Heiberg, Johanne Luise 4. Del : 1856-82

MIN AFSKEDSBEGJÆRING.

I Juli flyttede vi paa vanlig Vis til Sølyst for at staa vor trofaste Ven Suhr bi i hans Ensomhed. Han havde mistet sin Hustru, var trist, tungsindig og meget syg, hans Bryst var betænkeligt angrebet, og hele Vinteren havde han været sydpaa i Haab om Bedring, som dog desværre ikke indfandt sig. Som sædvanligt havde han ogsaa i Udlandet fulgt Alt, os angaaende, med den største Interesse og det inderligste Venskab. Nu sad han ofte nedbøiet, mager, bleg og hostende, saa der hørte ikke lidt til at opmuntre ham; men kunde Nogen gjøre det, var Alles Mening, maatte det være Heiberg og mig, og rørende taknemmelig var han over vor Nærværelse.

En Eftermiddag paa Sølyst blev vor midlertidige Directeur Hr. Christensten meldt; Tjeneren sagde, at han ønskede at tale med Fru Heiberg. Smilende og bukkende traadte han ind og sagde, at han ønskede at tale med mig angaaende en Del Theatersager. Han meldte mig nu, at næste Saison maatte aabnes paa Hoftheatret og dette benyttes, indtil det kongelige Theaters Ombygning var færdig. Han bad om, at noget af det Første, hvori jeg optraadte i Begyndelsen af October - thi i September havde jeg alt i flere Aar været fritaget for at spille - maatte være det franske Stykke "Qvindens Vaaben", hvori Hr. Høedt meget længtes efter paany at spille sin,,Grignon". Jeg lovede ham dette. Han sagde fremdeles, at hvis Rygtet var naaet til mig om, at Høedt skulde være Sceneinstructeur, " da var der ikke Noget om det ". Jeg svarede ham, at i og for sig maatte Høedt gjerne for mig blive Sceneinstructeur, men at Ministeren var enig med mig i, at dette ikke strax burde ske, og havde lovet mig ikke for Tiden at indføre denne Forandring, hvilket jeg troede vilde være til Skade for alle Parter, da dette nye Forhold let kunde føre Ulemper med sig og forsinke Gjenoprettelsen af det ydre venskabelige Sammenhold, som man jo maatte ønske kom istand jo før jo heller. Heri gav ogsaa han mig fuldkommen Ret og mente, at saa lidt Forandring 26 i Embedsforholdene som muligt for Øieblikket vist var det Bedste*. - Der var saaledes en skjøn Enighed mellem vore Anskuelser, og han gik, øiensynlig veltilfreds med sin Visit.

Kort Tid efter dette Besøg kom Skuespiller W. Holst ud til mig og sagde, at han for gammelt Venskabs Skyld ansaae det for sin Pligt at meddele mig, at der formeligt lagdes Complot op imod mig; at Pladsen som Sceneinstructeur ikke blot var tilbudt Hr. Høedt, men at denne allerede var udnævnt, - saa at hele Hr. Christensens Meddelelse til mig var Usandhed og kun en Manoeuvre for at faa mig til at spille; naar jeg først var begyndt herpaa, vilde det falde mig vanskeligt at afbryde. Desværre forekom denne Beretning mig kun altfor rimelig. Den Draabe, der nu bragte Bægeret til at flyde over, var dog ikke Høedts Ansættelse som Sceneinstructeur, men Hr. Christensens hele Holdning i denne Sag og hans hele Personlighed. At denne i høi Grad stødte Heiberg og mig saa vel som alle vore Venner, vil man vel finde rimeligt. Vi havde i Forveien meget lidt Tiltro til denne Herres Ord og Forsikringer; hans Opførsel, først under Heibergs Directorat, senere under Dorphs, var ikke skikket til at forandre det hele Syn, vi havde paa denne Mand, der nu var Theatrets Enebestyrer, altsaa min Øvrighed, som det var min Pligt at staa i et underordnet, et Lydighedsforhold til; dette fandt Heiberg uværdigt for mig, og jeg følte, at min Opfattelse af ham og hans Animositet mod Heiberg og mig vilde forbitre mig hele min Nærværelse ved Theatret og umuliggjøre det for mig herefter med Lyst og Ro at udøve min Virksomhed i dets Tjeneste. Vor Taalmodighed var derfor nu forbi, og Beslutningen blev taget at søge min Afsked, som jeg følte dog kun var et Tidsspørgsmaal; thi under saadanne Forhold maatte det briste tidligt eller sent. Vi vare enige om ikke længer at indlade os paa nye Underhandlinger, men at holde min Beslutning om at søge Afsked hemmelig, indtil Ansøgningen var indgivet og Sagen dermed uigjenkaldelig afgjort. Dette skulde ske, saa snart vi vare flyttede fra Sølyst og ankomne til Byen.

Endnu en Gang aflagde Hr. Christensen mig et Besøg, snakkede vidtløftig frem og tilbage uden at komme til nogen klar Udtalelse. Jeg hørte paa ham, næsten i Taushed, og Samtalen førte ikke til Noget. Mit Indtryk var og blev, at Alt var Ord, Ord og atter Ord, hvorpaa jeg ikke kunde stole; jeg kunde
* 27 derfor ikke bekvemme mig til at forlange nogen nærmere Forklaring af ham. Om min Taushed netop gjorde ham betænkelig - thi han havde, hvorledes er mig ubekjendt, erfaret W. Holsts Besøg hos mig; - om han følte Trang til at fremstille mig Sagen paa sin Maade og i det Hele orientere mig i hans kunstneriske Anskuelser, og hvad jeg havde at vente af ham som Directeur, skal jeg ikke kunne sige, men strax efter at vi vare flyttede ind fra Sølyst til Byen, modtog jeg en lang Skrivelse fra ham, dateret den 3die October, hvorpaa Heiberg otte Dage efter svarede i mit Navn. Christensen lod derefter høre fra sig anden Gang (13de October). Da disse Skrivelser formentlig ere Aktstykker af Betydning for Theatrets Historie, lader jeg dem følge her i hele deres Længde.
Kjøbenhavn, d. 3. October 1857.

Fru Etatsraadinde!
I Følelsen af, hvor daarligt jeg formaaer at udtrykke mig mundtligt, da en Samtale som den, hvormed De beærede mig i Søndags, ingenlunde kan tjene til udtømmende at klare Divergenser eller Nuancer i Opfattelsen af Forholdene, og da det er mig vitterligt, at en Deel af mine Yttringer ere opfattede ganske anderledes end de vare meente - ja jeg frygter endog lidt piquerende* -, er det, at jeg herved tillader mig skriftligt at søge at udtrykke min Opfattelse af Forholdene med den Tydelighed, som Spørgsmaalets alvorlige Beskaffenhed maa gjøre ønskelig.

Ihvorvel jeg maa frygte for at blive vidtløftig, anseer jeg det dog for nødvendigt at at forudskikke en historisk Oversigt over Theaterbegivenhederne siden forrige Saisons Slutning, der ikke blot vil tjene til at belyse min Stilling, men ogsaa maa danne det rette Udgangspunkt for Deres Bedømmelse af Situationen; men jeg maa herved bede undskyldt, at jeg vil komme til at tale en Deel om mig selv. -

Da Ministeren ved sidste Saisons Slutning bestemte sig til at ophæve Professor Dorphs Constitution som Theaterdirecteur, tilkjendegav han mig, at jeg i min daværende Egenskab vilde have " foreløbig " at overtage Bestyrelsen af Theatret, idet han tilsagde mig, at der snarest muligt vilde blive foretaget Skridt til en Ordning af Bestyrelsesforholdene; og idet jeg vedblev at staae som "Comiteret", var dermed ogsaa udvortes tilstrækkeligt betegnet, at Forholdet ventede paa en anden Ordning. Ministerens Ordre til mig opfyldte jeg, ikke fordi jeg i sig selv kunde attraae at stilles som det nu var skeet, men fordi jeg var tvungen dertil; thi det vilde jo været meningsløst, om jeg, der var ansat blandt Andet for at overtage Bestyrelsen i det Tilfælde, at Directeuren havde Forfald, havde trukket mig tilbage i det Øieblik, da den Eventualitet indraadte, for hvis Skyld jeg blandt Andet var ansat; men idet jeg altsaa efter Ministerens Ordre paatog mig en Virksomhed, for hvis Byrde- og Ansvarsfuldhed jeg ikke havde vovet at ansee mig eller mine Kræfter tilstrækkelige, urgerede jeg fra min Side gjentagende og bad Ministeren fastholde, at jeg kun kunde betragte mit Hverv som "aldeles foreløbigt", og navnlig saaledes at jeg i denne Stilling ikke maatte føres ind i Saisonen eller denne saa nær, at en Forandring blev umulig; hvorimod jeg - for det Tilfælde, at det maatte blive Ministerens Bestemmelse, at jeg skulde blive længere ved Theatrets Bestyrelse - troede mig berettiget til at fordre: enten at der maatte stilles mig * 28 ved Siden i Bestyrelsen en Mand, som ved speciel æsthetisk Dannelse og Indsigt kunde afgive en Garanti for den artistiske Ledelse af Theatret og derved tillige dele Ansvaret for Bestyrelsen, eller hvis det ikke kunde effectueres, og det altsaa blev Resultatet, at jeg vilde komme til ene at bestyre Theatret og ene at bære Ansvaret for Bestyrelsen, der da gaves mig den fornødne Assistance med Hensyn til den artistiske Bestyrelse, hvortil maatte fordres en Mand til Scene-Instructeur, som jeg kunde have Tillid til, og som ved sin Stilling til en Deel - og det en for Theatergangen vigtig Deel - af Personalet kunde garantere den Bistand og Understøttelse fra dettes Side, uden hvilken en heldig Drift af Theatret er umulig. Hvilket af disse to Alternativer, der maatte vælges, blev det naturligviis ikke min Sag men Ministerens at bestemme, men det maa herved udtrykkeligt bemærkes, og jeg beder dette fastholdt, at det ene Alternativ ifølge de mig nøie bekjendte Forhold ubetinget udelukkede det andet. - For mit Vedkommende var det ikke skjult, at begge Alternativer havde sine Betænkeligheder ved sig, men jeg fandt dog disse Alternativer at være de eneste mulige, medens jeg aldrig tænkte mig som en Mulighed det Tredie, at jeg blev stillet til ene at bestyre Theatret uden Assistance hverken paa den ene eller den anden Maade.

I denne min Betragtning af, hvad der maatte skee, erklærede Ministeren sig aldeles enig og endvidere deri, at dersom jeg skulde have en Meddirecteur, vilde der ikke være Spørgsmaal om Andre end Professor Holst, og hvis der skulde haves en anden Scene-Instructeur, maatte det blive Hr. Høedt. -

Ministeren var dengang maaskee tilbøielig til at ansee det for det Heldigste at etablere en combineret Bestyrelse, skjøndt det maa indrømmes, at den Personlighed, som upaatvivlelig var den Eeneste, der stod til Disposition, ikke i nogen særdeles Grad tiltalte ham; men inden han tog nogen Beslutning, fandt han med Hensyn til den Vægt, han altid med Rette har lagt paa Deres Anskuelse, at burde tale med Dem derom.

Ministeren talte altsaa med Dem, Frue. Hvorledes han har fremstillet Sagen for Dem, og navnlig om han bestemt har fremhævet de to Alternativer, veed jeg naturligvis ikke*; men kort efter denne Samtale erklærede Ministeren definitivt til Professor Holst, at han ikke saae sig istand til at opfylde dennes Ønske om at ansættes som Theaterdirecteur.

For mig maatte Sagen herefter stille sig saaledes, at der nu kun var Tale om det andet af ovennævnte to Alternativer; og jeg turde vel endog efter hvad der var passeret have nogen Grund til at antage, at De, Frue, havde valgt mellem disse to Alternativer og foretrukket det sidste; hvormed det naturligviis ikke stod i nogen Strid, at De i og for sig og personlig ikke var stemt hverken for det Ene eller det Andet. -

Med den Overbeviisning, at den paatænkte Forandring med Scene-Instructeuren nu ikke vilde møde nogen afgjørende Hindring fra Deres Side, begav jeg mig til Dem, Frue. Det kan ikke være min Hensigt her at gjenkalde Detaillen af de Samtaler, hvormed De beærede mig, i Deres Erindring; kun dette vil jeg tillade mig at yttre, at ihvorvel samme tilfulde afgav Vidnesbyrd om, at De ikke kunde nære nogen positiv Tilbøielighed for Høedts Ansættelse som Scene-Instructeur, og at De ved at gaae ind derpaa bragte et personligt Offer, efterlod de hos mig dog det aldeles bestemte Indtryk af, at De, Frue, ikke vilde gjøre Deres Medvirken ved Theatret afhængig af Høedts Ikke-Udnævnelse, da De i det Hele kun fraraadede denne som Noget efter Deres Anskuelse misligt for mig og for Theatret; hvortil kom, at De blandt Andet ogsaa underholdt Dem med mig angaaende Deres Repertoire i den kommende Saison, og altsaa forudsatte en Virksomhed for Dem, uanseet at De tillige tænkte Dem den meget omtalte Embedsbesættelse som mulig. -

* 29

Jeg meddeelte Ministeren denne min Opfattelse og ventede derefter, at Sagen skulde blive ordnet; men efter at Ministeren derpaa - som jeg havde havt Grund til at troe - netop i dette Øiemed havde havt en Samtale med Dem, tilkjendegav han mig kort og godt, at han fandt Betænkelighed ved for Tiden at iværksætte den omtalte Foranstaltning. - Jeg var altsaa nu berøvet Udsigten til den Understøttelse, som jeg havde erklæret for nødvendig for mig, og hvad ikke blot jeg men ogsaa Ministeren havde erklæret for umuligt, var pludselig blevet ikke blot muligt, men virkeligt: at Professor Overskou blev min Medhjelp ved den artistiske Bestyrelse. - Der var for mig fornuftigviis intet Andet at gjøre end at begynde at arbeide med Overskou. Jeg skylder ham den Erkjendelse - og jeg tillader mig at udtale det her, skjøndt det kan synes uvedkommende -, at han med oprigtig Iver tog sig af hvad jeg bad ham om; men jo mere jeg arbeidede med ham, desto klarere blev det mig, at den Hjelp, jeg kunde vente mig af ham i den egentlige artistiske Bestyrelse var Intet om ikke værre. Jeg behøver ikke nøiere at udtale mig herom, da De selv, Frue, har yttret den Overbeviisning, at Overskou ikke kan udfylde Scene-Instructeurens Plads paa en tilfredsstillende Maade.

