Heiberg, Johanne Luise HJEMKOMSTEN.

HJEMKOMSTEN.

I Slutningen af October kom vi tilbage til vort Hjem. Vor Bolig paa Søkvæsthuset stod under Marineministeriet, hvor Generalkrigscommissair Viborg havde stor Indflydelse. I vor Fraværelse havde han sat hele vor Leilighed i den prægtigste Stand, Alt var nymalet og smukt. Vi modtoges i Hjemmet af de skjønneste Sølvbryllupsgaver fra Slægt og Venner og tillige af en stor Mængde anonyme Damebroderier til Stuernes Forskjønnelse, saa jeg maatte tænke paa den tyske Dames Spørgsmaal: "Er dette Deres Bryllupsreise?" - thi Hjemmet saae ud som et Brudehus, hvor to Nygifte skulle flytte ind. Og virkelig havde jeg en Følelse af, at Heiberg og jeg vare som Nygifte. For første Gang vare vi to ene sammen i Hjemmet, og det morede 16 mig at phantasere mig ind i den Forestilling, at vi først nu begyndte vort Ægteskabs Samliv.

Endelig var mit Sind atter i Ro. Jeg kunde sidde stille i Hjemmet og i Frastand betragte, hvad der foregik paa Theatret, glad over, at jeg havde Tilladelse til at hvile Saisonen ud.

Allerede samme Dag, da Heiberg fik sin Afsked, vidste ikke blot vi, men hele Byen, hvad Hall nu havde isinde med Nationaltheatret. Den samme Minister, som havde afskediget Høedt paa Grund af hans mod al Form og mod alle indgaaede Forpligtelser stridende Opførsel, havde ingen Betænkelighed ved at lade ham blive antaget paany. Ogsaa M. Wiehe skulde vende tilbage. Og der var Ingen, der tvivlede om, at Nielsen, der nylig havde afgivet Lægeattest for, at det var livsfarligt for ham at spille Comedie, vilde sætte sit Liv paa Spil ved atter at optræde, rigtignok paa Betingelse af forøget Indtægt. Alt dette vilde ikke volde nogen Vanskelighed, men værre havde det været at finde Nogen til Directeurposten efter Heiberg, naar man ikke vilde gaa altfor langt ned. Den største Vanskelighed bestod i, at man følte det ønskelige i at faa en Mand med et Navn, men tillige en Mand, der kunde og vilde finde sig i at overtage Theatret med Skin af at være eneraadig Directeur, medens han i Virkeligheden ikke skulde have Raadighed over Noget som helst, da det var Ministerens Secretair og et Par Skuespillere, som i Skjul af dette Navn skulde være de egentlige Styrende. Omsider var Loddet faldet paa Halls mangeaarige Ven, Professor Dorph.

