Heiberg, Johanne Luise Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

TREDIE DEL
SYV THEATERAAR 1849 -56
204
205

I
1849-50.

ALTSAA, efter den constitutionelle Forfatnings Indførelse skulde Heiberg, indstillet af den ansvarlige Minister, ved den Reform, som ogsaa det kongelige Theaters hele Stilling blev underkastet, nu afløse den tidligere Direction, i hvilken fornemme Hof- og Statsmænd havde ført det store Ord. Heiberg skulde nu ene have al den Magt og Myndighed, der tidligere var delt. Vel havde de Fleste Respect for hans Dannelse, hans Indsigt i forskjellige videnskabelige Retninger; vel vidste man, at han var en anset Kritiker og Philosoph, en æsthetisk begavet Dommer med ikke ringe musikalsk Dannelse, en fin, beleven Mand, aandrig i Omgang og human i sin hele Tænkemaade; men hvad vilde alt dette sige imod det at være Excellence, En der staar i nær Forbindelse med Kongehuset! Dette er nemlig Fortrin, som Kunstnerne, til Trods for deres sædvanlige Udtalelser om den Ligegyldighed, den Foragt, de nære for al Fornemhed, dog uvilkaarligt bøie sig for, medens de se paa Fortrin som dem, Heiberg var i Besiddelse af, som Noget, de Alle mere eller mindre kunne rose sig af.

I Frihedens første Morgenrøde frydede man sig vel over Talentets Seier, over, at den forældede Form var revet af Pinden; men inden kort Tid sagde man, først hemmeligt til sig selv, siden til Enhver, som vilde høre derpaa: " Hvorfor netop han? Enhver af os var jo lige saa berettiget til denne Stilling, denne Opgave!" - især da det i hine Aar var Skuespillernes forvildede men faste Overbevisning, at de selv , og Ingen uden de selv burde styre alle Theatrets Anliggender, saa vel de æsthetiske som de praktiske, saa vel de ideale som de pecuniaire, og de offentlige Organer styrkede dem i denne Tro. For mig, der var opvoxet i deres Midte, stillede denne Selvtillid sig i et comisk Lys. Medens Enhver havde Troen paa sin egen Dygtighed til at lede og styre, havde ikke en Eneste denne Tro til sin Kammerat. Imidlertid, vi stode jo paa det første Stadium af Begivenhederne; - man tænkte: "Turen kan jo snart komme til dig," - og man fandt sig for Øieblikket i den nye Ordning. Skuespillerne, Publikum, Bladene, Venner og Fjender lode til at være fornøiede over alt det Nye, som de med en glødende Phantasi saae i Perspectiv.

206

Publikum bildte sig ind, at det stod i et Menneskes Magt at kunne tilfredsstille dets uklare, lunefuldt vexlende Fordringer. Bladredacteurerne huskede ikke paa, at de i Reglen ere hensynsløse og ikke tage det saa nøie med Sandheden, men at de ofte ere ligesom gamle Jomfruer, der modtage Sladder for at løbe med Sladder, - og staar det først trykt Sort paa Hvidt, da, uagtet man senere erfarer, at det dog nok ikke forholder sig saa ganske rigtigt med Sladderen, er det dog altfor kjedeligt og ikke Umagen værd at komme tilbage dertil ved en Berigtigelse. Skuespillerne huskede ikke den Egoisme, der som en Lygtemand altid fører dem ned i Moserne i Stedet for op paa de sikre, banede Veie. Heiberg huskede ikke, at Kjærlighed, Agtelse, Studium, Kundskab, en ren Villie og en begeistret Nationalfølelse for, hvad Holberg havde grundlagt i den dramatiske Kunst, og som han selv med hele sin Sjæls Energi havde stræbt at fortsætte, at alt dette kommer tilkort lige overfor de onde Lidenskabers Magt. Saaledes vare da Alle i Illusion undtagen En, og denne Ene var mig, der ofte i Stilhed maatte trøstes af Heibergs Moder i mit Mismod og min Frygt for, hvad han vilde blive udsat for, og jeg kunde ikke lade være atter og atter at gjentage det gamle: "Ak, nu er min bedste Tid ved Theatret forbi, thi jeg vil bestandigt gaa i Angest og Uro!"

Heiberg skulde altsaa overtage Bestyrelsen af Theatret under helt forandrede Forhold. Det var jo ikke længer et kongeligt Theater paa samme Maade som før, eftersom Kongen ikke mere havde direkte med dets hele Virksomhed at gjøre. Det var nu et Nationaltheater, lagt under en Minister og afhængigt af en Rigsdag. Alle Forhold, fra de mindste til de største, vare herved forandrede. Udførlig Forklaring, ikke alene over Theatrets Indtægter og Udgifter, Ansættelser og Afskedigelser, men ogsaa Repertoiret, og i det Hele taget Alt, hvad der fra denne Stund sorterede under det characteristiske Ord, som for første Gang i Rigsdagen blev brugt om vort Theater, nemlig Theatrets "Drift" - et Udtryk, der ret betegnende viste den nye Anskuelse af en Kunstanstalt - alt vedkommende denne "Drift" maatte der nu aflægges Regnskab for, og til enhver nok saa ubetydelig Bestemmelse indhentes Tilladelse hos Ministeren. Idelige Skriverier bevægede sig saaledes frem og tilbage mellem Ministeren og Directeuren og forøgede ikke lidet det daglige Arbeide. Dette var den ene raadige Stilling, som denne Mand var kommet i Besiddelse af under de nuværende Forhold ved Theatret. Det fik derved den største Betydning for ham, hvem der var Minister, om dette var en Mand, der var ham med eller imod; Alt var afhængigt af, at han havde ham med sig, da han ellers fra Morgen til Aften maatte kæmpe udadtil med Ministeren og indadtil med Kunstnernes Fordringer og Modstand, en Kamp, om hvis Smaalighed kun de Indviede kunde have nogen Forestilling.

En Mængde Forandringer ved Theatret skulde nu iværksættes, hvilke i høi 207
Grad vare skikkede til at gjøre den ny Directeur upopulair. Hertil hørte først, at da Staten nu havde overtaget det forhen Kongen tilhørende Theater, skulde det mest mulige bringes ud af "Driften", - ikke i kunstnerisk, men i financiel Retning, Paa Grund heraf blev hele Hof- og Friparquettet strøget. Man tænke sig, hvad dette vilde sige! Alle disse Herrer, Hoffets Blomst, der i mange Aar hver Aften i hele Saisonen vare vante til at samles i første Parquet, hvor de mødtes som paa en Børs, tildels for at meddele, høre og drøfte Dagens Nyheder, under hele Forestillingen kommende og gaaende ud og ind, smækkende med Dørene efter sig, som om Alt her var gjort for dem og ene for dem; de traadte høirøstede ind med klirrende Sabler efter endt Taffel paa Slottet og converserede til høire og venstre, - saa at man ofte oppe paa Scenen kunde høre, hvorom Talen gjaldt, - snart klappende, snart hyssende, alt som Stikordet var givet, - for alle disse elegante Dommere skulde nu Indgangen lukkes; hele denne "fine Portion" blev nu uden Barmhjertighed vist Døren som Theatret uvedkommende Personer. Et fuldstændigt Raseri reiste sig mellem disse fordrevne Fugle, der saa længe havde boet og bygget i Templets Høisal! Ja, selv hele Hoffets Tjenerpersonale havde hver Aften havt en Loge i Galleriet til fri Afbenyttelse, hvilket nu ligeledes blev strøget. Og hvem var Forbryderen? Naturligvis den nye Theaterdirecteur. Det var kun ham, der havde tilføiet dem denne uhørte Fornærmelse. Det gik dem som hele Hoffet, som Publikum, som Skuespillerne: det var dem umuligt saa hurtigt at sætte sig ind i, at alle Forhold i den absolutistiske Stat vare undergaaede en gjennemgribende Forandring. De vidste vel Alle, at noget Nyt var foregaaet, idet en Constitution var givet Folket; men Enhver mente, at dette Nye ikke kunde eller burde strække sig til ham personligt eller til hans een Gang erhvervede Rettigheder. Selve Hoffets høie Herskaber vare ligeledes vante til, fra umindelige Tider, at betragte Theatret og Alt, hvad der stod i Forbindelse dermed, som Noget de Alle havde Rettigheder over, som deres Eiendom, da det jo hed "det kongelige Theater". Naar den kongelige Familie vilde se et Stykke, da fordredes, ofte med kort Varsel, at den Forestilling, der stod anmeldt, skulde gaa ind, og den, de ønskede, sættes i dens Sted, til stor Byrde for alle Paagjældende og ofte til Tab for den Indtægt, man havde gjort Regning paa. Var der Hofconcerter, da forlangtes Theatrets Sangeres og Orchesters Medvirkning derved, hvor megen Brug Theatret end havde for dem til Aftenens Forestilling. Var der Maskerader, Costumeballer eller Skuespil ved Hoffet, udskrev man efter Behag Theatrets Garderobe, uden Hensyn til om netop disse Dragter skulde bruges samme Aften. Alle disse Hoffets Rettigheder bleve nu strøgne til stor Indignation for Høie og Lave. Ja, saa lidt kunde selv Overhofmarchallen, Levetzau, sætte sig ind i, hvad der nu var gjort til Pligt for den nye Theaterdirecteur, at han, der altid havde været Heiberg hengiven, nu i bitre Billetter 208 bebreidede ham den hele Forandring og ansaae sig for personligt fornærmet af ham. Altsaa, hele Hoffet med dets lange Hale, lige til dens yderste Spids, var fra nu af fjendtligt stemt mod ham.

Visselig havde det staaet i den nye Directeurs Magt at ignorere, ikke Bestemmelsen om Hofparquettets Ophævelse, thi dette var jo ligefrem et Pengespørgsmaal for Theatret, men en Del af al den anden Slendrian, som lidt efter lidt havde antaget større og større Dimensioner; men det var hans Overbevisning, at disse Misbrug vare til største Skade for Theatrets regelmæssige Gang, og han kunde aldrig gaa ind paa i Smug at tilstede Brud paa det, som nu var slaaet fast som Regel. Han fandt sig derfor i Alles Vrede som noget Uundgaaeligt, naar disse Misbrug skulde afskaffes een Gang for alle .

Som det gik Hoffet, saaledes gik det ogsaa tildels Skuespillerne. Deres letbevægelige Phantasi havde gjort, at de hilste Friheden i Danmark med opbrusende Varme, ja med Begeistring. De vare, Alle som En, Frihedens Venner; men at denne Frihed paa mange Punkter maatte komme til at gribe ind i deres egne Forhold ved Theatret, vilde eller kunde de ikke forstaa. Tvertimod, de mente, at nu vare alle Baand løste, nu gjaldt det kun at vinde den ene Directeur, i Stedet for tidligere flere, for deres Planer og Fordringer; da maatte jo Alt kunne sættes igjennem i disse deilige, gyldne Frihedstider. At den nye Theaterdirecteur ved alt dette Nye var bunden som Ingen tidligere, faldt dem aldrig ind.

At være underkastet Pligtforhold er Noget, Skuespillere til alle Tider have ondt ved at forstaa og fastholde, og det er derfor lige saa vanskeligt for dem at forstaa, at Andre ville fastholde deres. Hvor ofte hørte jeg dem sige, naar der blev sagt: "Dette eller Hint lader sig ikke længer gjøre; hvad vilde Ministeren, hvad vilde Rigsdagen sige dertil?" - "Aa, Rigsdagen! Hvad bryde vi os om den! Hvad kommer det den ved!" - Derved, at Theatret saa godt som aldeles blev unddraget Kongen og Hoffet, faldt naturligvis mangen en kongelig Naade bort. Her var ikke længer Tale om de saa meget yndede Gratialer, Reiseunderstøttelser eller Directionens Forbøn hos Kongen om at faa en eller anden Gjæld betalt underhaanden og i al Hemmelighed. Skulde nu noget Overordentligt gjøres, da maatte Ministeren give sit Samtykke, og, hvad der var værre, Rigsdagen havde den, som dem syntes, utrolige Mangel paa Delicatesse, offentligt at omtale Sligt, som helst Ingen maatte vide.

Slige Ubehageligheder stode, som sagt, i første Øieblik ikke tydeligt for dem. De hørte overalt Tale om større Frihed, om, at nu var Tiden kommen, hvor Talentet, Begavelsen kunde bane sig en glimrende Vei; Aaget var brudt, og de sang af Hjertens Lyst med i Frihedssangenes Chor uden at betænke, at Kunsten trænger til at fredes med blødere Hænder end dem, der ere vante til at føre Plov og Spade. Men, som sagt, de forstode ikke Øieblikkets Alvor og 209 vare glade - indtil videre. Men da nu Ministeriet, ligesom det for Indtægtens Skyld strøg Friparquettet med mere, ogsaa strøg Skuespillernes private Sommerskuespil, paa Grund af at Theatret i Saisonens sidste Maaneder ligefrem led et betydeligt Tab ved, at Skuespillerne ikke vare at formaa til at lære nogen ny Rolle, fordi de havde travlt med at indstudere nye Roller til deres private Forestillinger om Sommeren, ja, da bleve de misfornøiede med den nye Tids Resultater og fandt, at den var høist generende.

I Publikum gjorde Heiberg sig strax upopulair ved to Bestemmelser, der i høi Grad mishagede. Han og alle vi Kunstnere havde ofte ærgret os over den Uskik, at man i et virkeligt Kunsttheater tillod, at ganske smaa Børn fik Adgang der. Hvor ofte var ikke en hel Scene, en hel Akt, ja et helt Stykkes Udfald blevet forstyrret ved, at der i et pathetisk Moment, hvor det var lykkedes at frembringe Illusion, pludselig hørtes en grædende Barnestemme, der høit raabte: "Jeg vil hjem!" og derved fremkaldte Latter. Hvor ofte hørte man ikke Familier klage over, at al deres Nydelse var bleven forstyrret af en "Pokkers Unge", der i Et væk talte med og bragte Uro i hele Logen. Men hvad det vil sige for en Skuespiller, der, selv henreven til Illusion, har formaaet at henrive Andre dertil, nu pludselig forstyrres ved et saadant Uvæsen, ja, det maa man selv være Skuespiller for helt at begribe. Heiberg forbød derfor ethvert Barn under 10 Aar Adgang til Nationaltheatret. Dette Forbud blev det betydet alle Controlleurer at overholde under deres Embedes Fortabelse. Han mente, at der var ringere Theatre i Byen for smaa Børn, uden at dette alvorligere Hus, som han ønskede at holde i Agt og Ære, skulde staa dem aabent; han mente, at Forældres Smagløshed ved at drage dem for tidligt her ind gjorde en sand Uret mod de Smaa, thi de forspildte derved Børnenes lykkeligste Øieblik, da de første Gang træde ind i et virkeligt Kunstens Tempel, hvor deres Phantasi og Følelse modtager et dybt Indtryk. Men for at kunne modtage et saadant nogenlunde bevidst maa Barnet dog ogsaa nogenlunde forstaa, hvad det ser, og være istand til at bevare Indtrykket, et Indtryk, der kan være saa stort og levende, at det aldrig glemmes. Lad smaa Børn besøge Beridere, Abetheatre, Marionetcomedier, Casortiske Pantomimer, dette er alt rigeligt nok til at glæde dem og sætte det i Aktivitet, som hos dem er det mest udviklede. Men slige fine Opdragelsesprinciper holdt Folk ingenlunde af. "Hvad kommer det ham ved" - sagde man - "hvorledes vi ville opdrage vore Børn! det er jo vor egen Sag." - Men de gode Forældre betænke ikke, at det paa offentlige Steder virkelig ogsaa er Andres Sag, da disse Andres Nydelse forstyrres og tilintetgjøres ved et skrigende og pludrende Barns uharmoniske Adfærd. Og lige saa lidt som den, der har betalt sin Billet, derved kjøber sig Ret til at forstyrre sine Naboer ved upassende Lyde og plump Adfærd, lige saa lidt har Forældre Lov til ikke at underkaste sig den gode Tones Fordring, og 210 denne er, at man i et Theater vil have Ro til uforstyrret at modtage den Nydelse, man søger. Den Alarm, dette Forbud vakte, var virkelig i høi Grad latterlig. Uagtet det var annonceret i alle Blade og, om jeg ikke husker feil, i Begyndelsen stod paa Plakaten, at ingen Børn under 10 Aar havde Adgang til Theatret, toge Mødrene dem dog med derhen, og naar de nu bleve standsede ved Indgangen, forefaldt her de voldsomste Scener med Graad og Spektakel. Man fik hjerteskjærende Opsatser indrykket i Bladene mod den grumme, hjerteløse Mand, der forfulgte de Smaa; man skrev snart bønlige, snart grove anonyme Breve til Heiberg, hvori han udskjældtes som en Barbar o. s. v. Men Bestemmelsen blev ikke forandret, til Lykke for Stilheden i Theatret og til Skuespillernes store Tilfredshed.

Den anden Bestemmelse var, at den egentlige Theaterport, den, hvor de Vogne, der skulde kjøre Theatrets Damer til og fra Prøverne og Forestillingerne, blev lukket for alle Uvedkommende. Denne Bestemmelse tog en anden Del af Publikum meget ilde op, nemlig de unge, løse og ledige Herrer, der havde for Skik at indfinde sig efter Forestillingen for med deres Cigar i Munden at vente paa Skuespillerindernes og Danserindernes Ankomst, for at de endnu en Gang kunde betragte dem, naar de stege ind i Vognen, ja, undertiden springe op bag paa denne for saaledes at vise dem deres Hyldest. Ja, de betalte formelig hemmeligt Kusken, for at han ikke med sin Pisk skulde falde paa at vise den forøgede Byrde bort. Det var nu ingenlunde behageligt i Mulm og Mørke at ledsages hjem af en slig selvbeskikket Tjener, thi stod han først dér i Ledtog med Kusken, hvem borgede da for, at han ikke havde overtalt denne til at kjøre andet Steds hen? Den ældre Theaterhistorie fortæller jo, at Sligt kunde ske. Ved at aflukke Porten forhindredes nu alt dette. Desuden havde de gode Kjøbenhavnere, der færdedes paa disse Steder, vænnet sig til at forkorte Veien et Par Skridt ved at gaa igjennem Theaterporten. Et lignende Ramaskrig som det, Forbudet mod de smaa Børn havde vakt, reiste sig derfor mod Heiberg over denne Foranstaltning.

Som det gik Hoffet, Skuespillerne og Publikum, saaledes gik det ogsaa Bladredacteurerne. Heller ikke disse vilde erindre, at Meget nu stillede sig anderledes under den nye Form end under den gamle. Saaledes bebreidede Hr. Ploug for Exempel atter og atter Heiberg, at han havde svigtet sine gamle Anskuelser om, hvorledes Tilskuerpladsen burde omdannes, saa at Parterret, den billigste Plads, burde være forrest og optage det Meste af Gulvet, umiddelbart efter Orchestret. Denne Anskuelse, som Heiberg udviklede 1840, havde han visselig ikke forandret i 1849, men det var den i 1848 indtraadte Forandring i hele Statsstyreisen, der tvang ham til at opgive dens Udførelse, da man ikke kunde sætte en Omordning igjennem, der vilde formindske Indtægten betydeligt. Rigsdagen stillede sig jo fra første Øieblik fjendtligt mod Theatret, 211 og de lidet kunstneriske, for ikke at sige brutale Udtalelser, der ideligt kom tilorde i Forsamlingen, gik alle ud paa, om ikke helt at inddrage, saa dog saa meget som muligt at formindske Tilskuddet. Under slige Forhold vilde det jo have været Baarskab at tænke paa af kunstneriske Hensyn at formindske hver Aftens Indtægt. Skulde nu virkelig Hr. Ploug ikke mange Gange have kunnet sige sig dette selv og saaledes sparet sine Angreb? Jeg kan umuligt tro andet, da han jo selv tog virksom Del i vort politiske Liv. Skulde han virkelig ikke have lagt Mærke til, at til Trods for al den hule Declamation om Kunst, høiere Kunst, national Kunst o. s. v. vilde enhver Theaterdirecteurs Capacitet blive maalt efter, om Theaterkassen florerer eller ikke? Nogle Tusinde Kroners Underbalance ved en Saisons Slutning vilde ufeilbarligt give Signalet til en saadan Directeurs Afsættelse, uden Hensyn til om han havde fremdraget vore originale Arbeider eller ikke, uden Hensyn til om han havde givet begyndende Forfattere Leilighed til at øve deres Kræfter o. 1.

Hvem var vel i det Hele i en lang Række af Aar Theatrets værste Fjender? Hvem har gjort, at ingen Theaterdirecteur med Plan og kunstnerisk Syn, med Autoritet og Myndighed har faaet Lov til i Ro at plante, saae og høste paa Kunstens Omraade? Ingen uden Bladredacteurerne! Hvad kan det hjælpe, at en Minister siger til en Mand: "Nu er De eneraadig paa dette mislige Omraade, kun Deres Villie har man at rette sig efter," naar samtlige Bladredacteurer ville være Meddirecteurer, idet de blande sig i enhver nok saa privat bag Coulisserne tagen Bestemmelse, idet de lytte til fordringsfulde Talenters evindelige Klager over Tilsidesættelse; naar de blande sig i Rollebesættelser og Gageforhøielser, blande sig i Alt og tage Parti for og imod, støttet paa Sladder og Usandhed? Det være langt fra mig at ville binde Munden paa Oxen, som tærsker, men saa længe Bladredacteurerne befatte sig med Andet Theatret angaaende end Stykkernes værdige Valg paa Nationalscenen og Udførelsens Godhed og Slethed, saa længe er enhver Bestyrelses Magt og Myndighed knækket lige overfor Personalet, ja, den bliver en Umulighed.

Hvorfor var der mere Ro, mere Stilhed, mere Disciplin ved Privattheatrene? Det er dog ikke rimeligt, at Directeurerne og Kunstnerne paa disse Theatre ere mere ophøiede, fordringsløse, uinteresserede Individer end paa Nationaltheatret, hvor det ene Spektakel har afløst det andet under de forskjellige Directeurer. Nei, men Bladene holdt sig her - Gud veed af hvilken Grund - til det Eneste, de bør have med at gjøre, Bedømmelsen af den offentlige Virksomhed, og lode Directeuren om Resten. Man vil maaske indvende, at man har mere Ret til at blande sig i Détaillen ved Nationaltheatret, da denne Institution støttes af Statens Midler, og at saaledes enhver Borger betaler sin Skjærv dertil. Men at tro, at d'Hrr. Journalister se Sagen fra dette Synspunkt, er vistnok at gjøre dem for stor Ære.

212

Da Heiberg satte alle disse Bestemmelser i Kraft, sagde jeg til ham: "Du gjør dig jo strax upopulair ved alle disse Forholdsregler!" Han svarede: "Det er det Første, en Theaterdirecteur maa sige sig selv, at fra det Øieblik, han tiltræder Theaterbestyrelsen, hører al hans Popularitet op, hvis han iøvrigt har nogen, især naar han tænker paa nogen som helst Forbedring. Man er strax rede til at misbillige Alt. Du ser jo, at selv det, at jeg befalede, at alle Theaterkattene skulle lukkes inde fra Forestillingens Begyndelse og til den er tilende, for at uskadeliggjøre disse firfødede Acteurs - der, særligt i Tragedien, næsten altid gaa af med Seiren og fængsle Opmærksomheden, naar de betræde Scenen - at selv denne Bestemmelse udraabtes som Tyranni mod de arme Dyr. Nei, ingen undgaar sin Skjæbne! Man raaber paa Forbedringer i alle Punkter, men Notabene Forbedringer, hvor Alt bliver ved det Gamle!"

Hvad der maaske, uden at man selv gjorde sig det ret klart, stillede sig i Veien for Heibergs Popularitet, var, at han havde faste, ufravigelige, æsthetiske Anskuelser, begrundede paa mange Aars Studier saa godt som i alle Litteraturer, Anskuelser, der hverken vare fra i Dag eller i Gaar, og derfor ikke kunde afrystes af den første den bedste Bladcriticus. Som æsthetisk Kritiker havde Heiberg erhvervet sig et betydeligt Navn. Hans Kritiker vare ansete af alle virkelige Kjendere som de første herhjemme. Hans Anskuelser om Kunst og Litteratur vaklede intet Øieblik, og han overførte disse i sin nuværende Stilling. Men det at have faste Principer er noget, det store Publikum aldeles ikke ynder. Man skal være føielig, eftergivende, human, selv mod sin Overbevisning om hvad man anser for sin Pligt at sætte igjennem. Man kan derfor vædde Hundrede mod En, at en Directeur uden litteraire Principer har langt større Chance for at vinde det store Publikum, ja selv Kunstnerne, for sig, uagtet der ideligt raabes derpaa som en nødvendig Betingelse for al Autoritet.

Dog, alt dette var ikke det Eneste, Heiberg ved sin nye Stilling havde at kæmpe med. Da alle Privilegier lidt efter lidt ophørte, trængte Concurrencen ogsaa ind paa Theatrets Omraade, og i Efteraaret 1848 fik Casino Tilladelse til at opføre Folkecomedier, Lystspil og Vaudeviller. Man veed af Erfaring, at første Gang de saakaldte Folketheatre blive indførte i en stor By, vinde disse ubetinget Massen, og det af mange Grunde. Først er det noget Nyt, dernæst er Repertoiret let og ofte benyttende Øieblikkets Spørgsmaal. Mængden holder ogsaa nok af, at det Hele har noget hyggeligt, dilettantmæssigt. Det Alvorsfulde, som hviler over en virkelig Skueplads, er her forsvundet; man føler sig som i sin Dagligstue, iført et mageligt Toilette, med Hatten paa Hovedet og uden Ansvar for sin Dom; man klapper ad det Middelmaadige og overøser venskabeligt en Skuespiller eller Skuespillerinde med Blomster, thi man kjender hende saa godt privat, og "hun er virkelig sød". - Men frem for Alt er Prisen billig; man kan gaa Flere for samme Penge, og det er dog 213 altid morsomt at have Selskab. Imidlertid maa det dog tilføies, at Casino og de andre senere oprettede Privattheatre efterhaanden kom til at gjøre deres Nytte, selv for det kongelige Theater, thi de danne lidt efter lidt et større theaterbesøgende Publikum. Vistnok hører der Tid til, inden det lavere Lag i Folket naar op til at ville se det Bedste, men ere de først komne indenfor Døren, da ere de vundne; har man først drukket en ædel Vin, smager den simple ikke mere. Og Heiberg havde ikke alene at kæmpe med denne Concurrence, der lokkede den simplere Befolkning bort fra det kongelige Theater paa Grund af de lave Priser; men ogsaa den elegante Verden havde et andet og nyt Tiltrækningspunkt for sin Kunstnydelse i en ny italiensk Opera, som paa dette Tidspunkt gjæstede Kjøbenhavn, og som atter satte hele den fornemme Verden i Bevægelse.

Det faldt altsaa i Heibergs Lod at bære denne Concurrence, til den fik udraset, holde den høiere Skueplads ilive, medens det lavere Publikum fik løbet Hornene af sig paa de mindre Theatre. Og hvad der end yderligere forværrede den kongelige Scenes Stilling under denne Udvikling, var, at mange af de Dannede eller de, som i det Mindste gjorde Fordring paa at høre til disse, efter en Gang at have ladet sig friste til at se paa dette Nye, som saa Mange løb til, egentlig følte sig mere hjemme, mere tilfredse ved Nydelsen i et Folketheater, hvor de uden aandelig Anstrengelse kunde modtage det Givne, end i et Theater, hvor man ingen ret Nydelse kan have undtagen ved at arbeide sig ind i Digterens Tankegang og Skuespillerens Fremstilling. Det gjaldt altsaa for den nye Directeur under disse Forhold at holde det kongelige Theater oppe med Ro og Anstand og ikke lade sig forføre til nogen uværdig Kappestrid. Han lod derfor det mindre Theater tumle sig med en ny Theaterlitteratur og bringe det mest Mulige ud af den, medens han holdt sig til vor ældre, rige, nationale dramatiske Litteratur for atter at sætte den ind i sin Ret, hvorfra den i de senere Aar mere og mere var fortrængt.

Det er en Kjendsgjerning, at til Trods for en Theaterdirecteurs vanskelige, byrdefulde og utaknemmelige Stilling, er der til alle Tider Hundrede for En, der føle Lyst og Kald til at overtage dette Arbeide. Og hvorfor? Fordi de ikke kjende det Mindste til, hvad det er, de agte at begive sig ind i. Alle sammenligne denne Stilling med andre i Samfundet uden at ane, at dette Embede i Grunden intet tilsvarende har i Staten. En af de Mange, der havde ønsket at gjøre sine Evner gjældende paa det Tidspunkt, da Heiberg blev valgt, var Kammerraad Arnesen, bekjendt som "Et Reise-Eventyr"s Forfatter og som Medforfatter af Folkecomedien "Capriciosa". - Mange, især mellem Skuespillerne, mente, at han nok kunde have været Manden. Han var forresten en brav, skikkelig Character. Da nu Valget ikke faldt paa ham, og han tørstede efter dog engang at komme - ifølge sin egen Mening - 214 paa sin rette Hylde, tilbød han sin Tjeneste hos Heiberg, der søgte en Secretair, hvis Forretninger skulde være, hvad den tidligere Regisseur havde at varetage. Skuespillerne interesserede sig meget for dette Valg, og Heiberg føiede dem, uagtet han ingen ret Tro havde til Arnesens Udholdenhed; han blev altsaa ansat med Titel af Committeret. Hvilken Anskuelse der var den rette, viste sig imidlertid snart, thi vi vare neppe komne tre Uger ind i Saisonen, førend Arnesens sygelige, pirrelige Natur bukkede under for det daglige Arbeides Uro. Efter en Maaneds Virksomhed blev han i den Grad nerveus, at hans Læge pludselig en Dag skrev til Heiberg, at hvis han ikke øieblikkelig gav Arnesen Ferie fra sin Tjeneste, da indestod Lægen ikke for Følgerne af hans nuværende aandelige Tilstand. Han maatte øieblikkeligt reise ud paa Landet for at komme til Ro og Kræfter. Han reiste altsaa, og den unge Berner fra Theatercontoiret blev Secretair hos Heiberg.

Hvad Heiberg angik, da var det en Glæde at se ham munter og tillidsfuld kaste sig ind i hver Dags anstrengende Arbeide. Det mere bevægelige Liv udadtil, som hans nye Stilling førte med sig, virkede velgjørende paa hans Sundhed og Udseende; han var ligesom bleven ti Aar yngre. Og hvor naturligt var ikke dette! Han havde lige fra sine Drengaar levet for den dramatiske Kunst. Som meget ungt Menneske havde han et lille Marionettheater, hvorpaa han opførte Comedier for hele den Vennekreds, der kom i hans Moders Hus. Hans Moder pyntede Dukkerne, og Weyse havde malet flere Decorationer til dette Theater. Hans "Pottemager Walter" samt "Julespøg og Nytaarsløier" bleve her opførte foruden en og anden improviseret Forestilling. Oehlenschläger har selv fortalt mig, at han havde fældet Taarer over disse Fremstillinger, saa let og nydeligt gik de over Scenen. Heiberg selv, hans Moder og to yndige unge Cousiner laante Dukkerne deres fine, bøielige Stemmer; det var Manges foruden min Mening, at Heiberg havde en ualmindelig blød, klar og klangfuld Stemme, og hvad hans Diction angik, da syntes mig altid, naar han oplæste sine egne eller Andres Digterværker, at ingen af vore Skuespilleres Diction kom hans nær i Renhed, fin Nuancering og Flugt i lyriske Udbrud. Hvor meget har jeg ikke lært af ham i denne Retning!

Det var altsaa hans Ungdoms Drøm, der nu var bleven til Virkelighed. Dukkerne vare forvandlede til levende Mennesker og Vennekredsen til et stort Publikum. Som han havde elsket sine smaa tause Skuespillere, saaledes elskede han nu de store levende. Han selv var endnu lige saa ungdommelig frisk, ja, jeg kunde tilføie, barnlig i Sind og Tanke, som da han dirigerede sine Dukker med den unge, lykkelige Digters Enthousiasme. Ifald der var noget i Heibergs Character, der var mindre heldigt for hans nuværende Stilling, da var det netop dette barnlige, tillidsfulde, ja troskyldige, der ikke 215 lod ham se Snarer, Intriger og Usandhed hos Nogen, som med ydre Venlighed kom ham imøde. Maaske man har ondt for at faa denne Characteristik af ham til at passe sammen med Billedet af den skarpe Kritiker, og dog er Intet vissere, end at det forholdt sig saaledes. Han havde derfor ikke Frygt for den Stilling, han saa freidigt begav sig ind i, men levede i Illusioner om et heldigt Udfald, uden Kamp og Modstand, som det var værd at bekymre sig om.

Da Heibergs Ansættelse først blev stadfæstet midt i Juli, og Prøverne skulde begynde midt i August, havde han sandelig fuldt op at gjøre for at sætte det Hele i Gang. Da vi derfor begyndte paa Prøverne, var min Tilstand virkelig saaledes, at jeg kunde udbryde med Holbergs Antonius: "Ak, mit Hierte sidder mig i min Hals!" - og Tschernings Udraab, da Heiberg var udnævnt til Directeur: "Nu har Fru Heiberg faaet det vanskeligste Embede i Landet," stod atter truende for mig. Phister mærkede paa de første Prøver min Nedslagenhed og spurgte, hvorfor jeg saae saa mismodig ud? Jeg svarede aabent, at jeg frygtede for, at Skuespillerne lige saa lidt vilde skjønne paa Heiberg, som de i Aarenes Løb havde skjønnet paa de foregaaende Directeurer, og at jeg da vidste, i hvor høi Grad dette vilde smerte mig, Han gjensvarede, at denne Frygt var ugrundet, thi jeg skulde se, at Alle vilde skjønne paa endelig at have faaet en Mand i Spidsen, hvis æsthetiske Dom de havde en saa stor Respect for. - "Ja, ja," svarede jeg, "det vil Tiden vise."

Den 1ste September løftedes Teppet for Shakespeares "Livet i Skoven" og den lille originale Vaudeville "Slægtningerne". Virkningen af "Livet i Skoven", en af S. Beyers bedste Shakespearebearbeidelser for vor Scene, blev forhøiet ved Rungs smukke Musik, og dette fine Billede af Skovensomheden havde sin Plads i Publikums Yndest mange Saisoner efter denne første. Udførelsen var heldig paa alle Hovedpunkter. En virkelig Nydelse var det for mig at spille heri med Michael Wiehe, hvis poetiske Skikkelse og noget melancholske Ydre saa ganske passede for den tilbagetrukne Orlando. Den trofaste, livlige, skjælmske Celia blev en af mine Yndlingsroller. Der er en forunderlig Illusion i dette Stykke. De malede Træer forekom En som levende; det var et virkeligt Liv i Skoven, man følte sig hensat i, og dette Liv virkede uimodstaaeligt paa Tilskuerne som paa os Spillende.

I den lille Vaudeville "Slægtningerne", hvori Phister, Wiehe og jeg havde Hovedrollerne, frembragte vi en livlig Lystighed hos Publikum. Dette lille Arbeide gik saa fortræffeligt over Scenen, at det atter og atter opførtes under Folks Latter og Bifald. Saaledes var altsaa Heibergs Begyndelse heldig. Senere i Aarenes Løb har "Slægtningerne" været underkastet en skarp, og som mig synes, ubillig Kritik. Jeg tilstaar, at det altid har været mig 216 uforklarligt, hvad man fik mod dette uskyldige Arbeide, ifald det ikke var det, at det er skrevet af en Dame, Frøken Nielsen, Elev af St. Blicher. Det er et let lille Genrebillede, der, om end Tegningen hist og her er noget svag, dog fremkalder en national Stemning, som mig synes Enhver kan være bekjendt at lade sig paavirke af.

Da Lystspillet "Herr og Fru Møller" havde behaget meget ved Wiehes private Sommerforestilling i Juli, gik det over i Theatrets faste Repertoire og skulde jo saa honoreres efter Theaterregulativet for Omarbeidelser. Hr. Høedt kom nu paa Theatercontoiret for at hæve sin Betaling for sin Bearbeidelse, men da denne blev ham anvist, paastod han, at den var for ringe, og han indfandt sig nu hos Directeuren for at fremsætte sin Klage. Det var Heibergs første Bekjendtskab med Student Høedt. Heiberg spurgte ham nu, om han ikke selv efter først at have indleveret "Herr og Fru Møller" som et originalt Arbeide senere havde erklæret, at dette Stykke ikke var originalt, men en Bearbeidelse. Dette indrømmede Hr. Høedt. "Nu vel," sagde Heiberg, "i saa Fald bliver De jo honoreret efter Regulativet for Bearbeidelser, og De har altsaa Intet at klage over." Hr. Høedt fandt imidlertid vedblivende Summen for lille og udbrød, at han i saa Fald vilde skjænke Theatret den, da han ikke agtede at hæve en Skilling deraf. Heiberg saae lidt forundret paa den unge Mand og svarede, at det maatte han gjøre, som han vilde, thi at forandre Regulativets Bestemmelser for et enkelt Arbeide lod sig ikke gjøre. Hermed gik Hr. Høedt. Man hørte nu snart omkring i Byen, hvor skammeligt Høedt var bleven behandlet af Heiberg, og hvor nobelt han havde erklæret ikke at ville modtage en Skilling af de ham anviste Penge, en Beslutning, man saae op til med Beundring. Omtrent 14 Dage efter, da Hr. Høedt var færdig med at beundres for sin kraftige Modstand, hævede han imidlertid i al Stilhed den ham anviste Sum paa Theatercontoiret! Contoirchefen, Justitsraad Løffler, en Embedsmand af den gamle Skole, fortalte nu Heiberg dette, idet han udbrød: "Hvilken Nar have vi ikke der faaet at bestille med!"

Jeg selv kjendte aldeles ikke Hr. Høedt undtagen af Omtale fra det Nielsenske og det Wieheske Hus. Michael Wiehe havde oftere slaaet paa, at Høedt meget ønskede at gjøre mit personlige Bekjendtskab. Man ymtede alt saa smaat om, at han tænkte paa at blive Skuespiller, men man fæstede dog ei ret Lid til dette Rygte. En Dag indbød M. Wiehe og Frue mig til en Formiddagschokolade. Ved min Ankomst befandt Hr. Høedt tilligemed flere af Wiehes Slægtninge sig i Stuen. Ved Frokostbordet blev Samtalen snart munter og livlig, og Hr. Høedt udfoldede nu en Veltalenhed, som jeg paa een Gang fandt besynderlig og characteristisk. Med et vist flot Lune dreiede han Samtalen hen paa "Hverdagshistorierne", og uden at han just 217
rent ud dadlede dem, var der dog i hans Tone noget stødende, for ikke at sige taktløst, og i hans Bemærkninger mangt et Ord, som det undrede mig, at han vilde udtale i min Nærværelse ved vort første Møde, da Rygtet dog alt den Gang nævnede Heibergs Moder som Forfatterinden. Jeg lo imidlertid ved mig selv ved disse Udtalelser og tænkte: "Dette skal jeg fornøie Heibergs Moder med at fortælle hende; hun vil da blive glad ved den Tanke, at her jo maa være En, der ikke har hende mistænkt for at være Forfatteren til "Hverdagshistorierne"!" - Da han endelig slap disse, gik hans Veltalenhed ud paa at latterliggjøre den Hegelske Philosophi, som jo Heiberg stærkt havde fordybet sig i og indført i vor Litteratur. Jeg var naturligvis ikke inde i denne Videnskab, men jeg havde saa mangfoldige Aftener i vort Hjem hørt Heiberg tale herom med Poul Møller, Martensen og Flere, at jeg ligesom var lidt orienteret i, hvad den gik ud paa, saa jeg i alt Fald nogenlunde kunde vise et saa løst Angreb tilbage som det, der lød fra Hr. Høedts Læber, idet jeg skjæmtede med, at han havde valgt en saa svag Modstander som mig til at forsvare den store Philosoph. I Stilhed indsaae jeg vel, at Angrebet egentlig ikke var rettet mod Hegel, men mod Heiberg, - dog dette lod jeg, som jeg ikke forstod. Da vi vare færdige med Hegel, vendte han sin Humor mod Martensen, Hall, Tryde, Andræ og saa godt som mod alle de Mænd, han vidste hørte til vor Omgangskreds, idet han snart angreb deres Virksomhed og snart paa Skuespillervis efterabede deres Tale og Manerer. Jeg svarede ham i Spøg paa alle disse Tilløb, og da han endelig syntes at have udtømt Alt, hvad der iaa ham paa Hjerte angaaende disse Mænd, reiste jeg mig muntert fra Bordet, idet jeg sagde: "Ja, nu er det nok paa Tide at bryde op, thi nu tror jeg, at Hr. Høedt ikke har flere af vore Husvenner at kritisere; jeg tror virkelig, at ikke en Eneste er glemt." - Lidt overrasket og forlegen sagde han: "Har jeg kritiseret Deres Venner? det er jo en ren Misforstaaelse; det har jeg aldeles ikke gjort." - "Jo, De har," svarede jeg, "men det gjør Intet, mine Venner staa som før paa deres gamle Plads hos mig, og jeg kan godt lide en saadan Frimodighed, som De har lagt for Dagen. De har angrebet, jeg har forsvaret; til det Første har De Ret, til det Sidste jeg, - og saaledes er jo Alt i Orden." - Da han imidlertid blev ved at paastaa, at jeg gjorde ham Uret, og at han ikke havde angrebet Nogen, svarede jeg i Spøg: "Saa veed jeg ikke bedre, end at vi samle Stemmer - en Fremgangsmaade, som jo hører Tiden til -, for at disse kunne afgjøre, paa hvis Side Uretten er." Og nu henvendte jeg mig leende til de Tilstedeværende, der under alt dette havde siddet noget forlegne, og spurgte En for En: "Har Hr. Høedt ikke angrebet mine Venner?" - Den Ene efter den Anden svarede: "Jo!" - og da nu dette "jo!" lød fra den Sidstes Læber i Kredsen, vendte jeg mig 218 til Hr. Høedt, idet jeg sagde: "De ser, at den offentlige Stemme er imod Dem."

Derpaa forlod jeg Selskabet, overladende Enhver til sine egne Betragtninger. Michael Wiehe, der fulgte mig ud, og som saa gjerne havde set, at jeg havde modtaget det bedste Indtryk af Høedt, saae ganske vemodig ud, da jeg sagde mit sidste Farvel. Jeg forstod dette Udtryk, saae leende op paa ham og sagde: "Det skulde De ikke ha' gjort, Hr. Reiersen!" Han gav sig til at le, og jeg gik ned ad Trappen.

Var det nu Hr. Høedts Hensigt denne Formiddag at fornærme mig, ja blot at fortrædige mig? Ingenlunde! tvertimod, jeg skulde tage meget feil, om det ikke lige modsat var hans Hensigt at vinde og behage mig ved sin Aandrighed og sit Conversationstalent, og at netop denne Formiddags Indbydelse til mig var af Alle som af ham selv beregnet paa, at jeg skulde gjøre hans Bekjendtskab fra den fordelagtigste Side. Hvoraf kom det da, at Resultatet blev det Modsatte? Hvorfor viste han sig saaledes? Ja, hvad var det? Det var, hvad saa Meget hos ham har været: Mangel paa Takt, denne fine Egenskab, som ingen Dannelse, intet Studium, ingen Begavelse kan erhverve sig, naar den ikke er en medfødt sjælelig Gave. Opdrag i det Uendelige den, der mangler denne Finhed i Sjælen, du indpoder den ikke; den er en Væxt for sig selv, der gror lige frodig hos den Ringeste som hos den Høieste, hos den Uvidende og Enfoldige som hos den Lærde, naar den er nedlagt i Sjælen herovenfra. Man taler saa ofte om medfødte Gaver og Talenter, men Ingen nævner mellem disse Takt, og dog er dette Talent maaske det sjeldneste af alle. Maaske man studser over, at jeg kalder denne Evne et Talent, - nu vel, hvad vil du da kalde det? Den Dannede mangler det ofte, medens det ikke sjeldent findes hos den Udannede; det kan savnes hos den Kløgtige, hos Verdensmanden, hos den Gode, den Velvillige, den Tjenstagtige og findes hos et Barn, et Tyende. Hvori ligger det da, at det savnes, og at det haves?

Hin Formiddag gjorde jeg saaledes første Gang personligt Bekjendtskab med den Mand, der snart paa forskjellige Maader skulde gribe forstyrrende ind i mit Liv og min Tilfredshed.

Ethvert Menneske har vist gjort den Erfaring, at Intet tager den Forfængelige os mere ilde op, end at han har viist sig ufordelagtig for os. Man ærgrer sig i Stilhed over at have forløbet sig, og i Stedet for at blive vred paa sig selv kaster man sin Vrede paa den, der har staaet klartseende lige overfor vor Uret, vort Nederlag.

Det var et characteristisk Svar, en Mand gav en anden, der spurgte ham: "Hvorfor i Alverden er B. saa forbitret paa dig?" - "Aa," lød Svaret, "han har engang forløbet sig lige overfor mig, og denne sin Uret 219 kan han ikke tilgive mig." - Der er Intet, et forfængeligt Menneske tilgiver mindre, naar han har villet vinde en Anden, end at denne Anden har været uimodtagelig herfor, - og Hr. Høedt behagede mig ikke hin Formiddag.

Jeg tror virkelig, at jeg i en særlig Grad har havt Øie for det Forfængelige hos Mændene, og at denne min Sans herfor har virket frastødende paa mere end En, og jeg har ofte moret mig ved at bemærke, at forfængelige Mænd altid have følt sig ubehageligt tilmode i min Nærværelse; - ligesom Mange ikke taale en Kat i den Stue, hvori de ere. Hvor ofte har jeg ikke ved slige Leiligheder sagt: "Se saa, nu er jeg atter Katten i Stuen - for ham!"

Vi vare nu alt komme et godt Stykke ind i Saisonen, og til min usigelige Glæde gik Alt vel, og Personalet lod til at være muntert og tilfreds! I den forløbne Del af Saisonen vare alt flere Stykker efter Aars Henliggen gjenoptagne og havde gjort Lykke hos Publikum.

Sidst i Oktober opførtes et nyt Skuespil af Hertz: "Tonietta", hvori jeg udførte Titelrollen, en Opgave, som i senere Aar er forsøgt med lidet Held, misforstaaet af Fremstillerinden, og altsaa misforstaaet af Publikum.

Tonietta er en af disse i Taushed forstokkede Naturer, der gjemmer Alt paa Bunden af sin Sjæl og derfor hellere udsætter sig for hvilken som helst feilagtig Dom om sine Handlinger end oplyser Feiltagelsen ved at modsige Anklagen, dels fordi hun ikke vil , dels fordi hun ikke kan . Hun vil ikke , fordi hun i sin stolte Sjæl ser ned med Foragt paa en Anklage, hvori hun er uskyldig; hun kan ikke , fordi den Indesluttede vaander sig ved gjennem Forsvaret at lukke op for skjulte Vidder i Dybet af sin Sjæl, af hvis Hemmelighed hun suger det daglige Livs Næring. Hertil kommer endnu, at dette Italiens Barn har gjort et Løfte til Madonna at tie, og at bryde dette Løfte er en ren Umulighed. Elskeren siger om hende i Stykket: "Hun er en lukket Spændebog, som man har Lyst til at læse." - Samme Lyst skal ikke alene hendes Tilbeder have, men det hele Publikum. Tonietta er en af de saakaldte indadvendte Roller. Tilskueren maa tro, at der i denne indesluttede, tause Sjæl bevæger sig en hel Verden af Tanker, Følelser og Lidenskaber, men som hun ikke ønsker at aabenbare for Nogen, og som, først løsladte, ikke vilde være til at bringe til Ro igjen - man maa paa een Gang ønske og frygte for at gjøre Bekjendtskab med dem.

Hvorved frembringer en Skuespillerinde nu denne Virkning trods den tæt tillukkede Mund, hvorfra ingen Klage, intet Forsvar giver sig Udtryk i Ord? Under hele den lange Expositionsscene, hvor Tonietta staar taus, ubevægelig og indesluttet i sig selv, gjælder det øieblikkeligt at bringe Tilskueren ind i den fulde Interesse og Spænding. Men hvorved? ja, ved at 220 der i Sjælens Dyb arbeides stærkt, medens det Ydre synes roligt og uvirksomt. Men ingen Skuespillerinde maa indbilde sig, at hun saaledes ved taus at stille sig hen, om end Øiet aldrig saa smukt stirrer hen for sig, om end Stillingen er aldrig saa beregnet, frembringer den Virkning, den Interesse, som her kræves. Intet forslaar undtagen Sjælens indadvendte Arbeiden i Rollens Aand. Hvorledes kommer nu denne indad vendte, tause, sjælelige Arbeiden til Tilskuerens Kundskab? Ja, se her er et Mysterium, som ikke let lader sig forklare, thi man bedrager som sagt ikke Publikum ved at lade, som om denne Sjælens Arbeiden var tilstede. Jeg har grubiet meget herover og er kommen til det Resultat, at her ligefrem noget Magnetisk gjør sig gjældende. Den Spillende, hvis Sjæl er i stærk Bevægelse, medens intet Ydre, ingen Gestus, intet særligt Øiensprog benyttes, men kun en ganske stille Nærværelse gjør sig gjældende, formaar dog, naar Sjælen arbeider, som den bør, ligesom at danne en usynlig Bro imellem sig og Tilskuerne. Ligesom Rav formaar at trække et Haar til sig, saaledes formaar den, der er i Besiddelse af denne usynlige Kraft, at drage Andres Sjæle til sig og holde dem fast i spændt Opmærksomhed. Men dette frembringes ikke, hvis man staar der passiv, men ved, at man selv huser en stærk Spændkraft, der maa komme fra en Arbeiden i Ens Indre. Staa indvendig kold og slap, og Alle betragte dig ligeledes med Kulde og Slaphed; men formaar du selv at være i denne aandige Arbeiden, hvor hele din Tanke og Sjæl gaar op i Situationen, da fængsles Tilskuerne uden selv at fatte eller begribe, hvad der saaledes drager dem hen imod dig. Enhver Tilskuer kjender vist det endogsaa paa et fremmed Theater, at Scenen kan være opfyldt af et helt Personale, men Øiet fængsles uophørligt af een af Figurerne uden at kunne løsrive Interessen fra denne. Er det, fordi denne Person er den smukkeste? Nej; den interessanteste? - Dette veed man i alt Fald ikke ved Stykkets første Begyndelse. Er det Physiognomiets, Øiets Udtryk? Heller ikke, thi denne Figur kan staa i en Krog med Siden til Tilskuerne, saaledes som Tilfældet er eller bør være med Toniettas første Scene i Stykket. Nu! Hvad er det da, der her uvilkaarligt fængsler? Ja se, dette er Talentets Triumph, dets beroligende Trøst, thi dette kan intet underordnet Talent copiere, saaledes som det formaar at copiere Dragten, Stillingen, Opfattelsen i ydre Henseende. Tilskuerne faa af Copisten Alt paany, hvert Ord, hver Situation, og dog spørge de, som tidligere have følt Rollens Virkning: "Min Gud, hvor er dog det hele Billede henne?" - Den magnetiske Styrke udebliver, thi den er en Andens Eiendom og lader sig ikke copiere; - men det er netop denne, der ubevidst har grebet Tilskueren og bragt ham i den fulde Illusion. Naar dette sker, da er Skuespilleren lykkelig ved sin aandelige Magt over Tilskueren.

Gamle Christen Niemann Rosenkilde og jeg havde ofte disputeret om 221 Maaden at spille alvorlige poetiske Roller paa. Han var ligesom bange for det ideale Udtryk og kunde ikke faa dette dagligdags nok. Han var som bekjendt en fortrinlig comisk Skuespiller. Han gjorde sig ikke Rede for, at i et sprudlende Lune som hans laa alt en Idealitet, som han havde faaet for Intet, som Vuggegave; men denne kræver en anden Form i det alvorligere Skuespil, hvor Følelsen og Begeistringen gjør Udslaget. Det faldt derfor ikke altid i min Lod at behage ham i saadanne phantastiske Roller, medens mine lystige og comiske altid havde hans Bifald. Visselig gives der alvorlige Roller, som kan holdes ganske tæt op til det dagligdags og dog frembringe stærk Illusion, dette har han selv viist i sin Michel Perrin, men da maa det hele Digterværk og Figurerne deri være bygget paa Hverdagslivet; bringes derimod Hverdagstonen ind i det høiere lyriske Drama, da kan det Hele let slaa over i det Comiske. Men denne Forskjel vilde han ikke indlade sig paa. Jeg blev derfor rørt over hans Glæde ved Udførelsen af min alvorlige Tonietta. Han udtalte sig i høie, begeistrede Ord herom, og da Stykket gik tredie Gang, modtoges jeg i mit Paaklædningsværelse af en prægtig Laurbærkrans, sendt af gamle Rosenkilde. Slige theatralske Tegn gav han sig ellers ikke af med, saa jeg kunde ikke andet end fornøie mig over den gamle Kunstners Hylding og Tilfredshed.

Stykket "Tonietta" blev modtaget af Publikum med udelt Bifald; det blev i høi Grad baaret frem til dette Held ved Phisters, M. Wiehes, Fru Nielsens, Fru Holsts og Foersoms fortræffelige Fremstillinger.

Den 14de November var det Adam Oehlenschlägers 70aarige Fødselsdag. I Theatret og paa mange andre Maader feiredes i Aar denne Dag af Alle, der elskede vor Litteratur, og som havde Sans for, hvad Betydning Oehlenschläger havde havt for denne. Et talrigt Selskab af Mænd i alle Livsstillinger havde indbudt ham til en Fest paa Skydebanen i Anledning af Dagen; mellem disse var naturligvis ogsaa Heiberg, der skrev en, som mig synes, meget characteristisk Sang til Oehlenschläger med Overskrift "Den yngre Digterskole". Ogsaa en Del af det mandlige Theaterpersonale var mellem Gjæslerne. Kongen hædrede ham med Storkorset. Mange sendte ham Gaver, der udtrykte deres Beundring for vor store Skjald. Oehlenschläger var lykkelig og glad som et Barn ved al slig Paaskjønnelse.

Ved det store Festmaaltid paa Skydebanen skal have hersket den hjerteligste og gladeste Stemning. Skaaler udbragtes, og Taler holdtes til Oehlenschlägers Ære under hele Maaltidet, og Enhver bragte efter Evne den lykkelige, glædestraalende Skjald sin Hyldest. Ogsaa for andre Personligheder udbragtes Skaaler og mellem disse for Skuespiller Nielsen og Hustru. Men 222 nu reiste Oehlenschläger sig og udbragte en Skaal for sin "Dinas" Fremstillerinde, ledsaget af nogle Ord til min Ære. Da gik Naturen over Optugtelsen hos Nielsen, der var iblandt Gjæsterne, saa han tabte al Besindighed, stødte sin Stol fra Bordet og styrtede ud af Salen. Phister, der sad hos ham, løb efter ham for om muligt at bringe ham til Besindelse, men forgjæves. Han foer ned ad Trapperne og ud paa Gaden, Phister efter ham. Og her gav han nu til Forbauselse for de Forbigaaende med sin klingende, kraftige Stemme midt paa Vesterbro sin Harme Luft i en Strøm af Skjældsord imod mig. Folk, der kom gaaende paa Gaden, hørte til deres Forundring snart en Ed og snart mit Navn udraabes, idet han rasende truede op til den festligt oplyste Sal, hvor Oehlenschläger og det øvrige Selskab sad.

Phister havde imidlertid den største Møie med at faa Nielsen til at fjerne sig og undgaa Opløb og bad ham enten at gaa op igjen til Selskabet og lade som Ingenting eller og lade ham følge sig hjem. Omsider bestemte han sig til det Sidste, og Phister fulgte ham nu hjem til hans Bolig i Frederiksbergallée. Da Nielsen ledsaget af Phister traadte ind ad Døren til sin stakkels Hustru, saae hun strax paa hans Udseende og ophidsede Stemning, at noget Usædvanligt maatte være passeret, og da de Begge noget forlegne taug, raabte hun: "Hvad er der sket? Hvad betyder dette? tal dog! tal!" - Da svarede Phister paa sin ironiske Maade: "Han har talt! det er Ulykken!" Denne Scene i Hjemmet og hans Opførsel paa Gaden gik naturligvis Byen rundt, thi Phister var ikke den, der kunde beholde noget saa Comisk for sig selv.

Heiberg var det hele Optrin paa Skydebanen gaaet ubemærket forbi, som bedst kan vides deraf, at han intet Ord talte derom ved Hjemkomsten til os. Næste Aften traf han Nielsen paa Theatret. Denne gik nu hen til ham og gjorde en Slags Undskyldning for sin Opførsel Dagen forud. Heiberg forstod ham ikke og sagde: "Jeg veed ikke, hvad De mener; mig synes, at De var, som De pleier." - Dette Heibergs Svar blev nu fortalt som et vittigt, bidende Svar, hvoraf Alle lo. Først bagefter kom hele Historien os for Øre med alle sine Détails.

Faa Dage efter hin Fest aflagde Oehlenschläger mig et Besøg. Han kjørte om for at takke alle dem, der paa hans Fødselsdag havde viist ham nogen Opmærksomhed. Jeg ser ham endnu for mig hin Formiddag! Han var jo altid en smuk Mand, men det forekom mig, at jeg endnu aldrig havde set ham saa smuk som i denne fine, sorte Dragt, med det smukke Storkors paa Brystet. Hans Ansigtsfarve var frisk, hvid og rød, det skjønne blaasorte, kraftige Haar bølgede om den høie, ædle Digterpande. Der kunde undertiden i hans Udseende være noget - hvad skal jeg kalde det - kjødeligt; men denne Dag saae han saa løftet, saa aandig glad ud og havde et saa kraftigt, sundt Udseende, at Ingen vilde falde paa, at Døden kort efter kunde standse 223 alt det Liv og den Friskhed, som her lyste En imøde. Han blev længe hos mig - Heiberg og hans Moder vare ikke hjemme - han talte saa aabent og saa fortroligt med mig, at jeg altid i senere Aar, naar min Tanke har dvælet ved hans Minde, maa tænke mig ham, som han var hin Formiddag. Han omtalte Nielsens utrolige Opførsel ved Gildet; han sagde blandt Andet: "Ja, ser De, det har ofte forundret mig, at Nielsen spiller Ulfeld i "Dina" saa daarligt, da man jo netop maatte antage, at denne Rolle laa fuldstændigt for ham og hans Evner; men det er min Overbevisning, at han ikke i denne Rolle er istand til at blive Herre over sit Talent af ren og pur Skinsyge og Misundelse over den Virkning, De formaar at frembringe som Dina; hans uhyre Forfængelighed spiller ham dette Puds." Hvad Oehlenschläger her ytrede, havde jeg alt forlængst mærket selv. Mange tro, at Skuespillere ere Mestere i at forstille sig i Livet som paa Scenen. Ingen Tro kan være mere feilagtig. At der gives Enkelte, der ogsaa udenfor Scenen ere i Besiddelse af denne Kunst, kan nu vel ikke benegtes, men i Reglen formaar en Skuespiller aldeles ikke dette. Havde Skuespillerne denne Evne, da vilde Mange af dem staa mindre kjendte, end de sædvanligt staa hos Alle. Det er forunderligt nok, at de i Reglen mangle denne Evne! Det er, som om de fuldstændigt opbrugte den i deres Kunst og derfor trænge til i Livet at give sig fuldt hen uden Kritik og Tilbageholdenhed. Den Spændetrøie, som deres Character hver Aften maa iføre sig, gjør, at de føle en uimodstaaelig Trang til, naar Forestillingen er forbi, at afkaste den saa fuldstændigt, at de ikke kunne holde Sjælens frie Bevægelse indenfor de Skranker, som Andre, der ikke ere Skuespillere, formaa at underkaste sig. Jeg meddelte denne Betragtning til Oehlenschläger, og han lod til at give mig Ret. Med den elskværdigste Aabenhed fortalte han mig Meget om sit foregaaende Liv og om sine Nærmeste. Paa det venligste tog han Afsked, idet han kyssede min Haand og paa den ham egne, bevægede Maade sagde: "Gud velsigne Dem!" Dette var sidste Gang, jeg talte med ham. Kort efter lød Rygtet til Alles Sorg, at Oehlenschläger laa farligt syg. Jeg kunde neppe tænke mig det muligt, saa kort efter at jeg havde set ham straalende af Sundhed og Livsmod; thi han saae hin Dag ud, som om han havde faaet fornyet Kraft til at begynde Livet forfra. Ak, maaske netop jeg paa denne Dag var klartseende: et Liv, et nyt Liv skulde snart aabne sig for ham,

"Hvor grønt hans Træ skal herligt staae
Og sine dybe Rødder slaae
I Evighedens Sommer."