I Begyndelsen af August indtraadte den i det Hele og specielt for mig ulykkelige Begivenhed, at vi maatte tye til Hoftheatret. Det Første, jeg havde at gjøre, var at søge Sikkerhed for, at De, Frue, ikke vilde vægre Dem ved at deeltage i Forestillingerne der , fordi den benægtende Besvarelse af dette Spørgsmaal i mine Tanker vilde gjøre det meget tvivlsomt, om man burde modtage Hoftheatret. - Jeg modtog imidlertid Bekræftelse herpaa gjennem Deres Broder med Tilføiende, at De dog ønskede Dem fritaget for at spille i September. - Jeg tillod mig derefter, da det var afgjort, at vi skulde benytte Hoftheatret, at aflægge Dem en Visit paa Landet, og idet jeg udtalte min Erkjendtlighed for Deres imødekommende Svar paa min første Forespørgsel, tillod jeg mig at fremsætte det Ønske, at De endog vilde vise Theatret den særdeles Velvillie at spille i den første Maaned. Deres Svar herpaa var et Spørgsmaal nemlig: hvorledes det blev med Høedts Ansættelse som Scene-Instructeur; mit Svar herpaa var: "at der ikke var Noget om det", og Svaret var Sandhed. Der blev derefter - om jeg maa bruge et høitideligt Udtryk - indgaaet en Slags Convention, som, hvis jeg ikke aldeles har feilet i Opfattelsen, gik ud paa, at De under Forudsætning af, at Høedts Ansættelse var stillet i Bero, vilde yde mig en særdeles og omfattende Bistand og Understøttelse; medens derimod Deres Yttringer end mere maatte bestyrke mig i den Overbeviisning, som Yttringer af Deres Broder om "hvad han antog" egentlig først havde fremkaldt hos mig, nemlig at De ikke vilde gjøre Deres Deeltagelse i Theatertjenesten i Almindelighed afhængig af nogen Betingelse angaaende Embedspersonalet.

Jeg kunde herved være nogenlunde beroliget med Hensyn til Theatrets nærmeste Fremtid; men:

Ministeren havde - jeg tør vistnok sige det uden at fornærme ham - begaaet den Uforsigtighed at antyde for Flere, at Høedt ikke var bleven Scene-Instructeur, fordi De, Frue, var imod det; og det Samme var blevet angivet som Grunden til at Holst ikke blev Directeur. Denne Yttring, der ved Personalets Hjemkomst i en Hast løb rundt omkring, begyndte at samle Skyer paa Horizonten. -

Jeg skal ikke indlade mig paa nærmere at detaillere de Betragtninger, der herved fremkaldtes, og jeg behøver ikke at sige, at Lidenskabelighed og Bitterhed gav dem deres Characteer; heller ikke troer jeg det fornødent at gaae ind paa Spørgsmaalet, om der da var nogen Fare paafærde, som kunde gjøre det nødvendigt at skride til særdeles Foranstaltninger; men hvad der i ethvert Tilfælde var sikkert er, at Stemningen hos den 30 overveiende Deel af det betydende Personale, hvormed der skulde virkes, var fordærvet. - Under disse Omstændigheder maatte jeg høilig mistvivle om at kunne bringe noget heldigt Resultat ud af Theatrets Drift, og udtalte min Frygt i saa Henseende for Ministeren. Det viste sig da, at Ministeren ikke ansaae den omtalte Forandring med Scene-Instructeurposten, hvorfor han, som Fruen veed, personlig er stemt, for definitivt opgivet, fordi han i et givet Øieblik ikke havde fundet det beleiligt eller hensigtsret at foretage et definitivt Skridt dertil. Det som Situationen egentlig kunde siges at gjøre fornødent i Theatrets Interesse var noget Beroligende - et kjølende Pulver. Hertil vilde det i og for sig være tilstrækkeligt, at det vistes, at den Personal-Forandring, hvortil Visse af Personalet knyttede Forventninger for Theatret, ikke var forladt, men endnu stod som en Mulighed, om heller ikke som mere.

Ministeren bemyndigede mig da til at "indlede Forhandling med Høedt om som Scene-Instructeur at overtage Ledelsen af Stykkers Indstudering" - i hvilket Tilfælde Overskou vilde komme til at indtage en Stilling som Medhjelper ved den daglige Administration -, og jeg tilskrev derefter Høedt og udbad mig hans Erklæring om hvorvidt han var villig til at overtage denne Virksomhed, og hvilke Betingelser han fra sin Side maatte have at fremsætte derfor. Høedt, som jeg skylder specielt at bemærke, at han under den foregaaende Periode havde indtaget en fuldkommen rolig og passende Holdning uden nogen Mine til at ville fortrædige mig eller Nogen, har endnu ikke afgivet nogen Erklæring, og herpaa staaer Sagen for Øieblikket, uden at der fra min Side er foretaget Noget for at paaskynde Forhandlingernes Fremme: Spørgsmaalet staaer altsaa endnu, som det har staaet saalænge - som en Mulighed.

Idet jeg hermed anseer de historiske Bemærkninger for sluttede, maa jeg tillade mig at yttre, at jeg ikke kan skjønne, at der i det Foreliggende indeholdes nogetsomhelst Brud fra min Side paa nogen Aftale, der er truffet med Dem, Frue, og dette troer jeg at maatte henlede Opmærksomheden paa for det Tilfælde, at en Efterretning skulde være sand, ifølge hvilken De skulde betragte Sagen saaledes; jeg skal endnu kun tilføie den Erklæring, at det var min faste Bestemmelse, i det Øieblik, da der blev Spørgsmaal om en Afgjørelse i Henseende til Høedts Ansættelse som Scene-Instructeur, da at gjøre Dem bekjendt dermed, og idet jeg maatte renoncere paa den særdeles Understøttelse, jeg havde Grund til at gjøre mig Haab om fra Deres Side, at henstille til Dem, Frue, hvorvidt De derefter kun vilde yde en ringere Deeltagelse i Theatertjenesten.

Som Noget, der ikke gjør Krav paa Interesse, men dog trænger til at udtales, tillader jeg mig at yttre, at det for mig ikke er noget Formaal at være Theaterdirecteur; skulde jeg i denne Henseende have noget personligt Formaal, vilde det snarest bestaae i paa en anstændig Maade at ophøre at være det; men da det nu engang ved Tilfældighedernes Lune er kommet dertil, at jeg skal være det en Tid, saa vil jeg ogsaa stræbe at benytte denne Tid til at udvirke, hvad der efter min Anskuelse kan kaldes Godt for Theatret, og ligesom det alt er lykkedes mig at bidrage Et og Andet til det Gode i Henseende til de udvortes Betingelser, hvorunder Theatret virker, saaledes vil jeg i min nuværende Stilling ogsaa stræbe at virke til det Gode for Theatrets indre Liv, for Kunsten, hvis jeg formaaer det. -

For enhver Theaterbestyrelse maa Hovedformaalet i Øieblikket være at tilveiebringe Fred og Ro inden Theatrets Enemærker, at fremhjælpe en oprigtig Samvirken. - Theatrets indre Tilstande have endnu ingenlunde faaet Ro efter den Rystelse, de have undergaaet; men saalænge Freden ikke er tilveiebragt, kan der ikke være Tale om nogen ret Fremgang eller Udvikling i kunstnerisk Henseende, saaledes var ogsaa Opgaven betegnet af Ministeren baade for Professor Dorph og mig.

31

Denne Fred og Ro tilveiebringes naturligviis ikke derved, at Theatrets Bestyrelse eensidig slutter sig til den ene eller den anden Side, og i Overensstemmelse dermed har jeg, fra det første Øieblik, jeg blev nødt til at give mig af med Theatrets indre Forhold, tænkt mig - hvad jeg endnu fremdeles vil ansee for det Rette - at jeg burde søge at forskaffe de Enkelte, om hvem Interessen og Tilliden grouperer sig ved Theatret, den Indflydelse paa Theatrets Drift, hvortil de i og for sig synes mig berettigede, og som enhver Theaterdirecteur ialfald vil finde sin Regning ved at indrømme; (i Consequens heraf var ogsaa et af de første Skridt, jeg foretog, efter at have tiltraadt Theatrets Bestyrelse, det, at lade det lille Stykke, som De yttrede Tilbøielighed til at spille i, besætte overeensstemmende med hvad De troede tjenligt, endskjøndt jeg tilstaaer, at denne Besættelse ikke ganske havde min personlige Sympathie); men den omtalte indre Ro tilveiebringes allermindst derved, at den ene Part aldeles abandonnerer Sagen og viger Pladsen.

Som Tilstanden nu for Tiden er - og jeg haaber at kunne sige dette uden Mistydning, dreier Spørgsmaalet sig paa den ene Side om Dem, Frue; paa den anden Side er det Høedt, og det efter min Overbeviisning ikke blot i Henseende til personlige Anskuelser og Tilbøieligheder i Personalet, men udentvivl ogsaa i Henseende til selve Kunsten. Som jeg tillod mig at antyde, da jeg havde den Ære at tale med Dem, - men her maa søge tydeligere at udtrykke, da jeg maaskee af Mangel paa Evne til mundtlig at explicere mig, paa en for mig ligesaa overraskende som beklagelig Maade blev forunderlig misforstaaet - forholder det sig, hvis jeg ikke aldeles har taget feil i min Betragtning af Theaterforholdenes Udvikling, saaledes: Deels ved visse dramatiske Forfatteres Retning deels ved Indflydelsen af flere udmærkede Kunstnere, som nærmest excellerede i Retning af det Følelsesfulde, det Sværmeriske, var Tendensen bleven overveiende i denne Retning; men uheldigviis er denne Retning den, hvor den Masse af Efterabere, som enhver udmærket Kunstner og Kunstnerinde finder, lettest følge med, men ogsaa - fordi de savne Kunstnerens sande Præg - lettest blive til Ødelæggelse; thi det er for Publicum saa særdeles vanskeligt at skjelne det Ægte fra det Uægte; Tendensen var altsaa i sig selv farlig for Kunsten, fordi den udsatte for en Overskriden af Grændsen for det Sande og Skjønne, hvor Svulst, Sentimentalitet, Affectation etc. begynde. - Det kan neppe benægtes, at der ved Theatret til en Tid var en stor Deel Personer, ved hvem denne Fare var virkeliggjort, og der findes endnu ved Theatret Adskillige, som, opdragne og indlevede i den her omtalte Retning, befinde sig særdeles vel paa den forkeerte Side af Grændsen for det Sande og Skjønne. - Men jeg maa - hvis det virkelig gjøres fornødent - udtrykkeligt fremhæve, at jeg her ikke taler om de udmærkede og geniale Kunstnere, der staae uberørte af deslige Fluctuationer, men om den Retning Skuespilkunsten gik i, rimeligviis som en Yttring af en almindelig Tendens i Tiden. - Jeg troer ikke det kan nægtes, at Høedts Fremtræden tjente til at accentuere en modsat Retning; at denne Modsætning blev accentueret og kom til nogen Indflydelse, maatte vistnok betragtes som et Gode, et Fremskridt, og at dette egentlig kun kunde skee ved en Mand, forekommer mig indlysende. - Nu er det en ubestridelig Sandhed, at det Sande ligger hverken i den ene eller den anden Retning absolut, men ikkun i begges Forening, og en saadan Forening er i enhver Udviklingsproces den uafviselige Betingelse for et Fremskridt. - Fik den sidste Retning Lov til ene og uhindret at gjøre sig gjeldende, er det klart, at Kunsten her atter vilde komme paa en Afvei. Hvad der i dette Tilfælde er at gjøre, kan ikke være Andet end at sørge for, at den Retning, der i Øieblikket har den bevægende Kraft, faaer Lov til at gjøre sig gjeldende, men tillige nøie at paasee, at dens Modsætning, der ogsaa har Berettigelse, holdes i Live og bliver virksom; først derved bliver det muligt at naae et virkeligt Fremskridt.

32

Jeg for mit Vedkommende nærer saa megen Tiltro til, at den Retning, som kan siges at finde for Tiden væsentligst Støtte i Høedt, bærer saameget af det Gode i sig, at jeg troer den har Krav paa at faae Lov til at gjøre sig gjeldende, og jeg skulde have taget aldeles feil af Deres Yttringer, Frue, om De ikke ogsaa tildeels indrømmede dette; men jeg troer tillige, at den er saa meget udsat for at skeie ud, at det er aldeles nødvendigt, at der er en Modvægt, der kan holde den i Tømme; denne Modvægt kan naturligviis ikke sættes i Andet end i Følelsens Moment, som den nyere Tendens kunde siges utilbørligt at tilbagetrænge, og i denne Henseende er der ved Theatret ingen Anden, der formaaer at lægge nogen Vægt af Betydning i Skaalen og hævde dette Moments Berettigelse, saaledes som det bør skee, end netop De, Frue, der ogsaa som Quinde maa være nærmest kaldet til at værne om dette Klenodie.

Dette er min Opfattelse - muligt at den er feil, men jeg maa jo handle derefter, hvis jeg skal handle -; og det er specielt, og afseet fra Øieblikket, derfor at jeg anseer Deres fortsatte Virksomhed ved Theatret, Frue, for at være af saa stor Vigtighed for Theatrets og Kunstens Udvikling, og derfor troer jeg, at vil De handle efter Hensyn til Sagen selv, kan De intet Øieblik tænke paa, ved at trække Dem tilbage, at ville berøve Theatret de Udsigter, der netop nu aabne sig for det. Den momentane Betydning af Deres Deeltagelse i Theatertjenesten lader jeg uomtalt; thi skjøndt der jo ikke kan være og ikke er mere end een Mening om dennes Størrelse, saa er det dog ikke det, der her væsentlig kommer i Betragtning; thi herom har vistnok Etatsraad Heiberg Ret, naar han siger, at det ikke kommer an paa, om man afslutter sin Virksomhed lidt tidligere eller lidt sildigere; men naar Spørgsmaalet er ikke om den forbigaaende Yttring af vor Virksomhed, men om den blivende, den historiske Indflydelse deraf, da tør Ingen i høiere Forstand ansee sig berettiget til at trække sig tilbage, saalænge Kræfterne ikke totalt svigte.

Jeg nærer det Haab, Frue, at De vil tiltræde denne Anskuelse, som for mig er den egentlig ledende Tanke, og hvorved jeg forsaavidt kunde blive staaende; men jeg vil dog tillade mig at henlede Opmærksomheden paa, at det samme Resultat ogsaa hjemles i andre Betragtninger: Jeg tør forudsætte som indrømmet, at Fred og Ro inden Theatrets Enemæker er Betingelsen for, at det kan blive til Noget med Kunsten; denne Fred tilveiebringes ikke ved at De deeltager i Theatertjenesten, naar Høedt ikke ansættes i den omhandlede Post; thi det vil bestandig hedde, at det er Deres Ønske, som forhindrer hans Ansættelse, og derved næres kun Bitterhed og Fjendskab hos dem, der nu danne en Opposition; den tilveiebringes heller ikke derved, at De trækker Dem tilbage; thi det er klart, at De vil efterlade ved selve Theatret en bitter Stemning hos dem, der nærmest have sluttet sig til Dem, Frue; hvilke ville troe at have et Nederlag at hævne; for ikke at tale om den Bebreidelse, der vil blive tilbage i Publicum mod dem, hvem man vil tillægge Skylden for Deres Bortgang, og som ikke vil undgaae at virke ind paa Theatrets indre Tilstande. - Der er efter min Overbeviisning ikkun eet Middel til at bringe Theatret Ro, og det er det, at De, Frue, beslutter Dem til ligefrem at gaae ind paa den omtalte Ordning; og er dette end et personligt Offer, som De kan betænke Dem paa at bringe Kunsten, saa er i samme Øieblik ganske vist ogsaa de, der have staaet fjendtlig imod Dem, derved fuldstændig afvæbnede.

