls Organ, maatte Heiberg tro, at de betød en Desavouering fra Ministerens Side. Det var maaske derfor mere end en Tilfældighed, at Heiberg just efter dette Angreb, som ikke blev modsagt, gik til Hall og forlangte sin Afsked. Sml. Min Far og jeg. (1919), 145 f. Samtidig udtalte Heiberg Ønsket om, at Udstedelsen af de nye Reglementer, som ikke var efter hans Hovede, maatte blive stillet i Bero, til hans Ledelse var afsluttet. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 199. De fik da først Approbation 23/7 1856. - L.17. under en af Forhandlingerne: Plougs Udtalelse faldt i Landstinget 31/1 1866 under Behandlingen af Finansloven for 1866-67 og er rigtigt citeret af Fru Heiberg; Udhævelsen skyldes hende. Ogsaa i sin skarpe Polemik mod Høedt i Anledning af hans Pjece "Den danske Skueplads og Commissionen" hævdede Ploug i Fædrel. 7/12 1868, at Heiberg "stod høit over den nuværende Theaterbestyrelse i egentlig konstnerisk Forstand og Smag". Bladets Tone mod Høedt var nu en ganske anden end i Halvtredserne. Man maa til Forklaring af denne Skiften erindre, at det ikke var Ploug, men Kr. Mantzius, som tidligere skrev de haarde Angreb mod Heiberg. - L.33. Wiehes taknemmelige Roller: Hultmann overtog af Wiehes Roller Bertram i "Kongens Læge", Jens i "Slægtningerne" og Kandidaten i "Abekatten" og fik af nye Titelfiguren i "Alexei" og den franske Løjtnant i "Tilfældet har Ret", der oprindelig skulde have været udført af Wiehe. Hultmann var en fortrinlig Lystspilkunstner, men Wiehe underlegen i Følelsens Dybde og Temperamentets Styrke. - L.34. Wiehe (udførte) utaknemmelige Roller: Ingen af de 12 Roller, Wiehe udførte paa Hofteatret, var utaknemmelige, men da Repertoiret iflg. Langes Bevilling kun maatte bestaa af Lyst- og Sangspil, laa hans Roller hovedsagelig paa Linie med Jokum i "En Søndag paa Amager" og Kandidaten i "Abekatten". Sml. Note til II, 337, 5. Ved sin Benefice spillede han Departementschefen i "Fantasifeberen" af Octave Feuillet. - L.40. "Berthas Claveer", Vaudeville i 1 Akt af Barriere og Lorin (Le piano de Berthe); oversat af A. Recke, opf. 1. Gang paa Hofteatret 24/10 1855, ialt 43 Gange, Sæsonens største Sukces. Samtidig spillede Erik Bøgh Stykket paa Casino under Titlen "En Introduktion". Vaudevillen tilhørte siden Folketeatrets Repertoire. - "En Evadatter", Lystspil i 2 Akter af Clara Andersen, opf. 1. Gang paa Hofteatret 23/11 1855, ialt 24 Gange. Stykket opførtes senere paa Folketeatret.

343, L.3. Ikke eet af disse Arbeider: Fru Heiberg husker fejl. Augiers "En fornem Svigersøn" opførtes senere paa Det kgl. Teater under Titlen "Hr. Poirier og hans Svigersøn". - L.5. da Høedt, Wiehe og Nielsen atter indtoge deres... Stilling: Fra Juli 1856, da Heibergs Direktorat var afsluttet, vendte 412 alle tre tilbage til Det kgl. Teater, N. P. Nielsen dog kun som Gæst. Forhandlingerne herom, der førtes af H. Christensen, skete efter Halls Ordre. - L.19. hans slette Humeur: Wiehes Hustru giver i sine Erindringer (se Note til II, 332, 11), et modsat Billede af sin Mands Sindsstemning i Sæsonen 1855 -56: "Og saa begyndte den uforglemmelig moersomme Hoftheatersaison..., da jeg hver Aften var Værtinde i vort Hiem for Høedt og Michael efter Forestillingerne.... Naar de saa kom hjem, sad vi længe ved Bordet og derefter langt ud i en natlig Time i Michaels Stue, og saa blev der lagt Planer for en kommende Hoftheatersaison; men det blev jo kun til Drømme...". Se Neiiendam: Breve Skuespl. II, 258 f. Sml. Note til II, 337, 5. - L.25. Pressen... støttede Hoftheatrets Præstationer: Fædrel. mente, at Hofteatret ikke skulde rivalisere med Casino, men blive Det kgl. Teater "en meget farlig Medbejler". Dagbl. betragtede Hofteatret som noget forbigaaende, medens Goldschmidt i "Nord og Syd" i Spillet sporede "en Art Begejstring, idet de Stærkere førte de Svagere med sig og hævede dem op". Senere paa Sæsonen konstaterede han dog en Tilbagegang i Retning af Virtuoseri, og lidt efter lidt skiftede Beundringen til en vis kritisk Kulde. Dagbl. sluttede sin Oversigt med at minde om, at Hofteatret "ikke var anlagt paa Evigheden", men en Demonstration mod Det kgl. Teaters System, der var lykkedes. Se A. Aumont: Hofteatret. Af Dagens Krønike, I (1890), 445-67. Den Begejstring for Hofteatersæsonen, som Edv. Brandes 1914 lagde for Dagen i Programmet til Afskedsforestillingerne, har ingen historisk Hjemmel. Foretagendet var en Sensation, som Wiehe og Høedt var stærke nok til at bære, men som til deres Held kun varede én Sæson. For Direktør Lange betød den, at han vandt den fornødne Kapital til at starte Folketeatret paa Nørregade i 1857. Sml. Neiiendam: Theatermuseet ved Christiansborg (1940), 46. - L.31. Bruddet med Phister: Sml. II, 315, 29; 340, 1; 341, 35 og Noter. Phister hævdede, at han modsat Fru Heibergs Opfattelse ønskede, at Teatret var godt besøgt, da hans Feu blev beregnet efter Indtægten, og han paastod, at han aldrig havde været "paa Kant" med Wiehe eller Høedt. Sml. "Et Nødværge" (1893), 25 f.

344, L.5. Kun en enkelt Cang: Sml. Var. hertil. _ L, 20 i min Barndom: Fru Heiberg husker fejl. Jonas Collin købte 1838 og flyttede n. A. til Amaliegade 9 1 fra "den Collinske Gaard" i Bredgade. Det maa altsaa være ved den sidstnævnte Bolig, at hun ventede i sin Barndom. Sml. I, 52 med Noter.

345, L.4. "saa gjør jeg dog endnu lidt Nytte": Departementschef Edvard Collin fortalte om sin Faders sidste Aar: "En Overgang som hans fra uafladelig Beskæftigelse til Uvirksomhed gaaer ikke ustraffet hen. Vel var han legemlig rask, men det syntes, at han havde tabt Tilliden til sine Evner. Han levede da saa godt som ene for sine Børn og Børnebørn. Først seent svækkedes hans Aandsevner, dog egentlig kun Hukommelsen; da længtes han efter Døden." Se H. C. Andersen og det Collinske Hus. (1882), 605. - L.15. en Sang: Digtet til Jonas Collin, dat. 6/1 l856, sign. H. P. Holst, findes trykt paa et løst Ark i Fru Heib. Ark.

347, L.5. Ethvert Ønske... kom tilbage: Fru Heibergs Paastand er 413 overdreven. Men medens Aanden i Heibergs Forslag som Regel var absolutistisk, var Hall Folkestyrets Mand, og hans Beslutninger præget deraf. Sml. Note til II, 319, 19. H. Christensen fortæller, at det ikke var Halls Tanke "directe at give Stødet til Heibergs Fjernelse, men at lade Forholdene roligt udvikle sig, indtil en Afgjørelse i denne Retning naturligt maatte indtræde". Sml. Det kgl. Theater 1852-59, 198. Kontorets Chef, Justitsraad Løffler, var, som Fru Heiberg skriver, en "Embedsmand af den gamle Skole", og det var derfor naturligt, at han ligesom Heiberg ikke følte sig tilfreds med Forholdene efter Grundloven. - L.27. (Hall) gad ikke læse: Mod Fru Heibergs Antagelse, at Hall ikke, før han underskrev, læste de Svar, der udgik fra Ministeriet, protesterede Oluf Hall i Berl. Tid. 7/12 1892 Aften: "Herom har man dog ellers Intet hørt i Halls udstrakte Administration; han var ret godt inde i sine Sager, og særlig føler jeg mig forvisset om, at han paa dette Tidspunkt har skænket Expeditioner vedrørende Theatret og Fru Heiberg sin fulde Opmærksomhed."

348, L.1. Litteraturhistorikeren, Adjunkt Kristian Arentzen (1823-99). Citatet er ikke fundet. - L.9. at ophæve Skuespillernes kongelige Ansættelse: Teaterkommssionen af 7/6 1867 foreslog, at den kgl. Ansættelse skulde ophøre. Det skete dog først i 1891. Pensionerne blev herefter udredet af den private Pensionsfond. - L.12. (Theatrel) er lige fuldt slaaet ihjel: Det er interessant at iagttage, at Fru Heibergs Mening om Følgerne af at knibe paa Statstilskuddet til Teatret ganske faldt sammen med Høedts Opfattelse i Pjecen "Den danske Skueplads og Commissionen". Dens Forslag gik ud paa, at Staten skulde yde 50,000 Rdl. om Aaret i Understøttelse, men det fandt de begge var alt for lidt, hvis Teatret skulde drives som en Institution for Kunst. "Naar et Theater ikke er Kunst," skrev han, "kan det for mig være, hvad det vil; det har da ikke den mindste Betydning for Staten og fortjener ikke, at man offrer det 50 Skilling endsige 50,000 Rdl." Sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie I (1921), 3 f. - L.20. øse Penge ud til at pynte et gammelt Theater: Fra 1852 var Diskussionen levende, om man skulde restaurere den gamle Teaterbygning eller rejse en ny. Bournonville kaldte Huset "aldeles kassabelt", men Hall foretrak det første Alternativ, som lettere lod sig gennemføre i Rigsdagen. Resultatet blev de store Ombygninger i 1855 og 1857. Ydre Skønhed vandt Teatret ikke ved Forandringen, navnlig skæmmede den høje Scenebagbygning Harsdorffs smukke lavere Facade, men Teatret blev brugeligt i en Aarrække, indtil Nedrivningen i 1874. Fru Heibergs Mening, at Istandsættelsen var spildt, og Pengene ødslet bort, harmonerer ikke med hendes senere Opfattelse, da hun i 1875 tog den nye Teaterbygning i Øjesyn: "Tiden vil meer og mere overbevise de opstyltede Enthusiaster om, at der er vundet meget lidt ved at faae denne nye Bygning". Se Krieger II, 258. Hendes Modstander H. Christensen delte denne Opfattelse; sml. Det kgl. Theater 1852-59, 319.

349, L.1. Poul Møllers "krøllede Frits": Hovedpersonen i Poul Martin Møllers Novelle "En dansk Students Eventyr" (først trykt i hans Efterladte 414 Skrifter III (1843), 19-130. - L.3. Hans Styrke var at nyde Alt: Oluf Hall kaldte Fru Heibergs Karakteristik af hans Fader "grundfalsk"; den "fortjener at rives i Stykker under den skarpeste Protest". Han afviste "pure den utilbørlige Fabel om Halls Ligegyldighed i offentlige som private Sager". Sml. Berl. Tid. 7/12 1892 Aften. Ogsaa efter Amtmand Billes Mening var hendes Karakteristik "et Vrængebillede, som kun Fruentimmer-Had har kunnet præstere det. Karikaturen bliver saa meget bitrere, som den indeholder nogle Træk, der ligne, men disse er overdrevne til det Uriemlige...". Sml. Nat. Tid. 24/1 1893 Aften. - L.37. En Eftermiddag henimod Julen: Sml. Note til II, 342, 14.

350, L.8. Vedkommende: Fru Heiberg sigter til Halls Sekretær H. Christensen sml. II, 312, 25 og Note. - L.20. Halls Kamp... havde dramatisk Interesse: Heiberg havde uden Tvivl ventet, at Hall skulde opfordre ham til at blive paa sin Post. Efter at han ved Juletid havde udtalt, at han vilde trække sig tilbage, forløb tre Maaneder, inden Ministeren 26/3 1856 anmodede ham om at indsende sin Afskedsansøgning. Da den stadig ikke kom, fik Heiberg 24/4 en ny Paamindelse. Nu hastede Sagen, da Forhandlingerne med Finansministeriet angaaende hans Pension maatte være til Ende, inden Sæsonen sluttede. Endelig 25/4 indsendte Heiberg sin Begæring. Sml. H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 199-205. Kongens Resolution faldt 11/5, men allerede 7/5 meddelte Fædrel., at Heiberg agtede at trække sig tilbage. Sml. Note til II, 356, 29. - L.32. Theatret havde været (Heibergs) Talents dyrebare Elskerinde: Sandheden af disse Fru Heibergs Ord fremgaar af hans Brev af 10/6 1828 til Jonas Collin: "Om den [*dolgoe O* en Ansættelse] ogsaa er nok saa ringe, saa vil den dog altid være mig kjær, naar den er her i Byen (thi i Provindserne vil jeg nødig være), og ved Theatret, som dog er den Gjenstand der interesserer mig mest." Sml. Af Jonas Collins Papirer. (1871), 172.

352, L.5. Hall kom en Dag ud til mig: Om dette Besøg fortæller Fru Andræ i sine politiske Dagbøger II (1916), 23 f. under 10/4 1856: "Hall havde nylig været ude hos Heibergs en Middag for at tale med dem begge om, hvordan det skulde være. Fru Heiberg var i Begyndelsen meget agiteret og sagde, "at det især vilde være hende utaaleligt at spille med Wiehe, med hvem hun i mange Aar havde staaet i et saa godt Forhold, og som ogsaa virkeligt skyldte hende saa Meget".... I Begyndelsen havde det været meget ubehageligt for Hall. men siden vare Alle blevne i bedre Humeur, og Hall blev ganske forundret, da han hørte Klokken slaae 10". - L.21. Rygtet om Wiehes, Høedts og Nielsens Tilbagevenden: Sml. Note til II, 343, 5. Først næste Aar (1857) udnævntes Høedt til Sceneinstruktør efter Overskou.

353, L.15. en Zitren i Øiepupillerne: Mod Fru Heibergs Iagttagelse, at Halls daarlige Samvittighed viste sig "i Øiets Usikkerhed og Øiepupillernes Sitren", protesterede Oluf Hall, idet han oplyste, at denne Fantasi var af samme Beskaffenhed, som da Heiberg saa Glæden i Halls Øje ved Efterretningen om hans Afskedsbeslutning. "Denne Sitren ved Øiet var en nervøs Eiendommelighed hos Hall, som ikke sjældent kom frem, naar han blev bevæget over Noget og ønskede at undertrykke Bevægelsens ydre Tegn". Se 415 Nat. Tid. 9/12 1892 Aften. - L.24. Forholdet (til) det Hallske Hus: Heiberg har givet en vittig Skildring af en Middag hos Halls i Juli 1855; sml. Heib. Hjem, 390 f. Han kaldte Fru Hall "en væmmelig Kjelling, i Grunden en falsk og sledsk Characteer". Se smst. 285. Fru Heiberg havde i 1855 "den Tro, at hun beed os gjerne, hvis hun kunde komme til". Se smst. 290. Fru Halls Syn paa Ægteparret Heiberg fremgaar af hendes Udtalelse til Fru Andræ: Hun mente, at Direktørens Fald var "en retfærdig Straf for den Egoisme, de i alle Forhold havde viist. Venskab og virkelig sund og sand Følelse havde de aldrig kjendt til, kun en pauvre Form, som havde ihjelslaaet det Naturlige". Se Fru Andræs politiske Dagbøger II (1916), 14. Breve fra Fru Hall til Fru Heiberg findes i Fru Heib. Ark. - L.35. Ulykken: Under et Ophold i Sandefjord i August 1879 blev Hall ramt af et apoplektisk Tilfælde, der delvis lammede ham Resten af hans Liv. Han døde 14/8 1888. - L.38. Jeg kunde nu gaa til ham og række ham min Haand: I sin Protestartikel (Berl. Tid. 7/12 1892 Aften) skildrede Oluf Hall Fru Heibergs Besøg hos hans Fader: "Jeg seer hendes Bevægelse ved Gjensynet med en stor og høisindet Personlighed, hvis ædle Kamp for værdigt at bære en tung Tilskikkelse hun fuldt ud erkjendte og bøiede sig for. Jeg hører, som var det igaar, hendes kjærlige Afskedsord til mig, da jeg hjalp hende i Vognen: "Gud velsigne ham og Dem med, Oluf, jeg, som Halls andre Venner, takker Dem for Deres Omhu". Mindst anede jeg dengang, at hun i sit Gjemme bevarede en saadan Beretning om Fortidens Begivenheder og om hendes Forhold til Hall. Dens Offentliggjørelse, som hun altsaa selv har bestemt, har, det bekjender jeg aabent, smertet mig dybt, og det ikke blot for Halls Skyld, men ogsaa for Fru Heibergs". Sml. A. D. J.s Opfattelse i Et Liv. 1. Udg. III, 301-12 og A. D. J.s Meningsudveksling med Oluf Hall i Nat. Tid. 13/12 1892 Aften, hvoraf det fremgaar, at Fru Heiberg vidste, at Hall havde bemyndiget Christensen til at fremkomme med sit Indlæg, men at hun formente, det først maatte ske efter begges Død. Oluf Hall bemærker hertil, at hans Fader havde fraraadet Christensen at rive op i de gamle Stridigheder, som for ham var betydningsløse. Men Christensen mente, at hans Bog kunde gøre Nytte ved at berigtige Fru Heibergs Opfattelse i hendes kommende Levnedsbeskrivelse, fordi Christensens Bog hvilede paa et aktmæssigt Grundlag. - Dette viste sig at være illusorisk, da Fru Heiberg end ikke ønskede at læse Bogen, som udkom i hendes Dødsaar. Forøvrigt gav hun selv en Skildring af Besøget hos Hall i et Brev til Krieger (II, 329): "Jeg grebes af en stille Anger ved al denne Godhed over mangt Ord, jeg har skrevet i "Værket".

