Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Michael Wiehe, der strax efter sin første Optræden paa Theatret havde giftet sig - et rent Inclinationsparti fra begge Sider - med en Pige, med hvem han alt som Dreng havde trolovet sig, var af en høist indesluttet Natur. Forlegen, man kunde gjerne sige undselig som en Pige, uden derved at miste en ædel Mandighed i sin Fremtræden, behagede han Alle ved sit beskedne, noble Væsen. En stille Alvorlighed, der ofte bar Tungsindighedens Præg, havde været ham egen alt som lille Dreng. Hans Moder fortalte mig engang, at han altid som lille Barn, naar Nogen saae paa ham, holdt begge Hænderne for Ansigtet og sagde: "Ingen maa se paa mig." - "Hvem skulde troet," sagde hun leende, "at det var bestemt, at han netop skulde blive set paa af saa mange Øine." - En overordentlig Indesluttethed fulgte ham gjennem hele Livet. At faa disse Læber aabnede, at faa dette Indre til at udtale sig, var meget Faa givet; jeg smigrer mig med, at jeg var En af disse Faa. Der hørte ikke megen Skarpsindighed til bag dette stille, tilbageholdne Væsen at opdage en meget stor Lidenskabelighed og en stør Ømfindtlighed og Pirrelighed. Naar jeg i de første Aar, hvori vi spillede sammen, roste ham og udtalte min Glæde over at arbeide med ham, da saae han ofte paa mig som med et Barns bedende Blik og sagde: "Ak, mener De ogsaa dette? Gjør De ikke Nar ad mig?" Det lykkedes mig lidt efter lidt at erhverve hans fulde Tillid, og jeg tror ikke at bedrage mig, naar jeg mener, at næst efter hans Nærmeste blev jeg vist den, for hvem dette indesluttede Menneske udtalte sig lettest og friest. En vis Langsomhed i Opfattelsen, en vis Kortsynethed, saa vel i Kunsten som med Hensyn paa andre Mennesker, bedrøvede mig ofte hos ham, og mangen en Samtale imellem os gik ud paa dog at aabne hans Øine, et Arbeide, der ingenlunde var let, thi ved Siden af hans Beskedenhed og Tilbageholdenhed viste sig ofte en Stædighed, som Intet 27 kunde rokke. Da jeg lærte ham personligt nærmere at kjende, havde han alt en betydelig Læsning i den skjønne Litteratur, saa vel vor egen som andre Landes. Han læste Tysk, Engelsk, Fransk, saa vidt jeg kunde mærke, med Lethed. Men Dommen over det Læste saae ofte ud som en Tilfældighed. Raisonnementet var hans svage Side. Alt beroede paa, hvad Virkning det Læste havde havt paa hans rige Følelse, der ofte er en ypperlig Læremester, men mangen Gang ogsaa leder paa Vildspor. Det stille Drømmende i hans Natur gjorde, at hans Fremstillinger ikke sjeldent led af en Mathed, der trængte til et Incitament fra hans Medspillendes Side. Ofte, naar han saaledes faldt hen, gav jeg ham et for Publikum ubemærket Tegn, et Tegn, han forstod, og som da fremkaldte en Spøg imellem os, der hjalp til atter at sætte Liv i ham. Han var i høi Grad afhængig af sine Medspillende; ofte bebreidede jeg ham, naar han spillede med Andre end mig, hans Kulde lige overfor Stykkets Elskerinde, en Kulde, som undertiden formeligt kunde være latterlig. Han tog da mildt og venligt imod min Dadel og svarede blot: "Jeg kan ikke med hende." Denne Forskjel i Spillet med mig og med Andre var saa stor, at det ingenlunde undgik Tilskuernes Opmærksomhed, og det blev en almindelig Tale, at han var En, naar han spillede med mig, og en Anden, naar han spillede med Andre.* Saa smigrende dette nu i og for sig var for mig, laa hans Kunstnerære mig dog saaledes paa Hjerte, at jeg med Bedrøvelse saae denne Mangel paa Herredømme over sig selv og ofte bebreidede ham det. Ofte kunde han en hel Aften bevæge sig igjennem et Stykke som en Søvngjænger. En aandrig Dame sagde engang til mig: "Naar man ser Wiehe spille, uden at De er med i Stykket, ser han ud som en ung Fyrste, der for Morskabs Skyld blander sig i en Skuespillertrup, som han har indbudt til at spille paa sit Slot." Denne Bemærkning var virkelig træffende; thi unegteligt saae han som oftest ud, som om han i Fornemhed - i god Betydning - stod langt over de Omgivelser, hvorimellem han bevægede sig paa Scenen. Det *

28 Ædle, det Kyske, det Rene i hans Kjærlighedsudbrud i Elskerroller i Forening med den vidunderlige Dybde af Inderlighed i Stemmens Bøininger var især det, der henrev saa vel Unge som Gamle. Hos ham var der intet Comediantagtigt; Alt sandt og besjælet af ædel Naturlighed, der frembragte den høieste Grad af Illusion. Mange paa Theatret, der paa Prøverne havde været Vidne til min Indflydelse paa hans Fremstillinger, mente, at Wiehe aldrig kunde være mig taknemmelig nok. Han var mig ogsaa taknemmelig, og han udtalte ofte dette for mig paa den mest uforbeholdne Maade. Men vist er det, at jeg, idet jeg gav, ogsaa modtog Meget af ham, hvorfor jeg burde være taknemmelig; og jeg var det og bekjendte det med Glæde. Saaledes var vor Stilling til hinanden; hvad Under da, at der af dette Sammenspil frembragtes Noget, som var lykkeligt for ham, lykkeligt for mig, lykkeligt ogsaa for Digteren, lykkeligt for Theatret og for Publikum. I Aarenes Løb bidrog saaledes Wiehes Theatervirksomhed og det nye Liv, som han bragte med sig, til mere og mere atter at opflamme min Lyst til Udøvelsen af min Kunst, der i nogle Aar betydeligt havde været svækket. Vi kæmpede om at overgaa hinanden, og Ingen af os misundte den Seirende Kampens Løn. Han sagde ofte ganske rørende: "Jeg vil gjerne staa tilbage for Dem, naar jeg kun maa være med i Deres Triumpher." Jeg siger i Aarenes Løb ; thi der hengik nogle Aar endnu, inden Wiehe ret kunde sætte sig fast i Publikums Gunst; da disse var gaaede, var han selvskreven til enhver Elskerrolle, saa vel i Lystspillet som i Tragedien.