Det maa her endnu være mig tilladt at bringe i Erindring, at efter hvad Ministeren har sagt mig, at De har yttret til ham, og efter hvad De ogsaa har antydet for mig, har De været betænkt paa at indtage den reent formelle Stilling til Theatret, som Led i Personalet. Det er nu langtfra, at jeg vilde ansee dette for ønskeligt, tvertimod troer jeg det 33 for Sagens Skyld ønskeligt, at De udøver den Indflydelse paa Theatrets Drift, der efter min Anskuelse tilkommer og praktisk taget maa tilfalde en Kunstnerinde af Deres Rang, og som heller ikke kan udeblive, med mindre De vilde abandonnere al Interesse for den Institution, De hører til, hvilket naturligviis kun kunde beldages; men naar Tanken først er henledt paa denne Side af Sagen, troer jeg ogsaa De vil indrømme, at De ved at gaae ind paa min Proposition netop vilde gjøre hvad der formelt er det aldeles Correcte, idet De vilde erkjende, hvad der i formel Henseende er uomtvisteligt, nemlig at Besættelsen af Embedsposter ved Theatret er et Administrationsforetagende, for hvilken Administrationen ene er raadig saavist som den ene bærer Ansvaret derfor, og jeg behøver ikke at sige Dem, Frue, hvilket Exempel der derved var givet til Fordeel for den ofte omtalte Disciplin.

Jeg haaber, at min nysanførte Yttring ikke maa misforstaaes som en Henpegen paa min Directeur-Myndighed; det er for mig - efter min ikke blot ved Theatret men ogsaa i adskillige andre Embedsforhold indhøstede Erfaring - i det Hele meget betænkeligt at tænke paa at administrere ved Magt, og i nærværende Tilfælde vilde Tanken om en en saadan være latterlig, som den ved Theatret i Almindelighed er meget precair; det, det gjelder om, er, at der er en Villie, og at denne bliver udført, men Magten er efter min Erfaring den misligste Maade at søge sin Villie sat igjennem paa, cg der gives ogsaa andre, om end besværligere Midler dertil, men som i Reglen ogsaa ere mere lønnende; og saa maa det for mig gjerne hedde, at det er Peer eller Poul, der regjerer, naar det, der skeer, dog er min Villie og efter min Overbeviisning er Ret og Godt. Dette tillader jeg mig nærmest at yttre med Hensyn til, at De, Frue, gjentagende har udtalt, at den nuværende Tilstand ved Theatret er et Skuespiller-Regimente; herved turde jeg iøvrigt spørge, om det nogensinde har været anderledes, forsaavidt nemlig Spørgsmaalet er om en Directeur ikke gjerne søger at opfylde et Ønske af en Skuespiller, naar han derved paa eengang kan opfriske dennes Velvillie og tillige vinde noget virkeligt Betydende for Tjenesten; forsaavidt De derimod mener, at der for Tiden er et Skuespiller-Regimente i den Forstand, at det er visse Skuespillere, der eensidigt og udelukkende bestemme enhver Foranstaltning af Bestyrelsen, maa jeg dog tillade mig at benægte Rigtigheden af denne for mig lidet smigrende Opfattelse, som dog vist maa have sit Udspring fra Relationer af visse Personer, som ved deres egen Ubetydelighed for mig savne ethvert Krav paa at glimre, og som derved see sig tilsidesatte. - Jeg beder Dem, Frue, ikke at laane Øre til slige Skildringer og tillader mig i saa Henseende navnlig at udpege Holst, hvorimod jeg vilde bede Dem i dette Punkt høre Deres Broders Mening. - Men sæt at der var et saadant Skuespiller-Regimente tilstede, hvad kunde da heldigere og med større Virkning sættes derimod, end netop Deres Tilstedeværelse, Frue; thi med Deres Nærværelse ved Theatret er Deres Indflydelse paa Theatrets Drift givet. - Theatrets heldige Drift fremkommer ikke ved en enkelt Indflydelse men gjennem flere; at forene disse til et Hele, hvori den enkelte Indflydelse ikke er fremtrædende, fordi de forskjellige berettigede Interesser i passende Forhold ere fyldestgjorte, det er Directeurens Kunst, og jeg veed tilfulde, at jeg ikke tør tiltroe mig eller kan vente at Andre skulde tiltroe mig nogen særdeles Evne dertil; men De vil indrømme, Frue, at saalænge det ikke er forsøgt, og det er det da ikke endnu, kan De ikke vide om der dog ikke muligviis var nogen Evne dertil. -

Jeg troer i Ovenstaaende dog at have paapeget Noget, som kunde afgive et plausibelt Motiv for Dem, Frue, til at bringe et personligt Offer - hvis Størrelse jeg rigtignok ikke kan bedømme - og det omendskjøndt jeg efter Hr. Etatsraadens Yttringer maa befrygte, at De i ham vil finde Tilskyndelse til at afslaae at bringe dette Offer; jeg anseer det ikke 34 passende at tilføie nogen Bøn fra mig, da min Person ikke har Krav paa at blive noget Hensyn i hvad De bestemmer Dem til; jeg vil imidlertid endnu tillade mig at bemærke, at jeg ikke veed noget Middel at foreslaae i Øieblikket til en heldig Ordning af Theaterforholdene, saafremt De, Frue, skulde afslaae hvad jeg vilde bede Dem om, hvis jeg havde nogen Adkomst dertil; thi at foreslaae Dem at vende tilbage til det eengang forkastede Alternativ, at H. P. Holst blev min Meddirecteur, vilde neppe kunne kaldes et Forslag, endskjøndt jeg - hvor lidet jeg end efter den seneste Tids Erfaring kunde føle mig personlig tiltalt derved - dog ikke vilde undslaae mig derfor; jeg veed i saa Tilfælde kun at anbefale, at man søger snarest muligt at faae en anden Directeur, der kan formaae at løse Opgaven; thi skjøndt jeg i intet Tilfælde stoler paa, at jeg skulde kunne det, saa veed jeg dog med Sikkerhed, at jeg i hiint Tilfælde ikke vil kunne det, og at min Theatervirksomhed da ubetinget maa ønskes endt saa snart som muligt. -

Idet jeg nu slutter denne Skrivelse, som jeg, dens volumineuse Beskaffenhed uagtet, dog ikke finder aldeles udtømmende for hvad jeg ønskede at udtale, tillader jeg mig, Frue, at bede Dem om to Ting, nemlig at De vil betragte den som aldeles confidentiel, og at De vil være overbeviist om, at det Factiske, jeg oven har berørt, er fuldkommen stemmende med Sandhed, og mine øvrige Udtalelser oprigtige og velmeente, saafremt De ellers vil ansee mig for en Mand af Ære.

Jeg nærer det Haab meget snart at modtage en gunstig Meddelelse fra Dem, Frue, og idet jeg udbeder mig, at De, saafremt De kunde ønske at tale med mig, vil behage at tilkjendegive mig det, hvorefter jeg da skal have den Ære at indfinde mig hos Dem, tegner jeg mig
med den mest udmærkede Høiagtelse
Frue Etatsraadindens ærbødige
H. Christensen .

Til
Hr. Secretair Christensen, const. Directeur for det kgl. Theater og Capel.
Kjøbenhavn, den 11. October 1857.

H r. Directeur!
Det vil maaskee i første Øieblik undre Dem at finde mit Navn under Svaret paa det Brev, som De under 3. dennes har tilskrevet min Kone. Jeg skal i den Anledning kun minde om en Replik i et fransk Stykke, hvor en Dame siger, at naar man har en Mand, har man en Secretair. Og sandelig er det ogsaa kun i Egenskab af Secretair, at jeg har dyppet Pennen for at skrive disse Linier, thi Svaret er i Eet og Alt fra min Kone, ikke fra mig. Hun har deels mundtlig, deels skriftlig, meddeelt mig sine Anskuelser og Betænkninger om de enkelte Punkter i Hr. Directeurens ærede Skrivelse, og min Forretning har kun været at samle dette Materiale og søge at bringe det i en let overskuelig Form. Endelig har det færdige Brev i Concept været hende forelagt, og alle de Forandringer, Tilsætninger og Udeladelser, for hvilke hun bestemte sig, ere foretagne efter hendes Villie, saa at nærværende Linier ganske maae betragtes, som om de vare skrevne og undertegnede af hende selv.

Fru Heiberg maa begynde med at takke Dem, Hr. Directeur, for den modtagne Skrivelse. At De har villet skjænke hende en saa udførlig Udvikling af Forholdene, at De har viist hende en saa stor Tillid, som en saadan Fremstilling forudsætter, og endelig at De, hvad der synes hende umiskjendeligt, har talt ud af Deres virkelige Overbeviisning, er 35 Noget, som hun i høi Grad paaskjønner, idet hun i efterfølgende Bemærkninger ønsker at gjøre Gjengjæld paa samme Maade.

De har aabnet Deres Meddelelse med en historisk Oversigt over Theaterbegivenhederne siden forrige Saisons Slutning. Om Sandfærdigheden af det Factiske i denne Oversigt kan Fru H. naturligviis ikke nære mindste Tvivl, ligesom hun ogsaa med Fornøielse griber Leiligheden til at forsikkre, at hun ikke har Grund til at klage over Brud fra Deres Side, Hr. Directeur, paa nogen med hende truffen Aftale, og at hun desavouerer enhver Efterretning om, at hun skulde have betragtet Sagen saaledes. Men derimod seer hun de anførte Facta fra en anden Side og i et andet Lys, og lægger en anden Betydning i dem, end den, som De synes at tillægge dem.

De siger, Hr. Directeur, at Betingelsen for Deres Overtagelse af Theaterbestyrelsen var at erholde en æsthetisk Assistance, og at denne blot kunde ydes Dem paa een af to Maader, nemlig enten ved en Meddirecteur af speciel æsthetisk Dannelse og Indsigt, eller ved en Scene-Instructeur, som kunde garantere Personalet Bistand og Understøttelse. Heri kan Fru H. ikke undlade at see noget Mere og Andet, end hvad Ordene udtrykkeligt udtale.

Thi ingen Scene-Instructeur kan, som saadan , afgive denne Garantie, der jo ogsaa ganske ligger udenfor hans Function som Leder af det Kunstneriske i Forestillingerne. Det er kun i sig selv, at Bestyrelsen maa søge denne Garantie, ihvor vanskelig den end kan være at tilveiebringe, og hvis derfor en Scene-Instructeur virkelig kunde tilveiebringe den, saa vilde det ikke være i hans Egenskab som saadan, men fordi der i Personalets Mening tillagdes ham en slig Indflydelse og Betydning, at han var at betragte som Meddirecteur, om ikke af Navn, saa dog i Gjerningen. Og man kan da være overbeviist om, at jo mere han følte sig som Medbestyrer, desto ligegyldigere og udueligere vilde han blive i sin egentlige Function. At det imidlertid er Deres Mening, Hr. Directeur, at beklæde den nye Scene-Instructeur med en saadan Myndighed, ligger ligefremt i det af Dem fremstillede Alternativ , saaledes som De opfatter det, enten en Meddirecteur eller en Scene-Instructeur som den omtalte, det vil da sige i begge Tilfælde en Meddirecteur. Thi ellers vilde der her slet ikke være noget Enten-Eller, men et Baade-Og; thi Theatret maa have baade Directeur og Scene-Instructeur, og hvad enten Directionen bestaaer af Een eller To eller Flere, maa der være en Scene-Instructeur, og man kan aldrig have Valget mellem denne Sidste og en Meddirecteur. Naar da Fru H. har yttret, at hun ikke kunde ville staae under et Skuespiller-Regimente, saa maa hun med stor Betænkelighed imødesee en Forstanstaltning, der ikke saa meget vil lede til et saadant, men snarere, ifølge Hr. Directeurens egen Fremstilling, allerede i sin Fødsel er det. - At Dette virkelig forholder sig saa, fremgaaer endydermere af de Ord, at det ene af disse Alternativer udelukker det andet. Dette kunde nemlig ikke siges, ifald der var Spørgsmaal om en Meddirecteur paa den ene Side og en virkelig Scene-Instructeur paa den anden, men vel, naar Denne skal udrette, hvad der ellers tilkom Meddirecteuren. Hertil kommer, at den Personlighed, som man her har udseet til at udøve en allerede i sig selv saa mislig discretionair Myndighed, er, efter Fru Heibergs Mening, den mest Uskikkede, man kunde vælge, da hans Forfængelighed, Arrogance og Mangel paa Tact, hans slette Tone og forsømte selskabelige Opdragelse maa gjøre det utaaleligt at staae i Embedsforhold til ham. Han har, som bekjendt, altid villet være den Regjerende og Befalende, men forstaar det ikke, fordi han har sprunget den forberedende Lærdom over: den, at være den Lydende.