354, L.7. "Tilfældet har Ret", Lystspil i 3 Akter af C. Goldoni (1707-93) (Un curioso accidente), oversat af P. Th. Thielemann; opf. 1. Gang 5/6 1856. - L.8. "Mynher Philip" spilledes først af Kr. Mantzius og blev en af hans bedste Præstationer, men ved Stykkets Genoptagelse i 1859 overtog Phister Rollen, fordi Mantzius da var ansat ved Folketeatret. Phister indrømmede selv, at Mantzius spillede den meget bedre; sml. Et Nødværge (1893), 27. Han overtog den atter, da han vendte tilbage til Det kgl. Teater. - L.12. baade han og hans Kone: I Et Nødværge (1893), 27 f. forklarer Phister, at det 416 ikke var utidig Lyst til at drille Heiberg, men alvorlig Sygdom, der tvang ham til at holde sig borte fra Teatret: "Efter at jeg havde spillet 11 Roller først i Mai Maaned, bleve mine Børn angrebne af Skarlagensfeber; de smittede vor Pige, og endelig blev min Hustru, som pleiede sine Børn, ogsaa meget haardt angreben. Forholdene i Hjemmet vare fortvivlede; i det ene Værelse laa min Hustru dødssyg, opgivet som redningsløs af vor... Læge, Professor Ballin, hos hende den mindste lille Pige ogsaa meget syg. I det andet Værelse laa min flinke, eneste Dreng død; han døde den 18de og blev begravet den 22. Mai 1856." Da Fru Heiberg skrev Afsnittet herom tyve Aar efter Begivenhederne, har hun glemt de daværende triste Forhold i Phisters Hjem. Bemærkningen om de seks Ugers Sygemeldelse har hun fra Overskou VI, 318. Sml. Note til II, 341, 35.

355, L.1. Citatet er fra Heibergs Overs. af A. Jal: Mademoiselle Mars (Pros. VII, 433; se ogsaa VI, 358 og VII, 376). - L.22. i mit 63de Aar: Altsaa i 1874 eller 1875. Sml. Var. hertil. Fru Heiberg spillede Mamsel Hanna sidste Gang 16/2 1864. - L.37. Saisonen 1855-56 begyndte 23/9 1855 med "To Dage" og sluttede 21/6 1856 med "Elskovsdrikken".

356, L.15. det skandinaviske Studentermøde: Paa Hjemrejsen fra Studentertoget til Uppsala opholdt de norske Deltagere sig et Par Dage i Kbh. De blev modtaget af Frederik VII paa Eremitagen, hvor bl. a. Digteren Welhaven talte. Om Aftenen var Deltagerne i Teatret og bragte Fru Heiberg en varm Hyldest. Sml. L.Dietrichson: Svundne Tider I (1896), S. 383 f. Den unge Bjørnstjerne Bjørnson var ved den Lejlighed første Gang i Kbh. Fru Heibergs Beretning om Aftenens festlige Forløb stemmer overens med Referatet i Fædrel. 21/6 1856, men Talen fra Tilskuersalen er gengivet frit. - L.29. "de syv Theateraar" (ophørte): Det var Hall magtpaaliggende, at Digteren Heiberg ikke led noget Tab ved Teaterdirektørens Afsked. Naar Pensionen og hans Gage som Censor blev slaaet sammen, oppebar han en lignende Indtægt (2500 Rdl.) som tidligere. Da han havde faaet nogle Detailspørgsmaal vedrørende Censoratet ordnet, udtalte han 10/7 1856 over for Ministeriet sin "Tak for den særdeles Velvillie, hvormed det havde viist sig tilbøieligt til at opfylde hans Ønsker". Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 205. Fædrel. (l4/5 1856) fandt det rigtigt, at Heiberg fortsatte som Censor, ogsaa af Hensyn til sin Frue. Derimod beklagede Bladet Overskous Forbliven som Instruktør; dette var Indledningen til hans Afskedigelse n. A. Dagbl. 8/5 1856 skrev noget lignende: Det gjaldt om at bevare Fru Heiberg og genvinde de tabte Kræfter samt føje Adolph Rosenkilde og Hustru til dem. Ogsaa dette Blad forventede Overskous Afgang. Berl. Tid. 14/5 1856 komplimenterede Hall for den trufne Ordning. - L.38. Bladenes høistemte Udtalelser: Fru Heiberg hentyder især til Skildringen i Berl. Tid. 21/6 1856. Redaktør Nathanson kunde fra "det halve Seculum, han havde kjendt den danske Scene", ikke mindes en lignende Hyldest. Han vilde ikke fæste Lid til det Rygte, som sagde, at Fru Heiberg agtede at forlade Scenen. Derimod fandt Bladet det naturligt, at hun ovenpaa sine mange Triumfer søgte en nødvendig Hvile.

357, L.6. Den engelske Dronning: Marie I Tudor (1516-58).

417

III. Bind.

10, L.7. "die süsse Gewohnheit des Lebens": Fri Gengivelse af Egmonts Replik i Goethe: Egmont, 5. Akt, 4. Sc.: "Süsses Leben! schne freundliche Gewohnheit des Daseins und Wirkens!" (Goethe. VIII, 513). - L.27. Den 31. Juli: Sml. I, 144.

11, L.40. Martensens Tale blev trykt i G. P. Brammer: Kirkelige Leilighedstaler III (1864), 555-59 og optrykt i H. Martensen: Leilighedstaler (1884), 385-90.

12, L.24. Søetatens Kirkegaard nu Holmens Kirkegaard, hvor Fru Gyllembourg 8/7 1856 blev jordet i det Gravsted, der senere kom til at rumme Ægteparret Heiberg. Graven er endnu bevaret. Hendes Død averteredes 5/7 1856 i Adr.: "At vor elskede Moder og Svigermoder, Thomasine Christine Gyllembourg Ehrensvard født Buntzen, i sit 83. Aar befriedes fra sine langvarige Lidelser, idet hun Natten mellem den 1ste og 2den Juli bortkaldtes fra det jordiske Liv, hvor hun endnu længe vil kjærligt erindres af Mange, bekjendtgjøres for deeltagende Slægt og Venner af hendes Svigerdatter og Søn. Kjøbenhavn den 4. Juli 1856. Johanne Luise Heiberg. Johan Ludvig Heiberg". Slotspræst Paulli talte ved Graven. - L.29. Udenlandsreisen: Ægteparret Heiberg findes ikke i Fortegnelserne over Ind- og Udpasserede i Slutningen af Juli 1856. Men da disse kun omfatter Skibene, er de formentlig taget med Jernbanen, som den Sommer var blevet gennemført til Korsør.

13, L.8. de ubillige Forfølgelser: Fru Heiberg sigter til Fædrel. 5/7 1856, hvori det hed, at Heibergs Afgang var imødeset med "megen Længsel af alle Kunstens Venner", og at Dækket nu var rullet ned for "en Tid, i hvilken Sløvhed og Vilkaarlighed udbredte sin Indflydelse". 8/7 s. A. indeholdt Berl. Tid. et redaktionelt Svar, hvor Bladet stemplede Udtalelserne i Fædrel. som "umodne Domme", men Forsvaret led af den Svaghed, at Berl. Tid. selv tidligere havde dadlet Heibergs Teaterstyre. - L.13. Goethes og Fru v. Steins Brevvexling: i 1848-51 var udkommet: Göthe's Briefe an Frau von Stein 1776-1826, I-III; da den 26aarige Goethe i 1776 kom til Weimar, forelskede han sig heftigt i Hertuginde Amalias Hofdame Charlotte von Stein, f. von Schardt (1742-1827). Næsten daglig skrev Goethe i de flg. 9 Aar Billetter til den tilbedte, og Forbindelsen knyttedes stadig fastere, indtil Goethe uden Varsel hemmeligt rejste til Italien i 1786. Hans Breve bliver derefter mindre intime, og da i 1794 Christiane Vulpius blev hans Elskerinde, trak Fru von Stein sig krænket tilbage. Senere indtraadte dog en venskabelig Forsoning. - L.24. "hun drikker -": Fru von Stein havde skrevet et skarpt bebrejdende Brev til Goethe, og i sit Svar af 1/6 1789 havde han antydet, at en af Grundene til hendes Pirrelighed var hendes Helbred: "Ulykkeligvis har du længe foragtet mit Raad med Hensyn til Kaffe og indført en Diæt, der er højst skadelig for din Sundhed.... Du forstærker de triste Forestillingers hypokondriske pinefulde Kraft ved et fysisk Middel, hvis Skadelighed du en Tid lang godt har indset."

418

14, L.12. mit Portrait i Thorvaldsens Museum: Sml. Note til II, 31, 29. - L.15. den nye Kamp mellem Dorph og Christensen: Fhv. Rektor N. V. Dorph tilbød sig selv til Direktørposten uden at forlange Gage. 16/5 1856 blev han konstitueret med H. Christensen som Kommitteret, men Forholdet mellem dem blev snart meget daarligt. Sml. H. Christensen: Det kgl. Theater 1852 -59, 214-40. Alene paa Grund af sin høje Alder egnede Dorph sig ikke til Stillingen, og da han var en godtroende Mand, blev han en Bold for Personalets modstridende Interesser. Sml. Noter til III, 23, 3; 24, 36. - L.19. jeg saae for første Gang, Prag,: Oplysningen er ukorrekt, idet Fru Heiberg allerede i 1854 havde været i Prag (se Note til II, 302, 33 og Heib. Hjem, 138 f.). - L.23. Hradschin: Prags Kapitolium, en prægtig beliggende Borg, bygget 1333 af d. sen. Kejser Karl IV, senere restaureret og fuldendt under Maria Theresias Regering.

15, L.21. Tschekernes Kamp for deres Nationalitet: Den tschekiske Nationalitetskamp, der 1918 førte til Böhmens Genopstaaen som et selvstændigt Rige, var meget levende i Fyrrerne og flg. Aar, hvad der bl. a. paa Teatret genspejlede sig i "Gjenboerne" (1. Akt, 6. Sc.). - L.22. Tycho Brahes Grav: I Teinkirken. - L.29. Departementsdirektør i Marineministeriet Niels Viborg (1785-1863).

16, L.8-10. Høedt (blev) antaget paany: Høedt, som fik Afsked 10/4 1855, vendte sammen med M. Wiehe tilbage til Teatret fra Sæsonens Begyndelse 1856,.men de fik først kgl. Ansættelse fra 1/4 1857, Wiehe med 1000 Rdl., Høedt med 810 Rdl. og 500 Rdl. som Elevinstruktør, i hvilken Egenskab han ogsaa blev kgl. udnævnt. Engagementet blev foretaget ved direkte Foranstaltning fra Ministerens Side, Sml. Kultusmin, Forestillinger 1853-58 (R.A.): Note til II, 343, 5. - L.11. Nielsen: Fra Sept. 1856 optraadte N.P.Nielsen som Gæst. Engagementet lød paa mindst 80 Aftener i Sæsonens Løb mod et Honorar af 20 Rdl. pr. Forestilling. Sml. Overskou VI, 345; 437 f. Han fremsagde H.. C. Andersens Prolog, da Teatret blev genaabnet efter Ombygningen 5/12 1857. - L.22. Professor N. V. Dorph havde bl. a. oversat Sheridans "Bagtalelsens Skole", Skuespil af Colman og Bulwer samt Tragedier af Sophokles og Aischylos, _ L.33..,Ei er et Søe-Kort ": Citat fra Holberg: Den politiske Kandestøber 5. Akt, 8. Sc. (Holberg. I, 95).

17, L.24. "Har vi ikke -": Citat fra Holberg: Ulysses von Ithacia. 5. Akt, 3. Sc. (Holberg. III, 192). - L.38. de "i Skygge stillede" unge Talenter: Formentlig en Avisfrase, som Fru Heiberg benyttede ironisk for at forklare sin Orlov. Der var paa Teatret i 1856 ingen unge Talenter, som kunde gøre Krav paa at spille hendes Roller.

18, L.2. Fru Nielsen: Anna Nielsen døde 20/7 1856 paa "Florahøj" i Fredensborg, hvorved mange Forhaabninger brast for Høedt og M. Wiehe. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 78 f. - L.24. Ole Walsøe, tidl. Tjener hos Teaterchef Holstein, var Bud ved Det kgl. Teater fra 1838 til sin Død 1873. Han var et lyst Hovede, der klarede mangen vanskelig Situation for Direktionen ud fra sit Kendskab til Forhold og Personer. - L.38. et Brev 419 fra Berner: Brevet, dat. 19/8 1876, findes i Fru Heib. Ark. Heri gør Berner opmærksom paa, at den omtalte Samtale, han for tyve Aar siden havde med Christensen, og om hvis Indhold han dengang gav Fru Heiberg konfidentiel Meddelelse, efter den lange Tids Forløb ikke staar saa klar for ham, at han kan gengive den i dens Enkeltheder. Paa et Omslag, der øjensynligt er sendt med Brevet, har Berner skrevet: "Saavidt jeg erindrer anmodede Justitsraad C. mig om ikke at berette vor Samtale for Andre, men jeg husker ikke mit Svar". Udhævelsen S. 19, 9-10 skyldes Fru Heiberg.

19, L.19. Berner afskedigedes: Iflg. Min. Skr. af 21/1 1857 afgav Berner fra 1/2 s. A. de ham i Egenskab af Teatersekretær overdragne Regissørforretninger mod fra samme Tid at overtage den for den økonomiske Bestyrelse nødvendige Bogføring. Se Det kgl. Theaters Afregningsbog 1854-61, I (R.A.). Sml. Note til III, 89, 8. - L.22. en ældre Skuespiller: Talen er om Operasanger Julius Schwartzen, der pensioneredes i Jan. 1857 og samtidig overtog Berners Funktioner som Regissør; allerede 1859 forlod han Bestillingen. - L.34. et af hans Breve: Dorphs udaterede Brev findes i Fru Heib. Ark. Sml. III, 20, 18 med Note.

20, L.3. Dorph skrev atter: Hans udaterede Brev er i Fru Heib. Ark. - L.7. han skrev mig til: I Fru Heib. Ark. findes intet Brev fra Dorph af dette Indhold. - L.18. Rørende var Dorphs Tak: Der sigtes til det III, 19, 34 citerede Brev, hvis Indledning udtrykker Glæde over Fru Heibergs forventede Tilbagevenden til Teatret. - L.19. følgende Skrivelse: Den findes i Fru Heib. Ark.

21, L.30. "Det er en falsk -" Fri Gengivelse af Citat fra Hertz: Ninon, 5. Akt. 8. Sc.:

Det er en gøglerisk, en usand Verden.
Der her er om os. Ingen er sig selv,
Kun Skinnet af en Anden, kun en Maske.
(Hertz. XII, 181).

L.33. (Wiehe) tog Afsked med mig: Se II, 322 ff.

22, L.4. hvor ulykkelig Wiehe havde følt sig: Fru Heibergs Beretning om Wiehes Sindsstemning under Hofteatersæsonen strider mod hans egen og hans Hustrus Skildring; sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 163f.; 258f. Sml. Note til II, 337, 5; 343, 19. - L.26. den første Forestilling: 18/4 1857 optraadte Fru Heiberg første Gang efter sin lange Orlov. Hun blev fremkaldt efter "Ninon", men da hun 10/5 spillede i "Tilfældet har Ret", efterkom hun ikke Publikums Ønske om en Fremkaldelse.

23, L.3. Bladene... angrebe Dorph: Angrebene havde dog en mindre ubehagelig Karakter end den Kritik, Heiberg var udsat for, f. Eks. i Pjecen "Nogle Bemærkninger om Hr. Professor Dorph som Theaterdirekteur" af Xr, der gik ud paa at tilraade ham at skille sig af med Direktør Christensen. Ved Dorphs Afgang skrev Fædrel. 9/6 1857, at selv om han ikke havde opfyldt de Forventninger, der stilledes til ham ved Tiltrædelsen, saa Bladet ham med 420 Beklagelse træde tilbage, "fordi han dog forenede Retsind og Alvor med en grundig, omfattende æsthetisk Dannelse". - L.7. der arbeidedes nu stærkt paa at fjerne (Overskou): I kunstnerisk Forstand var Overskou ikke Sceneinstruktørposten voksen - det var endog Ægteparret Heiberg enige om. Da Overskou var Heibergianer og tjenstvillig indstillet over for Dorph, maatte hans Forhold til H. Christensen blive spændt. Denne foretrak og maatte foretrække Høedt til Posten, men valgte en brutal Fremgangsmaade mod Overskou ved hans Afskedigelse 16/4 1858. Sml. Overskou: Oplysninger om Theaterforhold (1858); Samme: Af mit Liv2 II (1916), 219-23. - L.14. Elevinstructeuren: Fru Heibergs Uvilje mod Høedts Ansættelse i denne Egenskab blev uden Tvivl forstærket ved hans senere betydningsfulde Indsats paa dette Omraade, hvor han var hende overlegen. Citatet fra Fædrel. findes 1/11 1866. Det var en Gentagelse af Heibergs problematiske Opfattelse af Elevinstruktion. - L.32. følgende Bekjendtgjørelse: Meddelelsen findes i Berl. Tid. 8/6 1857, ikke 6/6, som Fru Heiberg skriver i Et Liv, 1. Udg. IV, 27. Samtidig med at Hall, tilskyndet af H.Christensen, hævede Dorphs Konstitution som Teaterchef, lod han ham udbetale et Honorar paa 1200 Rdl. H. P. Holst vilde gerne være Teaterchef, men Hall vragede ham. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 239; 249.

