Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I 1839 var Oehlenschlägers fortrinlige Digt "Aladdin" blevet bearbeidet i dramatisk Form. W. Holst spillede Aladdin og gjorde Lykke i Rollen. Efter at Holst havde spillet Rollen 20 Gange, hvilede Stykket noget, men blev atter fremdraget den 30te October 1842 med M. Wiehe som Aladdin. Med Hensyn til den Virkning, denne hans Udførelse gjorde i det Hele taget, har Overskous Hukommelse svigtet ham, da han 20 Aar efter i sin Theaterhistorie beretter, at det var i denne Rolle, Wiehes Talent første Gang ganske brød igjennem hos Publikum. Dette er ikke rigtigt, saa hurtigt gik det ikke med hans Udvikling. Enhver, som ret har en Forestilling om, hvori Wiehes Begavelse og hans Personligheds Eiendommelighed bestod, maa kunne sige sig selv, at til at fremstille en Aladdin hører en frisk, lys, naiv, munter Personligheds freidige Væsen, som ved sin Tillid til Lykken seirer over alle Hindringer. Oehlenschläger har givet et ypperligt Billede heraf, idet Appelsinen falder, ikke i de Andres Hænder, men ned i Lykkebarnets Turban. Wiehes

        

23 stille, indadvendte, tungsindige, grublende Individualitet var lige det Modsatte af, hvad saadan en Rolle krævede. Naturligvis aabenbaredes ogsaa i denne Rolle - for hvem der havde Forstaaelse deraf - hans mærkelige erotiske Evne i Elskerscenerne med Gulnare, men endnu kun som en svag piblende Kilde, der ikke strømmede frisk og fyldigt frem. Havde Overskou havt Ret i sin Paastand om den Virkning, han heri gjorde, vilde det dog have været mærkeligt, at Wiehe kun optraadte i denne Rolle 3 Gange og aldrig senere. I det Hele taget laa Wiehes Talent, end ikke da det havde udfoldet sig i sin hele Styrke, ret for de Oehlenschlägerske Helteskikkelser, det laa de Shakespeareske Figurer langt nærmere. Og Synd var det, at det aldrig blev givet ham at udføre f. Ex. en Hamlet. Desuagtet blev man ved at forsøge ham i de Oehlenschlägerske Roller. Saaledes afløste han Nielsen som Einar Tambeskiælver i "Hakon Jarl", men hvor tyndt, blegt var ikke dette Billede imod Nielsens, der af Naturen var begavet med alle Betingelser for denne Rolle. Det kraftige Legeme, den mærkelig skjønne, svulmende Stemme, det Aabne, Freidige i Blik og Gestus, Alt forenede sig til at give et henrivende Billede af denne tapre Ungersvend. Een Gang lykkedes det dog Wiehe længere hen i Tiden at spille en Oehlenschlägersk Figur mesterligt, men denne laa ogsaa i den Grad for ham, at man skulde have troet, at Oehlenschläger havde digtet denne Rolle netop for ham og ingen Anden. Det var Trællen Grib i "Hakon Jarl". Til Fremstillingen af denne eiendommelige Natur havde Wiehe alle Betingelser, det forsagte, indesluttede, ydmyge Væsen, bag hvilket der i Sjælen brændte en Stolthed og Ærgjerrighed, som, da Trællen blev fri og modtog Ridderslaget, udbryder med et Væld af Taknemmelighed, bag hvilket Taarerne kvaltes i Stemmens bløde Modulationer. Dette kunde Ingen gjøre ham efter. En Axel vilde Wiehe derimod aldrig kunnet gjengive Billedet af, dertil manglede han alle Naturbetingelser.