De har den bedste Mening, Hr. Directeur! De vil lade alle de første Personligheder komme til en indbyrdes begrændset Indflydelse; De vil ikke være partisk for eller imod 36
Nogen, men staae midt i de oprørte Bølger, urokket af disses indbyrdes Kamp. Formaalet er skjønt, men De vil tilgive Fru H., der har et saa gammelt Kjendskab til Theatrets Forhold, naar hun troer, at det ikke vil lykkes Dem at opnaae det tilsigtede Maal ad denne Vei. Erfaringen synes allerede at have bekræftet det, og hun maatte tage meget feil, om ikke Deres egen sandfærdige og nøiagtige historiske Oversigt afgiver Beviis derfor. Det er fuldkommen sandt, at Ingen af Personalet bør tiltage sig Indflydelse paa Embedsbesættelser, for hvilke ene Bestyrelsen raader og er ansvarlig. Men hvad Andet er det, som i det omtalte Tilfælde er skeet, end netop at Visse af Personalet have sat en saadan Administrationsbestemmelse igjennem, ja endog tvunget omend ikke Dem, Hr. Directeur, saa dog Ministeren til at opfylde Fordringen? Thi Ministeren var jo tilbøielig til idetmindste at udsætte Sagen indtil videre. Men da der, efter Deres eget Sigende, trak Skyer op paa Horizonten og behøvedes et kjølende Pulver, forlangte Ministeren Underhandlingen fornyet og gav Fordringen sit Tilsagn, saa at det ikke er hans Skyld, at Sagen ikke forlængst er afgjort. Opsættelsen af vedkommende Persons Samtykke er naturligviis kun en tom Formalitet og altfor let at gjennemskue. De selv siger, at det vilde give et slet Exempel for Disciplinen, ifald Personalet raadede for Embedsbesættelser, men det er jo netop dette, som her er skeet, thi det vilde dog være altfor eensidigt at antage, at Disciplinen blot rokkedes ved Fru Heibergs Indgreb, men ikke ved de Andres. Men desuden har det aldrig været Fru Heibergs Mening at ville enten i dette eller i noget andet Punkt sætte Noget igjennem ved at tiltrodse sig det. Herom kan den fredelige Virksomhed paa hendes lange Theaterbane afgive Vidnesbyrd, og alle de mange Directeurer, under hvilke hun har tjent, have eenstemmigt bekræftet det. I den af Dem omtalte Samtale med Ministeren har hun derfor været langt fra at gjøre Høedts Ikke-Ansættelse som Scene-Instructeur til Betingelse for hendes Forbliven ved Theatret; tvertimod var det en Beskedenhedsfølelse, der afholdt hende fra at tiltrodse sig sine Ønskers Opfyldelse ved ligesom at true med sin Bortgang. Den samme Følelse gjorde sig gjældende ligeoverfor Ministeren i Samtalen om Professor Holst. Ministeren maa kunne bekræfte for Dem, at ikke et Ord er undsluppet hende, hvorved hun gjorde Holst's Ikke-Ansættelse til Betingelse, men at hendes Fremstilling af Sagen kun havde Ønskets Form. Det Samme er Tilfældet nu; hun er saa langt fra at ville stille nogen Betingelse, at hun ikke engang nu mere kunde ønske, at den omhandlede Sag, efter at være kommen saa vidt, gik tilbage, og især naar det var for hendes Skyld. Men derimod tiltroer hun sig Ret til at bestemme, hvorvidt hun formaaer at udøve sin Kunst under saa forandrede Forhold, under en Afhængighed, som kun Tilfældets Luner have sat hende i. Om ikke alt dette vil afficere hendes Sind og berøve det den Frihed, som er nødvendig til Udøvelsen af hendes Kunst, saaledes som hun udøver den, er et rent individuelt Spørgsmaal, som hun maa søge besvaret i sin Samvittighed, men hun benytter det ikke som Middel til at sætte sit Ønske igjennem. At det vilde være et Brud paa Disciplinen, om hun eller Nogen kunde tiltrodse sig Noget, især naar dette ligger udenfor Vedkommendes Competence, har hun allerede indrømmmet, men tillige bemærket, at et saadant Brud alt har fundet Sted ved nærværende Leilighed. Men hun skal yderligere bemærke, at seet fra denne Side er det Skeete ikke af stor Betydenhed, thi efter at Ministeren har paany antaget den Skuespiller, som han kort iforveien havde været nødt til at afskedige paa Grund af Disciplin-Overtrædelse, ja endog tillagt ham betydelige Embeder ved Theatret, har Disciplinen faaet et saadant Knæk, at der for Øieblikket neppe kan være Tale om den, og mange Aar ville hengaae, inden den gjenoprettes. Det er saaledes at forudsee, at den Fred og Ro, som Hr. Directeuren med Rette anseer for en væsentlig Betingelse for Theatertjenestens Fremme, ikke saa snart vil vende tilbage, selv om Fru H. ved strax uden videre 37 at tiltræde sin Tjeneste, bragte, hvad De selv kalder et Offer. At hun ikke har været utilbøielig til at bringe et Offer, har De, Hr. Directeur, seet af hendes Optrædelse i forrige Saison, thi De kan ikke tvivle paa, at denne kostede hende megen Selv-Overvindelse, og at Tilbøjeligheden til at trække sig aldeles ud af en Stilling, der paa saa mange Maader var bleven hende forbittret var et betydeligt Lod i Vægtskaalen, som der hørte en stærk Modvægt til at opveie. Men hermed ventede hun ogsaa, at hendes Offren for det Første skulde være forbi, og troede ikke, at der saa hurtigt skulde affordres hende et nyt, paa samme Tid som Fredens og Disciplinens Forstyrrere skulde erholde ethvert Ønske opfyldt. Hun havde ventet, at disse seirende Herrer dog havde en Følelse, der sagde dem, at det var unobelt strax at begjære end yderligere Offere. Thi Veien til Fred, Ro og Forsoning kan dog neppe være den, at ethvert Offer bringes af den ene Part, for at den anden kan modtage det som "kjølende Pulver". Til kjølende Pulver trænge de hidsigste Forløbere i Personalet idelig og idelig, men det vilde være formeget forlangt, om en Enkelt skulde udrede det store Qvantum, som her kan behøves.

Fru H. har allerede givet den Erklæring, at hun ikke har Grund til at klage over noget Brud fra Hr. Directeurens Side paa de med hende trufne Aftaler. Men hun venter, at De, Hr. Directeur, vil give hende det samme Vidnesbyrd. Thi naar De yttrer, at De, inden De bestemte Dem til at benytte Hoftheatret, først forsikkrede Dem hendes Bistand, kan hun, som ikke veed, hvor tidligt Bestemmelsen blev tagen, vel ikke benægte dette, men nogle Omstændigheder ere her oversprungne, som væsentligt modificere Sagen. Dengang hun sagde til sin Broder, for at han igjen skulde underrette Hr. Directeuren derom, at hvor ubehageligt det end vilde være hende at spille paa Hoftheatret, fandt hun sig dog ikke berettiget til at unddrage sig fra den fælles Pligt, medens hun kun udbad sig fritagen i September, vidste hun endnu Intet om det ovenfor omtalte nye Offer, som krævedes af hende. Og i den første Samtale, som hun havde med Dem paa Sølyst, var hun endnu ligesaa uvidende om, hvad der forestod. De siger selv, at hun, paa Deres Begjæring, føiede sig i at optræde i September, men dog først efter at De, paa hendes Spørgsmaal om, hvorledes det blev med Høedts Ansættelse, havde svaret: "Der er ikke Noget om." At disse Ord skulde forstaaes saaledes, at Embedet allerede var tilbudt Hr. Høedt, eller ialfald om faa Dage blev ham tilbudt, saa at det blot beroede paa ham, om han vilde modtage det, men at han kun endnu ikke havde afgivet sin endelige Erklæring - en saadan Betydning af Ordene "der er ikke Noget om" kunde hun dog umuligt ane. Og dog var det saa, thi kort efter var Rygtet i Alles Munde og indrømmedes ogsaa tilsidst af alle Vedkommende, da Sandheden ikke længere kunde skjules. Det var indlysende, at Fru Heiberg her havde været Gjenstand for en imod hende anlagt Intrigue, hvis Bytte hun ikke kunde ønske at blive. Hun var i et Par Dage uvis om, hvad hun skulde beslutte, da en under disse Omstændigheder beleilig Sygdom paatog sig den foreløbige Decision i Sagen. Ligesom Naturen viseligen har indrettet det saaledes, at nogle af de farligste Dyr ere lette at fange, saa er det en ligesaa viis Indretning i Theaterpersonalet, at Snakkesygen ofte gjør Lysten til at intriguere uskadelig.

Hermed forlader Fru H. den historiske Oversigt og gaaer til Betragtningen af den æsthetiske Udvikling i Hr. Directeurens Brev.

De antager, Hr. Directeur, at, som Tilstanden er for Tiden, dreier Spørgsmaalet sig paa den ene Side om Fru H., paa den anden om Hr. Høedt. Disse To ere altsaa de modsatte Poler for den nuværende Skuespilkunst ved Theatret. Fru H. vil ikke nægte, at denne Sammenstilling har forundret hende. Hun troer - ikke i Ubeskedenhed, men kun i al Oprigtighed - at det ikke gaaer an at stille Den. som i over 30 Aar har gjort en uafbrudt 38 og omfattende Theatertjeneste og derved erhvervet sig den Sikkerhed, som en saa lang Skole giver, sammen med en Person, der endnu er ny og uerfaren paa Kunstnerbanen, og som først gjennem en Række af fremtidige Forsøg og Anstrengelser skal documentere Omfanget og Beskaffenheden af sit Kald. Jean Paul siger, at for at indlade sig paa en Polemik bør man tage samme Hensyn som ved Udfordringer: det kommer an paa, om de To ere "Jevnbyrdige". Det Samme kan siges om alle saadanne Sammenstillinger, hvori der er en Modsætning af forskjellig Retning, thi Modsætningen maa staae paa en fælles Basis, men denne findes kun hos dem, der ere Jevnbyrdige; ellers bliver Sammenstillingen en altfor haltende Lignelse. Hvad nu Hr. Høedt angaaer, saa er han vistnok i Besiddelse af flere gode Evner og vilde være en heldig Acquisition for Theatret, dersom hans personlige Characteer var anderledes. Saaledes som den hidtil har viist sig, vil den være ham en uovervindelig Hindring for en sand og alvorlig Tilegnelse af Kunstens Idee, vil paatrykke hans Præstationer et futilt Præg og spærre ham Veien til Fuldkommenhed. Dog, dette være som det vil, Saameget staaer fast, at han endnu er ny i sit Fag og saaledes ikke kan have den Sikkerhed, som den mangeaarige Selvprøvelse i Kunsten giver, derfor seer man ham ogsaa vaklende og famlende efter det Rette i saa godt som alle nye Roller. Dette er nu i sig selv ingen Bebreidelse; det vilde tvertimod være besynderligt, om det var anderledes, thi man har Meget at lære, inden man opnaaer Holdning og Fasthed; men man kan ikke sammenstille et Tilkommende med et Nærværende.

Fru H. har som Skuespillerinde vistnok sine Feil og Mangler; dette forstaaer sig saa ganske af sig selv, at det næsten bliver en Trivialitet at sige det. Mellem den store Trop Efterlignere, som findes i enhver Kunst, kan Mange have taget hende til Mønster uden at reproducere Andet end hendes Skyggesider. Derimod at see disse, hvor de findes, gjøre sig Rede for dem og selv stræbe at undgaae dem, forudsætter en større Begavelse end den slaviske Efterligners, og er upaatvivlelig det eneste Rigtige. Men det er dog endnu kun en negativ Fortjeneste, og for saa godt Kjøb bliver man ikke Stifter af en ny Skole, Repræsentant for en ny Retning. Fru H. selv er det aldrig faldet ind at prætendere, at hun har frembragt en Skole. Den Lykke er falden i hendes Lod at have paa sin lange Theaterbane kunnet see og virke med en Række af udmærkede Kunstnere og Kunstnerinder, just dem, som have givet det nyere danske Theater den store Glands og Berømthed, som det nyder selv i Udlandet. Hun har seet op til disse Forbilleder, har uddannet sig i deres Skole, har stræbt at tilegne sig deres Fuldkommenheder, uden dog at blive en Copie af dem, enten i deres Dyder eller Lyder. Havde hun, vragende denne Skole, havt den Prætention selv at stifte en ny, da var hun, som Den, der vil flyve uden Vinger, falden til Jorden, og hendes Navn som Skuespillerinde vilde maaskee nu være glemt.

Men selv om Fru H. kunde gaae ind paa Deres Sammenstilling, Hr. Directeur, maatte hun føle sig forundret over den Characteer, hvormed De betegner hendes Retning. De siger, at den er det Følelsesfulde, det Sværmeriske. Det er ikke let at indsee, hvorfor just disse to Momenter ere udhævede. Fru H. har spillet i omtrent alle de Fag, hvori et Fruentimmer kan spille, ja endog i flere, thi hun har ogsaa spillet ikke blot Drengeroller, men ogsaa Mandsroller. Hun har gjennemgaaet den hele Scala af dramatiske Fremstillinger (selv Syngestykket og Balletten ikke udelukket), lige fra det Pathetiske til det Burleske. At hun i denne store Mangfoldighed ikke har kunnet egne sig ligemeget for alle Fag, forstaaer sig af sig selv, men Mangfoldigheden har virket paa hendes Uddannelse i Almindelighed, og Øvelsen selv i de Fag, som mindre passe for hendes Evner, har givet hende et Udbytte, som er kommet hende tilgode i de Roller, der væsentlig betegne hendes Fag. At dette nu just skulde være det Følelsesfulde og det Sværmeriske, kan hun selv ikke indrømme, hvorimod hun anseer de naive og skjelmske Characteerroller i Lystspillet for den 39 Opgave, hun især har været kaldet til at løse. De vil, Hr. Directeur, ved at gjennemgaae de ældre Aargange af Repertoiret, let finde Dem overbeviist om, at det netop er i det nævnte Fag, at den store Masse af hendes Fremstillinger falde, og just de, som allermest have befæstet hendes Navn i Kunsten. Men hvorledes skulde hun netop i disse Fremstillinger have vakt saa stor Sympathie - og at denne ikke var en Modesag, sees af Tidsrummets Længde -, dersom hun ikke just i disse Stykker, hvor enhver traditionel Maneer virker aldeles ødelæggende, havde anvendt en naturlig, alle Nuancer accentuerende Diction, hvortil man tidligere ikke var vant i denne Art af Stykker, hvorfor de ogsaa sjeldent gjorde Lykke, men som nu Flere med større eller mindre Held stræbte at tilegne sig, og hvoraf endnu en god Tradition spores hos de Herrer Wiehe og Høedt. Naar derfor denne Sidste nu skal betragtes som Repræsentanten for den naturlige Diction i Modsætning til den mere kunstlede - thi herpaa løber dog egentlig Sammenstillingen ud -, da synes det, at man aabenbart fornægter det Factiske og stiller Forholdet paa Hovedet. Ihvormeget end Hr. Høedt ligefra sin første Begyndelse har givet sig Mine af at være den Udlærte, der skal være Lærer for Andre, tør man dog ikke forudsætte saa stor Ulærvillighed hos ham, at han ikke ved Fru Heibergs Fremstillinger skulde have faaet Øinene aabnede for det Væsentlige i det, der nu skal gjælde for hans egen Opfindelse. Fru H. tager ikke i Betænkning at yttre dette, om det end kunde have Udseende af Ubeskedenhed. I en Skrivelse som den nærværende gjælder det især om Sandheden, og for den maa andre Hensyn vige.

Den danske Skuesplads har i en Række af Aar nydt en meget stor Anseelse. Nationen elsker den, og Fremmede, som have havt Leilighed til at lære den at kjende, have udbredt i Udlandet den almindelige Mening, at den for Øieblikket er noget nær den første i Europa. Dette Rygte har den og havde det allerede, inden Nogen vidste, at Hr. Høedt var til. Vil man da nu sige, at den siden hans Medvirkning er gaaet tilbage? thi ellers forstaaer man ikke de idelig gjentagne Raab om at redde den. Det maatte da være Charlataneriet, der paatog sig en unødvendig Redning, ligesom Mirakeldoctorerne paanøde de Sunde deres Tinctur. Er derimod Theatret virkelig blevet Patient, saa har De, Hr. Directeur, maaskee udfundet den rette Aarsag, Mangelen paa Fred og Ro i Gemytterne, og det gjælder da her som i andre Sygdomme: uden Sindsro ingen Bedring. Men i saa Fald bliver det netop Hr. Høedts Optagelse i Personalet, som har bevirket Theatrets Tilbagegang, thi Fred og Ro havde hersket i flere Aar, men forsvandt fra den Dag, han først betraadte Theatergulvet, og det bliver da kun mærkeligt, at man troer at kunne redde Patienten ved det samme Middel, som har paadraget ham Sygdommen.