24, L.2-7. "Fædrelandet" skrev: Citatet findes i Fædrel. 9/6 1857. Udhævelsen skyldes Fru Heiberg. - L.13. Ombygningen af Theatret: Efter at Tilskuersalen var forandret, fortsattes Ombygningsarbejdet i Sommeren 1857 med Forandring af Scenen og Foyeren. Teatrets bageste Del blev meget højere end den forreste, hvilket i høj Grad skæmmede Harsdorffs Fagade. Da Arbejdet ikke var færdigt ved Sæsonens Begyndelse, maatte H. Christensen fra 1/9 til 22/11 1857 benytte Hofteatret ved Christiansborg for at holde Forestillingerne i Gang. Naar Fru Heiberg mener, at dets Scene var daarlig at tale fra, kan denne Kritik opfattes som et Udslag af hendes Uvilje mod Høedts og Wiehes Optræden der, thi bedre Akustik findes ikke i noget dansk Teaterrum. Forøvrigt deltog hun ikke i Forestillingerne, men meldte sig syg. - L.36. en Artikel i "Fædrelandet": Dorphs Forsvar findes i Fædrel. 12/4 1858; H. Christensen svarede i samme Blad 15/4-17/4 s. A., og Dorph replicerede 20/4. Artiklen er optrykt i Overskou VI, 396-412. Debatten drejede sig mest om Kompetencespørgsmaal og gav Indblik i Direktionens indbyrdes Stridigheder.

25, L.12. Han havde mistet sin Hustru: Fru Suhr døde 10/11 1856, og Etatsraad Suhr tilbragte Vinteren 1857-58 i Algier.

26, L.4. Skuespiller W. Holst: Da Væggene paa Hofteatret var meget tynde, havde Holst ikke kunnet undgaa at høre en Samtale mellem H. Christensen og Høedt om hans Overtagelse af Instruktørposten, og Indholdet af Samtalen meddelte Holst straks Fru Heiberg. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 266. Det gode Forhold mellem Holst og Ægteparret kom til Udtryk, da Heiberg ved sin Afgang kaldte ham "en mandig, ridderlig Characteer". Sml. Breve fra og til J. L.Heiberg (1862), 196.

27, L.7-34,25. en lang Skrivelse: Brevet findes i Fru Heib. Ark. Senere 421 beklagede H. Christensen dets Afsendelse: "Jeg siger, at jeg her begik en stor Feil, fordi jeg burde have indseet, at den skriftlige Forhandling næsten aldrig vil føre til Opklaring og Løsning af Misforstaaelser,... den Vei, jeg valgte, førte Sagen ind i et særligt misligt Spor". Sml. H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 269. Mislighedens Aarsag var Parternes divergerende Opfattelse af Høedt, og Opgaven at forsone Modsætningerne og bringe dem til at arbejde sammen evnede Christensen, hvis Autoritet kun skyldtes hans ministerielle Ansættelse, ikke at løse.

31, L.9. det lille Stykke: Formentlig "Husholdningspolitik" (La diplomate du ménage) Lystspil i 1 Akt af Caroline Berton, oversat af Clara Falbe. Stykket opførtes 1/9 1857, Sæsonens Aabningsaften. Heri debuterede Anna Nielsens Søster, Vilhelmine Brenøe (1823-85), som Høedt lancerede, men som ikke gjorde Lykke. - L.22. flere udmærkede Kunstnere: f. Eks. N. P. Nielsen og Wilh. Holst.

34, L.26-40,15. Heibergs Brev: Her trykt efter hans gennemrettede Koncept, som findes sammen med Christensens Breve i Fru Heib. Ark. I Et Liv, 1. Udg., IV, 45-55 er Brevet trykt efter en Afskrift i IVB, der dog kun i ortografisk Henseende adskiller sig fra Koncepten.

35, L.39. den Personlighed: Heiberg udtaler her sin haardeste Dom over Høedt.

38, L.4. Den tyske Digter Johann Paul Friedrich Richter, kaldet Jean Paul (1763-1825). Citatet er ikke fundet.

43, L.32-44,25. Fru Heibergs Afskedsansøgning, skrevet med Heibergs Haand, findes i Kultusmin. Sekretariatssager vedr. Kunstanstalterne, Brevnr. 1545-47, 1858. Koncepten, ogsaa dateret 16/10 1857, ligeledes med Heibergs Haand, findes i Fru Heib. Ark.

44, L.26. (Suhrs) Brev, dateret 14/10 1857 og verificeret af Notarius 17/10 s. A., findes i Fru Heib. Ark.

45, L.15. efterfølgende Brev: Fru Sødrings udaterede Brev, hvorpaa Fru Heiberg har skrevet "d. 16", findes i hendes Ark. Det er med Fru Heibergs Svar trykt i Fru Sødrings Erindringer II, 67-69. Fru Sødring søgte Direktør Lange om et Engagement ved Folketeatret, men han fraraadede hende dette Skridt. Sml. smst. 70.

46, L.14. Embedsbesøg paa Herlufsholm: Hall var i 1856 blevet udnævnt til Forstander for Administrationen af den Herlufholmske Stiftelse. - L.36. De ønskede, at jeg skulde tage min Afsked: H. Christensen omtaler ikke denne pinlige Samtale i sin Bog, men han fortæller, at han tilbød Hall at forlade Teatret, da Fru Heibergs Afskedsbegæring forelaa, idet han ansaa "Slaget for tabt". Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 270f.

47, L.27. en saa levende Opposition: Som Svar paa Bladenes opskræmte Meddelelser om, at Fru Heiberg tog Afsked, fordi Høedt skulde være Sceneinstruktør, offentliggjorde han i Berl. Tid. 22/10 1857 et aabent Brev med Titlen "En Oplysning", hvori han kort og sandfærdigt fortalte om sit Forhold til Ægteparret Heiberg. Han vilde kun modtage Stillingen, saafremt Fru 422 Heiberg billigede det. Brevet er meddelt af A. D. J. i Et Liv. 1. Udg. IV, 368-70 og af Neiiendam i Breve Skuesp. II, 33 f. Men dette Brev, hvori han frabad sig "alle yderligere Insinuationer", blev hans Bane som Skuespiller, idet det gav Anledning til en Række Tumulter, der samme Aften indlededes i Hofteatret. Man yndede ikke den Sikkerhed, som ikke bad om Skaansel. Publikum, især en Del Unge, ansaa det for skyldigt Galanteri at tage Parti for den bortdragende Fru Heiberg, og efter at en Udpibning 13/12 1857 yderligere havde krænket den forfængelige Høedt, tog han sin Afsked og optraadte aldrig siden. Sml. Var. til III 58, 20-22 og 109, 28. I Kbh. flyv. Post 3/11 1857 rykkede Heiberg frem med et hvast Svar til Berl. Tid., der (31/10 1857) havde tillagt Fru Heiberg andre Motiver for Bortgangen end Christensens og Høedts Magtovertagelse, deriblandt utilstrækkelig Anerkendelse fra Publikums Side. Herimod protesterede Heiberg indigneret; han havde ønsket at være tavs, men fandt dog disse "Spyfluer" for nærgaaende. "De sande Motiver til Fru Heibergs Fratrædelse ere neppe saa ubekjendte, at det gaaer an at binde Publikum sine egne frække Opdigtelser paa Ærmet".

48, L.14. følgende Skrivelse: Halls Skrivelse findes i Fru Heib. Ark. Fru Heibergs Svarr, skrevet med Heibergs Haand, findes i Kultusmin, Sekretariatssager vedr. Kunstanstalterne, Brevnr. 1483, 1857. Koncepten, ligeledes skrevet af Heiberg, i Fru Heib. Ark.

50, L.2. Partistridigheder og Demonstrationer: Sml. Note til III, 47, 27. - L.31. den ene Pièce... efter den anden: 1) "Fru Heiberg contra Høedt" af demens [Cl. Petersen] (1857). 2) "Hvad er Hovedspørgsmaalet?" af H. S. [Herman Sibbern] (1857). 3) "Til den danske Rigsdag om Nationaltheatret'' (1858). 4) "Theaterkrisen og Journalisterne", Aristophansk Komedie i 2 Akter af Persiflex [F. W. J. Wille] (1858). Indholdet af disse Pjecer er ikke værdifuldt. - L.35. Juristen og Politikeren Andreas Frederik Krieger (1817 -93), Fru Heibergs Ven paa de ældre Dage. Brevet fra ham, hvorpaa hun har skrevet "17 Novb.", findes i hendes Ark.

51, L.29. min Afsked: Ved kgl. Resol. af 3/3 1858 (Min. Skr. af 10/3 s. A.) fik Fru Heiberg Afsked med en Pension paa 1448 Rdl., 6 ß. Skrivelsen findes i Fru Heib. Ark. - L.35-52,17. Fru Halls Brev findes i Fru Heib. Ark.

52, L.18. dette "Dagblad": Redaktør Billes Artikel "Fru Heibergs Bortgang fra det kgl. Theater" findes i Dagbl. 6/3 1858 og er optrykt i Tyve Aars Journalistik II (1876), 332-36 og i Overskou VI, 463-67. Han kaldte hendes Afgang "en Begivenhed, der ikke blot vil gjøre Epoke i Theaterhistorien, men som maa faae Indflydelse paa den danske dramatiske Literatur og paa Folkets kunstneriske Opdragelse i det Hele taget.... Naar en Konge kaldes bort, kan Folket vel sørge, men det trøster sig med, at "Kongen er død, leve Kongen!" Men naar et stort Geni forlader den Nation, i og for hvem det har levet og arbeidet, da opstaaer der en Tomhed, som maaskee først efter Aartier eller Aarhundreder, maaskee aldrig atter udfyldes". - L.22. Jeg skrev til Fru Hall: Fru Heibergs Brev til Fru Hall er ikke fundet, ej heller en Koncept dertil. Mange Rettelser i Fru Heibergs Gengivelse deraf i IVA samt det, at 423 hun benytter sin egen Ortografi, tyder paa, at der ikke foreligger noget ordret Citat, men en fri Gengivelse efter Hukommelsen. Forskellige Smaaændringer og Rettelser i Ortografien, som Frk. Verdelin har foretaget ved Afskrivningen i IVB, viser, at heller ikke hun har opfattet Gengivelsen soni et Citat. - L.37. et Ord af en ungarsk Statsmand: Citatet er ikke fundet, men iflg. H. Høffding: Den nyere Filosofis Hist. 2. Udg. I (1904), 105 har den italienske Filosof Giordano Bruno sagt lign. Ord.

53, L.17. følgende Farvel: Fru Heibergs Farvel findes paa et trykt Blad i IVB; sml. f.Eks. Berl. Tid. 15/3 1858.

55, L.19-28. følgende Brev: Collins Brev findes i IVA. - L.35. Det lød saaledes: Digtet blev først trykt i Fædrel. 13/4 1858. Fru Heiberg, A. D. J. og N. Bøgh mente, at det skyldtes Chr. Winther, men ved Udgivelsen af "Et Liv" vedkendte Julius Lange sig Forfatterskabet under Betegnelsen, at det "hidrørte fra en ganske grøn Dilettant". Sml. P. Købke: Breve fra Julius Lange (1902), 289f. N.Bøgh: Chr. Winther III (1901), 141. A. D. J.: Breve (1939), Note til Brev Nr. 263 S. 467.

56, L.38. Etatsraad C. Hauch: Digteren Hauch. Fra Juni 1857 og Aaret ud var H. Christensen Enedirektør, men denne Ordning lod sig ikke opretholde i Længden, og fra 1/1 1858 blev Hauch 1. Medlem af Bestyrelsen; han skulde "drage Omsorg specielt for de artistiske Anliggender". Hauch troede, en naiv Digtersjæl som han var, at han kunde holde "Poesien oppe i den Sphære, hvor den endnu med levende Røst kan tale til og ikke blot paa Prent udsendes imellem Folk". Men allerede i Maj 1858 skrev han til Ingemann om "Intrigens store Edderkop, der neppe nogensinde vilde aflade at spinde sit Net bag Coulisserne". Og i Sept. var han klar over, at han "neppe holdt længere ud end denne Saison". Hans Tilværelse var "en Kamp paa Liv og Død'" mellem Direktionen og dens mangfoldige Fjender. I Maj 1859, kort før han fik Afsked, forstod han, at han ikke havde noget Kald til at være Teaterdirektør, og haabede, han "med Guds Hjelp at kunne befrie mig for denne Embedsstilling, der meget nær hører til de Værste i Landet". Sml.: Hauch og Ingemann. En Brevveksling, udg. af M.Hatting (1933), 121-30.

57, L.1. Overskou... fjernet: Sml. Note til III, 23, 7. - L.23. I "Fædrelandet": Hele Efteraaret 1857 angreb Fædrel. Direktør Christensen - "en udenfor den literaire Verden staaende Secretair (Skriver)" - f. Eks. 8/10 og 20/10-21/10, da Fru Heibergs Afsked var officiel. Angrebene fortsattes efter Hauchs Udnævnelse, f. Eks. 17/9 1858. Christensen mente, at Kritiken var en personlig Hævn, fordi han havde nægtet Bladets Anmelder, Magister Clemens Petersen, Adgang til at gaa paa Teatret som Elev uden at deltage i Arbejdet. Sml. Det kgl. Theater 1852-59, 273. - L.41-58,2. Om de nævnte Tilbud fra Stockholm og München har intet nærmere kunnet oplyses.

58, L.11. Er. Høedts Strid med Heiberg: Sml. II, 270-276 og Noter. Medens Dorph var Chef, frabad Høedt sig gentagne Gange at spille Richard III. - L.21. den Medfart, han led paa Scenen: Sml. Note til III, 47, 27. - L.25. Sceneinstructeur: Høedt ønskede ingen Udnævnelse i denne Stilling, men 424 tilbød at assistere Direktionen vederlagsfrit. Saaledes virkede han Sæsonen 1858 -59, i hvilken hans Instruktion indadtil og udadtil vandt saa stor Paaskønnelse, at Direktionen ønskede ham optaget som dens tredie Medlem. Ministerskiftet i Maj 1859 og Direktionens Fald hindrede hans Udnævnelse, men som Anerkendelse for "de Tjenester, han havde vist Theatret", modtog han s. A. Professortitlen. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 302-08. 10/8 1859 fik Høedt kgl. Udnævnelse med 1000 Rdl. i Gage, medens hans Indtægt som Skuespiller blev inddraget, saalænge han ikke optraadte. Sml. Kultusmin. Forestillinger 1859 (R. A.). - L.27. "Hr. Høedts nye Skole": Fru Heibergs Kritik af Høedts reformatoriske Indsats er en Videreførelse af Overskous Bedømmelse i VI, 525-29 og et Svar paa Edv. Brandes' stærke Anerkendelse af Høedt i Det nittende Aarh., April 1875 (sml. Var. til III, 58, 27). demens Petersen behandlede Emnet i Fædrel. 31/10 1857. Af Fru Heibergs Breve til Krieger (II, 249 f.) fremgaar hendes Vrede over den Værdsættelse, Høedt var Genstand for fra Brandes' Side.

59, L.7. Høedt i 1851 som ung Student: Høedt var 31 Aar ved sin Debut i 1851 og var allerede 16 Aar gl. blevet Student, altsaa 15 Aar forud. - L.34. Romantikens Forbereder kgl. Skuespiller Michael Rosing (1756-1818) og den sceniske Pædagog, kgl. Skuespiller Frederik Schwarz (1753-1838) var begge Modstandere af Kotzebues Modeskuespil, fordi de havde "en meget skadelig Virkning paa Aktionens Sandhed og rette Aand". Sml. Biogr. Leks. XXI, 459.

60, L.3. en ny national... Digtning: Digterne Johannes Ewald (1743- 81), Johan Herman Wessel (1742-85), Thomas Thaarup (1749-1821), P. A. Heiberg. - L.7. Den tyske Skuespiller og Forfatter A. W. Iffland (1759- 1814). - Den tyske Dramatiker A. F. F. v. Kotzebue (1761-1819). - L.27. Rollen blev overdraget til en comisk Skuespiller: Ved Førsteopførelsen i 1808 spilledes Hakon Jarl af Frydendahl. - L.32. i Flensborg: Dr. med. Ryge var 1807-13 Fysikus i Flensborg. Hans litterære Smag var dog i Begyndelsen knyttet til Værker af Iffland, Kotzebue og Sander, og Hakon Jarl fandtes ikke mellem de Roller, i hvilke han ønskede at prøves for Direktionen. Det var først gennem Paavirkning af Rahbek, at han forstod, at han skulde bygge sin Fremtid paa Værker af Oehlenschläger. Han blev ogsaa en navnkundig Holbergfremstiller. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker. (1931), 25-36.

61, L.29. Goethe: Se II, 274, 31 og Note. - L.32. Nielsen og Fru Nielsen: N. P. Nielsen debuterede 1820, hans Hustru Aaret efter, medens Ryge tilhørte Teatret fra 1813. - L.39. de hule, forcerede Dramaer: Det lykkedes ikke Oehlenschläger, men først Scribe, at fortrænge Kotzebue fra Repertoiret.

62, L.4. "Vi, vi, vi -": Citat fra Sangen "Held Held Held os!" Kong Salomon og Jørgen Hattemager, 21. Sc. - L.18. mageløse Vaudevilleelskende: I Heibergs første Vaudeville "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" og i "Recensenten og Dyret" kreerede Anna Nielsen (da Madame Wexschall) og N. P. Nielsen Elskerparret. - L.26. De... Scribeske 425 Comedier: I 1824 opførtes det første Skuespil af Scribe, "Valerie". Sml. I, 136, 22 med Note. - L.38. gifte Damer fandt det uforeneligt: I sit Forspil til "Holbergs Jubelfest" i 1822 lod Oehlenschläger en Frue fra Bourgeoisiet udtale denne Mening om Holberg, at han var

"plump, uartig, grov! Han passer sig
Ei meer for vore Tider. Unge Piger
Kan ikke see hans Løier uden Rødmen;
Selv gifte Koner maae slaae Øiet ned".

Sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Sekularfest i 1822. Holberg Aarbog 1921, 239 f.

