Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Det Bekjendtskab med den Hallske Familie, som vi havde stiftet paa Rahbeks Bakkehus, var blevet fortsat, da vi toge til Byen. Fru Hall, hvis Helbred havde lidt ved Faderens pludselige Død, havde i Vinterens Løb faaet en ondartet Halssyge, for hvilken det blev hende raadet at gjøre en Badereise til Ems. Da begge Ægtefolkene hørte, at vi endnu ingen Bolig havde faaet leiet paa Landet, hvor vi altid tilbragte vor Sommerferie, vare de saa gode indtrængende at anmode os om at benytte deres Hus til vort Sommerophold. Ny Bakkegaard ligger, som man vil erindre, lige overfor Rahbeks Bakkehus, en Omstændighed, som meget bidrog til, at vi med Glæde modtoge Tilbudet, thi Egnen omkring Frederiksberg var ret bleven os kjær fra vort Ophold der ifjor. Da Theatersaisonen 1842-43 lykkeligt var tilende, flyttede vi derfor, saa snart vore Forretninger tillode det, ud paa Halls Bakkegaard, hvor Meubler og Alt, hvad Huset indeholdt, stod til vor Raadighed. Hall ledsagede sin Kone til Badet, men da hendes Kur var endt, reiste hun til sine Pleieforældre paa Iselingen; Halls Forretninger som Auditeur tvang ham derimod til at vende hjem til Kjøbenhavn. Omstændighederne medførte saaledes det underlige Tilfælde, at Hall ligesom blev Kostgænger hos os i sit eget Hus. Omtrent en Maaned eller lidt mere boede vi saaledes under Tag sammen, en Maaned, der altid vil staa uforglemmelig i min Erindring. Om Sommeren paa dette Tidspunkt havde Heiberg ingen Forretninger i Byen og kom derfor saa godt som aldrig derind; Hall derimod havde dagligt at gjøre derinde og kom først om Middagen paany ud til os. Det har noget yderst behageligt selv at kunne forholde sig stille paa en Plet i en yndig Natur og dog hver Middag at faa en levende Rapport om, hvad der bevæger sig inde i Byens Larm. Halls Komme om Middagen var derfor yderst oplivende i vor lille Kreds. Oprømte og glade, som vi Alle vare, havde disse Middage noget Festligt ved sig. Samtaler om Alt, hvad der bevægede Nutiden, om Meget, der var gaaet for sig i Fortiden, om Litteratur og Kunst, afløste hinanden; man kunde tale med vor aandrige Vært og Kostgænger om Alt, hvortil en udmærket Dannelse giver Stof. Ved et saadant dagligt Samliv i en Maaned rykker man jo hinanden nærmere 17 end ved mange Aars Omgang i det sædvanlige Selskabsliv. Hall interesserede sig dengang meget for Skuespilkunst, og jeg havde da den Glæde at kunne underholde mig derom med En, der delte min Interesse, og hvis Mening i Meget stemte overens med min. Vi lærte saaledes nøie at kjende Hall tidligere end hans Kone. Tiden nærmede sig, da vi atter maatte tænke paa at vende tilbage til Byen, Theatret og meget Andet af Livets Besvær. Hall udtalte ofte sin Glæde over at have gjort vort Bekjendtskab, og ofte om Eftermiddagen vandrede vi sammen eller sade i den smukke Have med den herlige Udsigt over Byen. En saadan Eftermiddag staar endnu levende for mig. Vi To gik sammen ved Solnedgangen, hvis skinnende rødlige Glans kastede sig paa de herlige Trætoppe i den deilige Søndermark. Han talte om vort Bekjendtskab, om denne Maaneds glade Samliv og haabede paa en Fortsættelse af det, der var begyndt saa godt. Da sagde han: "Gid De nu ogsaa, naar De lærer min Kone nøiere at kjende, ret maa kunne slutte Dem til hende og holde af hende; dog jeg haaber det," lagde han til, "thi jeg synes, at det er umuligt andet."