Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Som sagt dreiede mine Tanker i hine Aar sig ofte om, hvorledes jeg skulde indrette det med mine Børn . Thi det var jeg bestemt paa, at eet Barn vilde jeg under ingen Omstændigheder antage mig; det maatte være flere , for at de kunde udgjøre et lille Selskab for sig og ikke blive fordrevne Planter ved ideligt at høre paa de Voxnes Tale. Jeg uddannede mig lidt efter lidt i mine stille Tanker et helt System om Børneopdragelse. En Del af dette findes i en Afhandling, som staar i Hertz's "Ugentlige Blade" (1859). Denne Afhandling er skreven mange Aar efter det Tidspunkt, jeg nu taler om (1843), men bekjende maa jeg, at jeg netop nu pludseligt fik en uimodstaaelig Lyst til at nedskrive mine Tanker, snart om een Gjenstand, snart om en anden. Jeg havde ingen Ro, før jeg befriede mit Hoved for, hvad der spøgte i det, ved at nedskrive de Tanker, som for Øieblikket plagede mig. Snart blev det ikke engang herved. Ved den Tid udgav Heiberg endnu sine "Intelligensblade", og da var det, jeg vovede at sætte Pen til Papiret i den Hensigt at lade det Skrevne trykke, ifald Heiberg ikke forkastede det. Jeg skrev ganske hemmeligt; jeg vilde ikke meddele Heiberg Noget herom, 12 før det var færdigt; det handlede om Klædedragten, og Artiklen hed: "Mode-Artikel". Da Heiberg nu en Gang var i Forlegenhed med at fylde Bladet, sagde jeg til ham, om han ønskede en ypperlig Artikel til sit Blad, "Hvorom?" spurgte han, "og af hvem?" - "Om Klædedragten," svarede jeg, "og skrevet af Johanne Luise Heiberg." Da han hørte dette, var han saa lidet galant, at han udbrød: "Nei mange Tak! Hverken Emnet eller Forfatteren har jeg Brug for." Under megen Lystighed fik jeg ham til at love mig, at han i det Mindste skulde læse dette mit første Aandsprodukt. Jeg gav ham det uden Hjertebanken, thi den hele Sag var for mig en Leg, hvis Skjæbne ikke laa mig videre paa Sinde. Dagen efter havde jeg saa godt som glemt min Skribentvirksomhed, da Heiberg traadte ind til mig fra sit Studereværelse med en Mine, som jeg godt kjendte, naar Noget havde berørt ham behageligt. Idet jeg saae spørgende paa ham, sagde han: "Du er jo en ypperlig Medarbeider! Jeg tager med Taknemmelighed imod Modeartiklen." Jeg blev saa stolt og glad som et Barn over denne Ære. Jeg skulde virkelig have den Glæde at se mine Tanker og Ord trykte, og det i Heibergs Blade, ved Siden af hans Afhandlinger, det var jo mageløst! "Nu gjælder det blot at holde det hemmeligt," sagde han; "intet Menneske maa ane, at du skriver." Da jeg ingen Fortrolig havde i denne Verden uden ham, i dette som i alt Andet, saa tvivlede jeg meget paa, at Nogen skulde kunne tænke paa mig ved dette lille Arbeide. Da Bladet var kommet ud, modtog jeg et Exemplar i en forseglet Pakke, og ved dette laa følgende Ord, skrevet med en fordreiet Haand (tilligemed Honoraret):