Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Da jeg næste Gang besøgte min Ane, kom hun mig fortvivlet imøde: "Hvad er der nu iveien?" spurgte jeg. - "Ak, jeg har mistet den sorte Knappenaal, som De heftede mit Bind sammen med." - "Ikke andet," sagde jeg, "De skal faa en anden af mig, saa er jo den Sorg slukket." - "Nei!" raabte hun, "det hjælper til Intet; det maa være den samme. Jeg har vendt op og ned paa hele Huset, set efter i alle Kroge, i alle Gjemmer, men forgjæves; jeg har sagt til mig selv: nu Naalen er borte, følger Fruen snart efter." - "De maa ikke være saa overtroisk!" sagde jeg. - "Ak!" svarede hun, "det er Altsammen det Skarnstøi Skyld i; længe har det pint og drillet mig, og nu under det mig ikke Dem." - "Hvem?" spurgte jeg. "De," svarede hun, "der sky Lyset og søge Mørket; saa tænker jeg vel, De forstaar mig; det er ikke godt at tale meget om det Tøi, saa blive de rent gale; men Ingen har stjaalet min Naal, uden de. Jo, jo, jeg kjender dem; jeg har havt med dem at bestille; de har altid villet tage det Bedste fra mig, og det Skarnstøi mærkede nok, at Naalen var mig kjær. I min Ungdom havde jeg mangen en Dyst med dem, da jeg var Barnepige. Jeg havde et deiligt Barn at passe; da havde de travlt, kan Fruen tro. Hver Nat havde 157 jeg min Hyre med at passe paa Glutten, thi Troldtøiet havde ingen Rist eller Ro, de vilde partout have Barnet fra mig og lægge deres eget Utyske i Stedet. Men jeg holdt fast, maa De tro, og de maatte fortrække. En Gang var det nær gaaet galt. Jeg havde været silde oppe den foregaaende Aften og sov haardt. Med Et vaagner jeg, føler strax i min Forskrækkelse efter Barnet, thi jeg syntes nok, at Noget puslede om i Stuen; jeg springer ud af Sengen og i Befippelsen lode de Barnet falde, som jeg tog op midt paa Gulvet. Men da tænkte jeg, nei nu maa her gjøres Noget, saa jeg herefter kan være sikker, og da satte jeg hver Aften en Stoppenaal tvers i Sengeomhænget, og saa blev der Fred." Forbauset hørte jeg paa denne Tale, der blev fremsat med en saadan Alvor i Stemme, Blik og Miner, en saadan Tiltro til sin egen Tale, at det uvilkaarligt stemte mig til Alvor, og i alt Fald interesserede det mig en Gang at træffe et saadant Menneske, saa jeg vel vogtede mig for at bringe hende ud af Stemning til at fortælle videre. "Tror Ane," spurgte jeg, "at Trolde endnu husere imellem os?" - "Om de gjør," svarede hun, "jo jeg takker, men de have ikke mere den Magt nu som i gamle Dage; thi jeg skal sige Dem, nu da Christendommen er kommen i Verden, da Børnene ordentlig døbes og confirmeres, saa er deres egentlige Herredømme forbi; men man ser dog, at de endnu kunne drive deres Spil. Har De ikke set det lille Utyske, som i Sommer tripper om her i Egnen, og som bor deroppe paa Herregaarden?" - "Mener De Minister Wynns Søn?"* spurgte jeg. "Søn," gjentog hun, "han er ikke mere Wynns Søn end han er min eller Deres; den smukke, fine Kone har ikke født det Utyske." - "Hvis Søn er han da?" spurgte jeg. Med en Stentorstemme, idet hun reiste sig og stod der i sin fulde Høide, raabte hun: "Troldunge, forbyttet," med en saadan Kraft, at det formeligt gøs i mig: "Han har aldrig smagt Daaben, det kan De stole paa; men den stakkels Unge, de have stjaalet og nu have imellem sig, han maa døie Ondt, medens dette Utyske her lever med Tjener paa hver Finger i Glans og Herlighed; thi dette Troldtøi kan godt lide, at der bliver gjort Stads af deres Unger."