63, L.5. Barselkonen: Naar denne Rolle i "Barselstuen" oprindelig blev spillet af en Mand, skyldtes det Teatrets Mangel paa Damer. Derved skabtes en daarlig Tradition, som først blev brudt i 1801; siden 1827 er Rollen altid blevet udført af en Skuespillerinde. - L.8. Molière: I 1827 opførtes "Tartuffe", i 1845 "Den adelsgale Borger" og Aaret efter "Fruentimmerskolen". Fra 1841 var "Scapins Skalkestykker" en fast Bestanddel af Repertoiret, og i 1849 blev "Den indbildt Syge" genoptaget. - enkelte Shakespeareske Tragedier: "Hamlet" genoptoges 1826 og 1851 samtidig med "Kong Lear"; "Romeo og Julie" blev opført 1828 og 1845; "Macbeth" holdtes med store Mellemrum paa Repertoiret fra 1817 til 1860. - L.9. flere af de berømteste engelske Lystspil: "Bagtalelsens Skole" af Sheridan og "Fejltagelserne" af Goldsmith tilhørte med Afbrydelser Repertoiret fra 1784-85. - L.19. paa Faa nær: Dr. Ryge døde i 1842, Henriette Jørgensen forlod Teatret 1845, og C. M. Foersom døde i 1850. - L.22. det er af os, han har lært at spille Comedie: I en fortrinlig Karakteristik af" Høedt som Skuespiller skrev Clemens Petersen i Fædrel. 31/10 1857: "Vil man nu bestemme Forholdet mellem denne saakaldte nye og gamle Skole, saa maa man i det mindste først betænke, at Hr. Høedt som Skuespiller er Elev af Fru Heiberg og Hr. Phister. Sin Methode har han lært af dem; en Mængde ikke blot Sjælsbevægelser, men endogsaa Organbevægelser, Overgange, har han udbyttet fra dem, men han copierer ikke, han forarbeider dem til at være hans egen Eiendom, og det er derfor ingen Dadel, men en Roes for ham. Retningen er den samme, men grellere, thi der er mindre Skuespillerevner hos ham end hos de to andre". Clemens Petersen bestred ikke Høedts Fortjenester i Retning af det naturlige, men medens Fru Heiberg stadig forbavsede Publikum med nye Billeder, var Høedt bestandig sig selv; hans Mangel laa altsaa i Fantasien, men "han hyler ikke, brøler ikke, hans Declamation er aldrig denne følesløse og forstaaelsesløse Klingren med Organet; han er aldeles fri for den Svulst og Affectation, den blødsødne, kraft- og charakterløse Mildhed, der betegner den oehlenschlägerske Periodes Efternølere og Carrikaturer." - L.40. Hvor ere nu alle disse henne?: Fru Heiberg undervurderer her Høedts Betydning. Allerede før han blev Skuespiller, paavirkede han i det Nielsenske Hjem de unge, for Eks. Julie Rosenkilde (senere Fru Sødring), der beundrede hans Evne til at 426 redegøre for Replikens sjælelige Motivering og Figurernes Karakteristik. Siden prægede hans Instruktion andre Talenter for Livet, for Eks. Fru Eckardt, hvis Spil gennem ham blev en Kopi af Fru Heibergs Verdensdamer, og især Fru Hennings, som han forberedte til en Gennembrudsdebut (Agnès i "Fruentimmerskolen"), og som gjorde ham mest og længst Ære. Sml. Neiiendam: Michael Wiehe og Frederik Høedt. (1920), 72-75; 84-87.

64, L.11. "Selv Guderne -": Citat fra Schillers: Jungfrau von Orleans 3. Akt, 6. Sc.: "Mit der Dummheit kämpfen Götter selbst vergebens." - L.28-65,21. Citatet er fra "Hamlet" 3. Akt, 2. Sc. Fru Heiberg har benyttet P. Foersoms Oversættelse og udeladt de Medspillendes Repliker.

65, L.29. Ja, det er gammelt, Eders Naade!: Citat fra "Hamlet" 1. Akt, 2. Sc. - L.38. Heiberg... havde ikke Evne til at forstaa den store Shakespeare: Det var Heibergs Udtalelse om, at Melpomenes Dolk i "Richard III" var forvandlet til en Slagterkniv (sml. Pros. VII, 395), og hans Opfattelse af Macbeth som en Ole Kollerød, der betingede Høedts Tvivl om, at han kunde forstaa Shakespeare. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 66; 74; Note til II, 107, 4.

66, L.8. G.H.Lewes (1817-78): Goethes Levnet og Værker, oversat af Anna W. Horn (1874), 521. - L.11. "Hvem er du onde Aand -": Citat fra "Romeo og Julie" 3. Akt, 2. Sc. i P. Foersoms Oversættelse: "Hvo est Du, onde Aand, som saa mig martrer?" - L.14. Den franske Kritiker Hippolyte A.Taine (1828-93); se f.Ex. hans: Historie de la littérature anglaise. II (1866), 164. - L.24. Striden om Macbeth: Sml. Heib. Pros. VII, 3-23. - L.25. Ole Kollerød: Bekendt Tyv og Morder, der henrettedes 1840, 38 Aar gl. Pressen beskæftigede sig meget med hans Person, og han har selv skrevet sin Levnedshistorie. Sml. Criminelsager VI, ved F. M. Lange. (1841), 495- 550. - L.35 "Du sprichst -": Citat fra Goethe: "Iphigenie auf Tauris" 1. Akt, 3. Sc. (Goethe IX. 50).

67, L.18. Kong Lears Stemme: "Kong Lear", 3. Akt, 2. Sc. - L.22. "sønderrive Trommehinden -": Omskrivning af Hamlets Ord til Skuespillerne; sml. III, 64, 37 og Note.

68, L.3. Wiehe... havde inden 1851 naaet Toppunktet: Denne Paastand er ikke overensstemmende med de faktiske Forhold. Nogle af Wiehes ypperste Karakterfremstillinger blev først skabt senere for Eks. Kejser Caligula i "Fægteren fra Ravenna" og Sortebroder Knud i "Axel og Valborg". Ogsaa Tadeo i "Den Yngste" og Mortimer i "Maria Stuart" udførte han først efter 1851. Om Forskellen mellem Wiehes og Fru Heibergs Spil sml. Nat. Tid. 7/12 1892 M. - L.15. en fortrinlig illustreret Oplæsning: Om Høedts Spil som Hamlet sml. II, 251 f. og Noter. - L.33. er skrevet saa meget om Sandhed og Natur i Kunsten: For Eks. af Clemens Petersen i Fædrel. 31/10 1857. Han bestemmer her Høedts Indsats som "en Reaction mod den oehlenschlägerske Skoles Carrikatur". - L.34. to verdensberømte Malerier: "Den sixtinske Madonna" malet af Italieneren Raphael (1483-1520) og et andet Madonnabillede malet af Tyskeren Holbein (den Yngre) (1497-1543).

427

69, L.17. Den schweiziske Digter J. Gaspar Lavater (1741-1801). Citatet er ikke fundet. - L.29. "En saadan Judas", siger han: Sml. Lavater: Anmerkungen zu einer Abhandlung über Physiognymik. (1778). 18-20.

70, L.19. "Das hoben wir -": Citatet er ikke fundet. - L.20-24. Citatet er fra "Dichtung und Wahrheit", 11. Bog (Goethe. XIX, 51). - L.25. Hr. Høedts... Anklageskrift mod Heiberg: Høedts Skrivelse af 4/3 1853 til Simony, ikke til Hall. Sml. Note til II, 270, 16-272, 13. Fru Heibergs Citater deraf er meget frie, og Udhævelserne skyldes hende. Sml. III 58, 27 og Note.

71, L.20. Ønsket om at spille: De Stykker, Høedt ønskede opført, havde tidligere tilhørt Repertoiret. Lessings Tragedie "Emilie Galotti" var senest opført 1837; Beaumarchais' Komedie "Figaros Giftermaal" gaves sidst 1846; Picards Komedie "De lystige Passagerer" udgik af Spillelisten 1833 og Scribes Lystspil "Gesandten" i 1834. Høedt havde besøgt Teatret fra sine Drengeaar og kendt disse Skuespil derfra. - L.30. (Høedt) har anvendt Aar: Høedt skrev ikke, at han havde anvendt Aar paa at indstudere de nævnte Roller, men lod forstaa, at han havde brugt "et Aarstid" til at indstudere Richard III. - L.34. ikke et eneste af de Løfter blev indfriet: Grunden hertil var den, at Oppositionen mod Heiberg ved Anna Nielsens Død mistede sin kvindelige Hovedkraft. Uden hende kunde det planlagte Repertoire ikke gennemføres. Sml. Note til III, 18, 2. - L.40. sin Skrivelse til Ministeriet: Fru Heibergs Citater af Høedts Brev er ogsaa her meget frie, og Udhævelserne skyldes hende.

72, L.11. "Min Lykkestjerne": Lystspil i 1 Akt af Scribe (Mon étoile), oversat af Glückstad; opf. 1. Gang 24/10 1854, medens Heiberg endnu var Direktør. Han og ikke Høedt havde altsaa i dette Tilfælde Ansvaret. Det var Paimpols Rolle heri, Høedt spillede under Udpibningen, da han optraadte sidste Gang 13/12 1857. - "Salomon de Caus": Dram. Digtning i 4 Akter af A. Munch; opf. 1. Gang 19/12 1856. Høedt spillede heri Titelrollen. - "Thyre Boløxe og Herremanden", romantisk Lystspil i 5 Akter af Thiele; opf. 1. Gang 14/3 1857. Høedt spillede heri Hendrik Skytte. - L.28. decorerede med Ridderkorset: Sml. Note til II, 262, 5 og Var. til II, 250, 10.

73, L.11. han er formuende: Høedts Formue, som skyldtes hans Faders Initiativ og Forretningsdygtighed, udgjorde ca. 200,000 Kr., og for en Del heraf blev ved Moderens Død i 1887 oprettet et Legat under Kbh.s Magistrats Bestyrelse. Scenekunstnere er ikke betænkt deri. - L.31. hans faa Fremstillinger: Høedt udførte dog 31 Roller i sine seks Teateraar, altsaa ca. 5 pr. Sæson.

74, L.4-5. "Det er ikke sømmeligt -": Det er ikke lykkedes at finde dette Citat, som maaske er en Omskrivning af Plougs skarpe Angreb paa Høedt i Anledning af hans Pjece "Det kgl. Theater og Commissionen" i Fædrel., særlig 21/12 1868. - L.9. Theaterchefsposten havde han ikke "Mod" til at overtage: Kultusminister Fischer tilbød i 1876 Høedt Teatrets Ledelse, men da han ikke kunde faa Statens aarlige Tilskud, som da var fikseret til 428 60,000 Kr., væsentligt forhøjet, afslog han Tilbudet, hvorefter Oberst Fallesen blev udnævnt. Sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie II (1922), 45 ff. - L.15. de saakaldte realistiske Skuespil: Henrik Ibsens Værker indførtes 1870 paa Det kgl. Teater med "De Unges Forbund", der efter Ledelsens Mening, som "politisk Satire havde en Værdi, det manglede i æstetisk Henseende". Fru Heiberg mente, at dets Brod kunde rettes mod Partiet Venstre, der da stod foran sin Samling. Sml. Neiiendam, 140 f. 1871 opførtes "Kongsemnerne", og derefter fulgte Ibsens øvrige Værker Slag i Slag - ogsaa "Hærmændene paa Helgeland", som Heiberg havde kasseret. Fru Heiberg iscenesatte de to førstnævnte Skuespil.

75, L.12. Goethe siger: Se Note til III, 70, 20. Udhævelsen skyldes Fru Heiberg. - L.21. "De nyere realistiske, sande Tidsdramaer": Fru Heiberg tænker formentlig her paa Augiers to Skuespil "Gabrielle", opført 1875, og "Giboyers Søn", opført 1876, maaske ogsaa paa Victorien Sardous "Ferréol", opført 1877. I "Giboyers Søn" saa hun kun "uanstændige Qvinder, bedragne Ægtemænd, Politik, Adel, Borgerskab, ædle, hule Følelser, falsk Moral, som Publikum tager for ægte".... "Det mærkeligste ved disse nyere franske Stykker er, at vi ved Siden af det raa og uskjønne atter kommer ind paa den Sentimentalitet fra Kotzebues og Ifflands Tid, thi Forfatteren kræver ikke alene, at vi skal taale og interessere os for en saadan Kjeltring som Hovedfiguren i Stykket, nei, vi skal røres og fælde Taarer over dette forvorpne Bæst". Da hun i 1880 gensaa "Recensenten og Dyret", som opførtes kort efter "Et Dukkehjem", følte hun det som paany at "drikke af Glædens Kilde ovenpaa al den triste psycologiske Viisdom, som de nyere Dramaer har fyldt os med"; se Krieger II, 262ff.; 328. - L.30. ja, vove endog at optræde halvdrukne: Fru Heiberg tænker her formentlig paa Kristian Mantzius og Wilhelm Wiehe, der stimulerede sig, naar de skulde optræde. - L.34. En ung Skuespillerinde: Bladene fortalte, at den unge Sarah Bernhardt gjorde den Art Naturstudier, hvad iøvrigt Fru Heiberg i sine unge Dage ogsaa havde indladt sig paa ved at besøge Døvstummeinstitutet, da hun skulde spille Fenella i "Den Stumme i Portici". Sml. Neiiendam, 14.

76, L.1. "Theatergulvet...": Sml. II, 355, 1 m. Note. - L.3. det Hæslige i Dødskampen vises: Da Fru Heiberg i 1880 saa den italienske Tragedienne Ristori som Dronning Elisabeth, hørte Dr. Schandorph hende udbryde: "Hvor er det raat!" (Politiken 25/12 1890); sml. Neiiendam, 139, - L.39. Kongerækken i Macbeths Syn: "Macbeth", 4. Akt, 1. Sc.

77, L.13. Bonderup: J. Th. Suhr havde i 1853 købt Bonderupgaard i Tosted Sogn nord for Ringsted; Godset gik efter hans Død over til den Suhrske Stiftelse (sml. C. Nyrop: Det Suhrske Hus i Kbh. (1899), 128, 156). - L.20. Arkitekt, Professor Ferdinand Meldahl (1827-1908). Om hans Arbejde paa Bonderupgaard, der fuldførtes kort før Suhrs Død, sml. Helga Stemann: F.Meldahl og hans Venner II (1927), 226-30.

78, L.1. Geheimeraad Bang: Eksekutoren i Suhrs Bo, Justitiarius i Højesteret P. G. Bang var 1856 afgaaet som Konsejlspræsident. I Modsætning til 429 Fru Heibergs Meddelelse fortæller C. Nyrop, at der intet fandtes i Suhrs Testamente om hendes Ret til at disponere over Bonderup som Sommerbolig. Sml. Det Suhrske Hus. (1899), 154. - L.14. en Del af sine Venner: Foruden til Fru Heiberg, hvem Suhr testamenterede 400 Rdl. aarlig, der skulde forhøjes til 600 Rdl., hvis hun forlod Teatret, havde han fastsat Legater til Familierne P. G. Bang, Tscherning, Bræstrup og Bluhme. Sml. C.Nyrop: Det Suhrske Hus. (1899), 153 f. - L.24. en Ven: Sandsynligvis Ole B. Suhr. - Gartneren Ole: Sml. III, 111, 20 og Note. - L.29. mit Portrait: Maleren Wilhelm Marstrand fuldendte 1859 sit monumentale Portræt af Fru Heiberg. To Studier til Billedet er gengivet i Karl Madsen: Wilhelm Marstrand. (1905), 331 f. Kjolen blev efter Fru Heibergs Ønske efter Marstrands Død forlænget med et Slæb, malet af Carl Bloch (se smst., 334).

79, L.11. de dybe, ufrivillige Suk: Helena Nyblom, f. Roed, fortæller i "Livsminder" (1923), 173, at "baade Bissen og Marstrand led ved at portrætere Fru Heiberg, da hun selv vilde bestemme, hvordan Kunstværket skulde være". Foran det færdige Billede sagde Marstrand: "Det har jeg ikke malet, det har Fru Heiberg selv gjort". H. V. Bissen skrev 22/5 1860: "Jeg staar paa Springet til Heiberg's paa Christianshavn, hvor jeg modellerer hendes Buste; det er et drøjt Arbejde, kan Du tro!" (se Oscar Bloch: H. V. Bissen (1929), 200 ff. - L.26. Marstrands Hustru: 1850 blev Marstrand g. m. Margrethe Christine Weidemann (1824-67). - L.35. en anonym Beundrer: Sandsynligvis Kaptajn, Brygger J. C. Jacobsen.

80, L.10. det kongelige Billedgalleri: Den kgl. Malerisamling (nu Statens Museum for Kunst) var fra 1824 til Slotsbranden 1884 til Huse i Kronprinsens Etage paa Christiansborg. Det lykkedes ved Branden at redde Marstrands Billede af Fru Heiberg uden Ramme, og paa Foranledning af Kaptajn J. C. Jacobsen indgik det i det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Det kgl. Teater ejer en Kopi, malet af Fr. Henningsen. - L.14-27. Marstrands Brev findes i IVA. - L.28. Foraarsudstilling paa Charlottenborg: Her udstilledes Marstrands Portræt af Fru Heiberg i 1859. Da Paludan-Müller saa det, udbrød han: "De seer jo ud - som De staaer ved dette Vindue, - som om Heiberg laa knust udenfor det". Sml. Karl Madsen: Wilhelm Marstrand. (1905), 332.