Fru H. gjør, som allerede bemærket, ingen Fordring paa at have den Betydning, Hr. Directeuren tillægger hende, som Repræsentant for en særegen Retning i Kunsten, men hun troer heller ikke, at denne Betydning kan tillægges Hr. Høedt. Var det imidlertid saa, at her to forskjellige Skoler havde hver sin Repræsentant, vilde de jo paa den naturligste Maade komme til deres Ret derved, at enhver af Repræsentanterne i sin Fremstilling paa Scenen gjorde sin Skole gjældende, og det sees da ikke, hvorledes der heri kan ligge noget Motiv til at gjøre den Ene til Scene-Instructeur, især da De selv, Hr. Directeur, anseer begge Skoler for lige berettigede, og følgelig ikke kunde ville give den ene en Overvægt over den anden, et officielt Stempel, om dette endog kun var et udvortes Præg, thi Andet vilde det dog i Virkeligheden ikke blive, eftersom en Scene-Instructeur ikke kan have synderlig Leilighed til at befæste og udbrede en bestemt Skuespiller-Tradition. Dette staaer snarere i Elev-Instructeurens Magt, og Hr. Høedt er saaledes allerede i Besiddelse af det bedste Middel til at gjøre en Skole gjældende, forsaavidt som hans Fremstillinger paa Scenen ikke skulde vise sig tilstrækkelige dertil.

Og her maa dette lange Brev være sluttet. Fru H. har benyttet den hende af Hr. 40 Directeuren givne Anledning til at udvikle sine Anskuelser, men hun har ikke i fjerneste Maade havt til Hensigt at indvirke paa Bestyrelsens Beslutninger, eller at lægge Hindring iveien for, hvad denne efter sin Overbeviisning anseer for det Rette. Ligesom hun allerede har yttret, at hun paa Sagens nuværende Standpunkt ikke kunde ønske, at den paatænkte Ansættelse gik tilbage, er det paa den anden Side ligesaa vist, at hun heller ikke kan ønske, at den finder Sted. Enten det Ene eller det Andet skeer, vil det altsaa være imod hendes Ønske, og det er saaledes kommet til et Punkt, hvor hun ikke længer kan finde sig tilfreds i sin Stilling, og hvor hun følgelig maa finde sig berøvet den nødvendige Forudsætning for en sand kunstnerisk Virksomhed. Hvad hun under disse Omstændigheder og i det Hele under de nuværende Theaterforhold troer at maatte beslutte sig til, derom skal hun imidlertid med det Første tillade sig at indkomme med yderligere Meddelelse.
Jeg har den Ære at undertegne mig
Hr. Directeur
Deres ærbødigste
J. L. Heiberg .

Fru Etatsraadinde!
Idet jeg maa bevidne Dem min Erkjendtlighed for den Opmærksomhed, De har skjænket min skriftlige Henvendelse til Dem. og for den Meddelelse, hvormed jeg er bleven beæret fra Dem, Frue, haaber jeg ogsaa deri at finde en Undskyldning for, at jeg vover at besvære Dem med efterstaaende Linier.

At Etatsraadinden seer de af mig anførte Facta i et andet Lys end jeg, er Noget, som jeg maate være og har været forberedt paa, og jeg skal ikke rette nogen Indsigelse derimod, thi forsaavidt handles der jo ikke om en Erkjendelse men en Følelse; men naar De tillægger dem en anden Betydning end den, der ligefrem ligger i dem, troer jeg at maatte tillade mig et Par berigtigende Bemærkninger.

De yttrer, Frue, at De i min Meddelelse om de to Alternativer, som jeg troede at være de eneste, under hvilke jeg kunde vedblive at have med Theatrets Bestyrelse at gjøre, har seet noget Mere og Andet, end Ordene udtrykkeligt udtale, idet Meningen efter Deres Opfattelse i begge Tilfælde var: en Meddirecteur. Jeg maa enten have været yderst uheldig i at udtrykke mig eller været Gjenstand for en mærkværdig Misforstaaelse; det, der var at vælge imellen, var tvende aldeles forskjellige Former for Theatrets Bestyrelse: en Direction eller en Ene-Directeur; valgtes det sidste, og skulde jeg være Directeuren, maatte jeg - da det ikke er givet Nogen i denne Stilling at gjøre Alting selv - ansee det nødvendigt at faae ansat under mig en Embedsmand, ved hvis Bistand jeg kunde haabe at faae Theatret i kunstnerisk Henseende ledet saaledes, som jeg vilde det (det vil sige tilnærmelsesviis; thi anderledes troer jeg ikke det nogensinde naaes), hvilket den nuværende SceneInstructeur - om end hans Villie er nok saa god - ikke kan hjelpe til. - At det ene Alternativ udelukkede (ikke udelukker) det andet, var simpelthen en factisk Angivelse af Forholdet mellem de paagjældende Personer, ifølge hvilket jeg vidste, at hvis den Ene ansattes, modtog den Anden ikke Ansættelse. I det Øieblik en administrativ Embedsmand vælges til Theater-Directeur, er dermed fornuftigviis ogsaa givet en anden Situation, end naar en Æsthetiker ex professo er Theater-Directeur, idet den Første fortrinsviis behøver Assistance i kunstnerisk, den Sidste i administrativ Retning; men denne Assistance kan i Relation til Theatrets Bestyrelse (Directeuren) hverken i den ene eller den anden Retning blive mere end en raadgivende, og mere har der med Hensyn til Scene-Instructeuren 41 ingensinde været og kan der ingensinde blive Tale om. - En saadan Stilling som Raadgiver ved den æsthetiske Bestyrelse af Theatret indtager Scene-Instructeuren ogsaa nu - som han udentvivl altid har gjort, om end til forskjellige Tider i forskjelligt Omfang -, ja der er i Theaterreglementet ligefrem anviist ham en saadan Stilling. - Men naar Directeuren behøver en Mand til at raadføre sig med, kan han naturligviis ikke dertil ønske sig en Mand, til hvem baade han selv og det Personale, paa hvilket Directeuren dog for en Deel maa virke gjennem ham, mangler Tillid. - I enhver Green af Theatrets Bestyrelse findes der Mænd, som Directeuren maa komme til at raadføre sig med; men jeg veed endnu aldrig at have været i det Tilfælde og veed derfor heller ikke, hvorfor jeg skulde komme i det Tilfælde at maatte følge nogen af mine Embedsmænds eller nogen Andens Raad, naar jeg ikke selv var overveiende tilbøjelig til at ansee det givne Raad for det - i det foreliggende Tilfælde - Rigtige, og ligesaalidt veed jeg nogensinde - hvor jeg har havt nogen Tvivl om Rigtigheden i, hvad man raadede mig - at have seet mig forhindret i at søge at klare min Anskuelse ved, hvor dertil kunde være Anledning, at høre Andres Raad eller Mening, inden jeg tog en Beslutning. - Jeg indseer nu ikke, at jeg skulde ophøre at være selvstændig og villende, fordi jeg valgte at tage paa Raad en Mand, hos hvem jeg troer at finde nogen Overeensstemmelse i Anskuelser, og hvis Raad der er Præsumtion for at jeg vilde kunne bruge, hellere end, som nu er Tilfældet, kun at modtage Raad, som jeg i det Hele taget ikke kan bruge; men det er klart, at kun Vanvid kunde bringe en Directeur til at forpligte sig til at følge en bestemt Raadgivers Raad til enhver Tid, og saa meget mindre kunde der for mig være Tale herom i Forhold til Høedt, som jeg forud veed, at jeg er uenig med ham i Et og Andet. - At beklæde Høedt eller nogen Anden som Scene-Instructeur med nogen Myndighed, anden end den, som denne Embedsmand nu har og formeentlig maa have som den, der leder Indstuderingen, har aldrig faldet mig ind, og jeg skjønner ikke at noget Saadant kunde falde nogen Directeur ind, saalænge han har Bevidstheden om, at det er ham, der bærer Ansvaret for Bestyrelsen.

De anerkjender, Frue, at jeg har den bedste Mening, - og jeg behøver ikke at sige Dem hvormeget denne Anerkjendelse tilfredsstiller mig - men De tiltroer mig ikke Evne, De anseer mig for svag, allerede i Hænderne paa et Parti, og gjort til Redskab for sammes Intriguer og Cabaler, De mener, at det ikke er mig, som vil gjøre Høedt til Scene-Instructeur, men Visse af Personalet, som tvinge mig eller Ministeren dertil. - En Benægtelse heraf er vistnok unyttig, thi samtlige disse Yttringer løbe sammen i den Hovedtanke, at De ikke har Tillid til mig og mine Evner, og derved er ikke Noget at gjøre og derimod er Intet at sige, men skulde man ikke med nogen Ret kunne vente, at De, naar De erkjender, at min Mening og Hensigt er god, tillod mig i det Mindste et Forsøg paa at vise, om jeg kan udføre den, istedetfor ubeseet at forkaste mig. - Erfaring om min Udygtighed til at realisere min gode Hensigt kan De endnu ikke have erhvervet, Frue; thi den Omstændighed at jeg modtager den Leilighed, der tilbydes mig, til at faae gjennemført, hvad der altid har været mit Ønske og efter min Overbeviisning er rigtigt og gavnligt, og hvad jeg lige overfor Dem, Frue, altid har forsvaret med en Bestaridighed, som havde været unødvendig, hvis denne Overbeviisning ikke var tilstede, kan dog formeentlig ikke godtgjore, at min Myndighed allerede er i Andres Hænder. -

Ihvorvel Fruen erklærer at fæste Lid til Sandheden af de af mig anførte Facta, giver De mig dog at forstaae, at jeg har skuffet Dem ved i den første Samtale, hvormed De beærede mig paa Sølyst, paa Deres Forespørgsel at erklære, "at der ikke var Noget om Høedts Ansættelse". - Jeg troede i min Fremstilling at have tilstrækkeligt betegnet, hvad jeg nu tvinges til at stille min Ære i Borgen for, at der, da jeg yttrede disse Ord, 42 ikke hos Nogen (mig iberegnet) kunde være den fjerneste Anelse om, at der i den første Tid kunde blive Spørgsmaal om Høedts Ansættelse, fordi Tanken herom først fremkom senere. - Efter den Opfordring, jeg har modtaget dertil, skal jeg tillade mig her at tilføie den Erklæring, at der intet Øieblik er opstaaet noget Spørgsmaal hos mig, om der fra Deres Side skulde være skeet noget Brud paa nogen Aftale, idet jeg ligefrem har forudsat, at Deres Helbredstilstand indtil den sidste Tid ubetinget har forhindret Deres Optræden.

Naar jeg har tilladt mig at yttre, at Spørgsmaalet i Øieblikket er om Fru Heiberg paa den ene og Høedt paa den anden Side, troer jeg herved kun at have anført hvad der factisk er Tilfældet, en Kjendsgjerning; idet det er vitterligt, at Personalet har deelt sig i 2 Parter, der have concentreret deres hele Tanke og Forventning i disse Tvende; men naar de yttrer, Frue, at De og Høedt altsaa efter min Mening skulde være modsatte Poler for den nuværende Skuespilkunst og deraf udleder Conclusioner, gjennem hvilke der i mine Udtalelser lægges en Betydning, ved hvilken De aabenbart finder Dem krænket, er jeg atter Gjenstand for den samme Misforstaaelse som i den sidste Samtale paa Sølyst. Jeg har overhovedet ikke indladt mig paa at udtale mig om Deres Kunstner-Virksomhed, fordi jeg fandt det Upassende, og fordi De som Kunstnerinde er ophøiet over min Roes og min Dadel - hvis jeg kunde finde Noget at dadle -; men jeg har udtalt, at der ved Theatret findes en Retning (jeg har kaldet den følelsesfuld, den kunde maaskee bedre kaldes pathetisk) som skeiede ud og blev kunstlet - skal det være nødvendigt at forsikkre, Frue, at jeg ikke henregner Dem dertil? -, at der var en anden, som stræbte efter Natur*; at denne sidste efter min Overbeviisning bør træde frem for at quæle den førstes Udskeielser, men at den selv staaer Fare for at skeie ud, og at De, Frue, ved hvem Følelsens Moment efter min Opfattelse vil hævdes i dets Sandhed og Skjønhed, er den, som kan hæmme den "naturlige" Retnings Udskeielser. Hermed er jo ingenlunde forudsat, at De skulde være denne Retning aldeles modsat, eller at De ikke kunde besidde dens Fortrin, ja end ikke, at den hele Retning jo for en stor Deel kan være grundlagt af Dem, idet Feilen da vilde ligge i, at Vedkommende ikkun havde tilegnet sig en Side af Deres Kunst.

Til at skaffe den "naturlige" Retning sin Plads kunde det ganske vist være nok, at de, som høre til den, faae Lov til at spille ved Siden af dem, som høre til den modsatte, dersom det ikke netop for en stor Del var ved Indstuderingen paa Scenen, at denne Retning havde et Krav; men ved Siden heraf fremtræder som det i mine Øine Afgjørende den practiske Nødvendighed af hvad der maa skee, hvis der skal bringes Fred og Ro i Theatrets Indre.

Hvis jeg skulde i Korthed sammenfatte min Anskuelse af Situationen, vilde jeg tillade mig at udtale, at den Ro, som Theatret i saa høi Grad trænger til, ikkun tilveiebringes, naar De, Frue, indtræder i Virksomhed derved, og Høedt overtager, hvad der af Ministeren er tilbudt ham "som Scene-Instructeur at lede Stykkernes Indstudering", men ikke, naar kun det Ene men ikke det Andet indtræder. - Det er altsaa Dem, Frue, som holder Theatrets Vee og Vel i Deres Haand; og dette er ikke blot min individuelle Opfattelse, men det viser sig ogsaa factisk, at Følelsen heraf er almindelig; thi Alles Øine vogte paa Dem, og der spørges ikke om Andet, end hvad De vil beslutte Dem til. - Heri ligger da ogsaa, at Theatret for Øieblikket befinder sig i en Stilstand, der er yderst mislig og uheldig ikke blot under de nuværende, i sig selv nedtrykkende, Forhold, men ogsaa
* 43 med Hensyn til den snart forestaaende Gjenaabning af det kongelige Theater. Jeg haaber derfor, at det ikke vil betragtes som en utidig Iver, naar jeg tillader mig ikkun i eet Punkt at recurrere til min officielle Characteer for at udbede mig Deres Beslutning. Imødeseende denne forbliver jeg med den mest udmærkede Højagtelse
Fru Etatsraadindens ærbødige
H. Christensen .
Kjøbenhavn, d. 13de October 1857.

