Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Theaterdirectionen havde besluttet denne Vinter at opføre Halms "Griseldis". Jeg havde paa det Indstændigste bedet mig fritaget for at spille Hovedrollen i dette uhyggelige, affecterede Spektakelstykke, og man havde føiet mig heri. Jeg tror virkelig, at min sædvanlige Evne til forud at ane Ulykken, hvor den var i Anmarche, gjorde mit Ønske om at blive fri for at være med i dette Stykke saa heftigt. Den 24de Marts 1844 opførtes det for første Gang. Hverken Heiberg eller jeg overværede denne Forestilling. Først næste Dag erfarede vi med dyb Smerte, at Thorvaldsen alt under Ouverturen pludseligt var besvimet i Parquettet og baaret halvdød ud af nogle af sine Venner, der sade i Nærheden. Inden han endnu havde naaet sit Hjem, havde den store Kunstner udaandet sit sidste Suk. I Theatret gik denne Begivenhed som et Lyn rundt over det hele Hus. Smukt, naturligt havde det været, om Forestillingen var blevet afbrudt, om Publikum i Stilhed havde begivet sig bort; men hvem er et Publikum? Dagen efter følte hver Enkelt af de Tilstedeværende, at en Taktløshed var begaaet. Stykkets Uhyggelighed forøgedes ved dette uhyggelige Optrin i Parquettet og bidrog vel sit til, at Forestillingen forfeilede sin Virkning, uagtet jeg rigtignok troede, at selv uden denne Catastrophe vilde det danske Publikum være for dansk til at nyde denne tyske, sentimentale Ret. Stykket slæbte sig 3 Gange over Scenen og blev derpaa henlagt. Thorvaldsens pludselige Død havde grebet Alle, Store og Smaa. Hvad mig angaar, da var jeg usigelig bedrøvet, saa bedrøvet, at det var med en sand Overvindelse, at jeg udførte min Pligt ved Theatret. En nær Ven af Thorvaldsen sendte mig en Lok af hans Haar. Det Visitkort, han havde i Lommen i Theatret hin sidste Aften, bevarer jeg endnu i et Album af Haandtegninger, som flere Kunstnere med Libert i Spidsen sendte mig paa min Fødselsdag; paa det første Blad midt i en smuk Randtegning var anbragt

        

33 en Haandtegning af Thorvaldsen, forestillende nogle Genier, og over denne hint Visitkort. Efter at Thorvaldsen havde faaet en Ligbegjængelse, som ellers kun Konger beæres med, blev der paa Theatret den 9de April givet en Sørgefest for ham, en Prolog af Keiberg, som jeg fremsagde, og "Hakon Jarl". Den skjønne Prolog fremsagde jeg ikke, som jeg havde ønsket. Jeg var for betagen og stod endnu for lidt over min Sorg, til at jeg med kunstnerisk Ro kunde udtale den Sorg, der føltes saa dybt af Alle. Et er Kunst, et Andet er Virkelighed. Theatret havde ikke alene tabt en af sine varmeste Tilskuere, men Salen havde tabt Synet af denne ædle Skikkelse, hvis blotte Nærværelse havde noget Forædleride overfor det hele Publikum. Han og Oehlenschläger udgjorde et Midtpunkt paa Tilskuerpladsen, der frydede Øiet og indgød Respect. Hvor ofte havde jeg ikke glædet mig fra Scenen over at se den skjønne Skikkelse med det hvide Haar omkring det skjønne Hoved sidde der og være En af dem, for hvem jeg især spillede. Forbi! Forbi! Pladsen stod nu tom for bestandigt.