81, L.12. en skammelig Uret: Fru Heiberg har selv fortalt om den Sindsstemning, hun var i, da Marstrand malede hende: "Den Uret, der var viist imod Heiberg, den Intrige af den laveste Art, fremtvungen ved et Par intrigante Skuespilleres Fordringer, og som fik Medhold i en Del af Pressen og støttedes af Cultusministeren, der endte med, at Heiberg indgav sin Ansøgning om Afsked, denne Uret mod ham var aldrig ude af mine Tanker...". Se Heib. Hjem, 415. - L.23. en af Halls Venner: Juristen, Professor F. C. Bornemann (1810-61), der ogsaa var venskabeligt knyttet til Ægteparret Heiberg; sml. Heib. Hjem, 415. Krieger I, 52-55. - L.31. en stor Lithographi: Det kendte Litografi efter Marstrands Billede udgaves 1859 af Tegners og Kittendorffs Institut. Maleren bad Ploug om et Vers til Litografiet, 430 men de fire Linier, han skrev, blev ikke anvendt, da Ploug ikke var tilfreds med dem. Sml. Karl Madsen: Wilhelm Marstrand. (1905), 334. - L.32- 82, 5. Marstrands Brev findes i Fru Heib. Ark.

82, L.38. hans intime Ven: Landskabsmaleren P. C. Skovgaard.

83, L.13. Pennetegning: Tegningen, der forestiller H. P. Holst, Georg Carstensen og Bournonville, var udstillet paa Kunstforeningens Marstrand-Udstilling (1898) og opført i Kataloget, 63: "Kunstens Triumvirat eller Projekt til et nyt Monument for Nutidens Gratier, bestemt til at oprejses paa Vandkunsten". Sml. N.Bøgh: Chr.Winther II (1900), 206: "Det var - efter Sigende - ikke uden Foranledning fra Winthers Side, naar noget senere hen i Tiden Marstrand tegnede et Monument, der skulde opstilles paa Loppetorvet (Vandkunsten), og paa hvis Top H. P. Holst, Carstensen og Bournonville dannede en Gruppe". - L.21. Fri Gengivelse af Citat fra "Seer jer i Speil", 10. Sc.:

Ifald Hr. Lieut'nanten det kunde see,
Gud veed, om han fik Lyst at græde eller lee.
(Heib. Poet. XI, 97).

L.33. Han dyrkede selv Musiken: Marstrand havde som ung spillet Violin eller Violoncel, og en Aften om Ugen i sit Hjem dyrkede han Kammermusiken, trods ringe Dygtighed. Sml. Karl Madsen: Wilhelm Marstrand. (1905), 351 f. - L.36. Theatrets nye Opera-Instructeur: 10/11 1857 approberede Ministeriet Direktionens Indstilling om, at Bournonville overtog Instruktionen for Operaen og Syngestykket. Fru Heibergs Bitterhed mod ham og denne Del af hans Arbejde maa ses paa Baggrund af, at han forlod Teatret under Heiberg og kom tilbage under H. Christensen. - L.37. "Don Juan", Opera i 2 Akter af Mozart; Tekst af da Ponte, oversat af Abrahams; opf. 1. Gang 5/5 1806 og hørte især fra 1839, da Christian Hansen havde overtaget Titelrollen, til Teatrets løbende Repertoire. Kommandantens Tilsynekomst har paa fremmede og danske Scener ofte været Genstand for Ændringer i Sceneinstruktionen.

84, L.1-5. at lade Commandanten: "Don Juan" 2. Akt, 11. Sc.; Don Juans sidste... Gjæstebud: smst. 12. Sc. - L.33. En tragisk Skjæbne: Marstrand fik et apoplektisk Slag 16/10 1871.

85, L.13. Monrad blev 6/5 1859 Kultusminister. Fra sin Virksomhed i Ministeriet kendte han Direktionen Hauch-Christensen, men nærede ikke Halls Tillid til den. En af hans første Handlinger var at meddele H. Christensen, at han straks maatte fratræde som Ministersekretær, da denne Stilling var uforenelig med Teaterdirektørposten. Uanmeldt gik han dernæst en Aften ned paa Teaterkontoret og reviderede Kasse- og Regnskabsbøger, men fandt intet at bemærke. Sml. H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 309. - L.16. vor forrige Bolig i Brogade Nr. 3: Se I, 148, 14 og Note. - L.29. Vi ønske Alle at faa Dem tilbage: A. D. J. har i Et Liv, 1. Udg. IV, 372 f. meddelt Breve fra Monrad vedrørende Fru Heibergs Tilbagekomst til Teatret.

431

86, L.7. Han... maa afskediges: If. kgl. Res. af 17/6 1859 blev Hauch og H. Christensen afskediget, idet den førstnævnte udnævntes til Konferensraad, og den anden fik Ridderkorset. Efter Heibergs Død n. A. blev Hauch hans Efterfølger som Censor, medens Christensen modtog Embedet som Borgmester, Byfoged og Byskriver i Hobro. I 1872 skrev Monrad til ham: "Jeg handlede efter bedste Overbeviisning, da jeg fjærnede Dem fra en Stilling, som De havde faaet kjær.... Jeg maa imidlertid indrømme, at efter vore Forhold var min Behandling af Dem noget haard, og naar jeg har tænkt paa hine gamle Dage, har jeg i Forholdet til Dem staaet som den, hvem der var Noget at tilgive." Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 316. - L.14. Hvad HT. Høedt angaar: Direktionen Hauch-Christensen havde forinden Ministerskiftet gjort Indstilling om Høedts Optagelse i Direktionen, og Hall anbefalede denne Ordning til sin Efterfølger. Men Monrad gennemførte ikke Forslaget, da det vilde have umuliggjort Fru Heibergs Tilbagekomst. Sml. Note til III, 58, 25; H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 309 f. - L.25. deres Afmagt: Teatret ejede efter Fru Nielsens Død og Fru Heibergs Afgang ingen Førsteskuespillerinde.

87, L.22. Overskou i sin Theaterhistorie: Meddelelsen findes i Overskou VII, 2.

88, L.23. Geheimeraad Frederik Ferdinand v. Tillisch (1801-89) havde været Stiftamtmand, Kabinetssekretær, slesvigsk Minister og Indenrigsminister og var, da han 17/6 1859 blev Teaterchef, Medlem af Folketinget. Han var kendt som en dygtig Administrator, men havde ikke beskæftiget sig med Litteratur og Kunst. Egentlig betød Udnævnelsen, at man gik tilbage til det før den fri Forfatning gældende System, at have en højtstaaende Hofembedsmand og Ekscellence i Spidsen for Teatret.

89, L.8. 23/7 1859 blev Berner kgl. udnævnt i sin tidligere Stilling som Teatersekretær og Regissør for Skuespillet og Operaen. Samtidig beholdt han sin Plads som Fuldmægtig i Kasserer- og Ekspeditionskontoret. Hans samlede Gage var 1400 Rdl. Da Arbejdet nødte ham til at tilbringe hele Dagen til sildig Aften paa Teatret, fik han n. A. 100 Rdl. i Tillæg for sin "Flid, Orden og Nidkjærhed". (Kultusmin. Forestillinger 1859-60). Sml. Note til III, 19, 19. - L.37. Heiberg... blev meget syg: Det var det første Udslag af Heibergs Sygdom, Mavekræft, hvoraf han Aaret efter døde.

90, L.29-91, L.34. Skrivelsen findes i Fru Heib. Ark.

91, L.37. jeg vilde atter optage min Virksomhed: Paa Teatrets Vegne blev Kontrakten (T. Mus.) underskrevet af Tillisch. Den sikrede Fru Heiberg 800 Rdl. og Feu af 1. Kl. (i den første Sæson 233 Rdl.). Indtægten havde ingen Indflydelse paa hendes Pension, som beløb sig til 1448 Rdl. Sml. Note til III, 51, 29. Kontrakten kunde fra Fru Heibergs Side opsiges med 14 Dages Varsel ved en Sæsons Begyndelse.

92, L.3. "Bagtalelsens Skole", se I, 182, 7. - L.32. "Macbeth", Tragedie i 5 Akter af Shakespeare, o vers. efter Schillers Bearbejdelse, af Foersom, Musiken af Weyse; opf. 1. Gang 15/11 1817. Lady Macbeth var sidst udført af 432 Anna Nielsen. - "Maria Stuart", Tragedie i 5 Akter af Schiller, overs. af Rahbek (og senere af S. Beyer); opf. 1. Gang 10/4 1817; Titelrollen var sidst udført af Anna Nielsen.

93, L.31. Saisonen aabnedes: 1/9 1859.

94, L.5. (Sille Beyers) Bearbeidelser: Sml. II, 148, 4, II, 175, 10 og II, 215, 23 og Noterne dertil. - L.12. Madam Gram: Da Madam Grams Mand, Johan Frederik Gram, var Teatrets Portner, havde Ægteparret Bolig i Komediehuset. Datteren, Ane Marie Gram, var Korsangerinde og udførte bl. a. Lady Teazles Pige i "Bagtalelsens Skole". (Folketællingslisten 1860. R. A.). Sml. III, 109-110. - L.30-38. Berners Billet, uden Aarsangivelse, findes i Fru Heib. Ark. - L.32. Blomster og Laurbærkranse: Blomsterhandlerne averterede "Udvalg af smukke Bouquetter til Fru Heibergs Gjenoptræden" (T.Mus.). Et Scenebillede, det første autentiske, den illustrerede Presse bragte, er gengivet i III. Tid. 9/10 1859 (sml. Et Liv III, 96), hvor det fortælles, at man aldrig havde set Mage til den Blomsterregn, Fru Heiberg var Genstand for. Bladet gentager, hvad nylig var skrevet om Skuespillerinden Mademoiselle Déjazet, at hun "besejrer sin Alder, og at Tiden standser med Ærbødighed ligeoverfor denne uforgjængelige Ungdom".

95, L.3. til Trods for Forbudet: II. Teaterregulativet var og er Fremkaldelser ikke tilladt uden Chefens specielle Tilladelse. - L.12. Collins Directorat: Jonas Collin fratraadte som Direktør 23/7 1849. - L.19. tilbudt hans Kone: Lady Macbeths Rolle behøvede ikke at tilbydes Anna Nielsen, da den siden 1835 havde hørt til hendes Repertoire, hvad Fru Heiberg har overset. N. P. Nielsens Vrede, da der blev Tale om at fratage hende Rollen, var forstaaelig.

96, L.9. en af Hexene: Se "Macbeth", 1. Akt, 3. Sc. - L.13. den forkortede og forandrede Udgave: Det Eksemplar af "Macbeth", hvori Sceneinstruktøren havde gjort Ændringer til Brug for Opførelsen. - L.39. Lady Macbeths Rolle: I 1817 blev Lady Macbeth kreeret af den da 57aarige Jfr. Astrup, men hermed ophørte Tildelingen af Rollen til en ældre Skuespillerinde. 1825 udførtes den af den da 34aarige Henriette Jørgensen, og Anna Nielsen var 32 Aar, da hun i 1835 overtog Rollen, og 50 Aar, da hun spillede den sidste Gang. Fru Heiberg var 48 Aar i 1860, altsaa stod hun og Fru Nielsen næsten paa det samme Alderstrin m. H. t. Lady Macbeths Rolle. Men Fru Nielsen ældedes tidligere end Fru Heiberg.

97, L.14 ff. Fru Heiberg har citeret "Macbeth" efter Shakespeare: Dramatiske Værker 2 X (overs. af Wulff og P.Foersom). (1850).

100, L.40. "Kom, kom! bort!": Foersoms Oversættelse har (S. 163): "Kom, Svage! Kom!"

101, L.40. "svag og feig": Foersoms Oversættelse har (S. 162): "usel, fortabt i Tanker".

103, L.25-40. Martensen: Den christelige Dogmatik. (1849), 571-72. Udhævelsen skyldes Fru Heiberg.

104, L.4. et... Sted i Dogmatiken: Citatet er en fri Gengivelse af 433 Martensens Mening S. 205-18. At Fru Heiberg gav Lady Macbeth en Sjæl, for hvilken der trods alt fandtes en Udvej til Frelse gennem Angeren og Naaden, hænger aandelig talt sammen med hendes Ændring af Slutningen i "Kongsemnerne". Sml, III, 192, 17 f. og Neiiendam, 142.

106, L.2. en lille... Skizze: Sml. Helena Nybloms afvigende Forklaring af denne Skizzes Oprindelse. Livsminder (1923), 172.

107, L.21. Hr. Høedt, havde forsømt: demens Petersen kritiserede Høedts Iscenesættelse saa skarpt og med direkte Hentydning til, at han havde faaet sin Formand (Overskou) "sparket paa Døren", at Wiehe, skønt hans Spil fik stor Anerkendelse, afsagde Fædrel., da han "hverken holdt eller læste Smudsblade". Sml. Fædrel. 16/1, 19/1 1860. Neiiendam: Michael Wiehe og Frederik Høedt. (1920), 75 ff.

108, L.1. Goethe fortæller: Citatet er ikke fundet. - L.14. Frederik den Syvende havde ægtet Grevinde Danner: Vielsen fandt Sted 7/8 1850 i Frederiksborg Slotskirke. Omkring 1860 naaede Uviljen mod hende og Berling Højdepunktet, og den fik ikke mindst Udtryk i Casino, hvor Erik Bøgh fra 8/12 1859 hver Aften opførte "Grevinden og hendes Søskendebarn", der vel handlede om Madame Dubarry, men som blev opfattet - hvilket ogsaa var Hensigten - som en Persifiage mod Grevinde Danner. Smi. Neiiendam: Casinos Oprindelse. (1923), 40 ff. - L.19. Frederiksborg Slot brændte 7/12 1859, og de Nationalliberales Organ Dagbl. benyttede denne Ulykke, hvor mange kunstneriske og historiske Værdier gik tabt, til yderligere Angreb paa det Berling-Danner'ske Regimente. Redaktionen mente, at "Kongens Abdikation nu betragtedes som en mindre følelig Ulykke, end den for nogle Aar tilbage ansaaes for at være", og i Digtet "Frederiksborg" hed det:

"Lad Ormens Kryb ei hærge!
Lad det ei stige fra Ormegaard,
og lad det ei frækt derinde
udspyde sin Edder, hvor Thronen staaer
og plette hvert hæderligt Minde!"

Sml. Dagbl. 23/12, 29/12 1359. C. K. F. Molbech udtrykte den samme Tanke i sit Digt "Frederiksborg": "Brænd Pletten ud af Danmarks Riges Vaaben"; sml. hans Saml. Digte (1879), 234. - L.24. hendes intrigante Kløgt: Grevinde Danners og Berlings Indflydelse paa Kongen var en Magtfaktor, som enhver Minister maatte regne med. Deres Medvirkning ved Amtmand Rotwitts Overtagelse af Regeringen, efter at Ministeriet Hall ikke havde kunnet faa Berling fjernet, var en Kendsgerning, der vakte stor Harme i de nationalliberale Kredse. Sml. N. Neergaard: Under Junigrundloven II (1916), 337-46. - L.27. Frederik VII's Ven og Privatsekretær, Bogtrykker Carl Berling (1812-71) var Chef for Civillisten og Ejer af Berlingske Tidende. Han var Fader til Grevinde Danners Søn. Kort efter Slotsbranden, under hvilken han ved et Fald blev Invalid, bragte man Folkestemningen det Offer at lade ham 434 træde tilbage fra alle sine Hofstillinger. Dermed var hans politiske Indflydelse afsluttet. - L.31. Ministeriet Rotwitt-Blixen Finecke: Folketingets Formand, Amtmand C. E. Rotwitt (1812-60) dannede sit Ministerium 2/12 1859 med Baron C. F. A. B. Blixen Finecke som Udenrigsminister. Ministeriets Levetid blev kun kort, idet Konsejlspræsidenten 8/2 1860 pludselig døde, ramt af et Hjerteslag. - L.36. en offentlig Demonstration: Den skulde være en Art Fortsættelse af de ret ondartede Gadeoptøjer, som ved Nytaarstid 1860 fandt Sted uden for Christiansborg, hvor en Folkehob raabte "Leve Kongen" og "Ned med Grevinden". Til de Deputationer, der udtalte Misbilligelse af Urolighederne, svarede Kongen: "Jeg ønsker enhver god Undersaat Frihed og Fred ved hans Arne: men disse Goder maa Kongen ogsaa have for sig." Sml. Flyvepost. 17/1 1860. Hist. Meddelelser om Kbh. II (1910), 345-79.

109, L.3. Konferensraad C.J.C.Bræstrup (1789-1870) var 1845-63 Politidirektør i Kbh. - L.18. Publikum (kom) i Stemning: I Fædrel. 16/1 1860 skildrede Clemens Petersen Forskellen mellem Fru Nielsens og Fru Heibergs Spil som Lady Macbeth; medens den første forfærdede ved sin djævelske Forhærdelse, var den anden en Lidende, der rørte, og for hvem en Forsoning "ikke blot var mulig, men endogsaa retfærdig". - L.22. Nielsen syg: N.P.Nielsen optaadte sidste Cang 24/2 1860 og døde 13/3 s.A. "efter store Lidelser". Se Berl. Tid. 13/3 1860. - L.29. de betydeligste Roller: Foruden Lady Teazle og Lady Macbeth spillede Fru Heiberg i Sæsonen 1859-60 Lucretia i "Den Vægelsindede" og Mamsel Hanna i "Tilfældet har Ret". Ialt optraadte hun 40 Gange i 10 forskellige Roller.

111, L.20. den forfærdelige Ole: Fru Heiberg fortalte om Oles Bedrifter under et Selskab, som Heiberg holdt paa Bonderup 24/6 1860; sml. Helga Stemann: F.Meldahl og hans Venner III (1929), 110-12. I den unge Fru Meldahls Øjne var Heiberg da "en gammel støvet Mand", men trods sin Sygdom meget munter.

112, L.37. Bispinde Martensen med sine tre Børn: Den senere Litteraturhistoriker Julius Martensen (1839-1910) og Anna Maria (1841-88), 1865 g, m, Juristen Florian Larsen (1838-1916), var Børn af Biskoppens første Hustru; Josepha Martensen (1854-1924) var Datter af hans anden Hustru. Sml. Note til II, 283, 5.

113, L.30. en "Følelsesskuespillerinde": Anna Nielsen havde spillet Rollen i 1836.