Halls Valg af Dorph kunde man neppe med Sandhed kalde et Venskabsstykke. - Professor Dorph var en lærd Mand, redelig, sanddru, paalidelig; men han havde i mange Aar levet i den Vildfarelse, at hans rette Plads vilde være i Spidsen for det kongelige Theater. Allerede i Christian den Ottendes Tid havde han anstrengt sig i høi Grad for at faa dette sit kjæreste Ønske opfyldt, men uden Nytte. Den første Betingelse for Valget af en Directeur paa dette Tidspunkt, et velklingende Navn , var saaledes ved Dorphs Valg nogenlunde opnaaet. Han havde erhvervet sig et litterairt Navn, blandt andet ved at oversætte nogle af de ældre engelske Comedier og en Del af de berømte græske Tragedier; disse Arbeider aabenbarede den lærde og dannede Mand. Men "Et er Søe-Kort at forstaae, et andet, Skib at føre". Enhver, endog de, der elskede Personligheden Dorph - Hall iberegnet - havde i Aarenes Løb smilet ad Dorphs Lyst til at staa i Spidsen for et Theater, thi der hørte ikke stort Fremsyn til at forudse, at hans hele Personlighed var saa lidet skikket til en saadan Post som Nogen. Muligvis var det dog netop dette, der hjalp ham frem som den Mand, Hall og Christensen under de nuværende Theaterforhold mente at kunne bruge, - og samme Dag, Heiberg fik sin Afsked, blev Dorph udnævnt til denne lidet misundelsesværdige 17 Post. Christensen blev samtidigt ansat som Committeret under Dorph - videre turde man ikke gaa for Øieblikket -, men i Virkeligheden som den egentlige Theaterbestyrer sammen med Ministeren. Men nu vilde den drilske Skjæbne, at heri havde saa vel den Ene som den Anden forregnet sig. Professor Dorph var en yderst godmodig og medgjørlig Mand; men da det meget hurtigt gik op for ham, hvorledes hans egentlige Situation var, og hvortil man vilde bruge ham, blev han fornærmet og stædig og lod den Committerede mærke, at han havde en Villie, uafhængig af dennes, en Villie, han agtede at hævde. Ulykken var imidlertid, at hans Ubekjendtskab med Alt, hvad der vedkom Theatrets Styrelse, var saa stor, at han i Virkeligheden fra første Færd af manglede Betingelserne for selv at have en Villie eller i alt Fald for at føre den igjennem. Der var ligefrem noget Comisk i den hele Situation, der opvakte Latter hos alle dem, der stode dette Forhold nærmere, og som længe før Dorph havde gjennemskuet, hvilken Rolle man havde tiltænkt ham, og som han i Begyndelsen saa troskyldig, saa tillidsfuld havde overtaget. Da inden kort Tid Sløret faldt fra Dorphs Øine, geraadede han i en tragicomisk Forbitrelse mod den gode Committerede, der jo, som det hed, var sat ved hans Side som Medhjælper, som Støtte. Man kunde vanskelig bare sig for Latter, naar Dorph aldrig talte om samme Herre uden med Tillægsnavne som "Slange", "Snog", "Ræv" o. 1. Dorph rasede og nedsank hurtigt i dybt Mismod over den Skuffelse, han følte, nu da han havde opnaaet sit mangeaarige Ønske at styre et Theater. Personalet lo ad den stakkels Dorph, man udtømte sig i Vittigheder over Situationen, man gjentog Chilians Ord: "Har vi ikke vel reyst? Herre!" Saa lidet havde man meddelt ham de tagne Bestemmelser, at man ikke engang havde sagt ham, at Ministeren havde fritaget mig for at optræde i hele den kommende Saison, en Tilladelse, som han, da den omsider ved et Tilfælde kom ham for Øre, tog sig meget nær, ja knap vilde tro Muligheden af. I sin Vrede undgik han at tale med Ministeren og den Committerede og kom derfor til mig for at spørge, om dette virkelig forholdt sig saaledes. Paa min Bekræftelse heraf blev han aldeles forbitret. Man skulde jo rigtignok tro, at han maatte have været den Første, der havde faaet Underretning herom, da det jo dog var af Vigtighed for det Repertoire, han agtede at opføre i den snart begyndende Saison, hvilke Kræfter der stode til hans Raadighed og hvilke ikke. Den gamle Mand var ligefrem rørende i sin Fortvivlelse over en saadan Tilsidesættelse fra Ministerens og den Committeredes Side, saa jeg ikke veed, om jeg havde holdt Stand mod hans indtrængende Bønner om at opgive denne Ferie, ifald det ikke havde ligget mig paa Hjerte at give de "i Skygge stillede" unge Talenter Leilighed til at vise deres Begavelse under min Fraværelse.

        

18

Et uventet, stort Tab forøgede i høi Grad Vanskelighederne for den nye Bestyrelse. Den 20de Juli rygtedes det pludselig, at Fru Nielsen aldeles uventet var død ude i Fredensborg, hvor hun havde tilbragt sin Sommerferie.

Ved hendes Død var i Grunden hele den langvarige Sammensværgelse brudt. Centrummet var nu borte og Sammenholdet splittet, Ilden paa Arnestedet slukt.

Denne Efterretning gjorde et stærkt Indtryk paa mig som paa mange Andre. Min stakkels, forhenværende Veninde havde lige saa lidt som M. Wiehe plukket Roser i de Aar, da hun blev opægget til at sætte sig i Opposition mod sine gamle Venner. Med Vemod tænkte jeg paa aldrig mere at skulle se hende. Hvad havde jeg ikke i dette Øieblik givet for, at vort tidligere Forhold ikke var blevet brudt, ved at man havde foresnakket hende, at hun led Uret! - Der gives Mennesker, hvis Nærhed er lige saa fordærvelig at trives i, som Berberisbuskens Nærhed er for visse Planter!