Den 21de Januar 1850 lød Budskabet over hele Norden: Adam Oehlenschläger er død!

224

At Danmark, at vi Alle sørgede ved hans Baare, var ikke mere end vor Skyldighed. Hvad havde han ikke skjænket os! Hvad havde han ikke vakt! Jeg savnede ofte Synet af ham i Theatret paa den vante Plads, hvor han saa godt som hver Aften indfandt sig. Hans og Thorvaldsens Pladser stode nu tomme. Hvor længe vil det ikke vare, forinden saadanne To atter skulde være tilstede til Stolthed for enhver Dansk, der ved Synet af dem kunde udbryde: "Disse To ere vore!" - Og dog, selv ikke Døden kan berøve et Folk saadanne Mænd. Man skal kun ikke mere se Billederne, de levende Billeder af deres Personligheder, men de leve og ville fremdeles leve blandt os.

Det var mig nu formeligt en Trøst, at Oehlenschlägers og Heibergs Forhold til hinanden i de senere Aar var blevet mildt og godt. Enhver Dansk, der giver sig af med vor Litteratur, mindes Heibergs Kritiker i Tyverne over Oehlenschlägers Digterværker og den Strid, som ved dem opkom i den litteraire Verden. Lidenskaberne vare dengang i for stærk Bevægelse, til at man kunde eller vilde se - til Trods for, at Heiberg klarede Synet for Manglerne hos Oehlenschläger, - den Kjærlighed til mange af hans Værker, som lyste ud af disse Kritiker. Ja, man tør vist paastaa, at viste Heiberg end, hvori Manglerne bestode, med den ham egne Skarphed og Bestemthed, saa har paa den anden Side ingen af Oehlenschlägers Beundrere formaaet at fremhæve og tydeliggjøre Fuldkommenhederne hos ham som netop Heiberg. Fra alle Kanter blev der i hine Aar pustet til Oehlenschlägers Vrede mod Heiberg. At en gjennemgaaende Kritik kan udspringe af Kjærlighed til Sagen og ikke af Avind og Misundelse, stod det ikke da i Oehlenschlägers Magt at faa Syn paa. Imidlertid, Aarene slibe og jævne mange Kanter, og Oehlenschlägers Hjertensgodhed gjorde, at han nødigt i lang Tid lod Solen gaa ned over sin Vrede. At Heiberg med varm Begeistring saae op til hans Frembringelser fra de tidligere Aar og elskede hans Musa, vidste Ingen bedre end vi i Hjemmet, der ofte havde hørt ham oplæse hans Værker og udtale sig om den mægtige, lykkelige Skjalds Frembringelser med varm Beundring, Imidlertid, at en saa kritisk Natur som Heibergs ikke kunde fuldt forstaas af en saa umiddelbar Natur som Oehlenschlägers, er en Selvfølge; men i dennes sidste Aar var der kommet en Ro, en Ligevægt i hans Sind, der var den ædle Skjald værdig, og det var ligesom om han stiltiende bad Heiberg om Undskyldning for det tidligere Syn, han havde havt paa hans kritiske Virksomhed.

Ved Theatret gik Alt sin jævne, stille Gang. Alle vare flittige, og meget Arbeide blev udført, da det hele Repertoire, enten Stykkerne bestode i nye eller gamle Digterværker, fordrede fornyet Opmærksomhed og Omhu ved Indstuderingen.

I de senere Aar vare de Holbergske Comedier meget sjeldent blevne opførte paa Theatret. Heiberg besluttede atter at drage disse, der ligesom er 225 Fundamentet for den danske, dramatiske Digtekunst, frem, idet Indstuderingen blev behandlet med al den Omhu og Kjærlighed, de fortjene; og det viste sig, at Publikum atter kunde glæde sig i fuldt Maal derved. Blandt de af Holbergs Stykker, som ikke vare opførte i de sidste 30 Aar, var "Den Vægelsindede". Min næste nye Rolle var denne Lucretia, saa modsat Toniettas som muligt, thi var Alt hos hin indadvendt, da var Alt her netop paa Yderfladen. Fremstillingen af denne Rolle havde i Aar og Dag beskjæftiget mig i høi Grad. Jeg maa have Lov til at fortælle mine Gjenvordigheder, mine Kampe, forinden det endelig lykkedes mig at fremstille den for Publikum. For dem, som det morer at kige lidt ind bag Coulisserne, forekommer det mig, at Gangen i det Følgende maa være ret instructiv.

Omtrent et Aarstid førend Collin afgik som Theaterdirecteur, altsaa 1848, fik jeg en Eftermiddag et Besøg af en Dame af mit Bekjendtskab. I Samtalens Gang sagde hun: "De bør engang spille Holbergs Vægelsindede, De vilde kunne løse denne Opgave." - Dette Stykke var aldrig opført i min Theatertid, og medens Holberg levede, vilde det til hans store Sorg ikke trænge igjennem. Hans Hjerte hang ved dette Arbeide, han omarbeidede det flere Gange, men Alt forgjæves. Han har skrevet et langt Forsvar mod dets Angribere, men bestandigt hed det sig, at dette Stykke ikke lod sig spille, at Hovedfiguren var overdreven, usand og ikke morsom. Efter Holbergs Død prøvede man flere Gange i Aarenes Løb med lange Mellemrum atter at opføre det, idet virkelige Talenter forsøgte sig i Rollen, men Alt til ingen Nytte. Sidst var det prøvet for over 30 Aar siden, men til Trods for alle Forsøg slæbte det sig i 72 Aar kun 11 Gange over Scenen med lange Mellemrum, og stadig henlagdes det paany. Stykket var mig ikke ret nærværende. Da Damen var gaaet, tog jeg det derfor frem, læste det med nogen Forundring, idet jeg ikke fattede, hvad man skulde kunne bringe ud af en Hovedrolle, der i den Grad var fragmentarisk og skitseret, at den næsten ingen Repliker indeholdt. Jeg lagde den strax paany bort som noget aldeles Uspilleligt.

Nogen Tid efter sad jeg en Eftermiddag ene i min Dagligstue i et godt, muntert Humeur. Min Tanke faldt paa en gammel, forlængst afdød Lærerinde i Fransk, jeg som ganske ung Pige havde havt, en gammel godmodig, men meget comisk Figur. Jeg mindedes nu, hvor besynderligt hun gik paa Gaden, og hvor usigelig comisk hun løftede sin Kjole op, naar hun skulde over en Rendesten; et Syn, hvorved min Søster Amalie og jeg aldrig kunde bare os for at le hjerteligt. Jeg tænkte nu: Hvorfor mon man aldrig paa Theatret benytter slige smaa comiske Træk, da Scenen jo dog i mange Stykker fremstiller en Gade? Det var morsomt, tænkte jeg, engang at sætte Tilskuernes Lattermuskler i Bevægelse ved dette fra Gaden vante Syn. Da faldt det mig ind, om der ikke i "Den Vægelsindede" var Leilighed til at benytte 226 et saadant Træk. Hurtigt sprang jeg op, tog Bogen, og se! her var virkelig et Sted i Rollen, hvor denne comiske Gestus kunde anvendes naturligt og med fuld Virkning; nemlig i Lucretias 2den Scene, hvor hun i et Anfald af sine Luner beslutter at sende Portechaisen bort, fordi hun nu ikke vil bæres , men gaa i Selskab til Fods; hun tager sin pyntelige Dragt af og iklæder sig en, som Henrich characteriserer med de Ord: "Nu seer hun ud, som en gammel Huus-Postill." Jeg læste nu atter og atter Stykket, fordybede mig i det og fandt snart ud, at hvis denne kort skitserede Rolle skulde udfyldes efter sin Bestemmelse som en Hovedrolle, da maatte den næsten tages mere mimisk end talende; - dette Syn paa Rollen havde vist ikke staaet klart for Holberg selv, da han ellers i Noter under Replikerne vilde have antydet det. Nu stod det paa een Gang klart for mig, at de foregaaende Fremstillerinders Feil vist havde været, at de mente, at den comiske Virkning laa i saa brat som muligt at slaa om fra den ene Stemning til den anden uden al Motivering. Heraf den megen Anke hos Kritiken, at denne Lucretia ikke var noget Menneske, men høist en Gal, der ingen Sympathi kunde vække. Det gjaldt altsaa nu om ved Fremstillingen at gjøre hende til et Menneske, hvis Lige man af og til støder paa i Livet, om end Tegningen her er noget outreret. Men for at dette skulde lykkes, maatte Skuespillerinden ikke alene lægge en bestemt, characteristisk Personlighed til, men, om jeg saa maa sige, digte mellem Linierne, naturligvis uden at sige et Ord mere eller mindre, end hvad der staar i Bogen. Altsaa, sagde jeg mig selv, Mimiken maa uomtvisteligt blive en Hovedbetingelse for den, der skal trænge igjennem i denne enestaaende Rolle, og langt fra at gjøre den Vægelsindedes Overgange bratte og umotiverede gjælder det paa ethvert Punkt netop at faa Overgangene motiverede tydeligt og bestemt.

De Fleste have dog vist omgaaedes med Mennesker, om hvem de sige: "Nei, hvor hun dog er lunefuld, vankelmodig, let at støde uden mindste Grund! Det ene Øieblik overgiven og lattermild, det andet trist, mut og tvær! Man veed aldrig, hvor man har hende, eller hvad hun vil!" Slige Mennesker have altid, i det Mindste bilde de sig det ind, en lille Grund til disse Overgange, saa et lille Ord, saa et Blik, som de mene, En har kastet til en Anden, og som de tro gjaldt dem, og saa fremdeles. Det falder dem aldrig ind, at hele Feilen ligger hos dem selv, idet de ikke have Villiestyrke til at holde nogen Stemning fast ud over Øieblikket. Deres Sjæl svinger sig op og ned, som om den sad i en Gynge, frem og tilbage som Perpendiklen i et Uhr, der aldrig staar stille, med mindre det aldeles gaar istaa.

Det blev mig nu derfor som sagt klart, at det comiske i alle hendes Overgange, fra Latter til Graad, fra Hovmod til Ydmyghed, fra Kjækhed til Frygt, 227 fra Religiøsitet til Frivolitet, fra Snerperi til Koketteri, for ret at blive forstaaet trængte til gjennemgaaende omhyggeligt at motiveres, og for at kunne dette har Skuespillerinden, da Repliken mangler, kun eet brugeligt Middel, det Mimiske.

Jeg vil give nogle smaa Exempler af Stykkets Repliker for at tydeliggjøre, hvad jeg mener med det Mimiske.

Holberg har viist sin mærkelige Sans for det Dramatiske ved at lade alle Personerne i Stykket saa godt som hele første Akt udtale sig om den Vægelsindedes besynderlige Character. Publikum er da forberedt og længes nu formeligt efter selv at se og dømme. Endelig kommer hun og slutter med en lille characteristisk Scene i første Akt.

Førend hun træder ind, spørger Henrich Pernille:

"Er Madamen klædt, Pernille?"

### Pernille .

"Ligesom hun skulde gaae til Bryllup."

### Henrich .

"Da hun skikkede mig i Byen efter dette Brød, var hun saa skiden som et Svin. Maa skee hendes artige Siæl nu spiller Mester."

Efter at nu Henrich og Pernille have fortsat deres Raisonneren i en Række Repliker, træder Lucretia ind. Hun kommer altsaa glad og fornøiet, hun er jo klædt "som hun skulde gaae til Bryllup". Hendes første Replik er:

"Henrich! hent mig en Portechaise. Jeg vil ud."

### Henrich .

"Vil Madamen lade sig bære udi dette dejlige Vejr?" -

Her forandres Mimiken, thi en slig Raisonneren af Tjeneren synes Madammen ingenlunde om, og Smilet forvandler sig til Vrede, idet hun siger befalende:

"Ingen Raisonnemens. Giør, som jeg siger."

Dette lille Tilløb til Vrede gaar imidlertid strax over, idet hun med Minespillet giver tilkjende, hvor glad hun er over at være saa deilig pyntet, og betragter sig selv med Velbehag. Hun siger nu atter venligt til Henrich:

"Gak ind og pynt dig noget, du, skal ud med mig."

### Pernille .

"Hun vil da gaae ud Madam?"

Lucretia svarer i en henrykt, sværmerisk Tone:

"Ja Pernille! Jeg maa endelig ud."

### Pernille .

"Ha, ha, ha!"

228 Atter forandres Mimiken. Denne Latter af Pernille danner Overgangen hos Lucretia, der føler sig fornærmet herover og siger vredt:

"Hvad vil den Latter betyde?"

### Pernille .

"Jeg veed den heele Hemmelighed, Madam!"

### Lucretia
(stødt).

"Hvilken Hemmelighed?"

### Pernille .

"Der er en vis Magister Petronius. Det er ikke for intet, at han gaaer og støver saa her omkring Huuset. Jeg veed, at han er forliebt i Madamen."

Atter en mimisk Overgang. Over denne Tilstaaelse bliver nemlig nu Lucretia meget glad og udbryder smigret:

"Hvem har sagt dig det?"

### Pernille .

"Henrich."

Her danner nu atter Lucretias Mimik en Overgang; hun ser vredt paa dem begge, da hun ikke synes om, at disse to Tjenestefolk befatte sig med hendes Sager. Hun bliver derfor atter vred og udbryder:

"Hør, Pernille! du est en Næse-viis! Er det ikke uforskammed, at en Tieneste-Pige tør saaledes tale udi sit Herskabs Nærværelse? Dersom du aabner din Mund, for at tale videre derom, da skal jeg kiøre dig paa Døren."

### Pernille .

"Jeg beder om Forladelse. Jeg skal ikke tale meer derom. Undertiden bær Madamen stor Fortroelighed til mig, undertiden igien har hun mig mistænkt. Har jeg vel nogen Tid røbet hende?"

Under denne Pigens ydmyge Tale dannes Overgangen i Mimiken hos Lucretia til Forsoning og Fortrydelse, og hun svarer:

"Det siger jeg endelig ikke."

### Pernille .

"Hun maa herefter beholde hendes Hemmeligheder for hende selv. Jeg skal aldrig forlange at viide noget deraf."

Og nu dannes Overgangen i Mimiken hos Lucretia for at forsone Pigen, og hun siger indsmigrende:

"Nu giv dig tilfreds, jeg skal aabenbare dig den heele Sag."

### Pernille .

"Nej, jeg er ikke nysgierrig, Madam."

Atter en Overgang i Mimiken. Her bliver Lucretia ulykkelig over Pernilles Vrede og siger afsides: 229

"Denne Pige er forbandet vanskelig."

Atter henvender hun sig nu mildt og forsonligt til Pernille, idet hun klapper hende og siger:

"Lar os gaae ind! jeg skal fortælle dig den heele Sag."

### Pernille
(vranten).

"Ach!"

Over denne Trods hos Pigen taber Lucretia Taalmodigheden, og hun siger befalende, idet hun trækker hende ind med sig:

"Nu vil jeg , at du skal viide den."

Hun gaar nu ind i Huset, og efter alle disse vexlende Stemninger, som man har været Vidne til, er man forberedt paa Alt og finder det meget rimeligt, at hun i et nyt Anfald har revet al Pynten af og iklæder sig en Dragt, hvorom Henrich udbryder, da hun kommer: "Ach Himmel! er det mueligt? Er det Madamen? Nu seer hun jo ud, som en gammel Huus-Postill."

Lucretia kommer da "slet klædt" atter ind paa Scenen i et meget fortrædeligt Humeur og spadserer op ad Gaden; her var det nu, at jeg vandrende op ad Scenen benyttede det lille Træk af min gamle Lærerinde at holde den simple Kjole omhyggeligt iveiret med begge Hænder, medens jeg i den foregaaende Scene havde ladet den pyntelige Dragt slæbe.

At alle Overgangene saaledes blive stærkt mimiske, vil man forstaa heraf, og ligesom i denne første lille Scene saaledes fortsættes Overgangen igjennem hele Stykket. Det var efter denne Plan, at jeg indstuderede "Den Vægelsindede".

Da jeg i al Hemmelighed var færdig med Rollens Indstudering, sagde jeg en Dag til Collin: "Nu skal jeg sige Dem Noget, som vil forundre Dem. Jeg har Lyst til at spille Holbergs Vægelsindede. Dette Stykke er i flere Henseender saa forskjelligt fra Holbergs andre Skuespil, at mig synes, at det maatte være interessant at opføre det." Da mine Anmodninger til Collin ellers saa godt som altid gik ud paa at bede mig fritaget for Roller, eftersom jeg virkelig i høi Grad blev misbrugt, - blev han helt forundret og glad ved denne min Anmodning og svarede: "Nei, det var jo prægtigt! Jeg skal strax gjøre Anstalter til at besætte de andre Roller; og da disse ikke ere store, kan det jo snart komme til Opførelse."

En Maaned gik imidlertid hen, og jeg hørte Intet om nogen Forberedelse til at opføre "Den Vægelsindede". Da spurgte jeg Collin en Aften paa Theatret, hvoraf det kom. Forlegen svarede han: "Ak, min kjære Hanne, du kjender lige saa godt som jeg al den Modstand og Vrøvl, man har ved ethvert Skridt, man vil gjøre. Jeg vil da sige dig, at da jeg efter dit Tilbud talte med Phister om at opføre dette Holbergske Stykke, blev han meget heftig 230 og sagde, at hvis Theatret tænkte paa at opføre "Den Vægelsindede", da skulde han dog tro, at hans Kone, hvis Fag det var at spille i de Holbergske Comedier, var den Nærmeste til at udføre denne Hovedrolle." - "Da jeg nu ikke tror," vedblev Collin, "at Rollen i hendes Hænder vil føre til Noget, har jeg opgivet den hele Plan." - "Nu vel," svarede jeg, "det er jo meget muligt, at hun, der er vant til at spille i Holbergs Comedier, kan faa Syn paa denne eiendommelige Opgave og spille den bedre end jeg; thi, sandt at sige, er jeg dog ængstelig for at paatage mig dette Vovestykke; vis paa, at det vil lykkes mig, kan jeg naturligvis ikke være, og jeg forsikrer Dem, at jeg ordentlig føler mig lettet ved Tanken om, at denne Byrde er taget fra mig. Men Stykket saa vel som Muligheden af, at det vil tiltale Publikum, interesserer mig nu engang. Lad da hende spille Rollen, og det skal more mig at se, hvad hun kan bringe ud af den." Collin blev øiensynligt let om Hjertet ved at høre mig tale saaledes og sagde: "Ja, baade Phister og hans Kone ville jo blive glade, naar jeg anmoder dem herom. Hvis du altsaa synes saa, vil jeg da gjøre dette."

Nu gik atter flere Maaneder, og jeg hørte endnu Intet om "Den Vægelsindede". Da spurgte jeg omsider atter Collin, hvad der var iveien for Stykkets Opførelse? "Ak," svarede han, "Vrøvl og atter Vrøvl. Nu erklærer baade Phister og hans Kone efter at have læst Stykket atter og atter igjennem med Tanke om, hvorledes det skulde være muligt at bringe Noget ud af denne besynderlige Rolle, at de begge ere komne til den Overbevisning, at den ikke lader sig udføre med mindste Haab om at tiltale Publikum, "og," tilføiede Phister, "dette Stykke har jo aldrig kunnet finde Indgang paa Grund af denne Characters ufuldstændige Behandling fra Holbergs Side; og det uagtet de første Talenter i Aarenes Løb have forsøgt sig i Rollen, og det Samme vil blive Tilfældet, naar Fru Heiberg spiller den, thi den lader sig ikke spille. Hvad min Kone angaar, da beder hun sig fritaget for et saa utaknemmeligt Arbeide."" - "Ja, ja," svarede jeg Collin, "det er jo muligt, at det heller ikke vil lykkes for mig; men hør nu! Jeg har indstuderet Rollen og tror at have faaet et Syn paa den, hvoraf der kan blive et levende Menneske, hvis Eiendommeligheder man vil tro paa. Jeg opgav at spille Rollen, da Phister vilde, at hans Kone skulde have den, men nu erklærer hun jo, ikke at ville spille den; nu synes mig, at jeg maa have Lov at forsøge mig herpaa, saa meget mere som Interessen for den ideligt og ideligt vender tilbage hos mig og ikke lader mig Ro - og dette Tegn pleier ikke at skuffe mig." - "Ja, nu kan der jo Intet være iveien herfor," svarede Collin, "og jeg skal nu gjerne uddele de øvrige Roller."

Men se! Rollerne bleve vel uddelte, men Stykket kom aldrig til Opførelse. Det gik Collin her som saa mangen tidligere Theaterdirecteur, han blev træt 231 af Modstanden og opgav derfor det Hele. Under alt dette modnedes Opfattelsen af "Den Vægelsindede" mere og mere i mine Tanker; snart formede sig et, snart et andet vanskeligt Punkt, saa at hun ved Aarets Slutning stod aldeles fix og færdig i min Phantasi i alle sine Nuanceringer, Men at komme til at udføre Rollen for Publikum var under de daværende Forhold ikke at tænke paa.

Da nu Heiberg Aaret efter blev Directeur, dukkede mit gamle Ønske op, at spille "Den Vægelsindede". Jeg spurgte ham derfor: "Kan nu ikke du sætte igjennem, at Stykket kommer til Opførelse?" - "Jo, det skal have gode Veie," svarede han, og nu foretog han de fornødne Skridt for at fremme denne Sag. Skuespillerne ømmede sig ved strax at gjøre Indvendinger mod den ny Directeurs Bestemmelser, og Alt blev nu forberedt; - men med Opførelsen varede det endnu en god Stund. Man udsatte Prøverne, snart af een Grund, snart af en anden, saa jeg maatte fremdeles have Taalmodighed.

Det er ikke opmuntrende, naar man har paataget sig en stor og vanskelig Opgave, hvis Udfald sætter En i Spænding, da at høre fra alle Kanter, at dette er en uheldig Idee. Man sagde til mig: "Hvorfor vil De dog have dette Arbeide med en Rolle i et Stykke, der høist vil gaa en à to Gange? Det vil snart atter blive lagt til den evige Hvile."

Under min Indstudering af denne Rolle læste jeg Alt, hvad Holberg havde skrevet til Forsvar for dette sit kjære forskudte Barn. Jeg hørte i min Phantasi de Digtersuk, han havde udstødt over at have set dette Arbeide miskjendt og forkastet. Ak, tænkte jeg, kunde du dog nu skaffe ham Opreisning!

Først den 14de Januar kom det endelig til den første Prøve paa "Den Vægelsindede".

Mine Øine mødte sure og tvære Miner. Ingen saae glad ud, undtagen jeg, om jeg end var i en stor Spænding over, hvad Virkning min Fremstilling vilde gjøre paa mine Kunstfæller. Men neppe havde jeg udført den første lille Scene, der slutter første Akt, før Minerne hos de Medspillende antoge et andet Udtryk, hos Nogle Munterhed og Glæde, hos Andre en stram Spænding; men tydeligt var det, at Alle fulgte mit Spil med stor Opmærksomhed. Man flokkedes i Coulisserne for at se, hvad jeg videre havde isinde; og uagtet den godmodige Foersom var den Eneste, der havde Varme og Mod til at lade Hjertet komme op paa Tungen, idet han udtalte sin Dom for mig med de Ord: "Det maa jeg sige, det havde jeg ikke troet lod sig bringe ud af denne Rolle," følte jeg dog nu med Vished ved Prøvens Ende, at denne min nye Opgave var lykkedes for mig og nok skulde gjøre sin Virkning paa Publikum, og mit Arbeide og min Udholdenhed faa sin Løn.

Mit Sind havde paa mange Maader været i stærk Spænding og Uro i de Maaneder, der alt vare gaaede under Heibergs første Theatersaison, idet hans 232 Ære med Centnervægt laa mig paa Sinde; dette foruden meget Andet paa dette Tidspunkt, som Livet og en Kunstnervirksomhed fører med sig, havde taget stærkt paa mine Kræfter. Jeg stred længe imod, saa godt jeg kunde, men efter at et Par Prøver vare holdte paa "Den Vægelsindede", tiltog mit Ildebefindende i den Grad, at Lægen erklærede, at det vilde være uforsvarligt ikke i nogen Tid at holde Sengen. Feberen tiltog, og her laa jeg nu i tre Uger. Jeg var ulykkelig over, at jeg ved min Sygdom skulde standse Repertoiret for Heiberg, men han trøstede og beroligede mig efter bedste Evne, idet han gjentog: "Bryd dig ikke herom, men se blot at komme til Kræfter paany."

Saaledes blev det nu mig selv, der forhindrede Stykkets Opførelse, - og en Dag, da jeg liggende i Sengen følte mig svagere end ellers, var jeg saa barnagtig at sige til Heiberg: "Du vil vist le ad mig, men jeg kan ikke lade være at tænke paa, at jeg dog grumme nødigt i dette Øieblik vilde dø, forinden jeg har spillet "Den Vægelsindede". Dør jeg nu, da vil en Anden belært af Prøverne paa Stykket udføre Rollen efter min Opfattelse og saaledes høste Lønnen for alt mit lange Arbeide; og jeg tilstaar, at jeg ikke under Nogen dette." - Saa aldeles var jeg gaaet op i mit Værk.

Endelig begyndte Prøverne paany, og den 14de Februar opførtes Stykket. Huset var fuldt, og Publikum og jeg vare vist lige spændte paa, om Digterens Arbeide vilde blive modtaget med Glæde eller atter blive forviist fra Scenen. Min Spænding, ikke at tale om Publikums, varede dog kun nogle faa Minutter efter min første Indtrædelse. Enhver af mine Repliker, enhver af mine mimiske Overgange fremkaldte Latter og Bifald; og da jeg i Slutningen af første Akt spadserede ud af Scenen, idet jeg med begge Hænder løftede min simple og korte Kjole op for ligesom at beskytte den mod Gadens Smuds, ledsagede hele Husets Latter og Bifald mig. Usigelig glad stod jeg oppe i mit Paaklædningsværelse for at klæde mig om til næste Akt, idet den velsignede Madam Gram, min Paaklæderske, kyssede mig paa Hænderne og lo og græd paa een Gang over mit Held. - Den muntre, overgivne Stemning hos Publikum vedligeholdt sig Akt efter Akt, og et stormende Bifald fulgte mig ved min sidste Bortgang i Stykket, da jeg dansende og syngende forlod Scenen. Min Seier var saaledes fuldstændig. Stykket holdt sig Aar efter Aar paa Scenen, saa at "Den Vægelsindede" var en af de sidste Roller jeg spillede, forinden jeg 1864 for bestandigt forlod min Virksomhed som Skuespillerinde. Kritiken strømmede over af Roes, og det var ikke ganske usandt, hvad "Fædrelandet" i en udførlig Anmeldelse ytrede, at jeg spillede denne Rolle, som om jeg vilde sige: "Tag alle mine Triumpher fra mig, men lad mig blot beholde denne."

Da jeg efter Forestillingen kom hjem til Heiberg, var jeg virkelig saa lykkelig, som kun den kan forstaa, der har følt en lignende Stemning. Det gik mig denne Aften som altid efter en stor Rolles Spænding, jeg kunde 233 umuligt strax gaa til Sengs. Blodet var i for stærk Bevægelse, det maatte først afkjøles, førend der kunde tænkes paa Søvn. Vandrende op og ned ad Gulvet, da jeg blev ene, tænkte jeg ret levende paa gamle Holberg og udbrød for mig selv: "O, havde han dog havt den Glæde at være i Theatret i Aften og set og hørt sit forskudte Barn blive saaledes modtaget!" - Beskjæftiget med disse Tanker slukkede jeg omsider min Lampe for om muligt at faa den Hvile, hvortil mit Legeme trængte. Det var alt langt over Midnat. Idet jeg nu i Mørke gik ind ad Døren til mit Sovekammer, hørte jeg lige bagved mig tydeligt en Røst sige et hjerteligt "Godnat!" - Uden al Reflexion, i samme Nu, udbrød jeg uvilkaarligt: "O, det var Holbergs Stemme!"

Ja, I. der læse dette, ler kun ad mig, kald mig en Phantast, men vist var det, at intet levende Væsen var i min Nærhed, og at jeg gik til Sengs i den faste Overbevisning, at Stemmen havde været Holbergs og ingen Andens, der til Tak ønskede mig en god Nat.

"Der er Mere mellem Himmel og Jord, end Eders Philosopher drømme om," siger Hamlet. Jeg tror vel, at Holbergs Aand i de Egne, hvor den nu befinder sig, har andet Arbeide, Andet, der opfylder hans Tanker, end det, om hans "Vægelsindede" endelig er trængt igjennem hos det kjøbenhavnske Publikum! Men var det dog ikke muligt, at en Menneskesjæl, løsrevet fra sin Virksomhed hernede, dog bevarede Erindringen om det, der her havde anstrengt hele dens aandelige Arbeidskraft, alle de Evner, som af Gud vare nedlagte i den? Gud sender sine Udvalgte ud for af dem at faa det Arbeide udført, som Jorden, Menneskeheden trænger til for at udvikles snart i een Retning, snart i en anden. De Trofaste udføre, hvad der er dem paalagt af Aanden. Skulde det nu være underligt og mod Skriften at tro, at naar Sjælen vender tilbage til sit Udspring, at den da fører Erindringen med sig om, hvorledes den har udført sit jordiske Arbeide ved Siden af sin Saliggjørelse? Vor Herre Jesus har jo sagt til den arbeidsomme Tjener: "Du har været tro over Lidet, dig skal gives Mere." Der kan altsaa være Tale om dette Lidet! Og var det nu underligt at tro, at ligesom vi her i vor jordiske Tilværelse, naar vi blive gamle, med et Smil, men dog med Erindringens fulde Nærværelse se tilbage paa mangen Begivenhed i vor Ungdom, som er os uforglemmelig, vi saaledes ogsaa hisset med et Smil, men med Kjærlighedens Erindring dvæle i Tanken om, hvad vi med de Evner, der vare nedlagte i os, have virket? Ere Mange af os dog ikke enige om, at vi skulle gjense vore kjære Afdøde hisset? Men dette Haab er jo helt og holdent bygget paa vor jordiske Erindring. Jeg kan ikke tænke mig, saafremt der gives jordiske Erindringer, som ledsage os til hint ubekjendte Land, at da af en Sjæl som Holbergs - der opgav saa godt som alle Livets Nydelser, opgav Familielivets Glæder og Hygge for helt ud at hellige sig til et anstrengt, aandeligt Arbeide med en Utrættelighed og 234 Iver, der ofte var ifærd med at tilintetgjøre det svage, skrøbelige Legeme, - at dette Arbeide, denne Livsbeskjæftigelse nu hisset var glemt og ham ganske ligegyldig! Og hvis det ikke er saa, var det da atter saa utroligt, at hans Sjæl fra sit nuværende Stade ligesom fulgte et af hans Aandsbørn, - der, medens han var her, beredte ham den Smerte, at man ikke vilde anerkjende dette Barn for ægte, - fulgte det for nu atter at se Udfaldet, ikke med Lidenskab, ikke med Angest eller Spænding, men med hint Smil, hvormed vi erkjende, at hvad der hernede forekom os saa vigtigt, ikke er saa vigtigt endda. Og ifald hans Aandstanke da sænkede sig ned et lille Moment, var det da atter saa ufatteligt, at et sensitivt Øre ligesom kunde fange denne Tanke fra oven? Dette er da min Tro eller min Anelse, ikke at Holberg stod i min Stue hin Aften, men at han fra sit høiere Stade sænkede Tanken et Øieblik ned, og at jeg fangede denne Tanke, disse Ord med et indre Øre. Jeg vilde ikke have syntes om, ifald Stemmen havde takket mig, men i dette hjertelige, men rolige "Godnat!" laa ligesom: "Sov nu, du har fortjent Søvnens velgjørende Hvile ovenpaa din Anstrengelse, din Udholdenhed." Har der hele mit Liv igjennem ligget noget i min Natur, der har gjort, at jeg og dette Ubeskrivelige mellem Himmel og Jord lettere kunde komme i Berøring med hinanden, end det ellers pleier at være Tilfældet med os Dødelige? Jeg veed det ikke; hvad jeg derimod veed, er, at jeg ikke lyver, naar jeg fortæller herom, det være sig nu Virkelighed eller Illusion.

Foruden de offentlige Bemærkninger hørte jeg mange mundtlige om denne Rolles Udførelse, men een glædede mig især at høre, nemlig naar Folk sagde: "Saadanne Mennesker som denne Lucretia ere slet ikke saa sjeldne at træffe i Livet, som man tror," - og snart hørte jeg En, snart en Anden forsikre, at de kjendte en saadan Person. Ved at høre disse Udtalelser, tænkte jeg: "Saa er hun virkelig lykkedes dig!"

Forundringen over, at jeg vilde spille i et Holbergsk Stykke, reiste sig af forskjellige Grunde. Man var saa vant til at se mig spille franske, elegante Damer, med den lette, tilspidsede Replik og det zirlige Væsen, at man holdt det for en Umulighed, at jeg kunde tilegne mig den bredere, djærvere Diction og Dristigheden i at udtale den drøie Humor i den Holbergske Comedie uden kvindeligt Snerperi. Man vidste ikke, at den Holbergske Muse alt længe, ja fra min Barndom, havde beskjæftiget mine Tanker, at jeg alt længe havde gjort mig Rede for, hvad Forskjel der var mellem den djærve danske Forfatter, der ma. lede med den saftige Pensel, og Modsætningen, den polerede, slebne, af Salonlivet hentede Diction. Man huskede ikke paa, at mit oprindelige Talent, der fik sit første Udtryk i Heibergs Vaudeviller og Comedier, laa Holberg nær. Man vidste ikke, i hvilken Grad jeg alt som Barn var bleven grebet af de ældre Skuespillerinder, der gjennem den Holbergske Tids Tradition havde fastholdt Stil og Tone. Madam Clausen, Madam Liebe, Jomfru Jørgensen, ja selv Madam 235 Rongsteds Magdeloner vare mig saa levende, som om jeg havde set dem for faa Dage siden; uden at tale om Ryges mageløse Jeronimusser, Lindgreens Henrikker, hans Jeppe, hans "Pantsatte Bondedreng" og hans Arv'er. En Jeronimus som Ryges have vi nu kun et svagt Billede af paa vor Scene, om endskjøndt de dog alle staa paa hans geniale Opfattelse. Naar man havde set hans Jeronimusser, hans Peer Degn etc., da havde man vist set det mest fuldendte, som kan ses i den Genre. Lindgreens og Ryges Fremstillinger havde jo vistnok deres Baggrund i den fælles Holbergske Tradition, men vare iøvrigt i høi Grad originale; thi Lindgreen var et saa primitivt, grotekst, sandt og naturfriskt Talent, at det neppe engang havde staaet i hans Magt at optage noget Væsentligt efter en Anden; ligesom Ryges mægtige, geniale og paa Studium byggede Spil vist helt og holdent var hans Eiendom. Med disse fortrinlige Fremstillere og Fremstillerinder for Øie er jeg opvoxet, og af dem kunde vist læres en Del. Det er Fordelen ved at begynde et Kunstnerliv i en saa ung Alder, at man ligesom kommer til at tilhøre to Generationer. Ens Barndomserindringer komme da senere til at bære Frugt.

Den rette Fremstilling af de Holbergske Figurer havde som sagt paa det Tidspunkt, da jeg første Gang spillede "Den Vægelsindede", alt i mange Aar beskjæftiget mine Tanker. Hvad der saaledes efter min Mening er gaaet aldeles tabt, er Traditionen om de Holbergske Eleonorer. At de umuligt oprindeligt kunne være spillede, som de nu spilles, er vist. Vore nuværende unge Skuespillerinder, der spille disse uskyldige, tarvelige, ofte lidt enfoldige, til HusSid opdragne, under de Tiders strenge Tugt staaende smaa Jomfruer, mangle alt historisk Fundament. De have ikke kunnet sætte sig ind i den Tids unge Pigers Væsen, Holdning og troskyldige, naive og lidt prosaiske Tone; den Tid, da en Fader siger: "Denne Monsieur har jeg bestemt til din Ægteherre," hvorpaa Svaret sædvanligt lyder, idet hun neier dybt og kysser sin Faders Haand: "Jeg siger tusind Tak." Af disse stille, tarvelige, huslige, forknytte Piger se vi nu paa vor Scene intet Spor. En Leonora som i "Den Stundesløse", der Intet selv kan hitte paa for at befries fra den paanødte Beiler, saa hun kysser Pernilles Haand, for at denne kan staa hende bi med Raad og Daad, da hun selv er for uskyldig, for uerfaren til at have mindste Anelse om nogen Intrige, bliver nu paa vor Scene fremstillet som en pyntelig, koket Dame i klare Kniplingscostumer. Dragt, Væsen, Diction, Alt er falskt, som det nu fremstilles. Medens Ryge levede og havde med Costumeringen at gjøre, holdt han noget igjen paa Damernes ufornuftige Lyst til at forvexle de gamle Dages Dragter med de moderne, til at opgive hin Tids tarvelige Costumer, hvori Ungdommen holdtes; - men fra det Øieblik, da "Den Stundesløse"s Tjenestepige fik Lov til at gaa med Pennen bag Øret under Kniplingskappe med flagrende Baand, var Ævred opgivet.

236

Hvor ofte har jeg dog ikke havt Lyst til blot nogle faa Gange at spille en Leonora for om muligt atter at sætte den lille Pige hen paa sin rette Plads. Jeg vidste, at hvis jeg blot nogle Gange var kommet til dette, da vilde man tvinges til at følge Sporet; thi mangt et Talent kan meget godt efterligne uden selv at opfatte det Rette. Jeg har ofte forsøgt at tale herom med dem, der spillede Leonora, men til ingen Nytte. Man maa vise dem det, de maa se Stilling, Holdning og høre Dictionen, Replik for Replik. De maa erfare det med egne Øine, at der kan opnaas en Virkning hos Publikum, netop ved at gjengive Figuren tro; da først gaa de ind paa, hvad man ofte har prædiket for dem uden Virkning. De vare jo da rigtignok kun blevne Copier, men en god Copi er bedre end en slet Original.

Min Lyst til en Gang at spille en Holbergsk Leonora førte imidlertid aldrig til Mere. Dels fordi Ens Kræfter ikke række til at spille Alt, dels fordi man i et Kunstnersamfund sjeldent ser paa et rent kunstnerisk Hensyn med kunstneriske Øine. Det vilde kun være blevet betragtet fra een Side, nemlig at det var Synd imod den, der ellers spillede Leonora; thi de smaa Talenter have mange Venner, - her kommer det gode Hjerte frem i Form af Medlidenhed, Middelmaadigheden har det godt, thi da den aldrig fremlokker nogen Enthousiasme, foruroliger den hverken Kunstbrødrene eller Kritiken; den lever trygt og stille i sit Incognito. Man lader de Middelmaadige roligt vedblive i en Virksomhed, hvori de Ingen glæde, men heller Ingen bedrøve, undtagen de stakkels Digterværker, der maa finde sig i at blive misforstaaede af det Publikum, de tale til.

Heibergs første Saison var nu tilende. Den udførlige Plan og Gang i Forestillingerne, som han havde lagt ved dens Begyndelse, blev roligt og sikkert fulgt Maaned for Maaned. Hvori denne Saisons hele Repertoire bestod, kan jo efterses i Overskous Repertoireliste i Theaterhistorien. Ved efter saa mange Aars Forløb atter at løbe denne igjennem, stiller dette Repertoire sig, for mig i det Mindste, som udmærket. Alt var saaledes gaaet over min Forventning. Personalets Stemning lige overfor Heiberg havde været høist imødekommende, naturligvis paa En eller To nær, til hvis Eiendommelighed det hørte, og i mange Aar havde hørt, aldrig at være tilfreds med Noget. Personalet lod virkelig til at paaskjønne den Kjærlighed til Kunsten, der lyste ud af enhver Bestemmelse, som Heiberg gav Liv og Kraft. Der viste sig aabenbart et nyt og friskere Liv i hele Virksomheden ved Theatret, og Indtægterne havde været gode, saa Heiberg ved Saisonens Slutning var i høi Grad oplivet ved denne sin nye Virksomhed. "Hvor det er rart at se Ludvig saa glad og fornøiet," sagde hans Moder ofte til mig, "jeg anser det for en Lykke, at han er kommen i nogen Virksomhed udadtil." - Ytrede vi dette for ham selv, svarede han: "Jeg har jo altid været glad og fornøiet!" 237 Cultusministeren udtalte sin Tilfredshed med Heiberg som Directeur og indstillede ham til at blive Etatsraad. I den Anledning fik jeg et lille Brev fra vor kjære Ven Collin. Han skriver paa sin korte Maade:

Kiæreste Hanne!
Kan Din ældste Ven ikke være en af de Første, saa vilde han dog ugierne være blandt de Sidste, som bringe Dig en Lykønskning i Anledning af Heibergs Forfremmelse. Jeg er, det veed Du, af faa Ord, men disse komme ikke paa Skrømt. Gud give, at Du som Etatsraadinde maa leve ligesaa lykkelige Dage, som de vare, da jeg, som Etatsraad, stod i nærmere venskabelig Forbindelse med Dig og Din Mand. Den Tid er mig uforglemmelig. Bevar Din fordums datterlige Godhed for mig; jeg sætter Priis derpaa ogsaa i min Alderdom. Lev stedse vel
6 Maji 1850. Din uforandrede Ven
Collin .

Til
Johanne Louise Heiberg.
Foraaret i al sin stemningsfulde Pragt var atter kommet. Stærene, mine travle smaa Lugekoner, som jeg kaldte dem, gik atter flittigt og pillede Ormene op af Plainen i min Have. Crocus, Tulipaner og Hyacinther mylrede op af Jorden. Min Kunstnertravlhed var tilende, min Gartnertravlhed begyndt. Fra nu af gik jeg mere paa fire end paa to Ben, næsegrus laa jeg i Haven, - og Theatret med hele dets indre og ydre Verden existerede ikke mere for mig. I fulde Drag nød jeg nu min Frihed og bragte Heiberg hver Morgen en eller anden nys udsprungen Blomst, som han beholdt paa sit Skrivebord Dagen over, indtil den næste Morgen blev afløst af en ny og frisk.

Sidst i Juni droge vi, hvilket nu var blevet Skik og Brug, en Maaned ud paa Sølyst hos Suhr, der ikke vidste alt det Gode, han vilde gjøre os. Og desuagtet var det et Offer, jeg bragte; thi efter en hel Saisons anstrengende Arbeide trængte jeg til Ro og Hvile og ikke til et stærkt selskabeligt Liv. Da Maaneden var tilende, toge vi ud paa Slottet Marienlyst ved Helsingør, der denne Sommer var at faa tilleie. Det jublede i mig ved Tanken om, at vi her i Ensomhed skulde tilbringe Resten af vor Ferie. Her var Hvile, den velsignede Hvile og Ro, der kun afbrydes ved, at to Mennesker, der sympathisere, udvexle deres Tanker med hinanden, To, der kunne tie og tale, uden at Tausheden kjeder, uden at Talen irriterer og fremkalder Misstemning.

Lykkelige Tider! hvorfor ile I saa hurtigt? Tunge Tider! hvorfor snige I Eder saa sendrægtige, saa krybende afsted? Dog, det kan jo ikke være anderledes; de første have Vinger, de sidste ere lig Ormen, der med Møie og Besvær slæber sig hen ad Jorden! Her var jeg lykkelig, ved Havet, i Skovene, paa Markerne, i mit deilige Fædreland!

238

II
1850-51.

En ny Saison tog sin Begyndelse. Naar undtages Nielsens evige Slaaen paa Alarmtrommen, saa vel under den forrige som under den nuværende Bestyrelse, snart om Forhøielse af Gage, snart fordi hans Helbred ikke taalte, at han spillede saa ofte, snart Klager over, at han ikke spillede hyppigt nok, snart over det moderne Repertoire, der fordærvede Smagen, snart over, at det Klassiske tog for meget paa hans Kræfter, uden at Publikum viste den tilbørlige Interesse derfor, og at hans Feu saadanne Aftener ikke var høiere end ellers, snart over, at han havde helliget sig til denne "lumpne Stand", medens hans Evner kunde have baaret ham op til de høieste Stillinger i Staten; men fremfor Alt hans nu i 6 à 7 Aar permanente ustyrlige Tale om at ville have sin Afsked, en Begjæring, han dog strax opgav ved den første, den bedste lille Tildragelse, der atter satte ham i Humeur; - som sagt, naar undtages alt dette, da var der endnu ved Theatret Fred, Ro og Disciplin. Nielsens uophørlige Klagesange havde tilsidst faaet noget Comisk, Personalet lo ad dem, og Alle vare saa vante hertil, at man syntes, at dette nu engang hørte Theatret til, ligesom Coulisser og Tepper. Foruden de mange andre Roller, han spillede i denne Saison, gjenoptog Heiberg flere Stykker for at sætte ham i Aktivitet og give ham Andet at tænke paa; saaledes Oehlenschlägers "Væringer", der ikke havde været opført i de sidste 20 Aar, Shakespeares "Kong Lear", der ikke havde været opført i 35 Aar, Oehlenschlägers "Hakon Jarl", "Statsmand og Borger" etc., men de gamle, mangeaarige Klager over Tilsidesættelse fortsattes desuagtet: - "Hvad kaster man i sligt et Svælg!"

Samlivet i et Theaterpersonale er af en høist eiendommelig Natur. Det er ligesom en hel stor Familie af Fremmede. Man mødes dagligt, ja er sammen det meste af Døgnet. Man viser sig ofte for hinanden i aandeligt Negligé, medens man i næste Minut i Kunstens Tjeneste anspænder alle sine bedste aandelige Kræfter. I sidste Tilfælde kan man ligesom elske hinanden, ja, ikke undvære hinanden, medens man i første Tilfælde ser skarpt paa hinandens menneskelige Svagheder og Lyder. Man er her som Broder og Søster, medens man er anskilt fra hinanden i de private Glæder og Sorger, Held og Uheld. Her føres saaledes et dobbelt Liv. Imidlertid er denne Adskillelse ikke altid nødvendig; der gives Tilfælde, hvor den private Personlighed kan slutte sig i den Grad til den kunstneriske, at de ligesom løbe sammen i een Person, saa at man elsker dem begge lige høit. Men dette hører til de store Sjeldenheder. Der er dem, man elsker og agter som Kunstnere, men ikke formaar at agte og 239 elske som Mennesker, og omvendt. Som overalt i Livet, i Familierne, er der Nogle, der tiltrække hinanden, først paa Grund af det samme Dannelsestrin og de samme Anskuelser, dernæst paa Grund af en sympathetisk Tiltrækning, der ikke saa lige lader sig forklare. Det daglige Forhold bliver paa een Gang et meget nært og et meget fjernt. Det har derfor ofte været mig paafaldende at lægge Mærke til den Forskjel, der kan være i Tone og Omgang med en Kammerat paa Theatret, og den, der viser sig, saa snart den samme Kammerat træder ind i vor Dagligstue. Den, der er behagelig i vor Dagligstue, kan ofte være meget ubehagelig i Virksomheden paa Theatret, og omvendt. Denne Adskillelse imellem Livet og Kunsten er ikke af god Virkning for Kunstens Udøvelse. Sammenspillet, det Vigtigste næsten af Alt, kan ikke naas uden ved gjensidige Aftaler og Føielighed mod hinandens Opfattelsesmaade. Er det private Forhold nu venskabeligt, da gaar dette jo let, som af sig selv, er det derimod uvenskabeligt, da bliver let enhver Anmodning betragtet som en Irettesættelse og Sammenspillet umuliggjort. En Theatertrup burde egentlig bestaa af en eneste stor Familie, hvor alle Interesser, alle Anskuelser vare fælles; da vilde maaske Misundelsen lige overfor hinandens Held bortfalde. Dog, dette er Phantasier, der ikke lade sig realisere!

I Slutningen af September opførtes Shakespeares "All's well that ends well" under Titlen: "Kongens Læge", bearbeidet af Frøken S. Beyer. Atter den samme umotiverede Klage i Bladene over Forhutling af Shakespeare, fordi man tillod sig Forandringer i Sceneordningen samt Forkortelser. Heiberg var paa det Rene med, at den Række af Shakespeareske Skuespil, hvortil dette Stykke hører, umuligt kan opføres paa det moderne Theater uden en streng Bearbeidelse, hvorved man bortskjærer de mange udenoms Bygninger, som Shakespeare har føiet til Hovedbygningen. Men om intet af hans Skuespil gjælder dette i høiere Grad end om "All's well that ends well", thi det vilde være ligefrem en Umulighed at opføre det i den Form, hvori det er udgaaet fra hans Haand. "Kongens Læge" modtoges med stormende Bifald af Publikum og vedblev at trække fuldt Hus i 14 Aar, lige til jeg forlod Theatret i 1864. Senere er det ikke opført.

Hovedrollen, den unge Helena, var en af de Roller, jeg indstuderede med Glæde, og som Publikum rigeligt lønnede med sit Bifald. Opgaven er ikke af de letteste, thi her skulle unegteligt mange og stærke Modsætninger forbindes til et Hele, hvortil der hører en lyrisk Characterskuespillerinde, og denne Opgaves Vanskelighed har vel gjort, at Ingen hidtil har havt Mod til at binde an med den. Hvad mig angik, da har jeg altid havt mest Interesse for de Roller, hvori denne Dobbelthed findes; thi disse Modsætninger danne en Baggrund, som gjør Billedet interessant og tiltrækkende. At Fremstillerinden af denne Rolle især bør have sin Styrke i lyriske Udbrud, er givet. Hendes lyrisk-musikalske 240 Repliker maa være den Poesi, der løfter Rollen, uden dette musikalske Element kan denne Figur let faa noget Kløgtigt-Prosaisk, der kan gjøre hende triviel, tung og gammel; men de lyriske, varme Udbrud hæfter Ungdomsvingerne paa hendes Skuldre, og at Helena i Fremstillingen bliver saa ung som muligt, er en Hovedbetingelse for Rollens, ja Stykkets Skjæbne paa Scenen.

Efter at Heiberg havde afpareret en Sangerindes Pretentioner paa forhøiet Gage, som det ikke stod i hans Magt at skaffe hende, og det uagtet Redacteuren af "Den Berlingske Tidende", Hr. Nathanson, var optraadt som hendes Ridder i Bladet og i plumpe Angreb førte hendes Sag, - gik forresten Alt sin vante rolige og ordentlige Gang ved Theatret.

Da hørtes pludselig i Slutningen af Saisonen allehaande Rygter om, at det nu skulde blive Alvor med, at Hr. Høedt vilde lade sig engagere ved det kongelige Theater og agtede at optræde som Hamlet. Ved Theatret vidste man Intet bestemt, thi Hr. Høedt havde endnu ikke meldt sig hos Directeuren. Men man hørte, at Hr. Høedt privat havde spillet Hamlet, snart for En og snart for en Anden, og at det Nielsenske Hus udtalte sig i høie Toner om det unge Talent; Nysgjenigheden blev vakt, og Forventningerne bleve større og større. Michael Wiehe var i Selskab med Høedt i den senere Tid bleven en daglig Omgangsven i det Nielsenske Hus og maatte altsaa vide Besked, om Rygtet var grundet eller ikke. Jeg spurgte ham derfor herom, og han svarede, at Rygtet talte sandt. Jeg sagde da aabent til ham: "Det vilde jo være herligt, om vort Personale blev forøget med et virkeligt Talent, thi et saadant nyde vi jo Alle Godt af. Men De kjender min ulykkelige Evne til at forudane, hvad der senere vil indtræde. Jeg kjender jo saa godt som slet ikke Hr. Høedt, og dog, jeg veed ikke, hvoraf det kommer, men hver Gang jeg tænker paa ham, bliver jeg ligesom angest. Svar mig oprigtigt paa et Spørgsmaal: Er han sanddru?" - "Ja, fuldstændig!" svarede Wiehe. - "Nu godt," sagde jeg, "saa har det ingen Nød," og jeg blev virkelig beroliget, stolende paa Wiehes Udsagn.

Nogen Tid efter meldte Hr. Høedt sig da hos Heiberg for at meddele ham, at han ønskede at optræde næste Saison i Shakespeares "Hamlet". Det interesserede Heiberg overordentligt at faa dette Stykke opført, da han ikke blot satte det øverst af alle Shakespeares Arbeider, men ofte har ytret, at han ansaae det for det første dramatiske Arbeide, der nogensinde er skrevet. Han tog nu Stykket for sig og gjennemgik det nøie og samvittighedsfuldt, foretog en Del mindre Forkortninger og rettede helt igjennem paa den gamle danske Oversættelse, hvis Sprog i Tidens Løb dog var blevet altfor forældet, ja paa nogle Steder rent uforstaaeligt. Da Hr. Høedt havde meddelt Heiberg, at ogsaa han havde gjennemgaaet Stykket og havde Forslag til flere Forandringer, lod Heiberg ham tilsige for at conferere med ham om, hvorvidt de vare enige i Forandringerne, - en Udmærkelse. Hr. Høedt burde have paaskjønnet som en 241 enestaaende Opmærksomhed fra Heibergs Side. Hr. Høedt kom nu med sine mærkelige Forslag, iblandt andre, at de første berømte Scener, der aabne Stykket, nemlig Scenerne paa Skansen, hvor Aanden viser sig, der ere af en saa mageløs Virkning til at stemme Tilskuerne, skulde udelades, og Stykket begynde med den store Scene ved Hoffet, hvor Hamlet første Gang træder ind. Dette kunde Heiberg nu paa ingen Maade indlade sig paa. Ligeledes ønskede Hr. Høedt udeladt den berømte Scene i 3die Akt, hvor Kongen i Samvittighedskvaler prøver paa at løfte sin Sjæl i Bøn til Gud i den store Replik, der begynder med: "Fæl er min Synd" o.s.v. Her træder Hamlet ind, ubemærket af den knælende Konge, og udbryder: "Nu gad jeg gjøre det!" (nemlig dræbe ham) "nu, medens han beder," o.s.v. - men i sin Vaklen atter griber til en Udflugt og opsætter Hævnen, idet han udtaler, at han "ikke under Kongens Sjæl at fare bedende herfra."

At udelade en saa mægtig dramatisk Situation ansaae Heiberg for aldeles utilladeligt, hans Digtersamvittighed tillod ham ikke at gaa ind herpaa, han maatte altsaa sætte sig derimod, og disse Scener bleve saaledes staaende.

Disse Forslag af Hr. Høedt forekom Heiberg, og jeg antager flere med ham, høist characteristiske for, hvad en Skuespiller tror at turde tillade sig lige overfor et Digterværk. Hr. Høedts Forslag var vel begrundet paa, at den berømte engelske Skuespiller Garrick ogsaa havde havt Mod til at slette Hamlets Monolog bag den knælende Konge, ja endogsaa den berømte Scene mellem Graverkarlene paa Kirkegaarden. - Til Lykke for Shakespeares "Hamlet" levede senere en Digter, som hed Goethe, der atter fik disse Misgreb rettede - og Heiberg kunde lige saa lidt som Goethe taale denne Anmasselse mod det berømte Værk. Han havde spurgt Hr. Høedt, hvorfor han ønskede Hamlets store Monolog udeladt, hvorpaa Hr.Høedt havde svaret: "Fordi denne Monolog vilde trætte mig for meget." Men Enhver maa vel indrømme, at denne Grund ikke var tilstrækkelig; thi hvortil vilde dette føre, om det tillodes Skuespillerne at udelade snart dette, snart hint, fordi det trættede dem? At holde tilraade med sine Kræfter og faa disse til at strække til er en af Opgaverne ved Udførelsen af store Roller.

Inden kort Tid vare alle Forarbeiderne færdige med Hensyn paa Stykkets Opførelse til næste Saison. Nu stod kun tilbage, at alle de øvrige Roller skulde uddeles. Da Heiberg nu gjerne vilde føie Hr. Høedt i hans Ønsker om, i hvilke Hænder disse skulde komme, bleve de enige heri paa een Rolle nær, nemlig Ophelias, som Fru Holst tidligere havde udført. Jeg blev meget forundret, da Heiberg kom hjem efter dette Møde og fortalte, at Hr. Høedt paa det Indstændigste havde bedet ham formaa mig til at spille Ophelia, da det ikke var ham muligt at faa noget Sammenspil bragt tilveie mellem sig og Rollens tidligere Fremstillerinde. Heiberg havde strax paa egen Haand gjort Indsigelse 242 imod at berøve Fru Holst Rollen, og jeg for min Part gjorde den endnu kraftigere. Fru Holst, denne skjønne, i saadanne stille, tilslørede Roller, som mig syntes, yndige Skuespillerinde, havde altid været strengt bedømt, ja undervurderet i det Nielsenske Hus. - Saadanne Roller som Ophelias laa ganske udenfor mit Rollefag, især hvis den skulde spilles, som man nu engang var vant til at opfatte denne Skikkelse. Til at spille saadanne bløde, halvt skitserede, i Taage holdte Skikkelser kræves der en lignende Personlighed, nemlig hvad jeg vil kalde en Følelsesskuespillerinde og ikke en Characterskuespillerinde, som jeg var. Skal det nu engang tilvante Billede bibeholdes, maa Rollen udføres uden stærke Nuanceringer eller Betoninger, saaledes som Fru Holst pleiede at udføre slige Roller; for megen Tydelighed, som Characterskuespillerinden netop er udsat for, bliver her til Skade for Fremstillingen. En vis tilsløret Monotoni bidrager til at holde det hele Billede saa let, saa luftigt, saa fint som en Elverpiges Skikkelse i Maaneskin, og saaledes have jo nu engang Alle opfattet Ophelia. Se, hvorledes de bekjendte Billeder af Ophelia, f. Ex. i Vanvidsscenerne, ere holdte af Malerne, bemærk, hvor gjennemsigtig, ja utydelig hun med Forsæt holdes. Skulde Rollen nu udføres saaledes, som man var vant til at se den, da havde Fru Holst alle Betingelserne hertil, men jeg saa godt som ingen, saa jeg afslog at gaa ind paa denne Opfordring.

