Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Da skrev Hertz sit fine. romantiske Skuespil "Amanda". Saa snart jeg 24 havde læst dette Stykke, tænkte jeg: Endelig er her en Rolle for Wiehe, til hvilken han har alle Betingelser. Hertz, der i lange Aarrækker aldrig indleverede noget Stykke til Theatret uden at raadføre sig med mig om Rollebesætningen, spurgte mig nu ogsaa til Raads om Rollebesætningen i "Amanda". "Hvad skal jeg nu gjøre," spurgte han, "med Elskerens Rolle? Hvor tør jeg betro Wiehe en saa fyldig lyrisk Rolle, hvorpaa saa meget af Stykkets Lykke i Publikum beror; hvad raader De mig til?" - "Jeg raader Dem ubetinget til at tage Wiehe," var mit Svar. "Men Publikum kan ikke lide ham," svarede Hertz. "Ikke i Dag," var mit Svar, "men maaske han kun behøver en saadan lyrisk Rolle for at vinde Terrain; forsøg det, vær modig og bryd Dem ikke om, hvad Folk synes eller ikke synes." - "Ja, hvis De vil staa ham bi ved Indstuderingen," svarede Hertz, "ellers tør jeg min Sandten ikke indlade mig paa dette Vovestykke." Og Wiehe fik sin første lyriske Elskerrolle. Da dette blev bekjendt paa Theatret, vakte det megen Forbauselse og gav Anledning til mangen en Disput. Saaledes mindes jeg, at Fru Nielsen, Jomfru Jørgensen og jeg en Aften i vort Paaklædningsværelse paa Theatret kom i en levende Samtale om, hvor vidt der var Evner hos den unge Wiehe eller ikke. Jomfru Jørgensen var paa min Side, Fru Nielsen derimod fremhævede heftigt alle de Mangler, der gjorde det umuligt for Wiehe "nogensinde at udfylde Elskerfaget tilfredsstillende".