Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I det fortryllende Hellebæk vandrede jeg i denne uforglemmelige Sommer hver Morgen, bestandigt opdagende flere og flere Skjønheder. Den frodige Vegetation i de lyse Skove, paa de grønne Marker gjorde, at jeg hver Dag kom hjem til Caffen med den skjønneste Flora af vildtvoxende Planter til min store Skaal paa Dagligstuebordet, og til en ganske lille, der altid stod paa Heibergs Skrivebord, sammensat af de smukkeste og sjeldneste Markblomster. Hans Tak for denne lille Bouquet hørte ligesom med til Dagens Glæde. En Gjenvordighed havde Heiberg i dette vort romantiske Logis, den nemlig, at Dørene vare saa lave, at den høie Mand ideligt rendte Panden mod Kanten, naar han skulde gaa ind og ud ad dem; men selv denne Ubehagelighed blev ingen Aarsag til Ærgrelse eller Vrantenhed, men kun til Latter og Lystighed. "Jeg er for fornem," sagde han spøgende, "til at bo i saa lave Rum; det har upaatvivleligt været min Bestemmelse at bo i Paladser; det er derfor krænkende for mig at bo i en saadan Hytte, saa jeg hele Sommeren maa gaa med Buler i Panden." Om Aftenen læste Heiberg ofte høit for mig, snart i et, snart i et andet Digterværk, medens jeg var flittig ved mit Haandarbejde, og efter Læsningen vare vi ofte i en saa livlig Samtale, at det var vanskeligt at rive sig løs og gaa til Hvile paa vore Hømadratser. Ofte, naar jeg kom hjem fra mine Morgenvandringer, laa Heiberg endnu: "Min Gud," raabte jeg da, "er det muligt, at du kan sove endnu!" - glemmende, at jeg selv den meste Del af Aaret fandt det i sin Orden paa denne Tid af Dagen at ligge i den dybeste Søvn. Ere vi selv oppe, da kunne vi næsten ikke forstaa, at det er muligt, at Andre kunne ligge og sove.