Saa ofte hun senere efter mange Aars Forløb lever sammen med mig i mine Drømme, træder hun mig altid imøde med sin gamle Kjærlighed, klapper og kysser mig, overrækker mig skjønne Blomster, og ikke mindste Tegn eller Hentydning til de uhyggelige Uenighedsaar giver sig tilkjende. Og saaledes skal hun stedse leve i min Erindring.

Bladene havde alt slaaet ind i den gamle Tone og vare lige saa utilfredse med den ny tiltrædende Directeur som med den afgaaede. Dette tog den stakkels Dorph sig meget nær, og man fortalte med Latter paa Theatret, at det gamle betroede, vittige Theaterbud, Walsøe, en Dag havde trøstet Dorph, der klagede sin Nød for ham, med at sige: "Ak, Hr. Professor, bryd Dem endelig ikke om disse Angreb, for det bliver meget værre endnu!" Den Committerede, Christensen, trængte med Ministerens Tilladelse Dorph mere og mere i Baggrunden og bandt Hænderne paa ham i alle Retninger, idet han paa ethvert Punkt fastholdt, at Alt havde en økonomisk Side; altsaa maatte hans Sanction indhentes paa alle Punkter, saa Dorph følte, at han kun stod der som Directeur af Navn, medens Christensen var den Eneraadende. Dorphs eneste Støtte og Medhjælper var Berner, der endnu fra Heibergs Tid stod som Secretair i de daglige Forretninger, og som ved sin gjennem en syvaarig Virksomhed under Heiberg vundne Erfaring og sin utrættelige Arbeidsomhed var Dorph til stor Nytte, hvilket ogsaa denne i høi Grad paaskjønnede. Dette var ikke den Committerede med, men meget imod. Det gjaldt altsaa at berøve Dorph denne Hjælp saa snart som muligt. Jeg har her liggende for mig et Brev fra Berner angaaende denne Sag. Det hedder heri: "Christensen bad mig indfinde mig hos ham i Ministeriet, hvor han begyndte med at sige mig at han ikke kunde komme til helt at 19 overtage de ham som Committeret tillagte Functioner saalænge jeg ved paa alle Punkter at understøtte Directeuren og jevne alle Vanskeligheder for ham befæstede ham i den Tro at den øieblikkelige Tilstand fremdeles kunde vedblive, hvorved den Committeredes Bistand ved Theatrets Ledelse saa at sige vilde blive overflødig. Jeg svarede herpaa at jeg kun gjorde min Pligt, og at jeg saalænge min Stilling ikke blev anderledes ordnet var bestemt paa som hidtil at yde Directeuren den Hjælp, jeg formaaede, saameget mere som han stedse omtalte min Virksomhed med Paaskjønnelse og Tilfredshed. Hertil yttrede Christensen, at jeg vilde handle klogt imod mig selv ved at lade Professor Dorph falde , da denne saalænge jeg stod hos ham vilde være i den Illusion at han virkelig var istand til som Directeur alene at styre Theatret, medens det netop var Ministerens Hensigt og Villie at det skulde blive ham klart at han ikke formaaede at undvære Andres Bistand, og at denne Bistand skulde ydes ham af den ham tilforordnede Committerede. Da jeg imidlertid vedblivende erklærede, at jeg ikke saae mig istand til at røgte mit Embede anderledes eller til at unddrage Directeuren min loyale Understøttelse, hvorpaa han tillidsfuld gjorde Regning, endte Samtalen hermed."

Ganske kort Tid efter afskedigedes Berner til Dorphs Fortvivlelse som Regisseur ved de daglige Theaterforretninger og beholdt kun Pladsen som Secretair i Theatercontoiret, medens Regisseurpladsen blev overdraget en ældre Skuespiller, der var ude af Repertoiret, hvor han i sin Tid havde gjort Nytte, men hvem nu Alle og Enhver smilte over at skulle se i dette Embede, da man skulde have Vanskelighed ved at finde En, mere uskikket hertil. At Dorph ene vilde være Herre over Repertoiret, var Christensen en Torn i Øiet; han søgte derfor at unddrage ham al Assistance af Berners Erfaring, i Haab om at denne Forholdsregel vilde sætte Dorph i den yderste Forlegenhed. At Christensen vilde have afgjørende Stemme med Hensyn til Repertoiret, var jo unegteligt saa godt som aldeles at stryge Dorphs kunstneriske Autoritet, der netop skulde være Hovedsagen ved hans Ansættelse.

