Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg blev mere og mere forundret; jeg havde jo her Konen fra "Elverhøi", lyslevende staaende for mig. Hun talte endnu længe og mærkeligt, og naar jeg saaledes ene sad med hende i det lille, afsides Hus, var det umuligt andet end at smittes af denne Overbevisning, der fremtraadte med et saa stærkt Præg af Sandhed. Det var mig næsten ikke muligt at løsrive mig fra hende denne Dag, saa mærkeligt beaandet forekom hun mig og saa *

158 eiendommeligt førte hun sin Tale. Endelig maatte jeg da tænke paa at vende hjem til den stakkels Heiberg, der ventede paa sin Morgencaffe; jeg selv havde hverken følt Hunger eller Tørst, saa længe jeg sad overfor Ane og hørte paa hendes forunderlige Tale. Da jeg sagde hende Farvel, spurgte hun, hvad jeg hed: "Herre Gud, jeg veed jo ikke en Gang Deres Navn!" - "Det er jo ligemeget, hvad jeg hedder," svarede jeg. "Aa ja, et Navn har ikke saa meget at betyde," sagde hun. Hermed gik jeg, opfyldt af hvad jeg havde hørt, glædende mig til at meddele Heiberg det, naar jeg kom hjem. Forinden jeg forlod Ane, havde jeg sagt, at hun ikke maatte vente mig Dagen efter, men først den derpaa følgende, da vi næste Dag tænkte paa at kjøre en Tur i Omegnen. I Løbet af Dagen forandrede vi imidlertid vor Plan, og næste Morgen indfandt jeg mig derfor atter hos Ane. Jeg listede mig igjennem Haven; jeg vilde prøve paa at overraske hende, da hun i Dag ikke ventede mig, og jeg nød i Tanken den Glæde, hun vilde lægge for Dagen ved min Ankomst. Da jeg gik forbi Vinduet ud til Haven, sad den besynderlige høie Skikkelse indenfor, ivrigt beskjæftiget med at spinde paa sin Rok. Jeg kunde ikke lade være med at standse lidt for at betragte hendes Profil; i samme Øieblik slog hun Øiet op, og da hun saae mig, rev hun Vinduet op og udbrød: "Herre Gud, er De der; det var da ærgerligt, De sagde jo, at jeg først skulde vente Dem i Morgen!" Jeg tænkte: Saaledes er det, naar man vil overraske! Da jeg kom ind i Stuen, sagde jeg: "Naa Ane, jeg er altsaa ikke velkommen, det var jo slemt." - "Aa," svarede hun, "jeg havde nu saa inderligt glædet mig til, naar De kom i Morgen, at staa for Dem i min Brudedragt. Her skal De se," vedblev hun, idet hun trak en af de store Dragkisteskuffer ud, "her ligger hele Stadsen færdig til at tage paa; det var da kjedeligt!" Jeg blev ret rørt over den Gamles Indfald og beklagede, at jeg selv havde berøvet mig dette Syn. "Hvorledes gaar det med Benet?" spurgte jeg. Med en polisk Mine svarede hun: "Bedre og bedre; men endnu skal De ikke se det; først om nogen Tid," tilføiede hun ganske naivt, "skal De have den Fornøielse. Men nu maa jeg allerførst fortælle Dem, hvor glad jeg er i Dag. Jeg har fundet Knappenaalen; den havde forputtet sig i min Trøie. Nu sidder den paa sin gamle Plads i Bindet, og Alt gaar godt. Dernæst maa jeg sige Dem, at jeg nu veed, hvem De er, og hvad De hedder." - "Ja saa, hvad hedder jeg da?" - "De hedder Fru Hein og danser inde paa Comedien." - "Ja, ja, saa veed De jo Besked, saa vi behøve ikke mere at tale herom," svarede jeg, ret fornøiet over, at hun dog ingen Besked vidste; jeg syntes, at det romantiske i mit Skoveventyr ligesom blev mere prosaisk, naar saaledes Alt var paa det Rene, og ingen Opdagelse mere var at vente. At jeg aldrig saae Anes Mand paa mine Besøg hos hende, var i sin Orden, thi paa denne Tid var han jo gaaet

        

159 paa Arbeide, hvilket var mig ret kjært; Tre er et daarligt Tal, naar det gjælder fortrolige Samtaler. Derimod erfarede jeg først i Dag, at Ane havde en Søn, hvilket hun i Samtalens Løb kom til at nævne. "Saa De har en Søn? Kommer han ofte til Dem?" - "Aa nei," svarede hun, idet et smerteligt Træk viste sig om hendes Mund. "Han passer Sit, jeg Mit." - "Men han besøger dog sin Moder," vedblev jeg. "Sin Moder," gjentog hun ligesom med Bitterhed, "ja, der er mange, som hedde Moder, og som dog ikke ere det." Jeg forstod hende ikke, men saae, at hun ligesom ikke havde Lyst til videre Forklaring. "Ja, Ane," sagde jeg, "nu er det Alvor, at jeg ikke kommer her i flere Dage. Vi reise i Morgen til Nakkehoved og Gilleleie, og jeg veed ikke saa lige, naar jeg kan komme igjen." Hun reiste sig lidt forskrækket op af Stolen, gik hen og tog mig troskyldig i Haanden og sagde: "Ja saa, men Herre Gud, De kommer dog vel en Gang igjen? Jeg skal vel ikke sidde Dag ud og Dag ind og vente paa Dem, uden at De kommer? Det er nu, ligesom De hørte mig til," sagde hun, idet hun saae saa vemodigt paa mig; "ja, bliver De vred, fordi jeg taler saadan til Dem, saa beder jeg Dem mange Gange om Forladelse; jeg er jo et simpelt Bondefruentimmer, og jeg veed ikke saa lige, hvad der skikker sig." Rørt over denne simple Hjertelighed rakte jeg hende min Haand, som hun kyssede; jeg lovede hende bestemt at komme tilbage. "Farvel," sagde hun, "en god Bøn trænge jo Alle til, og et Bæst maatte jeg være, om jeg ikke hver Aften bad Vor Herre om at holde sin Haand over Dem!" Jeg takkede hende og gik.