Da Heiberg nu meddelte Hr. Høedt mit Afslag, blev der stor Alarm i Leiren. M. Wiehe blev sendt til mig for at forandre min Beslutning, og da dette heller ikke hjalp, anholdt Fru Nielsen mig en Dag paa Theatret for indtrængende at anmode mig om at føie Høedt i hans Ønske. Jeg svarede hende, at det jo i høi Grad vilde interessere mig at være med i et saa mærkeligt Arbeide, men at jeg virkelig ligefrem frygtede for, at min hele Personlighed ikke vilde svare til det Billede, som man ventede at se af Ophelia, og at det ogsaa vilde pine mig at forvolde Fru Holst den Krænkelse at miste en Rolle, som jeg vidste hun satte Pris paa. "Aah, ikke Andet end det," svarede Fru Nielsen, "det er jo intet kunstnerisk Hensyn. Du bør spille Rollen, Høedt ønsker det saa levende, at han altid vil være dig taknemmelig derfor." - Jeg kunde desuagtet ikke bestemme mig dertil.

Hr. Høedts Snakkesalighed, som vi senere mere og mere led af, hans Lyst til at fortælle Alt ude i Publikum, hvad der gik for sig paa Theatret, fik jeg allerede nu inden hans første Optræden Leilighed til at lære at kjende. Snart En, snart en Anden spurgte mig, om det var sandt, at jeg havde negtet at spille Ophelia, uagtet Hr. Høedt saa inderligt ønskede det? Det var dog Synd mod Stykket, mod ham etc. Da nu Snakken herom mere og mere greb om sig, sagde Heiberg til mig: "Kan du bekvemme dig dertil, saa spil den, Sladderen har jo alt udbredt, at du ikke vil, fordi Hr. Høedt ønsker det." Jeg svarede: "Jeg 243 kan ikke spille slige taagede Elskerinder, dertil er mit Talent, min Diction altfor udpræget i anden Retning. Men jeg indser jo nok, at hvad jeg end i dette Tilfælde beslutter mig til, saa kommer det dog til at gaa ud over mig. Føier jeg Hr. Høedt, saa vil Fru Holsts Venner i Publikum finde det haardt imod hende, der har alle Betingelser for at give det Billede af Ophelia, man, ønsker og er vant til, og man vil beskylde mig for at have fortrængt hende. Føier jeg ikke Hr. Høedt, da vil han og hans Tilhængere udbrede, at jeg er ham imod, og Gud veed hvad mere man vil finde paa at sige. Saa dette er virkelig for mig en høist pinlig Historie."

Imidlertid vedblev man at overdænge mig med Bønner om at spille Rollen. Nu vel, jeg var svag, jeg var naiv og godtroende og lod mig overtale til at spille den, stolende paa, at jeg vilde finde Forsvarere i alle dem, der havde overtalt mig dertil.

Da nu Beslutningen var taget, tænkte jeg: Mon ikke Ophelias Rolle kunde opfattes paa en noget anden Maade end tidligere, saa den mere kom til at ligge for min Personlighed. Jeg erindrede, at Tieck havde skrevet en Afhandling om "Hamlet", og jeg læste nu atter hans Opfattelse af Ophelias Character, - en Figur, som jo mange Critici have disputeret om. Ved nu atter at læse, hvad han herom havde skrevet, fandt jeg, at hans Opfattelse var fin, psychologisk sand. Han mener, at denne unge Kvindes dybe Lidenskabelighed, der er skjult for Alle som for hende selv, tydeligt bliver aabenbaret i de mærkelige Vanvidsscener. Her lader Forfatteren for første Gang det dybe Væld, der hidtil holdtes tilbage inden sine Bredder, medens Sjælen var behersket af Fornuft og Moral, bryde enhver Skranke; saa snart disse svigte hende, kommer Ustyrligheden op fra Sjælens Bund, og hun udtaler lidenskabeligt sin Kjærlighed til Hamlet i en Form, som Enhver maatte tro laa denne fine Kvindeskikkelse fjernest. Læger, som have behandlet slige kvindelige Vanvidspatienter, have jo paa dette Omraade de mærkeligste Ting at aabenbare.

Men ved den Tieckske Opfattelse bliver Ophelia ikke længer et stakkels villieløst, mishandlet Barn, men en tilbagetrængt lidenskabelig Natur, hvis Sjælstraade sprænges, da hun tror sig forladt af den, hun elsker.

Man ser nu let, at skal denne Opfattelse holdes fast, da bliver Fremstillingen en helt anden end den, man er vant til at se. Da nu denne Tieckske Opfattelse laa mit Talent og min Personlighed nærmere, greb jeg den med Begjærlighed, støttet paa den geniale Dramaturgs Autoritet.

Der er Vaner, saa vel hos Skuespillerne som hos Publikum, hvilke det ikke er let at kuldkaste, og Vanen her var, at Ophelia er dette stille, rørende, for al Lidenskabelighed befriede Væsen, der ligesom Englene kun lever i Skyerne uden at være betaget af nogen jordisk Syndighed. Hvem har nu Ret? Hvad var Digterens Mening? Vilde han lade den stille, blufærdige Ophelia udtale 244 slige Ord, synge slige Sange i Vanvidsscenerne, ifald det ikke havde været hans Hensigt psychologisk at vise, at selv paa Bunden af denne rene, uskyldige Piges Sjæl ligger, hende selv ubevidst, en ulmende Sanselighed, der bryder frem som en Strøm, der ikke længer bliver standset ved den sædelige Villies Kraft. Det er jo desuden et moralsk Kjendetegn hos denne store Digter, at hos alle hans Skikkelser, lige til den yndige Cordelia, kommer Syndigheden tilsyne. De rene, snehvide Engleskikkelser skildrer han ikke, dertil har han kjendt den menneskelige Natur for godt; men derfor ere ogsaa alle hans Skikkelser af Kjød og Blod, og derfor gribes vi af dem, idet vi gribe i vor egen Barm og udbryde: "Ja, det er sandt! Jeg har følt noget Lignende!"

Jeg tror derfor, at Tiecks Opfattelse af Ophelia er rigtig, men fra denne Tro til at gjengive dette Billede er der et uhyre Spring. Her kræves Naturbetingelser, som vanskeligt findes samlede hos een Person, idet man paa een Gang skulde forene Følelsens aabne, bløde, kvindelige Monotoni med Characterens Baggrund og stærke Nuanceringer. Førend Ophelia i Vanvidsscenerne aabenbarer Sjælens Mysterier, skal man kun se den rene, uskyldige, jomfruelige unge Pige, men dog maa den dybe, tilbagetrængte Lidenskab anes , og hvor den endelig i Vanvidsscenerne bryder helt frem, forbause og forfærde Tilskueren. Med andre Ord, for ret at tydeliggjøre, hvad her menes, maa der under hele Fremstillingen komme en Dobbelthed tilsyne i Characteren. Den første Halvdel af Ophelias Rolle lader sig let fremstille, naar Fremstillerindens ydre Skikkelse staar i Poesiens Tjeneste. Men hvorledes smelte denne første Halvdel sammen med, hvad der ligger paa Bunden af Ophelias Sjæl og først kommer frem i Vanvidsscenerne? Hvorledes fremstille begge Sider af Characteren saa klart og tydeligt, at Publikum forstaar, hvad her er Talen om? Glimter Lidenskaben ikke frem i den første, stille, tilbagetrukne Del af Rollen, da staar den grelle Lidenskabelighed, de grelle Ytringer i Vanvidsscenerne ene og uforstaaelige; og kommer Lidenskaben tilsyne i den første Del, hvad bliver der da af den stille, monotone Opheliaskikkelse, hvis Præg man nu engang har fastslaaet og forelsket sig i? Denne Vanskelighed have de fleste Theatre, hvor Stykket er blevet opført, og baade Bestyrelserne og Fremstillerinderne have da hjulpet sig paa den nemme og bekvemme Maade, nemlig ved at stryge alle de krasse, lidenskabelige Udbrud i Vanvidsscenerne og kun lade hende udtale og udsynge pæne, yndige, kvindelige, lyriske Linier. Men hvad vilde Shakespeare sige hertil? En halv Ophelia kan spilles af Mange, en hel maatte skabes af Vorherre selv for at bringes til klar Forstaaelse. Jeg var ikke udrustet med disse dobbelte Betingelser, især hvad det ydre, bløde, blonde Udseende angaar, og ifølge min Natur kunde jeg ikke slaa mig til Ro med at faa det Halve i Rollen frem. Men da jeg nu dog paa en Maade var tvunget til at udføre den, forsøgte jeg at faa det samlede Billede frem, saa vidt jeg havde 245 Betingelserne derfor, skjøndt uden synderligt Haab om, at dette nye Billede vilde finde Indgang hos Tilskuerne.

Ved dette Arbeide blev hele min kommende Sommerferie mig berøvet, thi Ophelia stod som et Skræmmebillede for mig baade Dag og Nat. Hvad Lønjeg fik af Hr. Høedt og hans Venner for min Eftergivenhed, mit Offer, vil man se af det Følgende.

Vi vare nu alt naaede hen mod Slutningen af denne anden Saison. Vi havde i længere Tid været beskjæftigede med at indstudere Scribes "Dronning Marguerites Noveller", oversat af Høedt, hvori jeg udførte Hovedrollen, en glimrende, taknemmelig Conversationsrolle. Dette Stykke har en stor Evne til at tiltale og fængsle det store Publikum, dels paa Grund af Scribes enestaaende Talent til at forme en Scenerække, men fremfor Alt ved hans Evne til at skrive en piquant Dialog, der aldrig trætter, men holder Tilhøreren spændt og i Aande til det sidste. Det store Publikum har desuden en vis Forkjærlighed for, en vis Glæde af at føres ind i Kongeborgens Glimmer, naar Tonen der er elegant og vittig, og Alvoren afvexler med Lunets uimodstaaelige Magt, og naar en ung, glimrende Prinsesse sætter hele Maskineriet igang.

I Mai opførtes dette Stykke for første Gang og gjorde overordentlig Lykke. De nyere franske Skuespil stille den Fordring til Skuespillerne at tale simpelt, tydeligt og med naturlige Nuancer, hentede fra den dannede Conversationstone; dette er her det uundgaaelige Krav. Skuespillerne maa have selskabelig Dannelse og den Conversationstone, som følger hermed. Man kunde ikke længer hjælpe sig med at synes , men maatte være dannede Mennesker. Kort sagt, den Skuespiller eller Skuespillerinde, der ikke til dagligt Brug forstaar eller har Evne til at føre en dannet Conversation, vil aldrig i de Scribeske Stykker, der foregaa i den elegante Verden, kunne udfylde sin Plads, og ere de finere Nuancer i Betoningen falske, da hører ethvert dannet Øre det strax og vil ikke kjendes ved dem.

Ifald en Psycholog imellem Tilskuerne ønskede at gjennemskue, hvorledes det staar til med en Skuespillers private Person, hans Dannelsestrin, hans Finhed i Characteren, hans hele aandelige Standpunkt, da er der ingen større Sladderhank til at oplyse ham herom end denne Art af Roller i Conversationsstykkerne. Er en Skuespiller til dagligt Brug plump og raa, da kommer netop dette skarpt frem i den tilslebne, elegante Diction, ligesom en simpel Mand aldrig ser simplere ud, end naar han pynter sig. I de høiere Dramaer, de lyriske, tragiske, kan Skuespillerens Person ganske anderledes forputte sig, idet Digteren løfter ham op i en anden Sphære end den daglige og kaster Idealitens Kaabe over ham. Derfor er det en meget feilagtig Anskuelse, at en Dilettant sagtens kan spille en lille Rolle i et Conversationsstykke, hvorimod det vilde være for Meget vovet at lade ham optræde i en Tragedie. I 246 Conversationsstykket maa han bruge sin egen Personlighed, og har han ingen, hvad der er det Almindelige, ja da gjør han ganske vist Fiasko.

Naar nu en saadan Dame som Marguerite skal fremstilles, da kunne de fleste Skuespillerinder strax se, at her gjøre vi Bekjendtskab med en Kvinde, forstandig, vittig, intrigant, overlegen, selv lige overfor kloge Mænd, hun kommer i Berøring med. Men hvis ikke Fremstillerinden bag denne Kløgt, denne Vittighed, dette Intrigante formaar at lade en elskværdig, kvindelig Hjertensgodhed lyse ud af Alt, hvad hun foretager sig, da have vi her vel en kold, glimrende Kvinde, men hun vækker ikke vor Sympati, tvertimod; uvilkaarligt udbryder man: Pokker skulde have med hende at bestille! Men Sagen er, denne Marguerite nyder ikke sin Evne til Intriger, nyder ikke sin Kløgt, sin Forstillelse som saadan, alt dette staar i Kjærlighedens Tjeneste, hun kæmper for en elsket, ulykkelig Broder, som hun ønsker at udløse fra Fangenskab. Hjerteslaget maa høres bag den glimrende Kløgt, Sukket maa fornemmes bag den frivole Latter, og ethvert nok saa lille Ord, enhver nok saa lille Situation maa gribes for at faa denne Side af Characteren frem, som hun for de Kortsynede ikke er i Besiddelse af.

Jeg tror, at meget Faa have gjort sig Rede for, hvori det laa, at man saa godt som enstemmigt fandt, at netop disse Conversationsstykkets Damer laa for mit Talent. Snart hørte jeg, at et vist elskværdigt Koketteri i saadanne Roller var min Styrke, snart min Evne til en stærkt tilspidset Repliks Gjengivelse, snart min Smag i Toilettet o. s. v., - men aldrig hørte jeg Hovedsagen nævne, Modsætningernes Forening i Rollens Opfatning. I Foreningen af Modsætningerne ligger hele Trylleriet; i Sandheden midt i Forstillelsen, i Følelsens Dybde midt i det flagrende, lette Væsen, i Evnen til, ligesom bag hvert intrigant Ord at lade forstaa, at hun helst var fri for al den Intrige, al den snedige Opfindsomhed, og at kun den bitre Nødvendighed paanøder hende hele dette Spil med Aandens Evner i Kjærlighedens Tjeneste, hvilket Forfatteren jo ogsaa lader hende udtale i hendes første, korte Monolog. Denne Monolog maa derfor stærkt betones af Fremstillerinden; i den giver hun Publikum Nøglen til hele sin senere Adfærd. Siges denne Monolog - saaledes som ofte sker - løseligt hen, saa den intet blivende Indtryk gjør paa Tilskuerne, da har Skuespillerinden atter her viist, at hun ikke forstaar, at Digteren bruger Monologen som Speil for Personens virkelige indre Tilstand.

Goethe har sagt: "Naar jeg vil lære en Digter, en Skuespiller at kjende, da læser jeg en Monolog hos den første og hører en Monolog udtalt af den sidste."

Faar Fremstillerinden denne Forstaaelse tydeligt frem, da bliver den kokette Dame ikke kold, den kloge Dame ikke ond, den forstilte Dame ikke falsk, den glimrende Dame ikke hul og tom.

247

Michael Wiehe spillede Carl den Femte paa en høist eiendommelig og characteristisk Maade. Det Noble, det Elegante og Fornemme, der laa i hans Personlighed, havde han formaaet at sætte i Forbindelse - om jeg saa maa sige - med en kongelig raa, fordringsfuld Høflighed i Manerer og Tone, der, idet den antog Ydmyghedens Præg lige overfor Prinsessen, lod os ane hans grove, sanselige Lidenskab for hende uagtet det kolde Hjerte bag det guldbesatte Fløil. Hans Anstand, hans næsten ubevægelige Physiognomi i denne Rolle, hans paatagne Smil, vare af stor Virkning. Det var mig en virkelig kunstnerisk Nydelse at spille med ham i dette Stykke, og jeg tør nok sige, at i den store Scene, der slutter 3die Akt, vare vi begge saa vel som Publikum i fuldstændig Illusion.

En Aften, da Teppet var faldet efter denne Scene, greb Wiehe min Haand og sagde, idet han kyssede den: "Ja, det er deiligt at spille saaledes sammen!" Ja, visselig er det deiligt, naar Intet forstyrrer Illusionen! naar man føler en fuldkommen Harmoni mellem Ens eget Spil og den Medspillendes; naar man mærker, at den lyttende Mængde ligesom tilbageholder Aandedrættet, for at intet Ord, intet Minespil, ingen Bevægelse skal gaa tabt! Ja, da er det deiligt at udøve denne Kunst, selv om den forsvinder med Øieblikket, uden at noget synligt Spor bliver tilbage!

Mangen en ung, især smuk Skuespillerinde kan nu meget godt blænde Tilskuerne ved den første Aftens Udførelse af en saadan Rolle, selv uden denne Baggrund i Sjælen, der giver hele Figuren Personlighed. Men hendes Lykke varer kun en stakket Tid. Anden Gang sporer alt en god Tilskuer Mangelen, og tredie Gang kjedes han ved det Hele som Noget, der dog ingen egentlig Interesse har. Med andre Ord, et sligt Spil taaler ikke Gjentagelsen . Og dette skal man mærke sig, at Kjendetegnet paa virkelig ægte Kunst baade i Digterværkerne og Fremstillingen af dem er, om de taale Gjentagelsen .

Ser man tilbage paa den Tid, fra Tyverne til mod Slutningen af Halvtredserne, da vort Theater havde sin Glansperiode, da vil man forbauses over, i hvilken Grad baade Stykker og Spil formaaede at gjentages Aar ud og Aar ind, uden at Publikum trættedes derved. I de senere Aar derimod, da Kræfterne, saa vel Digternes som Skuespillernes, ere svagere, gjælder det ideligt og ideligt at forsøge Nyt, thi det Meste er efter een Saison strax udspillet, Gjentagelse hører saa godt som op eller trætter. Der maa i hver ny Saison begyndes forfra med nye Indstuderinger, og det i den Grad, at ingen aandfuld og samvittighedsfuld Skuespiller, hos hvem der er Tale om et Studium i Opfattelsen af en Rolle, i dette Hastværk vil kunne udvikle sine Evner altid fuldkomnere, men nødvendigt maa slappes og opslides inden kort Tid.

En Skuespiller, der lærer en stor, betydelig Rolle i 8 Dage, er troløs 248 imod sit Kald, thi dette lader sig ikke gjøre. Man kan nok lære den udenad og støttet paa Routinen faa Nogle indbildt, at Alt er i sin Orden; men en betydelig Rolle, Opfattelsen af Synet paa, hvad den indeholder, og hvad der kan komme frem af den, maa have Tid til at gro i Sjælen en sagte, rolig, langsom Væxt, forinden Billedet helt og fuldt kan springe færdigt frem for Kunstneren og for Tilskuerne. Men den daglige Tjeneste kræver jo mange Ofre, og det største af disse er, ikke at faa Tid til at blive færdig . Har en Skuespiller fremstillet mellem tre à firehundrede Roller, er han, naar han er et virkeligt Talent, maaske ved Slutningen af sin Bane bleven færdig høist med tyve. Mange naa ikke til ti, Mange maaske til en eller høist to. I disse færdige Fremstillinger er der fremtidigt Liv, men kun i disse. De erindres af Samtiden og gaa dernæst over i, hvad man kalder Traditionen ved et Theater. Høre disse Roller hjemme i virkelige Digterværker , da vil en saadan Opfattelse vedblive i det Uendelige som Tradition mellem Skuespillerne fra Slægt til Slægt lige til Kjolen, Hatten og Stokken. Det nye Publikum veed Intet heraf; det nyder Godt af den een Gang givne, fortrinlige Opfattelse uden at ane, hvem det skylder den.

Det er ofte faldet mig ind, at det dog kunde være ret interessant at gjøre Publikum opmærksom paa, hvem af de gamle, forlængst afdøde Skuespilleres Talent det i Aften nyder Godt af. Man har hørt Tale om Ryge, Lindgreen, Foersom, Winsløv, gamle Rosenkilde, Phister, Michael Wiehe, Nielsens og Flere. Var det nu ikke morsomt at sige til Publikum: "Vil du have en Forestilling om denne eller hin afdøde Skuespillers Talent, da ser du i Aften i Hr. A, Hr. B, Hr. C en Gjengivelse heraf, et levende Minde om hans Spillemaade og Opfattelse, der gjennem Traditionen er naaet ned til dette Øieblik, og som de nulevende Talenter nyde Godt af." Men jeg er bange for, at Takken for denne Henvisning vilde udeblive fra de Spillendes Side.

Altsaa, Tid til Studium kræves, og det saa megen Tid, at den hele Fremstilling i den Grad er bleven let og tilvant, at Studiet kan skjules , som om den hele Fremstilling ganske falder af sig selv og ikke kunde være anderledes. Da først er en ny Rolle færdig til at fremtræde for Publikum, thi da først er al Famlen hos Skuespilleren, al Misforstaaelse fra Publikums Side overvunden.

Da Teppet faldt for den sidste Forestilling i denne Saison, var jeg saa træt paa Sjæl og Legeme, at jeg ikke med den sædvanlige Glæde tænkte paa Sommeren, uagtet vi skulde bo ved Havet i det yndige Skodsborg, hvortil Kjøbenhavnerne i hine Aar endnu ikke havde fundet Vei. Frøken Ophelia tilligemed andre unge Damer, med hvem jeg i min Ferie var nødt til at gjøre nærmere Bekjendtskab, foruroligede mig i ikke ringe Grad. Dog, da Havet bruste omkap med min Stemning, da de vældige store Bølger gjorde 249 mig og mine Sorger smaa, da den landlige Stilhed herskede rundt om, da kom Sindet atter nogenlunde i Ligevægt. Hvem tænkte i hin Tid paa, at dette var den sidste Sommer, hvori Skodsborg gav Ly for et roligt, landligt Ophold! - Aaret efter bleve alle de smaa Huse forvandlede til Boliger for Frederik den Syvendes Kavalerer, og han fik det største Hus indrettet til en landlig Kongebolig, hvori han flyttede ind med den forrige Louise Rasmussen, hans nuværende Gemalinde, Grevinde Danner, hvis Fortid og Nutid satte vort Land som hele Europa i Forbauselse og Vrede. Jeg havde i Frastand alt tidligere kjendt hende, da hun var ansat ved Theatret som en af de ringeste og talentløseste Figurantinder ved Balletten. Hun var ikke smuk, ikke god, i høi Grad intrigant og ærgjerrig indtil Lidenskab, efter at hun i sit Eventyr med Kongen havde seiret, til Trods for Alles Modstand. Høie og Lave saae med Sorg og Bekymring paa dette Skuespil, hvis Skandale kastede en lang, mørk Slagskygge over det stakkels lille Danmark, og uberegnelig var vist den Skade, som dette Forhold forvoldte os.

Fra det første Øieblik det blev bekjendt, havde der i hele Nationen reist sig en stærk Modstand imod at anerkjende det; fra hele den kongelige Familie, fra Adelen og Borgerklassen mødte det en Uvillie, der bedrøvede Kongen og harmede Grevinden. Alle, der stode nogenlunde frit, unddrog sig fra Omgang med dette besynderlige Hof. Man sørgede over, at Kongen i den Grad kunde glemme, hvad han skyldte sine Forfædre og det Folk, der skulde se op til Thronen.

III
1851-52.

Bournonville har componeret en Ballet, "Faust"; Sujettet er taget af Goethes bekjendte Digt. I en af Scenerne fremstilles en landlig Fest. De unge Karle og Piger svinge sig i uskyldig Dans og Munterhed. De Gamle tage Del i Festen, omslyngede af Børneflokken, der jubler i overgiven Glæde; ingen Mislyd, ingen Forstemthed giver sig tilkjende. Da træder pludselig Faust og Mefistofeles ind i Kredsen, og inden faa Minutter er Alt i Uro, i Strid og Kamp. De unge Karle slaas, de unge Piger skjændes, Børnene græde, de Ældre straffe dem fortørnede; al Munterhed, al Tilfredshed er forsvunden mellem de før saa glade Mennesker.

Denne Forvandling fra Glæde og Tilfredshed til Kiv og Spektakel maatte jeg altid tænke paa, efter at Høedt fra denne Saisons Begyndelse var bleven daglig Gjæst ved vort Theater.

Neppe var han kommen indenfor Døren, førend han høit paa Theatret 250 udtalte for Personalet, at nu var han kommen, og nu skulde Alt faa en anden Gænge. Det var Skuespillerne, mente han, der burde regere Theatret, antage Stykkerne, uddele Rollerne, ansætte, afskedige, kort: styre det Hele. De vilde ogsaa have deres 1848, have Del i Frihedsgodet, saa vel som den øvrige Del af Nationen; de trængte ikke til en Directeur, de vilde selv være Directeuren. Saaledes lød det fra Morgen til Aften.

Phister, der ligesom Puk i Shakespeares "Skærsommernatsdrøm" aldrig var gladere, end naar Alt var i stærkt Røre, slog med ind i denne Tone, uagtet han baade til Heiberg og mig var fuld af vittige, ironiske Indfald over den unge Hercules, der truede med at omstyrte alle Skranker.

Sidst i September begyndte Prøverne paa "Hamlet", der vare forberedte med stor Omhu fra alle Sider. I Spænding mødte man paa den første Prøve for at se, hvad det nye Talent formaaede, der alt havde givet Stof til saa megen Tale, saa mange Rygter i Publikum.

For at kunne udføre Hamlets Rolle er Tankens overlegne Klarhed og Dictionens Tydelighed noget af det Vigtigste. Men en fyldestgjørende Udførelse kræver tillige i høi Grad et virkelig tragisk Talent. Hvad der nu strax glædede og interesserede mig ved Høedts Fremstilling, var hans overordentlige Tydelighed i Dictionen. Her var ingen Famlen, ingen Søgen, ingen Usikkerhed eller Tilfældighed i Memoreringen, intet af alt dette Jask og Kludreri, der altid har været min Pest, men Ro og Sikkerhed. Man maatte sige om denne Indstudering, at den var færdig, og til Trods for de Skranker, Naturen havde sat Høedt, først i Stemmens Nasallyd, dernæst i Legemets spinkle og lidet ideale Bygning, maatte Enhver erkjende, at dette var en høist interessant og ualmindelig Fremstilling. Heiberg og jeg vare oprigtig glade over Theatrets Held, idet Personalet her, som det syntes, var blevet forøget med et eiendommeligt Talent.

Ret characteristisk var det, at Nielsen, der alt i lang Tid, forinden Høedt fremtraadte, havde været den, der især i høie Toner havde udbasuneret det nye Talents Roes, nu da samme Talent vandt Anerkjendelse paa Prøverne, ikke kunde beherske sin slet dulgte Ærgrelse herover, saa at han endog, medens Høedt udførte Hamlet paa Prøverne nede paa Scenen, selv oppe i Foyeren udførte samme Rolle for at vise de Tilstedeværende Høedts Mangel paa Pathos og Begeistring og det Fattige i hans Stemmemidler. Unegteligt havde Nielsen alle de Naturfortrin, som vare negtede Høedt, men i Forstaaelsen af Rollen, i Dictionens Aandfuldhed og Tydelighed stod Høedt langt over Nielsen, hvis tidligere Udførelse af Hamlet ikke havde været bygget paa noget Studium eller nogen Indtrængen i Characterens Eiendommelighed.

En Dag stod jeg ved en af Prøverne paa "Hamlet" og fulgte Høedts Spil med Opmærksomhed. Michael Wiehe kom hen til mig, saae spørgende paa 251 mig og sagde endelig: "Ja, - hans næste Rolle vil blive Hammer i Vaudevillen "Nei", og dette vil blive noget endnu fortrinligere." Jeg svarede, at jeg stod just og beundrede det Fortrinlige i denne Høedts Udførelse af Hamlet, at jeg glædede mig over denne overordentlige Klarhed og Tydelighed i Dictionen, men at min Glæde ikke skulde være ringere, ifald han virkelig tillige formaaede at spille Hammer i "Nei". Jeg var lidt forundret over Wiehes betænksomme Mine, idet han vedblev at følge Prøven. Og dog, det var i Grunden høist naturligt, om Wiehe - uden at ville tilstaa det - følte noget Modstræbende i sig ved Betragtningen af Høedts Hamlet. At han havde Øie for Høedts Fortrin og glædede sig herover, tvivler jeg ikke om, men et Følelsesmenneske som han maatte nødvendigt savne noget Væsentligt i Fremstillingen, noget af det Samme, som Nielsen savnede. Der er ingen Tvivl om, at Michael Wiehe vilde have henrevet Alle, ifald han i sin Tid havde spillet Hamlet; havde han savnet Noget til Rollens Udførelse, vilde det have været den Studenteruddannelse, der udvikler det Logiske, den Maade, hvorpaa Tankens Indhold tydeliggjøres, uden derfor at blive tør og skolemesteragtig.

At Høedt havde studeret, hvad der af berømte Dramaturger var udtalt om Hamlets Character, var tydeligt at spore. Mig syntes dog ikke, at hans Fremstilling egentlig bar Præg af noget Nyt, Personligt, der belyste Characteren fra nye Sider; men ingen god Tilskuer behøvede som tidligere at gruble over Shakespeares Mening med Hamlets Ord og Handlemaade.

At et saadant Digterværk, ukjendt som det var af de Fleste, thi det var længe siden det var opført paa vort Theater, maatte vække den høieste Grad af Opmærksomhed hos Alle, der havde Interesse for den sceniske Kunst, var jo glædeligt og i sin Orden - og efter Høedts første Fremstilling for Publikum var han Dagens Løve. Især vare Damerne betagne af den nye Skuespiller; pjattede unge Frøkener og Fruer sendte naturligvis Blomster, rosenrøde Breve, Indbydelse til Samtaler o.s.v. til den lykkelige Debutant. Alt dette fortumlede Hovedet paa den unge Seierherre. Ogsaa Heiberg vilde vise ham en Opmærksomhed og indbød ham til Middag i vort Hjem i Selskab med vor hele Omgangskreds. At Høedt her paa mere end een Maade ved sin Selskabstone stødte Kredsen, vil ikke forundre den, der husker vort første Sammentræf.

Imidlertid opførtes nu "Hamlet" den ene Gang efter den anden under stor Tilstrømning; men efter at den første Nysgjerrighed var tilfredsstillet, nød det tætbesatte Hus Forestillingen i fuldstændig Taushed, hvilket pinte og trykkede Høedt i høi Grad. "Hvad skal dog denne Taushed betyde?" hørte jeg ham en Aften sige til Fru Nielsen, "det er jo modbydeligt at spille, naar de Alle sidde der uden at røre en Haand." 252 Ja, vist er det haardt at spille i 5 lange Akter under almindelig Taushed, thi Bifaldet, dette Svar paa vort Spil, dette Kjendetegn paa, at vi ere hørte og forstaaede, giver flere og flere Kræfter, hvorimod Tausheden nedslaar, lammer og forringer Kræfterne hos Skuespilleren. Hvorfor var nu Publikum saa taust lige overfor den Hamlet, som de jo Alle stormede til for at se? Sagen var denne: til Trods for Høedts store Fortjeneste af Udførelsen, hørte han dog aabenbart ikke hjemme i Tragedien. Den tragiske Pathos, der skulde varme et Publikum, saa det uimodstaaeligt brød ud i Applaus, den var ikke tilstede i denne Fremstilling. Man kunde beundre, paaskjønne, anerkjende, men opildnes, løftes, betages, nei, det kunde man ikke. Jeg vilde kalde Høedts Udførelse af Hamlet en fortrinlig Oplæsning med Gestikulation.

Mange have ytret, at det var en Feil af Høedt at begynde sin Theaterbane med Hamlet, det høieste, og at derfor Begeistringen i de senere Roller maatte blive ringere; jeg tror tvertimod, at havde Hamlet ikke været hans første Rolle, da havde han aldrig naaet den Opsigt, som nu blev ham til Del. Det viste sig nemlig senere, at det ikke stod i hans Magt at forandre Diction, Gang, Gestus og den hele Maner at sige Repliker paa. Havde man gjenkjendt alt dette fra tidligere udførte Roller, da havde man aldrig modtaget hans Hamlet, som man nu gjorde. Det vilde altid kun blive Høedts første Rolle , der kunde vække en saadan Opsigt.

Til Trods for alle Høedts Fortrin var han nemlig alligevel intet genialt stort Skuespillertalent. Hvad manglede ham da dertil? Det, som er Hovedbetingelsen, naar man med eet Ord skal sige, hvori et Skuespillertalent bestaar: Phantasi og gjennem den Evnen til at illudere , til at kunne skjule sin egen private Person bag den, man udfører i Digterværket. Det viste sig senere mere og mere, at det ikke stod i Høedts Magt at fjerne sin egen private Personlighed i nogen som helst Rolle; han kunde maskere sig fra Fodsaalen til Issen, den private Hr. Høedt stak dog igjennem fra først til sidst; og dette har i flere af hans senere Roller tilintetgjort Illusionen.

Dette var Forskjellen imellem Høedts og Michael Wiehes Skuespillertalent: spillede Wiehe en Prins, da troede man, at han aldrig havde spillet eller kunde spille andet; spillede han en ung Matros, da syntes man, at han var født og baaren i Matrostrøien. Han kunde illudere , og dette er Kjendetegnet paa det rette Skuespillertalent. Spillede Høedt en svag, characterløs Mand, som i "De Uafhængige", en Enfoldig, som Grignon i "Qvindens Vaaben", en raa, ond Dreng, som i "De Deporterede", en naragtig Modeherre etc., altid stod Personen Høedt ved Siden af med sin Kløgt, sin Ironi, sin studenteragtige Selvbehagelighed, sin Maner at spille med det ene Øie oppe paa Scenen og det andet ude i Publikum. Jo nærmere man altsaa lærte ham at kjende, desto vanskeligere var det for ham, blot tilnærmelsesvis, at illudere 253 i den Rolle, han skulde fremstille. I dem alle kunde han til en vis Grad vel blive beundret, men ikke vække Enthousiasme, og derfor, jo oftere han spillede Hamlet, især efter at man havde set ham i andre Roller, jo mere han personligt blev kjendt, desto mindre henreves Publikum.

Efter at nu "Hamlet" var gaaet over Scenen, og jeg havde bragt det Offer efter Hr. Høedts Ønske at spille Ophelia, hvad Løn fik jeg da for min Beredvillighed? At Hr. Høedt havde den Taktløshed, strax efter den første Opførelse af "Hamlet", en Aften i en stor Soirée hos Bournonvilles at efterabe min Fremstilling af Ophelia og bruge sin æsthetiske Indsigt til at gjøre alle de Tilstedeværende opmærksomme paa, at den Art af Roller burde jeg aldrig spille, da de laa aldeles udenfor mit Talent, at min hele Fremstilling var forfeilet o. s. v. Da der nu havde været mange Mennesker samlede hin Aften og imellem disse ikke faa af mine Venner, kunde denne hans Opførsel ikke blive skjult for mig. Høedt erfarede snart, at hans Adfærd var mig meddelt, og kom derfor paa en Prøve hen til mig og forsikrede, at han ikke havde gjort sig skyldig i, hvad saa Mange fortalte. Jeg svarede roligt og leende, at han vist havde Ret i, at Ophelia ikke laa for mit Talent, en Mening, han jo nok mindedes, at jeg selv havde havt, da jeg modstræbende opfyldte hans Ønske om at overtage denne Rolle. "Forresten," vedblev jeg, "er jeg jo Skuespillerinde og maa være forberedt paa Kritik saa vel af Dem som af Andre, og jeg vil raade Dem til itide at indøve Deni i ogsaa at kunne taale Kritik, thi den udebliver ikke." - "De fæster altsaa Lid til, hvad man har fortalt?" vedblev han. "Ja!" svarede jeg, "men jeg finder den hele Sag ganske ligegyldig." - Denne Koldblodighed fra min Side satte ham aabenbart i Forlegenhed, jeg forlod ham, og vor Samtale var dermed endt. Men unegteligt maatte jeg tænke paa mit Spørgsmaal til Michael Wiehe: "Er han sanddru?" - og Wiehes Svar: "Fuldstændig!"

Da nu den offentlige Kritik ogsaa lod sig forstaa med, at det var min private Stilling til Directeuren, der havde fordrevet Fru Holst ud af sin Rolle, hvad gjorde saa Hr. Høedt og hans Venner, der havde formaaet mig til at overtage den? De taug stille, ganske stille. Efter min Følelse havde Ingen været nærmere til at forsvare mig imod dette falske Angreb end Vennerne, men fremfor Alle Hr. Høedt selv.

En Glæde havde jeg dog ved at overtage Ophelia, en fornyet Bekræftelse paa mit Venskabsforhold til Fru Holst. Ikke et Øieblik havde hun ladet sig paavirke af de falske Beretninger. Alt Sligt foragtede denne noble Natur, thi hun var en Heger af Fødsel!

Sidst i November optraadte Høedt i sin anden Debutrolle som Hammer i Vaudevillen "Nei". Overskous Theaterhistorie omtaler denne Debut saaledes: "Høedt gik ud paa strax at gjøre Effect, ved at vise sit Talents 254 Mangfoldighed. Efter at have overrasket med Fremstillingen af en af de største og vanskeligste Charakteerroller i Shakespearesk Tragedie, vilde han, som Hammer i "Nei!", frappere ved at spille en munter borgerlig Elsker i en livlig Conversationstone, som skulde gjøres interessant ved let og fiin Nuancering af Skjemt og elskværdig Badinage. Dette Valg var uheldigt. Han havde flere Gange, for Venner, spillet Rollen nydeligt i et Værelse, hvor hans naturlige Foredrags fortræffelige Modulationer og flygtige Pointeringer kunde gives med almindelig Talestemme; men i det store Theaterrum blev den delicate Cabinetsudførelse saa mat og farveløs, at Publikum optog den med megen Kulde og for en Deel nedstemte sine store Forventninger." Høedt traadte strax selv tilbage fra denne Rolle; han spillede kun en eneste Gang i "Nei".

Denne Heibergs Vaudeville havde som bekjendt lige fra 1836 gjort overordentlig Lykke hos Publikum, og dens Udførelse blev anset af Alle som en Pryd for vor Scene. Phisters mageløse Klokker Link, Foersoms Gamstrup og min Sophie vare saa indgroede i Publikums Yndest, at Ingen af os viste sig i Stykket, uden at man hilste os, jeg vil ikke gierne sige med Applaus, thi dette Ord er ikke betegnende, men snarere med den Latter, det Glædesudbrud, hvormed man møder gamle kjære Venner, hvis Selskab man nu glæder sig til at nyde.

Elskeren i Stykket var fra dets første Opførelse spillet af en i sig selv underordnet Skuespiller, Hr. Waltz, men naar man ikke vidste det iforveien, da havde man her et Exempel paa, hvad et harmonisk Sammenspil har at sige; thi Waltz havde fra først af i den Grad paa en beskeden og elskværdig Maade ladet sit Spil sammensmelte med vort, at her intet Savn føltes, men Publikum optog ham med Glæde i dette "Firkløver", som man havde døbt Besætningen af "Nei" med; og saa ofte Stykket gik over Scenen, ledsagedes det af ustandselig Latter og Bifald. Nu skulde altsaa ogsaa Hammers Rolle overtages af en Skuespiller af første Rang; Aftenen kom, Huset var propfuldt og Spændingen stor. Ind træder den nye Hammer, kastende let sine Repliker til høire og venstre, men uden Virkning, - ja, Stykket fortsattes, uden at den vante Glæde, den Latter, der saa ofte havde runget i Justitsraad Gamstrups Stue, lod sig høre. "Men Virkningen af de tre Ældres Fremstilling maatte jo dog blive den samme?" spørges der maaske. Nei, ingenlunde! thi Sagen var, at Høedt havde ved Indstuderingen kun tænkt paa sig selv, men aldeles ikke sat sig i Forhold til os Andre og vor Maade at udføre Rollerne paa. Han stod ene, vi stode ene, og Ensemblet var revet i Stykker, Grundtonen forrykket og borte.

Da Teppet hin Aften faldt for Vaudevillen "Nei", uden at Phister paa et eneste Punkt havde tilveiebragt den gamle, glimrende Virkning, saae han 255 forundret paa mig og sagde: "Hvad var det? Har jeg virkelig spillet saa daarligt i Aften? Mig synes, at jeg spillede som sædvanligt." Jeg svarede ham: "Ja, det var netop Ulykken! De spillede som sædvanligt, De brugte den gamle Tone uden at lægge Mærke til, at den nu ikke længer passede eller blev besvaret af vor nye Hammer." Phister saae betænksomt hen for sig og svarede comisk med en af Replikerne af Stykket: "Ja, det kan s'gu gjerne ligge i saadant noget."

Da jeg efter Forestillingen kom hjem til Heiberg, sagde han: "Nu havde jeg dog aldrig troet, at Waltz var saa stor en Skuespiller."

Høedt vovede ikke oftere at spille Rollen, og da Hultmann overtog den - Waltz var død - kom atter den gode Tone og den gamle Lystighed ind i det Gamstrupske Hus.

Høedts tredie Debut var Grignon i "Qvindens Vaaben" af Scribe og Legouvé.

Grignon er en stakkels elskværdig, ærlig, godmodig, men forknyt Person, der saa gjerne vilde være en Helt og raisonnerer som saadan i enhver Situation, der møder ham paa hans Vei i Livet; men af Natur er han den frygtsomste Stakkel, saa at de Laurbær, han bestandigt tragter efter for Udøvelsen af sit Heltemod, aldrig vindes, da han i det afgjørende Øieblik rent betages af Angest. Samme Grignon forelsker sig lidenskabeligt i en glimrende Grevinde, der er Hovedfiguren i Stykket; men han fortvivler over, at han aldrig har Mod til at erklære hende sin oprigtige Kjærlighed. Rørende i sin Fortvivlelse, trofast i sin Hengivenhed kommer han til at spille en Hovedrolle i Intrigen, idet Grevinden benytter denne trofaste Hengivenhed til at fremme sine Planer. Da Grignon selv indser sine Mangler, bliver han kun comisk gjennem Stykkets Situationer og ved sin ærligt mente Kjærlighed til en glimrende Verdensdame, der tolererer ham paa Grund af det ubetydelige Menneskes naive, rørende Sider. Jo mere ærlig, troskyldig, sand og oprigtig denne Rolle fremstilles, desto større bliver Virkningen. Men i Stedet for nu at hengive sig ærligt, sandt og rørende i Rollen kom atter her den private Hr. Høedt stikkende frem, som om han vilde sige til Publikum: "Ja, I kan da nok begribe, at jeg ingen Tosse er, men kun morer mig med at spille en saadan." I Stedet for Troskyldighed fik man Ironi, i Stedet for Enfoldighed tilspidset Kløgt, i Stedet for Ydmyghed fordringsfuld, bevidst Comik. Man saae atter her Hr. Høedt i Stedet for Scribes Grignon, man morede sig privat over den private Fremstiller, men jeg vil se den Tilskuer, der et Øieblik var i Illusion , saa at han ikke saae, at Høedt morede sig privat bagved Fremstillingen. Men Publikum tog ham ikke dette ilde op, tvertimod, det var morsomt at se Hr. Høedt saaledes stikke frem bag Masken.

Hvor lidt det virkelig kom Høedt an paa det Ensemble, som han saa ofte 256 udtalte sig om som noget af det Vigtigste, havde vi ved denne Leilighed atter et Bevis paa, der ikke kunde andet end vække de Medspillendes Misbilligelse og Directeurens Vrede.

Stykket spiller under det første franske Keiserdømme; Costumet maatte derfor minde om den Tid, det forstaar sig. Men ethvert Tidscostume kan anvendes modereret, uden at man beholder alle Bizarrerierne ved samme, og Figurerne i Stykket vare jo ikke historiske Figurer, men ganske almindelige Herrer og Damer fra den Tid. Det Historiske laa kun som en fjern Baggrund for at give Stykket forhøiet Interesse.

Under Indstuderingen havde vi derfor talt frem og tilbage om, hvorvidt det var nødvendigt strengt at holde Costumet fra hin Tid. Høedt, der Intet havde imod at forhøie det Comiske i sin Rolle ved at gaa til yderste Grænse, med en kortlivet Kjole, med Vesten afskaaret under Brystet, Uhrkjæden hængende ned ad Maven o. s. v., stemte herfor. Michael Wiehe fandt derimod dette Costume aldeles uforeneligt med at skulle spille en ung, kjøn, indtagende Elsker og sagde til Høedt: "Du kan sagtens pynte dig saaledes ud i en comisk Rolle, men for mig er det umuligt!" - Heiberg holdt med Wiehe, idet han udtalte, at Opgaven var under slige Omstændigheder at modificere alt det Stødende i Costumet, og at en Elsker eller Elskerinde aldrig maatte iføre sig Klæder, der ophævede det Ideale og gjorde deres Erotik latterlig, thi det Latterlige forenes ikke med erotiske Udbrud. - Tieck siger et Sted i Anledning af Costumering: "Bort med alle Klude, som støde Øiet og hæmme Skuespillerens Bevægelser."-Vi to Damer, som spillede i Stykket, turde heller ikke indlade os paa at overholde Costumet strengt fra den Tid. Enhver, som kan erindre Josephines Dragt eller Madame Récamiers fra hin første Keisertid, med Kjolelivet af et Par Tommers Længde oppe under Armene, og i den Grad blottet, at Bryst og Arme saa godt som vare ubedækkede, kan vel begribe, at den Art af Correcthed ikke lod sig fremstille uden i høi Grad at støde Blufærdigheden og forrykke vore to pæne, anstændige Dameroller. Vi bleve da Alle, ogsaa Høedt , enige om, at Elskeren, Wiehe, kunde iføre sig en klædelig Tjenerdragt, idet han under denne Forklædning opholder sig i Huset hos Grevinden, de andre Herrer i Stykket og vi Damer modificere Dragten, saa at den ikke blev latterlig og anstødelig; men at det var en Selvfølge, at de nuværende Moder under alle Omstændigheder maatte undgaas for ikke at bringe Forvirring ind i Tidsbilledet. Den militaire Dragt i Stykket samt Decorationen skulde strengt overholdes. Efter denne Aftale imellem Directeuren, de Spillende og Sceneinstructeuren bleve Dragterne bestilte paa Skrædersalen.

Den første Forestillingsaften kom.

Det er altid Brug, at de Rollehavende, især den første Aften et nyt Stykke spilles, i lidt god Tid vise sig for hinanden for ligesom at være fortrolige med 257 Enhvers Udseende og ikke at overraskes ved Synet af hinanden inde paa Scenen for Publikums Øine.

Da "Qvindens Vaaben" nu skulde begynde hin første Aften, vare vi ogsaa Alle tilstede paa Høedt nær. Man spurgte, man kaldte; bestandigt hed det: "Hr. Høedt er endnu ikke færdig." Klokken slog 7, og Signalet maatte gives til at begynde Forestillingen. Endnu ingen Høedt. Heiberg sendte da atter Bud op til ham i hans Paaklædningsværelse; - der blev svaret, at man kun skulde begynde, han skulde nok komme i rette Tid. I Øieblikket faldt det Ingen af os ind, at hans Udebliven var forsætlig. At begynde en Forestilling, uden at alle de Spillende vare nærværende, dette var nu aldeles mod Skik og Brug, uden at tale om, at det tillige var aldeles imod Reglementet, der endog kræver, " at alle de Spillende skulle indfinde sig i Theatrets Foyer en halv Time før Forestillingen" , Noget, man forresten til daglig Brug ikke tog saa nøie. Men at begynde en ny Forestilling uden Vished for, at alle Vedkommende vare færdige, pleiede man dog aldrig. Dog, Heiberg var alt ved saa mange Leiligheder vant til det Formløse hos Hr. Høedt, at han for ikke at give Anledning til en ubehagelig Scene gav efter og lod Forestillingen begynde.

Grignons første Indtrædelse i Stykket er til Grevinden, den Rolle, jeg udførte. Jeg negter ikke, at der hørte hele min Theaterroutine til for ikke at lade mig forstyrre, da Høedt traadte ind paa Scenen modtaget af Publikum med en let Fnisen og et slet dulgt Uf! thi hans Costume var imod vor Aftale ikke alene correct, men i høi Grad overcorrect; især stødte en Kjole og en broget Vest, afskaarne under Brystet, og en tæt afskaaren Paryk, der klædte ham ganske forfærdeligt.

Der er nu Intet iveien for, at det mandlige Costume fra hin Tid kan modificeres saaledes, at det endogsaa bliver smukt, hvilket oftere er viist. Men det kan ogsaa, naar Skjønhedssansen ikke tages med paa Raad, se helt absurd ud, og det var denne Virkning, Høedt opnaaede ved sit. "Se, her har De ham helt og holdent," udbrød En af Personalet, "han bryder sig kun om sig selv uden Hensyn til Andre, uden Hensyn til al Aftale, uden Hensyn til, om Ensemblet ødelægges." Costumeenheden i Stykket var saaledes ved hans Indtrædelse aldeles ophørt.

Heiberg tog Høedt dette meget ilde op; thi hvor Sligt kan ske, har Publikum Ret til at tro, at der ingen Ledelse, ingen kunstnerisk Forberedelse har fundet Sted, hvilket let giver hele Forestillingen et dilettantmæssigt Udseende og Characteren af et Privattheaters Sjuskeri og Uvidenhed. Han besluttede da at forbyde Høedt at vise sig oftere i dette Costume. Til Lykke undgik man, hvad heraf vilde følge, idet Alle ved Theatret, saa vel Herrer som Damer, ja selv Fru Nielsen, kom til Høedt og sagde: "Nei, hvor denne Dragt dog klæder 258 Dem forfærdeligt! Tag den dog for Guds Skyld ikke oftere paa." Nu kom Forfængeligheden med i Spillet, og da den Mening, at Dragten havde klædt ham forfærdeligt, ogsaa kom til ham fra Flere i Publikum, blev den stærkt modereret til næste Forestilling og samstemmede saaledes med de øvrige i Stykket. Men denne Costumehistorie var kun et lille Bevis paa den Formløshed, som Høedt senere saa ofte lagde for Dagen, og som aldeles forhindrede ham i at underordne sig den nødvendige Disciplin.

Der er Intet, der snakkes mere frem og tilbage om end om Costumets Correcthed, uden at man er kommen til Klarhed om, naar det strengt Correcte skal anvendes, og naar det skal modereres, ja helt forlades; naar det er en Hovedsag, og naar det er en Bisag, naar der kan phantaseres i Costumet, og naar Strengheden i de mindste Dele bør iagttages og bibeholdes. Man tror som oftest, at det ved Costumeringen kommer an paa strengt at holde sig til det Aarstal , hvori Stykket spiller; men meget ofte slaar dette aldeles ikke til. I mange Tilfælde er det Digterværkets Farve og Tone, der bør gjøre Udslaget.

Et Digterværk som "Hakon Jarl" kan aldrig udstyres correct nok med Hensyn til Dragt, Vaaben, Decoration og alle øvrige Rekvisiter, thi her fremstilles et historisk Billede fra en hel Tidsperiode, der ikke ligger os fjernere, end at vi vide god Besked om alt det, der hører til for at sætte Tilskuerne ind i denne, og det er dette, Digterens Værk bestemt kræver. Det vilde f. Ex. være galt, om det Guldhorn, som Trællene have fundet i Jorden, og som bringes Hakon Jarl, havde en anden Form end den, Drikkehornene havde i Oldtiden, eller om Thora og Smedens Døtre vare iførte Silke i Stedet for Uld, om den Tids Vaaben bleve ombyttede med Nutidens, - thi Digtningen "Hakon Jarl" er helt og holdent, indvortes og udvortes, et Tidsbillede, som Alt bør bidrage til at faa levende frem i de rette Former og Farver. Iagttages dette ikke, saa sker der et Brud og en Forsyndelse mod Digterværket, thi det er netop denne Sandhed, denne Eenhed, som Digteren kræver og stoler paa, for at Digtningen skal komme til sin fulde Ret. Og her er heller Intet iveien for at bruge det hele Costume fuldkommen correct, thi det er malerisk nobelt og skjønt .

Men naar nu et Stykke som f. Ex. Shakespeares "Cymbeline" skal opføres, hvad da? Hvem veed, hvorledes Kong Cymbeline, hans Hof, hans Mænd og Damerne paa den Tid vare klædte? Efter al Rimelighed hæsligt og tarveligt, i alt Fald hvis man skal dømme efter Tonen, hvori de tiltalte hinanden, thi den er raa, hensynsløs, ofte plat, baade hos Hoffolkene og de kongelige Personer. Men nu har Digteren stillet disse Figurer hen, saa romantisk, og i en saa poetisk Belysning, at saa vel Costumet som Decorationerne nødvendigt maa holdes malerisk skjønne, ifald den digteriske Belysning af Situationerne ikke skal gaa tabt. Her er altsaa et Tilfælde, hvor det vilde være helt forkert 259 at holde sig til det muligt Correcte, selv om det var tænkeligt at opspore det, i Stedet for det Phantasifulde, det Ideale. Den natlige Scene hos Imogen - Hovedscenen i Digtet - maa være skjøn i sin Udførelse; overholdes ikke dette, bliver den anstødelig, hæslig, uhyggelig: altsaa, da denne Scene ikke kan staa ene i Anordningen, maa det Hele indordnes i den Ramme, som her er nødvendig.

Derfor er en virkelig kunstnerisk begavet Sceneinstructeurs Virksomhed af stor Betydning ved et Theater; thi foruden meget Andet maa han have Evne til at sætte sig fuldt ind i Aanden i ethvert af de Digterværker, som skal gaa over Scenen. Hvor mange Mord have ikke Sceneinstructeurer paa deres Samvittighed! Men i Æsthetiken har man saa daarligt Politi, at Morderne næsten aldrig blive opdagede. Man finder kun Digterværket liggende myrdet, men hvem Morderen er, opdages ikke.

Men nu de saakaldte moderne Stykker! Hvad bør her iagttages? Lad os tage et Stykke som f. Ex. Vaudevillen "Nei", skrevet 1836. Naturligvis brugte man ikke dengang samme Moder som nutildags. Elskerens og Elskerindens Dragt havde et helt andet Snit dengang, end Sophie og Hammer vilde iføre sig nu. Men det hele Stykke har et aldeles moderne Præg; vilde det da ikke være galt, om de to Unge, der oprindeligt ikke havde det mindste Latterlige eller Provinsagtige ved sig, men tvertimod vare to unge moderne Folk fra Hovedstaden, nu skulde for at være i correct Costume se ud som "Guds Ord fra Landet" - thi saaledes vilde den Tids Dragt nu se ud, - og derved de To blive helt andre Personer? Her er intet Andet for end at klæde sig efter Nutiden, men, vel at mærke, ikke efter den sidste Modejournal, at iføre sig en passende Mellemting, der ikke støder i Øieblikket, men heller ikke minder for stærkt om dette. Dette er Opgaven. I det Hele taget bør Skuespillere, men især Skuespillerinder ikke holde sig for stærkt til Modejournalen, selv i moderne Stykker, men have Talent til ligesom at componere Dragter, der se ud, som om de vare moderne. Ved altfor meget at klæde sig, som man ser Damer paa Gader og Stræder, faar Personen let noget Dagligdags og Trivielt. Ligesom Theatermaleriet saaledes kræver ogsaa Costumet altid en vis Idealitet. Skuespillere maa have deres Sans for Costumering stærkt udviklet. Ligesom enhver Maler lægger Vind paa i sit Maleri, at Farverne staa harmonisk mod hinanden, bør Skuespillerne betænke det samme, thi dette er et af de mange Midler, hvorved der kan og bør virkes. Men Hovedsagen er, at Valget af Costumet paa det Nøieste hænger sammen med den Rolles Character og Individualitet, der skal fremstilles. Et galt Costume kan ganske fordærve en Rolles Virkning, et heldigt valgt i høi Grad bidrage til et heldigt Resultat. Et Skuespils Fremstilling paa Scenen er et Maleri lige saa godt som det paa Lærredet.

260

Maaske man nu vil spørge: "Hvorfor skulle da de Holbergske Personer fremdeles være klædte efter Datidens Mode? Hvorfor skal da dette Costume ikke, lige saa vel som de senere Comediers, lempes efter Nutidens Smag?" - Sagen er, at enhver hel Tidsperiode, saasom hele Oldtiden, hele Middelalderen, hele Parykperioden, maa hver for sig fastholdes i sin Eenhed, og da tager man ikke Hensyn til smaa Forandringer hist og her, men enhver af disse Perioder er en afsluttet Helhed for sig, og enhver af dem afspeiles i Digternes Værker, og da Digtet ikke bør tillempes efter den vexlende Tid, maa Costumerne det heller ikke. Men i ingen Tidsperiode har Costumerne saaledes ideligt været underkastede Forandringer hvert Halvaar som i den seneste moderne Tid. Og hvorfor? Fordi de Alle ere hæslige, og man ideligt og ideligt optager i Dag, hvad man forkaster i Morgen. Thi Alt, hvad der er varigt og blivende, er skjønt; kun det Hæslige, det Abnorme, det Grelle, de af Luner opkomne Moder ere forgængelige, og een Gang brugte og forkastede lade de sig ikke mere bære, uden at den, der bærer dem, strax kommer ind under det Comiske. Vi le jo ikke ved Synet af en græsk eller romersk Dragt, ikke af Middelalderens; nei, vi le ikke af den simple Grund, at disse ere og maa til alle Tider blive skjønne og det menneskelige Legeme værdige.

Mine Anelser med Hensyn til det nye Element, der med Høedt var kommen ind i vort Kunstnersamfund, havde desværre ikke bedraget mig. Hans daglige Nærværelse mellem Personalet frembragte en Tone, en Hensynsløshed, en Indblanden i de daglige Bestemmelser, der voldte Uro og Forstyrrelse i det Heles Gang.

Men smerteligst af Alt var den Virkning, som Høedts Nærværelse i det sidste Aarstid havde udøvet paa Michael Wiehe. Forinden denne Paavirkning havde Wiehe været hele Personalets som Publikums Yndling. Hans elegante, beskedne Holdning og velopdragne Tone i daglig Omgang, i Forening med hans enestaaende Talent: en Personlighed fri for al Smaalighed, alle Intriger, al Pengegridskhed, al Misundelse, alt dette gjorde, at Alle saa op til denne noble, sanddru Natur. Stille, ordknap i sin Omgang, men opmærksomt lyttende til enhver indholdsrig Samtale, var hans Omgang meget behagelig. Han havde ikke Spor af, hvad man i slet Betydning kalder Skuespillervæsen, - og jeg vilde se den Fremmede i Selskabslivet, der vilde falde paa, at han stod lige overfor En, der var vant til at glimre fra en Scene. Og som i Livet saaledes var ogsaa hans Fremtræden paa Scenen.

Indtil dette Tidspunkt havde Wiehe altid været rolig, glad, ens i Omgang. Enhver, selv den Ringeste paa Theatret, turde nærme sig ham, vis paa et venligt Svar, vis paa en hjertelig Deltagelse, om nogen Nød var tilstede. Alle, Høie og Lave, elskede denne Personlighed, der stille og drømmende levede sit smukke Kunstnerliv, uforstyrret af Alt, hvad der kunde bringe Dissonanser ind 261 i det. Han kom ikke sjeldent i vort Hus, og Heiberg og hans Moder havde den største Godhed for ham, ligesom han paa sin Side ofte udtalte for mig, hvilken Pris han satte paa dem begge. Da Heiberg var bleven Directeur, sagde han:,,Hvor er det dog deiligt en Gang at faa en virkelig æsthetisk dannet Mand i Spidsen for Theatret." Efter at Heiberg havde været Directeur et Aarstid, sagde jeg til Wiehe: "Er De endnu glad ved Heiberg?" Hvorpaa han paa sin korte Maade svarede: "Jeg elsker ham!" - Den Godhed, han viste for mig personlig, var saa stor, at Ingen tvivlede om hans Hengivenhed, som han desuden ved alle Leiligheder aabent udtalte. Nu blev alt dette forandret.

