Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Artiklen gjorde en vis Opsigt. Det var overordentlig morsomt at sidde i Selskab og høre paa alle de Bemærkninger, der gjordes, uden at Nogen anede, at jeg sad og hørte til som Forfatter. Martensen kom om Aftenen, roste den meget og sagde: "Den, der har skrevet denne Artikel, er et ældre Menneske, der er i Besiddelse af megen Livserfaring." Det morede mig ret at lytte til og dog selv spille en Læserindes Rolle. Men En gjennemskuede 13 Hemmeligheden - Stiftsprovst Tryde, af hvem jeg mindst havde ventet det, kjendte mig strax gjennem disse Linier. I Artiklen omtales det Hæslige i, at Mænd i Stedet for at bære deres graa Haar tillægge sig de afskyelige Parykker, der helt forandre den Ældres Physiognomi. En saadan Paryk havde ogsaa forkvaklet den gamle Trydes Udseende og gjort det milde Physiognomi strengt og uharmonisk. Dette havde ofte i Stilhed saaret mine Øine. Tænk da, hvor forundret jeg blev, da Tryde, nogle Dage efter at denne Artikel havde staaet i "Intelligensblade", kom ind til mig med en sort Kalot, hvoraf de smukke graa Haar tittede frem i Panden og faldt langt ned i Nakken, en Forandring, der i høi Grad gav ham et til hans hele Personlighed svarende ædelt Udseende. Da han havde siddet lidt, sagde han: "Tak for den ypperlige Artikel i Heibergs Blad! Den er af Dem, ikke sandt?" Jeg blev meget overrasket ved denne ligefremme Tiltale, men maatte jo benegte mit Forfatterskab, saa godt min Forlegenhed tillod. "Ikke?" sagde han, "jeg syntes, jeg sad og talte med Dem under hele Læsningen, men ligemeget; De ser, at denne Forfatter ikke har prædiket for døve Øren. Naar noget saa Sundt, Sandt og Godt udtales, saa bør det ikke være uden Virkning. Efter at have læst Artiklen besørgede jeg mig strax denne Kalot, som De her ser, og Parykken skal aldrig komme paa mit Hoved mere!" Stiftsprovst Tryde, der var os meget hengiven, var et af disse elskværdige Mennesker, hvis rige, kjærlige Hjerte sugede det Bedste ud af Alt i Livet. Alt, hvad der frembød sig i Litteraturen, i Kunsten, havde i ham en anerkjendende Betragter. Han var et af de faa Mennesker, der aldrig modtog nogen aandelig Gave, i hvad Retning det end monne være, uden at yde dens Giver en sand og virkelig Taknemmelighed for, hvad han havde modtaget, og han beholdt ikke sin Taknemmelighed for sig selv, han trængte altid til at udtale den paa sin eiendommelige hjertelige Maade. Hvor ofte, naar jeg havde spillet en eller anden Rolle, der havde bevæget ham, udtalte han da ikke denne Tak, dels skriftligt, dels mundtligt for mig! Hvor ofte kyssede han da ikke min Haand, idet hans Øine fyldtes med Taarer, og han udbrød bevæget: "Gud velsigne Dem!" Lad mig f. Ex. nævne hans Glæde over min Udførelse af Shakespeares Julie! Man behøver ikke at være forfængelig, for at en slig følt Tak kan gjøre En godt. En Kunstner takkes ofte paa en saa hul, intetsigende Maade, at Takken i Stedet for at glæde, næsten bliver en Braad, der stikker. Trydes Tak kom altid fra Hjertet, og hvor en saadan Tak lyder os imøde, være sig fra en stor Aand, være sig fra et Barn, et Tjenestetyende, ligemeget, man føler Glæden over i nogle Timer at have varmet en Menneskesjæl. Hans trofaste Hengivenhed mod Heiberg og mig holdt ud til hans sidste Dage. Foraaret 1860 besøgte han mig for sidste Gang. Jeg blev inderlig vemodig ved at se dette kjærlige

        

14 Øie saa mat og Legemet saa svagt. Jeg havde i Tidernes Løb havt mange Samtaler med ham om Livet efter dette, og under dette sidste Besøg bragte han det selv paa Bane. "Jeg er forberedt, min kjære Veninde," sagde han. Han takkede mig atter for de mange Timer, han havde tilbragt i vort Hus, "de bedste," sagde han, "som ere blevne mig til Del udenfor min Familiekreds." Han berørte atter, hvad han ofte havde udtalt tidligere, at hans store Hengivenhed for mig fra det første Øieblik, vi mødtes, var af en eiendommelig Natur; thi han talte aldrig med mig uden at mindes sin forlængst afdøde Kone, med hvem han fandt, at jeg havde en stor Lighed. Da hverken Heiberg eller jeg havde kjendt hende, kunde vi ikke vide, hvori denne Lighed bestod. Da han ved dette sidste Besøg tog Afsked, fyldtes hans Øine med Taarer, og hans sædvanlige "Gud velsigne Dem" lød med fordoblet Inderlighed, som om vi saaes for sidste Gang, - og det blev sidste Gang; samme Aar døde han.