Man kan af denne Hr. Christensens anden Skrivelse se, hvorledes han vil forklare sine Ord til mig under vor første Samtale, "at der aldeles ikke var Noget om Høedts Ansættelse". - Jeg forstod den Gang hans Ord saaledes - og kan endnu ikke forstaa dem paa anden Maade - end, at den hele Tanke om Høedts Ansættelse var opgivet. Men han forsøger ikke engang at give nogen Forklaring af sin Taushed om Høedts Ansættelse under vor anden Samtale, uagtet denne Plan da var optaget paany og vistnok i Virkeligheden, om end ikke i Formen, allerede afgjort. Ifald hans Forhold til mig havde været fuldt ærligt, hvad havde da været naturligere end at underrette mig herom, overladende til mig, hvilket Parti jeg vilde tage, i Stedet for at holde mig hen i Uvidenhed om en Sag, som han vidste havde Betydning for mig, indtil jeg havde begyndt at spille paany.

Det fremlyser af Slutningen af hans andet Brev. at han, hvad jeg i lang Tid havde en Følelse af, i Grunden helst ønskede, at jeg trak mig tilbage; - og skulde man endnu tvivle om, at dette laa heri, da fik jeg Dagen efter Vished herfor ved et nyt Besøg af ham, under hvilket han i vor Samtale for første Gang udtalte sig som En, der er sig sin høie Stilling bevidst, med en Myndighed i Tonen, der, rent ud sagt. forekom mig comisk. Jeg meddelte ham nu uden videre Forklaring, at det var min faste Beslutning at søge min Afsked. Samtalen endte med, at han bad mig endelig at indgive min Ansøgning om Afsked saa snart som muligt, helst strax, samme Dag. Jeg svarede ham, at heri kunde jeg ikke føie ham, da Ansøgningen til Kongen endnu ikke var skrevet, men at den skulde blive skrevet snarest muligt og derefter indsendt. Det skete to Dage efter.
Kjøbenhavn, 16. October 1857.

Til Kongen!
Naar jeg herved tillader mig allerunderdanigst at ansøge Deres Majestæt om at maatte forundes min Afsked som Kongelig Skuespillerinde, skal jeg ligeledes i dybeste Underdanighed tillade mig i al Korthed at fremføre mine Motiver.

Jeg har fra min tidlige Barndom været i Virksomhed ved det Kongelige 44 Theater, og som Skuespillerinde fra April 1826, fra hvilken Epoche, som altsaa nu betegner et Tidsrum af henved 32 Aar, min Anciennetet er beregnet. At jeg i denne lange Tid har gjort en næsten uafbrudt baade omfangsrig og anstrengende Tjeneste, og at jeg i samme aldrig har ladet det mangle paa Flid, Iver og Beredvillighed, troer jeg at turde forudsætte som almindelig anerkjendt, ligesom det er blevet bevidnet af alle de mange Theaterbestyrere, som i hiin udstrakte Periode have afløst hinanden. Deres Majestæt vil neppe undre Dem over, at jeg efter saa lange Anstrengelser, der virke trættende baade paa Sjæl og Legeme, nu kan ønske at trække mig tilbage fra en offentlig Virksomhed, som jeg dog om kortere eller længere Tid maatte forlade, men som det er mig magtpaaliggende at opgive med fri Villie og Beslutning, inden Nødvendigheden gjør mit Valg overflødigt. Allerede havde jeg længe ønsket, at en eller anden ydre Anledning vilde lette mig min Beslutning i denne Sag, og jeg seer nu en saadan i flere forskjellige Forhold og forandrede Tilstande, som ere saa forskjellige fra dem, som jeg under min lange Virksomhed ved Theatret har indlevet mig i, at jeg ikke formaaer at vedligeholde min Lyst og Interesse, og følgelig heller ikke at udføre mit Hverv saaledes, som jeg stedse har gjort det til min Opgave at udføre det.

Jeg beder derfor allerunderdanigst Deres Majestæt om at forunde mig min Afsked i Naade, og allernaadigst bevilge mig den Pension, som ifølge Beregning efter Pensionsloven kan tilfalde mig.
Allerunderdanigst
Johanne Luise Heiberg ,
født Pätges.

Dagen efter modtog jeg et af Notarius verificeret Brev fra vor Ven Suhr, hvori han tilsikrede mig en aarlig Indtægt af 2000 Rdl. for det Tilfælde, at jeg vilde fratræde min Stilling ved Theatret; blev der i den Anledning bevilget mig Pension, skulde denne fradrages i Beløbet, hvis ikke, skulde dette helt udredes af ham og hans Bo.

Vi havde alt tidligere indviet Suhr, der delte alle vore Sorger og Glæder, i denne Sag, som efterhaanden satte den hele By i Bevægelse. Man var i høi Grad indigneret paa mine Vegne og udtalte uforbeholdent, at det var uværdigt for mig at underkaste mig hvilke som helst Betingelser for min fremtidige Virksomhed. Da der nu samtidigt blev Tale om, at Rigsdagen aldrig vilde tillade, at der tildeltes mig Pension, hvis jeg tog min Afsked uden Lægeattest, og baade Heiberg og jeg vare enige i, at en saadan ikke burde fremlægges, skjøndt min Læge ofte havde ytret, at jeg aldrig blev rask, saa 45 længe jeg vedblev mit anstrengende Arbeide ved Theatret, saa overraskede den trofaste Suhr os med dette Bevis paa sit store Venskab, idet han paastod af sin Ven Tscherning at have hørt, at jeg umuligt kunde faa Pension.

Forinden Christensen forlod mig hin Dag efter vor, som jeg troede, sidste Samtale, havde jeg bedet ham ikke at omtale denne Sag paa Theatret eller til Nogen , da jeg ønskede, at alt Skrig og Spektakel blev undgaaet, indtil Ansøgningen var bevilget. Dette lod til at behage ham, og han lovede at gjøre sit dertil. Jeg blev derfor ikke lidet forundret, da Fru Sødring, Dagen efter at jeg havde afgivet Ansøgningen til Christensen, traadte ind i min Stue med Taarer i Øinene og udbrød: "Saa er det da sandt!" - "Hvilket?" spurgte jeg. "De forlader os!" - Da jeg spurgte: "Hvem siger det?" svarede hun, at det Aftenen iforvejen havde været i Alles Munde paa Theatret. Christensen havde altsaa til Trods for sit Løfte meddelt det. Fru Sødring leverede mig efterfølgende Brev, som hun havde skrevet Aftenen iforvejen ved sin Hjemkomst fra Theatret, da hun ikke troede at faa Tid til at besøge mig i Dag. Hun ytrede, at hun af al Evne vilde søge at komme bort fra det kongelige Theater under slig en Directeur og hellere søge en Plads ved et af de mindre Theatre. Jeg bad hende, endelig at være besindig i Udførelsen af dette Skridt. "Naar blot min Fader vilde tage denne Anledning til ogsaa at gaa bort," vedblev hun, "saa vilde min Beslutning være fast." - Efter at hun havde taget Afsked, læste jeg hendes Brev, der lyder saaledes:

Fredag Aften Kl. 10.
Jeg er nu kommet hjem fra Theatret, hvor jeg har hørt at De, kjere Fru Heiberg, ikke mere kommer tilbage. -

Min inderlige og store Bedrøvelse herover formaaer jeg ikke at sige Dem.

Jeg kunde ikke gaa til Ro i Aften førend jeg havde sagt Dem Tak for al den Godhed De nu i 15 Aar har vist mig; jeg skal aldrig glemme Dem.

Tænk paa mig engang imellem, tænk paa hvor underlig ene jeg nu er, nu har jeg Ingen som kommer hen til mig med Liv og Kjerlighed og siger mig mine Feil og mine gode Sider, jeg er saa bedrøvet saa jeg maa græde.

Jeg havde Ret da jeg sagde til Etatsraad Heiberg en Aften, at de 7 Aar han var Directeur vare mine lykkeligste Aar. Tilgiv min egoistiske Sorg. Lev vel, hils Etatsraaden saa mange Gange fra Deres
hengivne
Julie Sødring .
Til
Fru Johanne Louise Heiberg.

46

Rørt læste jeg dette Brev og følte stærkt, hvor forunderligt jeg dog var sammenvoxet med saa Meget indenfor Theatrets Mure.

Hvorfor røbede Christensen strax til Alle paa Theatret, hvad han havde lovet mig at fortie? Min faste Tro er, at han med Forsæt strax betroede Alle Sagen af Frygt for, at saa længe den ikke var bekjendt, stod det endnu i min Magt at forandre Beslutningen; var den derimod bekjendt, gjorde han mig den Ære at tro, at en saadan Snakken frem og tilbage i en saadan Sag laa udenfor min Character, saa at Bekjendtgjøreisen heraf tvang mig til at fastholde den.

Man vil maaske spørge: "Men hvor var Hall under alle disse Forhandlinger?" Dette Spørgsmaal gjorde jeg mig selv og var forundret over, at han overlod den hele Sag ene til Christensen. Jeg fik imidlertid snart Oplysning om, hvorledes dette hang sammen. Hall var nemlig slet ikke i Byen. men i et Embedsbesøg paa Herlufsholm. Denne hans Fraværelse havde Christensen snildeligt benyttet til at ordne Alt efter sit Hoved.

En 8 Dages Tid efter Christensens sidste Besøg vendte Hall hjem, og jeg sporede meget snart Virkningen af hans Hjemkomst.

Som jeg en Formiddag sad ene i min Stue, meldte Tjeneren Directeur Christensen. Ærgerlig over paany at skulle plages med denne Herre lod jeg ham dog komme ind. Han traadte ind som forvandlet i Miner og Skikkelse fra hans sidste imponerende Besøg hos mig. Ydmyg, stilfærdig, bukkende traadte han nærmere, og i den Samtale, der nu udspandt sig imellem os, udtalte han, at han vilde gjøre Alt, hvad der stod i hans Magt, for at bevare mig for det Theater, hvor min Virksomhed havde været af saa "uberegnelig Betydning"; - at vi endelig maatte komme til en Forstaaelse med hinanden, og at jeg maatte tage min Ansøgning tilbage. Jeg svarede ham, at derom kunde der ikke være Tale, min Ansøgning om Afsked var jo nu udsendt. Han mente, at det dog endnu stod i min Magt at tage den tilbage, da Kongen jo endnu ikke havde underskrevet Afskeden. "Men Alverden veed nu, at Ansøgningen er indsendt," svarede jeg, "og hermed er Sagen afgjort." I de ydmygste Udtryk og med de største Smigrerier vedblev han imidlertid sin Anmodning og saae saa ulykkelig ud, at jeg havde Umage med at holde en alvorlig Anstand vedlige. Jeg kunde ikke lade være tilsidst at sige: "Jeg er virkelig forbauset i Dag over Deres hele Tone imod mig; thi naar De vil være ærlig, da ønskede De, sidst vi taltes ved, ganske det Modsatte af, hvad De i Dag beder mig om. De ønskede, at jeg skulde tage min Afsked jo før jo heller; - hvoraf da nu dette Omslag?" - Han vred sig efter bedste Evne ved denne min Oprigtighed. Jeg sagde ham nu roligt og uforbeholdent, at jeg ikke ansaae ham for at være den Post voxen, som han havde overtaget, og at jeg ikke kunde finde mig i at staa under ham som Leder af Theatrets 47 kunstneriske Virksomhed. Da gik han sandelig saa vidt at sige: "Jeg er villig til at forpligte mig til Intet at gjøre uden med Etatsraad Heibergs Sanction; dette skal være en hemmelig Forpligtelse mellem ham og mig." - Jeg studsede. "Jeg mærker," svarede jeg, "hvor lidet De kjender Heiberg. Tror De, at han vilde indlade sig paa en slig hemmelig Tractat mellem Dem og ham! Han skulde regjere under Deres Ægide i al Hemmelighed? Jeg raader Dem sandelig til ikke at gjøre ham en slig Proposition! I Deres Brev til mig har De udviklet Nødvendigheden af en kunstnerisk Ledelse ved Hr. Høedt, uagtet Heiberg staar i Bestyrelsen som Censor, altsaa som en æsthetisk Medhjælp; derved har De viist, at De anser hans Bistand for lidet betydende lige overfor Hr. Høedt." Endelig, efter megen Snakken, forlod Hr. Christensen mig hin Dag, naturligvis uden at opnaa det af ham for Øieblikket ønskede Resultat.

Der gives en Slags Forstand hos enkelte Mennesker, som det altid har sat mig i Forlegenhed at skulle bedømme; man kan ikke faa Andet ud af det, end at disse Mennesker i Grunden ere enfoldige og bornerte; og dog kunne de ved Siden af disse Egenskaber have en saadan Snildhed, en saa stor Udholdenhed i at intrigere i deres egen Interesse, at de unegteligt faa Skin af at være kløgtige, saa at man tvinges til ideligt at være paa sin Post for ikke at blive overlistet af dem. Men midt i Erkjendelsen heraf studser man paa samme Tid over Enfoldigheden i den beregnende Kløgt og over deres Mangel paa Evne til at bedømme Situationen og Consekvenserne af deres Handlemaade. Ved at paaskynde Afleveringen af min Ansøgning om Afsked mente aabenbart Christensen, at den hele Sag var sluttet hermed, naar Folk en fjorten Dages Tid havde uddebatteret den. Men efter at dette Skridt af mig blev bekjendt, reiste der sig stik imod hans Formodning en saa levende Opposition i Pressen og i Publikum, at han blev bange, især da Ministeren desavouerede denne hans egenraadige Virksomhed, i høiere Grad end han havde troet. Han kjendte ikke mit Forhold til Publikum, han oversaae, at dette Forhold ikke var fra i Gaar eller i Dag, han havde ikke mindste Følelse af, at vi i Aarenes Række vare sammengroede med hinanden, saa at mange i dette Publikum gjennem Tale og Skrift vilde modsætte sig, at Theatret led dette Tab. Men hvad var nu herved at gjøre for mig? Min Ansøgning var indgivet, og sidst af Alt ønskede jeg at staa som en Primadonna, der truer med en Afsked, som ikke er ærligt ment. Med dyb Bedrøvelse følte jeg, at denne Christensen og et Par af hans Skuespillervenner havde formaaet at drage mig ind i Strid og Spektakel, hvoraf hele mit forrige lange Teaterliv ikke bar Spor.

Nu maatte det imidlertid have sit Forblivende ved min Ansøgning om Afsked; thi jeg indsaae, at under de nuværende Theaterforhold maatte jeg 48 bære mig ad som jeg vilde, jeg vilde dog altid blive en Skive for Bagtalelse til Skade for min Kunst og min Personlighed, og denne sidste maatte i det mindste reddes.

