Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg fik denne Formiddag et saa levende Billede af den udødelige Mester, at jeg ret i dette Øieblik vilde ønske, at jeg havde Evne til lige saa levende at stille ham frem for Andre. Maaske En og Anden ved at læse, hvad jeg her fortæller om ham, udbryder: "Men efter disse Meddelelser var Thorvaldsen jo ikke den stille, fromme, fordringsløse, beskedne Kunstner, som vi havde set i ham." Jo, visselig var han alt dette lige overfor sit Ideal, lige overfor sin Kamp, sin Stræben mod at naa dette Ideal; men kræv ikke mere, thi I mage det altfor ofte saa, at man ikke kan være det lige overfor Eder. Visselig var han saa beskeden, at hans Hjerte bankede ved at lytte til, selv 32 lige overfor det ringeste Menneske, hos hvem han følte, at det virkelig var grebet og varmet ved at betragte hans Genis Frembringelser, men hans Forfængelighed var ikke saa stor, at enhver opskruet, af Moden betaget Begeistring, udtalt med en paatagen Varme uden Ærbødighed, ikke snarere skulde fremkalde et lønligt ironisk Smil end Glæde over en saadan Paaskjønnelse. Hvor mangen en Dame eller Herre i Selskabslivet mener ikke, at de tør vove paa en fjasende Maade, med flau Vittighed, i kjæk Uforskammethed at frembære deres Roes lige overfor en stor Kunstner? Hvor mange af disse have Begreb om, i hvilken Grad en saadan i Spøg og Fjas fremført Roes saarer den Kunstner, hvis Frembringelser ofte ere fødte i hans Livs alvorligste Timer, opstaaede hos ham i søvnløse Nætter, udførte med Sveddraaberne perlende paa Panden, i heftig Kamp for at levendegjøre det Billede, der staar for hans Sjæls Øie. Den virkelige Kunstner kræver fremfor Alt lidt Ærbødighed for sine Værker, og det er det, han af Alt sjeldnest møder.