Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

"Ved Kroningen," fortalte han videre, "skulde jeg da og være med. Jeg svarede Nei. Skulde jeg nu, som en anden Nar, anskaffe mig og iklæde mig Riddercostume; nei, det vilde jeg ikke." Ogsaa om sit Forhold til Oehlenschläger fortalte han mig mangt et Træk hin Formiddag. "Jeg holder af ham," sagde han, "men hvor er han dog forfængelig. Da jeg sidst var paa Nysø, fik jeg Brev om dog at gjøre Alvor af det med at modellere hans Buste! Dog den Orm have vi jo Alle," føiede han formildende til; "nylig greb jeg mig selv i det Samme. En Dag paa Nysø, som jeg stod og arbeidede paa min egen store Portraitstatue, kom atter et Brev fra Oehlenschläger i samme Anledning; da jeg saae, hvad Brevet indeholdt, kastede jeg det hen paa Bordet, men i samme Øjeblik sagde jeg til mig selv: "Du er jo i alle Maader lige saa gal som han; staar du ikke her og arbeider paa dit eget Billede, paa samme Tid som du bebreider ham, at han ønsker sit foreviget. Jeg smed Meislen og kunde ikke arbeide mere den Dag." Denne sidste lille Begivenhed fortalte han med saa megen elskværdig Bevægelse i Stemme, Blik og Gebærder, at han vandt mit Hjerte i en endnu høiere Grad, end han alt havde det; thi jeg spørger, hvad er det at have Aand, ifald der ikke i saadanne fine Selvbekjendelser aabenbarer sig Aand hos et Menneske. Talte han til mig om Theatret, om min egen Virksomhed der, da var det aldrig denne hule, fade Smiger, aldrig denne udelicate Svingen med Røgelsekarret, hvori intet Inderligt, intet Følt ligger; et Blik, et Haandtryk, en Forsikring om Kampen, det kostede ham at blive hjemme, naar Timen nærmede sig, sagde mere, end mangen en opskruet Veltalenhed formaaede. "Naar jeg ikke kan komme i Theatret," sagde han, "saa glæder jeg mig over at have Deres Billede paa min Væg (det var det samme Billede, der senere blev ophængt i hans Værelse i Museet); det tilfredsstiller mig ikke, men det er dog bedre end Intet."