Den stakkels Dorph skrev mig ofte til med Bøn om at spille og saaledes komme ham og Theatrets Indtægt til Hjælp. Sagen med Berner klagede han bittert over, og et af hans Breve ender med: "- Undskyld! jeg kan ved denne Leilighed ikke afholde mig fra at citere en i disse Dage af Etatsraad Heiberg nedskreven Yttring, som jeg i dette Øieblik har læst: "Med Hensyn til Repertoirets Dannelse kan ikke tænkes nogen af Directeuren uafhængig Selvstændighed , thi da det er hans Sag at ordne Repertoiret som en Heelhed, maa han ogsaa kunne beherske dets forskjellige Bestanddele. Dannelsen af Repertoiret i alle Brancher maa ansees for noget nær at være Directeurens 20 fornemste Opgave. I dette fundamentale Hverv maa Directeuren derfor være eneraadende .""

Midt i Saisonen skrev Dorph atter til mig: "Hver Dag kommer der Mennesker og spørger mig: Naar kommer dog Fru Heiberg?" - Jeg følte virkelig Medlidenhed med ham, og dertil kom, at man havde udspredt i Publikum, at jeg ikke vilde optræde, saa længe Dorph var Theaterdirecteur, et Rygte, hvorom han skrev mig til, at det smertede ham mere end Alt andet, og som vel skulde være en Undskyldning for, at alle Forberedelser bleve tagne for med Skin af Ret at afskedige ham ved Saisonens Slutning. Den virkelige Grund var imidlertid, at saa Christensen endelig kunde komme paa den Plads, som han nu i henved fire Aar havde kæmpet for med alle mulige og umulige Vaaben. - Da besluttede jeg at afknappe nogen Tid af min Ferie for at vise, at et saadant Rygte var uden al Grund, og meldte, at jeg haabede at kunne optræde i April. Jeg kunde nu rolig fremtræde, thi af de mange unge Talenter, jeg ved min Nærværelse havde holdt tilbage, var Ingen kommet tilsyne, - men hvem huskede nu mere hin fornærmelige Bagvaskelse, som dog en Tid syntes at være troet af mine Modstanderes Venner og Bekjendte. Rørende var Dorphs Tak til mig i Anledning af, at jeg vilde spille under hans Directorat; - og fra Ministeriet fik jeg følgende Skrivelse:
Ministeriet
for
Kirke- og Undervisningsvæsenet.

Det er med sand Glæde, at Ministeriet har bragt i Erfaring, at Fru Etatsraadindens Befindende - efterat De har benyttet den Dem siden forrige Saisons Udløb indrømmede Permission til at søge Deres Helbred restitueret - nu er saaledes bedret, at det tør haabes, at De med det Første atter vil kunne træde i Virksomhed ved Theatret.

Det kan ikke være Etatsraadinden ubekjendt, hvilken særdeles Priis Ministeriet sætter paa at see Theatret støttet ved den store Betydning, De altid har havt for det, og hvormegen Vigtighed Ministeriet tillægger Deres fortsatte Optræden paa Scenen ikke blot med Hensyn til de enkelte Præstationer, men ogsaa med Hensyn til Theatrets hele kunstneriske Præg og Udvikling.

Forsaavidt det imidlertid skulde kunne befrygtes, at De, saafremt Deres Helbred atter skulde lide under de Anstrengelser, som Udførelsen af Deres Kunst medfører, ikke vilde see Dem istand til at deeltage i Theatrets Præstationer, saameget som det maatte ønskes, eller endog skulde see Dem nødsaget til ganske at opgive al Virksomhed i Theatrets Tjeneste, troer Ministeriet med Hensyn til de Betænkeligheder, der herfra muligen kunde opstaae 21 hos Dem ved nu paany at begynde Deres Virksomhed, her strax at burde udtale, at ligesom det er en Selvfølge, at der i Henseende til Deres Tjeneste ved Theatret stedse fra Theaterbestyrelsens Side vil blive taget det meest mulige Hensyn til Deres Helbred, saaledes vil Ministeriet naturligviis finde sig forpligtet til at imødekomme et eventuelt Ønske fra Etatsraadindens Side om at afgaae fra Theatret, naar Deres Helbred maatte gjøre det nødvendigt. - Saafremt dette beklagelige Tilfælde skulde indtræde, vilde Ministeriet ligeledes ansee sig forpligtet til at foretage de fornødne Skridt til at udvirke, at den Pension, der eventualiter bliver at tillægge Dem, i intet Tilfælde bliver ringere end den, der vilde tilkomme Dem, hvis De nu afgik fra Theatret, selv om Deres ubestemte Indtægter fremtidigen maatte blive ringere end hidtil.