At Høedt var kommen med en ny Skole, som alle vi andre burde optage, kunde jeg paa ingen Maade anerkjende. Realistiske Skuespillere havde der i Tidernes Løb været mange af ved vor Skueplads, uden at disse havde fordret, at de høie, poetiske Digterværker skulde ind under Realismens Fane. Jeg selv har spillet en hel Række af realistiske Roller med stort Bifald; men hver Ting paa sin Plads. En Julie, en Viola og lignende Skikkelser kunne ikke spilles realistisk uden at tabe deres Præg; saa det er latterligt at ville stille en realistisk Skole i Spidsen for alle Genres. Dog, til denne Skole og dens Bedømmelse samt til Hr. Høedts Fordringer til samme vil jeg senere hen komme tilbage.

Den 24de October modtog jeg følgende Skrivelse fra Cultusminister Hall:
Ministeriet
for
Kirke- og Underviisningsvæsenet.

Ved min Hjemkomst fra en Reise modtog jeg gjennem Theaterdirecteuren en allerunderdanigst Ansøgning fra Fru Etatsraadinden om Afskeed som kongelig Skuespillerinde i Naade og med Pension.

Jeg behøver ikke at sige Dem, at dette mig uventede Skridt berørte mig i høi Grad smerteligt, thi jeg har allerede tidligere i Skrivelse af 30te December f. A. havt Leilighed til at udtale, hvilken Betydning jeg maa tillægge Deres Virksomhed for Theatret, og hvad jeg dengang udtalte maa jeg fremdeles i fuldeste Grad vedkjende mig.

Forsaavidt jeg imidlertid i nysnævnte Skrivelse erklærede at ville imødekomme et eventuelt Ønske fra Deres Side om at afgaae fra Theatret, havde dette ikkun Hensyn til den Mulighed, at Deres Helbredstilstand maatte gjøre dette Skridt nødvendigt for Dem, og naar jeg troede at turde nære Haab om, at Deres Helbred vilde gjenvindes ved en længere Hvile, da maatte dette Haab ogsaa i høi Grad befæstes ved Deres Svar af 10de Januar s. A.

Fru Etatsraadindens Ansøgning er nu vel motiveret ved det for Sjæl og Legeme anstrengende i en langvarig Theatertjeneste, men naar Deres Ønske om netop nu at fratræde Theatrets Tjeneste specielt refereres til nærværende Forhold og Tilstande ved Theatret, kan jeg dog ikke undlade, - inden jeg foretager noget Skridt i Anledning af Deres Ansøgning, - at udbede mig en nærmere Forklaring herom, ikke fordi en mere bestemt paaviselig Grund efter almindelig vedtagne Regler maatte opgives for at begrunde en Indstilling om Entledigelse med Pension, thi i denne Henseende maa en saa lang 49 og saa udmærket Tjeneste som Deres efter min Overbeviisning være afgjørende; men naar jeg udbeder mig, at De, være sig skriftlig eller mundtlig, vil oplyse mig om de Forhold og forandrede Tilstande, som have fremkaldt denne almindelig beklagede Beslutning, da skeer det fordi jeg ikke kan opgive Haabet om, at det kunde lykkes endnu at modificere eller tillempe disse Forhold og Tilstande saaledes, at De kunde føle Dem bevæget til at frafalde Deres Begjæring om Afskeed.
Kjøbenhavn, d. 24de October 1857.
C. Hall .
Til
Fru Etatsraadinde Heiberg.

Herpaa svarede jeg følgende:

Kjøbenhavn, den 26. October 1857.
Til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.
Ministeriet har i meget ærede Skrivelse af 24de dennes anmodet mig om at give en nærmere Forklaring over de Forhold og Tilstande, som, ifølge en Yttring i min allerunderdanigste Ansøgning, paalægge mig den Nødvendighed at forlade Theatret, og Ministeriet har havt den Godhed at tilføie, at det, efter modtagen Forklaring, vil overveie, hvorvidt disse Forhold og Tilstande kunne modificeres eller tillempes saaledes, at jeg derved kunde finde mig bevæget til at frafalde min Begjæring om Afsked.

Jeg takker Ministeriet for den Velvillie, der ligger til Grund for et saadant Tilbud, men da de omtalte Forhold og Tilstande ere af den Beskaffenhed, at der nu ikke mere kan indtræde nogen saadan Forandring i dem. hvorved jeg kunde føle mig tilfreds i min Stilling, maa jeg helst undgaa en Fremstilling, der ikke vilde være til nogen Nytte, medens den hverken kunde være behagelig for Ministeriet eller for mig.

Ministeriet maa være fuldkommen overbeviist om, at jeg ikke uden den modneste alsidige Overveielse har kunnet foretage et saa afgjørende Skridt som det, at udbede mig min Afsked, at jeg vilde tøve dermed i det Yderste, saalænge jeg endnu havde mindste Tvivl om Nødvendigheden deraf, men at jeg ogsaa, ifølge min Characteer, under ingen Omstændigheder kan træde tilbage fra en saadan Beslutning, naar jeg først har taget den, og derved sætte mig i Classe med dem, der, uden at mene det, begjære Afsked, for igjennem Tilveiebringelsen af et offentligt Røre at sætte deres Planer igjennem. Det havde været mit Ønske, at den hele Sag var bleven holdt hemmelig, indtil den var afgjort, og jeg selv har ikke mindste Deel i den Publicitet, som den har faaet, og som, efter min Mening, kunde og burde være forebygget.

50

Men efter at denne uventede Publicitet har fundet Sted og - hvad man kunde vente - har fremkaldt Partistridigheder og Demonstrationer, vilde jeg, selv om jeg blot spurgte min Følelse, umuligt kunne vende tilbage i min Stilling.

Jeg kan derfor blot gjentage min Begjæring til Ministeriet om at fremme Afgjøreisen af min allerunderdanigste Ansøgning, og tilføie min oprigtige Tak til Samme for den Betryggelse, det har havt den Godhed at give mig
med Hensyn paa den forventede Pension.
Allerærbødigst
Johanne Luise Heiberg .

Faa Dage efter dette mit Svar indfandt Minister Hall sig en Aften hos os for, efter hvad han ytrede, mundtligt at opnaa, hvad ikke var lykkedes skriftligt, nemlig, at formaa mig til at tage min Ansøgning om Afsked tilbage. Nu, da Sagen var afgjort, bebreidede jeg ham aabent og ærligt, som man kan tale til en fordums Ven, hans hele Holdning i de sidste Aar lige overfor Heiberg og mig ved at have ladet sig paavirke, dels af Køedts Pretentioner, dels af Christensens Beretninger, som alle gik ud paa - hvilket mig syntes var let at gjennemskue - selv at komme til Styret, uden anden Adkomst dertil end den, at han havde sluttet sig til, støttet og opmuntret Skuespillernes Opsætsighed mod Heiberg. Hall forsvarede sig med, at naar tre af de første Talenter forlode Theatret, fordi de ikke kunde enes med Directeuren, da kunde en saadan Tilstand ikke vedblive. Dette er rigtigt, men hvem havde staaet bagved disse Skuespillere og styrket dem i deres Opsætsighed? Christensen og gjennem ham Hall selv. Dette vilde han naturligvis ikke indrømme; men ideligt og ideligt vendte han tilbage til, at jeg maatte tage min Ansøgning tilbage, og ideligt svarede jeg det Samme: at det nu var for silde at gjøre Sagen om. Vor Samtale udspandt sig til Kl. 2 om Natten uden andet Resultat fra min Side, end at det maatte have sit Forblivende ved, hvad nu var sket. Hall var bekjendt for sit Mæglertalent, men ikke lige overfor Alle forslaar et saadant Talent. - Imidlertid trak det ud med Afgjøreisen af min Ansøgning, og i al den Tid udkom den ene Pièce i Trykken efter den anden om Theaterforholdene, og de fleste af dem vare paa min Side og fremhævede, hvad Theatret tabte ved min Bortgang.

Min Ansøgning om Afsked ventede endnu paa sin Afgjørelse, da jeg den 17de November modtog følgende Brev fra Indenrigsministeren, A. F. Krieger, under hvem dengang, som bekjendt, Kongerigets Finantsvæsen sorterede:

Fra min Collega har jeg, høistærede Frue, modtaget Deres Afskedsansøgning til Erklæring med Hensyn til Pensionsspørgsmaalet. Omend den Andel, 51 jeg har i Sagens Afgjørelse, er ringe, er den dog saa stor, at jeg ikke uden den haardeste Nødvendighed kan beqvemme mig til det Svar, efter hvis Afgivelse Sagen ventelig strax vilde blive forelagt Kongen. Jeg haaber, at det ikke vil undre Dem, naar jeg spørger, om De forinden vilde tillade, at jeg havde en Samtale med Dem om Sagen. Til enhver Tid De vilde vælge udenfor den sædvanlige Rigsdagsmødetid, skulde jeg have den Ære at hilse paa Dem.
Mandag Eftermiddag.
Med Høiagtelse
ærbødigst
Fr. Krieger .
Til
Fru J. L. Heiberg.

Mit første Indtryk af dette Brev var, at Indenrigsministeren vilde meddele mig, at jeg ikke turde gjøre mig Haab om Pension. Jeg var saa træt og kjed af al den Modstand, der lagdes mig iveien, saa jeg just ikke med det venligste Sind modtog Hans Excellence. Minister Krieger hørte dengang ikke til vore Omgangsvenner, ja vi kjendte ham saa godt som slet ikke undtagen gjennem hans offentlige Virksomhed. Efter at jeg skriftligt havde bestemt ham en Tid, hvori jeg vilde modtage ham, indfandt han sig. Med den største Artighed sagde han, at da det desværre var falden i hans Lod at skulle fremme min Ansøgning om Afsked, syntes han ikke, at dette var ham muligt, før han af min egen Mund havde hørt, om denne min Beslutning var uigjenkaldelig. Under Samtalens Gang berørte jeg Pensionsspørgsmaalet. Paa den ham egne korte Maade sagde han: "Denne Sag er det ikke værd at berøre, da der ikke efter min Anskuelse kan være nogen Tvivl om, at De er pensionsberettiget." Vi talte længere sammen, og fra denne Dag blev Krieger en af vore mest trofaste Venner, der ofte besøgte os i Hjemmet.

Resolutionen paa min Ansøgning trak endnu i Langdrag. Endelig den 3die Marts (1858) fik jeg min Afsked med Pension. Der blev aldrig senere paa Rigsdagen gjort nogen Indsigelse mod den Afgjørelse af Pensionsspørgsmaalet, som Krieger havde truffet.

Den 6te Marts skrev Fru Geheimeraadinde Hall følgende Brev til mig, idet hun med sin trofaste, eiendommelige Natur gjennem Alt, hvad der var gaaet forud, bestandig bevarede sit Venskab for mig uforandret.

Den 6te Marts 1858.
Min kjære lille Frue! Jeg sender Dem dette Blad, som De jo ellers foragter; mig morer det mangen en Gang i sit unge, dygtige, om end stundom noget hensynsløse Sprog; jeg er nu ikke zart, vil ei være aandelig 52 ømfindtlig, da Menneskene tilvisse (mig selv iberegnet) langtfra ere saa herlige, at de ikke kunne taale et djærvt sandt Ord; hver Linie, som Redacteur Bille her skriver om Dem, undertegner mit Hjerte, min eftertænksomme Tanke, og tilføie kan jeg at det er mig som et Dolkestik i den drøie, factiske Virkelighed at maatte sige, "nu er hun borte" meget i min Natur er inderlig beslægtet med Fader Brøndsted deri ligner jeg ham tilvisse, at det Udmærkede. det Geniale, det af Gud givne river mig fuldt hen; det henrykker mig, jeg kan ikke engang taale denne jammerlige smaalige Kritikaklen med dem, om muligen vilde jeg helst have dem holdte ganske udenfor Verdens gemene Slethed! -

Gid den Bortgang fra vort gamle Huus paa Kongens Nytorv, som saa dybt, og virkeligt smerter Alle, Alle , jeg troer næsten jeg kan sige hele den danske Nation maae vorde Dem selv min hulde Veninde til Held. - Med

dette Ønske er jeg Deres

Augusta Marie Hall,

f. Brøndsted.

Bladet behøver De ikke at sende tilbage!

Jeg læste altsaa dette "Dagblad" af 6te Marts 1858. Bladet begynder med Betragtninger over min Bortgang fra Scenen og udvikler min lange Virksomheds Betydning for Theatret i saa høie Toner, at jeg selv maatte studse herover.

Jeg skrev til Fru Hall og takkede hende for hendes Opmærksomhed ved at sende mig Bladet, men tilføiede: "En ublandet Glæde har jeg imidlertid ikke havt ved at læse denne udmærkede Roes, maaske den største, der er ydet mig, ja, jeg tilstaar, at al denne Paaskjønnelse fra et Blad, der saa kort iforvejen havde aabnet sine Spalter for de mest krænkende Artikler mod Heiberg og mig, næsten irriterede mig; thi mig syntes, at ifald kun en Fjerdepart af den Roes, der her tilkjendes mig, var sand, hvorledes har da det samme Blad kunnet bringe det over sit Hjerte, at optage Artikler som dem, der jevnligt have staaet i det?

Jeg veed meget godt, at høist forskjellige Røster faa Lov at udtale sig i et Dagblad, men jeg kan aldrig faa andet Syn paa en Redacteur af et Blad. end at han er som en Vært, der ikke bør aabne sine Døre for raa og uvidende Personer, der ved deres Raisonnement forkvakle Sandheden og bringe falske Anskuelser ud hos Mængden. Dette er uværdigt."

Ved at læse denne Artikel (der atter er optrykt i Billes samlede Bladartikler), kom jeg til at tænke paa et Ord af en ungarsk Statsmand, jeg engang har læst: - "Naar man knapper sin Trøie galt, maa man nødvendigt knappe den om igjen, thi der bliver ellers en Kanp tilovers forneden og 53 et Knaphul tilovers foroven." - Efter denne Billes Udtalelse om mig maa han tidligere have knappet sin Trøie galt lige overfor mig, altsaa maatte han nu knappe den om igjen; - kun Skade, at han saa sildigt opdagede sin Feiltagelse. Da jeg viste Heiberg Bladet, sagde han: "Han anser Dig nu for død og borte, deraf denne Roes. I Danmark kan man ikke behage i større Grad end ved at lægge sig til at dø; thi da producerer man Intet mere og er derfor uskadelig for Alle."