114, L.6. Historikeren, Professor Frederik Schierns (1816-82) Afhandling: "James Hepburn, Jarl af Bothwell, hans Anholdelse i Norge og Fængselsliv i Danmark" er første Gang trykt 1863 i Historisk Tidsskrift, 3. R., II, senere i ændret Form i hans "Nyere historiske Studier" I (1875). Fru Heibergs Citat er en fri Gengivelse af en begge Steder enslydende Passus (henholdsvis S. 471 og 187) om. at Dronningen paa Lordernes Opmuntringer om at skille sig fra sin Ægtefælle svarede: "Jeg vil ikke, at I gjøre Noget, hvorved vor Ære og Samvittighed kunde plettes." - L.21. en Morderske: 1. Akt, 1. Sc. af "Maria Stuart":

435

"Som en Morderske hun kom
Til dette Land".

(Schiller: Maria Stuart. (Det kgl. Theaters Repertoire. Nr. 77 (1835), 2)).

115, L.22-116, L.20. Mortensens Brev findes i Fru Heib. Ark. - L.36. en enkelt protestantisk Sentens: Martensen tænker muligvis paa Repliken i Maria Stuart (Det kgl. Theaters Repertoire Nr. 77 (1836), 42:

Vor Tro et jordisk Pant behøver, for
At den det høie Himmelske sig kan
Tilegne. Derfor Gud blev Menneske,
Og i et synligt Legem indeslutted
Usynligen de høie Himmelgaver.
Det Kirken er, den hellige, den høie,
Der os til Himmelen en Stige bygger;
Den hedder den almene, den catholske
Thi kun ved Alles Tro bestyrkes Troen.

116, 29-35. Skildringen her af Maria Stuarts Afsked med Frankrig stemmer med f. Eks. Mignets i: Maria Stuart (1851), 112f., iflg. hvilken hun skal have udbrudt: "Adieu, France; adieu France! je pens ne vous voir jamais plus."

119, L.7. Egnens Læge: Distriktslæge i Ringsted J. H. K. Krebs (1803 -82). Sml. Krieger I, 32; II, 455. - L.25-120, L.10. Mortensens her trykte og Fru Martensens omtalte Brev, begge af 23/8 1860, findes i Fru Heib. Ark.

120, L.12. min Broder: Anton Pätges.

121, L.25. det var Døden: Heibergs Dødsdag var 25/8 1860. Det var en Lørdag, men da Heiberg døde ved Midnat, er det muligt, at Fru Heiberg mente, at han gik bort om Søndagen.

122, L.13. min Barndoms Ven, min Ungdoms Leder o. s. v.: De Ord brugte Fru Heiberg, da hun samme Dag skrev Dødsannoncen, som Broderen tog med til Byen. Manuskriptet findes i T. Mus. Det er gengivet i Neiiendam: Den danske Skueplads Historie Før og Nu. (1917), 86. - L.20. Hans Bøge (1834-95) var fra 1857 til 1866 Tjener i det Heibergske Hus. Han blev derefter Garderobebetjent ved det kgl. Teater og døde som Manufakturhandler paa Christianshavn (sml. Krieger II, 455). Firmaet eksisterer endnu i 1944.

123, L.13-33. Salmen findes i Evangelisk-christelig Psalmebog (1798), 174. Den er ikke medtaget i de senere autoriserede Salmebøger.

124, L.27. den lille Landsbykirke: Tostrup Kirke i Holbæk Amt, hvor Præsten hed Johan Christian Teilmann. - L.31. Josepha Martensen har skildret sine Besøg hos Fru Heiberg paa Bonderup i Sommeren 1860 og meddelt Breve fra hende til Fru Martensen; sml. Studenterhjemmets Julebog (19-12), 65-81. - L.40. Martensens Tale: Ved J. L.Heibergs Jordefærd den 436 3. September 1860. Sml. A. Pätges' Brev om Jordefærden i Var. til III, 125, 3. Det kan tilføjes, at den unge Bjørnstjerne Bjørnson var med i Følget. løvrigt havde Heiberg frabedt sig al officiel Deltagelse i Form af Mindeforestillinger og lignende fra Det kgl. Teaters Side. Sml. Overskou VII, 48.

125, L.5-34. Hertz s Sang blev trykt i Flyve Posten 4/9 1860 og optrykt i Hertz: Digte. IV. (1862), 15.

126, L.5. "Det ar -": Strofe fra Digtet "Den Femte Juli" i J. L.Runeberg: Fänrik Ståls Sagner, II (1860), 55. - L.13. Digt paa Digt: Blandt de mange Digte, som fremkom ved Heibergs Død, var Henrik Ibsens det betydeligste med de kendte Strofer: "Nu er pris i mængdens munde - først dog måtte kæmpen blunde". Sml. Saml. Værker IV (1899), 275. - L.15. en hans Muse nærbeslægtet Digternatur: Den norske Digter J. S. Welhaven; Digtet blev trykt i Flyve Posten 9/10 1860 og optrykt i Welhaven: Samlede Skrifter. V (1868), 207-209. Foruden Christiania Teater afholdt Teatret i Bergen en Mindeforestilling for J. L.Heiberg, ved hvilken "Elverhøi" ogsaa opførtes.

128, L.36. kjærlige, trøstende Breve: Blandt disse var et smukt Brev fra Madvig, som A. D. J. har meddelt med Fru Heibergs Svar i Et Liv. 1. Udg. IV, 374-76.

129, L.1. disse Breve: Collins Brev findes i Fru Heib. Ark. Damerne, som omtales, er hans Døtre: Louise, g. m. cand. jur. B. C. W. Lind; Ingeborg, g. m. Justitiarius Drewsen og Moder til Jonna, g. m. Baron H. Stampe; sml. Noter til I, 230, 18 og II, 280, 33-34. - L.14. Humboldt: Den tyske Naturforsker Alexander von Humboldt fortæller i et Brev af 5/4 1835 til Varnhagen, at hans Broder, Sproggranskeren Wilhelm von Humboldt (1767-1835) paa sit Dødsleje sagde de Ord, som Collin citerer frit; se G. Schlesier: Erinnerungen an Wilhelm von Humboldt I (1854), 557. - L.33. Jeg havde skrevet til ham: Fru Heibergs Brev til Hertz, dateret Bonderup 6/9 1860, findes i Fru Heib. Ark.

130, L.1-40. Hertz s Brev og Koncepten dertil findes i Fru Heib. Ark. - L.16. Novellen "Johannes Johnsen" er Hertz' Roman, som udkom i 1860 i tre Dele. - L.19. mine Skatte: Breve fra Heiberg til Hertz er trykt i "Breve fra og til Henrik Hertz" 1895, 145-78, men det citerede Brev er ikke derimellem.

131, L.10-21. "Stilla, o stilla -": Se II, 281, 26-31. Den svenske Digter, Komponist og Historiker E. G. Geijer (1783-1849). - L.22. Herren havde sagt: Maaske fri Gengivelse af Hoseas 2, 14 ff. - L.24. "Naar Jorden varder fattig -": Citatet findes ikke ordret i Mynsters Prædiken "Erindring af vore afdøde Venner" (Prædikener I (1823)), som formentlig er den Samling, Fru Heiberg henviser til. - L.34. de smaa Tanker: Som et yderligere Vidnesbyrd om Fru Heibergs Kærlighed til Smaabørn, særlig til Piger, meddeles her Fru Dorothea Neiiendams (1843-1920) Fortælling om sit daglige Samliv med Fru Heiberg, medens hun om Sommeren i Slutningen af Fyrrerne boede paa Sølyst. Den seks-syvaarige Skovløberdatter traf Fru Heiberg ved et Led i Dyrehaven, som hun skulde aabne, og der udviklede sig snart et 437 Fortrolighedsforhold mellem hende og Barnet, som ikke anede, hvem hun var, men kun, at hun boede hos Etatsraad Suhr. De gik lange Ture sammen, under hvilke den lille Pige maatte fortælle sine Glæder og Sorger. Da Fru Heiberg atter skulde til Byen, forærede hun hende et Bæger med Tak for i Sommer. Barnet følte hendes Udbelivelse som et stort Savn.

132, L.29. Sml. Var. til III, 179, 8 (sidste Side).

133, L.4. nogle af de Tanker, som dengang faldt mig i Pennen: Sml. Var. til III, 133, 4-7. - L.9. midt i Oktober: 8/10 1860 forlod Fru Heiberg Bonderup; sml. Krieger I, 1. - L.19. Billedhuggeren H. V. Bissen (1798- 1868); hans Buste af Heiberg findes paa Fr.borg (se II, 364), Kunstmus., Det kgl. Teater og i Studenterforeningen, hvis Eksemplar har tilhørt Fru Heiberg og er skænket Foreningen if. hendes Testamente. Da "Elverhøi" i 1884 opførtes for 200. Gang, forærede Venner Fru Heiberg et Maleri af Busten, omgivet af Blomster. Billedet findes i T.Mus. - L.26. sin Moders Brevvexling... i Skilsmissesagen: Brevene blev i 1882 og i 2. og 3. Udg. i 1883 udgivet af Fru Heiberg under Titlen: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. Sml. III, 202-4 og Noter.

134, L.2. det sidste Brev: Collins Brev findes i Fru Heib. Ark. Det var dog ikke sidste Gang, han skrev til hende. Endnu 13/1 1861, da "Maria Stuart" opførtes, fik hun Brev fra ham. Sml. Et Liv. 1. Udg. IV, 378. - L.17-31. Madvigs Meddelelse findes i Fru Heib. Ark. - L.26-31. Geheimeraad Andræ o.s.v.: Sml. Fortegnelsen i de Heibergske Familiepapirer (N. k. S. 3066, 4°).

135, L.4. hans samlede Værker: I 1861-62 udkom J.L.Heiberg: Prosaiske Skrifter I-XI, i 1862 Poetiske Skrifter I-XI. - L.13. Sprogmanden og Historikeren N. M. Petersen (1791-1862) og Departementschef Edvard Collin, ældste Søn af Jonas Collin. - L.25. det Offentlige agtede: Marineministeriet, som ejede Søkvæsthuset, ønskede, paa Forslag af Arkitekt Meldahl, selv at raade over den tidligere Administrationsbygning, hvor Heibergs boede. Deres Lejlighed er siden benyttet til Tjenestebolig for højtstaaende Søofficerer. - L.37. Grunden valgtes ude i Rosenvænget: Planen om, at Fru Heiberg skulde lade bygge en Villa ved Rosenvængets Hovedvej, hvor ogsaa Krieger flyttede ud, tog Fart fra Sommeren 1861. Husets Arkitekt var J. D. Herholdt (1818-1902); om dets Tilblivelse sml. Krieger I, 26; 38; 161. Helga Stemann: F.Meldahl og hans Venner III (1929), 289. Fru Heiberg flyttede ind 14/4 1863 og boede der til 1875. Husnumret var 39, senere Nr. 20. Maleren F. Richardt har tegnet Villaen og den blomsterfyldte Have, som den saa ud, da Henrik Ibsen forevigede den i sit Rimbrev til Fru Heiberg (se III, 184). Udsigten til Sundet er forsvundet, men Huset eksisterer endnu paa Strandboulevarden med nyere Tilbygninger som en Afdeling af Finsens Lysinstitut.

136, L.13-14. (Kriegers) Moder: Anna Elise Krieger, f. Finne (1791- 1863); (K.s) Søster: Sophie Magdalene Krieger (1811-62); en gammel Tante: Margarethe Vilhelmine Finne (1792-1869).

137, L.13. en norsk Slægt: Kriegers Moder tilhørte den norske Slægt 438 Finne, og han var selv født i Kolbjørnsvik ved Arendal. - L.30. henimod 45 Aar: Dr. jur. A. F.Krieger var født 1817 og altsaa 43 Aar i 1860. Han var da Højesteretsassessor, fhv. Professor ved Univ. og tidl. Indenrigs- og Finansminister. Fra 1863 til 1890 var han Medlem af Landstinget. Senere blev han Justitsminister og paany Finansminister til 1874. Foruden at hjælpe Fru Heiberg med Udgivelsen af Heibergs Saml. Værker, satte han hendes anonyme teaterkritiske Artikler i Stil og fik dem optaget i Tidsskrifter og Blade. Hans ridderlige Forhold til Fru Heiberg skabte det Rygte, som i 1863 fandt Vej til Provinspressen, at de skulde giftes, men hun dementerede Rygtet offentligt og tilføjede, at "det havde smertet hende". Sml. Krieger I (Indledning); Helga Stemann: Meldahl og hans Venner VI (1932), 90-117; Neiiendam, 128-30.

138, L.26. hvad er det, vi Andre gjøre: Fru Sødring medvirkede ikke ved Opførelsen af "Maria Stuart". - L.34. "Maria Stuart": Clemens Petersen gav en indgaaende Karakteristik af Fru Heibergs Spil som Maria: "Meget netop af det, der charakteriserer hende som Skuespillerinde, er Betingelser som Rollen stiller: en Plastik i Stilling og Bevægelse, der minder om en antik Billedstøtte, og en fin Sands for pletfri formel Skjønhed. Fru Heiberg er Charakterskuespillerinde, men med et stort lyrisk Fond; hun er for en stor Del opdragen i det franske Lystspil, men hun har vundet sit store Navn derved, at hun ved Siden af en aldrig forfeilet Pointering eiede en Hengivelse i Stemningen og en Poesiens Fylde, som hendes Text ingen Anelse havde om.... Selve Skriftemaalet spiller Fru Heiberg vidunderlig, ganske forbausende. Det lykkes hende virkelig at frembringe et Indtryk af, at Marie her er alene med Gud." Sml. Fædrel. 30/1 1861; Neiiendam, 25; Fr. Schyberg: Dansk Teaterkritik (1937), 245.

139, L.8. Tegnérs Ord: Den svenske Digter Esaias Tegnér (1782-1846). Citatet er ikke fundet. - L.22. vor Moder var død: Fru Heibergs Moder (sml. I, 13, 7 og Note) døde ca. 80 Aar gl. i sit Hjem i Holmens Gade, Hjørnet af Vingaardsstræde, 14/1 1861 af Bronchitis og blev begravet paa den mosaiske Kirkegaard ved Møllegade, hvor hendes Grav endnu er bevaret. Hun passede sin Restaurant til det sidste, men havde omkring 1847 opgivet Teltet paa Dyrehavsbakken. Boet blev overtaget til privat Skifte, men hvad hun efterlod, kan ikke oplyses, da Arvingerne, hvoriblandt Fru Heiberg var, hverken gav Indberetning til Skifteretten eller betalte Arveafgift. Sml. Pers. Tidsskrift 1939, 181 f. Fattig har hun dog næppe været, siden hun kunde optræde som Phisters "Bankier", naar han var i Pengeforlegenhed. Sml. O. Zinck: J. L.Phister (1896), 118. Det fremgaar af et Brev fra Anton Pätges dat. 5/9 1861 (Fru Heib. Ark.), at hun saavel som han arvede 1800 Rdl. "efter salig Moder; jeg har sat mine ud for begge mine Børn, men ikke destomindre skal de til enhver Tid være til Din Tjeneste".

140, L.36. Frøken Harboe: se I, 73, 6 og 88, 10 med Noter. - L.38. tre stakkels Smaapiger: Deres Navne var 1) Sarah (eller Sarah) Henriette (1853-1941), g. 1882 m. Læge Aage Suenson (1851-88); 1893 m. Proprietær N.A.C.Kaas (1868-1936). 2) Lelia Adela (1855-1917). Ugift. 439 3) Anna Louise (1857-1907), g. 1890 m. Rentier Regnar Andersen Westenholz (1865-1913).

Børnene var født uden for Ægteskab i Frederikssted paa St. Croix som Døtre af Søkaptajn P. W. Schousboe, d. 1873, 64 Aar gl., og den indfødte Sarah Haverkam, der døde 2/8 1858, 32 Aar gl. Faderens Ven var Søkaptajn, Vaterskout L.C.Poulsen (1807-68), som flere Gange omtales i Frøken Harboes Breve til Fru Heiberg (R.A.). Frøken Harboes Halvbroder, Søkaptajn Kummerlehn, havde vakt hendes Interesse for Børnenes triste Skæbne. Fru Heibergs Kærlighedsgerning kan ses i Belysning af, at hun modtog Børnene igennem Frøken Harboe, thi derved rakte hun en taknemmelig Haand ud over Graven til Vennen i den fjerne Ungdomstid. Hun forstod nu, hvad han havde betydet for hende, og hvad han havde lidt. (Sml. A. D. J. i Et Liv, 1. Udg. IV, 399 og Neiiendam, 146f.). Familien var vred over, at hun ikke valgte at tage fattige Børn inden for denne til sig (Medd. fra hendes Grandnevø kgl. Kapelmusikus Victor Hansen). Over for Fru Sødring motiverede hun sin Handling med at sige: "Det er for tomt at leve saaledes udelukkende for sig selv og hver Morgen, naar man vaagner, spørge sig: Hvormed skal Du behage Dig i Dag?" Sml. Erindringer II (1895), 91. "I Morgen Kl. 3 begynder altsaa et nyt Afsnit af mit Liv!" skrev hun 17/5 1861 til Krieger. Sml. Krieger I, 13 ff. Efter Ansøgning, skrevet af ham, blev de if. kgl. Res. 29/6 1862 adopterede og fik Tilladelse til at føre Familienavnet Heiberg og til at indtræde i Ægtebørns Rettigheder, "deriblandt indbefattet de særegne Rettigheder, som paa Grund af min afdøde Mands og min Stand maatte kunne tilkomme dem". Herved tænktes paa en Optagelse i Vemmetofte, som siden blev gennemført. Sml. Justitsmin. 1. Dep. P. 2037 (R. A.). Om Forholdet mellem Fru Heiberg og hendes Adoptivdøtre sml. Holm Hansen: Hvad jeg oplevede. (1911), 170 f., Karl Madsen: Et mærkeligt Udbud af en Bogsamling i: Aarbog for Bogvenner. 1925. 41-48.

