Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Sommermaanederne svandt kun altfor hurtigt paa den yndige Bakkegaard. Efteraaret, der altid for mig har været den kjæreste Aarstid, mindede os om, at vort rolige Sommerliv nu skulde ombyttes med Theatrets Travlhed; Prøver og Forestillinger stode for Døren. Farvel, I deilige Efteraarsdage og Aftener! Farvel, du lette Efteraarsluft, fri for Fluer og saa meget andet Sommerkryb! Farvel, I September-Maaneskinsaftener med Eders tindrende Stjerner! Farvel, du deilige Søndermark, hvis Træer nu staa rødmende i de tusinde Nuancer, medens endnu det friske Grønne paa Tjørnen danner en Modsætning, der i Sollyset frembringer en magisk Virkning! Farvel, du hele Natur! Kunsten kalder paa sine Børn for om muligt at erstatte dig, naar det sidste Blad er faldet til Jorden! - Alt tidligt i mit Liv var det mig en Overvindelse om Efteraaret at gjøre Overgangen fra mit Liv i Naturen til Livet i Kunsten, og denne Overvindelse blev større og større for mig, jo ældre jeg blev. Naar jeg i smukke Efteraarsdage, medens Solen endnu stod paa Himlen, kjørte til Theatret, da forekom denne Beskjæftigelse mig helt unaturlig og kostede mig en Overvindelse saa stor, at man neppe vilde tro mig, ifald jeg begyndte at udmale den. Om Foraaret gik det mig omtrent ligesaa, men dog lidt bedre, thi ved den lange Vinter var jeg igang hermed; det var saaledes en Fortsættelse, og den er altid lettere end en Begyndelse.