Idet Ministeriet har antaget, at Fru Etatsraadinden i disse Tilsagn vil finde en Beroligelse med Hensyn til den oven paapegede Eventualitet, nærer Ministeriet tillige det Haab, at De i denne Udtalelse vil see et Beviis paa, hvor magtpaaliggende det er Ministeriet snarest muligt at gjenvinde Deres Tjeneste for det kongelige Theater, og at De ogsaa deri vil finde en Tilskyndelse til at imødekomme et Ønske, som deles af Alle, som Theatrets sande Tarv ligger paa Hjerte.
Kjøbenhavn, den 30te December 1856.
C. Hall .
Til
Fru Etatsraadinde Heiberg.

Det blev da bestemt, at jeg skulde optræde i Hertz's "Ninon", første Gang den 18de April. Prøverne paa Stykket toge altsaa deres Begyndelse. Mit Hjerte bankede, da jeg atter betraadte Scenen til den første Formiddagsprøve paa "Ninon", omgivet af de Personer, der i de senere Aar havde forbitret mig min tidligere lykkelige Stilling ved Theatret, saae disse Physiognomier, følte den forcerede Venlighed imod den, der i saa mange tidligere Aar med Kjærlighed havde arbeidet med dem til et fælles Maal; - og Digterens Ord i "Ninon" faldt mig ind: "Det er en falsk, usand Verden, denne; Ingen er sig selv, men kun en Maske af en Anden."

Jeg havde hverken andensteds eller paa Theatret set Michael Wiehe i det sidste Aar, ikke set ham, siden han i forrige Saison blegnende tog Afsked med mig i "Prindsessen af Taranto". Hele Hoftheaterperioden laa jo herimellem. Hvilken Forandring syntes mig ikke at være foregaaet i hans Ydre! Hans forrige ædle Simpelhed i Holdning og Klædedragt var nu oversmurt med en vis Pyntelighed, der saarede min Skjønhedssans. Den glatte, rene Pande bar Urolighedens Furer, og det stille, rørende Øie zitrede som en 22 Magnetnaal i et Compas. Da tænkte jeg: Du har fortrudt, Du fortryder i dette Øieblik! Du har ikke følt Dig lykkelig, dine urolige Træk vise mig dette tydeligere og vissere, end om Ordet derom klang fra dine Læber. Om jeg ikke ad andre Veie havde vidst, hvor ulykkelig Wiehe havde følt sig i sin Kunstvirksomhed paa Hoftheatret under Directeur Langes Ægide, da behøvede jeg blot at kaste et Blik paa ham denne Dag. Da han saae mig, rakte han mig Haanden til Velkomst med et besynderligt letfærdigt Smil. Hvad laa der i dette Smil? Mente han, at med denne udrakte Haand og dette Smil kunde alt det Forudgangne udslettes? Jeg tror ikke, at den tidligere fine og beskedne Wiehe vilde have modtaget mig saaledes, ovenpaa hvad der var passeret, men han var bleven en Anden, og denne Anden var og blev mig fremmed.

Jeg studsede noget ved Prøven af vore første Scener i "Ninon". Den noget tørre og raa Realisme, som Høedt havde faaet ham ind paa, anvendte han nu paa sin tidligere fine, glimrende Fremstilling af den unge, romantiske Chevalier; jeg studsede og tænkte: Hvad er herved at gjøre? Da samlede jeg min hele Energi og prøvede min Rolle saa fuldt ud, som om det hele Publikum var nærværende; og se, lidt efter lidt dukkede hans fordums Tone, hans skjønne Inderlighed frem af sit paatagne Svøb, og inden Prøven var tilende stod han der som den Chevalier, der havde henrevet og fremdeles vilde henrive Alle ved sit deilige, erotiske Spil.