Det Nielsenske Hus havde allerede i nogen Tid stærkt draget Wiehe til sig. Her blev han nu paavirket i mere end een Retning, og man saae ideligt ham og Høedt næsten som de "Uadskillelige". Alle ved Theatret, ja hans nærmeste Slægt mærkede den forunderlige Forandring, der lidt efter lidt foregik med hele hans Væsen, baade det ydre og indre, og Alle talte om det Uheldige heri. Jeg saae paa alt dette med dyb Smerte. Efter Høedts Ansættelse ved Theatret kom Wiehe saa godt som aldrig mere i vort Hjem, og Alle fortalte, at han nu altid var hos Nielsens og ved Høedts Side. Men ikke nok hermed, hans hele Tone mod os var pludselig forandret. I Stedet for hans tidligere ridderligt galante Opførsel mod mig var han nu mut og tvær og forsømte ofte den simpleste Høflighed. Da jeg en Gang spurgte ham, hvad denne Forandring betød, svarede han: "Man skal ikke sige, at jeg gjør mig behagelig for Directeurens Frue for at opnaa Roller; dette er jeg kjed af at høre paa." - Jeg blev i høi Grad forbauset over at høre slige Ord af hans Mund, som om han i sin fremragende Stilling ved Theatret som dets mest uundværlige Skuespiller trængte til Nogens Frotection.

Da jeg en Dag til hans Fader beklagede den Forandring, der var foregaaet med Sønnen, saa vel mod Andre som mod mig, svarede han med et Suk: "Ak, det er Nielsen og Høedt, der gaa og drille ham med hans Venskab for Dem, og De kjender dog vist hans Ømfindtlighed; gjør Nogen Nar ad ham, da kan de faa ham til, hvad det skal være."

Naar Wiehe nu i nogen Tid havde været i sin Opførsel paa denne tidligere ukjendte Maner, da var det, ligesom om han med Et overvældedes af Skamfuldhed; han saae da trykket og bedrøvet ud og bad mig om Tilgivelse, ifald han havde været ubehagelig. Han kunde da ligesom for sig selv udbryde: "Ja, jeg vil have Lov at omgaas med Dem som tidligere i Deres Hjem!" Naar jeg da svarede: "Hvem forbyder Dem da dette?" tav han, og intet Ord i denne Sag kom mere over hans Læber. Undertiden bad han mig endog skriftligt om Forladelse i smaa Billetter, som han overrakte mig om Aftenen, naar vi spillede sammen. Her er en af disse: 262 Min elskede Kunstsøster! Vær mig god i Aften. Har jeg været ond, saa tilgiv mig!
Deres hengivneste, troeste og ærbødigste
af alle Deres Venner.

Ogsaa paa Nielsens ømfindtlige Natur virkede Høedts Omgang æggende, og atter lød i det sidste Aar stærkere og stærkere Raabet om Afsked.

Man har et lille morsomt fransk Stykke, hvor Elskeren gaar med en ladt Pistol i Lommen. Hver Gang Elskerinden, en gift Kone, ikke vil lytte til hans forelskede Tale, spænder han Hanen paa Pistolen med Trusel om at berøve sig Livet, men hver Gang hun giver ham Haab, sætter han atter Hanen paa Pistolen i Ro. En saadan Pistol i Lommen, hvis Hane ideligt blev spændt og stillet i Ro, havde alt i ikke faa Aar Nielsens Ansøgning om Afsked været. Fik han ikke strax, hvad han begjærte af Roller eller Gratialer, strax spændte han Hanen paa Pistolen og sørgede for, at Alle fik at vide, at den var spændt og det dræbende Skud nær forestaaende. Lykkeligvis blev han saa føiet og atter føiet; men Pistolen beholdt han for en Sikkerheds Skyld i Lommen.

I Slutningen af den indeværende Saison spændte han Hanen ofte og høit. Denne Gang, fordi det var "livsfarligt for ham at spille Comedie" og altsaa "en Skjændsel", ja "et Mord", at man vilde negte ham hans Afsked. Paa samme Tid gik hans Klage ud paa, at Heiberg ikke lod ham spille tilstrækkeligt og ofte nok. Den ene Dag maatte Heiberg give ham Haanden paa, at han vilde skaane ham paa Grund af hans legemlige Svaghed, og den anden Dag maatte han give ham Haanden paa, at han skulde komme til at spille Stort og Smaat, da han ellers tabte for meget i Feu. Det er i det Hele taget en fortvivlet Mening hos Skuespillerne, at et Repertoire altid kan indrettes efter, om Hr. A. eller Hr. B. kan faa Leilighed til at spille. Ganske vist maa nu og da et Stykke optages, just fordi man har en Skuespiller, hvis Evner netop her kunne glimre, saaledes som Heiberg f. Ex. gjorde ved at optage "Kong Lear". I dette Tilfælde opnaaedes Hensigten da ogsaa fuldkomment; thi jeg tror ikke, at Mange, som overværede især de første Opførelser af denne Tragedie og saae Nielsens Spil heri, let atter ville kunne gleme det store, det mægtige, det gribende Billede, som Shakespeares herlige Digtning frembragte! Nielsens Kong Lear, Wiehes Edmond, Fru Holsts Cordelia vare Fremstillinger, som ethvert Theater maatte misunde os.

Hvor er det dog Skade, tænkte jeg ofte, naar jeg saae Nielsen i flere af hans Roller, at han selv ideligt arbeider paa at nedbryde den Agtelse, den Godhed, den Beundring, man kunde have for ham! Naar man saae ham som Kong Lear, saae den mægtige Skikkelse, hørte den vældige, skjønne Stemme, betaget af hans glimrende Phantasi, der maatte henrive Alle, da kunde man jo 263 virkelig elske et saadant Talent! Hvor sørgeligt var det derfor, at han bestandigt nedrev, hvad han kort iforveien havde bygget op! Thi hændes kunde det. ja det var næsten uden Exempel, at det ikke hændtes, at man, naar man ønskede at gjentage Nydelsen af en Fremstilling af ham, maatte studse over den Ucorrecthed i Dictionen, det Famlende i Fremstillingen, det Hule, det med eet Ord Samvittighedsløse i hele Rollens Udførelse, der gjorde, at det første Billede, som man havde modtaget med Beundring, blev fordunklet.

Da vi nu vare komne hen mod Slutningen af Saisonen, blev Hanen paa Pistolen spændt saa kraftigt, at Afskedslarmen blev mere støiende end nogensinde. Man fik Bladene med sig, og den ene Usandhed mod den skammelige Directeur afløste den anden. Mod Overskou, der offentligt havde vovet at tage Directeuren i Forsvar mod Bagvaskelserne, blev nu hele Vreden vendt. Bladene med "Fædrelandet" i Spidsen bleve nu af Vedkommende gjorte kloge paa, at Alt beroede paa, at Overskou fik Afsked som Sceneinstructeur, og at Høedt blev indsat i hans Sted; - paa den Betingelse vilde man indtil videre taale Heiberg som Directeur. Uagtet man dog vist erindrede, at Nielsen allerede i Collins Tid havde spændt Hanen paa Pistolen, saa blev nu det, at Nielsen søgte Afsked, udraabt som noget Nyt, Uhørt, ganske Forfærdeligt, som kun Heiberg havde kunnet bringe ham til, - og det blev sagt, at Sligt vilde man ikke taale. Nielsen skulde blive, Overskou skulde væk og Høedt indsættes i hans Sted som Sceneinstructeur, og vilde Heiberg ikke gaa ind herpaa, da maatte han selv bort.

Endelig kunde vi trække os tilbage fra al denne Alarm, uden at der i Grunden var passeret Noget som helst, der var Omtale værd. Man spurgte sig selv: Hvad er alt dette her? Hvad er i Grunden sket? Ingen vidste at svare Noget herpaa.

Hvem kjender ikke den forfriskende Luft ovenpaa en Tordenbyge? Som efter en saadan aandede Heiberg og jeg, da vi i Juli gjorde en Reise i Sverrig lige til Stockholm. Jeg saae Stockholm for første Gang og henryktes over denne skjønne, maleriske By og Omegn, som vi gjorde Bekjendtskab med ledsagede af den bekjendte Digter og Historieskriver Baron Beskow, en af de elskværdigste og interessanteste Mænd i Omgang, man kan tænke sig. Han havde levet meget ved Hoffet og i de mest intelligente Kredse i Stockholm og havde derfor utroligt Meget at fortælle, og han fortalte glimrende og høist underholdende. Han var bekjendt for sit musikalske Talent og sang smukt og udtryksfuldt, mest sine egne Compositioner. Vi vare ofte i hans Hjem hos hans elskværdige Hustru. Børn havde de ikke, men nogle unge Mennesker af Familien vare de i Forældres Sted. Undertiden kom Beskow til os om Morgenen og forlod os ikke før Midnat. Med ham besøgte vi Djurgården og opfriskede alle de Bellmanske Minder ved at se Digterens Buste opreist her som et 264 Nationalmonument over den herlige Sanger, hvis Digtervirksomhed Heiberg i sin Tid havde gjort Danmark bekjendt med.

I Sverrig kjendte man tilfulde Heibergs Fortjenester i denne Retning, og da det nu rygtedes, at Heiberg var i Stockholm, kom der en Deputation fra den bekjendte Klub "Par Bricol" og indbød ham til den aarlige Fest i Djurgården den 26de Juli. Da Deputationen var gaaet, maatte jeg le over det ulykkelige Ansigt, Heiberg satte op. Hans første Ord vare: "Jeg sender Afbud; gaar jeg derhen, saa skal man naturligvis féteres, og alt Sligt er mig modbydeligt." Det kostede mig ikke faa Ord og ikke liden Overtalelse at faa ham fra at sende Afbud og unddrage sig disse Herrers Høflighed. Aftenen kom, han blev høitideligt afhentet af nogle Herrer, men saae ud som en Forbryder, der føres bort for at udstaa sin Straf. Først langt ud paa Natten kom han hjem, ledsaget af en Del Herrer, der omfavnede ham ved Afskeden og tiltalte ham med det fortrolige Du.

Han saae forresten ved sin Tilbagekomst helt kongelig ud, med et purpur Axelskjærf om Skulderen, hvorpaa var broderet meget skjønt med Guld en Slange, der bider sig selv i Halen; og ved Enden af Skjærfet hang et temmelig stort, forgyldt Emblem i Form af en Le; han var nemlig bleven Æresmedlem af Selskabet. Og nu fortalte han mig om alle Skaalerne, Talerne og Sangene, og hvorledes man over en lav Sko, som man siger, havde drukket Dus med ham og til Slutning afsunget en Sang til hans Ære, paa hvis Titelblad der stod: "Til Johan Ludvig Heiberg, den 26de Juli. P. B."

Til Trods for den ringe Lyst han havde røbet til at deltage i denne Fest, saae han dog ved sin Hjemkomst meget oplivet ud og sagde, at det dog var godt, at han var gaaet derhen. Han var ganske rørt over al den Venlighed, der var viist ham. Det var noget Nyt, han var ikke vant til slig Udmærkelse i sit Fædreland.

IV
1852-53.

En constitutionel Stat kan i og for sig være meget fortræffelig, men en Ulempe er det unegteligt, naar der i denne ideligt skiftes Ministre, thi neppe faar den nye Minister nogenlunde sat sig ind i Forretningerne, før han afløses af en anden, og det hele Arbeide maa begyndes forfra. Dette gjælder ganske særlig om en Ministers Forhold til et Theater. En Cultusminister vælges mindst af den Grund, om han har Kjendskab til eller Interesse for Theatret, og der er jo ogsaa vigtigere Ting at betænke ved Valget af en saadan end Theatrets 265 Skjæbne. Det har ogsaa været en ofte gjentagen Udtalelse af de nye Cultusministre, at de Intet kjendte til eller ingen Interesse havde for Theatret. For dettes Vedkommende beror da Alt paa, om den nye Minister har Tillid til, Agtelse og Respect for den Directeurs Personlighed, der staar i Spidsen for Nationaltheatret. Madvig havde en saadan Tillid til den Directeur, han selv havde valgt, saa det var vanskeligt at sætte nogen Intrige igjennem mod Heiberg, saa længe Madvig var Minister. Dette vidste man, og man nærede intet Haab om, at de skjulte Planer mod Heiberg for Øieblikket vilde lykkes. Et stort Uheld for Heiberg var det derfor, at Madvig midt i forrige Saison af politiske Grunde var gaaet af som Cultusminister; thi Madvig, der i mange Aar havde kjendt Heiberg, maatte snart komme til at gjennemskue den Intrige, som enkelte Skuespillere Dag for Dag bleve dristigere i at iværksætte. Under ham følte Skuespillerne nok, at deres Bestræbelser for selv at komme til Styret og fortrænge Heiberg ikke let lod sig iværksætte; de vare altsaa meget tilfredse med, at han ophørte med at være Minister for Theatret.

Hans Efterfølger blev P. G. Bang. Heller ikke under ham lod det imidlertid til, at Urostifternes Plan vilde faa Fremgang. Bang var en retskaffen, arbeidsom, men tør Mand, der ikke brød sig synderligt om Kunst eller havde nogen overdreven Respect for Kunstnerdeclamationer. Som sædvanligt tyede den til alle Tider misfornøiede Nielsen strax til den nye Minister og klagede over sin Stilling med Ønsket om øieblikkelig Afsked. Bang havde til Nielsens store Harme ganske roligt hørt paa dennes Ønske og Beslutning og, idet han stirrede op over Brillerne, ligegyldigt kun sagt ved Slutningen af Nielsens med megen Svada holdte Tale: "Har De Deres Ansøgning med?" Nielsen styrtede ud ad Døren, idet han fortalte til den Første den Bedste, han stødte paa, hvad der var hændt ham, med det Udbrud: "Sikken en Tølper!" - Hver Gang Nogen henvendte sig til den nye Minister med Ønsker, fik de kun det correcte Svar: "De har jo en Directeur, til ham maa De holde Dem for at faa Deres Ønsker opfyldte." For saa vidt var dette Ministerskifte uden Virkning paa Heibergs Stilling, men Madvigs Autoritet til at støtte Heiberg havde Bang ikke.

Heiberg var et af de lykkelige Mennesker, der paa ethvert givet Punkt kunde gaa Ubehageligheder og Modgang imøde med et roligt Overblik over den øjeblikkelige Situation, et Overblik, som de Fleste først kunne tilkæmpe sig, naar Alt er gammelt og tilbagelagt. Han tog sig derfor alle disse Theatervrøvlerier let og kunde med største Koldblodighed læse snart i det ene Blad og snart i det andet alle fordreiede og usandfærdige Beretninger, der kun vare hentede fra Sladderen bag Coulisserne og førte videre ud i Byen. I Hjemmet som paa Theatret lige over for Enhver, var Heiberg under alt dette altid den Samme; men denne Ligevægt i Sindet, der var ham naturlig, pinte end mere, tror jeg, disse med deres eget Jeg altid beskjæftigede Modstandere. Hans gode 266 Tone, hans Høflighed, hans livlige Lune, alt dette gjorde, at de ligesom ikke rigtig kunde faa fat i ham, men i den daglige Tjeneste bleve tvungne til at iagttage en lignende Form af god Tone lige overfor ham. Mig berørte alle disse Forhold, al denne Misfornøielse, som jeg ingen Grund saae til, høist smerteligt. Mit Sind var ligefrem oprevet over al den Uret, som Heiberg led, og mit forrige glade Humeur var tilintetgjort. Jeg forbausedes over al den Raahed, al den Pirrelighed, der dagligt gav sig Luft mellem en Del af Personalet indbyrdes, og som jeg ideligt maatte gaa afveien for. Man har bestandigt sagt om mig, at jeg i høi Grad kunde beherske mig. Saa meget er vist, at er der Noget i mit Liv, som jeg har følt en virkelig Stolthed over, da er det, at jeg i de 7 Aar, Heiberg var Theaterdirecteur, ikke har været i nogen personlig Strid med en Eneste af Personalet ; og man maa ikke tvivle paa, at der i disse Aar jo fandtes Anledning nok.

Man vil maaske undre sig over, naar jeg fortæller, hvad der gjorde mig Opholdet paa Theatret i hine Aar nogenlunde taaleligt. Det var ikke Publikums Gunst, ikke Udøvelsen af min Kunst, der jo paa mere end een Maade blev mig forbitret, nei det var et stille, trofast Hjertes Hengivenhed, en skjøn, i al Enfoldighed mærkelig Personlighed; med andre Ord, det var min gamle Paaklæderske, Madam Grethe Gram. Naar jeg om Aftenen paa Theatret traadte ind i mit Paaklædningsværelse, modtaget altid ens, stille, hjerteligt af dette velsignede gamle Menneskes milde Øine, og hendes: "God Aften!" lød mig imøde, ikke som en conventionel Hilsen, men i en Tone, hvori der laa en inderlig Hengivenhed, som om de vare udtalte af den kjærligste Moder, da følte jeg en Tryghed, en Hygge i dette lille Rum, som hun havde ordnet til mig, der virkede høist velgjørende paa mig og ofte bragte de oprørte Bølger i Sjælen til Ro.

Disse Paaklædnings- eller Pyntemadammer, som de sædvanligt kaldes, vare som oftest Haandværkeres Koner, der sade i fattige Kaar, og som derfor benyttede Aftentimerne til at skaffe sig en lille Indtægt paa Theatret. Enhver Skuespillerinde havde en saadan til sin Hjælp, men ikke Alle havde den Lykke som jeg at have en Grethe Gram. Jeg kunde fristes til at sammenligne hende med Alma i Paludan-Müllers "Adam-Homo"; som denne, der ogsaa ender i den ringe Stilling som Pleierske paa et Hospital, stod hun alt dengang bestandigt for mig.

I henved 7 Aar havde hun alt udført sit beskedne Arbeide, saa ofte jeg spillede. Der havde udviklet sig en Slags Fortrolighed imellem os, men aldrig et Øieblik havde hun misbrugt den Tillid, jeg viste hende, men altid iagttaget den jomfruelige Ydmyghed, der var uadskillelig for hele hendes Natur. Hun var et af disse Væsner, der have - om jeg saa maa sige - de fineste Følehorn til at fornemme, naar man ønskede at tale, og naar man ønskede at tie. Hun 267 havde, efter hvad Andre have fortalt mig, der have kjendt hende i hendes Ungdom, været en meget smuk Tjenestepige, der var afholdt af Alle. En af hendes sidste Conditioner havde været hos det ældre Kunstnerpar Liebe, der satte megen Pris paa hende.

Da Dr. Ryge havde mistet sin første Kone, boede han en Tid hos Liebes, hvor Grethe da var Stuepige. Ingen maatte komme i hans Værelse eller røre ved Noget undtagen den altbetroede Grethe. Kun lige overfor hende blussede aldrig hans heftige Natur frem. Ved sin Fromhed, Orden, Stilhed og Paapassenhed var hun ogsaa bleven ham uundværlig.

En Aften, da hun og jeg vare komne rigtig ind i Samtale, kom ogsaa Ryge, der da alt i flere Aar havde været død, paa Tale. Hun fortalte mig da med sin milde, bløde Stemme og med en Jomfrues Blufærdighed, at Ryge, da hun var hos Liebes, en Dag havde sagt til hende: "Hør Grethe! Ingen har nogensinde kunnet omgaas mig som du, og Ingens Nærværelse har været saa behagelig og beroligende for mig som din. Vil du være min Kone, passe mit Hus og tage dig af mine Børn? Betænk dig paa Svaret i tre Dage." - "Jeg sov ikke den Nat," vedblev hun. Da de tre Dage vare gaaede, sagde han: "Naa Grethe, hvad Svar giver du mig?" I høi Grad forlegen svarede hun: "Ak, Hr. Doctor, det vilde være Uret af mig at gaa ind herpaa. Jeg simple Pige skulde være Moder for Deres Børn? Hertil har jeg jo ikke Dannelse nok, og dette Forhold vilde aldrig føre til Lykke, hverken for Dem, Deres Børn eller mig; og jeg anser det derfor som en Pligt ikke at gaa ind paa en saadan Plan." - Og ved denne Beslutning blev hun. Ryge tog sig dette Afslag saa nær, at han inden faa Dage flyttede fra Liebes. "Det vilde jo have været Uret baade mod ham og hans Børn," fortsatte hun, "især da jeg jo ikke elskede ham." - "Tror De da ikke," spurgte jeg, "at De kunde kommet til at elske ham?" - "Nei, Frue," svarede hun, idet Stemmen brast, "man elsker kun een Gang." - Og nu vedblev hun efter en Pause omtrent med følgende Ord: "Da jeg var meget ung, elskede jeg en ung Mand af min Stand og han mig, vi vare forlovede. En Dag kom en ung, mig ubekjendt Pige til mig og spurgte, om jeg var denne Mands Forlovede? Da jeg svarede Ja hertil, sagde hun: "De ser, i hvad Tilstand jeg er, og Deres Forlovede er Fader til det Barn, jeg snart skal føde; altsaa kan han ikke blive Deres Mand." Jeg svarede hende: "Nei, hvis det er sandt, da har De Ret, da har han kun Pligter mod Dem, og jeg maa opgive ham." Dagen efter kom min Forlovede til mig ude af sig selv over denne Samtale, der var bleven ham berettet. Han udbrød i Heftighed: "Aldrig forener jeg mig med hende! kun du skal blive min Kone." "Ak kjære Frue!" vedblev hun, "hvilken Scene fulgte ikke herpaa! "Gjør din Pligt mod hende," sagde jeg til ham og forlod ham." Taarerne løb langsomt ned ad den Gamles Kinder. "Har De aldrig set ham siden?" spurgte jeg. "Jo, een Gang nogle Aar efter. Jeg kom 268 gaaende ved Børsen og saae pludselig, at han kom hen imod mig længere nede i Gaden; og, ja," vedblev hun forlegen, "det er skrækkeligt at bære sig saaledes ad! jeg faldt om og blev af Folk baaren ned i en Kjælder. Da jeg vaagnede efter min Besvimelse, var jeg glad ved ikke at se ham staa hos mig; jeg formoder, at han altsaa var gaaet forbi uden at have mærket min Tilstand, der vilde have viist ham, hvorledes mit Hjerte endnu hang ved ham. Ti Aar efter kom min nuværende Mand, der er Murer, og begjærede mig. Jeg sagde ham strax, at elske ham kunde jeg ikke, jeg kunde Ingen elske mere; men ifald han vilde nøies med, at jeg blev ham en god og stræbsom Kone, da vilde jeg give ham mit Ja. Han gik ind herpaa og har altid været god imod mig, men det Bedste havde jeg dog mistet. Da jeg fik min Søn og derefter min lille Marie, da kom mit Sind først ret til Ro, nu havde jeg jo dem at elske. Vore Kaar vare smaa, men Gud har jo dog hjulpet os." - Nu forstod jeg først Grethe Grams Rørelse, naar hun stod i Coulissen og fulgte Elskerscenerne i Skuespillene, og ofte, naar jeg kom ud fra Scenen, kyssede min Haand med Taarer i Øinene. Ogsaa hun havde følt, maaske varmere, inderligere end mangen dannet Dame ude blandt Tilskuerinderne, hvad det vilde sige at skulle opgive den første varme og dybe Følelse, der i Ungdommen griber en stakkels Pige, som da i det øvrige Liv maa leve af en bitter Erindring.

Dette om end kun blege Billede af min elskværdige Grethe Gram har jeg ikke kunnet modstaa at hensætte her ved Skildringen af den Tid, da hun især var mig til Trøst og Opmuntring.

Jeg havde i Grunden hele den foregaaende Saison været lidende og syg; desuagtet havde jeg ideligt spillet, men en indvortes forfærdelig Smerte havde tidt og ofte plaget mig. Lægen sagde, at det skulde jeg ikke bryde mig om, det var kun Nerveusitet, - saa at der Intet blev gjort for at modarbeide den Sygdom, der var i Udvikling. Ofte laa jeg det Meste af Dagen i de største Smerter, især saa snart jeg havde nydt det Mindste, og kjørte da om Aftenen saa godt som fastende, sammenbøiet, over paa Theatret for at udføre de mest anstrengende Roller. At dette ikke kunde holde i Længden, var kun altfor vist. I den Theatersaison, der nylig var begyndt, forværredes dette mit Ildebefindende og tog med hver Dag mere og mere Overhaand. Jeg sagde da til min Læge: "Nu skal jeg sige Dem Noget, enten De nu tror det eller ikke. Om ganske kort Tid bryder en eller anden stor Sygdom frem hos mig." Han rystede paa Hovedet og smilte.

Jeg spillede imidlertid ufortrødent, men i en Tilstand, som Ingen kan forestille sig - uagtet man altid forsikrede, at der Intet var at se eller bemærke paa mit Spil, hvilket var mig selv ubegribeligt. Tirsdagen den 12te October, altsaa en Maaned efter Saisonens Begyndelse, stege mine Smerter og mit Ildebefindende om Aftenen i den Grad, at det ikke var mig muligt at 269 staa opreist. Jeg lagde mig da i Sengen for ikke at forlade den i mange Maaneder.

Aftenen efter skulde "Qvindens Vaaben" gives uden Abonnement. Hele Huset var alt udsolgt, og den Forlegenhed, hvori jeg satte Heiberg, var mig høist pinlig; thi jeg vidste, at naar jeg ikke kunde spille Dagen efter, maatte hele Forestillingen gaa ind, uden at en anden saa hurtigt kunde træde i Stedet, der kunde blot nogenlunde fylde det hele Hus. Jeg haabede derfor endnu, at Natten kunde bringe Bedring; men næste Dag efter en frugtesløs Kamp for at staa op maatte jeg endelig Kl. l melde, at det var mig umuligt at spille. Bagefter hørte jeg, at de "Sammensvorne" - saaledes havde man nu døbt Skuespillercôteriet - havde udbredt, at det var et Paafund af mig at melde mig syg, fordi jeg ikke ønskede at spille den Aften med Høedt. Senere maatte de dog nok erkjende, at de i det mindste paa dette Punkt havde gjort mig Uret. Slige Bagvaskelser troede Vedkommende i Grunden ikke selv; thi det var noksom bekjendt, at jeg i de mange Aar, jeg havde været ved Theatret, aldrig havde nedladt mig til slige Primadonnanykker, da alt Sligt var mig en Afsky; jeg led snarere af en altfor øm Samvittighed, der ofte gik ud over mit Helbred. - Her laa jeg nu i de forfærdeligste Lidelser og i den stærkeste Feber, thi min Sygdom bestod i en heftig Underlivsinflammation. Jeg sagde til Heiberg: "Hvorledes skal det dog gaa dig, naar jeg i længere Tid svigter?" Han beroligede mig, saa godt han kunde. Med hver Dag blev min Tilstand værre og værre til Trods for alle de stærke Lægemidler, der nu endelig anvendtes derimod. Medens Heiberg saaledes i Hjemmet havde Sorg og Bekymring og neppe nogen Nat rigtig Søvn og Ro, blev denne Tid sandelig ikke gjort ham lettere paa Theatret af de Sammensvorne, hvorimod den Del af Personalet, der altid havde været ham oprigtig hengiven, viste en varm Medlidenhed lige overfor hans Angest og Uro over min Tilstand, og de have senere fortalt mig, hvor det rørte dem, naar han om Aftenen kom over paa Theatret, at se den ellers freidige Mand saa nedslaaet.

Hr. Høedt, der længtes efter atter at fremtræde i en tragisk Rolle, der kunde gjøre en lignende Virkning som Hamlet, følte godt, at denne maatte søges i noget stærkt Markeret; og han udfandt da, at af alle markerede Roller var nok omtrent "Richard den Tredie" af Shakespeare den stærkeste. Hvilken Virkning kunde han ikke vente af denne pukkelryggede lille Djævel! Han havde derfor i Sommerens Løb forkortet og indrettet dette Stykke for sig og Scenen. Men da han uophørligt snakkede om Alt, havde man allerede længe hørt om, at "Richard den Tredie" skulde opføres, og Mange spurgte Heiberg, hvornaar den første Opførelse skulde finde Sted - endnu førend Høedt havde indleveret Stykket -, saa at Heiberg altid svarede, at han ikke vidste, hvorfra Rygtet om dette Stykkes Opførelse kom, da han ikke havde 270 tænkt derpaa. Naar nu de andre Skuespillere sagde til Høedt, der rask gik og uddelte Rollerne: "Ja, men veed du da, om Heiberg i det Hele taget vil opføre dette Stykke?" - da svarede han: "Det skal han nok blive nødt til. Naar Stykket er af Shakespeare, og jeg har bearbeidet det og vil spille Hovedrollen, saa kan han ikke modsætte sig dets Opførelse." Se, det var heri, han tog feil. Heiberg sagde: "Saa længe jeg er Directeur, er det mig, der raader, og mine æsthetiske Principer. Er jeg ikke mere Directeur, da lad den, der kommer i mit Sted, sætte sine igjennem; men jeg har ikke Lyst til at lægge min æsthetiske Samvittighed i Hr. Høedts Haand."

Endelig, efter at Saisonen var i fuld Gang, indleverede Høedt "Richard den Tredie" med Anmodning om strax at faa det opført.

Heiberg gjorde nu Høedt den Ære, hvilket ingen Bestyrelse er pligtig til, at meddele ham skriftligt i en motiveret Dom Grundene, hvorfor "Richard den Tredie" ikke "for det Første", i denne Saison kunde komme til Opførelse. Heibergs Brev til Høedt lød i sin Helhed saaledes:

Fra Theaterdirecteuren.
Kbhavn, d. 26de Novbr. 1852.
Under 5te f. M. har jeg modtaget et af Dem besørget Sammendrag af P. Wulffs Oversættelse af Shakespeares "Richard den Tredie", til Brug for Scenen.

Hvad selve den berømte Tragedie angaaer, da er jeg ikke uden Betænkelighed ved at optage den i Repertoiret, og Grundene til min Betænkelighed vil jeg ikke undlade at meddele Dem.

Den sorte Colorit, som hviler over dette Stykke, er i stærk Modsigelse med den danske Nations Temperament og Charakteer, som selv i det Alvorlige foretrækker lysere Billeder. Jo sandere det er, at et Nationaltheater bør betragtes som en æsthetisk OpdragelsesAnstalt for Nationen, desto vigtigere er det, at man her, som i al Opdragelse, gaaer ud fra de naturligt givne Evner og Tilbøieligheder, og ikke forsøger paa at indpode noget Fremmed, som er ufordrageligt med de naturlige Sympathier. Jeg maa derfor befrygte, at naar "Richard" bragtes paa Scenen, og først Nysgjerrighedens Fordringer vare tilfredsstillede, vilde, seent eller tidligt, den Indvending mod Theaterbestyrelsen opstaae, at denne havde miskjendt Theatrets nationale Betydning, og hvad jeg endnu mere maa befrygte er, at jeg i det Tilfælde ikke i mine egne Tanker vilde kunne møde eller gjendrive Beskyldningen. At den omtalte Tragedie opføres i England, hvor den maaske er i Harmoni med den hypochondre engelske Charakteer, er ikke noget Exempel for os, og lige saalidt, at den gives i Tydskland, der selv ingen egentlig dramatisk Literatur har, og derfor, naar det alligevel vil have et Theater, maa grunde det i Laan fra de fremmede Literaturer. Men i Danmark, hvor der er og kan være et Nationaltheater, fordi den uundgaaelige Betingelse for samme er tilstede i en nationaldramatisk Literatur, er der Noget at tabe ved et uheldigt Valg af fremmede Værker. Hos os har den oehlenschlägerske Tragedie, tiltrods for alle sine Mangler, forstaaet at træffe den nationale Tone og tiltale de nationale Stemninger, og jeg tvivler paa, at vi nu nogensinde kunne vænne os til at see Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv.

En anden ikke mindre Hindring for at bringe Stykket paa Scenen er, at det er uforstaaeligt for et Publicum , uforstaaeligt saavel i Motiverne som i de blot ydre 271 Forbindelser. Dette kommer deraf, at det hele Stykke kun er et Fragment, nemlig af den store Cyclus af Shakespeares engelsk-historiske Tragedier. Hvo som ikke iforveien har gjort sig bekjendt med de 15 Acter af "Henrik den Sjette", forstaaer ikke de 5 Acter af "Richard den Tredie". Naar Richard i den allerførste Scene af Stykket optræder med den Erklæring, at han har "besluttet at være Nidding", da er det allerede tvivlsomt nok, hvorvidt dette Træk er psychologisk muligt; men savnes endog alle de Præcedentia, gjennem hvilke man skulde see ham gaa til et saadant Maal, bliver Sætningen parodisk. Selv det Punkt, hvorom den hele Tragedie dreier sig, er uforstaaeligt, fordi det historiske Fundament, nemlig Striden mellem de forskjellige Fyrstehuse, mellem den røde og hvide Rose, ikke kan forudsættes som bekjendt for et dansk Publicum, ialtfald ikke i de her nødvendige Details. De talrige Personer i Stykket maae, da man ikke har seet dem i de foregaaende Tragedier, for en stor Deel optræde som blege Skygger, hvis Contourer løbe i hinanden; og inden man endnu formaaer at skjelne den ene fra den anden, hører man, at de ere henrettede, og nærmere Bekjendtskab saaledes afbrudt. Er det forkasteligt - hvorom vel ingen smagfuld Dommer tvivler - at opføre enkelte Acter af et Stykke, Fragmenter, hvori Effecten koncentrerer sig, medens dens nødvendige Forbindelser mangle, da maa den samme Forkastelsesdom ramme et Stykke, der, uagtet det er i fem Acter, dog ikke er Andet end Catastrophen af en stor, omfangsrig Tragedie. I England, hvor Kundskab til Shakespeares Værker, eller ialfald Kundskab til den engelske Historie kan forudsættes efter en langt større Maalestok end hos os, er Forholdet et andet.

Der er kun eet Synspunkt, hvorfra Optagelsen af dette Stykke paa det danske Theater kan forsvares, og det er at betragte dets Opførelse som et dramaturgisk Experiment. Men selve dette Forsvar er neppe fyldestgjørende; thi Experimenter høre ikke hjemme paa et offentligt Theater, men kun i en privat Kreds af udvalgte Kjendere. Jeg vil imidlertid ikke nægte, at naar man ikke ganske vil opgive Indførelsen af ældre, berømte Værker - hvilket man vistnok ikke bør gjøre - vil man i mange Tilfælde komme til at streife noget ind paa Experimentets Enemærker. Jeg vil af dette Hensyn, og desuden fordi De selv interesserer Dem for at fremstille Richard den Tredie, da heller ikke ubetinget bestemme, at Stykket ikke maa komme til Opførelse, men kun, at det ikke kan ske for det Første, da der er andre Arbeider, som først skulle sættes igang. Fornemmelig har Publicum Krav paa, at een eller om muligt to af Oehlenschlägers henlagte Tragedier fremføres for det, inden man byder det en saa tvivlsom Erstatning for det Savnede. Betænker jeg nu tillige den meget lange Tid og Forberedelse og de store Bekostninger, som "Richard den Tredie" vil medtage, finder jeg det sandsynligt, at denne Tragedies Opførelse ialfald ikke kan finde Sted før i næste Saison.

Imidlertid vil der være nogle Forandringer at foretage i Deres Redaction af Oversættelsen. De vil finde dem angivne i Manuskriptet, fornemmelig i den femte Act af Stykket.

Men dernæst maa jeg endnu foreslaae en anden Forandring, der, om den end ikke er absolut nødvendig, dog udentvivl er meget ønskelig. Min oven anførte Bemærkning om de mange Personers altfor løse Charakteristik, hvorved det bliver vanskeligt at skjelne den ene fra den anden, finder blandt Andet Anvendelse paa Hastings, som dog Shakespeare har udhævet med nogle charakteristiske Træk, der saa meget mindre bør savnes, som Hastings er mellem dem, hvis Aander aabenbare sig i sidste Act, hvilket bliver saa meget betydningsfuldere, som Personen iforveien har havt Betydning for Tilskuerne. Nogle af de Scener, som nu ere udeladte, for at undgaae Sceneforandring, maae, efter min Mening, bibeholdes, ialfald i Omarbeidelse, og dette vil kunne skee uden Sceneforandring, naar den Gade, som er foreskreven i Begyndelsen af 3die Act (i Manuskriptet) nærmere bestemmes som en Gade udenfor Tower. Herved kan Meget vindes, da Tower netop er 272 det beqvemmeste Midtpunkt for en Handling, som bevæger sig mellem Fængsel og Rettersted. Der maa da fortælles, at Rivers, Grey og Vaughan, som ere arresterede i Pomfret, ville blive førte til Tower for der at lide Døden; thi saaledes motiveres deres ellers umotiverede Optræden paa Londons Gader. Paa dette Sted kan man da ligeledes see Hastings gaae til Tower tiltrods for Stanleys Raad, og, med Forbigaaelse af Scenen, hvori han dømmes til Døden, kan man fremstille den, hvori Dødsdommens Fuldbyrdelse meddeles Richard, samt dennes næsten comiske Retfærdiggjørelse for Lord-Mayoren. Skriverens Scene kan da ganske falde bort. Men derimod kan den Scene anbringes, hvor Dronning Elisabeth forgjæves søger at komme til sine Børn i Tower, og hendes smukke Slutningsreplik, hvori hun tiltaler Tower - en af de faa formildende Toner i den vilde Dissonants, som opfylder Stykket - behøver da ikke at udelades.
J. L. Heiberg .
Til Hr. Skuespiller Høedt .

Heiberg brugte sædvanligt Mai Maaned til udførligt at udarbeide et helt Repertoire for den kommende Saison, saa vel af ældre som nyere Arbeider, nøie betænkende de forskjellige Digtarter, der i Saisonens Løb skulde afløse hinanden, saa der kunde komme Variation i Rækken af Forestillingerne. Denne sin Ordning af hele Saisonen holdt han strengt fast ved, for at det Vaklende og Urolige i Virksomheden saa vidt muligt kunde undgaas. Denne Fremgangsmaade var tillige en stor Fordel for Skuespillerne, da de saaledes forud vidste, hvilke Roller de i Ferietidens halvtredie Maaned havde at indstudere, og naar omtrent disse vilde komme til Opførelse. Derfor holdt han fast ved sin een Gang tagne Bestemmelse, for at ingen Rolle skulde indstuderes forgjæves i Ferietiden; og derfor kunde han ikke kuldkaste hele sin Plan for at føie en enkelt Skuespiller i at opføre et Stykke, han slet ikke havde paatænkt at give. Til saadanne store Værkers Opførelse kræves mere omfattende Forberedelser, end de Fleste tænke. Først til Indstuderingen af de mange store Roller, dernæst til at forfærdige de mange Costumer og fremfor Alt til at male de nye Decorationer, hvoraf der altid kræves nogle i et større Arbeide. Til alt dette bliver der vanskeligt Tid og Rum, medens Saisonen er i fuld Gang, og der hver Aften skal spilles. Men fremfor Alt maa Directeuren have Tid til at betænke først, om han i det Hele taget ønsker at drage et saadant Arbeide frem. Bestemmer han sig nu hertil, da maa et saadant ældre Digterværk omhyggeligt gjennemgaas med Hensyn til Sproget og andet mere, saaledes som Heiberg havde gjort forud for Opførelsen af "Hamlet", thi at Høedt alt paa egen Haand havde paataget sig dette Arbeide med "Richard den Tredie" var, efter de Erfaringer Heiberg havde gjort ved hans Arrangement med "Hamlet", ingen Betryggelse, man kunde slaa sig til Ro ved. Dernæst maa nøie betænkes, i hvilke Hænder de mange vanskelige Roller kunne betros; heller ikke heri kan man stole paa Skuespillernes indbyrdes Kammeratskab. Det er Directeuren, der til syvende og sidst bærer 273 Ansvaret, og dette Ansvar kan ikke uden videre en Anden paatage sig. Mislykkes et saadant stort og kostbart Arbeide, da gaa Alle afveien for Kritiken og skulle vel forstaa at kaste hele Skylden over paa Directeuren.

Ved denne Heibergs Vægring ved strax at opføre "Richard den Tredie" var nu imidlertid Hundrede og Et ude, som man siger. Nu blev der holdt et stort Raad om, hvad der var at gjøre. Først sørgede man naturligvis for, at denne Sag kom tilstrækkeligt ud i Publikum. Overalt talte man om, at det Utrolige var sket, at Heiberg negtede at opføre "Richard den Tredie", uagtet Høedt ønskede det. De kjøbenhavnske Damer vare daanefærdige over dette uventede Slag. Man hørte saadanne Ytringer: "Tænk, at se den yndige Høedt spille en Rolle, hvor han skal være pukkelrygget og desuagtet uimodstaaelig for Stykkets Kvinder! - At negte at opføre et saadant Mesterværk! er det dog ikke oprørende!" Slige Ytringer hørte man af Mange, for hvem samme Mesterværk var saa ubekjendt, at man gjerne kunde bildt dem ind, at det foregik i Maanen. Men at Richard den Tredie var pukkelrygget, det havde de nu ved al den Larm faaet at vide.

Ved denne Tid var P. G. Bang bleven afløst som Cultusminister af Simony, en venlig, human, stille Mand, der hidtil saa lidt som Bang havde fulgt eller interesseret sig for Theatret. Han blev derfor noget alarmeret, dels ved at høre de mange Skrig, dels ved at Høedt indfandt sig hos ham med en Klage over Heibergs utrolige Beslutning. I Samtalen med Ministeren havde han blandt Andet ytret: "- og saa uden videre at negte et saadant Stykkes Opførelse uden engang at gjøre mig den Ære at meddele mig sine Grunde, som dog var en billig Fordring fra min Side." Dette fandt ogsaa Simony for haardt. Samtidig med at Høedt udtalte dette for Ministeren, indrykkede imidlertid Heiberg i "Berlingske Tidende" den skrevne Motivering, han tidligere havde meddelt Hr. Høedt om Grundene, hvorfor han ikke nu kunde opføre "Richard den Tredie", et Skridt, fremkaldt ved "den latterlige Allarm", som Sagen havde afstedkommet i Pressen.* Ministeren læste nu til sin Forbauselse Sagens rette Sammenhæng i "Berlingske Tidende", og man kan vel * 274 ikke undres over, at Tiltroen til Høedts Klager herved for en stor Del blev svækket, saa at han herefter ikke med nogen særlig Tillid lyttede til dennes Ord. Simony udtalte selv for Heiberg sin Forundring over denne Sag og sin Misbilligelse af Høedts Opførsel. Jeg blev derfor noget overrasket ved at høre af en gammel Veninde, der besøgte mig paa mit Sygeleie, at Ministeren dog vist maatte staa paa Høedts Side, da denne efter det Passerede havde gjort ham en Visit i hans Hjem. "Det er Usandhed," svarede jeg, "det har Ministeren ikke gjort." - "Jeg saae ham jo selv i Gaar hos Høedt!" udbrød hun, "en Herre, hvem Høedt fulgte til Døren, gik igjennem Værelserne, og paa mit Spørgsmal, hvem denne Herre var, svarede Høedt: den nye Cultusminister Simony." - "Det er alligevel ikke sandt!" vedblev jeg. "Sig til Høedt, at De har fortalt mig dette, og at jeg har erklæret det for usandt, saa skal De se!" - Ganske rigtigt; da hun gjorde, som jeg sagde, gik Høedt fra sin Fortælling.

Det var forresten en stor Tjeneste, Heiberg gjorde Høedt ved at negte ham "Richard den Tredie"s Opførelse. Høedt kunde nemlig ikke spille denne Rolle i sin Helhed . De første grelle Scener og i det Hele taget til Midten af Stykket lod Rollen sig vel nøie med, hvad han kunde præstere. Men saa snart Richard hæver sig i høi tragisk Pathos, vilde Alle have følt en stor Mangel og Fattigdom ved Udførelsen. Saa længe Høedts Fremstilling kunde hvile i den rænkefulde, diaboliske Kulde, Sanselighed og Ondskab, vilde hans "Richard den Tredie" maaske være bleven fulgt med Interesse, men saa snart denne Aand udfolder sine Vinger, der forvandler den sammenrullede Skikkelse til Heltestorhed og Kraft, manglede Høedt alle Naturbetingelser for at levendegjøre dette Billede: Stemmestyrke, Lidenskab, Pathos. Hvis kun den Første har sin Repræsentant i Skuespilleren, da bliver "Richard" kun et vildt, modbydeligt Dyr, der ingen Berettigelse har til at være Hovedpersonen i en Tragedie; han bliver da kun en Theaterskurk, man med Væmmelse vilde vende sig bort fra. Dette vidste Shakespeare ret vel, og derfor fik han begge Sider frem med lige Styrke. Men hertil forslaar intet Studium. Goethe siger: "Das Studium ist nicht genügend ohne Einbildungskraft, und Studium und Einbildungskraft nicht hinreichend ohne Naturell . Alle körperlichen Mittel mussen dem Schauspieler zu Gebothe stehen." At Høedt i Hemmelighed havde Følelsen af, at han med de Midler, der stode til hans Raadighed, let vilde kunne opvække Latter hos Tilskuerne i Stedet for den høieste Grad af Forfærdelse, naar han som Richard, hvis Hest er dræbt under ham i Slaget, i Kampens vildeste Brændpunkt og i Afgjørelsens Moment styrter ind paa Scenen med sit dragne Sværd og i en Lidenskab og Angest, der grænser til Vanvid, udraaber de bekjendte Ord: "En Hest! en Hest! mit Kongerige for en Hest!" - et Udraab, der fremtræder med en 275 Styrke, som om han henvendte det til hele Jordkloden, - derom vidnede hans Udtalelser paa Tryk nogle Aar efter i et Raisonnement om, hvorledes dette Sted, dette Udraab hos Digteren hør forstaas og udtales.

Han underretter os nemlig her om, at disse Ord ikke skulle udraabes i høieste Lidenskab, men at tvertimod Richard skal komme langsomt ind i dybe Tanker og i en stille, reflecterende Tone sige spørgende, som hen for sig selv: "En Hest? en Hest? mit Rige for en Hest?" Alle Udraabstegn hos Forfatteren skulde saaledes forvandles til Spørgsmaalstegn. Ja, unegteligt vilde det convenere Hr. Høedts Talent og Begavelse her at bytte disse Tegn om med hinanden.

Richard kommer ind midt under Slagets Tummel. Hans Sind er endnu betaget af de Myrdedes Aander, der under hans Hvile i Teltet, inden Slaget er begyndt, have en og hver raabt til ham under hans urolige Søvn: " Fortvivl og dø! " Efter denne Vision vaagner han op i Forfærdelse, og for første Gang føler han Samvittighedens Bid i sit Bryst. Og da han nu faar Bud paa Bud om Fjendens Fremrykning, da er det, at denne Djævel, der har frasagt sig Gud og vil være sig selv nok, bliver større og større i Retning af det Sataniske, og Ordene fare nu som Lansespidser fra hans Mund; han udbryder, idet han styrter ud i Slaget:

"Vel tusind Hjerter svulme i min Barm.
Frem, frem med Bannerne, styrt mod Fjenden!
Lad nu vort gamle Seiers Ord: Sankt George,
besjæle os med Flamme-Dragers Rasen!
Afsted! Paa vore Hjelme hviler Seiren."

Han og Alle ile ud i Slaget, og han ses ikke igjen, førend han, kommende fra dets rasende Kamp, farer ind, raabende: "En Hest! en Hest! mit Kongerige for en Hest!" - Det er denne Gjenkomst, Høedt tror at kunne affinde sig med ved Ro og Reflexion i Udtrykket! Men sæt, at han virkelig kunde have faaet de Uvidende bildt ind, at denne Tone var tilstrækkelig, da han første Gang udbryder i disse Ord; hvorledes vilde han da komme ud af det, naar Ordene et Øieblik efter gjentages? Da nemlig Catesby nu styrter ind paa Scenen med de Ord: "Bort, Herre, bort! Jeg skaffer Jer en Hest!" svarer Richard:

"Træl, jeg har sat mit Liv paa denne Tærning,
det sidste Kast jeg end forsøge vil;
jeg troer, der er sex Richmonder i Marken;
fem i hans Sted, jeg har til Døden sendt. -
En Hest! En Hest! mit Rige for en Hest!"

(styrter ud i Slaget.)

276

Kunne disse Ord i Forbindelse med den hele Replik ogsaa her udtales med indadvendt Reflexion? Behøver man at kjende mere end dette Raisonnement for at berolige sig over at være gaaet glip af Hr. Høedts Fremstilling af "Richard den Tredie"?

Der er kun een rigtig Maade at udtale disse Ord paa, og den er stik imod al Reflexion, thi i den høieste Pathos vidste Shakespeare godt, at Raisonnementet, Besindigheden ikke hører hjemme, og derfor maa Ordene første Gang raabes i Raseri og en frygtelig Angest, uden at den Rasende selv veed, hvad der ligger i Ordene, og dette Raseri vedbliver under den korte Replik, der følger efter, indtil de samme Ord anden Gang fare fra Læberne, inden han paany styrter ud i Slaget. At ville trevle disse Ord op er characteristisk for det Standpunkt, hvorpaa Hr. Høedt stod som stor tragisk Skuespiller.

Det var en Uforsigtighed, et Uheld for Høedt, at han gav dette sit splinternye Syn paa den berømte Replik hos Shakespeare tilbedste for Alle, thi saa uvidende, saa lidt bekjendte med Shakespeares Værker vare dog ikke de litteraire Mænd i Landet, at jo det hele Høedtske Raisonnement blev til Latter. Heiberg forenede sin Latter med de Andres og ytrede: "Fra i Dag bør Hr. Høedt have en Hest i sit Vaaben!"

Altsaa: Heiberg vilde ikke for Øieblikket opføre "Richard den Tredie"; men Høedt vidste at hævne sig; thi vilde Heiberg ikke lade ham spille Richard den Tredie, da vilde han til Gjengjæld intet Nyt spille, af hvad Heiberg ønskede, - og den svage Wiehe fulgte hans Exempel.

Fra dette Øieblik fik Pressens Angreb paa Heiberg ny Fart; snart bebreidede man ham, at han ikke opførte klassiske Værker, og snart, at han burde indse, at disse vare forældede. I September klagede man over, at Holberg ikke gaves ofte nok; i November klagede man over, at man fik for mange Holbergere. Saa var det en "Skjændighed", at Oehlenschläger ikke blev opført, og paa samme Tid rasede man over, at Heiberg ikke vilde opgive "Palnatoke" for "Richard den Tredie". Saa vilde man have Operaer, saa fik man for mange Operaer. Saa vilde man have unge Talenter frem, saa klagede man over, at for mange unge Talenter fik Lov at forsøge deres Kræfter. Saa vilde man have en kraftig Mand i Spidsen for Theatret, der kunde sætte sin Villie igjennem lige overfor de gjenstridige Skuespillere, saa udtaltes atter - med "Fædrelandet" i Spidsen -, at Skuespillerne kun skulde gjøre Oprør mod deres Directeur og modsætte sig hans Villie; thi hos Bladet skulde de finde Medhold og Støtte . Og Skuespillerne lode sig ikke dette sige to Gange, men gjorde al den Modstand og Fortræd, der stod i deres Magt. Idelige Sygeanmeldelser indløb, hvilke Alle vidste vare usande, og som standsede saa godt som alle de Forestillinger, 277 Heiberg havde bestemt og stolet paa. Ja, nogle Skuespillere forsøgte paa at betale andre for at kuldkaste Forestillingerne.

En Skuespiller, paa hvis Ord jeg tror, fortalte mig, at en Aften, da "Hamlet" skulde opføres, havde en af Theatrets mest intrigante Skuespillere, der ikke spillede i "Hamlet" og altsaa ingen Magt havde til selv at kaste Forestillingen overende, sagt til ham, der spillede i Stykket, og som netop havde klaget over at være i Forlegenhed for Penge: "Jeg giver den, der vil forhindre Forestillingen, 15 Rdl." - "Men hvilken honnet Mand," svarede den anden, "vilde modtage Penge paa den Betingelse?"

Allerede i forrige Saison havde Heiberg anmodet M. Wiehe om at overtage Correggios Rolle i Oehlenschlägers Tragedie af samme Navn og tillige anmodet Høedt om at spille Giulio Romano. Wiehe trak bestandigt Svaret herpaa i Langdrag, thi ved Høedts idelige Drillerier over lyrisk Følelse var han formeligt bleven angest for slige følsomme, lyriske Roller, uagtet han netop heri havde en Styrke, der aldrig forfeilede sin Virkning paa nogen Tilskuer. Da Heiberg endelig tabte Taalmodigheden over intet Svar at faa af Wiehe, og en Aften udbad sig dette, udbrød denne, - der altid, naar han manglede Ord til at forsvare sin Mening, blev trodsig og hidsig - i en uartig Tone: "Nei, jeg spiller den ikke, fordi jeg vil ikke spille den ." - Heiberg, der endnu bestandigt havde Godhed for Wiehe, blev ligefrem bedrøvet over denne hans Tone og sagde, at han ikke havde forskyldt en saadan Opførsel af ham, hvem han bestandigt havde viist Godhed, og til hvis Ønsker han, hvor det var muligt, havde taget ethvert Hensyn.

Endnu et Forsøg paa at omstemme Wiehe i denne Sag gjorde Heiberg, idet han henvendte sig til Høedt, om han ikke vilde tale Wiehe tilrette, og lige overfor Heiberg mente ogsaa Høedt, at det kun var et øieblikkeligt Lune. Men Wiehe vedblev som eneste Grund til Afslaget at gjentage: " jeg vil ikke ," og den af Bladene dagligt for Despot udskjældte Directeur maatte tie og finde sig i en saadan Modstand for ikke end mere at give Stof til den Opposition, der kom til Orde imod ham i Pressen.*

Som jeg tidligere har fortalt, var det en Ynk at bemærke de ofte tilbagevendende Anfald af Anger og Fortrydelse hos Wiehe over alt det, som de Sammensvorne fik ham ind i stik imod hans Natur. Et saadant Anfald maa maa han have faaet, da han i denne Sag sendte Heiberg følgende Brev:

"Hrr. Etatsraad!
Maa det være mig tilladt at henvende nogle faa Ord til Dem i et personligt Anliggende. - Høedt har samvittighedsfuldt udført det Hverv, * 278 Etatsraaden havde bedt ham om at overtage, men jeg har ikke havt Ro til at svare i disse Dage.

Det smerter mig, at Etatsraaden staaer i den Formening, at jeg ikke har bedt mig fritaget for den omtalte Rolle, da jeg har havt den Tro, at det først var efter Etatsraadens rene Afslag paa mine gjentagne indstændige Bønner, at jeg - med Bedrøvelse - greb til det sidste Middel. At dette Middel var ulovligt, at jeg følgelig har fuldkommen Uret ligeoverfor Directeuren, det veed jeg, og det yttrede jeg allerede gjentagne Gange under den Samtale, jeg havde med Directeuren.

Det er derfor heller ikke om denne Sag, jeg ønsker at tale. Derimod er der en Yttring af Etatsraaden, der gjør mig personlig ondt, og det er den, at De ikke har forskyldt en saadan Opførsel af mig. Thi for at Etatsraaden skal kunne bruge dette Udtryk, maa den Anskuelse staae bagved, at Grunden til min Opførsel skulde være at søge i eller staae i Berørelse med Deres Forhold til mig, at jeg skulde have en anden Hensigt, end at blive Rollen qvit, en Hensigt imod Dem, og i saa Tilfælde er det mig, der maa sige: en saadan Anskuelse har jeg ikke forskyldt af Dem. Selv om De er saa vred paa mig, at De slet ikke bryder Dem om at vide dette, vil jeg dog for min egen Skyld udtale det for Dem, at Intet i lang Tid har gjort mig saa ondt, som denne Modstand, og at hvad der end skeer, saa ville mine personlige gode Følelser imod Dem, Hr. Etatsraad, ikke forandres.

Jeg slutter med det Haab, at Etatsraadens Vrede ikke vil vare altfor længe, og med det Ønske, at jeg maatte faae Leilighed til at gjenoprette, hvad jeg ved denne Leilighed har nedbrudt.
Den 29de October 1852.
Ærbødigst
M. R. Wiehe .

Uagtet dette Tegn, som det syntes, paa en Anger over Wiehes Opførsel lige overfor Heiberg, gik det ikke bedre med Heibergs Plan at opføre Shakespeares "Julius Cæsar", som han i lang Tid med megen Omhu havde forberedt. Wiehe vilde ikke spille heri, Høedt vilde ikke spille heri, paa samme Tid som de begge dristigt udbredte Klager i Publikum over, at de ikke i virkelige Digterværker fik Leilighed til større Opgaver i deres Kunst, og disse Klager bleve troet af Alle, fordi Heiberg ikke offentligt vilde stille dem blot og bevise det Ugrundede heri.

Alle disse indre Stridigheder gjorde, at den offentlige Modstand føltes dobbelt i denne Tid, da jeg laa dødssyg og ofte med Ængstelse ventede Heiberg om Aftenen hjem fra Theatret af Frygt for at høre Beretninger, der paa een Gang vilde smerte og ængste mig. Det forekom mig som noget 279 usædvanlig Ondt af dem i Personalet, der nu engang havde stillet sig i Opposition mod Heiberg, at de ikke under saadanne Omstændigheder, hvor de vidste, at han gik i Angest og Sorg, bøiede af fra yderligere at fortrædige ham; - ogsaa at Pressen - atter med "Fædrelandet" i Spidsen, for ikke at tale om "Dagbladet", der nu var kommet til - fortsatte paa denne Tid at gjøre Alt, hvad der stod i dens Magt, for at ophidse Alle imod ham. Dog, det er Intet at taale Fornærmelser af Folk, der ere os ligegyldige; og derfor stod det hverken i Høedts, Nielsens eller Phisters Magt at bedrøve mig. Men Wiehe! dette Menneske, som jeg havde baaret frem for Publikum med en Interesse, en Godhed, som om han havde været en af mine Nærmeste, som jeg havde levet mit lykkeligste Kunstnerliv med, som tidligere saa ofte havde ytret, ikke alene til mig men til Alle, som vilde høre derpaa, at han kun formaaede at løftes i Kunsten ved min Side, at naar jeg ikke spillede i et Stykke, forekom ham Alt dødt og tomt. Han, der saa ofte havde udtalt sin store Hengivenhed, ikke alene for mig men ogsaa for Heiberg, denne stille, beskedne Wiehe, der havde været elsket af Alle, - om ham hørte jeg nu i den ene Beretning efter den anden, at han ikke var til at komme nær. Som et uartigt, hidsigt Barn vrængede han ad Alle og vilde ikke taale, at Nogen henvendte et Ord til ham; ja, dette gik saa vidt, at, da en Dag en af hans Kammerater havde ytret, at Veiret var raat, han i Heftighed vendte sig imod ham og sagde: "Reis ad H...... til! hvad kommer det mig ved." Michael Wiehe saaledes! ak, naar jeg paa mit smertefulde Leie hørte Heibergs Meddelelser om alt Sligt, da vidste jeg ikke, hvilke Smerter der vare størst, de legemlige eller de sjælelige.

Vi vare alt naaede ind i November Maaned, og bestandigt laa jeg mellem Liv og Død og under Lideiser, der ikke lade sig beskrive; men hvad der lige saa lidt lader sig beskrive, var den Deltagelse, der blev viist mig. Utrolig mange, kjendte og ukjendte Mennesker, kom dagligt for at høre til mit Befindende. Folk af alle Stænder, fra de Laveste til de Høieste, sendte deres Bud for at faa Underretning. Taarerne kom mig i Øinene, naar jeg hørte, at mine gamle Venner, deriblandt min faderlige Ven, Geheimeraad Collin, selv gik den lange Vei til Søkvæsthuset for ved Døren personlig at faa nøiagtig Underretning. Min Læge sagde ofte: "Jeg kommer saa sildigt, thi Folk standse min Vogn paa Gaden for at høre til Deres Befindende." - Og nu dette forunderlige Menneske, denne Michael Wiehe! medens han i Tykt og Tyndt fulgte Høedt og det Nielsenske Hus, medens han var med at fortrædige Heiberg og gjennem ham mig og paa Theatret optraadte som en Fjende imod os, listede han sig i Skumringen op ad Husets Bagtrappe for at beroliges med Hensyn til min Tilstand. En sildig Aften kom min Pige hen til min Seng, og jeg saae paa hendes Øine, at hun havde grædt. "Hvad feiler 280 dig?" spurgte jeg, "du har jo grædt." - "Ak," svarede hun, "Hr. Wiehe var derude ved Kjøkkendøren, og da han hørte, hvor daarligt det var med Fruen, brast han i Graad, den Stakkel. Det er saa rørende at se en Mand græde, og saa maatte jeg græde med."

Jeg tænkte: "Ja, dette var Wiehe selv. Hvad de Andre have lavet ham til, er hans Sjæl fremmed."

Michael Wiehe var som en Lotusplante, der i Fred og Ro burde havt Lov til at svømme i de stille Vande. At tvinge en Natur som hans ind i en uværdig, lidenskabelig Intrige var at rykke ham op med Rode, var at - ja rent ud sagt - at dræbe ham. Han var, inden disse ham modsatte Naturer dryssede deres Gift over hans hele Væsen, en stille, i Inderlighed fordybet Kunstner. Den ideale Kunstverden var hans rette Hjem. I dette Rige kunde han trives, men ikke i et lidenskabeligt Côteries hule Pathos. Hans Natur var i al Beskedenhed at virke til det fælles Maal, ikke i Hovmod og Indbildskhed at træde frem som Styrer, som Reformator med confuse Maal for Øie. Ved at drages ind i alt dette var han helt kommen ud af sin Ligevægt og var paa Grund af al den Usikkerhed og Uklarhed, der sled i ham ved Tvivlen om, hvorvidt alt det, man fik ham til, virkelig var Ret, bleven et egensindigt, hovmodigt Menneske, der handlede mod sin egen ædlere Natur.

- "Hovmod! denne Synd, der styrtede Englene, og som af alle Synder lettest fanger de Dødelige, der staa Englene nærmest." -

Den 22de November var det min Fødselsdag. Sygdommen havde i de foregaaende 14 Dage antaget en mildere Character, Smerterne vare mindre, Feberen i Aftagende, og allerede gik Rygtet, at Faren var ovre. Paa denne Dag vare mine Venner og Veninder og Alle, der stode i Forhold til mig, ja mange i Publikum, som jeg ikke havde Anelse om vare til, uudtømmelige i at vise mig deres Deltagelse. Lige fra den tidligste Morgenstund modtog jeg paa Sengen Gaver, Blomster, Breve, Vers, det ene mere kjærligt end det andet. Jeg var rørt og tænkte: "Herre Gud, er der virkelig saa Mange, der holde af mig?" - Naturligvis vil jeg ikke plage Nogen med at læse alt dette; kun et Brev fra min gamle Ven Collin vil jeg her meddele:

"Kiæreste Hanne
næsten i hvert Brev, jeg faaer fra Ingeborg, som nu i 6 Uger har været hos Jonna, der hver Dag venter sin Nedkomst, spørger hun: hvorledes er det med Fru Heiberg? i det Brev, jeg fik i Dag, hedder det: "Har Fader seet noget til Fru Heiberg? Jeg drømte forleden Nat at jeg gik og passede hende; det har jeg tænkt saa meget paa at jeg saa gierne vilde have giort, dersom jeg havde været i Kjøbenhavn; jeg husker nok, hvor kiærligt hun passede Louise og mig, da vi vare syge i Ems." - 281 Jeg skriver til hende i Dag, og ønskede jeg kunde have sendt hende en Hilsen fra Dig.

God Bedring! søde Hanne, og Lykke til den 22. Nov.!
20. Nov. 1852.
Din trofaste Ven
Collin .

Heiberg og alle mine Nærmeste vare naturligvis glade over, at Lægen mente, at al Fare var overstaaet, - da Sygdommen atter pludselig antog en voldsom Character. Vor gamle Ven og forrige Huslæge, O. Bang, der omsider var blevet tilkaldt, anvendte nu Kure af den forfærdeligste Art, som jeg ikke vil plage Nogen med at udmale og mig selv med at mindes paany; disse gjorde mig saa mat og afkræftet, at jeg laa hen i en Døs, der for mine Nærmeste mere lignede Død end Liv.

Min kjære Grethe Gram var helt utrøstelig over min Sygdom og bad Heiberg saa inderligt om at maatte pleie mig. Hun kom da til min Glæde, men da jeg i nogen Tid saae, hvor min Tilstand angreb hende, hvorledes hun om Natten sov lige saa lidt som jeg, hvor bleg og udmattet den fine Skikkelse Dag for Dag blev, da overtalte jeg hende til at opgive min Pleie, Men naar Heiberg om Aftenen kom over paa Theatret, stod altid Grethe Gram paa Trappen og ventede for at høre, hvorledes det gik mig, og naar hun ingen Trøst fik, forlod hun ham atter med et dybt Suk.

Saadanne Prøvelsens Tider, som jeg her i Smerte gjennemgik, ere gode for os Mennesker; vi vende os med hele vor Sjæl til Ham, den Almægtige, der har Liv og Død i sin Haand; vi rykke ham med Et saa nær, saa nær! Vi føle, at der kan ligge den usigeligste Kjærlighed i Modgangen og Prøvelsen. Det synger i os:

"Stilla, o stilla!
Somna från storm och snö!
Ensliga lilla,
Nu är det tid att dö!
Kallt är kring dal och sjö;
Stilla, o stilla!"

Saaledes laa jeg endnu hen et Par Uger; men disse Uger ere mig uforglemmelige paa Grund af det indre Liv, jeg førte. I min stille Tanke sagde jeg til mig selv: "Dette er Døden", og jeg var henrykt ved Tanken herom. En salig, ubeskrivelig Følelse greb mig. Jeg glædede mig til at skulle forlade denne Jord, dens Uretfærdighed og alt det Onde, der faar Lov at trives paa den. Der var ingen Vrede, ingen Bitterhed i mit Sind, der var kun Glæde og Taknemmelighed mod Gud, som jeg haabede i Naade vilde annamme min 282 stakkels Sjæl. Heri bestod min Salighedstilstand, at jeg havde en mærkelig Vished om, at mine Synder vare mig forladte, og at jeg vilde blive optaget i Guds Børns Samfund for endelig at komme til Ro. Jeg var, saa at sige, aldeles ikke mere hernede, men svævede i Haabet om et høiere Livs Renhed og Glæde; jeg følte, at Fjerene paa Sjælens Vinger vare ligesom begyndte at voxe ud.

Mine Tanker dvælede vel ved Heibergs Sorg, naar jeg gik bort, men saa tænkte jeg: Han har sin Digtekunst, sine mange videnskabelige Interesser, er saa sjælsstærk, at han nok vil forvinde Tabet, naar nogen Tid er gaaet. Og hvad min Kunst angaar, da har jeg jo vel alt faaet ud heraf, hvad mine Evner formaa; er det da ikke lykkeligt at gaa bort itide? Saaledes laa jeg i stille Betragtninger, lykkelig, salig som ingensinde. Der var ingen Feberphantasi i alt dette, thi under hele denne smertelige Sygdom var mit Hoved aldeles frit; - men min Sjæl var alt et godt Stykke paa Veien til mit egentlige Hjem.

Som jeg nu en sildig Eftermiddag laa saaledes, stille og glad, kom Heiberg ind til mig og satte sig hos mig ved Sengen. Jeg tænkte: Mon mit Øie alt er sløvt? mig synes, at Heiberg er helt forandret af Udseende. Da brast han paa een Gang i den heftigste Graad, kastede sig over mig og udbrød: "Nei, nei, du maa ikke forlade mig! Jeg kan ikke undvære dig! Du maa blive hos mig; jeg vil gjøre Alt for at behage dig hele mit øvrige Liv; ethvert Ønske du har, skal jeg opfylde, hvis det staar i min Magt!" - og han kyssede mine Hænder, løftede mit matte Hoved fra Puden og trykkede det til sit Bryst, medens hans Taarer vædede mine Kinder, idet han vedblev: "O, forlad mig ikke, bliv hos mig!"

Jeg blev ganske forfærdet, men dog usigelig rørt over at se ham i en saadan Tilstand; men Alt, hvad mine Kræfter tillode mig at svare, var: "O, Heiberg, jeg er saa usigelig mat, at jeg ikke har Kræfter til at svare dig; men fat dig, Gud kan jo endnu have Medlidenhed med os." Lægen havde i denne Eftermiddag sagt ham, at han maatte være forberedt paa min Død, der snart vilde indtræde.

Da Heiberg havde forladt mig for at begive sig over paa Theatret til al den Modstand, han der var underkastet, tænkte jeg: Nei, hvor skammeligt det dog er af dig at ligge her og sværme for den Tanke at gaa bort, medens din stakkels Ven er ude af sig selv af Frygt derfor. Nu vel da, hvis du vil, Herre, - bad jeg - saa lad mig da endnu i nogen Tid blive hernede og atter tage Livets Kamp op! skjøndt - nu var jeg saa forberedt. Mon jeg nogensinde senere vil blive det i den Grad? - Og se, Herren besluttede, at jeg endnu i nogen Tid skulde blive hernede, thi han havde endnu et Arbeide for mig at udføre, hvorom jeg ingen Anelse havde, da jeg troede, at min Nærværelse 283 her var overflødig; et Arbeide for tre elskelige, unge, forladte Børn, som han vilde sende mig over Havet, for at jeg skulde være en Moder for dem.

Dag for Dag, Time for Time vendte Livet efter hin Dag tilbage. Men lang var Reconvalescenstiden, thi der var saa Meget, der skulde læges og heles i det stakkels Legeme. Hvad vor trofaste Ven Martensen og hans elskelige Hustru vare for Heiberg i denne Sorgens Tid, kan kun den fatte, der i lignende Tilfælde har modtaget trofaste Venners kjærlige Bistand! Martensen kom ofte i stille Aftentimer og talte beroligende til Heiberg og hans bekymrede Moder.

Det er en forunderlig Følelse at vende tilbage til Livet, naar man alt var paa Veien til at forlade det. Det er, som naar man ser et Landskab indhyllet i Taager, og disse da pludselig løfte sig, saa der lidt efter lidt viser sig for En saa den ene Gjenstand og saa den anden, tydelige og klare. Meget i Livet, som man før kun formaaede at se trist og sørgeligt, ser man nu i et helt andet Lys, idet nu det gjenvundne Livs Solstraaler kastes derover, og man udbryder: "Ja, vist er Livet skjønt!"

Al den Kjærlighed og Godhed, jeg paa dette Punkt af mit Liv var Gjenstand for, kunde ikke andet end røre mig og gjøre, at det tilbagevendende Liv opfyldte mig med Glæde. "Gud være lovet," sagde Heibergs Moder til mig, "at du nu atter bliver rask, thi det var ikke til at udholde at se paa Ludvigs Sorg." At slige Ord maatte glæde mig, kan vel Enhver forstaa!

Mange Tegn paa mine Venners inderlige Hengivenhed ere mig uforglemmelige, jeg vil kun nævne to Venskabsytringer, som jeg altid i Ydmyghed vil være stolt og taknemmelig for.

Det var en gammel Skik i Biskop Mynsters Hus, at hans Fødselsdag blev feiret, idet hans hele, store Familie samledes, medens saa godt som Ingen udenfor Familien blev indbudt. I de senere Aar, da vor elskelige Ven Præsten Paulli var bleven Mynsters Svigersøn, holdtes denne aarlige Fest for Mynster i hans Hus. Mynster havde i de senere Aar udtrykkeligt udbedet sig, at Heiberg og jeg maatte være blandt de faa Indbudne, og vi havde alt i flere Aar været tilstede ved denne Fest. Da den 7de November atter kom - paa min Sygdoms Højdepunkt -, og Paulli som sædvanligt et Par Dage iforveien gik til Mynster for at indbyde ham til Festen, sagde Mynster: "Nei, min kjære Paulli, denne Fest falder bort i Aar. Vi ville ingen Glædesfest holde, naar vor Veninde ligger for Døden." Denne Beretning af Paulli gjorde et stærkt Indtryk paa mig; at en Mand, hvem jeg i saa høi Grad saae op til med Beundring og Ærbødighed, havde et saa inderligt Sindelag for mig, fyldte mig med Glæde og Stolthed.

Et andet Tegn var, at Hall, da han besøgte mig i min Reconvalescenstid, fortalte, at paa den farligste Tid af min Sygdom sad han og Madvig en Dag 284 i Rigsdagen, da En kom og berettede, at jeg neppe kunde leve til Aften. Madvig reiste sig da og sagde stærkt bevæget: "Hvor forfærdeligt; her sidde vi og skjændes, medens hun ligger og dør! Jeg bliver her ikke et Øieblik længer!" - Og han gik.

Jeg kunde ikke uden Taarer høre disse Kjærligheds- og Venskabsytringer af saadanne Venner. Hvor trofast har dog ikke Madvig, denne udmærkede, ædle Ven, været imod mig i de mange Aar indtil den Dag i Dag, da jeg sidder her i min Ensomhed og nedskriver disse Linier; hvor har ikke hans Venskab smigret og rørt mig, og hvor ofte har jeg i Stilhed takket ham herfor i mit Hjerte!

Saa snart det rygtedes sidst i Februar, at jeg var kommet saa meget til Kræfter, at der kunde tænkes paa, at jeg atter skulde optræde paa Scenen, strømmede Begjæringer ind til Theatret om Billetter til denne Aften. Jeg gjemmer endnu af denne Mængde flere Hundrede, der vare skrevne i en eiendommelig Form med Bøn til Heiberg om ikke at afslaa Begjæringen. Igjennem disse gjorde jeg første Gang Bekjendtskab med Folk, der, som de skrev, med usvækket Interesse havde fulgt mig paa min lange Theaterbane, lige fra min første Optræden som Trine Rar, og af den Grund lagde Heiberg paa Hjerte ikke at glemme dem, for at de kunde være mellem de Første, der hilste paa mig ved min Gjenoptræden paa Scenen.

Det var meget vanskeligt for mig paa Grund af Forholdene at vælge, hvilket Stykke jeg vilde optræde i, thi her var meget at betænke. En af mine store, betydelige Roller kunde der ikke være Tale om, naar man har været saa syg og indespærret henved fem Maaneder. Hvad der imidlertid fremfor Alt laa mig paa Hjerte, var, at der i Stykket ikke maatte være mindste Hentydning, mindste Replik, der kunde minde om de daværende Forhold ved Theatret og fremkalde nogen Demonstration for mig mod Andre, thi Fred! Fred var af Alt det, jeg mest ønskede og trængte til. Men saa utroligt det kan synes, var det umuligt mellem de ældre Stykker at finde en Rolle, hvor ikke et eller andet Sted, en eller anden Replik kunde gribes af Publikum, naar dette havde Lyst dertil. Ogsaa vilde jeg nødigt komme ene ind i den første Scene og derved ligesom opfordre til en Modtagelse, der let kunde blive mere tumultuarisk, end jeg ønskede, og derved irritere det Parti ved Theatret, der var imod os. Alt dette være Undskyldningen for, at Valget faldt paa en lille uskyldig Vaudeville, hvormed jeg nogle Aar iforveien havde forøget mit Synderegister i mine ensomme, sildige Aftentimer, og som hed "En Sommeraften". I denne lille, ubetydelige Vaudeville fandt jeg de Betingelser, jeg ønskede til min første Optræden. Rollen var ikke stor, der var i ingen Replik nogen Hentydning til min lange Fraværelse, og jeg behøvede ikke heri at indtræde ene. thi Therese - saaledes hed det lille Pigebarn, jeg her skulde 285 fremstille, - saas, idet Teppet løftedes for Stykket, i Klynge med andre unge Piger, dansende om et stort Træ. Denne Begyndelse behagede mig, da den aldeles tilintetgjorde al Hentydning til Svaghed og Sygdom. Det har altid været mig en Afsky fra Scenen at blande det Private ind i Kunsten, thi hvad tilintetgjør mere den Illusion, man fremfor Alt eftertragter!

Onsdagen den 30te Marts 1853 blev bestemt til min første Optræden. Fra den tidlige Morgenstund strømmede paa denne Dag Blomster, Lykønskninger, Vers og smaa Gaver ind i mit Hjem. Da jeg om Aftenen kom over paa Theatret, blev jeg ved min Indtrædelse i Foyeren modtaget af en meget smuk firstemmig Sang, udført af Sangerne fra Operaen. Mit Paaklædningsværelse saae ud som et lille Fetempel, overtrukket fra Øverst til Nederst med blegrødt og hvidt Flor, ordnet af Theatrets samtlige Damer. Rundtom stode Potteplanter med de deiligste Roser, Violer, Lilliekonvaller. Smaa Sedler paa Prosa og Vers vare heftede paa Blomsterne, deriblandt et Vers fra H. C. Andersen. Michael Wiehe havde ogsaa taget Mod til sig og handlet egenmægtigt paa denne Aften, idet han i mit Paaklædningsværelse selv bragte mig en smuk Bouquet, hvorved var heftet en lille Seddel, hvorpaa der stod: "Til min elskede Kunstsøster". - Wiehe havde Rolle i "En Sommeraften".

Forinden Forestillingens Begyndelse kom en Deputation til Heiberg i Directionsværelset og udbad sig Tilladelse til at overrække Controlleurerne ved Indgangene en Sang til Omdeling til Alle i Theatret, og som det hele Publikum da vilde afsynge til min Ære. Heiberg negtede denne Tilladelse, idet han takkede paa mine Vegne for Hensigten. Han sagde til disse Herrer: "Sligt er endnu aldrig sket i Theatret undtagen for kongelige Personer, og det kunde derfor vække Anstød hos Mange, hvis det skete for en Skuespillerinde." - Da de vedbleve med Ønsket, bad han dem indstændigt ogsaa fra mig at opgive denne Plan. De forlode ham, og han antog, at de havde opgivet denne Demonstration.

Saa snart Teppet rullede op for "En Sommeraften", og Publikum havde faaet Øie paa mig mellem de dansende unge Piger, udbrød en Storm af Applaus og en Blomsterregn, som jeg aldrig har set Mage til. Jeg vedblev at danse med de Andre; under Dansen opsamledes Bouquetterne af Tjenere og lagdes alle paa de Havebænke, der stode paa begge Sider af Scenen. Denne Blomsterpragt under de grønne Træer tog sig saa deiligt ud, at Synet heraf blev mig uforglemmeligt.

Hvad der imidlertid vakte størst Opsigt, var, at den ædle Enkedronning Caroline Amalie, der ikke havde viist sig i Theatret siden hendes Gemals Død, paa denne Aften sad i Kredsen af Kongefamilien og var den Første, der kastede en deilig Bouquet ned til mig. Hun havde, som sagt, ikke ladet sig se i Theatret, efter at hun var bleven Enke; hun kom denne ene Aften, kastende 286 Enkesløret, og aldrig siden, Noget, som man vil forstaa har rørt mig. Hun sad der, den skjønne, gode Dannekvinde, i hvid Dragt og i sin kongelige Værdighed. Dybt skjønnede jeg i al Ærbødighed og Taknemmelighed paa denne Opmærksomhed imod mig.

At Publikum under hele Stykkets Udførelse var livligt og anerkjendende, laa jo i den hele Stemning. Al Kritik var denne Aften lagt paa Hylden. Alle gave sig hen til Indtrykket som glade Børn.

Da Teppet rullede ned for det korte Stykke, fornyedes Jubelen og en Fremkaldelse fulgte nu, der blev heftigere og heftigere, da jeg ikke strax efterkom den. Endelig gik Teppet atter op, og jeg traadte frem. Det forunderlige, uventede Syn, som nu mødte mit Øie, kan jeg aldrig glemme. Under Jubelen af de mange Stemmer saae det for mine Øine ud, som om der ude i det mørke Rum fløi utallige hvide Duer paa Kryds og tvers i Salen. Det var de mange hvide Blade, Sangen, som det var blevet negtet at omdele, der nu blev kastet ud fra alle Loger og opfanget af Publikum. Et Exemplar blev kastet op paa Scenen til mig, Orchestret begyndte paa Melodien til Sømandens Sang af "En Søndag paa Amager", og hele Publikum sang nu nedenstaaende Sang:

Rul op! rul op du Tæppe, som
Os skinsyg skjuler hende,
Der staaer i Templets Helligdom
Som Ypperste-Præstinde,
Og venlig til vort Jubel-Chor
Vil nu sit Øre bøie,
Vil fatte Længslen i vort Ord,
Og Glæden i vort Øie.

O nei! Du ahner ikke hvor
Vi savnede Dig saare -
Thi syg Du var - det Sorgens Ord
Har kostet mangen Taare;
Og dog de tunge Dage, som
Med bange Frygt os smerted',
For Folket blev et Vidne om,
Hvor dyrebar Du er det.

Velkommen da til Musers Hjem!
Velkommen til din Throne!
Af hver Bouquet det dufter frem,
Og klinger i hver Tone;
287 Ja Sangen fra begeistret Bryst,
Du vil den ei forstøde,
Den jubler jo med salig Lyst
Vor Glæde Dig imøde.

Ja, visselig var det et forunderligt Øieblik at staa der og høre de mange Stemmers fuldtonende Sang, og det paa en af de Melodier, der vare undfangne af mig selv i mine natlige Drømmerier! Visselig blev jeg rørt og taknemmelig over al den Godhed imod mig; - og naar jeg derfor nu har fortalt alt dette, da er det ikke alene af Kunstnerforfængelighed, men fordi jeg synes, at man bør vide, i hvilken Grad al denne Godhed har ligget gjemt i et taknemmeligt Sind i de mange Aar. Jeg trængte i hint Tidspunkt til Kjærlighed, og at denne udtaltes med en saadan Varme, ikke alene af Publikum, men af mine Kunstbrødre og søstre, var som en herlig Gjenklang fra bedre Dage.

Kort førend denne Aften havde det været godt at mærke, at Luften for mig var i den Grad ophedet, at man paa hin Aften kunde vente sig, hvad det skulde være. Jeg havde en Gang været Gjenstand for en Hylding udenfor Theatret efter Opførelsen af "Dina", en lignende vilde jeg nødig atter fremkalde. Men hvorledes undgaa dette? thi allerede flere Dage forinden min Optræden gik det Rygte, at de, der ingen Plads havde kunnet faa inde i Skuespilhuset, vilde efter Forestillingen ledsage mig hjem paa lignende Maade som hin Aften. For nu ikke at kjøre ud ad Theaterporten, hvor Alle strax vilde kjende mig, havde Heiberg og jeg aftalt med min Broder. Skuespiller Pätges, at han skulde følge mig over til en Vogn, der ventede os i Lille Kongensgade. Heiberg turde ikke selv følge mig af Frygt for at blive kjendt Planen lykkedes fortræffeligt, og vel var det, at den itide var lagt, thi saa snart Forestillingen var forbi, var Folk strømmet ud paa Torvet, hen til den Theaterport, hvorfra Theatervognen pleiede at komme. Kongens Nytorv var mylrende fuldt af Mennesker, hvis idelige Hurraraab og "Fru Heiberg leve!" lød op til mig, medens jeg klædte mig om. Da Tilskuerpladsen nu var bleven tom, gik min Broder og jeg ubemærket gjennem Parquettet ud paa Torvet, over til Vognen i Lille Kongensgade. Og glade vare Heiberg og hans Moder, da jeg efter alt dette sad i god Behold ved Thebordet i vor Bolig paa Søkvæsthuset, hvor vi i Ro talte om denne Aftens Begivenheder.

Min Broder gik strax tilbage til Theatret for at se, om Mængden endnu stod og ventede paa min Vogn. Ganske rigtigt! Alt i det Fjerne hørte han ideligt mit Navn udraabes. Da Tumulten ingen Ende vilde tage, besluttede han at underrette Mængden om, at jeg ikke længer befandt mig i Theatret, men allerede var hjemme. Han aabnede nu Theaterporten og raabte: "Fru 288 Heiberg er ikke længer her, men alt hjemme." - "Det er ikke sandt!" lød det fra flere Stemmer. Da traadte han længere ud mellem Mængden og sagde: "Er her Nogen, som kjender mig?" En Herre svarede: "Ja, vi kjende Dem godt, Hr. Patges." - "Nu vel," vedblev min Broder, "jeg forsikrer Dem paa min Ære, hun er ikke her; jeg kommer fra at have fulgt hende til sit Hjem." - "Godt, vi tro Dem," sagde den samme Herre, men vendte sig nu om til Mængden og raabte med høi Røst: "Altsaa, mine Herrer, ud til Søkvæsthuset!"

Med Et, som vi i vort Hjem sade og passiarede, hørte vi et rungende Hurra og "Fru Heiberg leve!" Jeg sprang op, idet jeg sagde: "Gud, der ere de!" - "Vær ganske rolig," sagde Heiberg, "de ere udenfor Porten, og kjender jeg den gamle Portner ret, kommer ikke En ind i Gaarden." Vor Bolig laa nemlig inde bag en stor Gaaard, omgivet af Haver. I nogen Tid var Alt stille, men derpaa fulgte atter Hurraraab og: "Fru Heiberg leve!"

Vi havde en livlig, opvakt Kokkepige, der ved Tummelen strax var ilet ned til Porten; nogen Tid efter kom hun op til os og fortalte meget dramatisk, hvad der var foregaaet. "Alle ere nu borte," sagde hun, "men Herskabet skulde have været dernede, det var meget morsomt. Ved det første Hurraraab aabnede den gamle, døve Portner sit Vindue og sagde: "Maa jeg spørge, hvad er dette for en Kommers? Tro I, her er en Kro, saa tage I feil." Da raabte en Stemme: "Luk op! vi ville blot bringe Fru Heiberg et Hurra, luk op!" Portneren, der aldeles ikke var inde i Aftenens Begivenhed, havde kun hørt, at han skulde lukke op, han blev nu rent desperat og skreg: "Lukke op? nei, min Sjæl om jeg gjør! Her bo ordentlige Folk, der ikke have Noget at gjøre med slige Kommersbrødre," smækkede Vinduet i, og det sidste Hurraraab lød nu udenfor den lukkede Port." - Saaledes staar altid det Comiske som en lille Nisse ved Siden af enhver Begivenhed.

Endelig kunde vi komme til Ro. Jeg var uhyre træt; og da Heiberg sagde mig "God Nat!" udbrød han den ene Gang efter den anden: "Hvor er jeg dog taknemmelig over atter at have dig rask og glad," - Jeg sov hurtigt ind efter at have takket Ham, der har vor Skjæbne i sin Haand, og fra hvem alt Godt kommer.

Dagen efter kom to af Frederik den Syvendes Kavalerer og bragte mig en Hilsen fra Kongen tilligemed en deilig Bouquet Blomster, i hvis Top der hvilte en udmærket skjøn Brosche af Brillanter, i Form af en Muslingskal.

Nogle Dage efter, den 5te April, blev jeg indbudt af Balletmester Bournonville til en Formiddagsfest paa Balletskolen i Anledning af min Helbredelse. Her blev jeg modtaget af følgende Sang, som Jfr. Egense (senere Fru Liebe) foredrog:

289

BALLETPERSONALETS HILSEN
til
FRU J. L. HEIBERG,
den 5te April 1853.
Mel.: Maritanas Sang.

Velkommen i sin Hal Dig byder
Den Yngste af de Søstre ni.
Thi Kjærlighed og Poesi,
Igjennem Dandsens Tone lyder:
See Vaarens Blomst udfolder sig
Med Sundhedsglød paa dine Kinder!
En Krands af venlige Kjærminder
:|: I Rythmers Leg vi flette Dig. :|:

Blandt Alfers lyse Regioner,
I Laurens By, din Vugge stod,
Og gjerne rører sig din Fod
Alt til de velbekjendte Toner.
Musiken Dig paa Armen bar,
Nu kan Du selv en Lyra stemme,
Men dog Du aldrig vil forglemme
:|: Den Melodie, Du dandset har. :|:

Saa mangt et Billed for vort Øie
Fremtryller Du ved Ordets Magt,
Og i dit stumme Spil er lagt
En Toneverden fra det Høie;
Men hvor Du end os fører hen,
Blandt Nordens Iis, til Sydens Dale,
Dit Ord er Sang, din Dands er Tale,
:|: Geniet følger Dig som Ven. :|:

En Guddom skjærmer dine Dage
Paa Kunstens farefulde Vei
Og strøer den med Forglemmigei,
Naar glad og stolt Du seer tilbage.
290 Dog bliv hos os en liden Stund
Og lyt til Alfechorets Stemme;
"At Du vor Musa ei vil glemme",
:|: Vi gjerne høre af din Mund. :|:

Bournonville havde tillige componeret en lille Dans til den Musik, hvorefter jeg første Gang, som lille Pige, havde udført en Solo for Publikum. - Ogsaa her rakte man mig Blomster og et smukt broderet Fodteppe, forfærdiget af Danserinden Fru Kellermann og den ældste af Figurantinderne. Vi bleve efter dette Alle en Tid sammen, idet vort tidligere Venskabsforhold end mere fæstnedes for Fremtiden.

Efter Saisonens Slutning droge vi glade ud til Taarbæk og boede paa den saakaldte "Skrænt" med den henrivende Udsigt over Sundet. Vor Glæde blev dog snart forbitret ved, at den gruelige Sygdom Cholera for første Gang besøgte Kjøbenhavn. Forfærdelse havde grebet Alle, og man gik fra Morgen til Aften i Angest for sine Kjære. Da Choleraen varede ind i August Maaned, hvor Logeauktionen pleier at holdes, maatte denne udsættes, thi hvem havde i dette Øieblik Sans for Andet end den skrækkelige Landeplage. Af denne Grund begyndte den følgende Saison først den 18de September i Stedet for den 1ste.

Saa snart Choleraen offentligt var erklæret for udbrudt, holdtes streng Quarantaine. Alle ankomne Skibe maatte ligge paa Rheden nogle Uger, førend Mandskabet fik Lov til at komme iland. Til de af andre Sygdomme angrebne Sømænd blev indrettet et Hospital i Søkvæsthusets øverste Etage. Søkvæsthuset tilhørte Søetaten, men havde ikke i mange Aar været benyttet til Hospital.

Saa snart vi paa Landet hørte, at de stakkels syge Sømænd, hvoraf der alt var indkvarteret ikke saa faa paa Søkvæsthuset, hele Dagen sade triste med Næsen paa Ruden, indespærrede som vingeskudte Fugle, stirrende med et Suk ned i vor Have, gav Heiberg strax Lov til, at Haven maatte afbenyttes af de Syge, et Tilbud, der af disse blev modtaget med Jubel. Os var det en stor Glæde at høre, hvorledes de, der vare raske nok hertil, daglig legede, spøgte og sang i vor lille Have.

Da Choleraen endelig ophørte, og Quarantainen var hævet, flyttede vi atter ind til Staden.

Som jeg en Maanedstid efter, en skjøn, solbeskinnet Formiddag sidst i September, sad paa vor Havetrappe, faldt et stærkt Sollys paa Træværket af Trappen, og til min Forundring opdagede jeg, at et Digt var zirligt skrevet herpaa med Blyant, og jeg læste Følgende:

291

Da nylig jeg flakked' paa Søen,
Omtumlet ved Bølgernes Bryst,
Hvor længtes jeg efter Øen,
Hvor Bøgen den vifter fra Kyst,
Og Sjølund, der kneiste fra Voven
Saa yndig, et Paradis lig; -
Jeg skimtede Huset ved Skoven,
Som skjuler, min Elskede, Dig.

Men Hjemmet det kjære var øde,
Og Glæden var draget af By,
I Staden der rasede Døden
Og bød de Forsagte at fly.
Da ramte et Uheld forbandet,
I Hov'det jeg fik Havari,
Jeg ønsked' mig atter paa Vandet,
For Kvæsthus og Cholera fri.

Men nu, jeg dvæler blandt Blommer,
Da hæver sig atter mit Mod,
Efter Regnen jo Solskin kommer,
Jeg føler. Gud Herren er god!
De yndige Blomster mig minder
Om Moder og Barndommen kjær,
Og end blomstre Julias Kinder,
Og hvad vil jeg Daare vel mer.

Og han som med Sangen fortryller,
Med Skrifterne, vittig og lærd,
Og hende, som Dannemark hylder,
De herlige dvæled' tidt her.
Og derfor elsker jeg Haven,
En Oase i pestlumre Stad,
Dens Minde mig følger til Graven,
I Danmark og borte derfra.
Matros
S. W. R.
1853.

292

V
1853-54.

I April Maaned havde der atter været Ministerskifte: Simony var som Cultusminister bleven afløst af Anders Sandøe Ørsted. Hvis man maatte sige, at P. Bang og Simony ikke tidligere havde givet sig af med Theaterinteresser, da gjaldt dette i en endnu høiere Grad om Ørsted. Saa vidt jeg veed, havde han i mange Aar ikke havt sine Ben indenfor Theatrets Mure.

En Dag stormer Nielsen ind til Ørsted og udbreder sig med hele sin klangfulde Røst og sin glimrende Svada med de sædvanlige Klager over Tilsidesættelse, som han beviser med utallige Exempler. Enhver, som personligt har kjendt Anders Sandøe Ørsted og tillige Skuespiller Nielsen, kan vist ikke tilbageholde et Smil ved Tanken om at se disse to Personligheder stillede lige overfor hinanden. Kan man tænke sig en større Contrast end den sanddru, i det daglige Samkvem med Fremmede halvt undselige og lidt keitede Ørsted staa lige overfor den routinerede, pragtfulde, declamerende og gesticulerende store Skuespiller? Hvad vilde jeg ikke have givet for at have staaet ubemærket i en Krog og nydt dette Skuespil! Den rene, uskyldige Ørsted stod som himmelfalden over alle de sorte og uhørte Nederdrægtigheder, som han her for første Gang hørte om den Heiberg, han alt havde kjendt som Dreng og støttet som Yngling, og med hvem han i Tidernes Løb saa ofte havde været sammen hos sin gamle Veninde Fru Gyllembourg uden at ane, at denne Johan Ludvig kunde være et saadant Udskud. Og da Nielsens Tale nu paa sædvanlig Vis endte med Begjæring om øieblikkelig Afsked, da blev den godmodige Ørsted helt ilde ved det paa Mandens Vegne og sagde: "Betænk dog, hvad De gjør! Det er en egen Sag for en Mand at opgive sin Virksomhed; - hvormed vil De da herefter udfylde Deres Tid?" - Ved dette Spørgsmaal reiste Nielsen sig i sin fulde Høide og svarede: "Min Tid? naturligvis med det, der alt i mange Aar har udfyldt min Tilværelse langt mere end Alverdens Roller, med mine historiske Studier og Værker!" Nu blev det Sidste værre end det Første for den stakkels Ørsted, og han vidste ikke, hvad han skulde svare ham herpaa; men den Tanke foer gjennem hans Hoved, at han vistnok burde have kjendt den Omstændighed, at Nielsen dyrkede Historien. Dette satte ham i stor Forlegenhed, men han fik dog en vis Respect for denne Skuespiller, der ved Siden af sit egentlige Kald dyrkede Historien. Ørsted søgte nu paa sin humane, godhjertede Maade at berolige det oprørte Gemyt, og de skiltes paa den mest venskabelige Maade fra hinanden med gjensidig Agtelse.

293

Saaledes lød Ørsteds Referat af denne Scene, som han Ord til andet meddelte Heiberg. "Jeg kommer til Dem," - sagde han - "for saa hurtigt som muligt at blive orienteret i denne kildne Sag. Dette Besøg," - vedblev han ganske naivt - "satte mig paa mere end een Maade i stor Forlegenhed. Jeg er slet ikke inde i Theaterforholdene, men saa meget kunde jeg da se, at denne Nielsen er et meget lidenskabeligt Menneske, der nok ikke saa lige veier, hvad han siger. Men sig mig, hvad er det for historiske Studier og Værker, han talte om? Hvis Historie har han skrevet?" - "Saa vidt jeg veed," svarede Heiberg med en temmelig slet dulgt Ironi, "har han ikke givet sig af med at skildre andre Perioder af Historien end den kgl. danske Skydebanes." Ørsted drog lettet sin Aande, idet han smilende sagde: "Naa, saaledes! det glæder mig, thi jeg skammede mig virkelig over min Uvidenhed lige overfor hans Virksomhed i Litteraturen, som jeg efter hans Udtalelser troede var af hel anden Betydning."

Da Ørsted erfarede, at det ikke var første, men tyvende Gang, at Nielsen søgte sin Afsked, beroligede han sig og gik lettet bort.

En af Nielsens Klager til Ørsted var, at hans og hans Kones Kræfter ikke benyttedes tilstrækkeligt, en Tale, som Nielsen udbredte overalt. I den forløbne Saison havde Heiberg paany ladet opføre "Macbeth", hvori Nielsen og hans Kone havde Hovedrollerne, "Hakon Jarl", hvori det Samme var Tilfældet, "Dronning Margareta", ligeledes, "Pak" af Overskou og "Slottet i Poitou", hvori de ogsaa begge havde Hovedrollerne. Men man maa ikke tro, at der et Qieblik vistes Paaskjønnelse heraf, tvertimod, naar dette gjordes gjældende, klagede man over det anstrengende Arbeide, som Directeuren tillod sig at overlæsse dem med.

Uagtet alle Heibergs Anstrengelser for at opføre "Hamlet", idet han ideligt satte det paa Repertoiret, havde det ikke været ham muligt i den forløbne Saison at faa Stykket frem oftere end to Gange; saa meldte den Ene og saa den Anden af de Sammensvorne sig upasselig; men især var Hr. Høedt hjemsøgt af stor Svagelighed. Naar "Hamlet" var annonceret, gik det formeligt efter Tur for at forhindre dets Opførelse. Naar nu Folk i Publikum spurgte, hvorfor "Hamlet" ikke blev opført, da svarede den forfulgte Høedt: "Det maa De spørge vor vise Directeur om; det lader ikke til, at han har Brug for mit Talent."

Jeg forstaar godt, hvor vanskeligt det er for de Uindviede at begribe denne Modstand. Men Planen var, saa længe Heiberg var Directeur, at forhindre enhver Forestilling, der havde nogen Interesse, og som kunde skaffe Theatret nogen Indtægt, i Haab om, at Ministeren tilsidst vilde formaa Heiberg til at trække sig tilbage fra Stillingen. Dette var jo ikke saa galt anlagt, men saa længe en Mand som Ørsted var Cultusminister og utilgjængelig for 294 al Bagvaskelse, hvad var der da Andet at gjøre end at vente paa bedre Tider? Dette undsaae man sig ikke ved høit at udtale mellem Coulisserne for Enhver, som vilde høre derpaa.

Hvor vidt disse Mennesker gik for at modarbeide Theatrets Interesser, og hvor meget de lode sig lede af deres private, personlige Stemning, derpaa vil jeg fortælle et lille comisk Exempel.

I Slutningen af forrige Saison blev en lille Vaudeville indleveret anonymt til Theatret, hvis Titel var: "Karens Kjæreste". Heiberg fandt vel, at den var noget svag i Anlæget, men der var noget saa kvikt i Sangene, baade hvad Texten og Musiken angik, at han ikke vilde støde den unge, ubekjendte Forfatter bort. Han antog altsaa Stykket til Opførelse.

En Aften silde, da jeg ensom sad og sang ved Claveret, medens Heiberg ovenpaa passede sine tause Stjerner, kom han ned til mig og sagde: "Kunde det ikke more dig at spille og synge disse nye Sange af en Vaudeville, der er antaget, og som hedder "Karens Kjæreste"? Jeg modtog dem, og da jeg først havde spillet og sunget dem, kunde jeg ikke høre op, førend jeg omtrent kunde dem udenad. Troen paa, at jeg var Forfatterinde til "En Søndag paa Amager" og "Abekatten", havde i den sidste Tid udbredt sig mere og mere paa Theatret, og man gik stadig paa Jagt efter at faa Vished herom. Nysgjerrighed er en ugratieus Egenskab hos Damer og en meget ordinair Egenskab hos Herrer. Naar jeg mærker, at en Herre lider af denne hæslige Syge, da synes mig, at jeg kjender en hel Række af ikke gode Egenskaber, der ere denne Feils Følgesvende. Den Lykke, mine to Stykker gjorde hos Publikum, var til ikke ringe Ærgrelse for Flere. - Claverprøverne paa "Karens Kjæreste" vare begyndte; jeg spillede ikke heri; derimod havde Høedt Hovedrollen. En Formiddag kom han ned paa Scenen fra en af Claverprøverne, endnu opfyldt af de smukke Melodier, og repeterede disse for en Del af os, der stode i en Klynge i en af Coulisserne. Da det var en af de første Claverprøver paa Stykket, kunde han endnu ikke Sangene correct, men gjorde en Del Smaafeil i dem. Da jeg hørte dette, tænkte jeg i et Øiebliks Overgivenhed: Nu skal jeg narre dem Allesammen og føre dem paa Vildspor om det, de brænde af Nysgjerrighed efter at erfare, nemlig hvem Forfatteren til denne Vaudeville er. Jeg gav mig nu til at rette Hr. Høedt i de Smaafeil, han begik i Sangene, idet jeg sang dem helt og holdent baade med Text og Musik for den lyttende Klynge. Men neppe kunde jeg tilbageholde min Latter ved at se Høedt og de Andre kaste stjaalne, betydningsfulde Blikke til hinanden, som tydeligt sagde: "Haa, haa! Stykket er altsaa af hende, ellers vilde hun jo ikke kunne kjende alle Sangene udenad." Og inden faa Dage hørte man overalt, at en ny Vaudeville af Forfatteren til "En Søndag paa Amager" kunde med det Første ventes opført.

295

En af Skuespillerne, som havde staaet i Klyngen hin Dag - jeg vil kalde ham Hr. X. - og som i en kort Tid havde sluttet sig til de Misfornøiede af Vrede paa Heiberg over en Rollebesætning i et andet Stykke, der var imod hans Ønske, tænkte: Nu kan jeg hævne mig paa Directeuren! her har jeg Midlet. - Og han i Forening med et Par unge Studenter aftalte nu at pibe det lille, uskyldige Stykke ud ved den første Opførelse. Som tænkt, saa gjort, Stykket blev udpebet. Han havde ikke været forsigtig, thi Alle udpegede ham som Ophavsmanden til Udpibningen. Men i Sligt forstod Heiberg ingen Spøg. Han meddelte Ministeren dette Brud paa den Skuespillerne paahvilende Forpligtelse ikke at blande sig i nogen offentlig Meningsytring paa Theatret, og Ministeren var enig med ham i at tage Sagen alvorligt. Heiberg skrev da til Hr. X., at da Alle udpegede ham som den, der havde besørget Udpibningen af "Karens Kjæreste" og selv deltaget i den, hvilket er stik imod Skuespillerreglementet, maatte han for sin egen Skyld fralægge sig denne Beskyldning ved en Erklæring, som inden en bestemt Time maatte afgives, da han i modsat Fald ikke kunde blive i Theatrets Tjeneste.

Til Trods for Alt, hvad de hittede paa at sige om Heiberg, vidste de dog, at han var Mand for at holde sit Ord. Til den bestemte Tid kom altsaa Hr. X.'s Erklæring, hvori al Deltagelse i Pibningen benegtedes. Samme Aften indrykkede Heiberg i "Den Berlingske Tidende", at det glædede ham at kunne meddele Publikum, at de Rygter, der i disse Dage havde været udbredte om Hr. X., vare usande, hvilket nedenstaaende Erklæring fra denne bevidnede.

Se, saaledes hang det sammen med Udpibningen af "Karens Kjæreste". Jeg beder Forfatteren hundrede Gange om Forladelse for min kaade Spøg, der mindst af Alt havde til Hensigt at skade ham eller hans Arbeide, som jeg i ensomme Timer havde havt Glæde af.*

Er det nu ikke characteristisk, at, naar undtages den Indflydelse, som de enkelte misfornøiede Mænd udøvede paa deres Koner, ingen af Theatrets Damer nogensinde, hverken i Fortiden eller under de nuværende Theaterspektakler, have været med i nogen Theaterintrige; en Lyde, man dog ellers tillægger Damerne. Men Erfaringen viser, at den største Fare for Skuespillerne er efterhaanden at blive forvandlede fra Mænd til daarlige Kvinder, der lide af Misundelse og føre Sladder. Det gaar i et saadant offentligt Hus som i et privat: et eneste nyt Medlem i Kredsen kan tilveiebringe et Omslag i Alles Forhold til hverandre. For at man nu ikke i det Store skal miskjende * 296 de Personligheder, som paa hin Tid udgjorde det kongelige Theaters Personale, saa beder jeg at erindre, at de Mange, der med deres Overbevisning ikke vilde eller kunde slutte sig til den Modstand mod Heiberg, der lod til at være det lille Côteries Livsopgave, paa mange Maader viste Heiberg og mig et Venskab, en Hengivenhed, som vi bevarede i trofast Erindring. Alle disse berørtes ikke mindre end vi over al den Coulissesladder, som gennem Caffehuse og Conditorier førtes ud i Publikum.

Det daglige Samliv paa Prøverne var endnu holdt indenfor Velanstændighedens Grænser. Det Nielsenske Hus ytrede sin Unaade ved til dagligt Brug at være i høi Grad fornemt, ordknapt, tilbageholdent; Hr. Høedt med sin "Drabant", et Navn, hvormed en Del havde døbt den stakkels forblindede Wiehe, indtoge en Holdning som de fint Dannede; og saaledes iagttoge ogsaa de endnu til dagligt Brug en sømmelig Tone. Høedt saae man dagligt omgivet af en Klynge af Theatrets Ubetydeligheder, Alle lyttende til hans æsthetiske Theorier og beundrende hans Veltalenhed, som den ordknappe Wiehe, der altid sluttede sig til Klyngen, gav sit Bifald til, idet han af og til sagde: "Ja, det forstaar sig!" - Denne uafladelige Sigen Ja til Alt, hvad en Anden falder paa at ytre, syntes Mange var et rørende Venskabstegn fra Wiehes Side.

I Klyngen stod af og til Phister, ogsaa tilsyneladende med Beundring; men han kunde dog ikke afholde sig fra nu og da at hugge ind med en Bemærkning i modsat Retning, der ofte var saa bidende vittig, at Alle uimodstaaeligt brast i Latter, saa at Høedt ikke vidste, om han var kjøbt eller solgt, som man siger. Men pludselig slog han da atter om i modsat Retning, hvilket saa atter gjorde Høedt tryg. Paa den Maade blev Phister Medlem af begge Leire, for Alle og mod Alle; ja, hvad der var det Beundringsværdigste, ogsaa af den tredie Leir, der bestod af Directeuren og Theatrets øvrige Embedsmænd. Paa samme Tid nemlig, som Nielsen og Høedt fuldt og fast troede, at Phister delte deres Anskuelser, deres Misfornøielse i Et og Alt, paa samme Tid sprudlede han af Vittighed og Ironi over dem til Heiberg. Han gjorde derved alle Parter trygge, Heiberg med. Paa Prøverne og om Aftenen, naar Heiberg var nærværende, veg Phister ikke fra hans Side, men underholdt ham levende og fik naturligvis ad denne Vei mangt et Ønske indsmuglet. De andre Skuespillere vare meget vrede herover, og over at han saaledes forhindrede dem fra at tale med ham. Stod man i Frastand og saae ham underholde Heiberg, bukkende som i Extase over Heibergs Svar, hvem kunde da et Øieblik tro, at her stod En, der glædede sig over alle de Bryderier, al den Modstand, som Heiberg havde at kæmpe med? Vilde man nu spørge: "Hadede Phister da Heiberg?" da svarer jeg i fuld Overbevisning: han hadede ham langtfra, ja ifald man tør bruge dette Ord om en saadan Character, da vilde 297 jeg sige, han elskede ham snarere. Og det Samme kunde siges om Heiberg med Hensyn til Phister. En dramatisk Forfatter kan ikke andet end elske den geniale Skuespiller, der levendegjør hans Phantasier, hans Tanker, hans Hjertes Børn. Ved i fuldt Maal at forstaa, gribe, gjengive, levendegjøre fra Scenen det Billede, som Digteren i sin Phantasi har skabt, kommer der en aandelig Forstaaelse mellem begge, et aandeligt Slægtskab, der har et stærkt Liv og bærer en stærk Kraft i sig. Hvor ofte høre vi ikke et Menneske sige om et andet: "Han er mig kjær og dyrebar, thi han er den Eneste, der forstaar mig ." Nu vel, denne Følelse har Digteren lige overfor den geniale Skuespiller; - og Phister forstod Heibergs Digterværker i deres fineste Enkeltheder. Det var ikke alene Forstaaelsen af de Roller, han udførte i hans Stykker, det var Forstaaelsen af hans hele Digtervirksomhed. Et Digt som "De Nygifte", som "En Sjæl efter Døden" eller "Fata Morgana" havde Phister læst atter og atter og kunde tale herom med Digteren som meget faa Andre.

Naar man nu veed, rent ud sagt, hvor enfoldigt og bornert selv talentfulde Skuespillere kunne væve op og ned ad Stolper om de samme Ting og ved deres Raisonnement formeligt sætte en Digter i Fortvivlelse, hvad Under da, at man er henrykt, naar man træffer En, der i sin Opfattelse viser, at Intet er skjult for ham i Digterværkets inderste Organisme. Og vises dette nu praktisk i Fremstillingen paa Scenen, ja da henrives Digteren til en Beundring, der gjør, at han umuligt kan lægge Vægt paa alle de private Forhold og mulige Lyder. Heiberg elskede Kunstneren i Phister; hvad Andet der blev sagt ham paa, lukkede han Øiet og Øret for og vilde ikke fæste Lid til det, før Virkeligheden paatvang ham det. Og Phister, der var stolt af hans Beundring og Venskab, havde hidtil vogtet sig for at lade Skyggesiderne i sin Natur træde frem i den private Omgang paa Theatret.

Saaledes blev det først henimod Slutningen af November muligt at opføre et to Akts Skuespil af Frøken Athalia Schwartz, "Ruth", hvori jeg udførte Titelrollen. Den Kvalm, den Snakken baade paa Theatret og i Byen, som Høedt formaaede at sætte i Bevægelse, saa snart han skulde spille en ny Rolle, var virkelig mærkværdig. Han lod til at have gjort Hans Mortensens Ord til sine: "Naar jeg ikke maae tale om det, hvad Glæde havde jeg saa deraf." - Men sjeldent havde al denne Vigtighed antaget et mere comisk Præg end under Indstuderingen af "Ruth". Snart var det et Par Strømper, som alt dreiede sig om, snart et Bælte, snart en Hue, saa en Paryk, saa et Skjæg. Jeg tror, at i alle de mange Aar, jeg har været ved Theatret, have alle Skuespillerne tilsammen ikke udtalt sig saa meget om alle slige Smaating som Høedt i Jerochams Rolle i dette Stykke. Ikke fordi jeg mener, at alle disse Smaating ved et Costume ere uvæsentlige, men som alle 298 Forberedelser til Fester holder man dem helst for sig selv og afgjør dem i Stilhed.

Ingen var istand til at bringe den Sandhed og Simpelhed ind i den høiere lyriske Diction som M. Wiehe. Intet Under derfor, at hans Boas, hvori han formaaede at indlægge det gammeltestamentlige Præg, blev ved hans plastiske Holdning, ved den ædle Diction af saa stor Virkning. Her smeltede Alt sammen, Skuespillerens Evne med Digterens Billede. Denne Evne, denne Magt var det, som Høedt dagligt arbeidede paa at faa Wiehe til at opgive. I "Ruth" forsøgte nu Høedt sig selv som Lyriker; thi Jerochams Skikkelse lod til i høi Grad at interessere ham. Men det viste sig nu tydeligt, at hans Talent laa udenfor den lyriske Lidenskabs Diction og Plastik. Han blev tør og karikeret, og Rollens Virkning faldt til Jorden. Det er besynderligt - især i de senere Aar - at man ved Lyrik altid forstaar Declamation. En lyrisk Replik kan udsiges lige saa simpelt og naturligt som en skjøn Prosa, naar Skuespilleren har Evne til at fremsige den, og netop da gjør det Lyriske størst Virkning. Dette havde Wiehe ofte viist lod sig gjøre.

Det lille, originale Arbeide vandt Publikums Yndest. Det var en Fornøielse at udtale det rene Sprog og de smukke, velklingende Rhytmer. Efter den første Forestilling sendte Forfatterinden mig et Digt, hvis første Vers jeg her meddeler, da det smukt udtaler den Opfattelse af Skuespillerens Forhold til Digteren, som jeg oftere er kommen tilbage til i det foregaaende:

"Da jeg med mine Drømmes lyse Hær
Begeistret vandred i de fjerne Lande,
Sig, var Du dengang Digteren alt nær,
Og læste Tanken nyfødt paa hans Pande?
O, har vi gjort det underfulde Bytte!
Mon det er dine Ord, hvortil vi lytte,
Og sig, er Skjønhedsglandsen i dit Spil
Her i min egen Sjæl da blevet til?"

Den 7de Januar 1854 opførtes Hertz's fire Akts Skuespil "Et Offer". Hovedrollen i dette Skuespil, Hermione, en Kunstnernatur, der dagligt maa kæmpe med sine bornerede Omgivelser, interesserede mig overordentligt; maaske ogsaa Øieblikkets tilsvarende Kamp bidrog hertil. Jeg tilstaar, at ingen Digter har formaaet at røre mig som Hertz. Han har en Evne til ved simple, skjønne Ord og Vendinger at faa Ens Indre i en Bevægelse som næsten ingen Anden; af alle vore Digtere er der Ingen, der som han har forstaaet Kvindehjertets Følelser og Bevægelser, lige fra den naive, barnlige, neppe voxne Pige til den fuldt udviklede Kvinde. Hermiones Skjæbne greb mig dybt, og den kvalte Graad i hendes Røst meddelte sig til Tilskuerne, saa 299 den lydeligt klang op til mig paa Scenen, som om den vilde sige: "Græd kun, vi græde med." Fru Nielsen spillede den ældre, ugifte Pige i Stykket saa elskværdigt, saa fint, med en saa velgjørende Ro, at jeg ikke tager i Betænkning at sige, at Indtrykket af de lange Scener mellem os to Kvinder er noget af det mest Harmoniske, jeg har følt ved noget Sammenspil. Michael Wiehe spillede Elskeren i Stykket, en psychologisk vanskelig Rolle, som der maatte tages paa med fine Hænder, naar ikke al Sympathi hos Tilskuerne skulde forspildes. Men nu vilde Skjæbnen til Hertz's og Stykkets Ulykke, at Wiehe her i Praxis udførte alle Høedts Theorier om Sandhed, Virkelighed og Lyrikens Fordømmelse . At derved hans og vort Arbeide, uden at tale om Hertz's, var spildt, saae jeg strax. Ikke alene jeg, men de fleste Tilskuere gøs tilbage for at se denne Michael Wiehe spille saa raat, og hvad der var det Værste, saa meget imod Stykkets Aand og Interesse. Den hele ny, brusque Maner at spille paa var en ren Contrast til Wiehes hele ideale Naturel, og derfor blev hans Fremstilling forceret og uskjøn. Mig smertede denne Fremstilling, som om jeg havde set en skjøn Statue blive hugget i Stykker af Gadedrenge. Vilde han virkelig prøve paa at føre et Spil frem bygget paa disse Theorier, da var i alt Fald Valget, at anvende dem paa denne Rolle, saa forkert som muligt. Hvis Elskeren virkelig havde forladt Hermione paa Grund af, at han ikke magtede at hæve sig op til hende, ja, da lod dette Spil sig undskylde; men naar Forfatteren lader ham ende med at forstaa hende, skatte og vurdere hende, saa at han i inderlig Følelse og Beundring beder hende om hendes Hjerte og Tro, da gaar dette visselig ikke an. En i Bund og Grund raa Natur kan aldrig omvende sig til en høiere og ædlere; dens Grundaccord er angivet. Men Wiehe var ikke den Første og bliver ikke den Sidste, der ikke retter Begyndelsen og Enden af en Rolle efter hinanden, men skjærer dem over i to usammenhængende Dele til Digterens Fortvivlelse og Publikums Misforstaaelse.

Hertz, der en Dag overværede en af Prøverne paa Stykket, gik mismodig og forknyt hjem; thi ogsaa han indsaae, at hans Stykke var fortabt ved det Syn, Wiehe havde faaet paa den vigtige og betydelige Elskerrolle. Men hvem turde mere tale til Wiehe om Noget som helst?

Paa en af Prøverne saae jeg ham staa og læse et Brev for Høedt og Fru Nielsen; jeg saae, at dette Brev bragte ham i Lidenskab. Han kom senere hen til mig, og jeg spurgte, hvad det var for et Brev, der havde sat ham i denne Bevægelse. Han tog det op af Lommen og gav mig det, idet han sagde: "Læs og sig, om De ikke finder dette uforskammet." Jeg læste nu et Brev fra Hertz, hvori han paa den venligste, ja man kunde gjerne sige ydmygste Maade spurgte Wiehe, om han ikke troede, at der kunde lægges noget Mildere ind i Udførelsen af denne Rolle? Brevet endte saaledes: "- dog, dette er kun et 300 Spørgsmaal, gjør, hvad De finder rettest." Bedrøvet gav jeg Wiehe Brevet tilbage, idet jeg sagde: "Har dette beskedne, bønlige Brev virkelig kunnet fornærme Dem? Ak, Wiehe, har man alt bragt Dem saa vidt?" Han saae taus ned for sig og gik.

Wiehe var helt og holdent et Følelsesmenneske, og naar han lod Følelsen raade, da tog han sjelden feil, hverken i Livet eller i sin Kunst. Tog han derimod sine Beslutninger gjennem Reflexionen, da var han usikker og kunde ofte forløbe sig, idet der da indtraadte Stivsind, som Ingen formaaede at rokke. Overskou har Ret, naar han mener, at P. A. Heiberg, 69 Aar før Wiehe blev født, i Comedien "Heckingborn" har skildret en ganske lignende Character som den, Wiehes nu var bleven, i Dalton, en ung Mand med et fortræffeligt Hjerte, ypperligt naturligt Geni og store Anlæg. "Lykkelig er man", - lader P. A. Heiberg en Person i Stykket sige om Dalton - "naar denne Mand strax faaer fat paa den rette Side af den Ting, han vil udføre, da udfører han den fortreffelig, men om hans onde Skiæbne viser ham Tingen fra en urigtig Side, da har han ikke Kundskaber og Indsigter nok til at opsøge den rette; og en vis Entêtement eller Egensindighed, som er disse Folk egen, foraarsager, at han nesten aldrig forlader sine vrange Begreber, end ikke da, naar Udfaldet viser ham det urigtige deri." Overskou vedbliver: "Denne Egenhed hos Wiehe gjorde det let for dem af hans Venner, om hvis Indsigt han havde et høit Begreb, at lede ham; kun turde de ikke lade ham kunne mærke, at det var deres Hensigt, thi da han netop især tiltroede sig Selvstændighed og Fasthed i at bevare sin Selvstændighed, vilde han have mødt Forsøg paa at overtale ham til Noget, som han ikke forud sympathiserede med, kort og but med en Afviisning; de maatte om den Sag, de vilde vinde ham for, discursive fremkomme med Bemærkninger og Betragtninger, hvilke han stiltiende og opmærksom lyttede til og derved saa ganske optog i sin Tanke, at han troede selv at have undfanget den Anskuelse, de vilde bibringe ham." Høedt lod til at have forstaaet at behandle ham. Denne Characteristik er meget træffende, og kun gjennem denne lader Wiehes hele senere Opførsel sig forklare.

Efter at man først havde fjernet ham fra hans tidligere Omgang, saa at han nu kun hørte een Stemme, een Anskuelse, borede denne sig ind som en snigende Gift i dette egensindige Menneskes Tanker; at disse Tanker, disse Anskuelser vare hans egne og ikke en Andens, vilde Ingen kunne faa ham fra. Skulde han nogensinde bryde sit Venskab med Høedt, da maatte det være, om Nogen overbeviste ham om, at han i Et og Alt fulgte dennes Ideer. Saa vel jeg som Wiehes Forældre, Søskende og Venner sørgede oprigtigt over hans Forblindelse, der gjorde ham til en hel Anden end den Wiehe, vi Alle havde havt saa kjær.

Høedt var i Modsætning til Wiehe berøvet enhver lyrisk Rhytmus.

301

Stemmens Klang var tør og uden bløde, hjertelige Modulationer; dette gjorde, at han aldrig kunde røre i Repliken. Det Forstandige, Ironiske, Kjøbenhavnskmoderne: Replikens Tilspidsning, var hans Sag. Da nu Høedt var af de reflecterende Skuespillere, der vidste god Besked med sig selv og sine Evner uden derfor at ville gjøre Andre fortrolig med denne Viden, saa vidste han ogsaa, at lyriske Toner vare ham neglede, og altsaa vare efter hans Paastand disse falske og uden Værd, ja burde slet ikke existere i Skuespilkunsten. Wiehe stred længe imod, thi det var jo især ved de Gaver, han havde vundet Publikums udelte Beundring, og desuden laa den hele ideale Retning i den Grad i hans Natur, at han ikke kunde, selv om han vilde, ganske tilintetgjøre det ideale Farveskjær, som hans Personlighed kastede over enhver Fremstilling; vilde han med Magt bryde denne, da først kom for ham noget Usandt ind i Fremstillingen.

Imidlertid opgav Høedt ikke sin Plan, men fortsatte den med Vaaben, der vare yderst farlige for en Character som Wiehes: han gjorde Nar ad ham , parodierede i det Nielsenske Hus hans Fremstillinger for ham selv under almindelig Latter. Dette var for meget for den ømfindtlige Wiehe. Han bildte sig nu ind i sit sygelige Sind, at ligesom Høedt fandt ham latterlig, saaledes vare vel Mange af samme Mening uden at have Høedts Mod og Ærlighed til lige overfor ham selv at udtale det frit og aabent.

"Hvad er dette?" spurgte Phister mig efter i nogen Tid at have betragtet Wiehes Spil i "Et Offer", "han spiller jo i Aften Peter Badon." Denne Peter Badon var en stakkels latterlig Idiot, der i hin Tid var godt kjendt fra Kjøbenhavns Gader. At tie hertil var mig umuligt. Jeg udtalte for Wiehe selv min Smerte over den forandrede Spillemethode, som en Søster kan klage over sin uartige Broder. Han hørte taust, men dog noget forlegent paa mig, idet han sagde: "Naar jeg spiller paa min gamle Maade, gjøres der Nar ad mig, og det kan jeg ikke taale." Jeg henholdt mig da til Publikums Dom og sagde: "De ser dog, at Deres Spil i dette Stykke er uden Virkning." - "Ja, det lader ikke til at behage dem," sagde han, " men til Latter vil jeg ikke være ." - "Men min Gud," udbrød jeg, "hvem ler ad Dem?" I stor Heftighed udbrød han: "Høedt! Høedt!"

Til Lykke var hans naturlige, sande Følelse, der mod hans Villie rev ham hen, stærkere end alle Høedts æsthetiske Declamationer, saa at han dog ikke sjelden fulgte dennes Indskydelse i Stedet for Vennens Despotisme. Men mange smertelige Kampe havde jeg paa dette Omraade, og jeg var aldrig længer rolig under nogen Opførelse, forinden jeg saae, om Wiehe i Aften var den Gamle eller ei; thi herpaa beroede jo vort hele Sammenspil og dets Virkning.

Ganske uden Virkning blev dog Hertz's "Et Offer" ikke paa Publikum, 302 hvortil Fru Sødrings høist ualmindelige Udførelse af den gamle fjollede Tante og Phisters prægtige Ritmester væsenligt bidrog; men den rette Interesse for og Forstaaelse af Stykket opnaaedes ikke.

Ethvert Menneske har vist erfaret, hvorledes der gives Tider, stille og lykkelige, hvor ethvert Foretagende, selv det, paa hvis Held vi tvivle, gaar glat og uden Hindring frem. Det er, som om Lykkens Gudinde fløi foran og viste Veien til Ønskernes Opnaaelse. Men der gives andre Tider, hvor ethvert Foretagende standses eller hæmmes, Alt gaar trangt og med stort Besvær. I disse for Sindet farlige Tider hober sig ofte Uheld paa Uheld, det er, som om Lykken paa en Gang rent var fløiet bort uden at ville have det Mindste mere med os at gjøre, medens andre, skadefro Aander have indtaget dens Plads og arbeide paa at pine og plage os. Sligt er Overtro, men hvem kan ganske gjøre sig fri for denne?

Medens jeg i disse tunge Aar havde nok af Bekymring over al den Uret, jeg saae Heiberg udsat for, medens mangt et Venskabsbaand ved Theatret, som jeg trygt havde stolet paa, var bristet, medens Usandhed og Utaknemmelighed gjorde mig mørk af Sind, hændtes der Noget, der sandelig i ikke ringe Grad bidrog til at gjøre mig disse Aar endnu tungere. Heibergs Moder havde i de senere Aar været svag og lidende, i Grunden fra den Tid, da Døden berøvede hende hendes unge, begavede Pleiesøn, Georg Buntzen, et Tab, hun tog sig saa nær, at hendes tidligere sangvinske Temperament fik et dødeligt Stød. Hun kunde tidligere le saa hjerteligt over et vittigt Indfald eller en Spas, nu lo hun aldrig mere; Smilet kom vel, men det gik ikke mere over til Latter. I det sidste Aarstid gik hun ikke mere ud, hun tog sig kun Bevægelse i vor Have. En Dag, da hun kom op fra denne efter endt Spadseretur, gjorde hun et Feiltrin ved at gaa over Gulvet, faldt og brækkede sit Ben oppe ved Hoften, et farligt Brud i hendes Alder, dengang 81 Aar. Hun blev baaret i Sengen, af hvilken hun ikke mere skulde reise sig. I 2 Aar varede dette pinlige Sygeleie. Foruden mine Theaterkvaler fik jeg saaledes huslige i Tilgift, og det var sandelig vanskeligt at sige, hvilke der tyngede mig mest. Jeg selv var jo paa en Maade kun at betragte som Reconvalescent efter min farlige Sygdom, og den Svækkelse, den havde efterladt, var endnu langtfra overstaaet. Lægen havde derfor hele Vinteren raadet til en Reise til Marienbad, saa snart min Ferie indtraadte. Denne var ogsaa besluttet, og jeg glædede mig til at reise til det skjønne Böhmen i Heibergs Selskab. Da der nu imidlertid i Mai indtraf dette Uheld for hans Moder, kunde der ikke længer være Tale om, at vi begge kunde forlade den Syge, hvis Livstraad under disse Omstændigheder hurtigt kunde afskjæres. Det blev da til min Sorg besluttet, at jeg maatte reise uden ham, og at min gode, kjærlige Broder Anton skulde være min Ledsager i hans Sted.

303

I de 23 Aar, Heiberg og jeg havde været forenede, havde vi aldrig været adskilte, naar undtages hans lille Reise til Hveen 1845. Jeg var ilde tilmode ved at skulle reise uden ham; han derimod lo ad mig og sagde:,,Herre Gud, det er jo kun paa kort Tid!" Men det hjalp ikke, jeg var saa bedrøvet over Adskillelsen, at han ideligt maatte sætte Mod i mig. For at bringe mig i hans Erindring hver Dag, medens jeg var borte, fandt jeg paa at kjøbe en Mængde smaa Gaver til ham, hvoraf een hver Morgen i de halvanden Maaned, jeg skulde opholde mig ved Badet, skulde lægges paa hans Tallerken ved Morgencaffen. De vare alle nummererede, og jeg havde betroet mig til vor Pige, der fik det Hverv hver Morgen efter Nummer at henlægge min Gave. Alle disse Pakker vare forseglede med Lak, thi indeni hver fandtes foruden Gaven en lille skreven Seddel, som Ingen uden han maatte læse. Dagen før min Afreise udførte jeg denne storartede Indpakning og Forsegling, et Arbeide jeg ofte blev forhindret i netop af Heiberg, der ideligt og ideligt imod Sædvane indfandt sig snart for at spørge om Et og snart om et Andet. Naar jeg nu midt under Arbeidet hørte hans bekjendte Trin i Værelset ved Siden af, da maatte jeg jo i en Fart afbryde, og mine Fingre bleve derved ofte forbrændte af de smaa Dryp af Lakken, som i Skyndingen faldt ned paa dem, saa jeg kan sige, at ogsaa jeg hver Dag i Marienbad havde en Erindring om ham, naar jeg betragtede mine forbrændte Fingre. Morgenen efter skulde min Afreise gaa for sig. Jeg vandrede denne Morgen ene i vor lille Have paa Søkvæsthuset, tagende Afsked med hver Busk, hver Blomst, der i saa lang Tid skulde undvære min Pleie. Som jeg gaar her og binder en lille Bouquet sammen, som Heiberg skulde have til Afsked, ser jeg ham selv komme. Jeg havde hele Morgenstunden mærket, at der var en usædvanlig Uro over ham, men Aarsagen faldt mig ikke ind. Nu gik han hen imod mig, tog mig i Haanden og førte mig hen til en af Bænkene i Haven, hvor han satte sig og trak mig ned ved Siden af sig. Med Et tog han min Haand, kyssede den heftigt, og jeg mærkede til min Forundring, at hans Taarer faldt paa den. "Men Heiberg," udbrød jeg, "hvad feiler dig?" - "Oh," svarede han med en tvungen Latter, hvori han haabede at skjule sine Taarer, "jeg kan ikke finde mig i, at du skal reise fra mig paa saa lang Tid." - "Men," sagde jeg muntert, "nu har jeg aldrig hørt saa galt! Du har jo hele Tiden gjort Nar ad mig, naar jeg tidligere udtalte min Beklemthed over, at vi skulle skilles." - "Ja," sagde han, "jeg veed ikke, hvorledes det er, men jeg har i Grunden aldrig før i Dag rigtig sat mig ind i, hvad det vil sige at blive her ene uden dig!" - og han kunde med al sin Møie ikke holde sine Taarer tilbage, men maatte lade dem faa frit Løb bag det Lommetørklæde, hvormed han forsøgte at skjule dem. Nu var jeg bleven den Kjække og maatte sætte Mod i ham. Men jeg følte mig lykkelig ved dette Udbrud af hans 304 Ømhed, thi det gav mig, hvad ethvert elskende Hjerte trænger til, Vished om, hvad jeg var for den Mand, som jeg af alle Mænd satte høiest. Omsider holdt Vognen for Døren; jeg tog nu ogsaa Afsked med Heibergs stakkels Moder, der bevæget sagde mig Farvel. Jeg havde indrettet Alt, hvad der stod i min Magt i Huset for at mildne og gjøre hende sit Sengeliv saa behageligt som muligt i min Fraværelse.

Da vi kom ned i Vognen, trak Heiberg først sin, saa min høire Handske af. Han sluttede min Haand i sin, saa varmt, saa fast, at jeg længe efter, ja Dagen efter endnu syntes at føle hans Haandtryk. Ved Ankomsten til Toldboden kom min Broder os imøde. Vi toge nu Afsked, idet vi gjensidigt lovede ofte at skrive til hinanden. Saa snart jeg fra Kanten af Skibet havde tilviftet Heiberg det sidste Farvel, skyndte jeg mig bort fra de mange Menneskers nysgjerrige Blikke paa Dækket ned i en tom Kahyt; thi jeg trængte i høi Grad til at være ene for at nyde min Sorg og min Glæde over det umiskjendelige Tegn paa Heibergs Ømhed, som han denne Morgen havde lagt for Dagen imod mig. Men ak, hvor længe forundtes mig denne stille Ro? En forskruet Kunstelskerinde søgte mig op og nærmede sig mig med denne flade Kunstbegeistring, som stakkels Kunstnere nu engang ere et Bytte for, udkrammede sine Anskuelser om mit "mageløse Talent" og Kunstens Væsen i sin Helhed, om hendes spildte Liv og Kvindens Tilsidesættelse i Samfundet o.s.v. Ak, Himmel! Hvor det at skulle være et dannet Menneske kan være byrdefuldt! Hvor vilde min Sjæl ikke have følt sig forfrisket, ifald jeg havde turdet sige: "Hold op med alt det Vrøvl! min Sjæl er i dette Øieblik optaget af rent menneskelige, virkelige Følelser, der ikke have det Mindste med Kunsten at gjøre; De skal gaa Deres Vei og lade mig i Ro." - Men Dannelsen krævede, at hun skulde have Lov at plage mig, og jeg skulde lade mig plage, saa længe dette forskruede Fruentimmer ønskede det. Hvor ofte har jeg ønsket mig en Tryllestav, der pludselig kunde gjøre mig usynlig for Alle, men især for forskruede Beundrerinder!

MARIENBAD.

Ankommen temmelig angreben paa Sjæl og Legeme til det deilige Marienbad i Böhmen vandrede jeg næste Morgen i den lette, forfriskende Luft ad de skjønne Stier og ind i de smaa Granplantager, som jeg søgte for i Ensomhed og Ro at lade mine Tanker dvæle, hvor de helst vilde. Jeg foretrak langt disse ensomme Veie for at gaa frem og tilbage ad den Promenade, som hele Sværmen uophørligt benytter, uagtet man skulde synes, at Enhver hurtigt maatte blive overmættet af ideligt at støde paa de samme Physiognomier.

305

Fjorten Dage vare ikke gaaede, førend der foregik en hel Forvandling med mig. Bleg og farveløs kom jeg til Marienbad, nu viste Blodet sig atter i mine Kinder, og hvad jeg i meget lang Tid ikke havde følt, nemlig Sult, indfandt sig atter og lærte mig, at det at være sulten og da at modtage Føden kan være en virkelig Nydelse. Oplivet af at Kræfterne vendte tilbage og med dem Modet og et lysere Syn paa Livet, saa at alle de smaa Sorger stode for mig som foragtede Gnomer, og de Goder, jeg var i Besiddelse af, som lysende Engle, var jeg som forvandlet. Under hele mit Ophold i Marienbad var jeg glad og fuld af Haab til Fremtiden.

Jeg havde bedet min Broder om endelig at holde Alle borte, som vilde have fat i mig. Dette Hverv udførte han som en fortræffelig Politibetjent. "Min Søster ønsker at gaa ene paa sine Spadsereture, det trætter hende at tale;" med disse tydelige Ord afvistes Enhver, som havde Lyst til at nærme sig mig. Men Historien om Eva i Paradis gjentager sig dog bestandigt; den forbudne Frugt har en Tillokkelse som ingen anden. Anderledes kan jeg ikke forstaa, at flere mig aldeles ubekjendte Kvinder og Mænd, der ikke kjendte det Mindste til min hele Livshistorie, hverken den private eller offentlige, alligevel umiskjendeligt lagde an paa at faa fat i mig, medens jeg stadigt undveg og dreiede af, naar Faren var nær. Dette, at de tydeligt saae, at jeg Intet vilde have at gjøre med dem, æggede dem til ideligt fornyede Angreb, som fra min Side heldigt bleve afparerede. Hvad der imidlertid dette Aar som det paafølgende, hvori jeg besøgte Marienbad, længe var mig uforklarligt, var, at alle Munke, Geistlige, høiere og lavere i Rangen, bestandigt hilste mig, saa ofte de mødte mig. I Begyndelsen gjengjældte jeg ikke Hilsenen, da jeg antog, at den ikke gjaldt mig men en Anden, der maatte gaa bagved mig. Men da dette ideligt gjentog sig, og jeg ved at vende mig om saae, at der Ingen fandtes bagved mig, blev jeg mere og mere vis paa, at Hilsenen virkelig gjaldt mig og ingen Anden. Hvem i Alverden, tænkte jeg ofte, tage disse Fremmede mig for? Ja, dette Spørgsmaal fik jeg ikke besvaret, hverken første eller andet Aar under mit Ophold der; først da jeg tredie Aar blev prisgivet en dansk Mands Velvillie, der uden videre plagede mig med at føre Fremmede hen til mig, da fik jeg en Dag Opklaring paa denne ufortjente Høflighed fra de katholske Geistliges Side. Jeg spadserede nemlig en Dag med en ungarsk Grevinde, der à tout prix havde villet forestilles for den danske ensomme Dame og i den Anledning havde nærmet sig hin danske Herre for igjennem ham at blive præsenteret for mig. Som jeg nu gik i Samtale med hende paa de afsides Veie, kom en geistlig Herre forbi og hilste som sædvanligt forbindtligt paa mig. Atter tænkte jeg: Mon det nu virkelig var mig, han hilste? - "Kjender De denne Herre?" spurgte jeg Grevinden. "Nei," lød Svaret. - "Men han hilste jo paa Dem!" - 306 "Nei, det var Dem, han hilste paa!" gjentog hun. "Kan De forklare mig," spurgte jeg, "hvori det ligger, at hvert Aar, jeg kommer her, hilser hele den samtlige Geistlighed paa mig, uagtet det hvert Aar er nye Badegjæster?" Grevinden smilede og taug. - "Veed De Grunden," vedblev jeg, "vær da saa elskværdig at meddele mig den." - "Ja, ser De," svarede hun, bestandigt smilende med et elskværdigt Udtryk, "nu veed jeg gjennem den danske Herre, hvem De er, og Deres Betydning i det offentlige Liv i Deres Fædreland; men disse geistlige Herrer vide det ikke, og det gaar dem Alle som mig i de to foregaaende Aar - thi det er ogsaa mit tredie Aar her i Marienbad -, at de, som jeg, ofte betragtede den ensomme, sortklædte Dame, der aldrig blandede sig med Sværmen, men altid søgte de ensomme Steder og ikke saae til høire eller til venstre, - at de, som jeg, antog Dem for en af de - barmhjertige Søstre, der har sagt Verden Farvel for i Stilhed at udøve Kjærlighedsgjerninger." - "Men i Himlens Navn!" udbrød jeg, "er det muligt, at den Omstændighed, at en Syg søger Ensomhed, kan føre til det Resultat?" - Ja, ser De," svarede hun, "det er ikke alene det, at De søger Ensomhed; De gaar bestandigt i Sort og Hvidt, man ser, at De med Forsæt undgaar ethvert Samkvem med Andre end Deres Broder; - ja, De kjender jo nok Badegjæsters Nysgjerrighed; man har for en Sikkerheds Skyld efterset i Badebogen, hvem den Herre var, De undertiden saaes med. Han bar rigtignok et andet Navn end Deres, men man har hørt Dem sige "min Broder". Den Ensomhed, De søgte, den Beskedenhed, hvormed De gik - og - ja, nu vil De le, det, at De er den eneste Dame her, der ikke bærer Crinoline, alt dette tilsammen har vildledet os Alle: vi troede at have gjættet rigtigt, idet vi mente, at De havde forsaget Verden og levede i gudelige Interesser." - "Om et Par Dage reiser jeg hjem," sagde jeg, "tror De, at De kan faa den Geistlige itale, der mødte os nyligt og hilste mig?" - "Med stor Lethed," svarede hun. "Nu vel, gjør mig den Tjeneste, men ikke før jeg er vel borte, at meddele ham, at den barmhjertige Søster, han saa tidt har hilst, er en dansk Skuespillerinde , ikke en tysk , ikke en fransk , ikke en italiensk , men en dansk , der i Et og Alt adskiller sig fra hine Kvinder, som sætte deres Ære i at have fyrstelige og adelige Elskere, der kunne udstyre dem som Prinsesser, hvis Diamanter, Fløil og Silke rivaliserer med Hines, ja undertiden overstraaler dem. Danmark er et lidet Land, men et Land, hvis Indbyggere maa ære dem, de skal elske ."

Dog, tilbage til mit første Ophold i Marienbad, Et Par Dage efter min Ankomst til Badet fik jeg til min Glæde Brev fra Heiberg, der paa det Varmeste takkede mig for den Gave, han den første Morgen efter min Afreise havde modtaget ved Morgencaffen. I det næste Brev udtrykte han sin Forbauselse over atter ved Morgencaffen at have modtaget en ny Gave. Hans 307 Overraskelse og hans Haab om, "at alle gode Gange ere tre," morede mig meget, især ved Tanken om hans Forbauselse, naar Overraskelserne vedbleve i alle de følgende Dage under min Fraværelse.

Mit Ophold i Marienbad, det styrkende Jernvand, de deilige Bade, især dem man kalder Marienbade, hvor man synes at bade sig i mousserende Champagne, havde udøvet en høist velgjørende Virkning paa mig. Baade legemligt og sjæleligt var jeg bleven en Anden, havde drukket Mod, Livslyst og Kræfter ind Dag for Dag, Time for Time. Naar jeg ene vandrede om Morgenen paa de deilige Steder, i de smaa, tætte Granskove, op og ned ad de bløde Bjergskrænter, over den store Slette, der mylrede af fine Markblomster; naar jeg havde Haanden fuld af disse, naar jeg indaandede den lette, rene Luft, saae en fin, floragtig Sky svæve langsomt over den klare Himmel, da følte mit Hjerte sig let og befriet, og Alt, hvad der havde pint mig, syntes mig saa langt borte, som om jeg stod paa et himmelhøit Bjerg og saae ned i et svimlende Dyb. Og naar da fra Smaahytterne, som laa spredte hist og her, et lille yndigt Barnehoved tittede nikkende frem, og Barnet atter i Skyndsomhed løb ind, idet hun raabte til sin lille Broder: "Kom ud, der er hun!" og naar da begge Børnene satte sig hos mig i Græsset, snart springende op efter een Blomst, snart efter en anden, og i deres Naivetet rakte mig Planter, som aldrig have havt den Ære at samles i en Bouquet; naar de pludrede med mig og hængte sig fast i min Kjole, naar jeg vilde gaa, ja, i saadanne Øieblikke følte jeg mig glad og lykkelig. Naar jeg da atter vandrede hjemad, med hele Udsigten af det romantiske lille Badested, hvor Husene ligge i Dalen og slynge sig op ad Høiderne mellem skjønne Trægrupper; naar Øiet hvilede paa det høie Punkt, som kaldes Goethe-Sitz efter den Tid, da han om Sommeren færdedes her, da vendte min Tanke sig atter mod den Verden og den Menneskevrimmel, der endog kunde plage en Aand som hans. Den store, i Verdens Øine lykkelige og misundte Digter har jo selv udtalt disse vemodige Ord: "Lægger jeg alle de mange Aar sammen, hvori jeg har levet, og tæller de Timer, i hvilke jeg har været lykkelig og glad, da vil der neppe komme 6 lykkelige Uger ud." - Men der er mange Slags Lidelser, de noble, om jeg saa tør sige, og de simple; de første, hvori man føler sig i Samkvem med Aander, og de sidste, hvorved man føler sig degraderet, sit aandelige Væsen mishandlet og besudlet. Disse ere forfærdelige. Saadanne skal man hæve sig over, sige de Mange, som ikke vilde kunne hæve sig over en Trediedel, ifald det ramte dem selv. Imidlertid faar man, Gud ske Lov, ofte Mod, Humeur og Kraft til at følge dette Raad, naar Uretten rammer En selv, men rammer den en af vore Kjæreste, da gaar det ikke saa let.

Fra min kjære Heiberg fik jeg stadigt Breve, hvori han klagede over sit 308 Savn i Hjemmet, over sin syge Moders Tilstand og meddelte mig de Sammen svornes Uforskammethed og Modstand. At jeg gøs for atter at kaste mig ind i dette Helvede, vil man vel finde naturligt. Heiberg havde virkelig Evne til med overlegen Ro at se ned paa alt dette; han smilte over Bladenes Uartigheder, deres Raad og den Uvidenhed, som disse Raad røbede. De, der haabede ved alt dette at drille Heiberg, at forbitre ham hans Stilling, vilde sandelig ikke have glædet sig, om de havde hørt hans Lune, hans vittige, hans næsten barnligt overgivne Syn paa dem alle.

Jeg erindrer saaledes i dette Øieblik, at i det tidlige Foraar forinden min Afreise til Marienbad sad jeg en Middag bedrøvet ved Bordet. "Hvorfor ser du saa mismodig ud?" spurgte Heiberg. "Ak!" svarede jeg, "jeg kan ikke andet end være bedrøvet over de Menneskers Opførsel." - "Oh!" udbrød han, idet det ironiske Smil spillede om Munden, "det er aldrig værd at være berøvet, naar man har sin Livret, Brøndkarse , paa Bordet." - Ak, hvem der havde kunnet gjøre ham det efter! Jeg kunde det ikke.

"- Maaske vi vare os derfor ulige,
Fordi han var en Dreng og jeg en Pige ! -"

VI
1854-55.

Theatrets Sommerferie blev udfyldt i Litteraturen med smaa Pjecer, snart imod Heiberg, snart for ham; Angrebsartikler i Bladene skulde bevise hans slette Bestyrelse af Theatret, og man gav gode Raad om, hvorledes det skulde og burde være.

En Maaned førend Theatersaisonen atter skulde begynde og Logeabonnementet stod for Døren, aabnede Hr. Bille i "Dagbladet" et stort Angreb paa Heiberg og raadede Alle fra at abonnere, - "da vi have en Theaterdirecteur, der i æsthetisk Henseende befinder sig i stor Uoverensstemmelse med Publikum." Hr. Bille betænkte ikke, at Kunsthistorien helt igjennem viser os, at det store Publikum ofte er i Uoverensstemmelse med de udmærkede Æsthetikere, og at disse to Magter saa komme til at staa kampfærdige lige overfor hinanden. Saaledes har det altid været og vil altid blive. Hr. Billes Advarsel til Publikum frugtede tildels, om end ikke i den Udstrækning, som han vel havde tænkt sig. At Hr. Bille saaledes inden den paabegyndte Saison baade havde ægget Skuespillerne og Publikum til at modarbeide Directeuren, og desuagtet strax i Begyndelsen af Saisonen klagede over den Langsomhed, hvormed Alt 309 blev indstuderet, er en af de Inconsekvenser, som man jo er vant til i Pressen.

I Efteraarets Løb fik Nielsen endelig sit mere end 8 Aar gamle Ønske opfyldt, at erholde Afsked fra Theatret paa Grund af sit svækkede Helbred, som det hed; - en talentfuld, comisk Skuespiller, der havde et stort Repertoire (Knudsen), var i Sommerens Løb død; - Michael Wiehe meldte sig syg i Saisonens første 3 Uger; Fru Nielsen meldte sig syg i Saisonens første 3 Maaneder; Madam Fossum, Operaens Støtte, gjorde kun sparsom Nytte i de samme Maaneder og var sygemeldt i de 6 sidste. Under disse Omstændigheder kunde Høedt forholde sig ganske passiv, thi de Førstes Sygeanmeldelser gjorde, at hans Repertoire nødvendigt maatte indskrænke sig til mindre Roller.

Det var under saadanne Betingelser, at Heiberg begyndte Saisonen 1854-55.

At mit Theaterliv i de senere Aar var mig forbitret ved al den Ufred og Intrige mod Heiberg, vil man vel finde rimeligt og naturligt, saa meget jeg end personlig holdt mig udenfor Striden og heller ikke personlig havde havt Scener og Stridigheder med Nogen. Derimod havde jeg flere Gange været saa heldig at forsone de vanskelige, mistænksomme Gemytter og overbevise En og Anden om sine feilagtige Meninger om den Uret, der formentligt var tilføiet dem. Jeg begyndte derfor min Virksomhed i denne Saison med stor Ulyst, og helst havde jeg overladt Pladsen til hvem der maatte ønske den. Men det gjaldt at støtte Heiberg, og dette holdt mig nogenlunde oppe.

Efter at han havde kæmpet i 10 Uger med virkelige og paatagne Sygdomsanmeldelser i Personalet, kom "Den Yngste", et nyt 4-Akts Skuespil af H. Hertz, endelig til Opførelse den 13de November.

Jeg havde været i stor Usikkerhed med Hensyn paa det Billede, der burde gives af Fiorella, Hovedrollen i dette nye Stykke. Jeg gik med Ulyst til denne Rolle som til enhver anden paa dette Tidspunkt og mødte derfor vaklende paa den første Prøve. Men da jeg saae Michael Wiehes mesterlige Fremstilling af den unge, boglærde, for Livet og Naturen sløvede Tadeo, da var jeg hjulpen, thi da stod det strax for mig, at Modsætningen til hans Billede var det min Opgave at give, altsaa Billedet af en ung, glad, sund, dygtig og frodig Natur, der stod som den unge Sæd lige overfor Tadeos tørre Stubbe fra forrige Høst. Hans hele Udførelse af Tadeo bragte Baggrund ind i mit Billede, og min Udførelse af den livsglade Fiorella blev den Solstraale, der gav Liv baade til hans Opfattelse og til min. Saaledes kan den ene Skuespiller umiddelbart hjælpe den anden! - Ikke enhver Skuespiller, selv om han havde havt Wiehes fortrinlige Opfattelse af Rollen, havde formaaet at gjøre samme Virkning i den som han. Noget skjønnere og mere henrivende end hans lyriske Udbrud, 310 hvor den unge, boglærde Mand første Gang udtaler for sin Moder alle de nye Følelser, der ere strømmede ind paa ham gjennem Fiorellas hele Væsen, har neppe Skuespilkunsten viist fra en Scene. Publikum maatte rives med, og det skete ogsaa i fuldeste Maal. I denne skjønne Udførelse af hans Tadeo vare alle Høedts Theorier glemte. Det jublede indeni os, og Forfatter og Publikum jublede med. Stykket gik atter og atter over Scenen med udelt Bifald.

Da Heiberg havde modtaget dette nye Stykke af Hertz til Opførelse, skrev han til mig, medens jeg endnu var i Marienbad: "Med stor Forundring har jeg modtaget et nyt Stykke af Hertz, kaldet " Den Yngste ". Stykket behandler et Sujet, der i Et og Alt ligner et, jeg selv i lang Tid har bearbeidet i mine Tanker for at skrive et Skuespil, som jeg ret havde glædet mig til skulde vinde dit Bifald. Nu maa jo det Hele falde bort."

Da dette Sujet er ren og bar Phantasi af Digteren, er det dog høist forunderligt, at to Digtere - uden ringeste Samtale herom - paa een Gang undfanger den samme Idee i deres Phantasi. Man fristes jo til at tro, at Sujetterne som saa meget Andet ligge i Luften. Jeg blev helt bedrøvet over, at Heiberg, der i de senere Aar følte saa lidt Lyst til at skrive for Theatret, nu, da Lysten havde indfundet sig, af dette mærkelige Tilfælde blev standset i sit Forsæt. Høist interessant vilde det have været, om Hertz's og Heibergs Stykker paa een Gang vare blevne skrevne over det samme Sujet, og da at se den forskjellige Behandling hos de to Digtere.

I November var Fru Nielsen endelig kommen saa vidt, at hun meldte sig til Tjeneste; hun ønskede at optræde første Gang i Moderens Rolle i det lille franske Lystspil: "For evig"; det opførtes Lørdagen den 25de November. Man var glad ved atter at se hende. Hun blev fremkaldt, noget der ikke mindst glædede mig.

Hvad der gjorde, at de Sammensvorne endnu nogenlunde til Dagligbrug holdt den gode Tone vedlige, endnu nogenlunde indordnede sig under Theaterlovene og Theaterdisciplinen, var den for al revolutionair Aand mod Heiberg utilgjængelige Minister Ørsted, der mente, at Skuespillerne havde en Directeur, og ham maatte de holde sig til og - lyde. For Øieblikket søgte de imidlertid Trøst og Haab i den offentlige politiske Gjæring, der var rettet mod Ørsted. Allerede i længere Tid taltes der om et Ministerskifte; man levede altsaa i Haabet om, at den nye Cultusminister kunde være mere tilgjængelig for Skuespillernes Planer end den gamle. Og virkelig vare Ørsteds Dage som Cultusminister talte; men hvem der skulde træde i hans Sted, vidste endnu Ingen, i det Mindste Ingen ved Theatret.

Jeg har fortalt, at Heiberg og jeg i 1842 første Gang gjorde Bekjendtskab med Auditeur, senere Professor Hall og Frue. I de forløbne Aar havde der hersket et Venskabsforhold imellem os, og i disse 12 Aar vare vi jevnligt 311 gjensidigt komne til hinanden uden Afbrydelse. Halls store Interesse for Theatret var et naturligt Baand imellem os; han fulgte mig i alle mine Roller, og jeg var altid glad ved at høre, at mit Spil havde behaget ham.

Først i December havde vi paa Søkvæsthuset samlet en Del Venner om Middagen hos os. Man talte om Dagens Begivenheder og derimellem om det forestaaende Ministerskifte, idet Alle vare enige om, at Ørsted vilde træde ud af Ministeriet, og vi altsaa kunde vente en ny Minister for Kirke og Theater. Efter Bordet gik jeg ind i et lille Cabinet - hvis Døre stode aabne til de øvrige Værelser - for at tilberede Caffen til vore Gjæster. Medens jeg staar her, træder Hall og Geheimeraad Treschow ind til mig; vi fortsætte Samtalen om den nye Cultusminister, og Hall bøier sig til mig og siger med sit sædvanlige humoristiske Smil: "Hvad vilde De sige, om det var mig, der traadte i Ørsteds Sted?" Paa min for mine Venner bekjendte ærlige Maade urbrød jeg: "Vorherre bevare os derfor!" Hall studsede uvilkaarligt, saa det gav et Sæt i ham. "Det mener De da vist ikke," svarede han. "Jo, sandelig mener jeg det," gjensvarede jeg. Gamle Geheimeraad Treschow gav sig til at skoggerle, og hermed bleve vi afbrudte af en Del af det øvrige Selskab, der nærmede sig til os. Hall forfulgte mig senere fra Sted til Sted, fra Stue til Stue og vilde have en Erklæring om, at jeg ikke mente, hvad jeg havde sagt, men fik kun til Svar, at jeg virkelig mente det, og jeg tilføjede, at hvis dette indtraf, vilde jeg blive meget bedrøvet. Treschow saae i Afstand smilende og ironisk paa os, da han vidste, hvad Samtalen gjaldt; og da jeg kort efter tilfældigvis stod ene, kom han hen til mig, lo og sagde hviskende: "Det nytter ikke, min kjære Ven, at De sætter Dem derimod, thi Hall er allerede udnævnt til Cultusminister ." Da Selskabet om Aftenen var taget bort, meddelte jeg Heiberg denne Nyhed, og han som jeg beklagede for Theatrets Vedkommende dette Valg. Vi talte herom til langt ud paa Natten, og jeg var betaget af mørke Anelser.

Næste Formiddag gik jeg til Byen, og da jeg vilde gaa ned ad Lille Torvegade, saae jeg Hall i Frastand komme mig imøde. Da vi naaede hinanden, standsede han mig og sagde: "Min Vei herud gjaldt Dem. Jeg kan ikke glemme Deres Ord i Aftes. Skal jeg virkelig tro, at De mente, hvad De sagde?" Da jeg bekræftede dette paany, sagde han: "Men saa forklar mig dog - -" Jeg svarede da blandt Andet: "Heiberg og jeg have i mange Aar staaet i Venskabsforhold til Dem, men dette Venskab vil ophøre i det Embedsforhold, De og Heiberg komme til at staa i til hinanden." Paa sin hjertelige og elskværdige Maade svarede han: "Tvivler De da om min Hengivenhed for Dem begge? Min Interesse for Theatret er jo især udsprunget af mit Venskab for Heiberg og Dem." - Disse Ord tror jeg virkelig dengang vare sande og mente, endog i temmelig vid Udstrækning. Jeg tror - og denne Tro meddelte 312 jeg Hall, og han benegtede den ikke - at den Interesse, han i Aarenes Løb lidt efter lidt havde faaet for Theatret, havde medført, at han selv tidligere nærede Ønsket om at blive Theaterdirecteur. Nu var dette Ønske opgivet, idet han traadte i Forhold til Theatret som Minister. Men ligesom det er saare uheldigt, naar Ministeren ingen Interesse har for det Theater, han er høieste Chef for, saaledes kan det afstedkomme mange Ulemper, naar Ministerens Interesser strækker sig saa vidt, at han ønsker at blande sig i alle Détails ved samme; thi da bliver den virkelige Theaterdirecteurs Autoritet saa godt som umulig. Paa Grund af Halls hele personlige Eiendommelighed var der ingen Tvivl om, at han som Minister vilde begaa denne Feil lige overfor Personalet, der altid kun har været altfor villigt til at sætte sig op imod enhver Bestyrelse og ty til en høiere Autoritet for ad denne Vei at opnaa, hvad Directeuren negter. Men denne kan kun virke, naar han støttes af Ministeren som tidligere af Kongen. "Hold Dem til Deres Directeur," var altid Frederik den Sjettes Svar til de Skuespillere, der under Absolutismen tyede til ham med deres Klager. Uden at denne Fremgangsmaade følges, er Directeurens Stilling umuliggjort lige overfor Kunstnernaturerne, der ofte beherskes af et hovmodigt, barnagtigt Egensind, men som kun behøver kort Tid for atter at komme i Ligevægt; men denne Ligevægt tilveiebringes ikke ved Medhold i de opbrusende Stemninger, dette gjør kun disse mere heftige ligesom hos andre Børn. At Hall i saadanne Tilfælde vilde ved sin Lyst til venlig Imødekommen og til at give halve Løfter gjøre Ondt værre og ikke følge Frederik den Sjettes, Madvigs, Bangs og Ørsteds Methode, herom følte jeg mig overbevist. Og hvad dette skulde føre til, saae jeg klart.

Hertil kom, at en Hr. Christensen, Secretair i Cultusministeriet, allerede i længere Tid havde indsmigret sig hos de Misfornøiede i Personalet og lovet dem "Guld og grønne Skove", som man siger. Man vil maaske spørge: "Hvem er Hr. Christensen?" - Saaledes spurgte i det mindste Mange dengang med mig. Efter at jeg senere havde lært denne Mand at kjende, havde jeg altid Lyst til at svare, naar dette Spørgsmaal atter og atter lød - men jeg gjorde det ikke -: "Han er et af den Slags Mennesker, der akkurat have saa megen Begavelse og saa megen Ærgjerrighed, at de en skjønne Dag beslutte at trænge sig frem og blive til Noget; der for at give sig Anseelse klæde sig fint paa, frisere Haar og Skjæg efter nyeste Mode, tage fint Linned og lakerede Støvler paa og sætte en lille utydelig Blomst i Knaphullet, men som ved alt dette snarere faa et simpelt end et elegant Præg." Denne Herre vil forekomme oftere i disse Optegnelser; for Øieblikket ville vi lade ham spadsere Gade op og Gade ned med Høedt under Armen og lytte til hans æsthetiske Forelæsninger.

Halls venlige Udtalelser paa vor Vandring hin Dag paa Gaden havde vel 313 noget Beroligende, og at de vare oprigtigt mente, tvivlede jeg ikke om; men jeg kjendte baade Heiberg og Hall for godt til, at jeg kunde sige ham Farvel med et rigtig lettet Sind. Var Heiberg og jeg betænkelige ved Halls Udnævnelse, da vare de Sammensvorne paa Theatret det ikke mindre, og det til Trods for Hr. Christensens Løfter. Alle vidste, at vi i mange Aar havde staaet i Venskabsforhold til Hall, og de ansaae i første Øieblik deres Sag for aldeles tabt, da de mente, at vor Ven i Alt vilde være paa Heibergs Side og være den Sidste, der vilde fjerne ham fra hans Stilling, for at de kunde faa Herredømmet ihænde. Da kom samme Hr. Christensen, Ministerens Secretair, og satte Mod i dem; han gik deres Ærinde hos Ministeren og hjalp dem frem for selv at komme frem. Thi ogsaa han var en lidenskabelig Aspirant til Derecteurposten ved det danske Nationaltheater. Maaske Læseren udbryder: "Christensen Directeur? Den ubekjendte Contoirmand skulde kunne sættes imod J. L. Heiberg, bekæmpe ham, overvinde ham for at indtage hans Plads? Umuligt!" Og dog skulde det gaa saaledes.

Jeg veed ofte ikke, hvorledes jeg skal forklare min tidligere omtalte Evne til at forudane, hvad der skal komme. Strax i Begyndelsen af Halls Ministerium, medens endnu samme Hr. Christensen var en aldeles ubekjendt Skikkelse for mig, sad jeg en Dag paa Søkvæsthuset ved mit Arbeide i Dagligstuen. Jeg hørte en Herre tale med Heiberg i Værelset ved Siden af. Tjeneren kom ind til mig og skulde nødvendigt have en Besked, som kun Heiberg kunde give ham, men turde ikke gaa ind til ham og afbryde Samtalen. Jeg ventede og ventede paa, at denne Herre skulde fjerne sig, men nei; tilsidst blev jeg da nødt til at kalde paa Heiberg, jeg aabnede Døren paa Klem, vinkede ad ham og lukkede den øieblikkeligt igjen. Jeg fik saaledes kun et Glimt at se af den Fremmede, men dette Glimt virkede saa stikkende, saa ubehageligt paa mig, at jeg udbrød, da Heiberg kom ind: "Hvem var dog det Menneske, jeg der saae et Glimt af?" - Heiberg smilte ad mig og sagde: "Det kan man kalde at kunne dømme hurtigt; det er forresten Cliquens Ven og Beskytter, Hr. Christensen. Han kommer i et Ærinde fra Hall for at plaidere, om ikke vort Forbud mod at give Skuespillerne Beneficeforestillinger i Saisonen kunde falde bort. Hans vigtige Mine i Forening med det slikkede Væsen morede mig. Han taler, som Kierkegaard siger, "som den, der har Myndighed "."

Dette var mit første Bekjendtskab med den Mand, men desværre, det blev ikke det sidste. Fra nu af saae man oftere og oftere de Misfornøiede vandre med deres nye Mæcen under Armen, hørte snart dette, snart hint gyldne Ord, som samme Hr. Christensen havde udtalt om, hvorledes Alt burde være ved Theatret, og at det nok skulde blive saaledes med det Første, da Ministeren var fuldkommen af Secretairens Mening. Man satte atter Hovedet høit, 314 forsømte sin daglige Pligt paa den mest uforskammede Maade og forsøgte ved idelig Modstand at forhindre Heiberg i at holde Reprtoiret igang. Dagbladenes Angreb bleve mere og mere heftige lige overfor Heiberg, man vidste ikke Alt, hvad man vilde beskylde Heibergs slette Directorat for. En ung Herre saa sig nødt til at forlade Theatret og se at komme bort fra Byen for Gjæld. - "Det var Directeuren, der berøvede Theatret et lovende Talent." En ung Pige forelskede sig i en af Theatrets gifte Mænd, hvis Kone ingen Spøg taalte i dette Punkt; hendes Stilling blev umuliggjort ved Theatret, og hun modtog Engagement et andet Sted. - "Det var Directeuren, der atter berøvede Theatret et Talent." Og saa fremdeles. Nielsen var jo nu endelig sluppet ud af, hvad han kaldte den "foragtede" Stand, i Haab om at glimre med sine Talegaver som Rigsdagsmand og, "hvem veed Peer Paarses Lykke", maaske ende med at blive Minister. - "Det var atter Directeuren, der skammeligt havde berøvet Theatret et Talent." Kort sagt, den slemme Directeur var Skyld i Alt.

En Nordmand skrev engang til mig: "I Danske ere nogle forfærdelige Mennesker, naar I først kaste Forfølgelsens Spyd efter et Menneske! Han kan da oplyse den ene Usandhed efter den anden, det hjælper ikke; naar Bagvaskelsen og Pjattet først er sat i Bevægelse, da er det, som om al Kritik, al Fornuft, al Retfærdighedsfølelse er borte. Man vedbliver at forfølge Gjenstanden, der nu engang er kommen under Misundelsens, Grinets, Pjattets Svøbe, og derved bliver det."

At al den Modstand, Heiberg maatte taale af de faa Skuespillere, - men som i alt Fald vare vigtige nok til at standse Repertoiret - i høi Grad gik ud over mig, idet jeg ideligt og ideligt maatte spille mine store, angribende Roller, for at de ikke skulde sætte deres Plan igjennem at umuliggjøre, at han i det Hele taget kunde opføre Noget som helst, var desværre en sørgelig Nødvendighed, der ofte i høi Grad overanstrengte de legemlige Kræfter, jeg var i Besiddelse af; men at svigte ham i dette Øieblik var jo en Umulighed. Ideligt maatte han drage Stykker frem, der ikke i nogle Aar vare gaaede over Scenen, for dog at byde Publikum Noget, der atter havde en vis Nyhedens Interesse. Saaledes var "Dina" ikke gaaet i nogle Aar og kom derfor atter til Opførelse den 17de December. Huset var udsolgt og Bifaldet stormende. Efter Forestillingen vilde Publikum ikke paa nogen Maade finde sig i Forbudet mod at kalde en Spillende frem; der blev altsaa i mange Minutter klappet og raabt paa, at jeg skulde fremtræde paany. Heiberg og jeg vare enige i, at i det mindste Directeurens Kone ikke skulde ignorere en Bestemmelse, vi begge fandt i høi Grad ønskelig paa Grund af de latterlige Misbrug, hvori Publikum gjør sig skyldig, saa snart dette Forbud er hævet. - Larmen i Huset gjentog sig atter og atter med Klap og Raab, der tilsidst vare overordentlig støiende. Men jeg 315 kom ikke. Jeg gik op i mit Paaklædningsværelse, hvor jeg ikke kunde høre Støien. Flere af Personalet kom op til mig og sagde: "Vil De dog ikke træde frem? de vedblive at raabe paa Dem." - "Det er jo forbudt i Lovene," svarede jeg. "Men der er jo Andre, der alligevel have faaet Lov at træde frem!" sagde de; men jeg blev, hvor jeg var. - Man slukkede tilsidst Lysene og trak Lysekronen op, som man gjør, naar Alt er ude, - den bedste Maade at faa Folk til at gaa. - Og skal jeg nu tale ærligt, da vil jeg sige: Det Bifald, som til andre Tider vilde have gjort mig lykkelig, havde i denne Tid en Braad, som jeg ikke var Herre over. Jeg følte ligesom noget Saarende i, at man paa samme Tid, hvor man taalte en saa raa og hensynsløs Opførsel mod Heiberg, paa samme Tid, da man i den Grad undervurderede ham, bragte mig en saa høirøstet Hyldest. Det var mig umuligt i dette Øieblik at sætte Pris herpaa.

Da jeg hin Aften kom hjem til Søkvæsthuset, stod et Aftensbord dækket med Frugt, Østers og Vin, en Opmærksomhed fra min kjære Heiberg, der vidste, at jeg efter en anstrengende Rolles Udførelse ikke var istand til at nyde Andet end let Kost. Da vi satte os ned, og jeg netop vilde nyde dette Maaltid, saae jeg strax paa Heibergs Ansigt, at noget Usædvanligt var hændet, uagtet han søgte at skjule sin Misstemning ved at paatage sig en munter Mine. "Du ser ud," sagde jeg, "som om noget Ubehageligt var mødt dig. Hvad er der sket?" - Og nu fortalte han til min Sorg Følgende: "Du veed, at jeg i længere Tid har arbeidet paa at faa Weyses Opera "Sovedrikken" frem, der ikke er gaaet i mange Aar. Herrerollerne besætte sig omtrent af sig selv, men ved de to Damerollers Besættelse var jeg usikker med Hensyn til, hvilke af de Kræfter i Operaen, vi have at raade over, det var bedst at vælge. Da kom Phister for nogle Dage siden ned til mig i Directionsværelset og bad mig paa det Indstændigste om, at Frøken Benedictsen maatte udføre Roses Rolle. "Som Saft har jeg mest at gjøre med hende i Stykket," sagde han; "hun er ung, munter og vil udføre Rollen med Liv, og hvad Syngepartiet angaar, ligger det ikke over hendes Kræfter. Føi mig heri, jeg beder Dem!" - Jeg tildelte da Frøken Benedictsen Rollen. - Jeg mærkede nu snart, at denne Besættelse af Rollen havde vakt nogen Alarm i Personalet; men det gjør jo alle Rollebesættelser, saa jeg brød mig ikke videre herom. Men nu kom gamle Rosenkilde i Aften, inden Forestillingen var begyndt, ind til mig i Directionsværelset og bad mig indtrængende om atter at forandre denne Rollebesættelse, da Alle vare rasende over, at hun skulde spille Rollen. " Alle ," svarede jeg, "kan det da ikke være." - " Alle ," gjentog han, " Alle ! men først og fremmest Phister, der er uudtømmelig i at latterliggjøre denne Bestemmelse." - "Phister!" udbrød jeg, "han har selv bedet mig om, at hun og ingen Anden maatte faa denne Rolle." - Rosenkilde stod forbauset og vilde knapt tro sine egne Øren. Han rystede paa Hovedet og gik. Jeg sendte strax Bud til Frøken Benedictsen 316 og bad hende, som en personlig Tjeneste mod mig, selv at bede sig fritaget for Rollen, da hun derved vilde undgaa mange Ubehageligheder af Personalet. Den stakkels Pige fældede sine modige Taarer, men indvilligede strax i selv at afgive Rollen; thi fra hende maatte det komme; jeg vilde ikke med Magtsprog berøve hende en Rolle, jeg selv havde givet hende. Men nu var Maalet fuldt, nu skulde det briste mellem Phister og mig; nu havde jeg endelig Bevis paa hans utrolige Tvetungethed, nu var jeg endelig blevet seende og mit Venskab for ham forbi. Jeg besluttede da, at han paa en eclatant Maade skulde erfare, at jeg nu kjendte ham; han skulde afsløres for de samme Personer, som havde hørt hans Dadel over denne Rollebesætning, der skulde bevise min Ukyndighed i at besætte Rollerne fyldestgjørende. Jeg gik derfor i Aften under første Akt af "Dina", hvori han ikke er med, ind i Foyeren, hvor en stor Del af Personalet var forsamlet, - de Samme, til hvem han havde gjort sig lystig over mig -, lige hen til ham og sagde med høi Stemme: "Det gjør mig meget ondt, at jeg ikke kan opfylde, hvad De for nogle Dage siden saa indstændigt bad mig om, at Frøken Benedictsen maatte udføre Roses Rolle i "Sovedrikken". De veed, at jeg føiede Dem i dette ønske, men i Aften har hun bedet sig fritaget for at spille denne Rolle." - Disse mine Ord gjorde en overordentlig Virkning paa alle de Tilstedeværende. Man saae forbauset ud, man lo til hinanden. Synderen gjorde nogle forvirrede Forsøg paa at sige Noget, der skulde ligne en Modsigelse; men da jeg gjentog: "Ja, ikke sandt? det var Deres Ønske?" - sagde han: "Ja, jeg vilde herved gjøre Dem en Fornøielse." - Jeg svarede ham, at han ikke havde Noget med mine Fornøielser at gjøre, dem skulde jeg nok sørge for selv, - og efter nogle piquante Repliker forlod jeg Salen, overladende ham til sin Situation mellem sine Kammerater." - Heiberg vedblev: "Havde han ikke set saa infam ud som den fordrukne Murer i den pjaltede, lurvede Dragt, hvori hans egen Person saa aldeles forsvinder, saa tror jeg ikke, at jeg havde havt Hjerte til at stille ham saa aabenlyst i Gabestokken. Nu kunde jeg gjøre det."

Forfærdet og usigelig bedrøvet hørte jeg paa Heibergs Fortælling. "Men Heiberg," sagde jeg, "hvad har du dog gjort! Tænk, hvilken Hævn dette lidenskabelige Menneske vil tage over dig, at du saaledes har prostitueret ham for Alles Øine. Nu er alt forbi og en god Forstaaelse med Personalet umulig; jeg kjender ham." - "Ja, lad ham gjøre, hvad han vil," svarede Heiberg, "men Ven med den Karl vil jeg ikke mere være. - Dog, nu skal du ikke mere tænke derpaa," vedblev han, "nu skal du være glad over den Begeistring, hvori du satte Publikum i Aften, spis nu disse Frugter og drik Vinen, at du kan styrke dig." - Ak, al Lyst og Appetit var borte ved Heibergs Meddelelse! - Til Lykke havde ingen paa Theatret under Forestillingen meddelt mig det Mindste om, hvad der var foregaaet lige i min Nærhed; thi hvorledes skulde 317 det have været mig muligt at fortsætte mit Spil, ifald jeg havde vidst Noget om Optrinet i Foyeren! Hvad der foruden Sagen selv bedrøvede mig, var det umiskjendelige Udtryk af Smerte i Heibergs Physiognomi under hans Fortælling. Han havde i mange Aar bevaret et inderligt Venskab for denne Mand og set op til ham som Kunstner; han havde ikke kunnet forestille sig, at den Venlighed, den Beundring, denne havde viist ham, hvilede paa en saadan Grund. Af alle Smerter er den bitreste dog den, naar et Menneske, som vi have hængt os ved, svigter os, og uagtet Heiberg taug dermed, saae jeg dog godt, hvor dybt denne Skuffelse havde ramt hans Inderste.

Virkningen af denne Aftens Begivenhed lod ikke længe vente paa sig. Man saae nu Phister i travl Virksomhed, idet han bearbeidede snart En, snart en Anden til at gjøre sig opsætsig. Ogsaa kastede han nu selv Masken fuldstændigt, lagde ikke Skjul paa sit Mishag med alle Bestemmelser, talte høit og ofte raat om Directeuren, naar jeg var i Nærheden, i Haab om at saare og smerte mig. Nu gik Telegraphen flittigt gjennem Hr. Christensen til Minister Halls Øre, og nu begyndte man høirøstet at udtale, hvilken Lykke det var at have faaet en saa indsigtsfuld Minister i Spidsen for Theatret.

Man søgte Audiens hos Ministeren, hvor der blev talt godt for En, venligt og kjærligt, gik lyksalig bort og erklærede Hall for en mageløs Mand; man betroede sine tause Venner, der strax bragte det videre, hvad Ministeren havde sagt, hvilket Haab for Fremtiden han havde givet, og at han aabenbart var paa Skuespillernes Side mod Directeuren etc.

Heiberg havde ogsaa denne Vinter ønsket at bringe "Hamlet" til Opførelse, men mødte de samme Vanskeligheder som tidligere; snart havde En, snart en Anden Forfald. Det blev nu desuden nødvendigt at doublere to mindre Roller, Aandens, der har 2 à 3 Repliker, - Nielsen havde jo nu sin Afsked -, og Dronningens Rolle, der egentlig kun bestaar af een Scene - Fru Nielsen havde erklæret, at hun ikke "for det Første" havde Kræfter til at spille Dronningen i "Hamlet".

Heiberg besluttede derfor at doublere disse Roller for dog en Gang igjen at faa "Hamlet" frem, især da det tydeligere og tydeligere gik op for ham, at det maatte være en ligefrem Aftale mellem Vedkommende at modsætte sig "Hamlet"s Opførelse for enhver Pris. Fru Nielsen spillede flere andre større og vigtigere Roller end Dronningens, men enhver Forespørgsel til hende fra Heibergs Side om at optræde i denne Rolle blev besvaret benegtende. Vi vare alt midt i Januar, saa at, ifald Stykket skulde frem i denne Saison, var det paa Tide, thi i Hjertet af Vinteren er det Tragediernes Tid; mod Foraaret spilles ugjerne store, angribende Roller, lige saa lidt som Publikum da pleier at indfinde sig talrigt, naar Dagene blive længere, lysere og varme. De to Roller bleve altsaa besatte. Hvad der nu skete, er ofte nok fremstillet og bekjendt 318 nok; jeg skal derfor ikke her gjentage det, men henvise til Overskous Theaterhistorie*. Høedt negtede at komme til Prøverne, da han ikke "turde" spille sammen med de nye Rollehavende, og Wiehe afbrød Prøven ved en Opførsel, som i Sceneinstructeurens officielle Beretning under Eds Tilbud fremstilles saaledes:

"Deres Høivelbaarenheds mig iaftes givne Befaling efterkommer jeg ved følgende Beretning:

"Den 19de Dennes Kl. 11¼ begyndte den ved anordningsmæssigt Opslag ansatte Prøve paa "Hamlet". Da de faa Repliker, der gaae forud for Hr. Wiehes Indtrædelse som Horatio, vare paa rigtig Maade sagte af de Rollehavende, afbrød Hr. Wiehe Prøven ved, istedetfor at træde frem paa Scenen, i Coulissen yderst mod Theatret høit og heftigt at spørge: "Skal den Comedie nu spilles anden Gang i Dag?" hvortil jeg svarede: "Der er begyndt en Prøve, og jeg maa bede, at den fortsættes ordentligt." Hr. Wiehe vedblev lige saa høit og endnu heftigere: "Jeg spørger, om den Comedie anden Gang skal spilles i Dag? - Det Hele gaaer jo kun ud paa, at der skal prøves, indtil Hamlet træder ind, saa skal Prøven hæves, og vi veed jo, at Hamlet kommer ikke." Jeg svarede: "Det tilkommer ikke mig at fortolke Directeurens Hensigt med Prøven; det er efter hans Ordre, at den holdes, og det skal skee paa ordentlig Maade." Derpaa bleve de foregaaende Repliker atter sagte, og Hr. Wiehe traadte, aldeles imod sin Rolles Characteer, ravende ind, svingende Armene og sagde i en lystig lallende Tone sin Replik: "Venner af Landet!" Jeg paalagde Hr. Wiehe tredie Gang at prøve ordentligt og sagde, at der ikke maatte gjøres Løier, hvortil han svarede: "Det er Dem, der gjør Løier med os; af mig maa man ikke vente Andet end Løier". Jeg sagde derpaa: "Jeg maa paastaae, at der skal prøves ordentligt og alvorligt." - Til denne fjerde Paamindelse svarede Hr. Wiehe: "Jeg siger, at af mig maa man ikke vente Andet end Løier." Derpaa sagde jeg til de Tilstedeværende: "Ja, naar Hr. Wiehe giver den Erklæring, saa maa jeg herved hæve Prøven; thi en saadan Prøve bør ikke finde Sted paa det kongelige Theater.""

Enhver ved Theatret, der i mange Aar havde kjendt Michael Wiehes dannede Væsen, kunde det ikke Andet end forundre og smerteligt berøre at se en saa hensynsløs, raa Opførsel af en Mand, som de Yngre hidtil havde set op til som til et Mønster paa Anstand og god Tone; og sandeligt er her et slaaende Exempel paa, at slet Selskab fordærver Sæderne; thi aldrig vilde det før Høedts Komme være faldet Wiehe ind at nedværdige sig til at bære sig ad som en uvorn Dreng, og det i næsten hele Personalets Nærværelse. Men lige saa vist er det ogsaa, at hverken Høedt havde havt Mod til at raade * 319 eller Wiehe Mod til at følge et saadant Raad, ifald Ministerens Secretair ikke havde staaet bagved dem begge.

Spørger man nu: "Hvorfor ønskede Heiberg en saadan Prøve og under denne Form?" da maa der svares: Fordi det hører til den daglige Erfaring ved et Theater, at snart En, snart en Anden truer med under ingen Betingelse at ville gjøre det, de Dagen efter gjør, som om Intet var iveien, og som om en saadan Negtelse aldrig var kommen over deres Læber. Høedt havde oftere i de Aar, han havde været ved Theatret, godtgjort denne Erfaring; saa det, at han blev borte fra den første Prøve, ingenlunde med Sikkerhed beviste, at han ogsaa vilde blive borte fra den anden; og jeg er overbevist om, at Heiberg ønskede at give ham Leilighed til at betænke sig og gjøre sin Pligt i Haab om, at den hele Historie da kunde forties og dermed være sluttet. Denne Forudsætning hos Heiberg var kun feilagtig, fordi han ikke troede og ikke vilde tro, at disse Skuespillere havde en Støtte i selve Ministeriet, der pustede til den Ild, som det havde været Ministerens Pligt at dæmpe, og som han med stor Lethed havde kunnet tilintetgjøre ved en fast og bestemt Holdning lige overfor den Anmasselse, som blev sat i Scene mod Directeuren. Spørger man nu: "Tror du da, at Hall og Christensen her handlede i Forening for at trænge Heiberg ud af hans Stilling?" da svarer jeg: Hall ønskede ikke, at Heiberg skulde blive i sin Stilling. Hall havde selv en levende Interesse for Theatret og ønskede nok selv at gribe aktivt ind i den hele Ledelse og i alle Détails. At dette ikke kunde ske, saa længe en Mand som Heiberg stod der som Enedirecteur, vidste han helt vel, og derfor ønskede han - ikke nu som tidligere selv at blive Directeur, men - at have en Mand til Directeur, som han saa at sige havde i Lommen og kunde faa det med, som han vilde, og som han i Dannelse og Intelligens stod høit over; - og en saadan Mand var netop Hr. Christensen. Dernæst havde Hall et aabent Øre for alle de daglige Rapporter, der kom fra Høedt og Phister, og da man gjerne tror, hvad man ønsker at tro, saa blev der handlet herefter, som om Skuespillerne vare lutter Sandhedsvidner, uden at det derfor var en Aftale mellem Hall og Christensen at fortrænge Heiberg netop ved denne Leilighed. Man kunde maaske atter spørge, som ogsaa jeg i sin Tid spurgte: "Hvorfor henvendte Heiberg sig ikke personligt til sin fordums Ven Hall for at modarbeide alle de falske Referater?" Nei, dette gjorde han ikke og vilde han ikke gjøre. Han fandt det uværdigt for sig, uværdigt for Ministeren at bebyrde ham med Berigtigelser, hvori laa, at Ministeren hørte paa Sladder i Stedet for at støtte sin Embedsmand, og ifald han havde Mistro til denne og mente, at han handlede urigtigt, da at kræve ham til Regnskab herfor. Men Hall taug, og Heiberg taug, unegteligt det Nemmeste og Behageligste for dem, der ønskede at paavirke den Ene mod den Anden. Naar jeg bad Heiberg gaa til Hall for at 320 imødegaa alle de Paafund, alle de umotiverede Historier, som Cliquen udspredte, svarede han: "Det har jeg virkelig ikke Tid til, jeg maatte jo da aflægge Ministeren et Besøg mindst tre Gange om Dagen."

At ingen Theaterdirecteur kunde lukke Øine og Øren for en slig Tilside-

sættelse af god Orden og Respect, som den Høedt og Wiehe havde viist lige overfor Directeuren og den Sceneinstructeur, hvis Embedsmyndighed paa Prøverne fordrer ubetinget Lydighed, vil man vel finde indlysende. Wiehe blev altsaa mulkteret med den ringe Mulkt af 20 Rdl. Nu fik hans saakaldte Venner travlt med at indbilde ham, at det ikke var Bestyrelsen, men ham, der i Et og Alt var den Fornærmede. Han indgav altsaa en Klage til Ministeriet over Mulkten. Det falder jo af sig selv, at hele Cliquen udspredte, at Heibergs Indstilling til Ministeriet var Udtrykket for den mest hadefulde Forfølgelse af Wiehe. Dette var imidlertid saa langt fra, at Heiberg tvertimod ønskede, at man vilde lade Mulkten bortfalde og kun give Wiehe en Irettesættelse for hans Opførsel, der ellers let kunde føre til lignende Uordner og i alt Fald var et saare daarligt Exempel for det øvrige Personale. For at bevise Sandheden af mine Ord vil jeg derfor her afskrive den sidste Del af Ministeriets Skrivelse til Heiberg som Svar paa hans Indberetning til Ministeriet. Hvem der ønsker at kjende det hele Svar til Heiberg, kan finde det i Overskous Theaterhistorie (VI, 221). Mod Slutningen hedder det:

"Ministeriet troer ikke, at det vil være fornødent at anstille nogen nærmere Undersøgelse i saa Henseende, eftersom det i ethvert Tilfælde maa ansees erkjendt - at han har gjort sig skyldig i et Brud paa den gode Orden, som bør herske ved Prøverne, og har begaaet en Overtrædelse af Theaterreglementets Forskrifter, for hvilken der saaledes har været tilstrækkelig Hjemmel til at paalægge ham en saadan Straf, som er begrundet i det nævnte Reglement.

- Naar Hr. Etatsraaden imidlertid, ved at henstille Sagen til Ministeriets Bedømmelse, deels har antydet, at Hr. Wiehes Fremgangsniaade ved den omhandlede Prøve formeentlig mere maatte være at tilskrive en, ved en misforstaaet Opfattelse af Prøvens Betydning og hans eget Forhold til samme, fremkaldt Stemning, end nogen egentlig Hensigt til at modsætte sig Directeurens eller Scene-Instructeurens Anordninger - deels har lagt sær Vægt paa hans tidligere gode Forhold til sine Foresatte, om hvilket ogsaa SceneInstructeuren i sin Erklæring har udtalt sig særdeles gunstigt for ham, saa maa Ministeriet i Betragtning heraf, som og med Hensyn til den Tilretteviisning, der er bleven Hr. Wiehe tildeelt, finde, at der, overensstemmende med, hvad Hr. Etatsraaden ogsaa har udtalt Dem for , vil være Anledning til at lade den ham paalagte Mulkt bortfalde ."

Hermed var Sagen for Wiehes Vedkommende endt. For Høedts 321 mende skulde hans ubeføiede Opførsel og Negtelse af at optræde med en Doublant nu først begynde. Hans idelige Primadonnanykker, som man alt ofte havde set igjennem Fingre med, havde i denne Sag naaet en Høide, hvortil der ikke længere kunde des, hvis der ikke skulue være eet Theaterreglement for Hr. Høedt og et andet for det hele øvrige Personale. Da han derfor heller ikke anden Gang efter at være tilsagt til Prøven paa "Hamlet" indfandt sig, blev han strax suspenderet, og en Fremstilling af hans Forhold indsendt til Ministeriet, for at dette kunde tage en Afgjørelse.

Fra nu af holdt Heiberg sig udenfor denne Sag og havde nok at tage vare med at skaffe et andet Repertoire frem end det, han tidligere havde gjort Regning paa.

Imidlertid drøftedes naturligvis Alt, hvad man vidste og ikke vidste om denne Sag, i Pressen. Meningerne stode skarpt imod hinanden. "Berlingske" ytrede, at det vilde være at forstyrre hele Theatervæsenets Gang, naar en Kunstner eller Kunstnerinde uden videre skulde kunne foreskrive sine Foresatte, hvorledes et eller andet Stykke skulde besættes; og Høedts Vægring desuden var en Tilsidesættelse, der vistes Publikum, som vist i Udlandet ikke vilde lade sig tilfredsstille, førend der gjordes det Afbigt.

"Fædrelandet", Ploug , og "Dagbladet", Bille , kappedes derimod om at vaske Høedt hvid og vare imod Heiberg i denne som i alle andre Sager, idet de søgte at paavirke Ministeriets Afgjørelse til Fordel for Høedt. De betænkte ikke, at dette nu ikke saa lige stod i Ministeriets Magt, om end Høedt havde en nok saa ivrig Advocat i Ministeriet selv. Man stolede paa Minister Halls Talent til at "mægle"; man betænkte ikke, at Ministeriets første og uomtvistelige Pligt var at skaffe de Love Lydighed, det selv havde fastsat i Theaterreglementerne.

I Stedet for begik Hall den Feil "med Lempe at ville faa Æg i en Humlesæk". Han kaldte Høedt til sig, dæggede for ham, klappede ham og gjorde ham derved mere og mere hovmodig og dristig i Tillid til, at Ministeren under enhver Betingelse vilde være paa hans Side og intet Skridt gjøre, der kunde være ham imod.

Høedt var altsaa suspenderet indtil videre og kunde ikke betræde Scenen, før hans Sag endelig var afgjort. Alt gik nu sin sædvanlige Gang ved Theatret; de faa Stykker, hvori han havde spillet, gik ikke, andre kom i Stedet, og paa Indtægterne mærkedes intet Afbræk. Dog, Høedt vidste, hvad han vilde. Han følte med en vis Ærgrelse, at hans Nærværelse ved vort Theater ikke var en Betingelse for dets Bestaaen, at det havde foruden ham Kræfter, Talenter, der havde slaaet Rod i det danske Publikums Hjerter; han forudsaae, at om kort Tid vilde Ingen mere tale om Høedt. Pressen dadlede ham i smaa Pjecer, der særskilt udkom og beskyldte ham for Utaknemmelighed mod det 322 Publikum. der havde modtaget ham med saa megen Anerkjendelse. Der maatte altsaa betydelige Hjælpetropper til, for at Sagen ikke skulde hendø af sig selv. Han fattede derfor en ny Plan; men hvori denne Plan bestod, vidste man intet Bestemt om.

At Fru Nielsen i hine Aar var mismodig over sin Stilling ved Theatret, var ganske naturligt. En Skuespillerinde, der i en Række af Aar har spillet Elskerindens taknemmelige Roller, og som er nødt til at afgive disse for at uddanne sig i det ældre Fag, finder ikke en saadan Overgang misundelsesværdig. De originale dramatiske Forfattere skreve ingen nye Roller, der kunde give hende Leilighed til at virke med de Midler, der nu stode til hendes Raadighed, og hendes Repertoire maatte derved nødvendigvis blive af ringe Omfang. Ogsaa dette bebreidede man Heiberg, som dog virkelig Intet kunde gjøre derved. Jeg, der selv var Skuespillerinde, følte ofte i Stilhed med hende, idet jeg indsaae, hvor haardt det maatte være, naar man følte de indre Kræfter usvækkede, da ikke at kunne ægge de originale Forfattere til at vælge Sujetter, der vare byggede paa Ens Talent. Ja, selv Høedt, der jo oversatte flere franske Stykker, valgte intet, der kunde give hans Veninde Leilighed til at glimre i en ny Genre.

Da blev et dansk originalt Stykke indleveret til Opførelse, kaldet "Prindsessen af Taranto", en Skildring af Griffenfelds sidste Glans, Storhed og Fald. Heiberg, der vidste, at Griffenfeld altid havde interesseret mig, kom en Dag med det til mig og spurgte, om jeg havde Lyst til at læse det, idet han sagde: "Jeg antager det ikke; det er mat og uden Finhed i Udførelsen." Jeg læste det og saae til min Glæde, at her virkelig var en ny Rolle - Griffenfelds Moder -, der i høi Grad kunde give Fru Nielsen Leilighed til at glimre ved sin inderlige Følelse og ædle Varme. Hun havde alle Betingelser for at spille denne stakkels fortvivlede Moder, der ser sin Stolthed, sin berømte Søn føres til Skafottet. Jeg blev virkelig inderlig glad ved Tanken om, at denne Rolle vilde skaffe min fordums Veninde en stor Nydelse at indstudere, og at hun i denne maatte høste stort Bifald. Jeg løb efter Læsningen ind til Heiberg i hans Værelse og sagde: "Ja, jeg forstaar godt din Indvending mod dette Stykke; men jeg beder dig indstændigt om at antage det, thi endelig er her en ny Rolle for Fru Nielsen, der vist vil gjøre hende megen Fornøielse og skaffe hende stort Bifald." Heiberg vilde først Intet høre herom, han fandt Stykket for daarligt. "Alligevel," sagde jeg, "vil det gjøre stor Lykke i Publikum." - "Ja, det er Tingen," udbrød han, "og jeg vil svare dig, som jeg nylig svarede en Forfatter, der havde indleveret et sandt Monstrum af et Stykke, fuldt af Hundekunster og Effectmageri, som jeg forkastede. Han sagde nemlig: "Stykket vil gjøre Furore!" - "Ja," svarede jeg, "det er hele Ulykken, at det nok kunde hænde, og netop derfor vover jeg ikke at føre det paa 323 vor Scene. Var jeg vis paa, at det vilde falde igjennem, saa kunde man jo nok bringe det øieblikkelige Offer." - "Men desuden," vedblev Heiberg, "hvor kan du tro, at Fru Nielsens Kræfter ville strække til i denne anstrengende nye Rolle, naar hun erklærer, at hun ikke engang har Kræfter til at spille Dronningen i "Hamlet", en Rolle, hun alt har spillet henved en Snes Gange? Naar jeg nu antager Stykket for hendes Skyld og tildeler hende Rollen, og hun saa afgiver den, hvad saa?" - "Hun vil ikke svigte," paastod jeg, "denne Rolle, der saa aldeles ligger for hendes Talent, kan hun ikke modstaa at udføre." Heiberg føiede mig tilsidst i min indtrængende Bøn, og Stykket blev antaget. Jeg fik Ret: Fru Nielsen spillede Griffenfelds Moder, og hendes Kræfter strakte til her, uagtet der til den krævedes dobbelt saa mange som til Dronningen i "Hamlet".

Det Offer, jeg personligt bragte ved at formaa Heiberg til at opføre "Prindsessen af Taranto", var sandelig ikke saa ringe. Prinsessens Rolle, som den danske, anonyme Forfatter havde sat mig for, var en af disse saakaldte aandrige Dameroller, som jeg alt havde spillet saa mange af i de franske Stykker, og som alt længe hjerteligt havde kjedet mig ved deres ydre Glimmer og indre Hulhed.

Dette Offer blev imidlertid daarligt belønnet.

Der var i Pressen alt tidligere, men især i denne indeværende Saison fremsat heftige Angreb, ikke alene mod Heiberg, men ogsaa mod mig. Ryges gamle Tale, naar Nogen i tidligere Tid angreb Heiberg som Forfatter eller Kritiker, lod det til, at man havde lagt sig paa Hjerte. Han pleiede at sige, at de kunde spare sig den Uleilighed, da Heiberg kun smilte og gjorde sig lystig over Angriberne, hvis Penne vare altfor sløve mod hans. "Nei," sagde han, "vil man ramme Heiberg, da skal man angribe hans Kone ."

Angrebene i denne Saison vare næsten mindre rettet mod Heiberg som Directeur end mod mig som Skuespillerinde. Det saae ud, som om man gik ud fra, at ifald det kunde lykkes at berøve mig Publikums Gunst, saa at jeg paa Grund heraf krænket og forbitret trak mig tilbage og begjærede min Afsked, da var Heibergs Magt knækket og Spillet vundet. Man paastod nu ("Berlingske Tidende"), at jeg Intet kunde spille mere, ja, at jeg "ikke mere kunde sige en eneste Replik". Meningen med alle disse Angreb var vel at faa Publikum indprentet, at det intet Tab var, om jeg forlod Theatret. Var dette først opnaaet, fulgte jo Heibergs Bortgang af sig selv. Men her gjorde Partiet Regning uden Vært; thi maaske aldrig har et Publikum, der jo har Ord for at være flygtigt, viist sig saa trofast, saa udholdende i sin Gunst, som det danske Publikum nu viste sig mod mig.

Ofte, naar jeg om Aftenen fremtraadte paa Scenen efter saadanne Angreb, modtoges jeg med et saa paafaldende Bifald, at jeg følte, det maatte have en 324 særegen Grund. Naar jeg da spurgte en eller anden af mine Venner i Personalet: "Hvad betyder dette?" da svarede de: "Man mærker, at De ikke har læst "Dagbladet" for i Dag og dets Angreb paa Dem. Modtagelsen i Aften er Svar herpaa." Det var jo ogsaa ved en saadan Leilighed, at en af de Misfornøiede udbrød: "Ja, der kan De se! hvad kan det hjælpe, at hun angribes, Publikums Bifald er kun efter et saadant Angreb varmere end nogensinde."

"Dagbladet"s (Hr. Billes) Angreb paa mig gik hverken ud paa mere eller mindre, end at mit Spil var usandt, precieust og uden Følelse, at jeg søgte Knaldeffect ved Theatercoup, at jeg modarbeidede de yngre Talenter for ene at brillere, saa at Høedts Elever ikke kunde komme frem, etc. etc. Artiklen taug viselig med, at saa snart jeg afgav en Rolle til disse Yngre, fik jeg den altid kort efter tilbage. Naar det kom til Stykket, turde disse Yngre enten ikke binde an med Rollen, eller, ifald de vovede det, maatte de hurtigt atter træde ud af den. Publikum krævede haardnakket, paany at se mig og ingen Anden i den. Disse Angreb gik saa vidt i Personligheder, at de holdt Bog over mine Costumer, om disse havde kostet saa eller saa meget, om de vare nødvendige eller ikke. At mit Forhold til Personalet var daarligt, hørte jeg ogsaa her for første Gang. Jeg selv mente, at jeg i mange Aar havde Beviser paa lige det Modsatte.

Den Berlingske Tidende (Hr. Nathanson), der selv havde udtalt, "at jeg ikke længere kunde sige en eneste Replik", skrev nu til en Afvexling en længere Artikel, hvori han gjorde Indsigelse imod dette Angreb og særlig erklærede den sidste Paastand for grundfalsk.

Kan man nu undres over, at Udtalelserne i saadanne holdningsløse Blade, der sige Et i Dag og lige det Modsatte i Morgen, fremkalde hos Kunstneren en fuldstændig Ligegyldighed? Naturligvis er det forskjellige Røster, der lade sig høre i disse offentlige Organer. Men en Bladredacteur, der taaler, at saa modsatte Røster komme tilorde i hans Blad, om ham kan man sige, at han er en daarlig ug samvittighedsløs Vært i sit offentligc, litterairee Hus. Hvor Selskabet er saa blandet, der ønske skikkelige Folk ikke Adgang, og derfor udebliver ofte Svaret, fordi Mange i Publikum dele Kunstnerens Ligegyldighed for slige Angreb. Dette var i det Mindste Tilfældet med Heiberg, der ligefrem fandt det uværdigt og tillige unødvendigt at tage mig i Forsvar.

Jeg havde i Grunden Intet imod streng Kritik. Man bliver undertiden vammel om Hjertet af den evige Roes, især naar den ikke peger hen paa Indsigt i det, der roses; og ligesom man efter et overdaadigt Maaltid, hvor der tilsidst serveres med en Række søde Sager, føler Trang til en bitter Mandel, saaledes kan en streng, skarp Kritik have noget Rensende, Styrkende, som det er sundt at give sig i Lag med. Men da maa denne skarpe Kritik for det Første have noget Belærende, som vækker Eftertanke, og fremfor Alt holde sig til Sagen 325 selv. Der maa lyse Kjærlighed til Kunsten og dens Dyrkere ud af Raisonnementet og ikke en giftig Glæde over at angribe det Personlige. Det kan ikke nytte at sige til den, man vil forbedre: "Jeg slog dig helst ihjel, thi jeg kan ikke lide, at du lever" -; da er Formaningen spildt, thi til at forbedre sig og rette sine Feil dertil hører netop et sundt og kraftigt Liv.

Men det kan ogsaa undertiden have noget Behageligt, noget Beroligende, at blive undervurderet. Det forekommer En, som om man betalte sin Gjæld, sin Tribut til Nemesis, inden hun maaske paa en voldsom Maade selv gjør sig betalt. Og ligesom man ofte gribes af en indre Undseelse, en Ydmyghed ved at overvurderes, saaledes kan Sjælen ligesom kneise og føle sin Styrke ved en uretfærdig Undervurdering.

Offentlige Modartikler fra forskjellige Kanter til mit Forsvar udebleve dog ikke, og mange navngivne og anonyme Breve udtalte for mig deres Harme over den Uret jeg led, og bad mig endelig ikke at tabe Taalmodigheden, men holde ud i mit Kald. Iblandt disse Breve kom ogsaa et fra min trofaste Ven, Digteren Hertz, hvori han udtalte sin Forbitrelse over, at vore anseligste Blade ikke skammede sig ved at optage slige Angreb. I sin Vrede herover udbryder han til disse: "Hvad er dog dette? Kjende I ikke niere Eders lille Marie?" En Replik af Heibergs "Alferne", hvis Betoning altid havde rørt Hertz, naar jeg som Marie i Stykket udtalte disse Ord.

Iblandt de mange Beskyldninger imod mig i "Dagbladet" var ogsaa den, at mine Fremstillinger i de senere Aar ofte vare " forcerede ". Hertil kan jeg kun svare: Ja, jeg vil saamænd gjerne tro det; thi den Stemning, hvori jeg under Theaterspektaklerne levede, undrer det mig ikke saa meget, om jeg spillede mindre godt end tidligere, som at jeg i det Hele taget spillede . Hvor mange af Eder, I selvbeskikkede anonyme Dommere, tro I vel havde kunnet gjøre mig det efter, hvad jeg gjorde i denne skandaleuse Saison? Se Repertoiret efter hos Overskou, og I ville se, at jeg for at staa Heiberg bi mod de Skuespillere, hvis Plan det var at gjøre enhver Forestilling umulig og derved tvinge ham til at lukke Theatret, spillede mindst hveranden Aften, ofte hver Aften i de 9 Maaneder, Saisonen varer, og det ikke smaa Roller, thi dem havde jeg saa godt som ingen af, men lutter store Hovedroller. Ofte var jeg saa anstrengt, at jeg bogstaveligt maatte slæbe mig over paa Theatret for at forlyste et Publikum, der ikke anede, hvad denne Forlystelse kostede mig. Men det gjaldt at støtte Heiberg, og dette holdt mig nogenlunde oppe. Han havde jo nu ingen anden væsentlig Støtte; det gjaldt altsaa om ikke ogsaa at berøve ham denne. Ogsaa være det sagt, at en ubeskrivelig Foragt, der næsten grænsede til en Følelse, jeg kunde kalde triumpherende, havde bemægtiget sig mig. Jeg nød det at blive dadlet af de Samme, der forfulgte Heiberg paa den hensynsløseste Maade. Ja, Dadlen kunde ofte tilveiebringe en Følelse af 326 Overgivenhed hos mig, saa jeg leende sang til Heiberg Slutningsordene af den lille Duet mellem de Elskende i den forfulgte Vaudeville "Slægtningerne": "Vi følges ad! vi følges ad!"

Det viste sig imidlertid, at Ryge havde havt den rette Opfattelse af Heiberg. Medens denne med kjækt Mod og Ligegyldighed bar ethvert Angreb paa sig selv, kunde han ikke med samme Ro bære Angrebene paa mig. Der kom ved dem en Trods, en Forbitrelse ind i hans Sind, som ikke hørte til hans Natur, saa at jeg ofte maatte moderere hans Vrede.

Under Indstuderingen af "Prindsessen af Taranto" sporedes det tydeligere og tydeligere, dels ved Tonen paa Theatret, dels i Bladene, at dette Stykke skulde bruges til at forherlige Fru Nielsens Talent paa min Bekostning og, om muligt, ved hendes Spils Fortrinlighed frembringe en Demonstration for hende og imod mig. I de seneste Theateranmeldelser blev Fru Nielsen bestandigt fremstillet som det eminente Talent, hvilket Publikum ikke tilfulde skjønnede paa, og som min Nærværelse hindrede i at straale i sin fulde Glans, ja, man skrev, at hun stod som den lidende Uskyldighed lige overfor Heibergs Tyranni. Man udøste sig i Lovtaler over alle hendes saa vel ældre som nyere Roller, ja selv over hendes Fremstilling af Roller, hun aldrig havde spillet , saa som Oehlenschlägers Signe i "Hagbarth og Signe". Henrykkelsen var saa stor over hendes "mesterlige, henrivende" Udførelse af denne Signe, hun aldrig havde spillet, at endog Digteren Ploug udødeliggjorde dette hendes Spil som Signe i bunden Stil. Samtidig bebreidede man mig Udførelsen af en anden Rolle, jeg lige saa lidt nogensinde havde spillet.

Den Virkning, jeg hidtil i en lang Aarrække havde tilveiebragt i mine Fremstillinger, Evnen til at vedligeholde Spændingen og Interessen i Publikum ved enhver ny Fremstilling, dette kunde et vist Parti ikke godt finde sig i, og heri bestod min egentlige Brøde. Det var paa Tide, at man skred ind herimod, og at man vandt Tilhængere i Pressen, der kunde dadle Alt, hvad jeg fremstillede, som usandt og forkasteligt. Det var maaske min Lykke, at man tog Munden saa fuld.

Fra den 19de Januar efter Theaterspektaklerne med Hr. Høedt om "Hamlet", hvorefter han blev suspenderet fra al Tjeneste, indtil Ministeriet havde dømt i Sagen og til dette nuværende Tidspunkt i April, var Tiden brugt til mundtlige og skriftlige Parlamenteringer mellem Hr. Høedt og Ministeriet. Man var kommen saa vidt fremad, at Høedt skriftligt havde erklæret: "at han ansaae sig for at skylde Shakespeare (!) den Indsigelse, han havde gjort imod Doubleringen, og ønskede vel ikke sin Afsked for det Forefaldne, endskjøndt det nok kunde blive et Motiv til, at han gjorde det, men vilde handle paa samme Maade, dersom et lignende Tilfælde indtraadte."

Theaterhistorien siger i denne Anledning: - "Den sidste Yttring var 327 afgjørende: Ministeriet maatte indsee, at det vilde gjøre al Theaterbestyrelse umulig ved at holde paa en Skuespiller, der forud erklærede, at han ved given Leilighed paany vilde vise sig opsætsig imod en Forholdsregel, hvilken det selv ikke kunde Andet end erklære Directeuren fuldkommen berettiget til at tage." - Ministeriet blev ved denne Høedts Erklæring ligefrem tvunget til at give ham Afsked, og han blev nu lovformeligt afskediget fra det kongelige Theater.

I Slutningen af denne Saison dukkede et almindeligt Rygte op, nemlig, at Høedt, der jo nu ikke mere var ved vort Theater, men som længtes efter atter at spille Comedie, havde formaaet Michael Wiehe til ved Saisonens Slutning ogsaa at forlade det kongelige Theater for med ham og Nielsen at lade sig engagere af Directeur Lange, Casinos forhenværende Entrepreneur. Mange troede dette Rygte, mig var det derimod umuligt at fæste Lid dertil. Michael Wiehe skulde ville forlade vort Nationaltheater, der fra han var en Dreng havde opelsket og støttet ham, forlade det Personale, der havde bidraget til hans bedste, skjønneste Triumpher, forlade et Repertoire, hvis digteriske Indhold var sammensat af vort Lands første samt af de fortrinligste udenlandske Arbeider? og det for nu at optræde i Arbeider af det futileste Slags paa en Scene, hvor hans Talent aldrig kunde komme til sin Ret? Udøve sin Kunst med Talenter af anden og tredie Rang, under Ledelse af en Directeur fra et Secondtheater! Alt af " kunstneriske " Hensyn, som det hed. Wiehe skulde ville bringe et saadant Offer, for at Høedt, der ved sin Opførsel havde gjort sig umulig ved det kongelige Theater, atter kunde komme til at spille Comedie! - Umuligt! jeg vilde, jeg kunde ikke tro, at han i den Grad havde givet sig ind under Høedts dæmoniske Indflydelse; han, der endnu for kort siden atter havde viist Tegn paa Fortrydelse over, hvor vidt han alt var gaaet, idet jeg atter havde modtaget en af de smaa Sedler, hvori han lettede sit beklemte Sind. Sedlens Indhold var denne Gang følgende:

"Hele Dagen er jeg hos Dem, hele Dagen maa jeg skjule mine Taarer, fordi jeg har bedrøvet den, der aldrig har viist mig andet end Godhed og Deeltagelse.

Tør jeg maaskee ikke engang vente at De vil modtage dette?
Deres hengivneste, troeste
og ærbødigste Ven."

Ikke sandt, mine Læsere! ovenpaa et saadant Tilløb til Fortrydelse kunde jeg umuligt tro, at han vilde berede mig en saadan Sorg, der skilte os fra hinanden i vor kunstneriske Virksomhed.

328

Og nu Hr. Høedt! Han turde ikke en enkelt Gang optræde i "Hamlet" med en Doublant af Frygt for, at Spillet skulde savne den " øieblikkelige Correspondance mellem Acteurerne!" Var denne Correspondance da nu at vente imellem det sammenskrabede Personale, hvori han nu skulde optræde? " Kunstneriske Hensyn! " Det kunde ordentligt kvalme for et sundt Menneskebryst at høre al den Skvalder, der summede En om Ørene, al den Affectation om Kunst! Alle disse hule Phraser: Kunstnerbegeistring! Kunstnerfølelse! Kunstnerstolthed! Kunstnervarme! Kunstnerkald! Kunstnerrettigheder! Kunstnerlidelser! Kunstnersandhed! Kunstnersamvittighed! etc. Sandhed! Samvittighed! Ja, I gode Kunstnere, havde I bare mere af disse to sidste Egenskaber, saa fik det gaa med Resten. Men Skam skulde Eders Præster have, som de have oplært Eder! - »Jeg lever kun for min Kunst!" - disse Ord lyde ofte fra Eders Læber, medens I leve for alt Andet end denne samme stakkels Kunst.

Den 14de Februar opførtes første Gang "Prindsessen af Taranto", anonymt, originalt Skuespil i fem Akter. Den Demonstration i Theatret, der efter Sigende under dette Stykkes Opførelse skulde sættes i Scene for Fru Nielsen og mod Directeurens Kone, udeblev ganske. I Theatret lige overfor det store Publikum viste det sig bestandigt, at den hele Modstand mod Heiberg og mig ikke kunde komme tilorde. Man klappede for Fru Nielsen som Griffenfelds Moder, og man klappede for Fru Heiberg som Griffenfelds Elskede. Hvor mange Hænder der vare satte i Bevægelse for hver af os, om den Ene af os fik lidt mere Bifald end den Anden, skal jeg ikke kunne sige, kun, at Bifaldet var rigeligt for os begge, og at Forestillingen gik sin rolige, uforstyrrede Gang.

Men var der saaledes intet Udkomme med det store Publikum inde i Theatret, saa gik det desto lettere med det lille udsøgte i Dagbladene, som benævnes Theaterkritikere. Her kom alle de Høedt-Niel senske Kunstanskuelser tilorde med fuld Styrke og Veltalenhed. Fru Nielsens Fremstilling af Moderen havde lutter Fuldkommenheder, min Fremstilling af Prinsessen lutter Mangler. Ja, man vilde efter vort Spil i dette Stykke een Gang for alle slaa fast, at kun hun var en virkelig Skuespillerinde, jeg - ja, jeg veed virkelig ikke, hvad de mente, jeg var, naturligvis en daarlig. Og til Bevis paa deres Paastand brugte de vor forskjellige Udførelse af en af de sidste Scener i Stykket.

Man ser Griffenfeld sidde i Fængslet, ventende paa Bødlens Komme. I disse sidste Øieblikke modtager han først et Afskedsbesøg af Moderen, senere af sin Elskede, Prinsessen.

Ved Moderens Bortgang efter Afskedsscenen foreskriver Forfatteren i en Note: "Hun omfavner ham (Griffenfeld) med dyb Bevægelse, hun gaaer hulkende ud, fulgt af Fangefogden." 329 Ved Prinsessens Bortgang foreskriver Forfatteren : "Hun gaaer mod Døren, men vender sig atter om og kaster sig grædende i hans Arme ; derpaa iler hun ud."

Dette, at jeg nu her pligtskyldigst gjorde, hvad Forfatteren havde foreskrevet: at gaa mod Døren, atter vende om og grædende kaste sig i hans (Griffenfelds) Arme, blev brugt til et latterligt Angreb paa hele min Spillemaade, som om jeg ved dette Træk vilde tilvende mig et forstærket Bifald, Her er da eet af de Tilfælde, hvor jeg ligefrem kan bevise, at man gjorde mig Uret.

Jeg har under min hele Skuespillerindevirksomhed samvittighedsfuldt holdt mig til Forfatterens Ordrer, selv om de syntes mig mindre heldige. Men i dette Tilfælde faldt det mig aldrig ind, at han her foreskrev noget Søgt eller Urimeligt, thi at en Elskerinde, der endogsaa i denne Afsked første Gang helt ud og uden Forbehold ytrer sine Følelser heftigt og lidenskabeligt, endnu en Gang til Afsked kaster sig grædende i den Elskedes Arme, da hun tror, at han om faa Minutter skal lide Døden, fandt jeg saare naturligt og i sin Orden. Jeg udførte altsaa, hvad Forfatteren havde foreskrevet, og denne Lydighed brugte nu de, der søgte et Motiv til at angribe mig, for at bevise, at jeg jagede efter Effect. Det Bifald, den Rørelse, der fulgte mig ved min Bortgang, blev nu regnet mig til Last som Noget, jeg havde opnaaet ved at vende om i Døren for atter at kaste mig i Griffenfelds Arme. En saadan Beskyldning kan man nu smile ad og glemme paa Grund af sin gode Samvittighed; men hvad man ikke kan smile ad og mindre let kan glemme, er det Uridderlige, det Kujonagtige hos en Forfatter, der tier lige overfor en saadan Fornærmelse mod den Kunstnerinde, der af Respect for hans Villie udførte, hvad han havde ønsket og foreskrevet, tier, naar disse Angreb paa Grund heraf vedblive paa en raa og hensynsløs Maade. Jeg ventede Dag for Dag, at Forfatteren vilde træde frem og sige: "Er dette en Feil, da er det mig, der har foreskrevet den i Texten". Men nei, han taug. Jeg anser det derfor for min Pligt at udtale, at det Rygte, som selv Overskou i sin Theaterhistorie har bidraget til at udbrede, nemlig at Athalia Schwartz var Forfatteren til dette Stykke, er usandt. Athalia Schwartz vilde aldrig have svigtet mig, aldrig taalt, at jeg dadledes for det, hun alene bar Ansvaret for. Hun var en af de Kvinder, der haardt maatte bøde netop for sin Sandhedskjærlighed. Senere hen i Tiden, da Forfatteren lod Stykket trykke, jeg tror Aar og Dag efter den Uret, der var tilføiet mig, vedkjendte han sig herved, at han selv havde foreskrevet bemeldte Sted saaledes udført; men da kunde han gjerne have sparet sig Uleiligheden, thi hans Erklæring kom nu for silde.

Sammenligningen mellem min og Fru Nielsens Spillemaade i dette Stykke var høist uheldigt valgt, ja urimelig; thi vore Opgaver vare omtrent saa 330 modsatte som muligt. Hun skulde fremstille en jevn, tarvelig, troskyldig Borgerkone, Griffenfelds Moder, hvis Kjærlighed til Sønnen Alverden maatte være Vidne til; Moderhjertet laa paa Tungen, her var Intet at skjule. Jevnheden i Fremstillingen bidrog til det Rørende i hendes Sorg, Angest og Smerte over den forfulgte, domfældte Søn. - Min Opgave bestod i at fremstille en fin, begavet, glimrende, fremmed Prinsesse ved det danske Hof, inde i Hofintrigerne, vant til at skjule sine sande Tanker og Følelser, forelsket i Griffenfeld, uden at Nogen lige indtil Slutningen maatte ane det, ikke engang han selv. Her gjaldt det at skjule saa godt som enhver Bevægelse og holde sine Følelser, Tanker og Beslutninger strengt indelukkede, saa at Ingen anede eller gjennemskuede dem. Man ser, at disse to Kvinder i Stykket vare saa modsatte som muligt, og dog bebreidede man mig, at ikke Følelsens Tone og Udbrud var som den simple Borgerkones, der turde lægge den aabent for Dagen til enhver Tid og for Alle, Høie og Lave, medens, som sagt, min Opgave var at skjule den og bortlede Alles Opmærksomhed fra den Kjærlighed, som Ingen maatte ane. At Prinsessens Følelser derfor - da hun endelig kaster Masken og i Fængslet erklærer ham sin Kjærlighed - antager et forstærket Udtryk, er ganske naturligt, syntes mig saa vel som Forfatteren.

"Dagbladet"s Referent søgte at godtgjøre, at det bedste Bevis paa, at Fru Nielsens Følelse var sand, var Publikums Bifald, da hun forlod Scenen; men at, som han selv skriver, "Fru Heiberg under det rørte Publikums begeistrede Bifald forlader Scenen", beviser Intet! Er dette ikke slaaende og retfærdige Argumenter? Ja, man havde i den Grad villet benytte dette Stykke, hvori vi To, der ingenlunde i Virkeligheden - allerede paa Grund af vort helt forskjellige Rollefag - rivaliserede med hinanden, tilfældigt spillede sammen, at man endog saae et characteristisk Træk i vor Costumering til Fordel for Fru Nielsen og til Skade for mig; idet hun kun har eet Costume i hele Stykket, men jeg mange forskjellige . Ja, hvad i Alverden skulde bevæge den gamle Borgerkone til at forandre det Costume, der i de Tider bares af Kvinder i hendes Stand? Prinsessen derimod, der er paa Scenen i alle Stykkets fem Akter, optræder i meget forskjellige Situationer. Og for nu at vise det Latterlige i Dadelen mod mig i dette Punkt, vil jeg oplyse, at jeg personligt i det mindste var uden al Skyld i de mange Omklædninger; men ogsaa her burde den anonyme Forfatter have følt Trang til at tage mig i Forsvar. Han var vel altfor glad over, at hans Arbeide havde vundet Bifald og gjort Lykke, til at han havde nogen Tanke for, at han ikke med Taushed burde have været Vidne til, at Hovedpersonen i Stykket, der dog nok havde nogen Del heri, blev i høi Grad forurettet.

Jeg haaber, at man ikke vil tage fortrydeligt op, at jeg til Forsvar for mig selv her indlader mig i en Détail, der unegteligt ingen Interesse har 331 undtagen netop som Forsvar for mig selv og som Bevis paa Kritikens Uretfærdighed ogsaa i dette Punkt.

Første Akt.
Stykket begynder med, at Prinsessen staar paa Scenen, smykket til det Bal, der denne Aften gives paa Slottet i Kjøbenhavn. Altsaa Nr. 1: En Baldragt.

Anden Akt.
Et Værelse paa Frederiksborg Slot.
"Prins Jørgen, Prindsessen af Taranto, ( begge i Jagtdragt)."
Altsaa Nr. 2: En Jagtdragt, foreskrevet af Forfatteren; og man vil ogsaa indrømme, at det ikke vilde passe sig for en Prinsesse at gaa paa Jagt i Baldragt.

Tredie Akt.
Et Værelse, atter paa Kjøbenhavns Slot. Altsaa: Reisen fra Frederiksborg til Kjøbenhavn forudsættes. Prinsessen i Audiens hos Dronningen. Jagtdragten maatte altsaa af, og en almindelig Hofkjole paa. Thi en Dronning vilde dog vistnok stødes, om Prinsessen kom til Audiens hos hende med Ridepisk og i Støvler.

Tredie Scene, samme Akt.
Maskerade paa Slottet.
"Prindsessen træder ind ( klædt i en Pilegrimsdragt)."

Senere paa Maskeraden:
I en Note staar hos Forfatteren:
"Prindsessen kaster hurtigt sin Pilegrimsdragt, under hvilken hun bærer en Phantasiedragt."

Fjerde Akt.
Et Værelse paa Slottet.
(Imellem tredie og fjerde Akt er Griffenfeld fanget og kastet i Fængsel; nogen Tid er gaaet.)

At Prinsessen nu, efter at Maskeraden forlængst er forbi, fremdeles skulde gaa omkring i "Phantasiedragt", vilde dog let gjøre hende mistænkt for at være forrykt. Der er altsaa intet Andet for: Phantasiedragten af og en almindelig Hofdragt paa. Man ser, at denne Forfatters Ordnen af Dragter stod det ikke i min Magt at ændre, hvor megen Lyst jeg end havde dertil. Thi jeg beder at betænke, hvor kjedeligt det er at spille og være paa Scenen saa godt som i fem Akter, og da, naar Teppet falder efter hver Akt, ilsomt at rive den ene Dragt af og 332 tage den anden paa, og da halvt aandeløs igjen begynde næste Akt. Forfatteren skulde betænke den Plage, der ligger heri for Skuespillerinden, og Kritiken dadle ham derfor og ikke hende.

Om den Lyst, man havde faaet til at sammenligne Fru Nielsens og mit Talent, skal jeg ikke udtale mig nærmere; vist er det, at ad den Vei kunde man ikke komme til en retfærdig Dom om vor Betydning som Skuespillerinder, dertil var vor Begavelse og vort Naturel alt for forskjellige. Herom har jeg i Virkeligheden alt udtalt mig paa et tidligere Sted i Anledning af mit Ophold i Paris.

Den 30te April opførtes "Prindsessen af Taranto" for sidste Gang. Wiehe havde et Par Dage i Forveien pludselig indgivet Begjæring om Afsked, og jeg havde under hele Aftenens Forestilling bemærket en egen Stemning hos ham. Men i Slutningsscenen i Stykket, hvor Griffenfeld og Prinsessen tage Afsked med hinanden for sidste Gang, saae jeg Wiehe blegne under Sminken, vakle og krampagtigt gribe om det nærstaaende Bord for at holde sig opreist. Jeg saae forbauset op paa ham og maatte tage mig stærkt sammen for ikke at falde ud af Rollen; imidlertid saae jeg, at han gjorde en Kraftanstrengelse for at blive Herre over sig selv; - vi fuldendte Afskedsscenen i Stykket, sagde hinanden Farvel, og jeg følte, at dette Farvel ikke alene gjaldt i Skuespillet. Da jeg kom ud i Coulissen, sagde jeg til Overskou: "Pas paa Wiehe, naar han om lidt forlader Scenen; jeg tror, at han er syg." - Kort efter kom Wiehe ud, Overskou fulgte efter ham; men da han med stærke, faste Skridt hurtigt gik op ad Trappen og ind i sit Paaklædningsværelse, vendte Overskou om og sagde til mig: "Jeg tror ikke, at han feiler Noget, han gik ind i sin Stue."

At Wiehes Tilstand paa Scenen ikke var en Indbildning af mig, fik jeg bestyrket ved, at min rare Pyntekone, Madam Gram, kom løbende hen til mig med det Udraab: "Gud, Frue, hvad feilede Hr. Wiehe i Deres Afskedsscene? jeg saae tydeligt fra Coulissen, at han blev ligbleg og vaklede." - "Har De ogsaa bemærket dette?" svarede jeg, "mig synes ligesom De." - "Ak, den stakkels Hr. Wiehe," udbrød hun deltagende, "Gud forlade dem, der have ført ham paa gale Veie!" - og Taarerne stode den velsignede Kone i Øinene, medens alt Blodet var strømmet mod mit Hjerte.

Ogsaa Fru Nielsen var hin Aften i en ophidset Stemning, om af samme Grund, veed jeg ikke, men da jeg i Aftenens Løb henvendte et Par ligegyldige Ord til hende, var det med Nød og neppe, at hun kunde faa et Par stolte, kolde Ord over Læberne; ogsaa i hendes Sjæl var der af de Sammensvorne dryppet en Gift, som tidligere ikke hørte hendes Natur til. Og hvorfor vare disse Mennesker da vrede paa mig? Vilde de, at jeg skulde gjøre fælles Sag med dem imod min egen Husbond? Kunde de fordre, at jeg skulde være enig 333 med dem om at negte ham Hjælp og Bistand? Kunde de fordre, at jeg skulde lukke Øinene for al den Uret, der ved dem blev tilføiet ham, fordre, at jeg skulde være med i en ophidset, lidenskabelig Stemning, hvori Løgn blev gjort til Sandhed og Sandhed til Løgn? Krævede de ikke dette af mig, hvad var det da? Heiberg stod for mig saa ren i alle sine Motiver, saa fri for alle Planer til at modarbeide deres Ønsker, naar disse kunde forenes med, hvad han ansaae for ret og billigt, stod for mig som den høist Forurettede indadtil og udadtil; stod for mig som den fine, dannede Mand lige overfor Raahed og uforstandig Anmasselse, for Bagvaskelse og uværdige Angreb; stod for mig som den Taalmodige, der arbeidede ufortrødent, uden at klage, uden at lade noget Menneske lide ved sit slette Humeur over den Uret, der dagligt tilføiedes ham. Jeg havde aldrig beundret ham mere end i disse Aar, aldrig været ham mere og inderligere hengiven end nu i denne hans ufortjente Modgang. Aldrig syntes mig, at jeg med større Føie havde kunnet bruge de Ord om ham, som Hamlet udtaler om sin afdøde Fader: "Tag ham i Et og Alt, han var en Mand." Og denne Mand skulde jeg nu roligt se paa blive bagvasket, smaaligt bedømt, undervurderet, uden at vise Alverden, at jeg stod paa hans Side, at han i det mindste hos mig skulde finde den Troskab, det Medhold, den Retfærdighed, den Hjælp, der negtedes ham fra saa mange Sider! Vare de virkelig vrede paa mig, fordi jeg hjalp ham, hvor det var mig muligt at hjælpe? Havde jeg maattet spille mig tildøde for at hjælpe ham ud af Forlegenheden, jeg vilde have hjulpet ham!

I et Tilbageblik, som Heiberg senere skrev om sin Embedsførelse 1855- 56, findes følgende Bemærkninger om denne Saisons Slutning:

"Hr. Høedt havde altsaa nødtvungen forladt Theatret, Hr. Wiehe havde frivillig besluttet at gjøre ligesaa, naar den indeværende Saison var udløben. Officielt var imidlertid endnu Intet herom bekjendt, men der ymtedes om det, og Ministeren havde, da Spektaklerne stode paa, været meget betænkelig, ikke over Høedts Afgang, men over at denne kunde drage Wiehes efter sig: Noget, jeg fandt saa urimeligt, at jeg, der ikke havde nogen speciel Indvielse i Forholdet, ikke kunde tro derpaa. Imidlertid lod Efterretningen ikke vente længe paa sig, og, besynderligt nok, syntes den fremkaldt ved en Anledning, hvoraf man ikke skulde have ventet denne Virkning. Thi neppe havde jeg skriftligt underrettet Hr. Wiehe om, at der var tillagt ham et aarligt Gagetillæg af 300 Rdlr., før jeg til Svar modtog en i to Linier affattet Ansøgning til Kongen om Afsked ved Saisonnens Udgang, ikke engang ledsaget af noget Brev til mig, men kun af et Par Ord, skrevne i selve Convoluten, og som ganske tilfældigt faldt mig i Øinene, idet jeg vilde kaste den frarevne Convolut bort." Saa vidt havde Høedts Omgang og Paavirken bragt den beskedne, stille, drømmende Michael Wiehe. "At en Skuespiller, der sætter en Ære i at forlange sin Afsked 334 paa en brutal Maade, ogsaa burde have den, var indlysende; uden derfor at gjøre noget Skridt i modsat Retning, indstillede jeg ham ubetinget til Afsked, hvilken han ogsaa erholdt i de sidste Dage af Saisonnen. Men fra det Øieblik, jeg havde modtaget hans Ansøgning, og da Bladene, som sædvanligt, benyttede den givne Leilighed til at agitere Publikum, besluttede jeg, at han i Resten af Saisonnen ikke mere skulde optræde paa Scenen, uden at jeg dog gav ham eller Andre noget Vink derom, kun med Undtagelse af de mig nærmest staaende Embedsmænd, der havde at gjøre med den daglige Tjeneste, og paa hvis Taushed jeg kunde stole. Vel kunde det være betænkeligt, især i Mai, da Comedielysten altid er svækket, at paalægge Repertoiret en følelig Indskrænkning, men dette Hensyn forekom mig her at være underordnet, og min Bestræbelse for at skaffe et tiltrækkende Repertoire tilveie i Mai lykkedes saa godt, at denne Maaned blev en af de heldigste for Kassen, og det næsten ikke mærkedes, at Hr. Wiehe ikke spillede."

I Slutningen af forrige Saison havde Ministeriet nedsat en Commission, der under Digteren C. Hauchs Forsæde - Heiberg var ikke opfordret til at indtræde - skulde drøfte allehaande Theaterspørgsmaal. Blandt meget Andet, som der forhandledes, bragte Ministerens Secretair Christensen, der var bleven Medlem, ogsaa under Overveielse, om der ikke burde oprettes et Theaterraad, hvori Skuespillerne skulde have en stor Indflydelse paa Afgjøreisen af alle vigtige Theateranliggender. Men denne i visse Kredse meget yndede Tanke kunde ikke trænge igjennem, da den mødte Modstand hos de tre Skuespillere Holst, Sahlertz og Overskou, der af Skuespillerne selv vare valgte ind i Commissionen. I det Forslag til et Reglement for Tjenesten ved Theatret, som man tilsidst enedes om, og som udstedtes i Juli 1856, indskrænkede man sig derfor til Oprettelsen af en Theaterjury, der skulde afgjøre Indsigelser, som fremsattes af Skuespillere mod Overtagelsen af en Rolle, Directeuren havde tildelt dem, en Bestemmelse, der snart viste sig at være dødfødt, da Ingen ønskede dens Anvendelse, da det kom til Stykket. Havde Ministeren kjendt de Personligheder, han her vilde gjøre til Dommere, som Heiberg kjendte dem, kunde han have vidst dette Resultat forud.

Den Stilling og Indflydelse, Hall havde erhvervet sig i det politiske Liv, gjorde hans Stemme meget mægtig paa Rigsdagen. Ved hans Indflydelse lykkedes det at faa Rigsdagen til at samtykke i, at der lidt efter lidt blev bevilget ikke ubetydelige Summer til at omskabe det gamle Theater, der ingenlunde svarede til Tidens Fordringer, til et saa godt som helt nyt. For i Aar vilde man lade det bero med at forskjønne og udvide Tilskuerpladsen; næste Aar agtede man at tage fat paa selve Scenen, Paaklædningsværelser og hele det indvendige Arrangement, medens man dog agtede at beholde Theatrets gamle bekjendte Portal ud til Kongens Nytorv. Mange, blandt dem Heiberg, rystede 335 paa Hovedet over dette Lappeværk, men Hall og Christensen vare stolte og betagne af denne Plan, og de satte deres Villie igjennem og anvendte store Summer herpaa, der, som Tiden bedre end noget Raisonnement beviste, for en ikke ringe Del vare spildte. Kun den utvivlsomme Fordel havde Ombygningen, at Theatrets Udseende blev saa forfærdeligt, at Nødvendigheden af en ny Theaterbygning tilsidst gjorde sig gjældende med uimodstaaelig Styrke.

Saa snart Saisonen var sluttet, vidste det hele Kjøbenhavn den store Nyhed med fuldkommen Vished, at den paa Grund af sin Opførsel afskedigede Hr. Høedt agtede at optræde til Efteraaret paa det saakaldte Hoftheater i Forening med sin Ven Hr. Wiehe, sammen med Casinos Personale under dets forhenværende Directeur, Hr. Lange. Hele Byen var som en Synagoge, hvor alle snakke i Munden paa hverandre, saa at man ikke kunde høre Ørenlyd for Sladder. Alle Blade, alle Munde kom nu i Bevægelse, og neppe har man i vor Tid nogen Forestilling om det Røre, som en Theatersag i hine Aar kunde afstedkomme i det gode gamle Kjøbenhavn. Dagbladene modsagde sig selv i Et væk, "Berlingske Tidende", f. Ex., klagede nu i høie Toner over Høedts Afsked i Modsætning til sin tidligere Dadel af hans Opførsel, "som ikke burde taales". og hvorfor man haabede. at han for bestandigt blev forviist fra Scenen, eller i alt Fald skulde straffes med at gjøre Publikum en Afbigt. Fremdeles ytrede det: "Hvad Hr. Wiehe angaaer, da tør vi dristig paastaae, at Bestyrelsen visseligen ikke har givet ham Anledning til Utilfredshed - - -. Der har neppe været nogen Skuespiller, der er bleven ydet saa megen Anerkjendelse og Opmærksomhed baade fra Bestyrelsens og Publikums Side som er bleven Hr. Wiehe til Deel. Hans Bortgang er os saaledes ubegribelig, og i Heibergs Forhold til ham maa man sandeligen ikke søge Grunden."

Fornyede voldsomme Angreb saa vel i Bladene som i smaa Skillingspiecer regnede nu ned over Heiberg. Kierkegaard siger om en lignende Situation, som ramte ham selv: "Man maa se - den Charakteerløshed, hvormed ellers retskafne Mennesker sige: det er en Skam, det er oprørende at gjøre eller yttre noget Saadant - og saa selv bidrage deres lille Deel til at indhylle Stad og Land som i et Sneefog af Piat og Bysnak. - At gjøre det, især ved Hjælp af Pressen, er let nok; og naar det saa er gjort, behøves der maaskee en Generation for at forvinde det."

"Dagbladet" besørgede i Overflødighed Snefoget og Bysnakken; men Heiberg bevarede under alt dette sin eiendommelige Ro og Ligevægt. En Dag hørte jeg En sige til ham, hvorledes det dog hang sammen, at netop hans tidligere Ven Halls Blad bedømte ham saa haardt og ubilligt? Heiberg svarede smilende: "Jeg veed saamænd ikke; han maa have faaet et nyt og klarere Syn paa mig."

Hvad der maaske mest af Alt satte ikke alene Heiberg, men Mangfoldige 336 med ham i Forundring, var, at Hr. Lange af Kongen fik Tilladelse til at benytte Hoftheatret, en Tilladelse, der blev givet af Kongen personlig uden Ministeriets Medvirkning. Heibergs Modforestillinger til Ministeriet frugtede intet. Endnu havde Directeur Lange imidlertid ikke faaet den nye, omfattende Bevilling til at aabne et Theater, som han ved Kongens Protection haabede at opnaa gjennem Justitsministeriet. Uagtet Langes Ansøgning herom ikke var afgjort, da hans ældre Bevilling i 1855 udløb, vedblev han, der i September samme Aar havde begyndt sine Forestillinger paa Hoftheatret, dog uforstyrret at spille her i flere Maaneder uden nogen Bevilling, indtil der i Slutningen af Marts 1856 blev givet ham et nyt Privilegium. Den Erklæring, Heiberg efter Cultusministerens Opfordring havde afgivet over Langes Ansøgning, havde dog virket saa meget, at Privilegiet ikke blev affattet i saa vide Udtryk, som Lange havde ansøgt om, men dog altid omfattende nok til at vække Tvivl om Grænsen i Forhold til det kongelige Theaters Repertoire, til hvis Hævdelse Heiberg ikke fandt nogen virksom Understøttelse i Cultusministeriet.

Hvorledes gik nu alt dette til?

Den hele Sag saae for Alverden ud som en Demonstration mod det kongelige Theater og dets Directeur.

Lange var en snild Mand, der ved mange forskjellige Leiligheder havde vidst at naa sit Maal. Han stod i nært Venskabsforhold til Frederik den Syvende, maaske støttet ved Broderskabet i Frimurerlogen. Da Lange var Directeur ved Casino, havde Grevinde Danner opnaaet der, hvad hun trods al Anstrengelse ikke havde kunnet sætte igjennem i Nationaltheatret, at hilses af Publikum som Kongens Gemalinde. Hendes Nærværelse i det kongelige Theater var og blev et Slags Incognito. Man lod, som om man ikke saae hende, og saae hende kun for at stødes over den Plads, hun indtog i den kongelige Loge, fra hvilken den kongelige Familie trak sig tilbage. Først ved Ombygningen af Tilskuerpladsen besøgte de atter Theatret i første Etages Balconloge, der blev indrettet til de kongelige Herskaber, som her troede sig sikrede for Grevindens Nærværelse. Lange havde forstaaet i Casino at samle et Publikum, der hilste Grevinden ved hendes Indtrædelse i hans Theater. Stor Velvillie og Hæderstegn var Langes Løn af det taknemmelige Ægtepar. De interesserede sig derfor i høi Grad for, at Forestillingerne paa Hoftheatret skulde komme istand, da Grevinden her ligesom vilde faa sit eget Theater og sit eget Publikum. Man bad derfor Cultusministeren og Justitsministeren om at vise sig føielige overfor Langes Ønske. Ministrene havde maaske ikke faa Sager, overfor hvilke Kongen igjen skulde vise sig føielig. Saaledes "vasker den ene Haand den anden". Kort, Lange satte sin Plan igjennem imod al Form og Vedtægt, og Hoftheatret var grundet. Høedt sluttede sig til Lange. Hans Bortgang fra det kongelige Theater var til hans Ærgrelse hurtigt bleven betragtet med 337 Ligegyldighed. Alt gik som sædvanligt, og den hele Kamp lod til at være tabt for ham. Der maatte nye Tropper i Ilden for at forsøge et yderligere Stormløb, og Wiehe lod sig overtale til at storme forrest op ad Skansen, ligegyldig, om han ved Stormløbet satte Livet til. Og han satte Livet til, ikke ved at rammes øieblikkeligt af en dødbringende Kugle, men ved at indaande en giftig Luft, der lidt efter lidt undergravede hans hele Constitution, saa at inden faa Aar baade Legeme og Sjæl bukkede under. Imidlertid hævede der sig Stemmer for og imod Høedts og Wiehes Beslutning. De vare ikke faa, som fandt Wiehes indbildte Characterfasthed umandig og for hensynsløs mod det Theater, der havde baaret ham frem til den Stilling i Kunsten, han nu indtog. De vare ikke faa, som harmede sig over Høedts egoistiske Herredømme over den, han kaldte sin Ven. Baade offentlige og private Stemmer udtalte dette skarpt.

Altsaa: Lange satte sin Plan igjennem, fordi saa Manges Ønsker forenedes herom: Hall ønskede det, fordi Kongen og Grevinden ønskede det; Wiehe ønskede det, fordi Høedt ønskede det; Høedt ønskede det for at faa Leilighed til atter at spille Comedie, og endelig ønskede Christensen det i Haab om derved at fortrænge Heiberg.

Beneficeforestillinger om Sommeren vare alt længe afskaffede ved Indførelsen af Feu. Ikke desto mindre fik man dem ved at gaa ad Bagtrapperne atter optagne, fordi Nielsen nu ønskede en saadan. Men da det kongelige Theaters Tilskuerplads Dagen efter den sidste Forestilling i Saisonen strax skulde nedbrydes, og Byggearbeidet begynde, maatte han give sin Forestilling paa Hoftheatret. Denne private Forestilling skulde have den tredobbelte Interesse, idet alt nu den afskedigede Høedt og den bortløbne Wiehe skulde optræde. Planen var godt lagt. Huset udsolgt. Til denne Forestilling valgtes et Stykke af det kongelige Theaters Repertoire, "Slottet i Poitou". Ved Nielsens og Wiehes Indtrædelse løde stærke Bifaldsytringer, hvorimod Høedt strax ved sin Indtrædelse modtoges af stort Spektakel, af Hyssen, Applaus og en lidenskabelig Piben, der først endte ved Teppets Fald og Politiets Mellemkomst.

Hvad havde jeg at sætte imod alle disse uharmoniske Billeder, der pinte mig tidligt og silde? Min Tanke søgte uvilkaarligt tilbage til Fortiden og al den Lykke, jeg i den havde nydt paa de samme Steder, hvor jeg nu ikke kunde færdes uden en dyb Følelse af det Utilfredsstillende i min Gjerning. En Eftermiddag i Februar, da jeg sad ene og grublede i Tusmørket i min Dagligstue, stirrende ind i den livlige Lue fra Kakkelovnen, og i Tankerne gjennemgik min Barndom, min Ungdom og min nuværende Stilling, faldt det mig for første Gang i mit Liv ind: Mon du ikke kunde optegne alle disse Erindringer, alle disse lyse og mørke Aar, Maaneder, Dage, Timer af dit Liv og derved rive Tanken løs fra dette nærværende uhyggelige Tidspunkt? Der behøver jo Ingen at læse det; naar det kun gjør den Nytte at rive dine Tanker bort fra dette 338 Øieblik og befri din Sjæl fra, at Bitterheden slaar Rod i Sindet, da ere jo store Ting opnaaede. Og neppe var Tanken født, før jeg sprang op, tændte Lampen, lagde et Ark Papir tilrette paa Bordet og dyppede min Pen. Jeg sagde til mig selv: "Nu vil jeg nedskrive Alt, hvad der staar i min Erindring, uden mindste Kritik eller Forbeholdenhed; siden kan jeg igjen udslette, hvad der ikke burde være nedskrevet; men nu vil jeg uden Sky nedskrive den fulde Sandhed, eller i alt Fald hvad der staar for mig som den fulde Sandhed. Jeg vil ikke bryde mig om Form, Stil eller Sligt, men skrive, saa hurtigt som Pennen kan løbe;" og jeg begyndte saaledes at nedskrive min Barndoms Historie. Dag for Dag fordybede jeg mig mere og mere i det Forbigangne og søgte saa meget som muligt at lade det Nærværende glide mig forbi uden at slaa for dybe Vunder. Med en utrolig Hurtighed nedskrev jeg Barndomstiden og den første Ungdomsperiode.

Da dette Afsnit var færdigt, tænkte jeg: Mon det ikke kunde interessere Heibergs stakkels syge Moder at høre, hvad jeg her har nedskrevet? Jeg havde i Heibergs Moder trods hendes inderlige Kjærlighed til mig en streng Dommer. Saa comisk det kan synes netop for hende, vare alle skrivende Damer hende imod. Havde jeg, inden jeg nedskrev mit Liv, betroet hende, at jeg agtede at gjøre dette, da veed jeg vist, at hun stærkt havde fraraadet mig et saadant Arbeide; derfor havde jeg tiet. Men skulde jeg nu læse for Nogen, hvad jeg havde nedskrevet, da ønskede jeg netop at læse det for En, der vilde bedømme det strengt, og jeg var vis paa, at hun vilde det fremfor Nogen. Heiberg, var jeg bange for, vilde være ude af Stand til at bruge sin Kritik lige overfor mig, han vilde være for mild, for blød til at sige rent ud: "Hold op med dette, det overstiger dine Kræfter." Hans Moder derimod var jeg vis paa ikke vilde tage i Betænkning at udtale sig bestemt imod et saadant Forsøg, ifald hun fandt det daarligt og uden Interesse.

Da Heiberg derfor en Aften var gaaet paa Theatret, og hun og jeg var ene hjemme, gik jeg ind til hende, der som sædvanligt i sin Sygeperiode i den sidste Tid laa paa et Leie, der var redt paa Sofaen, indtil hun senere ud paa Aftenen blev baaret ind i sit Sovekammer for at komme til Ro i sin Seng. Da jeg kom ind, lød som altid, naar man besøgte hende, den milde, bløde Stemme til Tak for Besøget. "Har du Lyst" - begyndte jeg - "at høre Noget, jeg har skrevet?" - "Har du?" svarede hun forundret, og et lille tvivlsomt Smil spillede om Munden. "Hvad er det? har du skrevet en ny Vaudeville?" - "Nej, mine Tanker ville netop bort fra det forbistrede Theater, og derfor har jeg opskrevet nogle Aar af mit Liv," svarede jeg leende. Hun saae helt forskrækket ud. "Ja," vedblev jeg, "nu skal du uforbeholdent udtale din Dom herom, og jeg er forberedt paa, at du siger, naar du har hørt det: "O, min bedste Hanne, opgiv dette!" Men vær rolig, det er aldeles 339 ikke Meningen, at det skal trykkes; jeg har skrevet det saa at sige til min egen Underholdning. Kjeder og trætter det dig at høre, kan jeg holde op, saa snart du siger til." Og nu begyndte Læsningen. Ved ethvert Afsnit saae jeg spørgende paa hende: "Skal jeg blive ved? sig bare!" Hun svarede: "Ak, bliv ved! Du tror ikke, hvor det interesserer mig." Og jeg læste og læste uden Afbrydelse, medens hun stirrede ufravendt paa mig og lod til at glemme det svage Legeme for Aandens Beskjæftigelse med mig og mit lille Værk. Da jeg var færdig, udbrød hun: "Ak! er der ikke mere?" Man vil kunne forestille sig min Glæde over dette Udfald af min Læsning. "Ak," fortsatte hun, "det vil jeg ogsaa gjøre, naar jeg bliver rask igjen. Ogsaa jeg vil skrive mit Levnet. Nei, du tror ikke, hvor alt det, jeg her har hørt, optager mig! - Saa meget dig angaaende, der hidindtil har været mig en Gaade, er mig nu tydeligt og klart. Du maa fortsætte, endelig fortsætte, og læse Mere for mig, alt som det bliver færdigt." - Da Heiberg kom hjem, fortalte hun ham, hvad der var hændet, og udtalte for ham sin Roes og sin Interesse for Sagen. Jeg gik helt stolt og glad i min Seng den Aften.

Nogle Dage efter sagde Heiberg til mig: "Min Moder taler og tænker ikke paa Andet, end hvad du har læst for hende." Dette gav mig Mod, og jeg blev ved at fortsætte dette Arbeide. Heiberg vilde nu ikke give sig tilfreds, før ogsaa han havde hørt det, og jeg havde den usigelige Glæde, at ogsaa han fandt Behag i det. Især mindes jeg Virkningen af det Sted, hvor jeg havde skildret mine Forhold i mine Forældres Hus. Da jeg i dette Øieblik løftede mine Øine op, saae jeg Heiberg sidde rørt med Taarer i Øinene. Han vilde sige Noget, men frygtede aabenbart for, at Følelsen skulde faa Overhaand, og han taug, idet han sank sine Taarer. Da jeg var færdig med Læsningen, spurgte jeg ogsaa ham: "Skal jeg afbryde dette Arbeide eller fortsætte?" - "Fortsæt!" svarede han i en Tone, der ingen Tvivl tillod. Gid mine Læsere nu, da jeg nu dog har gjort mig fortrolig med den Tanke engang at lade dette trykke, nogenlunde maa være af hans Mening! Jeg ved saa godt, hvilken Fare jeg har udsat mig for ved at nedskrive dette mit Levnet. Mange ville blive vrede, en streng Kritik vil reise sig, man vil være af en modsat Mening om Dette og Hint, man vil kalde mig streng og hensynsløs, - men jeg vil dog ikke opgive det, stolende paa det Held, jeg ofte har havt i Livet, at vinde mine bedste, mest hengivne, mest trofaste Venner ved ikke at frygte for at udtale Sandheden. Maaske denne frimodige Udtalelse af Sandheden atter, - om end først efter min Død, - vil kunne forskaffe mig, om end faa, saa dog trofaste Venner, der ville værne om mit Minde, naar fjendtlige Angreb og haarde Domme rettes imod mig.

Som efter en Storm i Skoven, hvor afrevne Grene og Blade ligge kastede rundt imellem hverandre, saa uhyggeligt og forvirret saae Alt ud for mig 340 efter denne afskyelige Saison. Gamle Venskabsforhold brudte, Heiberg mishandlet i en Stilling, han med saa megen Kjærlighed havde overtaget, mishandlet af Pressen, af Publikum, der ikke vilde, ikke kunde faa Syn paa, hvem der her havde spillet den anmassende, fordærvelige Rolle, og hvem der var den Forurettede, hvem der her var Gjenstand for Forfølgelse.

Jeg selv var ødelagt paa Sjæl og Legeme, usigelig bedrøvet over, at den Skuespiller, med hvem min kunstneriske Virksomhed saa nøie var sammenvoxet, ikke mere skulde udøve sin Kunst ved min Side, men at baade jeg og han, den Vildledte, hver paa sit Sted skulde virke i Omgivelser af ringe, umodne Talenter, hvilket ikke kunde andet end trykke og hæmme vore Evner. Borte var min Lyst og min Interesse for en Kunst, jeg med saa megen Glæde, Kraft og Begeistring tidligere havde udøvet, og mig syntes, at dette var mere, end jeg kunde bære.

"Anfangs wollt' ich fast verzagen,
Und ich glaubt', ich trüg' es nie;
Und ich hab' es doch getragen, -
Aber fragt mich nur nicht: wie?"

VII
1855-56.

Vær glad, når faren veier
hver evne som du eier:
Jo større sag
des tyngre tag,
men desto større sejer!
Går støtterne i stykker
og vennerne får nykker,
så sker det blot,
fordi du godt
kan gå foruden krykker.

(Bjørnstjerne Bjørnson.)

Theatersaisonen begyndte i Aar ikke som ellers den 1ste, men først den 23de September, fordi man ikke før var bleven færdig med Ombygningen af Tilskuerpladsen. For Øiet havde denne vundet, ligesom navnlig Logepladserne vare blevne mindre ubekvemme, og Pladsernes Antal var blevet forøget. Det blev nu paalagt Theaterdirectionen at forhøie den laveste Abonnementspris ved Logeauctionen. Noget som det store Publikum ikke ynder, og som vanskeliggjorde Logeabonnementet for denne Saison. Hertil kom nu, at Bournonvilles niaarige Engagement var udløbet ved forrige Saisons Slutning. Han 341 opstillede da saa urimelige Fordringer for at gaa ind paa et nyt Engagement, at man fandt det utilraadeligt at gaa ind herpaa. Balletten havde desuden i de senere Aar tabt meget af sin Interesse. Bournonville var harmfuld herover og pleiede at sige: "Jeg trænger til et nyt Publikum, og Publikum trænger til en ny Balletmester." Det blev derfor for Øieblikket opgivet at engagere ham paany. Han lod sig nu engagere til en Række Forestillinger i Wien og tog offentlig Afsked med det danske Publikum i et af vore Blade. Han nævnte ikke heri den rette Grund, nemlig hvad han havde betinget sig for at blive. Under de nuværende Forhold ventede han mere Sympathi, naar ogsaa han gav det Udseende af, at ene Heiberg var Skylden i hans Fjernelse. Hans ofte gjentagne Replik: "Jeg trænger til et nyt Publikum, og Publikum til en ny Balletmester," fortaug han viseligt i sine Afskedsord; disse vare stilede saaledes, at Enhver af dem kunde uddrage, hvad han helst ønskede, og man ønskede at give Heiberg Skylden ogsaa for dette Tab. At Bournonville forlod Theatret, naar hans Engagement var udløbet, hertil var for hans Vedkommende Intet at sige, men at han, for at Savnet skulde blive saa meget føleligere, fik udvirket hos Ministeren, imod Directeurens bestemte og kraftige Indsigelse, at Theatrets eneste Solodanserinde Juliette Price fik Permission for saa godt som hele Saisonen for at forherlige hans Forestillinger i Wien, medens Balletten herhjemme uden hende var uden al Nytte for Repertoiret, hertil var visselig Meget at sige; det maatte se ud for Alle, som om Ministeren deltog i Planen om at umuliggjøre det for Heiberg nogenlunde at komme igjennem denne af saa mange Grunde yderst vanskelige Saison ved ogsaa at berøve ham Ballettens Medvirkning i det daglige Repertoire. Frøken Price reiste altsaa virkelig med Ministerens Tilladelse til Wien med Bournonville, fritaget for alle sine Forpligtelser til det kongelige Theater i Kjøbenhavn.

Imidlertid blev denne Udenlandsreise, hvoraf man havde ventet sig saa glimrende Resultater, mere til Bournonvilles og Frøken Prices Skade end til Heibergs, idet han hjalp sig igjennem uden dem, medens de havde den Skuffelse ikke at trænge igjennem i den store Keiserstad paa den Maade, de havde haabet, og som de som Kunstnere havde fortjent.

Saisonen 1855-56 begyndte altsaa med en Concurrence med et nyt Theater paa Christiansborg Slot, hvor Høedt og Wiehe skulde glimre i nye Retninger i Kunsten; Balletten saa godt som ophørt, Fru Nielsen meldt syg de første 6 Maaneder af Saisonen, Phister og Kone overfaldne af en saa zart Helbredstilstand, at de erklærede, at de kun vare istand til at gjøre "betinget Tjeneste i Repertoiret". Dagspressen jublede over alt dette og udtalte i høie Toner, at Heiberg vilde blive nødt til at lukke det kongelige Theater kort efter dets Aabning af Mangel paa Forestillinger. Det var under saadanne Vilkaar, at han optog den Handske, der fra alle Sider blev ham tilkastet.

342

Men Heiberg tabte ikke Modet eller sin Arbeidslyst til Trods for alt dette, men anstrengte sig rastløs for at gjøre alle Spaadomme tilskamme, og det endelige Resultat af de 9 Maaneders Virksomhed var - at Indtægten i denne Saison var den største, nogen Theatersaison havde at fremvise.

Naturligvis vidste man ogsaa at angribe dette uventede Resultat, idet man udviklede, at den store Indtægt skrev sig fra de forhøiede Billetpriser. Men det synes dog indlysende, at ifald Heiberg ikke ved sit afvexlende Repertoire havde vidst at tiltrække Publikum til Trods for de høie Priser, saa var en saadan Indtægt udeblevet. Spaadommen, at han inden kort Tid vilde blive nødt til at lukke Theatret, gik lige saa lidt i Opfyldelse; der blev spillet hver Aften til den sidste Dag i Saisonen.

Var der Noget, der beviste, at Heiberg var sin Post voxen, da var det sandelig, hvad han i denne Saison formaaede at udrette. Ikke desmindre skrev "Fædrelandet": "- ifald Heiberg ikke fjernes, gaar Theatret tilgrunde." Naar man læser Alt, hvad Hr. Ploug under Theaterspektaklerne har ytret om Heiberg som Directeur, hvo skulde da tro, at det var den samme Mand, som en Del Aar efter, i 1866-67, ytrede om Heiberg under en af Forhandlingerne i Landsthinget, hvor Talen var om Indskrænkning af Tilskudet til Theatret: "- der kan endelig skee Indskrænkning i Retning af Theatrets Virksomhed, saaledes som ogsaa allerede den Mand, der ubestrideligt var den dygtigste af alle dem, der have været kaldede til Theatrets Bestyrelse, havde tænkt paa."

At denne Theatersaison havde et saa heldigt Udfald, hertil bidrog ogsaa den Ro, Fred og Stilhed inden for Theatrets Mure, som det i saa lang Tid havde savnet. Det Meste af Wiehes Repertoire opførtes ikke, og i de Stykker, som ikke kunde henlægges, bleve hans Roller tildels udførte af nogle yngre Begyndere, men især af Hultmann, en Skuespiller, der jo ogsaa hørte til Publikums Yndlinge, om end i et andet Fag end dem, hvori Wiehe havde udmærket sig, og disse hans nye Fremstillinger optoges med Vclvillie. Hultmann var lykkelig over at faa Leilighed til at udvikle sine Evner i nye Retninger og ytrede ofte til mig: "Ak, Frue, om det havde været mig forundt tidligere saaledes at spille sammen med Dem, da skulde De se, hvilken Skuespiller jeg da var bleven." - Medens Hultmann saaledes udførte Wiehes taknemmelige Roller paa det kongelige Theater, udførte Wiehe utaknemmelige Roller paa Hoftheatret, der dels vare hans Talent uværdige, dels laa udenfor den Genre, hvori han hidtil havde havt sine bedste Triumpher, og han udførte dem under et sjæleligt Tryk, der kun var altfor synligt. Hr. Høedt derimod svømmede veltilfreds som Anden i Kjæret, ikke brydende sig om, at dette Vand var en Del plumret og kun lidet skikket til at hævde hans "æsthetiske Anskuelser", - det var Stykker som "Berthas Claveer", "En 343 Evadatter" etc. Det danske Publikum jublede over disse Fremstillinger, og Dagspressen skjænkede saa vel disse dramatiske Arbeider som Udførelsen sin fulde, varme Anerkjendelse. Ikke eet af disse Arbeider, som Hoftheatret levede af under Høedts kunstneriske Ledelse, gik imidlertid senere over i det kongelige Theaters Repertoire, da Høedt, Wiehe og Nielsen atter indtoge deres indflydelsesrige Stilling der. Det bedste Tegn paa, hvad Værd disse Stykker i Sandhed havde.

Man tro imidlertid ikke, at de Roser, Høedt plukkede paa Hoftheatret, vare uden Torne. Men som det ofte gaar, komme disse fra en Kant, hvor man mindst har ventet dem. Denne Gang kom de fra Vennen Wiehe, der meget hurtigt følte, at her var ikke hans rette Plads. I det ephemere Repertoire, hvori Høedt nu glimrede, følte Wiehe sig fuldkommen tilovers og var derfor misfornøiet med sin hele Virksomhed. Der var sandelig ogsaa noget Tragisk i at se saadanne Evner spildte paa saadanne Opgaver. Wiehes varmeste Beundrere vare forbausede over den Maade, hvorpaa han her spillede og ligesom sløsede sine utaknemmelige, maadelige Roller hen over Scenen. "Men hvad gaar der dog af Wiehe?" hørte man ideligt, "hvorledes er det, han spiller?" Da En engang ytrede disse Ord til Høedt, svarede han: "Jeg ser det nok, men ti for Guds Skyld stille, vi lide nok iforveien af hans slette Humeur." - Øinene vare alt dengang begyndte at aabnes paa Wiehe; han begyndte at ane, hvor Høedt havde ført ham hen; han begyndte vist at spørge sig selv - i al Hemmelighed - om det virkelig var af kunstneriske Hensyn, Høedts sædvanlige Declamationsfrase, at de havde forladt det kongelige Theater, og om disse Hensyn da bleve fyldestgjorte her?

Medens Pressen paa alle Maader støttede Hoftheatrets Præstationer, gjorde den sit Yderste for at sætte det kongelige Theaters Virksomhed i det sletteste Lys. Man ærgrede sig over, at Heiberg benyttede en Del yngre Kræfter for at kunne give større Forestillinger, ærgrede sig over, at disse Forestillinger gik deres rolige Gang, og at Publikum mødte til dem. Saa godt som Alle ved det kongelige Theater arbeidede nu stærkt og med utrættelig Iver for at støtte Heiberg. Kun Bruddet med Phister fra forrige Saison havde ikke antaget nogen mildere Character. Ogsaa han havde levet i det Haab, at Heiberg i denne Saison vilde blive nødt til at standse Forestillingerne, og han gjorde, hvad der stod i hans Magt, for at dette Haab skulde gaa i Opfyldelse. Ved nu at se den Ro, Orden og Fred, hvormed den daglige Tjeneste gik sin Gang, følte han sig dybt skuffet. Han ærgrede sig over, at det kongelige Theater ikke var tomt, og var paa Kant med sine Kunstfæller paa Hoftheatret, fordi de mente, at han havde svigtet dem. Men hvad der af Alt syntes at genere ham mest, var - saa underligt det kan synes - at Heiberg ved Prøver og Forestillinger kom og gik uden at vexle et Ord med ham. Denne Holdning 344 fra Heibergs Side bragte ham rent fra Concepterne, saa man ofte paa Prøverne og om Aftenen ved Forestillingen saae ham, naar han ikke var inde paa Scenen, sidde ganske alene og udmattet slængt tilbage paa en Stol i Baggrunden af Theatret. Han og jeg hilste formelt, høfligt paa hinanden ved Prøver og Forestillinger uden at indlade os i Samtale. Kun en enkelt Gang kom det til en Forklaring imellem os, men denne var ikke af en saadan Natur, at den egner sig til Meddelelse.

Foruden den Ro, som min i det foregaaende omtalte Sysselsættelse med at optegne mine Barndomserindringer bragte i mit Sind, havde jeg en anden Adspredelse, der var mig yderst velgjørende, nemlig, at jeg ofte efter vor Middag, i Tusmørket besøgte min gamle, faderlige Ven, Geheimeraad Collin, ude i Amaliegade, hvor han eiede det Hus, der ligger bag et Jerngitter, paa venstre Side af Gaden, naar man kommer fra St. Annæ Plads. Ogsaa han hørte jo til det Forbigangne! og hvor mange Tanker, hvor mange Erindringer dukkede ikke op i min Sjæl, naar jeg nu i Tusmørket kom og ringede paa den gamle, elskværdige Mands Dør. I forrige Tider stod hans Tjener parat for at lukke op, fordi denne Klokke ideligt var i Bevægelse; thi Høie og Lave, Rige og Fattige, Unge og Gamle søgte den mægtige Mand, der var inde i alle Forhold, der med sit kjærlige Sind havde et aabent Øre, et trøstende Ord til Alle, som henvendte sig til ham. Hvor ofte har jeg ikke i min Barndom staaet udenfor hans Dør halve Timer, forinden jeg fik Mod til at trække i denne Klokkestreng, da jeg vidste, at i samme Nu aabnedes Døren, og jeg var tvunget til at træde ind i hans Forgemak, der var fuldt af Mennesker. Nu var Alt anderledes. Naar jeg nu i Tusmørket kom og ringede paa denne Dør, da kunde jeg atter og atter trække i Klokkestrengen, før omsider en doven, døsig Tjener med en lille Lampe i Haanden kom tilsyne i en halvt aabnet Dør, saae spørgende hen for sig, som om han ikke ret troede paa Klokkens uvante Lyd, og som om han vilde sige: "Hvem kan det være, som kommer her?" Naar jeg da sagde: "Spørg, om Fru Heiberg kan faa Geheimeraaden itale?" da slentrede han ind i Dagligstuen, kom hurtigt tilbage og ligesom noget vækket af sin Døs, idet han bukkende lukkede mig ind.

Her sad da i Kakkelovnskrogen min gamle, ensomme Ven ved sin Lampe paa et lille Bord, hvor Bladene, nogle Papirer og ofte en eller anden gudelig Bog laa opslagen. Med de milde, kloge, lyseblaa Øine smilte han mig da imøde, idet han rakte mig Haanden og sagde med en Ydmyghed, der altid rørte mig: "Tak, min kjære Hanne, at du vil besøge mig!" Jeg satte mig da hos ham, og nu talte vi mangt og meget om ældre og nyere Tider. Det bedrøvede mig at mærke, at hans Aandedræt var svagt, og at han talte med Besvær. To store Hunde laa sædvanligt paa Teppet ved hans Fødder, og dette var som oftest, naar jeg kom paa denne Tid, hans eneste Selskab. Da jeg 345 første Gang i denne Vinter aflagde mit Besøg hos ham, spurgte jeg: "Er det Deres Hunde begge to?" - "Kun den ene," svarede han, "den anden er min Søns; men de holde af at ligge her i Varmen hos mig. Jeg fodrer dem, jeg giver dem deres Aftensmad, - saa gjør jeg dog endnu lidt Nytte," lagde han til med et Smil, men et af disse Smil, der skjød Taarerne op i mine Øine. "Den Nytte, De har gjort, kjære Geheimeraad, strækker sig saa langt, at Nutiden uden at vide det endnu drager Fordel deraf!" svarede jeg. "Ja," sagde han med et Suk, "her kommer undertiden En og Anden og takker mig, fordi jeg i forskjellige Retninger har banet Veien for dem og været dem til Nytte. Det glæder mig dog altid at høre; som oftest husker jeg ikke selv, hvori min Hjælp har bestaaet, men Noget maa jeg da altsaa have udrettet." - Naar jeg hørte ham udtale saadanne Ord i al Sagtmodighed, ak, da blev jeg saa bevæget!

Den 6te Januar, hans Fødselsdag, havde en Del forsamlet sig for at hædre Collin. H. P. Holst havde skrevet en Sang, og intet Ord i denne er Digtersmiger, Alt er fuld Sandhed:

For Alt, hvad Du har virket
Paa Livets Dag saa lang,
Vi komme her taknemlig
Og synge Dig en Sang.
Veemodig glad den dvæler
Helst ved den Tid, der gik. -
Maaskee den derfor lokker
En Taare i dit Blik!

Den maner frem for Tanken
Din Ungdoms kjække Flugt,
Med Alt, hvad Du har grundlagt
Af Ædelt, Stort og Smukt.
Hvor nytted da Du Tiden!
Der aldrig gik en Dag,
Hvor ei Du virked' rastløst
For Fædrelandets Sag!

Den maner frem for Tanken
Din Manddoms modne Daad,
Da tvende Konger lytted
Opmærksomt til dit Raad.
346 Enhver, der stræbte fremad,
Da fandt i Dig en Ven,
Og kom man sorgfuld til Dig,
Gik glad man bort igjen.

En anden Tid der fulgte;
Henover Landet gik
En ganske anden Luftning
Med anden Sæd og Skik:
At støbes om som Andre,
Den Kunst forstod Du ei -
Saadan som Du var tømret,
Du rolig gik din Vei.

Men Had Du kasted ikke
Paa denne Tid, der kom;
Nei, kjærligt Du den fulgte,
Og kjærlig var din Dom;
Thi Fædrelandets Bedste
- Det er din største Roes! -
Var gjennem alle Storme
Din Styrmand og din Lods.

Med Ærefrygt skal derfor
Den yngre Slægt see hen
Til Dig som til et Mynster
Og lære smukt igjen
Af Dig, at dømme skaansomt
En Tid, der ei er til,
Men ved hvis ædle Rester
Vi længe glædes vil.

Gid det havde været saa vel!

At Collin tog en levende Del i min Sorg over al den Uret, man udviste mod Heiberg, behøver jeg vel ikke at tilføie. Ved at tale herom kunde hans gamle Øie endnu glimtvis udsende sine Lyn, medens Smilet om Munden blev bittert og smerteligt.

Saisonen vedblev at gaa sin jevne, rolige Gang, Indtægterne vare fremdeles gode, og Heiberg kunde se, at den vilde kunne føres tilende uden Skam 347 for ham eller Theatret, uden at en eneste af de ildevarslende Spaadomme gik i Opfyldelse. Da besluttede han i al Stilhed, at denne Saison skulde blive den sidste, hvori han vilde føre en uafbrudt Kamp med en Minister, bag hvem der stod en Hr. Christensen, som modarbeidede systemalisk alle Forslag, alle Indstillinger fra Theaterdirecteuren til Ministeriet. Ethvert Ønske, enhver Plan, som Heiberg meddelte, og som han mente kunde fremme Theatrets Stilling udadtil og indadtil, kom tilbage fra Ministeriet med Protest og ofte i en Form, der satte Flere med ham i Forbauselse. Især Theatercontoirets Chef, gjennem hvis Hænder jo alle Skriverier fra og til Ministeriet gik, Justitsraad Løffler, en alvorlig, streng, retskaffen Embedsmand af den gamle Skole, var i høi Grad indigneret, naar slige Svar paa Directeurens Indstillinger indtraf fra Ministeriet.

Hvorledes hang dette nu sammen? Dette lignede jo dog ikke Halls bekjendte Humanitet. Min personlige Tro herom er følgende:

Det hele Theaterspørgsmaal var paa dette Tidspunkt blevet Hall ubehageligt. Maaske iblandt andre Grunde ogsaa fordi han dog vist af og til saa smaat maatte sige sig selv, at Alt ikke i den Sag var gaaet, som det burde. Naar der nu indtraf Indstillinger fra Theaterdirecteuren, da kjedede det ham at sætte sig ind i dem; de bleve da i Korthed foredragne for ham af Secretairen og dreiede og vendte i den mundtlige Conference. Og hvad der ad den Vei kan sættes igjennem hos en Minister, dette tror jeg Mange foruden Heiberg have erfaret. Resultatet af Referatet blev da vel, at Hall besluttede, hvad der skulde svares, men Tonen, Formen, overlodes til Hr. Christensen, og paa Formen, hvori et Afslag bringes, beror jo som bekjendt Meget. Naar Svaret til Direeteuren nu var opsat af Christensen, da - ja jeg gjentager det, at det er min personlige Tro, bygget paa mine Iagttagelser af Hall -, da gad han ikke læse disse af og til maaske noget vidtløftige Svar nøiagtigt igjennem, men stolede paa, at det nok var, som han ønskede det, og - skrev sit Navn under. At der ved denne Forretnmgsmaade kan indsmugles Meget, som sætter ondt Blod, er let at fatte.

Hvad der derfor nærmest gav Anledning til Heibergs Beslutning at trække sig tilbage, var ikke Høedts, ikke Wiehes brutale Opførsel, ikke Bladenes ukritiske Artikler og usande Beskyldninger, ikke Secretair Christensens Intriger, men Minister Halls hele Holdning lige overfor det Theater, han var sat til at værne om, og som han efter Heibergs Mening kun gjorde Skade i Stedet for Gavn, snart ved Eftergivenhed, hvor Strenghed havde været paa sin Plads, snart ved Strenghed, hvor Eftergivenhed havde gavnet, men især ved at følge med en øieblikkelig Stemning i Publikum, i Stedet for at staa over denne. En Minister maa ikke løbe med de uklare, mudrede Folkestrømninger, men vide, at det Vand, der til en Tid kan være mudret, atter kan blive klart. Man kan her 348 gjentage, hvad der staar i Kr. Arentzens Litteraturstudie i Anledning af Striden mellem Baggesen og Oehlenschläger: " Den kjøbenhavnske Intelligens har tidt viist megen Mangel paa Intelligens og har ikke ganske faa Synder paa sin Samvittighed."

Havde Minister Halls Holdning været anderledes, da havde Skuespillernes Holdning været anderledes; havde Skuespillernes Holdning været anderledes, da havde Bladredacteurernes Holdning været anderledes, og hele Theatrets Stilling uadadtil og indadtil havde da været en anden. Man havde da ikke i Rigsdagen ført en Tale, der lagde det første Frø til at ophæve Skuespillernes kongelige Ansættelse med Udsigt til Pension for den gamle, veltjente Kunstner, det første Skridt til i Virkeligheden at opgive Nationaltheatret; om Tilskudet til dette end bliver 50-60-70,000 Kroner i Tærepenge, det er lige fuldt slaaet ihjel. Ere Skuespillerne ikke længer Embedsmænd med Rettigheder og Forpligtelser som alle andre Embedsmænd i Staten, da synke de let ned i Klasse med de Gjøglere - hvad man saa vil sige -, der ere "blot til Lyst"; - Staten bidrager da til, at den vigtigste Støtte for hele Standens og den dramatiske Litteraturs Berettigelse bortfalder, ikke fordi den negter Penge, men fordi den derved sætter sit Stempel paa hele Theatrets Betydning for Samfundet. Det var dette, Hall ved sin mægtige Indflydelse i Thinget burde have forebygget i Stedet for at erholde Bevilling til at øse Penge ud til at pynte et gammelt Theater med nye Lapper, hvorved Svaghederne endnu mere kom tilsyne, saa at man tilsidst blev tvunget til at kassere baade de nye Lapper og de gamle Pjalter, og den hele betydelige Sum til Istandsættelse var spildt og ødslet bort. Alt dette havde Heiberg forudset og fraraadet, men Hr. Christensen vilde det saaledes, og det skete.

Hvorfor forfærdedes jeg i 1854 over, at Hall skulde være Cultusminister og faa hele Theatrets fremtidige Skjæbne i sin Haand? Sagen var, at jeg alt dengang havde Øie for Sider i Halls Character, som - i det mindste paa hint Tidspunkt - kun saaes af Faa. Minister Halls glimrende Egenskaber som politisk Personlighed kjender hele Nationen, men der turde være andre Sider hos denne begavede Mand, der ikke saa lige kjendes af Alle.

Ifald en Psycholog vilde skildre en ægte dansk Type, da kunde Hall helt og holdent benyttes hertil. Godmodig, let, med udpræget Sans for det Humoristiske, fuld af Lune, Lystighed og Vid. Magelig af Naturen lod han som oftest fem være lige; ingen Begivenhed, offentlig eller privat, berøvede ham hans Søvn; han formaaede at bortraisonnere med en Spas den alvorligste Situation: en lille ironisk Bemærkning, et bonmot, og han var atter fuldstændigt i Ligevægt. Han brød sig i det Hele taget kun lidet om Formen i en Sag. Uden Lidenskabelighed i Temperamentet smilede han ironisk ad faste Principer som ad noget i Grunden Bornert. Lykkelig paa den Tid i alle sine offentlige 349 Foretagender, var Hall Poul Møllers "krøllede Frits"; elskværdig i Væsen og Tale opnaaede han, hvad han attraaede, uden at behøve at sætte en alvorlig Kamp som Indsats. Hans Styrke var at nyde Alt, hvad der mødte ham paa Livets Vei, uden Skrupel til høire eller venstre; ærgjerrig, for saa vidt det ikke kostede ham for stor Uleilighed, thi da opgav han det høiere Maal for mindre Resultater.

Hall var egentlig ikke Videnskabsmand, uden at jeg dog hermed vilde sige, at han ikke i sine yngre Aar havde arbeidet alvorligt i sin Videnskab og havt omfattende litteraire Interesser. Men hans egentlige Liv og Trang laa i at færdes med Mennesker, med mange Mennesker, uden synderligt Valg; Stort og Smaat havde lige Adgang til hans venskabelige Omgang; Tonen, Formen hos de Forskjellige havde i ham vel en Kritiker, men en Kritiker, der ikke saaredes eller frastødtes. Man ser, at som Menneskene nu engang ere, er det en naturlig Selvfølge, at en saadan human Mand kan vinde stor Popularitet hos saa godt som Alle, og Hall var i hine Aar maaske den populaireste Mand i Riget. Hans Ordsprog var: "Gjør ikke i Dag, hvad du kan opsætte til i Morgen." Benyttende sig af enhver øieblikkelig Situation, lagde han ikke omfattende Planer, hverken for Nutid eller Fremtid: "Kommer Tid, kommer Raad." Imødekomniende mod Alle, der henvendte sig til ham, vandt han i Øieblikket de Fleste, men denne Imødekommen var fornemmelig fremkaldt ved Ønsket om at slippe saa let, saa nemt som muligt fra Øieblikkets Tryk. En af hans og mine fælles Bekjendte meddelte mig engang Halls comiske, politiske Manoeuvre lige overfor de unge Præster, der hos Cultusministeren søgte Forfremmelse til større Kald. Sædvanligt kom disse nedbøiede fra deres Rundtur hos de forskjellige Autoriteter, der ærligt sagde dem, at for Øieblikket var der ingen Udsigt til Forfremmelse for dem. Mismodige tyede de da til selve Cultusministeren i Haab om her at finde Gehør, til Trods for at man havde betydet dem, at de kunde spare sig denne Uleilighed. Opmuntrede og glædestraalende kom de tilbage fra den mageløs elskværdige, nedladende Minister, der havde lovet at gjøre Alt for at fremme deres Ønske; og tillidsfulde reiste de da atter hjem til det lille Kald, de nu havde faaet Haab om at bytte med et større. Men ak ve - dette større blev til Trods for Ministerens Tilsagn bortgivet til en Anden. Halls elskværdige Artighed var for ham i Øieblikket det Nemmeste og det, der mest paaskjønnedes; - Præsten blev siddende i det lille Kald, men omtalte dog stadig den humane, elskværdige Minister som den, hvis venlige Ord han byggede sin Fremtid paa.

En Eftermiddag henimod Julen kom Heiberg smilende og munter hjem. Han satte sig hos mig og sagde: "Se saa! nu kommer jeg fra Hall, hos hvem jeg har begjært min Afsked ved denne Saisons Slutning." - Jeg trak min Aande dybt og lettet som En, der i lang Tid har været indespærret og første 350 Gang trækker Veiret i fri Luft. Heiberg vedblev: "Det var meget morsomt at se Halls tilbagetrængte Glæde under en paataget Overraskelse og en beklagende Mine over min Fratræden. Han kunde ikke skjule det gode Humeur, som denne min Beslutning øiensynligt satte ham i, og ligesom en Hest - sans comparaison -, der staar og stamper med Forbenet udenfor en Port for at komme afsted, saaledes saae jeg tydeligt, til Trods for hans hjertelige Væsen imod mig, at han ønskede mig ude ad Døren for selv at komme afsted og meddele Vedkommende den glædelige Nyhed. Da jeg mærkede dette, bad jeg ham om, at det endnu maatte blive en Hemmelighed mellem os til hen imod Saisonens Slutning, da en Directeur, som man veed drager bort, har endnu vanskeligere ved at sætte sin Villie igjennem end ellers. Jeg sagde ham, at jeg ønskede at træde tilbage i min forrige Stilling som Censor, da det fremdeles som i gamle Dage var min Anskuelse, at min Hustru ikke kunde være ansat ved en Institution, hvorfra jeg personlig var udelukket. - Helst forlod jeg det Hele aldeles," vedblev Heiberg til mig, "men du bør blive i det Kald, som Naturen ligefrem har udset dig til." - Saaledes løde omtrent hans Ord, der paa een Gang glædede og saarede mig paa hans Vegne. Men ideligt antog hans Physiognomi under vor Samtale det bekjendte ironiske Smil om Munden, idet han gjentog, seende hen for sig: "Jeg kan ikke glemme Halls Kamp for at skjule sin Glæde over min Beslutning! det var morsomt, saa morsomt, at det for mig næsten havde dramatisk Interesse."

At Heiberg først nu besluttede sig til at forlade en Stilling, hvori man paa saa mange Maader havde viist, at man ikke paaskjønnede hans Virksomhed, var ingenlunde den sædvanlige Fastholden ved et Embede, men for ham et Hjerteanliggende lige overfor den Scene, hvilken han som Forfatter havde ydet sine bedste aandelige Kræfter og sin stadige Interesse. Denne Interesse, denne Kjærlighed havde i disse syv Aar gjort ham taalmodig og udholdende. Sine Ungdomsdrømme, sin Manddomskraft havde han sat ind i at tjene Udviklingen af vort Theater, som Forfatter, Kritiker og Censor. Det var altsaa en Sag, som han ikke saa let kunde lade falde og overgive i saa ukyndige Hænder som Hr. Christensens, i Compagni med et Par anmassende Skuespillere. Theatret havde fra hans tidligste Ungdom været hans Talents dyrebare Elskerinde, og hende kunde han ikke saa let overgive til andre, brutale Beilere. Men naar Elskerinden foretrækker en Anden, da maa hun jo opgives, og det var dette, han nu havde besluttet sig til. Denne Beslutning var sikkert ikke mindst fremkaldt ved Frygten for, at jeg tilsidst rent skulde gaa tilgrunde i Overanstrengelse og alle de Ydmygelser, der ramte mig, idet de ramte ham.

Vi sade længe hin Eftermiddag og drøftede denne for os saa vigtige Sag. "Hvad mon Hall nu har isinde?" sagde jeg, "hvem mon der nu bliver den Styrende?" - "Naturligvis Christensen," svarede Heiberg, "med Hall som 351 skjult Directeur bagved! Men under hvilken Form han vil faa Christensen indsmuglet, kan jo blive interessant at se paa, thi strax at indsætte Cultusministerens Secretair som Chef for det kongelige Theater, gaar dog nok ikke saa lige an." - "Synes dig ikke," sagde jeg, "at jeg paa Grund af de sidste Aars Anstrengelser, som desværre kun have taget altfor meget af mine legemlige Kræfter, kunde søge om Tilladelse til for en Tid at trække mig tilbage? Jeg tror, at de Fleste ville finde det rimeligt, om man tilstod mig en Saisons Hvile. Og naar jeg dette, da kan man jo se, hvorledes Forholdene ordnes, og om det er muligt at arbeide under disse med nogenlunde Tilfredshed. Tog jeg nu strax formeligt min Afsked, da vilde man jo sige, at jeg ikke vil være ved Theatret, naar min Mand ikke længer er Directeur, og Ansøgning om Afsked vilde desuden gjøre en Opsigt, som jeg for enhver Pris vil søge at undgaa. Tilladelsen til en Hvile for nogen Tid vil derimod gaa roligt af. Men jeg har desuden en anden Grund til Ønsket om foreløbigt at trække mig tilbage. Man har jo havt travlt med at udbasune, at jeg standsede de yngre Kræfter ved Theatret; at der dog sikkert var yngre Talenter, som ikke kunde komme til at vise deres Evner, saa længe jeg stod der, o. s. v. Lad mig da nu ophøre at spille en hel Saison, da er der Tid og Leilighed under en ny Bestyrelse at drage disse usynlige, ukjendte Størrelser frem. Høedt, Wiehe og rimeligvis Nielsen komme vel tilbage, der kan jo da, naar jeg er borte, gives fuld Leilighed til at erfare, om du og jeg have trængt Nogen tilbage, eller om ikke Udfaldet vil vise, at vi atter her have været Gjenstand for Usandhed og Bagvaskelse. En saadan Retfærdiggjørelse ligger mig overordentligt paa Hjerte, thi af Alt, hvad man har arbeidet paa at bilde Folk ind, er der Intet, der har krænket mig mere end denne Beskyldning, som en Del af Publikum vist kun er altfor tilbøielig til at tro, da slige Primadonnanykker desværre ikke ere saa sjældne ved Theatrene. Er jeg borte, vil jo Høedt, Nielsen og Christensen gjøre deres Yderste for, at min Plads saa hurtigt som muligt kan blive udfyldt af en Anden, ifald virkelig en saadan findes. Paa Grund heraf er det mig formeligt kjært, at disse blive de Styrende, thi viser det sig da, at der under dem ingen saadanne skjulte Talenter komme tilsyne, saa skulde man dog tro, at dette fornærmelige Udsagn om mig var slaaet ned en Gang for alle."

Jeg har altid været af den Mening, at det ligefrem vilde være dumt at tro, at det stod i Nogens Magt at standse et virkeligt Talent . Et saadant baner sig Vei saa at sige gjennem et Nøglehul. Giv et virkeligt Talent det Ubetydeligste at udføre, og man vil studse og den Mening hurtigt danne sig, at her er Noget, der maa fredes om og benyttes. Bestyrelsen, Forfatterne, Publikum, Alle ville forene sig i Raabet om at drage et saadant Talent frem. Hvis altsaa en Primadonna vilde forhindre et virkeligt Talent i at gjøre sig 352 gjældende, da vilde det ufeilbarligt inden kort Tid blive hendes egen Ruin, og ikke den Yngres. Ungdommen har Vaaben og Talsmænd, som den Ældre vanskeligt kan beseire.

Det blev altsaa besluttet, at jeg skulde ansøge om en Ferie for hele næste Saison. Paa min Anmodning om en Samtale med Ministeren kom Hall en Dag ud til mig i min Bolig. Han var lidt forlegen ved sin Indtrædelse, hvilket dog hurtigt gik over, da han snart mærkede, at han ikke skulde have en Samtale med en fornærmet Hustru eller en saaret Skuespillerinde, men at jeg i Tone og Væsen omtrent var, som jeg pleiede. Han var overordentlig venlig og hjertelig imod mig, og da jeg nu fremsatte mit Ønske om en hel Saisons Ferie, sagde han, at han fandt dette Ønske rimeligt ovenpaa de sidste høist anstrengende Saisoner, jeg havde havt, og at han glædede sig ved at kunne opfylde mit Ønske. Denne Sag var altsaa i Orden og afsluttet. Efterhaanden dreiede Samtalen sig naturligt hen paa de senere Aars Forhold og Begivenheder, som jeg omtalte roligt og uden Klager, der jo nu vilde være spildte og ikke føre til Noget. Jeg berørte ikke med et Ord, hvem han nu tænkte paa at sætte i Heibergs Sted som Directeur, for ikke at tvinge Hall til en Fortrolighed, som han maaske endnu ikke ønskede at skjænke Nogen. Uagtet Løftet om Taushed indtil Slutningen af indeværende Saison med Hensyn til Heibergs Bortgang lod det dog til, at Alle allerede inden ganske kort Tid vare vel underrettede om, hvad der forestod; thi Rygtet om Wiehes, Høedts og Nielsens Tilbagevenden til det kongelige Theater var alt i Omløb, ligesom man fortalte, at der tænktes paa at opfylde Høedts Ønske om at overtage Overskous Post som Sceneinstructeur. I min Samtale med Hall omtalte jeg dette Rygte og sagde: "Hvad De agter at gjøre for at ordne Theaterforholdene, vil jeg ikke trænge mig ind i, men et Rygte siger alt nu, at Høedt skal afløse Overskou som Sceneinstructeur. Ifald De har denne Hensigt, som paa ingen Maade vilde hindre mig i at vedblive i Theatrets Tjeneste , beder jeg Dem kun om, at denne Forandring ikke sker lige strax i den næste Saison , ikke fordi jeg i og for sig frygter Høedt som Sceneinstructeur, thi, ærligt talt, jeg veed af Erfaring, at min Stilling lige overfor Iscenesættelsen vil blive uforandret, hvem der saa er i dette Embede. Men for det Heles Skyld, ja selv for Høedts egen Skyld, bør dette opsættes. Vent, indtil al den Splid, alt det Uvenskab, som er kommet i Personalet - der nu er delt ligesom i to fjendtlige Leire - lidt efter lidt kan udjevnes. Dette tror jeg vilde være til Theatrets og til Alles Gavn." Hall svarede, at han ganske gik ind paa denne Anskuelse og agtede ikke strax at gjøre for mange Forandringer. "At De," vedblev han, "strax, naar De atter begynder at spille, skulde staa i Embedsforhold til Høedt, indser jeg, vilde være misligt." Han forsikrede, at af Alt laa det ham mest paa Hjerte, at jeg, ovenpaa hvad jeg havde gjennemgaaet 353 i de sidste Aar, nu skulde faa en rolig Tid, og han bad mig være overbevist om, at Intet af, hvad der stod i hans Magt for at gjøre mig min Stilling behagelig, skulde udeblive. Her, lige overfor mig, fordømte han Meget af, hvad der var sat i Scene mod Heiberg, omtalte denne og hin Bagvaskelse som latterlig og bad mig dog tro, at hans Omdømme om Heiberg og mig var uforandret, og at han godt erkjendte den Uret, der var tilføiet os begge. "Der vil blive en stor Alarm," vedblev han, "over, at De bliver fritaget for at spille en hel Saison, men dette vil jeg sætte mig ud over, da jeg meget godt veed, at Deres Helbred trænger til en saadan Pause, for at De med fornyede Kræfter atter kan begynde Deres anstrengende Liv."

Vi skiltes ad, som vi havde begyndt, under Form af det gamle Venskab; men jeg havde desværre ikke mere den fulde Tillid til Halls fagre Ord. I mit Indre følte jeg en Rift i Venskabet, som jeg tvivlede paa nogensinde kunde heles. Til Trods for Halls gamle, varme Venskabstone imod mig var der dog i hans Blik noget Usikkert, en Zitren i Øiepupillerne, naar han saae paa mig, som jeg ofte har iagttaget hos Folk, paa hvis Samvittigheds Brædt der stod en Tankestreg; en Mangel paa den gamle aabne Frimodighed, som ikke var skikket til at gjøre mig tryg med Hensyn til, hvad Fremtiden kunde bringe. Jeg tog desværre ikke feil i min Mistænksomhed, thi de paafølgende Aar udvidede den smertelige Rift, som vort Venskabsforhold havde lidt, saa at jeg i Stilhed slettede ham ud af mine Venners Tal som En, jeg ikke mere ønskede at omgaas med paa den gamle, vante Viis. Aarene gik; Tabet af den forurettede Heiberg var ikke skikket til at formilde mit Sind mod min fordums Ven; og dog blev Forholdet mellem det Hallske Hus og mig ikke ganske afbrudt, thi hans trofaste Hustru vedblev at søge mig i mit Hjem, idet hun ved sin Indtrædelse paa sin djærve Maade sagde: "Ja, her er jeg hos Dem, siden De ikke vil komme til mig ; jeg kan ikke undvære af og til at se Dem og tale med Dem, og Halls Theatervrøvl bryder jeg mig ikke en Smule om." Ofte kæmpede jeg med mig selv og bebreidede mig min Uforsonlighed; aflagde saa Hall ogsaa mig en enkelt Gang et Besøg, blødgjorde han mit Sind ved sin gamle godmodige, hjertelige Elskværdighed lige overfor mig og ved sine Forsikringer om sit uforandrede Venskab. Saaledes gik Aarene hen uden egentligt Uvenskab imellem os, men ogsaa fra min Side uden egentligt Venskab.

Lad mig nu efter mange Aars Forløb tilføie et Ord: I Aaret 1879, da Ulykken ramte den talentfulde Mand, da Rygtet lød: Hall er bleven ramt af et Slagtilfælde, følte jeg ved denne Efterretning, at hans gamle Plads i mit Hjerte atter stod aaben for ham, og jeg bebreidede mig haardt min tidligere Uforsonlighed. Jeg kunde nu gaa til ham og række ham min Haand af et ærligt Hjerte, og i mit Øie læste han vist de Ord: "Forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere." Jeg rørtes ved Glæden i hans nu fordunklede Øie 354 over, at vore Hænder atter uforbeholdent mødtes. Enhver maatte beundre den Stilhed og Resignation, hvormed han bar sin Skjæbne, uden at nogen Klage lød fra hans Læber. Haard var hans Skjæbne, men der ydedes ham udholdende Deltagelse og Kjærlighed til det sidste.

Heiberg havde det Held henimod Slutningen af sin sidste Saison at faa en frisk, livlig characteristisk Oversættelse af Goldonis fortræffelige Komedie: "Un curioso accidente" - hvis Titel paa Dansk var: "Tilfældet har Ret". I dette Stykke var en fortrinlig Hovedrolle for Phister, "Mynher Philip", og en lige saa fortrinlig for Fru Phister, Kammerpigen Marianna. Men om det nu var sandt, hvad Alle ved Theatret paastode, at Phister ikke undte Heiberg at ende sin sidste Saison med et Arbeide, der utvivlsomt vilde gjøre stor Virkning paa Scenen, eller om Tilfældet virkelig indrettede det saaledes, at baade han og hans Kone vare tvungne til at melde sig syge i de sidste 6 Uger, skal jeg lade være usagt; men enten nu Ægteparrets Sygdom var virkelig eller fingeret, saa er det vist, at denne Upasselighed gik mere ud over dem end over Heiberg. Stykkets Opførelse blev ikke opgivet, da han øieblikkelig besatte Rollerne med Andre, der gjorde stor Virkning i dem, og Phisters mistede to Roller, hvis Mage de kunde lede længe efter. Til Lykke havde vort Theater en udmærket Skuespiller i Hr. Mantzius, der nu udførte Mynher Philips Rolle med en Humor, en Bredde i den hele Opfattelse, en Hjertensgodhed og et Lune, der sagde, at Tilfældet havde havt Ret i at mage det saaledes, at Hollænderen kom i hans Hænder, da saa vel Publikum som hans Medspillende havde stor Glæde af denne hans Fremstilling, der i høi Grad bidrog til den Lykke, Stykket gjorde fra Scenen. Mantzius var en af de geniale Naturcomikere, om hvem det var umuligt at sige, hvor Naturen hørte op, og Studiet begyndte. Hans store Fylde i Corpus, hans kraftige, livlige Stemme, hans godmodige Gemytlighed, hans Lungers Styrke til at udstøde en hjertelig Latter, svarede aldeles til Rollen. Naar denne tykke af sin Kløgt indbildske Hollænder lod sin rungende Latter ryste Huset, saa behøvede han ikke at spørge, om den varmt Gjenklang i Publikum, thi han og det lo omkap og overdøvede hinanden. Den første store Scene mellem ham og hans Datter, hvis Rolle jeg spillede, var mig en sand Nydelse paa Grund af det Ensemble, som Sammenspillet frembragte; Øie i Øie grebe vi gjensidigt ind i hinandens Repliker, og Publikum sad spændt lyttende, som om det frygtede for, at en eneste Stavelse skulde gaa tabt. Saadanne Øieblikke høre til Skuespillerens lykkelige. Sjælen, Kunstnersjælen, hopper i Livet, og man vilde ikke bytte saadanne Øieblikke bort for "Guld og grønne Skove".

Min Rolle i dette Stykke, Mamsel Hanna, var en af dem, jeg havde indstuderet med stor Kjærlighed og Interesse. Her var noget at gjøre for en Characterskuespillerinde, der foruden det erotiske Element har sin Styrke i det 355 Skjælmsk-naive. Mamsel Hanna var ikke en af de Roller, som Heiberg engang har betegnet med "at Theatergulvet bliver feiet med et Fruentimmerlegeme." Hvad der især havde interesseret mig ved Indstuderingen, var at give denne unge hollandske Pige et bestemt hollandsk Præg i Tale, Holdning, Dragt, saaledes som man ofte ser unge Piger fremstillede paa hollandske Billeder, med deres stive, ubevægelige, stilfærdige Væsen, hvor Skjælmeriet skjules bag en comisk Alvor, der netop herved faar noget saa Ejendommeligt, saa Tiltrækkende, da man bagved denne Alvor sporer noget vist Polisk og Underfundigt. De ere rene Modsætninger til f. Ex. de franske unge Piger, som i deres indre Bevægelighed lade Tungen løbe, og i deres ydre Bevægelighed lade de smaa Fødder trippe i Dansetakt, de smaa Hænder gestikulere og de smaa Hoveder dreie sig omkap med Øinenes livlige Spil. De unge hollandske Piger fra forrige Tider i deres Nationaldragt, de høie Hæle, den stive Hovedkappe med Guldringen om Tindingen, hvori Guldbogstaverne hænge, tvinge Legemet til at bevæge sig stilfærdigt og med en vis Anstand, og den strenge Optugtelse til, hvad Fader og Moder vil, gjør Resten. Lidenskabelige Kjærlighedsytringer, Vrede, Heftighed faar noget usigelig Comisk, naar dette udtales med den ydre tilsyneladende stive Ro og Holdning, bag hvilken den unge Piges Fyrighed glimter frem. En Skoggerlatter fra Tilskuerne lød op til mig ved Slutningen af slige Repliker, udtalte paa denne udvortes stive, rolige Maade, men i hvilke Lunet indeni mig selv hoppede i lystig Dans under det alvorlige Physiognomi.

Og nu, mange Aar efter dette Stykkes Opførelse, da jeg i mit 63de Aar skriver om dette længst forgangne Spil, ja, du vil neppe tro det, - atter "hopper Lunet sin lystige Dans indeni mig" og siger: Gid du en Gang endnu kunde spille Mamsel Hanna - men - uden Tilskuere! - Besynderlige Spire i Sjælen, som vi kalde "Talent", hvor har du dog dybe Rødder! Hvorfra rinde disse Rødder? Er det tænkeligt, at de i en anden Tilværelse atter kunne skyde Stilk og Blade? - Dog, hvorhen forvilder min Tanke sig? Jeg mener naturligvis ikke, at jeg i en anden Tilværelse haaber at komme til at spille Mamsel Hanna eller anden Slags Comedie; men var det dog ikke muligt, at ogsaa denne Evne, denne Trang i Sjælen til at opfatte og gjengive, kunde staa i Forbindelse med en os hernede ufattelig Evne af beslægtet Natur, saa at denne Evne ligesom forvandles hist og kommer os til Nytte? Hvad en Menneskesjæl lever i og tildels gaar op i hernede, hvad der i saa høi Grad indvirker paa hans hele Personlighed, - skal dette og kan dette rent udslettes af den hele Individualitet? -

Paa Grund af Saisonens sildige Begyndelse maatte vi spille saa meget længere ud paa Forsommeren. Den 5te Juni 1856 opførtes "Tilfældet har Ret" for første Gang og gjorde stormende Lykke. Da jeg den 20de Juni spillede Mamsel Hanna for det tætbesatte Hus, vidste Alle, at Heiberg fratraadte 356 sin Stilling Dagen efter. Mange Rygter vare i Omløb; man mente til Trods for Ministerens, Christensens, Bladenes og mine egne Udtalelser, at man dog vist ogsaa saae mig denne Aften for sidste Gang. Det var mig allerede paafaldende ved min Indtrædelse i mit Paaklædningsværelse at se dette smykket i med Blomster og en Del Gaver fra mine trofaste Kunstfæller i Personalet. - Fra Heiberg laa der en Ring, hvori var indfattet en Rubin i Form af et Hjerte, omgivet af Brillanter; altsaa et kronet Hjerte - hvad kunde være mig kjærere! Jeg traadte denne Aften ind paa Scenen saa let og glad om Hjertet. Jeg skulde jo nu have en lang Hvile, og Heiberg skulde atter som tidligere ene høre Hjemmet til; vi skulde atter i Ro samles med vore Venner i livlige Samtaler om det hyggelige Aftensbord. Ja, jeg var sjælelet og glad. Jeg blev end mere forundret over ved min første Indtræden paa Scenen at blive hilst med en saa vedholdende Varme, at jeg længe ikke kunde komme tilorde. I Huset vare mange norske og svenske Studenter, som gjæstede Kjøbenhavn paa Hjemreisen fra det skandinaviske Studentermøde i Sverrig. De kom ind i Theatret fra en Skovtur, medbringende fra denne unge Bøgegrene og Kranse af Kornblomster. Mamsel Hanna løber i Stykket ofte ind og ud, men saa ofte jeg atter viste mig paa Scenen, gjentog Jublen sig. I den sidste Scene, forinden Teppet faldt, brød der en næsten bedøvende Jubel ud, idet Studenterne kastede deres Kranse og Bøgeløv op til mig, saa at hele Gulvet var bedækket med Blomster og Grønt, og da Teppet faldt, lød en stormende Fremkaldelse, der, da jeg ikke indfandt mig, blev mere og mere lidenskabelig. For at tilveiebringe en Slutning herpaa og til Underretning for de fremmede Studenter, der vare i Huset, reiste en dansk Herre sig i Parquettet og raabte: "Al Fremkaldelse er imod dette Theaters Love. Ifald De nu, mine Herrer, ere enige med mig, da udbringe vi et hjerteligt Leve for Fru Heiberg til Tak for denne Aften." Og nu gjenlød Huset af et nidobbelt Hurra fra det forsamlede Publikum.*

Da Teppet den 21de Juni 1856 faldt, ophørte "de syv Theateraar", hvori Heiberg havde været den Styrende. Jeg har samvittighedsfuldt søgt at skildre disse. Jeg mener ikke at være i nogen Illusion, naar jeg tror, at de Fleste af dem, der udgjorde Theaterpersonalet - til Trods for, at man havde udbasunet en modsat Mening - vare bedrøvede over at skulle miste den overlegne, humane og i daglig Omgang behagelige Mand. Især havde de underordnede Talenter ved Operaen, Skuespillet og Balletten følt, at de i ham havde en Beskytter, og ikke faa vare de Beviser, han i den sidste Tid modtog paa deres Hengivenhed. Hvor ofte hørte jeg ikke i de Aar, som * 357 paafulgte, efter at han var borte, selv af dem, der engang vare imod ham: "Nei, en Directeur som Heiberg faa vi desværre aldrig mere!" - Og sandelig, de faa vanskeligt mere en Mand. der som han forenede, hvad det netop kommer an paa; og at de ikke faa en saadan Mand, selv om han var at finde, er Lønnen for, at de ikke skjønnede paa ham, da de havde ham.

Den engelske Dronning Maria sagde, at man efter hendes Død vilde finde Ordet "Calais" indgravet i hendes Hjerte. - "Den, der vil være med i Aandens Strid, maa, naar han skal holde Spændingen ud, føle, at der er Noget, han har tænkt saa klart og villet saa dybt, at han kan sige: Der er et Ord, man vil finde indgravet i mit Hjerte."

I mit Hjerte vil man finde indgravet: Heiberg er bleven forurettet af sin Samtid . Jeg har den Tro, at Eftertiden - om end sent, maaske meget sent - vil give ham Opreisning.