141, L.12. Som en Indskydelse fra oven: Til Fru Axelline Lund fortalte Fru Heiberg, at det var efter en Nats Kamp, at hun bestemte sig til at antage sig alle tre Børn i Stedet for et af dem, hvilket først var Hensigten. Sml. Axelline Lund: Spredte Erindringer. (1917), 122.

142, L.1. et... rørende Brev fra Børnenes Fader: Breve fra Kaptajn Schousboe til Fru Heiberg skrevet i Aarene 1861-67, findes i Fru Heib. Ark.

143, L.5. Richard den Tredie: Citatet er fra 5. Akt, 3. Sc. (Shakspeare: Dram. Værker.2 VI. (1848), 274-6). - L.11-26. De første Strofer af Sangen "Jørgen og Anna" i "Hjortens Flugt" (Chr.Winther: Saml. Digtn. VII, (1860), 99). - L.29. "Viola", Shakespeares Lystspil, hvori Fru Heiberg spillede Titelrollen, opførtes 16/5 1861. - L.30. Børnenes Faders Ven: Søkaptajn Poulsen; hans Brev findes ikke i Fru Heib. Ark.

147, L.13. (Heiberg) havde aldrig indvilliget i at antage sig tre fremmede Børn: Meddelelsen leder Tanken hen paa et Replikskifte mellem Bjørnstjerne Bjørnson og Fru Heiberg. Da Bjørnson engang udbrød: "Men en Ting forstaar jeg ikke; at De ikke fik Barn i Deres Ægteskab." - "Kære 440 Bjørnson, De tror da vel ikke, at det var min Skyld," svarede Fru Heiberg. Se John Paulsen: Samliv med Ibsen (1913), 225; Neiiendam, 28. - L.23. sin Lærerinde: Frk. Margrethe Hirsch var fra 1862 i nogle Aar Lærerinde for Fru Heibergs Adoptivbørn. Sml. Var. til III, 150, 22. - 26. den stakkels Agnete: Paa dette Tidspunkt (omkr. 1862) udførtes Agnetes Rolle i "Elverhøi" af Fru Jacobsen f. Larcher eller af Josephine Eckardt f. Thorberg, medens Fru Heiberg spillede Elisabeth.

148, L.12. en hel Række Roller: Af sine Roller fra tidligere Tid spillede Fru Heiberg i 1860-61 bl. a. Grevinden i "Qvindens Vaaben", Viola og Ninon, men af nye kun Mathilde i "En Hemmelighed". Ogsaa i Aarene 1861 -62, 1862-63 og 1863-64 nøjedes hun med én ny Rolle hver Sæson; den sidste var 12/2 1864 Donna Beatrice i "Spøg ikke dermed". Af sine unge Roller fastholdt hun, trods de fyldte 50 Aar, Dina, Hanna i "Tilfældet har Ret", Sophie i "Nei" og Agnès i "Fruentimmerskolen". Hun optraadte sidste Gang 2/6 1864 som Elisabeth i "Elverhøi". - L.15. Bladene havde begyndt at hakke paa Theatrets Bestyrelse: Fru Heiberg hentyder formentlig til en Artikel i Fædrel. 31/8 1861, hvori der klages over, at Teatret væsentligt opfører Stykker fra den Heibergske Periode.

149, L.5. Jeg... drog i Juni... derud: Fru Heiberg boede paa Bonderup fra Midten af Juni til Slutningen af Sept. 1861. Om hendes tungsindige Stemning derude sml. Krieger I, 18-48 og Brevet til Fru Martensen af 22/6, meddelt i: Studenterhjemmets Julebog 1912, 68-70. - L.31. mangt et kjært Besøg: Fru Heiberg fik bl. a. Besøg af Krieger, Fru Martensen og hendes Datter samt af Fru Sødring, som har skildret sit ret mislykkede Ophold derude. Sml. Erindringer II, 91-97.

150, L.37. Beslutningen... blev stadig fastere: Allerede 14/2 1862 skrev Fru Heiberg til Krieger (I, 80), at hun burde ophøre med at spille Komedie, da "det er stygt at udøve en Kunst uden at have den rette kunstneriske Glæde". 16/11 s. A. skrev hun, at der undertiden, naar hun stod paa Scenen, overfaldt hende en Følelse af, at hun foretog sig "noget uværdigt" (smst. 152). Wiehes dødelige Sygdom, der vilde medføre, at hun mistede sin bedste Medspiller, og Teaterchef Tillischs Afgang 11/6 1864 modnede endelig 6. August hendes Beslutning om at fratræde. Sml. A. D. J. i Et Liv, 1.Udg. IV, 378-82.

151, L.15. Nogle Dage efter: Stemmer ikke med Fru Heibergs Brev 31/10 1864 (Krieger I 330 f.) iflg. hvilket Mødet med Wiehe "uden for hendes Have" var tidligere, i hvert Fald før deres sidste Sammenspil (i "Bagtalelsens Skole") 30/5 s. A., hvorefter Wiehe bankede paa Fru Heibergs Dør paa Teatret for at ønske hende en lykkelig Sommer. - L.18. Michael Wiehe: I forannævnte Brev til Krieger af 31/10 1864, Wiehes Dødsdag, har Fru Heiberg mere umiddelbart fortalt om sit Møde med Wiehe, der fandt Sted paa den nuværende Strandboulevard uden for hendes Villa: "Der var Aar, hvor jeg hang ved ham med en Inderlighed, som jeg aldrig troede kunde kjølnes; det var en Illusion! Han væltede et Bjærg af Iis paa mit Hjerte... Han kunde ikke taale sin Plads derinde.... Han spurgte til mit Befindende, idet hans Øine 441 hvilte saa varmt paa mig, med en Blødhed i Stemmen, som jeg aldrig har hørt i den Grad hos Nogen." - L.32. han reiste til Norge: Skønt syg af Diabetes mellitus, hvoraf Wiehe havde lidt i flere Aar, rejste han 3/6 1864 til Christiania for at give Gæstespil sammen med Wilhelm Wiehe og Phister. Bjørnstjerne Bjørnson maa have set, at han var en syg Mand, siden han i en Karakteristik skrev, at Wiehes Spil tidligere havde straalet af større fysisk Skønhed og Kraft, men at den Aandens Adel, der nu beherskede det, var som den stille Klarhed, man hellere vil have end Sol: "Ordets indtrængende Magt, Blikkets dybe Troskab, Væsenets hele Vederhæftighed er hans egen - og er næppe set større paa nogen Scene eller i nogen Kunstart i Norden". 2/7 vendte han mere syg hjem, og i Sept. forsøgte han i Carlsbad at genvinde sit Helbred; men det lykkedes ikke. Han kom tilbage i Midten af Okt., og 31/10 døde han, 44 Aar gl. Han blev begravet paa Assistens Kirkegaard, hvor Graven endnu er bevaret. Sml. Neiiendam: Michael Wiehe og Frederik Høedt. (1920), 78f. Samme: Breve Skuesp. II, 264-69. - L.36. vi saaes aldrig mere: Strider mod Fru Heibergs Brev 31/10 64 (sml. Note til L.15). - Om et Møde mellem Fru Heiberg og Wiehe senere end Aftenmødet paa Teatret 30/5 findes en Beretning, der bygger paa en "Familieanekdote" i den Wiehe-Schwartzske Familiekreds. Iflg. denne skulde Fru Heiberg have aflagt et Besøg ved Michael Wiehes Sygeseng faa Dage før hans Død. Fru Heiberg nævner hverken i Et Liv eller i sine samtidige Breve til Krieger eller i andre fortrolige Udtalelser om Wiehe og hans Død et saadant Besøg, der efter Sagens Natur, hvis det har fundet Sted, ikke kan antages at være gaaet hende af Minde. Wiehes Kusine, Fru Marianna Schwartz, fortalte, at en Dag, da hun kort før Michael Wiehes Død passede ham, ringede det paa Døren. Hun gik ud og lukkede op og "ind traadte - nej svævede - en Gestalt: Johanne Luise Heiberg. Hun knælede ved Michael Wiehes Seng, greb hans Haand og kyssede den, og et Øjeblik efter svævede hun bort som et Syn." Denne romantisk klingende Beretning var blevet fortalt i Familiekredsen og udenfor denne; den er ikke nedskrevet blandt mange andre Optegnelser om, hvad der i Aarenes Løb havde haft Interesse for Familien. Den er ca. 1911 genfortalt af A.C.Larsen til Robert Neiiendam og ca. 1917 af Marianna Schwartz' Datter Louise til hendes Fætter, Redaktør Walter Schwartz, som har meddelt den i en Kronik i "Politiken" 1. Juli 1943 ("En Lavendelkrans fra "Rosingsminde""). Denne Meddelelse er dog sket med Forbehold. Hertil er der formentlig god Grund alene i Betragtning af Beretningens Overlevering. Saafremt denne Marianna Schwartzske Beretning er rigtig, maa Fru Heiberg bevidst have fortiet dette sidste Møde, skønt hun bl. andet maa have været klar over, at det ikke kunde forblive ubekendt, da en af Michael Wiehes nærmeste Slægtninge havde været til Stede. - L.37-40. Sml. flg. Notater i Fru Heibergs Kalendere (i hendes Arkiv):

[1864: October] den 31. October 1864 døde Mical [!] Wiehe, d. 7. November blev han begravet. Paa den Krans, jeg i Vemod og Smerte bandt til ham, saarede jeg min Haand paa de spidse Blade. Jeg tænkte, ak! til det Sidste saarede han mig.

[1865: October] d. 31. October 1864 døde M. Wiehe, d. 7. November 442 begravet. Jeg rev mine Hænder tilblods paa de spidse Blade, hvoraf jeg bandt hans Krans.

[1866: October] d. 31. October 1864 døde M.Wiehe, d. 7. November begravet. Jeg rev mine Hænder tilblods paa hans Krans.

[1867: October] 31. October 1864 døde M.Wiehe, d. 7. November begravet. Jeg rev mine Hænder tilblods paa de spidse Blade, hvoraf jeg bandt hans Ligkrans.

1868 og følgende Aar staar der intet.

154, L.38. Den franske Filosof Blaise Pascal (1623-62). Den Udtalelse, Fru Heiberg sigter til, findes i hans "Tanker", oversat af de Coninck. 2. Afd., Sept. 1867, 415. Sml. Krieger II, 62.

155, L.14. de gamle Kirkefædre: Tertullian, Cyprian og Augustin har bl. a. udtalt sig mod Teatret. - L.24. Jeg vil løbe min Vei: Lignende Stemninger har Anna Larssen skildret i: Teater og Tempel. (1935), 91 f. Sml. Michael Neiiendam: Frikirker og Sekter. (1927), 212 f.

156, L.26. en Danserinde: Fru Heiberg hentyder til Solodanserinden Augusta Nielsen (1822-1902) og hendes Forhold til Prins Frederik af Hessen, Dronning Louises Broder. Sml. Neiiendam: En Danserinde. (1918).

157, L.25-28. Citatet er fra "Hamlet", 2. Akt, 2. Sc.

159, L.36. Citatet er en fri Gengivelse af Jesaias 29.8: "Og det skal gaae, som naar den Hungrige drømmer og synes, at han æder, men naar han opvaagner, da er hans Sjæl tom; og ligesom naar den Tørstige drømmer og synes, at han drikker, men naar han opvaagner, da er han mat og hans Sjæl tørstig."

161, L.9. "Emilie Galotti" eller "Kabale og Kjærlighed", Lessings og Schillers Sørgespil. - L.31. Prinsesse Eboli: Den kvindelige Hovedrolle i "Don Carlos", Sørgespil i 5 Akter af Schiller, oversat af Rahbek, opf. 1. Gang 20/9 1831; Fru Heiberg var 18 Aar, da hun spillede Prinsessens Rolle.

169, L.16. Ludwig Devrient (1784-1832), berømt tysk Karakterskuespiller. - L.19. "O, du -": Cassios Replik fra "Othello" 2. Akt, 3. Sc. (Shakespeare. Dramatiske Værker2. VII. (1849), 58). - L.24. Nourrit var en af Bournonvilles Venner. Sml. Aug. Bournonville: Mit Theaterliv I. (1848), 64-67. Sml. II, 177 og Note. - Edmund Kean (1787-1833), berømt engelsk Karakterskuespiller; sml. Karl Mantzius: Skuespilkunstens Hist. VI (1916), 84-122.

170, L.27. den italienske Skuespillerinde Adelaide Ristori (1822-1906), Karl Mantzius har skildret hendes Fortrængen af Rachel i: Skuespilkunstens Hist. i det 19. Aarh. (1922), 86-88. Sml. Note til III, 76, 3.

171, L.3. Den franske Skuespillerinde Léontine Fay, senere Madame Volnys (1810-76), hvem Heiberg under sit Ungdomsophold i Paris beundrede i de Barneroller, som Scribe skrev for hende, og som fremkaldte et Par Digte paa Fransk fra Heibergs Haand. Sml. Heib. Poet. XI, 399 ff. N. C. L.Abrahams: Meddelelser af mit Liv. 446.

182, L.4-35. Mortensens Brev findes i Fru Heib. Ark.

183, L.3. min Afsked: Om Fru Heibergs Sindsstemning efter Afskeden 443 sml. Krieger I, 327 f. Det var i denne Periode, hun begyndte Nedskrivningen af 2. Del af Livserindringerne. Sml. Indledningen (IV, 13 f.). - L.4. Departementschef Rudolph Heinrich Carl Conrad Kranold (1819-89) konstitueredes - paa Anbefaling af Tillisch - 12/8 1864 som Teaterchef, men afgik allerede 5/10 1866, da han ikke ønskede at have Ansvaret, naar Sparebestræbelserne efter Krigen skulde gaa ud over Teatret. - L.5. det... nye Ministerium: I C. A. Bluhmes andet Ministerium, som udnævntes 11/7 1864, blev Teaterchef Tillisch Indenrigsminister. - L.6. Elevinstructionen: Fru Heiberg overvejede nogen Tid at blive Lærerinde for Teatrets unge Damer, men da Chefens Tilbud vilde bringe hende ind paa Høedts Omraade, foretrak hun at afslaa det. Sml. Krieger II, 17-26. - L.9. Departementschef Andreas Conrad Putscher Linde (1814-88) var Teaterchef 1866-76. - L.12. Høedt havde... træt trukket sig tilbage: Fra 1/7 1864 tog Høedt sin Afsked som Sceneinstruktør uden Pension. Tillisch bemærkede over for Ministeriet, "at han i længere Tid ikke havde haft nogen Interesse for Sceneinstructeurforretningerne, som for en stor Del have været udførte af en Anden imod et Honorar, som er udredet af den Professor Høedt tillagte Lønning" (Kultusmin. Forestillinger 1864 Nr. 61 (R. A.)). Efter at Skuespiller W.Holst i nogen Tid havde varetaget hans Pligter, blev Embedet besat med H. P. Holst, som fik 1500 Rdl. i aarlig Gage. I Fru Heibergs Periode, 1867-74, var han hendes Medhjælper og Instruktør for Operaen samt det ældre Repertoire med reduceret Gage. Fra 1875 til sin Død 1893 var han atter Førsteinstruktør, dog kun af Navn og helt i Skygge af William Bloch. - L.16. Jeg vaklede længe: 1865 debuterede Fru Heiberg som Sceneinstruktrice med at lede Indstuderingen af Bjørnsons første Skuespil paa Det kgl. Teater "De Nygifte". Sml. hendes Optegnelser i Lægget: B.Manuskripter, trykt i Et Liv. I.Udg. IV, 385-93. Fra 1/7 1867 overtog hun Stillingen. Skrivelsen fra Linde findes i Fru Heib. Ark. Sml. Var. til III, 184, 38.

185, L.26. Min Methode som Sceneinstructrice: Fru Heiberg nedskrev ikke sine mise-en-scèner, men gjorde enkelte Notater af praktisk Natur og arbejdede iøvrigt under Indstuderingen ud fra det Fantasibillede af Stykket, hun havde dannet sig. Sml. Neiiendam, 139. Notater, benævnt "Instruktionsudkast", findes i Fru Heib. Ark.

186, L.14. mange Udenforstaaende: Det var ikke alene udenforstaaende, der kritiserede Fru Heibergs Virken som Sceneinstruktrice. Fru Sødring anerkendte "hendes kunstneriske Blik og dramatiske Sans", men beklagede, at hendes fysiske Kræfter ikke slog til, hvilket bl. a. medførte, at hun "efterat have overværet de første Prøver paa et Skuespil trak sig tilbage og først atter viste sig ved Generalprøven". Sml. Erindringer II, 160 f. Haardest i sin Dom var August Bournonville: "Det kunde ikke andet end gjøre et besynderligt Indtryk at see den geniale Skuespillerinde, hvis Ynde og Elskværdighed havde været Hoved-Elementet i hendes kunstneriske Fremtræden, nu som en gammel Kone gaae omkring og commandere med en Embedsmine og en Stemme, der Intet havde tilbage af det Trylleri, som i en tidligere Periode havde henrevet 444 Kunstens Venner. To Ting havde hun imidlertid beholdt fra sine Velmagtsdage, nemlig sin Protektionslyst og sine udprægede Antipathier". Sml. Mit Theaterliv III, 1. 19; Var. til III, 185, 25. - L.27. Phister... havde set med skjæve Øine: Om Phisters Forhold til Fru Heiberg som Sceneinstruktrice sml. O. Zinck: J. L. Phister. (1896), 186 ff. - L.38. Phisters Brev findes ikke i Berners Arkiv i Kgl. Bibl.

187, L.6-18. Berners Brev findes i Fru Heib. Ark. - L.26. "Syvsoverdag": Sml. I, 221, 27 med Note og I, 257, 26. Om Fru Heibergs Stemning, da hun i Studenterforeningen 1869 hørte Kr. Mantzius oplæse Stykket sml. Krieger II, 77.