Men kom disse Enkelte mig stivt og med paatagen Venlighed imøde, da varmedes jeg op af de mange Andre i Personalet, der med Taarer i Øinene kom hen imod mig, idet de sagde: "O, hvor deiligt, at De kom tilbage! her har været saa trist, og vi have Alle længtes efter Dem!" - Da Aftenen kom til den første Forestilling, havde mine mange Venner, deriblandt Choret og Balletpersonalet, atter smykket mit Paaklædningsværelse med Blomster og Gaver. Enhver vilde være med til denne Velkomst, og man vil vist ikke fortænke mig i, at alt dette glædede mig. Og nu Publikum! Fra det tætbesatte Hus bragtes mig et Velkommen saa fuldt og varmt som nogensinde, og da Forestillingen var tilende, maatte jeg atter frem for at modtage den Jubel, man ydede mig. Ja, havde nogle af mine Theatervenner været troløse, da gjaldt dette i Sandhed ikke om det Publikum, jeg uafbrudt havde spillet for i saa mange Aar. Maaske denne Trofasthed mere end noget Andet havde bidraget til den Misundelse, jeg led af hos de Enkelte af det mandlige Personale. M. Wiehe hørte imidlertid ikke til disse, det føler jeg mig overbevist om. - Sex Gange i Mai Maaned optraadte jeg i "Ninon" og fem Gange i Goldonis "Tilfældet har Ret", der endte Theatersaisonen, og vedblivende for tætbesat Hus. Dorph var lykkelig derover, da han ansaae det som en Æressag, at jeg optraadte under ham.

23

Sidst i Mai talte Alle om, at Dorph virkelig var af Cultusministeren bleven anmodet om at trække sig tilbage. Men hvem skulde da i hans Sted? Dette var endnu en Hemmelighed. Bladene stødte af alle Kræfter til den hældende Vogn og angrebe Dorph efter bedste Evne. Rygtet nævnede nu snart En, snart en Anden som Dorphs Efterfølger. Paa Theatret vare Alle i stor Bevægelse og Spænding. Overskou var alt længst lagt for Had som Sceneinstructeur, og der arbeidedes nu stærkt paa at fjerne ham fra denne Stilling og sætte Høedt i hans Sted. Posten som Elevinstructeur havde Høedt støttet til Christensens Indflydelse hos Ministeren og baaren af Bladartikler - især i "Fædrelandet" - alt opnaaet. Man mente, at Theatrets Frelse skulde komme fra Høedt, der som Elevinstructeur kunde bevare den "gode Tradition i den gamle Skole hos de Yngre ", uagtet man paa samme Tid Tid talte om en ny Skole , som Høedt var Opfinder af. Saaledes talte man nu. Men 10 Aar senere skrev "Fædrelandet": " Elevinstructeuren er et fuldkommen overflødigt Hjul i Maskinen, der, som alle overflødige Bestanddele, kun afstedkommer Fortræd." Denne sidste Mening var tidligere ofte udtalt offentligt af Heiberg, men man vilde ikke anerkjende den, førend Erfaringen havde godtgjort dens Rigtighed.

For Øieblikket var som sagt Alt concentreret paa at fjerne Dorph og indsætte Høedt som Sceneinstructeur i Overskous Sted. I min tidligere Samtale med Hall angaaende dette Punkt havde han jo været enig med mig i, at Høedts Indtrædelse som Sceneinstructeur netop paa dette Tidspunkt vilde muligvis forhale den Ro, som Theaterforholdene saa høiligt trængte til, og at man, ifald en Forandring viste sig at være nødvendig, dog under ingen Betingelser strax skulde indlade sig herpaa. Den næste Saison, hvori de gamle Kræfter atter skulde virke sammen, burde ikke foruroliges ved et nyt Element, der atter vilde afstedkomme Conflicter. Denne Udtalelse af Hall stolede jeg fast paa.

