Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I det mest himmelske Veir reiste Heiberg og jeg til Nakkehoved, som ligger et Par Mil fra Hellebæk. Dette mærkelige Punkt er ret et Bevis paa, hvad den menneskelige Udholdenhed formaar. Nakkehoved er en af 160 Sjællands yderste Pynter mod Nord; et Fyrtaarn staar her som Leder for de stakkels Sømænd i Farens Øieblikke. Fyrinspecteuren, en Hr. Faber, kom til at bo her for et Halvhundrede Aar siden paa nøgne Strandbanker, Sand og atter Sand og intet andet! Med overmenneskelig Taalmodighed begyndte denne Mand at plante i Sandet. Stormene kastede omkuld, hvad hans kjærlige Haand havde plantet, det ene Aar efter det andet. Han plantede atter og atter, og se, nu gaar man der i 7 à 8 Alen høie franske Hække, tætte som Vægge i en Stue, og indenfor disse Træer, Blomster, Frugter af sjeldne Arter; smaa Damme med alle Slags Vandfugle, Fiskeparker o. s. v. Og hvilken Udsigt over Havet fra dette Punkt! Hvilke Skypartier, hvilke Belysninger paa Kysten, paa Kullen, paa Skyerne, paa Skibene, der ligge dybt nede ved Ens Fod! Uforglemmeligt er mig alt dette. Da jeg nogle faa Aar efter atter besøgte dette Sted, fortalte Faber mig, at jeg, første Gang jeg sad her og saae dette Skue, havde udbrudt: Og saa reiser man til Italien for at se en henrivende Natur, naar man har Sligt hos sig selv! Jeg erindrer det ikke, men vil gjerne staa ved mine den Gang udtalte Ord.