Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg var tilfreds med, hvad han her præsterede, men Publikum delte ikke min Tilfredshed. En ny Elsker ved et Theater har meget at kæmpe med. Det gik Wiehe som i sin Tid Holst; man savnede den vante Personlighed i disse Roller; Publikum er da ligesom en Elskerinde, hvem man vil tvinge til at tilbede en ny Gjenstand. De unge Damer, der i "Ørkenens Søn" havde sværmet for Holst, vare formeligt forbitrede paa den unge Mand, der vovede at gjøre Mine til at fortrænge den, de nu havde vænnet sig til at betragte som det ideale Udtryk for deres ungdommelige Sværmerier. Hvor ofte hørte jeg ikke de mest forskjellige Damer udbryde paa det velbekjendte kjøbenhavnske Modesprog: "Gud, Fru Heiberg, hvor han er rædsom, denne Wiehe! Hvor kan De udholde at spille med ham? Han kan jo ikke gaa, og hvilket Mæle! Og saa skeler han jo! Og saa ligner han jo den gruelige Hass" - en forlængst afskediget Skuespiller - "skal vi nu herefter plages med ham, saa er jo al vor Glæde forbi" o. s. v. o. s. v. Jeg skylder mig selv det Vidnesbyrd, at alle disse umotiverede Domme ikke et Øieblik rokkede min Tro paa Wiehes Fremtid. Jeg kæmpede for ham til

        

22 høire og til venstre og fik mangen Dadel til at forstumme ved mine Argumenter for hans øiensynlige Kald for Scenen. Publikum, Directionen, Kammeraterne, Recensenterne og, hvad der var det Værste, Damerne i Publikum havde givet ham en Kurv ved hans første Frieri til deres Gunst. Jeg mindes, at Geheimeetatsraad Adler, der var en af Theaterdirecteurerne, efter Wiehes Fremtræden i denne Rolle sagde til mig: "Tag Dem af ham; skal han nogensinde blive til Noget, da maa Damerne, men især De vække hans Kræfter, ifald han virkelig har nogen, som er værd at tale om." Den unge Mand selv var naturligvis nedslaaet over alle de haarde Domme, men af al Magt holdt jeg Modet oppe i ham, og ofte sagde han da: "Ja, naar De kun vil spille med mig; naar De ikke finder det slet, vil jeg tage Mod til mig; De skal se, hvor flittig jeg skal være." Om han til samme Tid ogsaa blev opmuntret af mangen en Ven, af mangen en Veninde, kan jeg naturligvis ikke vide, men vist er det, at han trængte til min Opmuntring. Til min store Glæde fik Wiehe i Sommeren 1842 en uventet Leilighed til at udvikle sine Evner, idet han blev opfordret til at tage Del i Skuespillernes Sommerforestillinger. Holst var kommen i Strid med sine Kammerater og frasagde sig al Deltagelse i Sommerskuespillene. I den Forlegenhed, som man herved var bragt, gjorde man en Dyd af Nødvendighed og henvendte sig til Wiehe i Holsts Sted. Wiehe fulgte Opfordringen og vandt betinget Anerkjendelse snart for een, snart for en anden Fremstilling, men endnu havde han meget at kæmpe med. Ogsaa Directionen tildelte ham forskjellige Roller, snart hist snart her, men det rige Fond i hans Indre havde han endnu ikke kunnet give den rette Form, saa atter og atter blev han strengt dømt, og endnu hørte man rundt om Folk udbryde: "Det er en underlig En, denne Wiehe."