Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Næste Morgen aflagde jeg atter Ane et kort Besøg, thi vi havde en længere Tur for den Dag. Hun forsikrede, at hun ikke i fem Aar havde havt en saa rolig Søvn som i denne sidste Nat. Jeg sagde nu, at hun, inden jeg gik, skulde vise mig, om hun nu forstod selv at vaske Benet og lægge ny Salve paa, samt forbinde det, da dette hver Dag maatte gjentages. Hun gjorde det Alt meget ordentligt, og da jeg nu sagde: "Med Vished kan jeg ikke love at komme hver Dag; lad mig da se, at De ikke forsømmer at gjentage, hvad De i Dag har gjort." Hun lovede det med de Ord: "Skulde jeg love Dem noget og ikke holde det, da maatte jeg jo være et Skarn." Da jeg gik, sagde hun: "Jeg har noget til Dem, som jeg vil forære Dem." Hun hentede nu en lille Kurv fuld af Rødløg: "Dem skal De have!" Jeg takkede hende, men bad hende selv beholde Løgene, da hun jo havde Brug for Sligt. "Nei," sagde hun med comisk Pathos, "disse Løg, som jeg selv har plantet og passet, skal De og ingen Anden nyde Godt af." Der hjalp Intet; jeg maatte bære mine Rødløg hjem. Det var ingen videre behagelig Belønning at bære disse den temmelig lange Vei i Heden, men Ane mente det saa godt, og jeg maatte føie hende i at modtage Gaven. Heiberg lo, da jeg kom hjem og spurgte ham, om han vilde kjøbe Løg; men Kromadammen fik dem.