Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I denne Saison havde Theatret det Held at forøge sine gode Kræfter med et ualmindeligt, et ungt, friskt og eiendommeligt Talent, nemlig C. N. Rosenkildes Datter Julie, siden Fru Sødring. Hendes Ydre, Stemme, Physiognomi gjorde, at her ikke kunde være Tale om at optræde som Elskerinde eller blot i yngre Roller, uagtet hun var ganske ung af Aar; men i høi Grad maa man dog beundre den unge Pige, der intet Øieblik var uvis om, hvilken Plads hun kunde og burde indtage som Skuespillerinde, men strax besluttede sig til de ældre, comiske Roller. Her var ingen Famlen, intet Forsøg i Dit eller Dat, men en streng Adlyden i den Retning, hvorhen hendes ualmindelige Talent henviste. Hun begreb strax sin Plads og fandt den ved et lykkeligt Instinct. Saa tydeligt hendes Talent end laa for Dagen, var hendes Fader dog ængstelig ved Tanken om, at det dog maaske ikke vilde slaa til, naar det gjaldt om derpaa at bygge en Livsopgave. Han sagde til mig: "Ja, naar man bare vidste, om hun virkeligt formaar at trænge igjennem; Et er med Humeur at kunne gjengive et comisk Træk, hentet ud af Livet, et Andet kunstnerisk at opfatte Digterens Billeder." Hans Ængstelse gjorde, som naturligt var, ogsaa den unge Pige ængstelig, og nogen Tid gik hen, uden at Faderen og Datteren kunde beslutte sig til at vove det store Skridt, uagtet det Nielsenske Hus, hvor hun kom, stærkt opfordrede hende til at lyde den indre Stemme. Nu hændte det sig, at jeg i den senere Tid havde ærgret mig ved at se en udpræget comisk Rolle blive spillet altfor forfeilet, nemlig den gamle Husholderske Jacinthes Rolle i "Den sorte Domino", et Syngespil, som i de første Aar, det gik over vor Scene, gjorde stor Lykke. Det gik mig her som saa ofte, at hvor jeg saae et Billede blive forvansket paa vor Scene, blev jeg grebet af en uimodstaaelig Lyst til at oprette det Forsømte ved selv at tage fat. Halvt for Løier satte jeg mig da fuldstændigt ind i Rollen, som jeg mente, den kunde gjøre sin tilsigtede Virkning. Jeg lærte den og havde betænkt alle Smaatræk, lige til hvad Costume Jacinthe burde være iført, nemlig som fuldstændig Pendant til det Billede, hvori Phister (saa udmærket) gav Jacinthes Forlovede. En saadan Symmetri saa vel i det Ydre som i det Indre mellem to saa latterlige Figurer, især naar disse ere et mangeaarigt forlovet Par, der ligesom have dannet sig efter hinanden - (ligesom man undertiden ser Ægtefolk lidt efter lidt i Aarenes Række paa en paafaldende Maade faa hinandens Træk, Stemme, Manerer, Meninger, Følelser, stundom næsten til Forfærdelse, saa man tilsidst faar en Fornemmelse af ikke at have med to Mennesker at gjøre, men kun med et i to Legemer; har man hørt, hvad den 19 Ene siger, veed man forud den Andens Mening, og saa fremdeles) - en saadan Symmetri lagde jeg til Grund for Opfattelsen af Jacinthe, en Opfattelse, om hvis store comiske Kraft fra Scenen jeg var forvisset. En Dag sagde jeg til Phister, da jeg var færdig med Indstuderingen af denne Rolle: "Hvad vilde De sige, naar jeg havde Lyst til at spille Deres gamle Forlovede, Jacinthe?" Han saae paa mig med store Øine, og det var jo ogsaa en ret overraskende Idee, at En, der altid spillede de unge Elskerinderoller, tænkte paa Sligt; men man huske vel paa, at det Comiske ikke var det, der laa mit Talent fjernest, ja, at ikke Faa mente, at det netop heri kulminerede. Jeg meddelte ham nu det Syn, jeg havde paa Rollen, sagde en og anden Replik for ham, og han udbrød: "O, gjør det! det vil jo blive