188, L.4. Shakespeares, Oehlenschlägers og Holbergs... Digterværker: I Iscenesættelsen af "Købmanden i Venedig" benyttede Fru Heiberg Lejligheden til at demonstrere sin Alfetro, idet hun i Scenen med Skrinene lod et Par Engle svæve ned og pege paa det rette, skønt Shakespeare mener, at Bassamos inderlige Kærlighed instinktmæssig lader ham vælge det rigtige; sml. Neiiendam, 142. "Palnatoke" gjorde hun nærmest til et Melodrama; sml. Bournonville: Mit Theaterliv III, 1. 19. Om Fru Heibergs Holberg-Iscenesættelser sml. J. C. Normann: Holberg paa Teatret. (1919), 210-14. - L.20. Ibsen og Bjørnson: Fru Heiberg nævner ikke, at Heiberg havde forkastet "Hærmændene paa Helgeland" af Ibsen og "Mellem Slagene" og "Halte-Hulda" af Bjørnson. Sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Hist. I (1921), 145-53. - L.27. "De Nygifte", Lystspil af Bjørnson i 2 Akter, opf. 1. Gang 23/11 1865. Sml. Note til III, 183, 16. Ved sin poetiske Duft gjorde det lille Lystspil, som i Tonen mindede om Hertz' Skuespil, stor Lykke og opførtes i de følgende Aar 75 Gange. I Et Liv. 1. Udg. IV, 391 er Bjørnsons Takkebrev til Fru Heiberg trykt. - L.31. "Maria Stuart i Skotland", Drama i 5 Akter af Bjørnson, opf. 1. Gang 2/9 1867. Fru Eckardt spillede Titelrollen. Med hende var Bjørnson tilfreds, men iøvrigt skrev han om Opførelsen: "Fru Heiberg siger, at hun tror paa det Nye, men holder dog fast ved det Gamle. Hun instruerer ret godt (kun danner hun dem for meget i sit eget Billede), arrangerer fortræffeligt, men besætter ad Helvede til - - -.Vi faar ikke det ægte og sande, men maa nøjes med "det Smukke"". Forud for Opførelsen havde demens Petersen i et Brev forsøgt at retlede Rollebesætningen. Sml. Neiiendam i: Politikens Kronik 3/12 1920; 7/12 1932.

189, L.24. "Kongs-Emnerne", historisk Skuespil i 5 Akter af Ibsen (1864); opf. 1. Gang 11/1 1871. Holm Hansen fortæller i: Hvad jeg oplevede (1911), 78, at det egentlig var ham, som vakte Fru Heibergs Interesse for Opførelsen. Han foretog en Forkortelse, som Ibsen godkendte. - L.25. "De Unges Forbund", Lystspil i 5 Akter af Ibsen, opf. 1. Gang 16/2 1870. Denne Dato er dog ikke Ibsens sceniske Fødselsdag i Kbh., idet "Gildet paa Solhaug" allerede 6/12 1861 var spillet paa Casino. Om Hensigten med "De Unges Forbund"s Opførelse sml. Note til III, 74, 15.

190, L.29. Kgl. Skuespiller Emil Poulsen (1842-1911). For ham, som havde debuteret i 1867, blev "Kongs-Emnerne" af stor Betydning, idet han i 445 Bisp Nicolas' Rolle brød igennem som Karakterskuespiller. Sit kunstneriske Forhold til Fru Heiberg, "der var af dybeste betydning for min udvikling som skuespiller," han har skildret i: Ord och Bild XX. (1911), 85-98.

191, L.1-2. Citat fra "En Sjæl efter Døden", 4. Akt (Heib. Poet. X, 254). - L.5. "Cymbeline", Shakespeares Skuespil i 5 Akter, oversat af Julius Martensen, gaves 4/10 1871 og var ikke tidligere opført paa Det kgl. Teater. Heri brød Fru Heibergs Elev Agnes Dehn (senere Fru Gjørling) igennem som Imogen. - L.8. en Theaterkritik: Den paagældende Kritik af "Kongs-Emnerne"s Iscenesættelse, som formentlig skyldtes Edgar Collin, findes i Dag. Nyh. 20/1 1871. Sml. Overskou VII, 592. - L.21. "Tænd flere Lys!": Replik fra 3. Akt af "Kongs-Emnerne" (1864), 74 f. - L.38. Slutningstableauet: 5. Akt (Kongs-Emnerne, 216).

192, L.18. Sigrids Ord: Da Fru Heiberg ikke kunde tolerere den Replik, hvormed "Kongs-Emnerne" slutter: "Skule Baardssøn var Guds Stedbarn paa Jorden - det var Gaaden ved ham", fik hun Ibsens Tilladelse til at benytte Sigrids Ord fra et tidligere Sted i Dramaet (S. 213) til Slutningsreplik: "Nu kommer Skule Baardssøn angrende hjem fra sin Ulydighedsgang paa Jorden". Ud fra disse forskellige Slutninger falder to hinanden modsatte Belysninger over Dramaets Grundtanke, men den forandrede Slutning opløste det i en. Harmoni, som faldt inden for Fru Heibergs Krav om Moral og Skønhed. Sml. Neiiendam, 142 f.

193, L.4. uden lydelig Ære: Sceneinstruktørens Navn nævnedes dengang ikke paa Plakaten, og hans Indsats var kun sjælden Genstand for offentlig Omtale. - L.32. i syv Aar: Fru Heiberg var Sceneinstruktrice fra 1867 til 1874. Den sidste Forestilling, hun iscenesatte, var Shakespeares "Romeo og Julie", som blev genoptaget 8/4 1874. Emil Poulsen (Romeo) mindedes fra Prøverne, at Fru Heiberg skød Agnes Dehn (Julie) tilside og sagde Monologen ved Giftflasken saaledes, at den gamle Dame i Kaabe og Kysehat forsvandt, og man kun saa Romeos elskende, ulykkelige unge Brud. Sml. Ord och Bild XX (1911), 89 f. - L.40. en Udflugt til Syden: Med Støtte af Kaptajn, Brygger J. C. Jacobsen rejste Fru Heiberg ledsaget af sine Døtre i April 1874 til Italien og vendte først hjem i Slutningen af Maj 1875, da den gamle Teaterbygning var nedrevet. Sml. Krieger II, 154-256. Det nuværende Teater blev aabnet 15/10 1874.

194, L.29-40. Kultusministeriets Skrivelse findes i Fru Heib. Ark., hvor dog Overskrift og Dato er af klippet. Af Det kgl. Teaters Kopibog 1874, Nr. 218 ses, at Datoen var 11/6 1874.

195, L.1. blev jeg dog fast i min Beslutning: Sml. III, 194, 25-26 med tilhørende Variant. Fru Heibergs sidste Afskedsansøgning, skrevet af Krieger, er dat. Rom 27/1 1875. "Hun ansaa det ikke mere for forsvarligt at fortsætte den hende betroede Virksomhed". Skrivelsen er trykt i: Krieger II, 385 f. - L.7. efter nogle Aars Forløb: Meningen er en Kritik af Teaterchef, Kammerherre Fallesens Repertoirevalg, der i høj Grad var fransk paavirket. Han var Chef 1876-94. - L.22. Gjenfærdets Optræden: "Svend Dyrings Huus'", 446 2. Akt, 2. Sc. (Hertz. VI, 47). Hertz' Tragedie, som oprindelig var iscenesat af Dr. Ryge (sml. Det kgl. Teaters Program, Febr. 1943), opførtes kun 2 Gange i Fru Heibergs Sceneinstruktørperiode. - L.32. Slutningsscenen: 4. Akt, 10. Sc. (Hertz. VI, 171).

196, L.25. "Fata Morgana": Sml. I, 220, 25 og Note. Fru Heibergs yngre Venner, Peter Hansen og Emil Poulsen, fik Eventyrkomedien frem 8/4 1896 med August Liebman i Clotaldos Rolle, men Stykket opførtes kun seks Gange. De lange filosofiske Scener trættede paany, og Musiken af Peter Heise (1830-79) kunde ikke redde Forestillingen.

197, L.6. et Exemplar: Det omtalte Eksemplar af "Fata Morgana" findes ikke paa Det kgl. Teater. - L.19-35. Af det kgl. Teaters Kopibog 1882 Nr. 155 ses, at Fru Heibergs Skrivelse, som ikke er bevaret, var dateret 6/4 1882 og Fallesens Svar 21/4 s. A. - L.28. Vilhelmine (Ville) Heise, f. Hage (1838-1912), g. 1859 med Komponisten P. Heise.

198, L.8. de lyriske Udbrud i Clotaldos Rolle: f. Ex. 1. Akt, 1. Sc., 3. Akt, 1.-2. Sc., 4. Akt, 5. Sc. - L.20. Mr. Cérenville: Overlæge ved Hospitalet i Lausanne. Fru Heiberg fortæller om ham i: Krieger II, 161 f.

199, L.4. Fru Heiberg opholdt sig i Château d'Oex i August, tog derpaa i Begyndelsen af September til Italien og kom efter kortere Ophold i Bellagio og Firenze til Rom i Begyndelsen af Oktober Maaned. Sml. Kriger II, 173-80. - L.13. Bjørnson opholdt sig i Italien 1873-75 med sin Hustru Karoline f. Reimers (1835-1934) og deres Børn. Sml. Krieger II, 180-239. - L.30. Fru Heiberg rejste til Salerno i Slutningen af Februar 1875 og en Maaned senere til Sorrento.

200, L.6-11. Det var Bjørnsons ændrede Opfattelse af religiøse Spørgsmaal, som afbrød hans Forhold til Fru Heiberg. - L.24. Mit landlige Hus ved Sundet var... solgt: I Sept. 1874 under Fru Heibergs Ophold i Udlandet solgtes hendes Villa i Rosenvænget med Krieger som Kommissionær til Fabrikejer Benny M. Goldschmidt. Sml. Krieger II, 176-79. I Efteraaret 1875 flyttede Fru Heiberg ind i det da nybyggede Hus i Gothersgade Nr. 160, hvor hun boede til sin Død. Meldahl havde skaffet hende Lejligheden og indrettet den, som hun ønskede. Sml. Helga Stemann: Meldahl og hans Venner IV (1930), 123 ff. - L.31. de tre Helte: Generalmajor Olaf Rye (1791- 1849) faldt ved Fredericia 6/7; Generalmajor F. A. Schleppegrell (1792- 1850) faldt ved Isted 25/7; Oberst H. Helgesen (1793-1858) forsvarede i 1850 med stor Dygtighed Fæstningen Frederiksstad. - L.39. Eden til den franske Kriger: Marskal Bernadette (1763-1844), Prins af Pontecorvo, blev 1810 Tronfølger og 1818 Sverige-Norges Konge under Navn af Karl XIV Johan.

201, L.11. jeg havde anden Gang besøgt Norge: I 1866 gæstede Fru Heiberg Christiania, 37 Aar efter sit Gæstespil deroppe i 1829. Sml. Krieger II, 39-57 og Et Liv, I, 90 ff. og Note. - L.13. gamle Venner: I sine Breve til Krieger (II, 40ff.) nævner Fru Heiberg de fremragende norske 447 Personligheder, som under hendes Ophold viste hende Venlighed. Blandt hendes nye Venner var Stortingsmand, Skibsreder Morten Smith-Petersen, der opkaldte Barken "Fruen" efter hende. Sml.: Digt, da Skibet løb af Stabelen i Grimstad 14/7 1871 (T.Mus.). - L.22. en Serenade: Bjørnsons Digt: "De norske Studenter til Fru Louise Hejberg" (se Bjørnson. Samlede digterverker. VIII (1920), 292-293). - L.27. I 1877 var Fru Heiberg paa Myrer ved Grefsen i Norge; i 1878, 1879 og 1881 paa Ladegaardsøen ved Bygdø i Christianiafjorden, hvor hun boede i Kong Oscar IIs Villa "Victoria"; i 1880 ved Sandefjord Bad; i 1883 i Laurvig; i 1885 og 1889 paa Hankø i Christianiafjorden; i 1888 paa Modum og Gausdal. Sml. Krieger II. - L.30. et Besøg, af Kong Oscar den Anden: Kong Oscars (1829-1907) og Kronprins Gustaf s Besøg hos Fru Heiberg paa Ladegaardsøen ved Bygdøen fandt Sted 20/7 1878; sml. Norsk Morgenbl. 21/7 s. A.; Krieger II, 310. - L.31. Guldmedaillen: Litteris et artibus.

202, Bogen om Heibergs Forældre: Sml. III, 133, 26 og Note. Om Fru Heibergs Tanker under Udarbejdelsen sml. Krieger II, 330-47.

203, L.8. Adam G. Ø. Hauch (1836-1914), Carsten Hauchs Søn, var til 1890 Leder af en Latinskole i Kbh. og blev 1892 Overlærer, senere Rektor ved Roskilde Katedralskole. Sml. Indledning (IV, 34-38). - L.21. Et Par af mine fortroligste Fenner: Krieger og Martensen. - L.39. alle Blades Anmeldelser: De væsentligste Anmeldelser, som fremkom, var (den yngre) Professor J. L. Heibergs (1854-1928) Artikel i Letterst.tidskr. (1883), 28-52; Edv. Brandes i Morgenbl. 22/8, 25/3 1883 samt Otto Borchsenius i Ude og Hjemme 10/12 1882. Bogen bidrog ogsaa til at fremme Udgivelsen af Breve fra og til P. A. Heiberg i Birket Smith: Til Belysning af litt. Personer og Forhold (1884). 1891 udkom H. Schwanenflügels Doktordisputats om P. A. Heiberg.

204, L.25. et Udvalg: I 1884 udkom: P. A.Heiberg: Udvalgte Skrifter. Udg. af O. Borchsenius og Fr. Winkel Horn.

205, L.2-4. Citatet er fra Grundtvigs Salme (Salmer og aandelige Sange IV (1875), 399).

206, L.1. Mynsters Ord: Fri Gengivelse af Mynsters Udtalelse: "det er et Jeg-veed-ei-hvad, som gyder nogle Draaber Malurt i ethvert Glædens-Bæger; det er en Længsel, som alle dette Livs Goder ikke kunne tilfredsstille." Sml. Mynster: Meddelelser om mit Levnet (1854), 189. - L.31. sex... Kunstnere: Kammersangerne Peter Schram og N. J. Simonsen, de kgl. Skuespillere Th. Liebe, Chr. Ferslev og Emil Poulsen samt Regissør A. Fredstrup. Adressen oplæstes af Ferslev; den findes nu i Fru Heib. Ark. Smykket var tegnet af Pietro Krohn.

207, L.32. en Deputation: Studenterforeningens Adresse findes i Fru Heib. Ark. og er underskrevet af H. C. A. Lund. H. O. G. Ellinger. Chr. Ferslev. H. L.Møller. Carl Meyer. Lund oplæste Adressen. Sml. Carl Dumreicher: Studenterforeningens Historie III (1941), 44ff. - L.35. 40 Aar siden: Sml. I, 278 f.

208, L.26. Cabinetssecretairen: Topografen J. P. Trap (1810-85) var 448 fra 1857 Kabinetssekretær, først hos Frederik VII, derefter hos Christian IX. Fru Heiberg var den første Skuespillerinde, der modtog Fortjenstmedaillen i Guld. Ordenskapitlets Skrivelse af 2/12 1882 findes i Fru Heib. Ark.

209, L.2. han var mærket: Martensens Helbred havde fra Sommeren 1884 været skrøbeligt; han begærede sin Afsked; den blev ham tilstaaet fra 15/4 1885, men han døde 3/2.

210, LA. hans Levnet: Martensen: Af mit Levnet II-III udkom 1883. - L.6. Lad det da storme: Fru Heiberg tænker formentlig her paa den Storm, som hun anede, hendes Livserindringer vilde fremkalde. - L.9. Sprogsagens Ordning: Sml. Martensen. Af mit Levnet. II (1884), 153-167. - L.12. En Storm i Pressen: Den heftigste Modstand blev leveret af W. Hjort: Biskop Martensen og de danske Sprogreskripter i Slesvig (1883). Han mente deri, at Martensen havde gjort Danmark en daarlig Tjeneste ved at give dets Fjender Vaaben i Hænde. Om den Opsigt, hans Opfattelse vakte sml. Holger Hjelholt: "Martensen og sprogreskripterne" i: Hist. Tidsskr. 9. R. VI (1929), 364-413. - L.28. hans kraftige Sjæl slap Legemet: Biskop Martensen døde 3/2 1884 og blev begravet fra Frue Kirke 12/2; Fru Heibergs Citat er en fri Gengivelse af flg. Linjer fra Chr. Richardts Sørgedigt: "Nu drog et Forhæng sig tilside":

"Da han sit Øje lukked fromt,
da blev et Dommersæde tomt".
Richardt. Saml. Digte. II (1895), 361).

"Den Ven, hvis Bortgang Fru Heiberg følte dybest, var min Fader. "Jeg savner ham meget", hedder det i et Brev.,.og flere Gange i denne Tid har der været Tanker, jeg gjerne vilde have Svar paa";" sml. Josepha Martensen i: Sludenterhjemmets Julebog (1912), 81.

Fru Heiberg, som fødtes 22.Nov. 1812 i Kbh., døde i sit Hjem i Gothersgade den 21. Dec. 1890 (Dødsaarsagen var iflg. Begravelsesvæsenets Protokol: emollitio cerebri). Begravelsen fandt Sted fra Vor Frue Kirke den 27. Dec. J. P. E. Hartmann præluderede paa Orglet, og Talerne, der udkom i Trykken, holdtes af Slotspræst A.S.Poulsen og Biskop B. J. Fog. Fru Heiberg jordfæstedes i Fru Gyllembourgs og J. L.Heibergs Grav paa Holmens Kirkegaard. Graven er bevaret og vedligeholdes, men foreløbig kun til 1967.

Det kgl. Teater, som havde aflyst sin Forestilling paa Dødsdagen, mindedes 4. Januar 1891 Fru Heiberg med Opførelsen af "Syvsoverdag", hvortil Carl Ploug havde skrevet en Prolog og Epilog, som Phantasus, Fru Betty Hennings, fremsagde.