Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Endnu i Begyndelsen af 1844, da Wiehe spillede Ranild Johnsøn i Oehlenschlägers "Erik Glipping", kunde en Kritiker uden at vække Anstød udtale sig saaledes mod Wiehes Fremstilling: "i Alt, hvad han fremstillede, var der noget positivt Personligt, som tillige var uskjønt og greb forstyrrende ind i hans Præstationer." Overskou indrømmer det Berettigede heri og tilføier, at det "positivt Personlige" bestod i "snart en Eæspen i Stemmen, snart en Fremluden med Hovedet, snart en cavaleeragtig Appuyeren paa den ene Deel af Legemet", og at det "intetsteds gjorde en ubehageligere Virkning end netop i denne Rolle; thi en affecteert Modedukke med en Tilsats af Bournonvilles Mephistopheles og Lefebvres Rane Lange tør Oehlenschlägers Ranild Jonsøn ikke være." Saaledes omtaltes M. Wiehe endnu 1844, og man hørte endnu bestandigt Folk udbryde: "Han er gyselig."