Medens man nu ivrigt spurgte: "Hvem skal afløse Dorph? Hvem bliver den ny Theaterdirecteur?" bragte Berlingske Tidende den 8de Juni til stor Overraskelse for Alle - paa de Indviede nær, der havde arbeidet herfor - følgende Bekjendtgørelse: "Som vi erfare, har Hs. Ex. Cultusministeren, ifølge Hr. Professor Dorphs Ønske, hævet hans Constitution som Theaterdirecteur, og paalagt Hr. Secretair Christensen i Overeensstemmelse med hans Stilling som Committeret ved Theaterbestyrelsen, foreløbig at overtage Bestyrelsen af Theatret."

I et helt Aar var saaledes Professor Dorph bleven brugt til gjennem daglige Krænkelser at bane Veien, Skridt for Skridt, for at den Committerede kunde naa sit Maal. Dette var af de Fleste strax set og forstaaet ved Dorphs Ansættelse. Han selv behøvede nogle Maaneder for at faa Øinene op.

24

Nogle Dage efter at denne Nyhed var kommen til Publikums Kundskab, skrev "Fædrelandet": "Med al Agtelse for dennes [*dolgoe O* Hr. Christensens] Duelighed som Secretair, maae vi tilstaae, at vi aldrig have kunnet begribe, hvor han fik Noget med Theatret at gjøre, eller overtyde os om, at hans Ansættelse der har været til nogen anden Nytte, end til at forøge Vanskelighederne . Det synes dog umuligt at kunne være Meningen at overdrage ham Bestyrelsen, med mindre Ministeren selv agtede at lede denne bag Coulisserne."

Denne lille Annonce hjalp. Man blev bange og tænkte paa en lille Svingning i Sagen, med andre Ord, at finde en ny Dorph, der skulde give det Navn til, som Hr. Christensen manglede, for at han ligesom under Dorph kunde være den Styrende bag dennes Ryg. Men en slig var ikke saa let at finde *.

Under alt dette arbeidede man fort paa Ombygningen af Theatret, huggede Sten paa Sten til Templet, der skulde overtages i den ny Skikkelse af saa kunstneriske Hænder som Hr. Christensens. Man huggede og man hamrede, uden at nogen ret Fremgang sporedes, og man maatte tænke paa Eventyret, hvor de smaa Trolde pillede flittigt ned om Natten, hvad der var opbygget om Dagen. Tiden rykkede nærmere og nærmere til Saisonens Begyndelse, man ømmede sig ved at erklære, at det man i lang Tid havde levet af med Stolthed, at skaffe Theatrets Ombygning færdig til rette Tid, var en Illusion. Endelig maatte Tilstaaelsen gives: Theatret kunde ikke blive færdigt . Man tog nu den Beslutning at aabne Saisonen paa Hoftheatret - et lille, daarligt Theater at tale paa, og som manglede alle Requisiter for nogenlunde at fremstille et ordentligt Skuespil, for ikke at tale om Opera og Ballet.

Denne Bestemmelse var mig og Flere i Personalet høist ubehagelig. At spille paa en lille, daarlig Scene, naar man er vant til at bevæge sig paa en stor, har mange Misligheder. Stemmen, den hele Nuancering, Plastiken o. s. v. forrykkes let helt og antager for store Dimensioner i Forhold til Omgivelserne. Det gaar med Skuespilleren som med Decorationsmaleren: Theatermaleriet er et helt andet end de Billeder, der ere bestemte til at betragtes nærved i en Stue, og her er atter Decorationsmaterialet paa en større Scene forskjelligt fra det paa en mindre. Afstanden, Tegningen, Farvestyrken maa beregnes meget forskjelligt. Først og fremmest gjælder det dog om selve Spillet. Dog, slige kunstneriske Anskuelser trækker den paa Skuldrene af, der fattes Kunstbegreber af en høiere Art. Jeg vidste forud, hvorledes man vilde *

25 betragte slige Indvendinger, og tav for ikke at kaste mig ind i en ny Strid. Ro og Fred var mig nu det Nødvendigste af Alt. Jeg var glad over, at min første Optræden efter Pausen var gaaet saa heldigt af. Saisonen var sluttet paa en for mig høist behagelig Maade, og nu vendte jeg mig fra den byrdefulde Kunst til den stille, rolige Natur.

Jeg laa atter paa alle Fire i min Have og pleiede de kjære velkomne Blomstergjæster, der gjentoge deres Besøg fra forrige Aar; jeg tilraabte en og hver, som man pleier ved andre gode Venners Besøg: "Nei, er ogsaa du der igjen! Velkommen!"