Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Den nærværende Tilstand ved Theatret var imidlertid alt andet end fornøielig. Jeg har alt omtalt den farlige Concurrent, Nationaltheatret efter Christian den Ottendes Thronbestigelse havde faaet i den italienske Opera. Endnu vedligeholdt denne Mode sig. Lige overfor Donizetti og Bellim gjaldt Mozart og Méhul, for ikke at tale om Boieldieu, fremdeles for forældede; man udtalte dette uden Sky paa høiere Steder, og denne Dom godkjendtes af de Lavere. Man haanede formeligt den danske Opera til Trods for vort dengang ypperlige Orchester og vor correcte Indstudering, medens man paa Hoftheatret lod sig nøie med et tyndt og maadeligt Orchester og et latterlig slet Chor, sammensat af danske Sypiger og andet Tyende, der aldrig havde drømt om, at de skulde komme til at synge paa et offentligt Theater for den fine Verden, og det ovenikjøbet paa Italiensk. Bestyrelsen ved det kongelige Theater havde unegteligt i flere Aar været i høi Grad slap og holdningsløs; nu viste dens Vaklen sig ogsaa lige overfor det italienske Virtuosvæsen. Man vilde rette sig efter denne Modesmag og vilde nu ogsaa opføre italiensk 29 Musik. Herved fordærvede man efterhaanden den sidste Rest af vore Sangere, idet man vilde lade dem kappes med indfødte Italienere, mod hvilke de toge sig ud som en Hund, der vil danse paa Line. Det var mig en virkelig Sorg, at min faderlige Ven Collin, paa hvem jeg satte saa megen Pris, ikke tog sig bedre af Theatret. En Formiddag, da han aflagde mig Besøg, udtalte jeg paa min frimodige Maade min hele Række af Anklager imod ham, Anklager, der ogsaa gik ud paa, hvor lidt han forstod at drage Nytte af Heibergs Kræfter. Men hvor rørt blev jeg ikke, da denne ældre, ansete Mand ikke blot roligt og stille hørte paa mine Klager, men tilsidst med Taarer i Øinene tog min Haand og forsikrede, at Intet smertede ham dybere, end om han virkelig handlede mod de to Menneskers Ønske og Interesse, som han af Alle ved Theatret satte mest Pris paa. Dette afvæbnede mig fuldstændigt. Collin var ellers ikke den Mand, der taalte Irettesættelser af Nogen; at han altsaa fromt og elskværdigt hørte paa mine, viste mig tydeligt hans Hengivenhed, en Hengivenhed, der ikke endte før hans Død.