mageløst morsomt!" Imidlertid gik Tiden for mig, optaget af meget andet Arbeide, som først maatte være fra Haanden. Da kom Julie Rosenkilde en Formiddag til mig i vor Bolig i Bredgade. Hun klagede sin Nød for mig, at hendes Fader og hun ingen Bestemmelse kunde komme til med Hensyn til hendes Fremtræden. "Den Ene," sagde hun, "raader mig til en Rolle, den anden fra den; jeg er i den største Tvivlraadighed og veed hverken ud eller ind." Ved at høre denne hendes Klage havde jeg en indre Kamp. Jeg tænkte ved mig selv: Skal du være saa skikkelig at overlade hende det hele Billede med Traad og Trævl, som du har af Jacinthe. Hun vil strax forstaa min Opfattelse, og hun vil kunne gjengive den. Jeg tilstaar, at jeg kæmpede noget med mig selv, inden jeg opgav at fremstille en Rolle, jeg havde opfattet som Ingen tidligere. Men jeg sagde fremdeles til mig selv: Du har jo Roller nok, og hende gjør du en stor Tjeneste ved at give hende Billedet, thi saa er hun ude af al Vaklen. Disse stille indre Tanker havde jeg, idet jeg adspredt hørte paa hendes Klage. Da sagde jeg til hende: "Det er det Samme, jeg skal hjælpe Dem ud af Forlegenheden; De skal debutere i "Den sorte Domino" som den gamle Husholderske." - "Hvad," udbrød hun, "i den kjedelige Rolle!"- "Bryd Dem ikke om, hvorledes Rollen hidindtil er forekommet Dem," svarede jeg, og nu udtalte jeg min nye Opfattelse og tydeliggjorde den for hende. Julie Rosenkilde sprang i Henrykkelse op, brast i høi Latter og udbrød: "Nei, det er jo mageløst, ja den vil jeg spille." Endnu havde hun nogen Betænkelighed ved den lille Arie, der fandtes i Rollen; men ogsaa Maaden, hvorpaa hun kunde synge den, aftalte vi, ligesom ogsaa Costumet m. m.: "O," sagde hun, "nu gaar jeg lige hjem til Fader og fortæller ham, hvad De har sagt mig;" og hun gik, idet Glæden tindrede ud af hendes Øine. Kort efter var Alt i Orden. Efter den første Theaterprøve paa Rollen kom hun atter til mig og fortalte mig med en betænkelig Mine, at Phister efter Prøven var kommen til hende og havde sagt: "De har talt med Fru Heiberg." - "Jeg blev saa forlegen," tilføiede

        

20 hun, og det var tydeligt, at denne Bemærkning af Phister ingenlunde var hende behagelig.,,Bryd Dem ikke derom," sagde jeg,,,det havde jeg selv glemt; det er ganske sandt, at jeg engang for længere Tid siden har meddelt Phister min Opfattelse af Rollen; det veed kun han og ingen Anden." Den 5te November 1843 debuterede Julie Rosenkilde i Jacinthes Rolle; med hvor stort Held veed Enhver. Fra denne Aften havde Theatret i hende et fortrinligt comisk Talent, som jeg i Aarenes Løb stedse har fulgt med den største Interesse, og som jeg, naar hun henvendte sig til mig, altid har gjort mig en Glæde af at staa bi med, hvad jeg formaaede, og ofte har hun mundtligt og i Breve til mig udtalt sin Paaskønnelse heraf. Man misforstaa nu ikke denne min Beretning om Jacinthes Rolle og det Held, som fulgte Fremstillerinden. Det havde kun lidt nyttet, om jeg havde givet en Anden dette Billede af Rollen, naar denne Anden ikke havde havt Julie Rosenkildes hurtige Blik til at gribe Billedet, hendes comiske Kraft og eiendommelige Personlighed til at gjengive det hende Overleverede; der bliver altsaa Ære nok tilbage for hende. Ogsaa er jeg villig til at indrømme, at Rollen vandt ved Byttet. Mere end 30 Aar efter, da hun og hendes Mand traf sammen med mig i Rom, havde jeg den Glæde, at Sødring i et større Selskab i en Tale til mig med varm Tak mindedes den Andel, jeg havde havt i hans Kones første Optræden i Jacinthes Rolle.