Da jeg sidste Aften i forrige Saison spillede i "Tilfældet har Ret" under Publikums Latter og Jubel, anede jeg ikke, at denne Aftens Spil i Virkeligheden skulde blive den sidste. Fra det Øieblik, det viste sig, at min Virksomhed var afbrudt, havde jeg en Følelse som den, man har, naar man ikke har faaet sagt Farvel til en kjær Ven, man ikke mere skal se. Det plagede mig, og jeg havde ligesom ingen Ro i mit Sind herover. Jeg skrev da - mig syntes, jeg maatte skrive - et Farvel til det mod mig trofaste Publikum og til mine ikke faa Venner og Veninder paa Theatret, der ved saa mange Leiligheder havde viist mig deres Venskab og Hengivenhed - jeg skrev da følgende Farvel til disse og til Publikum:

"Efter at min allerunderdanigste Ansøgning om Afsked fra det Kongelige Theater, hvor Forholdene efterhaanden vare blevne saaledes, at jeg følte Umuligheden af med Lyst og Ro at udøve min Virksomhed, nu er allernaadigst bevilget, er der endnu kun Eet, som ligger mig paa Hjertet, inden jeg slutter dette betydelige Afsnit af mit Liv, nemlig at følge en uimodstaaelig Trang til ad Offentlighedens Vei at bringe mit Farvel til de Velyndere, som i meer end 30 Aar have fulgt, opmuntret og styrket mig i Udøvelsen af en Kunst, som jeg havde gjort til mit Livs Opgave. Af mit inderste Hjerte takker jeg Enhver, Høi og Lav, Nær og Fjern, der med Interesse og Velvillie har modtaget, hvad jeg efter mine Evner har kunnet yde i mine Fremstillinger. At disse have været begrændsede, er der Ingen, der mere og oftere har følt, end jeg selv, da jeg, tiltrods for min alvorlige Stræben, dog ikke naaede det Maal, jeg havde sat mig. Den eneste Maade, en Kunstner har til at vise sin Taknemmelighed, er, ved fortsat Alvor og samvittighedsfuld Udøvelse i sit Kald, at gjøre sig værdig til den Opmuntring, der skjænkes, og dette Krav troer jeg, at jeg har opfyldt af al min Evne. Ligesom jeg derfor i et taknemmeligt Hjerte gjemmer mangen dyrebar Erindring, nærer jeg det Haab, at en Deel af mine Tilskuere ogsaa vil beholde en og anden Erindring af, hvad jeg har kunnet give i min lange Virksomhed i Theatrets Tjeneste, en Virksomhed, der uafbrudt har varet fra mit 8de Aar. Gid da et og andet Billede af de mange, jeg har fremstillet, maa leve i Erindringen, indtil der lidt efter lidt kun bliver et Navn tilbage, men et Navn, som især vil holdes 54 ilive, fordi det er knyttet til og væsenlig det samme som Dens, der fra min tidligste Ungdom har udviklet mine Evner, og ved hvem det gjennem Litteraturen vil bevares.

Hvad der ved Enden af min Theaterbane er mig en sand Glæde at tænke paa, er, at jeg i det lange Tidsrum, som den indbefatter, bestandig har været i det venligste Forhold til de mange Directeurer, som afvexlende have staaet i Spidsen for det Kongelige Theater, lige fra min Indvielse i Kunstens Tjeneste, indtil denne pludselig blev afbrudt ved Begyndelsen af indeværende Saison, og at Disse alle have givet mig det Vidnesbyrd, baade mundtligt og skriftligt, at jeg med Iver, Alvor og Beredvillighed samt Beskedenhed i mine Fordringer har udført min Pligt. Særligt maa jeg her nævne min faderlige Ven, Geheimeraad Collin, som fra min første Betrædelse af Theaterbanen skjænkede mig en Deeltagelse, der viste sig i Raad og Daad, og som han den Dag idag ikke har unddraget mig.

Med et rørt Hjerte mindes jeg de Mange af Scenens Kunstnere og Kunstnerinder, døde og levende, der have skjænket mig deres Venskab, og mangt et uforglemmeligt Minde fremstiller sig i dette Øieblik, og lader mig med Taknemmelighed dvæle ved et kjært Samliv, ved opmuntrende Deel tagelse og trofast Venskab. Og de samme Minder komme mig imøde fra BalletPersonalet, i hvilket jeg har tilbragt mine første Barndomsaar. Dets Medlemmer have i alle de paafølgende Tider paa mange Maader viist, at de have vedligeholdt en Godhed for mig, som om jeg var forbleven i deres Midte, ligesom jeg bestandig har bevaret min Interesse for dem og deres Kunst, hvortil saa mange Barndoms-Erindringer knytte sig. Ikke mindre skylder jeg Chor-Personalet min varmeste Erkjendtlighed. Det har ved meer end een Leilighed givet mig Beviser paa oprigtig Hengivenhed, og saa meget større er min Trang til at bringe dets Medlemmer min inderligste Tak, som jeg altid har følt, at her var Gjælden alene paa min Side, og at jeg her Intet har formaaet til Gjengjæld, undtagen det Hjertelag, hvormed jeg har taget Deel i deres smaa Glæder og Sorger, og fulgt dem i deres Virksomhed som et Led i det Hele.

Hvad jeg skylder de danske Digtere, lige fra Holberg og Oehlenschlager indtil de nulevende, blandt hvilke der neppe er En, i hvis Arbeider jeg ikke har været beskjæftiget, føler jeg dybt, og takker de Døde i Tanken, de Levende med disse simple Ord. Alle have de i deres Virksomhed for Scenen i næsten enhver Genre skjænket mig Leilighed til at gjengive Billeder af deres Frembringelser, og være et Organ for Digtekunstens Værker, - Værker, hvortil mit Hjerte havde sluttet sig med en saadan Styrke, at det især er ved at træde ud af deres Tjeneste, at en Veemod griber mig, men en Veemod, som dog tillige gjemmer en Skat af glædelige Erindringer, som 55 Ingen kan berøve eller fratage mig. Digterne vide, at jeg har været villig til at lytte til deres Raad og Veiledning; de vide, at jeg samvittighedsfuldt har modtaget og fremstillet efter Evne, hvad deres Digtergenius betroede mig; de vide, at jeg kun har stræbt at gjengive Deres , ikke at give Mit.

Jeg veed med Vished, at mangt et kjærligt Ønske, mangen hengiven Tanke følger mig ved Udgangen af det Huus, hvor jeg som et lille fattigt og overseet Barn traadte ind, frygtsom, men forventningsfuld og rig paa gyldne Phantasier, hvoraf dog nogle ere gaaet i Opfyldelse.

Og hermed tager jeg nu Afsked med mit offentlige Livs Virksomhed. Kun Faa har Lykken føiet som mig; gid den da her maa have truffet paa den, som ikke var uværdig til dens Gaver. Hovmodig har den, Gud være lovet, aldrig gjort mig, thi mit Valgsprog har været: Ydmyghed i Medgang, Frimodighed i Modgang.
Kjøbenhavn, den 12te Marts 1858.
Johanne Luise Heiherg ,
født Pätges.

Dagen efter at dette Farvel var kommet ud, modtog jeg følgende Brev fra Geheimeraad Collin:

1858. Marts. 16.
Kiæreste Hanne
Med hiertelig Deeltagelse og ikke uden Vemod læste jeg i Gaar Aftes og atter i Morges dit "Farvel" til dit Publicum.

Din kiærlige Erindring af den gamle Ven overraskede og rørte mig dybt.

Tak for dit kiærlige, ærlige, datterlige Sindelag i de mange henrundne Aar! Gud give Dig, kiære, gode Hanne, en lykkelig Fremtid.

Hils Heiberg venligst.
Din faderlige Ven
Collin .

Ikke alene fra Collin, men fra mangfoldige andre Bekjendte og Ubekjendte, baade her og fra Provinserne, strømmede Breve og Vers ind til mig med Klager over, hvad der var sket. Og ser jeg paa den Mængde Breve, som ligger foran mig, og som jeg nu ved at optegne mit Liv paany har maattet gjennemlæse, da gribes jeg af Vemod og Taknemmelighed. - Kun et af disse Digte maa jeg have Lov til at gjenkalde i Erindringen, da jeg havde en Anelse om, at det skrev sig fra en af vore første lyriske Digtere. Det lød saaledes:

56

Fru Johanne Louise Heiberg.

Hvad Aaret bringer, det Ingen veed,
Om vi faae Krig eller gode Dage,
Om Somren bliver kjøl eller hed,
Om der falder Manna fra Himlen ned,
Om Fru Fortuna er mild eller vred,
Vi ta'er, som det falder, og tør ei klage.
Dog veed vi Alle, Store og Smaae,
Noget, som Aaret ikke vil byde,
At Gaarden, den gamle, venlige, graae,
Til hvis Arne saa tidt vi om Aftnen tyede,
Hvor vi blev modtaget som gammel Ven,
Af den ædle Husfrues klare Stemme -
At, naar vi komme derhen igjen,
Er Husfruen ikke mere hjemme.
Hun skænker ei meer til den husvilde Gjæst
Aandens den rene, den perlende Drue,
Hun fører ei an den jublende Fest,
Hvis vexlende Tog vi begeistrede skue.
Hver, som kom ind fra Gadens Støv,
Drog hun med sig i Festens Glæde,
Krandsed hans Pande med festligt Løv,
At han kunde med i Dandsen træde. -
Hvo kan føre som hun et værdigt Chor
Med Andagt og Alvor til Musens Ære?
Hvo kan tale som hun det myndige Ord?
Hvo kan som hun vel Sceptret bære?
Hvad Aaret bragte, Fred eller Krig,
Nød eller Rigdom, Fryd eller Klage,
Hun var sig selv bestandig lig;
Hendes Aand den sprudlede lige rig
I dyre Tider og gode Dage. -

Har vi da ikke Grund til at klage? -

E. F.

Den offentlige Opposition mod Christensen var lidt efter lidt bleven saa stærk, at Hall indsaae Nødvendigheden af at stille en anden Personlighed ved Siden af denne som Skjærm for ham. Halls Ven Dorph var ofret, endnu en Ven af Hall fik samme Skjæbne, nemlig Digteren, Etatsraad C. Hauch. Ved Nytaar 1858 var Hauch bleven ansat som Theaterdirecteur med 57 Christensen som Meddirecteur. Overskou havde man kort efter min Afsked paa en temmelig stødende Maade faaet fjernet. Høedt blev nu ansat i hans Post, og saaledes vare jo nu alle de Fordringer tilfredsstillede, hvorfor man saa utrætteligt havde kæmpet. Med en vis Naivetet, som var Hauch egen, havde han indvilliget i Halls Anmodning om at være Theaterdirecteur, den mest Upraktiske, man kunde finde til slig en Post. Dog herpaa kom det jo heller slet ikke an, det var atter et Navn , man vilde have for et Syns Skyld, og Hauch anede ikke Faren ved at være Halls Ven, men gik freidig i Spand med Christensen.

Neppe var Hauch, der hørte til vore Omgangsvenner, ansat, før han en Aften kom ud til mig og sagde: "Nu, Fru Heiberg, haaber jeg da, at De ikke længer vægrer Dem ved at vende tilbage til Scenen, da jeg staar som Borgen for, at Intet vil ske ved Theatret, som De vil finde uværdigt for en Kunstanstalt." Jeg kunde neppe bare mig for at smile over de Illusioner, Menneskene kunne gaa i med Hensyn paa sig selv. Jeg svarede: "Nei, kjære Etatsraad Hauch, nu, saa lidt som tidligere, er jeg tryg herfor; jeg veed nu som før, at Theatret ledes af et Skuespillerregimente med Hr. Christensen som Commandant, og under dette Regimente vil jeg ikke indskrives mere." Hauch saae forbauset paa mig og gav sin digteriske Phantasi Tøilen om Alt, hvad han var istand til at sætte igjennem. Jeg smilte herover, og han forlod mig, vis paa, at ingen Overtalelse her hjalp.

Theatret havde altsaa nu paany to Directeurer, en af Navn og en af Gavn. I "Fædrelandet" hævede sig dog snart kraftige Røster mod Hauch- Christensen-Høedt, og Resultatet var og blev, at man var utilfreds, lige saa utilfreds som tidligere; man fandt Repertoiret slet og bebreidede Hauch det, udtalte de strengeste Domme om Christensens Færd mod os alle, mig, Dorph, Overskou. Hall, den egentlige Aarsag til det Hele, tog man imidlertid paa med Fløielshandsker; saaledes brugte man næsten aldrig hans Navn, men kun "Man": Man har gjort det eller hint Forkastelige. - Af og til føiedes dog "Excellencen" til; saaledes læste man: "Man ansatte Hr. Justitsraad Christensen (thi man havde forandret Secretairen til Justitsraad) som oeconomisk Directeur, men vi troe neppe, at Hans Excellence kunde have valgt uheldigere. - - - Hans Opførsel mod Professor Dorph ville vi ikke omtale, fordi der er Noget deri, som ikke seer vel ud, naar det stilles overfor den offentlige Anstændighedsfølelse - - -. Og hvad nu Professor Overskous Afskedigelse angaaer, maa vi finde det Skete oprørende." Misstemningen mod "Man" og Justitsraaden syntes saaledes mere og mere at give sig Luft under og efter den første Saison, hvori de nye Kræfter havde udfoldet sig.

Saa snart man offentlig læste i Bladene, at jeg nu virkelig var afskediget fra det kongelige Theater, gjordes mig et meget fordelagtigt Tilbud fra 58 Stockholm om at optræde der. Ogsaa, besynderligt nok, kom et lignende Tilbud fra München. Selv om jeg havde været istand til at efterkomme slige Opfordringer, var mit Afslag ikke forbunden med mindste Kamp, thi kun i mit eget Fædreland ønskede jeg at være Skuespillerinde; Himlen skulde bevare mig fra at komme ind paa Virtuosveien!

Jeg sad nu stille i min Stue, opfyldt af Alt, hvad der var hændet, og ude af Stand til at løsrive mine Tanker fra den gamle, graa Bygning paa Kongens Nytorv, hvor jeg havde levet en saa stor Del af mit Liv. Jeg fik ofte Besøg af mine Venner ved Theatret. De klagede Alle over Tilstanden derovre, vare forbitrede paa Christensen og smilte ad Hauch.

Da Hr. Høedts Strid med Heiberg fornemmelig havde dreiet sig om "Richard den Tredie" samt en hel Række andre interessante, tildels klassiske Roller, "som alle vare indstuderede af ham", men som ikke kom til Opførelse, maatte jo Alle tro og haabe, at nu, da Heiberg havde fjernet sig, vilde disse mærkelige Præstationer blive opførte i de halvanden Saison, hvori Hr. Høedt atter spillede paa det kongelige Theater. Jeg og Mange med mig ventede nu herpaa, men ikke et eneste af disse Stykker, hvormed der var gjort saa megen Larm, ikke een Rolle med det imponerende Tillægsord "klassisk" kom til Opførelse, men derimod en Del andre, hvis futile Character Alle maatte være enige om. Hans Bane som Skuespiller blev derefter som bekjendt afbrudt ved den Medfart, han led paa Scenen ved gjentagne Gange at blive udpeben, af Spillet uvedkommende Grunde. Han trak sig tilbage som Skuespiller, men beholdt Pladsen som Elev- og Sceneinstructeur.

Ligesom tidligere al Vægt var lagt paa, om Hr. Høedt blev Elevinstructeur, og senere, om han blev Sceneinstructeur, saaledes blev nu et andet Stikord det dominerende, nemlig: