Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

SAA lad mig da nu, efter at jeg i fem Aar har været ude af Stand til at fortsætte mit Levnet, atter forsøge herpaa. Store Smerter, haarde Prøvelser have i disse fem Aar hjemsøgt mig. Det er nu noget stillere i mit Indre. Lad mig da nu som i hine Aar fortabe mig i Fortiden for om muligt at lette Øieblikkets mismodige Stemning. Naar nogle Aar ere hengaaede efter en stor Sorg, befinder vor Sjæl sig som en Baad paa Vandet, efter at den rasende Storm har lagt sig, og det er blevet Havblik; den ligger og gynger uden at komme af Stedet, thi Vinden i Seilene mangler. Saaledes gaar det ogsaa med det oprørte Menneskebryst. Naar Stormen har faaet Tid til at lægge sig, da afløser Vemodet Smertens Uro, det bliver stillere og stillere i os, men Tankerne vugge frem og tilbage og have ondt ved at komme af Stedet; de dreie sig om Et og det Samme. Vinden i Seilene mangler.